Læsetid: 4 min.

Sådan blev det pludselig skidt at have et arbejdsmarked med gode forhold

Arbejdsgiverne fortsætter angreb på offentligt ansattes betalte frokostpause og andre rettigheder. Nu anklager de offentligt ansatte arbejdsgiverne for at lade hånt om gode arbejdsforhold. Der er mere konfrontation end forhandling i OK18, og en eventuel konflikt er ikke blevet mindre sandsynlig
Betalt frokostpause er blevet en varm kartoffel i debatten mellem arbejdsgivere og lønmodtagere, der efter planen skal lande en overenskomst i løbet af foråret. På billedet holder ansatte på Bispebjerg Hospital frokostpause

Betalt frokostpause er blevet en varm kartoffel i debatten mellem arbejdsgivere og lønmodtagere, der efter planen skal lande en overenskomst i løbet af foråret. På billedet holder ansatte på Bispebjerg Hospital frokostpause

Sille Veilmark

16. januar 2018

Der er alle mulige gode grunde til, at Danmark styrer imod en konflikt på det offentlige arbejdsmarked i løbet af de kommende uger og måneder. Der er også gode grunde til, at man ikke gør. Men for tiden er det nemmere at se det første scenarie for sig.

I weekenden anklagede Flemming Vinther, chef for de statsansattes forhandlingsfællesskab (CFU), de private arbejdsgivere i Dansk Arbejdsgiverforening (DA) for at fremstille gode arbejdsforhold som eksempelvis retten til at holde fri ved barns sygdom, barselsordninger og seniordage som luksus – og dermed gøre det til noget nærmest samfundsskadeligt at have den slags rettigheder.

At kunne blive hjemme under sygdom, tage barsel og benytte sig af seniorordninger, når kroppen siger stop, er rettigheder, som fagbevægelsen og de offentligt ansatte har kæmpet sig til gennem forhandlinger – hvor der er blevet givet og taget. Og garanten for en konkurrencedygtig privat sektor er desuden en velfungerende offentlig, lyder det: Kvalitet og gode arbejdsforhold hænger sammen.

Anklagen fra Vinther kommer, fordi DA fremturer med den ene analyse efter den anden, der ikke blot fokuserer på, at en sløjfet frokostpause i det offentlige ville øge arbejdsudbuddet med 46.000 i 2025. Men også at offentligt ansatte i gennemsnit har mere betalt frihed under sygdom: 10 timer hver uge, når man medregner både sygdom og frokostpause. Imod privates syv timers betalt frihed om ugen.

’Usandt’

Bedre er det ikke for forhandlingsklimaet, at DA ’glemmer’ at fortælle, at 39 procent af de private virksomheder har betalte frokostpauser, mens man fremhæver et tal på 7,4 procent, som faktisk kun dækker DA’s medlemsorganisationer. Samtidig kalder fagforeningerne det direkte usandt, at de offentligt ansatte kan gå »en halv time tidligere hver dag« end de privatansatte, som DA hævder i den verserende talkrig. Medarbejderne skal nemlig stadig stå til rådighed under pausen.

Den hidsige retorik er selvfølgelig del af en rituel positionering og forventningsafstemning mellem parterne, der skal lande en overenskomst i løbet af foråret. Men DA’s indblanding på det offentlige område er usædvanlig. Det vidner om en selvbevidst arbejdsgiverside, og en kamp om hvordan den nuværende højkonjunktur skal forvaltes.

Forud for overenskomstforhandlingerne står lønmodtagerne stejlt på, at der skal komme gang i forhandlingerne om en ny arbejdstidaftale for lærerne, før der kan forhandles om alle de andre spørgsmål.
Læs også

Lønmodtagerne vil efter magre kriseår have noget mere med hjem denne gang. Mens arbejdsgiverne har kastet sig ud i den kamp for at øge arbejdsudbuddet, som vennerne i den dysfunktionelle borgerlige blok indtil videre ikke har haft meget succes med at skaffe, bl.a. fordi de ikke kan realisere deres egne reformambitioner.

Og som lønmodtagerne i øvrigt anser som en øvelse, der skal presse lønnen nedad, mens de samtidig husker at understrege, at de godt ved, at de skal udvise samfundsansvar og understøtte en effektiv og innovativ offentlig sektor.

Dernæst, men absolut ikke mindre vigtigt, er der heller ikke megen fremdrift at spore i forhandlingerne mellem lærerformand og formand for Forhandlingsfællesskabet, Anders Bondo Christensen, og kommunernes chefforhandler, Michael Ziegler. Der er tekniske udvekslinger mellem embedsmænd fra hver side, og de to har mødtes og talt, men ikke forhandlet.

