Statsministeriet var dybere involveret end hidtil kendt i et møde med en gruppe fiskere i Thyborøn den 31. januar 2016.
Mødet blev holdt umiddelbart før, Lars Løkke Rasmussen (V) deltog i Løkkefondens årlige torskegilde i den vestjyske by, som arrangeres af fiskeren John-Anker Hametner Larsen.
Over for FødevareWatch har Lars Løkke erkendt, at han holdt møde med fiskerne, og han har sagt, at det var, fordi det var praktisk, »at vi afholdte mødet i Thyborøn, når jeg alligevel var på de kanter«. Han har desuden sagt, at mødet »selvfølgelig« ikke var planlagt af Løkkefonden, og at den slags møder på ingen måde er »styrende for hverken min eller regeringens politik«.
Nu viser dokumenter, som Statsministeriet sendte til Folketinget forud for et samråd onsdag, at mødet var forberedt flere dage forinden af ministeriets embedsmænd – og i højeste grad politisk i sit indhold. Mødet blev holdt i forbindelse med Løkkefondens årlige torskegilde i Thyborøn, som arrangeres af fiskeren John-Anker Hametner Larsen.
Socialdemokratiets fiskeriordfører Simon Kollerup mener, dokumenterne er i modstrid med, hvad Lars Løkke Rasmussen sagde under et samråd den 9. november sidste år. Her forklarede han, at han har en relation til John-Anker Hametner Larsen, »som egentlig ikke har noget med mit virke som statsminister at gøre«.
»Dokumentet fra Statsministeriet trækker tæppet væk under Lars Løkkes forklaring på sidste samråd, hvor han sagde, at relationen til John-Anker via Løkkefonden ikke havde nogen sammenhæng med hans virke som statsminister,« siger Simon Kollerup.
Venstres fiskeriordfører Thomas Danielsen, der selv deltog i mødet, har sagt til FødevareWatch, at John-Anker Hametner Larsen »må formodes at have deltaget« i mødet med Løkke. Et møde, som Løkke altså deltog i som statsminister og – viser det sig nu – var blevet forberedt på af sit embedsværk.
»Nu kan vi se, at selve Statsministeriet har været involveret i at forberede statsministerens møde og endda sætter det i direkte sammenhæng med torskegildet,« siger Simon Kollerup.
27. januar, fire dage inden mødet, bad en medarbejder i Statsministeriet en medarbejder i Miljø- og Fødevareministeriet om at sende »et fakta-/baggrundsnotat vedr. tobisfiskeriet samt betydningen heraf for industrifiskeriet og for Thyborøn + opland«.
Anledningen var, at »STM [statsministeren, red.] møder ifm. et andet arrangement i weekenden nogle folk fra fiskeriet i Thyborøn«.
29. januar, to dage senere, sendte Miljø- og Fødevareministeriet to såkaldte beredskaber om henholdsvis industrifiskeri og tobis, som er den vigtigste industrifisk for danske fiskere.
Dystre udsigter
Beredskaberne indeholdt blandt andet oplysninger om, at industrifiskeriet i Thyborøn var steget fra knap 100.000 tons i 2012 til knap 300.000 tons i 2015. Der stod desuden, at værdien af industrifiskene i Thyborøn i 2015 for første gang havde udgjort mere end 500 mio. kr., hvilket var markant mere end de foregående år, hvor den ikke havde været højere end 350 mio. kr.
Beredskabet indeholdt også nogle talepinde (altså forslag til formuleringer), som Lars Løkke Rasmussen kunne gøre brug af under mødet med fiskerne. Det fremgår, at fiskerne ønskede større kvoter for tobis, end de biologiske målinger lagde op til at tillade. For eksempel kunne statsministeren sige:
»Jeg er opmærksom på, at der er dystre udsigter for fiskerimulighederne for tobis for 2016.«
Og efterfølgende kunne han berolige fiskerne ved at sige:
»Nu når udsigterne for tobis er så dystre for 2016, glæder jeg mig over, at vi fra starten af 2016 har sikret gode fiskerimuligheder for andre vigtige industriarter.«
Enhedslistens miljøordfører Maria Gjerding kalder det »problematisk«, at Løkke har hævdet udelukkende at kende John-Anker Hametner Larsen gennem Løkkefonden, »når de har haft substantielle politiske samtaler« i forbindelse med Løkkefondens torskegilde i 2016.
Ifølge FødevareWatch har Venstres fiskeriordfører, Thomas Danielsen, sagt, at han husker et »impulsivt kaffemøde« mellem sig selv, Løkke og fiskerne inden torskegildet. Han har ifølge netmediet desuden sagt, at der ikke var nogen dagsorden for mødet. Men dokumenterne fra Statsministeriet tyder altså ikke på, at mødet var hverken »impulsivt« eller uden dagsorden.
Det har Thomas Danielsen dog heller ikke hævdet, siger han nu til Information. Han føler sig fejlciteret.
Ifølge Thomas Danielsen kom mødet i stand ved, at han »formodentlig en uges tid inden« torskegildet spurgte Fiskeriforeningen, om de kunne være interesserede i et møde med statsministeren.
»Årsagen var, at nogle fiskere ... der havde jo været torskegilde, og så har der faktisk både før og siden været lidt en holdning til, at det er fint nok, at Lars Løkke, han kommer så meget, men det er da lidt ærgerligt, at han kun kommer i velgørenhedsøjemed,« siger Thomas Danielsen.
Løkke gentog onsdag på et samråd i Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg, at hans relationer til storfiskere ikke er »styrende« for regeringens politik. Samrådet var indkaldt, fordi Løkke ved et tidligere samråd i november gav et efter oppositionens opfattelse mangelfuldt indtryk af sit forhold til såkaldte kvotekonger.
Under samrådet i november undlod Løkke at oplyse, at han har lånt storfiskeren John-Anker Hametner Larsens sommerhus i 2016, og at han var med til hans firmafest i 2017. Løkke mener dog, at han har givet »fyldestgørende« oplysninger om deres forhold, sagde han ved samrådet.
Det var onsdag ikke muligt at få en kommentar fra Lars Løkke Rasmussen.
Dette er en opdateret udgave af en artikel publiceret onsdag den 31. januar under overskriften ’Løkkes ’impulsive’ møde med storfiskere var nøje forberedt af Statsministeriet’
Hvis statsministeren har løjet, må han jo fældes; (jo, jeg ved at DF....); men i det mindste stilles til ansvar.
Enhedslistens miljøordfører Maria Gjerding spurgte netop på samrådet Løkke Rasmussen om der var talt om tobisfiskeriet til mødet med fiskerifolk. Det ville Løkke Rasmussen ikke rigtigt svare på.
Det bliver mere og mere mystisk.
Min barnelærdom var:
kan du ikke sige noget pænt om folk, så hold din mund !
Så jeg har ikke noget at sige om Lars Løkke Rasmussen !
Ulovligt ? Måske.
Men suspekt lyder det i hvert fald!
Det er på tide at disse samråd erstattes af noget strammere og stærkere. Igen og igen ser vi ministre være i stand til at undgå, ja straf, fordi deres rådgiverhob er dygtig - for vore penge, forresten. Og fordi det er for risikofrit at lyve. Det er ikke et folketingsflertal der skal beslutte en straf, men andre.
Med de skandaler der berettes om indenfor administration af skat-, momstilbagebetaling m.m og nu også fiskekvote-adm. må man som borger og it-kyndig gå ud fra at der ikke findes formaliseret analyser af områderne. Det kan være så groft at der kun er een person som holder sammen på overblikket evt sammen med en programmør. Forholdene virker tumultagtige.
At Løkke henholder sig til at forholdet til kvotekongerne kun er af privat karakter, og derfor ikke behøver blive grundigere belyst, harmonerer bare overhovedet ikke med at statsministeriet var indblandet.
Og det bliver mere og mere nærliggende at tro på de mistanker, der peger på noget fordækt ved regeringens fiskeripolitik, især set i lyset af at Esben Lunde havde skjult oplysninger for Folketinget og blev gået som fiskeriminister.
I P1-morgen har de travlt med at tale med virksomheder og andre der støtter Løkkke-fonden. Bellacentret siger bl.a. ,at de støtter for at hjælpe unge drenge ind på arbejdsmarkedet og det skal på ingen måde gå ud over disse drenge at der drives en hetz på Løkke Rasmussen.
Hvad med at Løkke Rasmussen fik oprettet mere spical-hjælp i forbindelse med Folkeskolen, så alle børn med indlæringsproblemer kunne få en hjælpende hånd - (i andre forbindelser høre "vi" ellers meget om "vort" råderum fx. i forbindelse med skattelettelser , øget midler og indkøb til forsvaret -hvorfor så ikke give Folkeskolen midler til at selv tage hånd om disse unge). Hvorfor vil Løkke Rasmussen hellere oprette en privatfond til at hjælpe nogle få drenge og så tage den positive omtale at projektet selv???? Bare ærgeligt for ham at hans adfærd nu giver rigtig dårlig omtale.
PS: De blå-lejesvende i DR har besluttet sig for at omtale sagen som en kalekunjagt på Løkke Rasmussen fra socialdemokratiet. ( sådan omtalte Tang det i P1-morgen.)
Der er skåret ned på undervisningssektoren, folkeskolen har ikke fået de resurser de har brug for mht. den ny skolereform, som begynder at fungere og virke godt. Det tager normalt også fem år før en sådan er implementeret, og man kan drage konklusioner.
Men Løkkefonden, som jeg troede hed Drengeakademiet,det er jo lidt suspekt, det burde ikke være Løkkefamilien, som er involveret der overhovedet, ej heller fru Løkke. Og først kan en kvotekonge ikke få møde med Løkke, så donerer han, så går det fint.
Hvis der intet er at komme efter, må man have helt rene linier, det er der ikke.
Ting er forblevet i skuffen, minister fyret, og Løkke undlader at svare fyldestgørende. Jeg husker tydeligt, hvordan V krævede at Thorning familien skulle lægge deres private økonomiske forhold frem, da afgørelsen kom, og frifindelse ligeså. Nu har piben fået anden lyd, Løkke er privat, med alt det der ikke tåler åbenhed. Kalkunjagt, tja.... andre hvisker korruption.
Er der ingen der syntes det er interessant at man prøver at gemme sig bag "privatlivets fred", som om der var vindtætte skodder mellem "privat" og "profession"...hvis en person f.eks. er drikfældig i fritiden, vil det ikke have indflydelse på hans funktionsevner i den øvrige tid af hans virke? Hvis et menneske er åbent og ærlig, sandru og samvittighedsfuld og drives af ægte ønsker, vil man ikke sondre mellem disse 2 "rum" - alt hænger sammen i den sidste ende, intet eksisterer isoleret - alting kommer af noget - også kvotekonger. Og er man ikke, i særdeleshed, afkrævet ærlighed, hvis man sidder på en Statsminister taburet? Hvis ikke dér, hvor så?
gennemsigtighed og åbenhed er kun noget vi forlanger af Russerne.
Det lange af det korte er, at jeg ikke tror på Lars Løkke Rasmussen, og jeg ville ikke engang anbefale ham til en jeg hader!
Organet for den højeste forargelse - Politiken kaldet - forsvarer i dag Løkke på lederplads, og hævder at der ikke findes nogle beviser på, at regeringen har designet sin fiskeripolitik. Læser lederskribenten - der er såmænd Inf's tidligere Chr. Jensen - læser åbenbart ikke sin egen avis. Heraf fremgår det, at Lobby Larsen mistede fiskerit fordi han tilbageholdt oplysninger om hvordan man kunne komme kvotefiskeriet til livs med en række konkrete forslag. Men også at Lobby Larsen havde trukket et antal politianmeldelser over kvotefiskeri tilbage.
Så er der mailen fra Hametner fra 2012, om at han gerne ville i kontakt med Løkke, og at det først lykkedes, da kvotekongen begyndte at donere penge til Løkke-fonden.
Hvor mange rygende pistoler skal der til før end medløberne fatter hvad det er Løkke har gang i resp. har gjort.
'Er der ingen der syntes det er interessant at man prøver at gemme sig bag "privatlivets fred", som om der var vindtætte skodder mellem "privat" og "profession"
Jo, det er interessant i det konkrete tilfælde, men kun fordi LLR har udvist dårlig dømmekraft og modtaget personlige gaver (sommerhus-ophold) fra en person, som LLR dels ikke har nogen langvarig, personlig relation til og vel vidende at selv samme person er een af de såkaldte kvotekonger, med oplagte økonomiske interesser i en bestemt fiskeripolitik.
Donationerne til Løkkefonden befinder sig i bedste fald i en gråzone, mens sommerhuset i Skagen er helt sort.
LLR har naturligvis en pointe, når han insisterer på, at politikere og minstre har ret til et privatliv. Der ville næppe være mange at vælge imellem, hvis det modsatte var tilfældet. Problemet er bare, at det private nogle gange bliver et offentligt anliggende - og det gælder ikke mindst for en statsminister, som flere gange har demonstreret, at han har svært ved at skelne mellem hvad der er et privat- henholdsvis et ikke-privat anliggende.
Selvfølgelig skal politikere og ministre kunne mødes med alle tænkelige mennesker i dette samfund - også kvotekonger. Alt andet ville være absurd. Men det må være en naturlig fordring, at ministre holder deres sti fuldkommen ren og under ingen omstændigheder modtager 'erkendtligheder' ud over et par flasker vin ved fødselsdags-receptionen. Alt andet er et skråplan.
Ministre har ret til at tilbageholde personlige oplysninger - med mindre de er af væsentlig interesse for offentligheden. Hvilket de da mildest talt må siges at være !!
Blå lejesvende ? Er jo lidt slidt - så jeg foretrækker : De blå medløbere.
Lars Løkke har absolut intet med Løkkefonden at gøre - andet end den er navngivet efter ham. Hvad hans kone begår sig i har er sagen irrelevant. Kig i selskabsregistret, DK Hostmaster's whois-oplysninger på loekkefonden.dk og man vil ikke kunne finde hans navn.
Det er rent ordkløveri når en journalist stivnakket insisterer på sit eget synonym - indflydelse - for styrende.
Den egentlige synder er her Esben Lunde Larsen, som har skjult vigtig information for Folketinget. Hans chef - altså statsministeren - har også reageret ansvarligt ved som konsekvens at fratage ham ressort-området.
Lars Løkke har ret til både som privatperson og som statsminister at tale med de mennesker, han har lyst til - bare rollerne ikke bliver blandet sammen. Til det ene møde med storfiskeren kan han optræde som privatperson og til et andet møde som statsminister - det er jo positivt at en statsminister tager undt i landet for høre folks synspunkter, også storfiskerens. Jeg ville dog gerne ønske mig, at offentligheden har aktinsigt, når det drejer sig om statsministerrollen - med henblik på journalisering af mail, telefonsamtaler, sms mm. Det har den ikke krav på i dag - men det kræver nok mere end en ophævelse af mørklægningsloven, som de hykleriske socialdemokrater vedtog.
Socialdemokraterne er i gang med et karaktermord. Det ville klæde dem at koncentrere sig om politisk substans i stedet for de politikerledegenererende personsager.
At hovedpersonen så opfører sig klodset i forbindelse med sine forskellige roller, der kan udnyttes af konspiratorikere, vidner om mangel på dømmekraft, men det er ikke kriminelt.
@'Mogens Bluhme Nielsen
'Det er rent ordkløveri når en journalist stivnakket insisterer på sit eget synonym - indflydelse - for styrende.'
Nu var det altså statsministeren selv, der, under seneste samråd, benyttede ordet 'styrende' - i betydningen, at kvotekongerne ikke har været styrende for regeringens fiskeripolitik. Hans konsekvente brug af ordet gennem hele samrådet, var så påfaldende, at det er oplagt at spekulere i en retorisk finte, der skulle tjene til at skærme statsministeren mod at indrømme nogen form for 'indflydelse'. Selvfølgelig har kvotekongerne haft indflydelse. Men det kan statsministeren jo ikke sige højt, for så åbner han for en hel ladeport af spekulationer om omfanget at indflydelse, henholdsvis en sammenkædning mellem den konkrete indflydelse og de erkendtligheder, der er gået den anden vej. Det ville være om ikke politisk harikiri, så i hvert fald en meget svær position at argumentere hjem, uden at tabe al troværdighed undervejs. På den led er 'styrende' et meget bedre ord, først og fremmest fordi det redder statsministeren fra at lyve.
Men René - indflydelse kan være helt legitim. Hvis indflydelse består i at gendrivelse af oppositionelle argumenter eller bare det bedre arguments magt (som det hedder hos Habermas) - er det jo helt fint med indflydelse uanset om det er Kong Salomon eller Jørgen Hattemager, der leverer argumenter.
Hvis jeg var Lars Løkke ville jeg være tilbøjelig at sige ja til at kvotekongerne har haft indflydelse i den forstand at alle argumenter overvejes som det skal i et drøftende demokrati men jeg ville nok alligevel afstå da journalisters politikforståelse er baseret på interessevaretagelsespleje og de med garanti ville opfatte det som en "handel".
'..de med garanti ville opfatte det som en "handel".
Præcis!
Derefter kan man diskutere om miseren består i journalisternes hang til at fremstille en forsimplet virkelighed eller det faktum, at LLR har valgt at modtage en gave.
LLR kender spillet - og derfor undrer det mig, at han takker ja til at modtage en personlig gave til en værdi af ca 10.000 kr. Han burde sgu være klogere end som så.
René Arestrup:
"Han burde sgu være klogere end som så".
Ja, det burde man sandelig mene - især ovenpå alle de andre møgsager statsministeren har været involveret i - bilag, 3GI og den der næsten kostede ham livet som politiker, tøjsagen.
Det alle sagerne har til fælles, også den sidste med sommerhuset, er at Løkke åbenbart synes det er helt fair når andre afholder hans private udgifter, eller giver tvivlsomme gaver.
Sådan er han bare indrettet. Og det er svært at blive klogere på.
@Eva Schwanenflügel
Nu hører jeg ikke til dem, der tror at LLR er bund korrupt. Men han har tydeligvis en brist, der igen og igen bringer ham i fedtefadet og jeg forstår simpelthen ikke, at han ikke kan gennem- eller overskue de mulige konsekvenser af at sige ja tak til mere eller mindre eksklusive, personlige gaver/tjenester/ydelser.
Uanset hvad man måtte mene om LLR og hans politiske ståsted, er manden jo ikke dum. Faktisk forekommer han at være en ret dygtig politisk taktiker og som sådan burde han også være i stand til at drible uden om forhold, der anbringer ham i en udsat og potentiel sårbar position. Men her svigter hans dømmekraft åbenbart.
Rene Arestrup,
Jeg er fuldkommen enig med dig.
Ligesom Trump overlever Løkke på korkprop-effekten.
Selvom Løkke må siges at være en del mere intelligent end sin 'counterpart', har han det med at snuble i de samme snørebånd.
Man tænker altid; nu går den ikke længere.
Men desværre, jo.