Det er muligt, at de kommer til det snart, men decideret fremskridt i forhandlingerne kan det jo ikke betegnes som. Og imellem partnerne og en mulig konflikt svæver den musketér-ed, som lærerne har fået de andre offentlige forbund med på. Og som kræver, at lærerne skal have realitetsforhandlinger om deres arbejdstid efter lockouten i 2013, der stadig martrer folkeskolen og dens ansatte, før der kan forhandles på andre områder.

Svag regering 

Endelig har innovationsminister Sophie Løhde (V), som forhandler på de statsansattes område, valgt at følge samme strategi som arbejdsgiverne ved at spille hårdt ud med, at lønudviklingen i det offentlige er »uholdbar«. Mens de statsansattes forhandlingsselskab allerede på deres side har opsagt samarbejdet med Moderniseringsstyrelsen på flere områder og mindet Løhde om, at hun er minister for både de statsansatte og de statslige arbejdsgivere.

For lærernes vedkommende er man også yderst bevidste om, at Moderniseringsstyrelsen næppe heller er stemt for mange indrømmelser. Styrelsen har andre grupper på det offentlige arbejdsmarked i kikkerten, og ser overenskomstforhandlingerne på det offentlige område som en del af statens udgiftspolitik. Giver de indrømmelser til lærerne, svækker det alt andet lige styrelsens muligheder for at indfri deres bundne effektiviseringsopgave andre steder.

Men det kan vise sig, at de konfrontatoriske kræfter på arbejdsgiverside og i Moderniseringsstyrelsen gør regning uden vært. Det handler om politik: Dels er flertallet i KL’s bestyrelse skiftet fra blåt til rødt (mens for S-formand ikke længere hedder Thorning-Schmidt men Frederiksen), og KL vil derfor måske være mere tilbøjelige til at søge ro på folkeskoleområdet og i den offentlige sektor i det hele taget. Dels er Løkke-regeringen svækket som følge af krise i blå blok og kuldsejlede skatteforhandlinger.

I den situation og med et valg, der nærmer sig, virker det ikke nødvendigvis attraktivt at lægge sig ud med den store gruppe af offentligt ansatte. Men det er stadig politiske overvejelser, der skal modnes. Imens er det konfrontation, der tegner butikken.

Serie

Overenskomstforhandlinger 2018

Lærernes arbejdstid, løn, betalt frokostpause og musketered er nogle af de ting, der er på spil, når der forhandles nye overenskomster for de cirka 750.000 offentligt ansatte i stat, kommuner og regioner.

Ifølge køreplanen skulle aftalerne være på plads ved udgangen af februar og i løbet af marts sendt ud til urafstemning blandt medlemmerne i de enkelte fagforbund. Det skete ikke, og parterne er nu i Forligsinstitutionen. Senest har staten, regionerne og KL varslet lockout som modsvar til fagbevægelsens konfliktvarsel.

Seneste artikler

  • Aftalen er en skuffelse for lærerne. Men den er bedre end en ny konflikt

    5. juni 2018
    Selv om det helt centrale krav om en ny arbejdstidsaftale ikke er blevet indfriet, har et stort flertal af lærerne stemt ja til en ny overenskomst. Alternativet var en ny konklikt, og det havde alligevel ikke nyttet noget, forklarer lærer Jonna Andersen fra Tune Skole, der fodslæbende har stemt ja
  • Lærerne har valgt en ny vej

    5. juni 2018
    Lærernes ja til overenskomstforliget er et presset og lunkent ja. Men det er godt for den offentlige sektor, hvis kompromiser kan afløse drama ved forhandlingsbordene
  • Lærer: Derfor stemmer jeg nej til OK18-aftalen

    31. maj 2018
    Anders Bondo Christensen har kæmpet en sej kamp for os medlemmer, men jeg er ikke enig i hans beslutning om at indgå en aftale om en kommission uden beslutningskompetence
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjørn Pedersen
  • Dorte Sørensen
  • Jens Falkenberg
  • Eva Schwanenflügel
  • Katrine Damm
  • Carsten Munk
  • John Hansen
  • Niels Duus Nielsen
  • Jens Thaarup Nyberg
  • Hans Aagaard
Bjørn Pedersen, Dorte Sørensen, Jens Falkenberg, Eva Schwanenflügel, Katrine Damm, Carsten Munk, John Hansen, Niels Duus Nielsen, Jens Thaarup Nyberg og Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Vi er tilbage i tiden, før jeg blev født med disse 'forhandlinger'. Danmark trænger til en generalstrejke og et decideret oprør i mod den neoliberale EU-tankegang. Et demokratisk samfund må stræbe mod relativ lighed og mod stadigt bedre og friere forhold for sine borgere.
Vi står overfor den største velstandsforøgelse i menneskehedens historie, når produktionen kan accelereres med maskinkraft - men vi hænger fast i, at det er menneskelig ydelse på et arbejds'marked', der skaber vækst. Patetisk.

Elisabeth Andersen, Ole Frank, Bjørn Pedersen, Anne Eriksen, Lena Smith, Bjarne Andersen, Steen K Petersen, Eva Schwanenflügel, Katrine Damm, John Hansen, Torben Skov, Torben K L Jensen, Helene Kristensen, Niels Duus Nielsen, Hanna Grarversen, Jens Thaarup Nyberg, Bo Klindt Poulsen , Gert Romme, John S. Hansen, Tue Romanow, Carsten Munk, Egon Stich og Estermarie Mandelquist anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Netop, Steffen Gliese, et kort øjeblik fik jeg sgu helt lyst til at få mig et job igen, så jeg kunne prøve at være med i en generalstrejke, inden jeg dør.

Bortset fra det mener jeg, at det stadig er mennesker, der skaber produktionen, og ikke maskinerne. Selv den mest fuldautomatiske maskine kører ikke, med mindre et menneske trykker på startknappen. At dette tryk på en knap så er svimlende effektivt gør bare, at det vil være naturligt at dele gevinsterne ved denne gigantiske produktivitet.

En storfanger er ikke stor, bare fordi han fanger mange sæler; han er stor, fordi han fanger mange sæler OG deler dem med resten af bygden. Vi kunne lære meget af grønlænderne, hvis vi ikke var så selvoptagne.

Malene Avlund Hansen, Lillian Larsen, Elisabeth Andersen, Ole Frank, Anne Eriksen, Bjarne Andersen, Viggo Okholm, Steffen Gliese, Flemming Berger, Eva Schwanenflügel, Katrine Damm, Torben Skov og John Hansen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Service,vedligeholdelse,fremstilling,innovation,genbrug,udvikling,salg,beregning af behov osv. - kan maskiner,robotter ikke endnu - men de vil være en gevaldig hjælp i dagligdagen for mange mennesker der skal begynde at lære at være frie - bogstaveligt talt.

Anne Eriksen, Steen K Petersen, Steffen Gliese, Flemming Berger, Lise Lotte Rahbek og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Et godt grundlag for en revolution er tankens frihed.

Lillian Larsen, Anne Eriksen, Steffen Gliese, Flemming Berger, Eva Schwanenflügel og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Det kunne i den grad være forfriskende og tiltrængt med en ordentlig strejke. Og det er en uskik at DA i den grad blander sig, og at innovationsministeren er kompagnon på arbejdsgiverside. Men netop dette kunne være den strategiske fodfejl, der udløser en storkonflikt.

Torben K L Jensen, Anne Eriksen, Steffen Gliese og Lena Smith anbefalede denne kommentar

Jeg kan fsv ikke se, hvorfor en "ordentlig strejke" skulle være mere "forfriskende" eller rimelig end en "ordentlig lockout". Begge er aftalte lovlige kampskridt, som de respektive parter under visse omstændigheder kan tage i anvendelse i et forsøg på at fremme sine interesser - længere er den ikke.

Ved overenskomstfornyelsen stiller begge parter op med deres respektive krav. Lønmodtagerne vil typisk kræve mere i løn, eller bedre forhold på andre punkter (arbejdstid, frokost, barsel osv., osv). arbejdsgiverne vil søge i et vist omfang at imødekomme kravene, men vil typisk stille modkrav, der kan gøre det lettere at bære lønmodtager-kravene. Men i princippet er der fsv ikke noget i vejen for at arbejdsgiverne stiller krav om lønreduktion.

Der er ingen tvivl om, at en lang række offentligt ansatte på en række punkter har arbejdsvilkår, der er bedre end på det private arbejdsmarked. Oven i det kan man konstatere, at lønstigningerne indenfor det offentlige i en periode har været højere end på det private arbejdsmarked. Derfor er der ikke noget underligt, at de offentlige arbejdsgivere melder "hårdere ud" end ved de foregående fornyelser. Det er tvært i mod deres opgave - nogen skal jo på ansvarlig vis forvalte det offentliges arbejdsgiveransvar.

Og det er totalt én-øjet og naivt ikke at kunne acceptere dette. Uanset at den enkelte medarbejder i det offentlige - og deres organisationer har en lige så legal interesse i at varetage deres isolerede interesse om bedre løn og arbejdsvilkår.

Mette Poulsen

Siden "betalt frokost" osv. er en del af lønpakken, så vil lønnen i kroner og øre jo skulle stige. Hvordan bliver der råd til det?

Elisabeth Andersen, Charlotte Svensgaard, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar