Læsetid: 9 min.

’Jeg havde en stærk fortælling med mig selv om, at som topchef kunne man da ikke blive ramt af stress’

I sommer sygemeldte socialrådgivernes formand, Majbrit Berlau, sig med stress og taler nu for første gang åbent om det. For selv om stress ikke smitter, er det noget, samfundet bliver nødt til at forholde sig til. På samme måde som var det en epidemi, mener hun
Efter på egen krop at have prøvet at gå ned med stress forstår socialrådgiverformand Majbrit Berlau ikke, at politikerne ikke gør mere ved problemet: »I betragtning af, hvor stor en tendens stress er blevet i vores samfund, kan man undre sig over, at vores politikere ikke gør mere ved det. Havde det været en epidemi, havde de nok allerede lanceret gennemgribende sundhedspolitiske tiltag for at stoppe den,« siger hun

Efter på egen krop at have prøvet at gå ned med stress forstår socialrådgiverformand Majbrit Berlau ikke, at politikerne ikke gør mere ved problemet: »I betragtning af, hvor stor en tendens stress er blevet i vores samfund, kan man undre sig over, at vores politikere ikke gør mere ved det. Havde det været en epidemi, havde de nok allerede lanceret gennemgribende sundhedspolitiske tiltag for at stoppe den,« siger hun

Sille Veilmark

9. januar 2018

Da Majbrit Berlau sidste år skulle tilbage på arbejde efter sommerferien, følte hun, at hver en celle i hendes krop satte sig imod det. Hun blev overfølsom over for støj og mærkede det mindste puf som et kæmpe stød, der gik i kroppens nervesystem.

Som fagforeningsboss, der repræsenterer 16.500 socialrådgivere, har det været en del af den 40-årige Majbrit Berlaus liv at knokle. Fra morgen til aften, syv dage om ugen. Sene møder, beslutninger, der skal træffes, og ansvar, der skal tages. Hendes telefon har altid været åben, hun har besvaret sine mails og været aktiv på de sociale medier mere eller mindre døgnet rundt.

Men i sensommeren tog Majbrit Berlau en svær beslutning. Hun sygemeldte sig med stress.

»Jeg har altid haft ekstremt meget at se til, så jeg tænkte, at det ikke kunne ramme mig. Jeg havde en stærk fortælling med mig selv om, at som topchef kunne man da ikke blive ramt af stress,« siger hun.

Men det kunne hun. Ligesom en masse andre danskere: Hver syvende dansker føler sig stresset, viser en undersøgelse af arbejdsmiljø og helbred fra 2016, og den hyppigst angivne årsag er arbejde.

Efter to en halv måneds sygemelding vendte Majbrit Berlau i slutningen af oktober tilbage som formand for Socialrådgiverforeningen. Nu fortæller hun for første gang offentligt om sit sygdomsforløb. For som samfund må vi ikke blot konstatere – for derefter at acceptere – at stress er blevet en folkesygdom, der i stadig stigende grad slår ned på danskerne:

»I betragtning af, hvor stor en tendens stress er blevet i vores samfund, kan man undre sig over, at vores politikere ikke gør mere ved det. Havde det været en epidemi, havde de nok allerede lanceret gennemgribende sundhedspolitiske tiltag for at stoppe den,« siger hun.

Majbrit Berlau slutter sig til en stor gruppe af stressramte danskere, der de seneste år har stået frem i medierne og fortalt deres historier. Samtidig har undersøgelser og rapporter år efter år vist en støt stigende udvikling i antallet af folk med stress.

Udviklingen er af stressforskere og andre eksperter gang på gang blevet forklaret som en konsekvens af konkurrencestaten og indretningen af arbejdsmarkedet. Men alligevel er udfordringen ifølge Majbrit Berlau stadig den, at der er en tendens til, at stress ses som den enkeltes eget problem.

»Vi anerkender det ikke som et kollektivt problem for vores samfund, som vi skal løse i fællesskab,« siger hun.

Ville ikke tilbage

For et år siden følte Majbrit Berlau, at hun havde brugt al sin energi op. Hun stod op om morgenen, kastede et blik på sin kalender, tog til møder, gik hjem sent om aftenen og startede forfra dagen efter. Sådan fortsatte hun indtil sommer, hvor hun håbede, at fire ugers ferie ville give hende energien tilbage.

Da ferien var ved at være slut, sagde hendes mand, at nu glædede han sig til at komme tilbage på arbejde. Men sådan havde Majbrit Berlau det ikke.

»Jeg følte, at det ville være at udsætte mig selv for vold at gå på arbejde,« fortæller hun.

I dagene op til at hun skulle begynde igen, gik hun til sin coach for at bede om hjælp til at »føle mindre«.

»Jeg forklarede, at jeg var for filterløs. Det hele rasede i mig, og jeg havde brug for et panserværn,« forklarer Majbrit Berlau.

Da hendes coach sagde til hende, at hun havde stress, modsagde hun sig med det samme diagnosen.

»Jeg sagde, at det kunne man ikke have i min funktion. Jeg har jo ikke en chef, der kan overbebyrde mig med arbejde. Men det er jo ikke rigtigt. Jeg har en bestyrelse og tusindvis af medlemmer, som regner med mig.«

Majbrit Berlau gik hjem og tænkte videre over det, satte over for sin mand ord på, hvordan hun havde det og endte med at gå til lægen. Lægen konkluderede også, at hun havde stress, og hun endte med at sige ja til at sygemelde sig.

Den åbne samtale

Da hun tog beslutningen om at melde fra på arbejde, tænkte hun i lang tid over, om hun skulle fortælle offentligheden om årsagen til, at hun trak sig for en periode. Hun syntes, at hendes indre følelser og tanker var et privat anliggende, og hun frygtede for at fortælle om det til flere tusinde mennesker samt den stigmatisering nogle oplever, når de har problemer med psyken.

»Jeg kunne ikke lade være med at tænke, om de så ville have en formand, der ikke kan klare mosten. Vil de genvælge mig, hvis jeg er sådan en, der ikke kan stå distancen?«

Majbrit Berlau besluttede sig alligevel for at melde det ud. Socialrådgiverne er en af de tre faggrupper, hvor flest rammes af stress, og derfor var det også vigtigt for hende at kunne sige, at det også kan ske for deres topchef.

Hundredvis af beskeder væltede ind i hendes indbakke med støtte og opmuntrende ord. Mange sagde, at de var imponerede over, at hun »turde at sige det åbent«.

»Jeg tror, at mange er bekymrede for jobsikkerheden, når de skal melde ud, at de har stress. Det er ikke nemt at sige til sin arbejdsgiver, at man har fået stress af at være på sin arbejdsplads af frygt for, om man så vil stå med fyresedlen i hånden noget tid efter,« siger hun.

Hun har samtidig hørt fra flere af sine medlemmer, at kolleger og arbejdsgivere til stressramte tror, at stressen er udløst af noget, der er sket i den pågældendes privatliv.

»Men hvis vi køber, at stress er et privat anliggende, så bliver der ikke lagt pres på arbejdsgivere og politikere. Og så tør vi ikke tage den åbne samtale.«

Som et giftigt kemikalie

Enhver arbejdsgiver med respekt for sig selv bør ifølge Majbrit Berlau tage et kritisk blik på sin arbejdsplads, hvis en medarbejder bliver sygemeldt med stress.

»Selv om stress ikke smitter, så er der for det meste nogle strukturelle problemer på arbejdspladsen, som gør, at der ikke vil gå lang tid, før den næste medarbejder vil blive ramt. Hvis vi havde et kemikalie på en arbejdsplads, som vi vidste, ville gøre mennesker syge, så ville vi jo også undersøge det og forbyde det. På samme måde bør vi se på stress.«

– Er det ikke noget sværere at identificere, hvad der får medarbejdere på en arbejdsplads til at gå ned med stress, end hvis der var tale om et giftigt kemikalie?

»Jeg tror nu, at mange stressforskere godt kan identificere, hvad der forårsager det. Sammenligningen er vigtig, selv om det ikke er lige til. Vi har også haft mange kemikalier på arbejdspladser i årevis, som det har taget politikere lang tid at forbyde,« siger Majbrit Berlau.

»Jeg har hørt mange sige, at stress er blevet en folkesygdom. Andre folkesygdomme har vi opfundet vacciner for, så skal vi ikke som ved enhver anden folkesygdom i fællesskab finde vaccinen mod stress,« siger hun.

Alternativet, siger fagforeningsformanden, er, at stressen sætter sig i flere og flere som dybe depressioner, det tager årevis at komme sig over.

Fakta om stress

Stress er et stigende folkesundhedsproblem. En ud af syv voksne danskere føler sig stresset dagligt. Mellem 1-8 procent af børn og unge har denne følelse dagligt. Der er flere piger end drenge, som føler sig stressede.

Stress er ikke en sygdom i sig selv, men »en tilstand af ulyst og anspændthed« som reaktion på en belastning, et menneske har svært ved at håndtere.

Stress giver dårlig livskvalitet og øger risikoen for hjertekarsygdomme og depression. For samfundet betyder det et større træk på sundhedsvæsenets ydelser, førtidspension og efterløn. Stress har også betydning for sygefravær og produktivitet.

Kilder: Danmarks Statistik, Sundhedsstyrelsen, DADL, Videncenter for Arbejdsmiljø

Tretrinsraket til vaccine

Alt i Majbrit Berlaus krop gjorde ondt, da hun først erkendte over for sig selv og omverdenen, at hun havde stress. De to første uger kunne hun ikke meget andet end at sidde og kigge lige ud i luften i forsøget på at fortrænge kropssmerter og tanker.

»Hovedet havde styret min krop i så lang tid, og så blev filteret pludselig taget væk, og alt faldt sammen inden i mig,« fortæller hun.

»Jeg havde været vant til at tvinge mig selv til at kunne kapere mere og mere. Denne her funktion i hjernen, jeg havde til at overbevise mig selv om, at jeg skulle noget, den virkede ikke længere.«

Da hun gik derhjemme lavede hun en aftale med sin arbejdsplads om, at de ikke måtte kontakte hende. Hun slettede alle sine apps på sin telefon, stoppede med at læse, høre og se nyheder. Stødte hun alligevel på en socialpolitisk dagsorden, kunne det slå hende tilbage i dagevis.

Majbrit Berlau har altid tænkt, at hun kunne klare »det grænseløse« arbejde, hvor hun aldrig rigtig har fri, altid kan svare på en mail eller tage en beslutning. Men selv hun havde en grænse.

– Hvordan skal vi som samfund finde en ’vaccine’ mod stress?

»Der er automatisk lagt stressfunktioner ind i vores krop, som skal redde os fra løven. Men det er jo absurd, hvis ens job, som man går på hver dag, udløser de samme mekanismer i kroppen, som hvis man angribes af en løve. Der må være en fælles erkendelse af, at det ikke går.«

I den fælles erkendelse er der ifølge Majbrit Berlau tre vigtige led. Det første er, at medarbejderne ikke kan løbe hurtigere og hurtigere. Det andet er, at personaleledelsen på arbejdspladserne skal være bedre til at tage hensyn til hver enkelt medarbejder.

»De strukturer, vi har indført på mange arbejdspladser med meget ensartede processer, er der nogle, der fungerer godt i, og nogle, der ikke gør. Personaleledelse er et håndværk, der kræver høj indsigt i sine medarbejdere, så man får mest mulig ud af dem, samtidig med at de trives.«

Som det tredje, mener Majbrit Berlau, skal vi have en diskussion med hinanden.

»I dag identificerer vi os rigtig meget med vores arbejde. Hvis vi er vores arbejde, hvad så hvis vi ikke lykkes med det? Hvem er vi så? Vi skal have en diskussion med hinanden om, at den identifikation for nogle kan betyde, at man kører sig selv for langt ud, fordi man giver den en ekstra skalle på arbejde i for lang tid,« siger hun.

Blevet klogere på sig selv

Mens Majbrit Berlau var sygemeldt, arbejdede hun på at identificere de stressfremkaldende faktorer. Samtidig begyndte hun så småt at være i stand til at lave mere og mere igen. Fra at dyrke motion én gang om ugen kunne hun pludselig gøre det to gange om ugen. Og op mod efterårsferien begyndte hun at tage små skridt hen imod at komme tilbage på arbejde igen.

»Jeg er blevet klogere på mig selv og mine egne grænser. Jeg er for eksempel nødt til at kunne holde helt fri engang imellem,« siger hun.

Herudover er der blevet lavet strukturer om i ledelsessekretariatet i Socialrådgiverforeningen.

Der er lavet andre interne arbejdsgange, formandens arbejdsopgaver er blevet systematiseret, og der er blevet dannet et klarere overblik over foreningen.

»Jeg ville gerne have opnået den indsigt på en anden måde. Hvis jeg havde brugt tiden, før det gik galt, til at få styr på det og få evalueret mine egne arbejdsgange, så havde jeg nok kunnet undgå at gå helt ned.«

Dén lektie er en, som flere på det danske arbejdsmarked bør lære, mener Majbrit Berlau.

»Vi kan løse problemerne, inden de opstår. Det er det, der kendetegner en god arbejdsplads. At man har tid til at reflektere, danne overblik og turde at udfordre sig selv og sin arbejdsgiver ved at stille de svære spørgsmål om ens arbejdsliv.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Curt Sørensen
  • Toke Kåre Wagener
  • David Zennaro
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Erik Christensen
  • Eva Schwanenflügel
  • ingemaje lange
  • Katrine Damm
  • Anne Eriksen
  • Niels Duus Nielsen
  • Kurt Nielsen
  • Torsten Jacobsen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Oluf Husted
  • Anker Nielsen
Curt Sørensen, Toke Kåre Wagener, David Zennaro, Bjarne Bisgaard Jensen, Erik Christensen, Eva Schwanenflügel, ingemaje lange, Katrine Damm, Anne Eriksen, Niels Duus Nielsen, Kurt Nielsen, Torsten Jacobsen, Lise Lotte Rahbek, Oluf Husted og Anker Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mikkel Kristensen

Kære Majbrit Berlau - velkommen tilbage- du har kæmpet flot, og det ved jeg er hårdt, du er en markant og klart-talende stemme for vores svageste - det skal du have stor tak for.

Curt Sørensen, Karsten Lundsby, Bjarne Bisgaard Jensen, Brian W. Andersen, Anders Reinholdt, Eva Schwanenflügel, ingemaje lange, Katrine Damm, Niels Duus Nielsen, Frederik Groth Nordstrøm, Werner Gass og Oluf Husted anbefalede denne kommentar

Stress er frygteligt. Men det er nødvendigt at være bevidst om, at radiofrekvent elektromagnetisk stråling også skaber stresstilstande. Det er vist ved utallige forsøg, og tyske arbejdsmiljøforskere/arbejdsmedicinere arbejder aktivt med at reducere den mængde, personer udsættes for fra især wifi og mobiltelefoner. De helst simple og for nogen næsten mirakuløst virkende enkle ting, der kan hjælpe, er at droppe alt trådløst og benytte kabler/ledninger i stedet for og sørge for ,at den tændte mobil aldrig er tæt ved hovedet /hjernen.
Det er dog vanskeligt at få det rigtig godt ad den vej, hvis man er tæt på en mobilmast. De fleste i de store byer er for tæt på for mange. Se på www.mastedatabasen. dk - en meget dårlig og bøvlet hjemmeside fra Energistyrelsen.

Nå ja, et stort velkommen tilbage til Majbrit Berlau - en nødvendig stemme.

Eva Schwanenflügel, ingemaje lange og Mikkel Kristensen anbefalede denne kommentar
Jørn Andersen

Tænk at man kan lade sig presse så langt væk fra det at være menneske.

Karsten Lundsby, Eva Schwanenflügel og ingemaje lange anbefalede denne kommentar

Kære Majbrit,

Tak for din åbenhed.

Og dagens friske forslag: Årets dansker 2017, Nadia Nadim for president/statsminister.

Kærlig hilsen

Der er mere i det end som så. Dels Berlaus stress, der bestemt er et alvorligt problem. Det er al ære værd, at hun står frem og fortæller hvordan det er gået til, og hvordan hun har det. Gid flere, der sidder på vigtige poster, ville følge hendes eksempel.
Så er der en anden side, der ikke er kommet frem (?), nemlig at Berlau er forkvinde for en fagforening, hvis medlem er under et voldsomt pres fra deres chefer, jvfr. Lærkevej.
Socialrådgivere er jo gængs meget idealistiske mennesker, der gerne vil hjælpe de mennesker, de kommer i kontakt med. Men med de ridefogeder, der sidder i regeringerne og i de øverste administrative lag, så er det mere end svært for socialrådgiverne at gøre det, de gerne ville. De presses ofte til at opføre sig inhumant, og til blot at være forvaltere af skiftende regeringers spare-politik - og hvem kan holde til det i længden?
Og det er jo her, at Berlau kommer i klemme, for hvordan bevarer hun støtten og solidariteten med sine medlemmer samtidig med, at hun også skal vise "samfundssind". Hun må ikke opfordre sine medlemmer til at gå på barrikaderne el. lign, selvom det jo nok ville være det rigtige at gøre.
Mon ikke andre faglige ledere har det som Berlau, sygeplejersker fx

Karsten Lundsby, Hans Nielsen, Egon Stich, Bjarne Bisgaard Jensen, jørgen djørup, Jørn Andersen, Steen Obel, Jan August, Eva Schwanenflügel, ingemaje lange, Lise Lotte Rahbek, Katrine Damm, Niels Duus Nielsen og Werner Gass anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

"I betragtning af, hvor stor en tendens stress er blevet i vores samfund, kan man undre sig over, at vores politikere ikke gør mere ved det."

Ja, umiddelbart er det underligt, ja, men så står der lidt senere:

"Udviklingen er af stressforskere og andre eksperter gang på gang blevet forklaret som en konsekvens af konkurrencestaten og indretningen af arbejdsmarkedet. " - og så forstår man jo politikerne uvilje mod at gøre noget ved problemet.

At anerkende, at konkurrencestaten og indretningen af arbejdsmarkedet fører til stress er at indrømme, at de sidste 20 års social- og arbejdsmarkedspolitik har været forfejlet. Og det får du ikke ret mange politikere til at indrømme - tværtimod individualiserer de problemet og påstår, at det er borgerne, der er svage.

Penge er vigtigere end mennesker, og profit er vigtigere end velfærd - så kort kan det siges.

Godt at Majbrit Berlau er tilbage på sin pind, hun er en af dem, der tør rokke båden, og det har vi hårdt brug for, især os på bunden af samfundet.

Mikael Velschow-Rasmussen, Lone G. Anderberg, Karsten Lundsby, Hans Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Karin Hansen, Jørn Andersen, Henrik holm hansen, John S. Hansen, Eva Schwanenflügel, Mikkel Kristensen, Ebbe Overbye, Kim Houmøller, Anne Eriksen, Lise Lotte Rahbek og Katrine Damm anbefalede denne kommentar
hans j knudsen

Med al mulig respekt for Majbritt Berlaus hårde arbejde og sygdom.
Ingen politiker kan forhindre mennesker i, at de mod bedre viden knokler sig selv under gulvbrædderne.
Jeg forventer da, at en formand for Socialrådgiverne selv følger de arbejdsregler, de kæmper for, at deres egne medlemmer skal have for at undgå Stress.
Der er vist politiske love, regler og direktiver nok på det område.
Men når vi tager ansvar, sker der jo desværre ofte det, at opgavernes løsning bliver vigtigere end at passe på sig selv, og at man som leder "kan gå på vandet".
Det er ikke en ny epidemi, der kan løses af politikere, nej det er en ældgammel lære.
Det er også en ældgammel erfaring, at man ikke tror, det sker for en selv, så man glemmer at lytte til kroppens signaler og andres forsøg på gode råd.
I gamle dage blev man som regel så smidt på "Lossepladsen".
I dag er der heldigvis normalt forståelse og hjælpemidler.
Med ønsket om, at Majbritt Berlau igen er fit for fight og har lært hvornår, der skal og kan bremses op.

Må være en form for overføring - politikernes opfattelse af befolkningen - hvis bare nogen vidste, hvordan samfundet kunne udvikles til mere loyalitet, åbenhed og nærvær med den modsatte opfattelse.
Det ved man nu nok godt, er det kræmmermentaliteten og begærligheden hos pengemenneskerne der dyrkes? Synd finsk er sådan et umuligt sprog :)

Leo Nygaard - Enig 100 pct. i det katastrofale at sammenblande arbejdsmarked, sundhedsvæsen og social tryghedssikring. det var jo Fogh og hans ideologiske geni, Claus Hjorth, der gennemførte det, da de kom til magten i 2001. Og Thorning-regeringen gjorde intet for at rette op på miseren fra 2011-15. Men det ville de radikale nok heller ikke være med til?
Fra 2001 og frem svulmede Beskæftigelsesministeriet op til uanede dimensioner, mens Social-ministeriet, der indtil da, havde været ét af de vigtigste ministerier overhovedet, nu blev reduceret til et mindre ressortministerium på linie med kulturministeriet.
Fordi: Folk var ikke syge eller handicappede, mente Venstre - og DF med - næh, de skulle bare have et arbejde, så løste tingene sig nok. Det er denne infame ridefogedmentalitet, som plager og piner, de mange, der for længst skulle have haft en førtidspension, eller et skånejob, eller hvad det nu måtte være. I ridefogedernes verden da eksisterer begreber som skånejob, alm. hensyntagen ikke, da skal folk være døden nær, før de kan komme i betragtning til en F-pension, jvfr. Krølle, der fik pensionen, den dag han døde.
At Venstre begærder sig således er kun forventeligt. Værre er det med den lille mands parti, DF. De falder deres egne kernevælgere i ryggen - hver gang lejlighed gives.
.

Karsten Lundsby, Bjarne Bisgaard Jensen, jørgen djørup, Jørn Andersen, Lise Lotte Rahbek, Jakob Trägårdh, Katrine Damm, Niels Duus Nielsen, Anne Eriksen, Jan August, Eva Schwanenflügel, Carsten Munk og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar

"Stress... det er noget vi giver hinanden!"
Stress er det der afstedkommer langt det meste fravær på min arbejdsplads.
Stress er tabu i vores samfund. Men ikke mere end at de selskaber der, så længe man er ansat, leverer ekstra sygeforsikring vil have adgang til patientjournaler.
Så de kan levere en dårligere ordning til de der 'faldt igennem'.
Et stærkt offentligt sundhedssystem og et opgør med myten om at psykologhjælp er 'luksus' eller 'kun for tosser' er nødvendigt.
Det samme gælder i øvrigt for tandlægebehandling. Munden er, ligesom resten af hovedet, en vigtig del af kroppen.

Arne Lund, Katrine Damm, Anne Eriksen, Eva Schwanenflügel, ingemaje lange og Tue Romanow anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Velkommen tilbage til Maibritt Berlau :-)
Det er vigtigt - og modigt - at stå frem om stress, der ganske rigtigt er blevet en folkesygdom der har antaget epidemiske proportioner.
Synes det virker som den rigtige analyse af problemet, Maibritt Berlau giver.
Er dog helt enig med Niels Nielsen i, at politikerne nægter at anerkende selve miserens rod, nemlig konkurrencesamfundets hærgende effekter på almindeligt, menneskeligt samspil. DER turde det være nødvendigt med et paradigmeskifte !
Som Leo Nygaard er inde på, er en undersøgelse af kontanthjælpsmodtagere kommet frem til, at hver TREDIE er fejlplaceret. Og undersøgelsen handler kun om de, der har modtaget kontanthjælp gennem mere end 5 år. Dvs at der sandsynligvis er endnu flere, der burde være tildelt fleksjob, førtidspension eller ressourceforløb. Selvom den sidste ordning også flittigt benyttes til parkering, idet økonomien er den samme som på kontanthjælp, og meget billigere end førtidspension.
Det er en skamplet på diverse regeringer, at ressorceforløbsordningen har kunnet misbruges så længe, uden den er blevet revideret, eller bedre endnu, skrottet som det junk den er.
Folk er rigtig bange for at blive syge, og nu er enhver kun 22 uger fra at havne på kontanthjælp, hvis ikke de har en lukrativ orlovsordning. Det i sig selv kan også give stress, ligesom beskæftigelsessystemets hetz i form af rigide kontrolmekanismer, overflødige møder med et væld af forskellige sagsbehandlere der ikke kender til ens baggrund, rehabiliteringsteams der ser stort på lægeerklæringer, meningsløse aktiveringer - sågar med medbragt sygeseng, etc, etc, kan forværre den enkeltes sundhedstilstand med fatale følger.
Man har ganske enkelt ikke ret til at være syg længere. Undtagen hvis man altså er nogenlunde højt på strå. Det kunne også være læren.
Og det degenererede psykiske arbejdsmiljø bliver heller ikke adresseret. Arbejdsmiljøtilsynet er selv beskåret så drastisk, at medarbejderne her også får stress. Det er skruen uden ende.
Forhåbentlig kan Maibritt Berlau og kolleger nu tage tyren ved hornene, når ressourceforløbene skal revideres til Marts.

Curt Sørensen, Karsten Lundsby, Bjarne Bisgaard Jensen, Arne Lund, Ebbe Overbye, Lise Lotte Rahbek, Oluf Husted, Anne Eriksen, John S. Hansen, Mikkel Kristensen og Katrine Damm anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Leo Nygaard: "Men det er befolkningens egen ambition, der er den egentlige årsag."

Den køber jeg ikke. Ja, folk er grådige, men folk er også krigeriske. Alligevel går folk ikke rundt og tæver hinanden hele tiden, netop fordi vi har skabt en fælles konsensus om, at det ikke alene er kriminelt, men også dårlig stil at gå rundt og tæve folk.

Så at folk i konkurrencesamfundet får mulighed for nærmest religiøst at dyrke deres grådighed på en måde, som gør dem syge, skyldes netop mangelen på fælles regler, og en manglende konsensus om, at individuel grådighed og egoisme er uciviliseret - det er jo også derfor så mange direktører og mellemledere pisker deres ansatte: Fordi de kan!

For mange regler er et onde, men for få er næsten værre, så længe vi mennesker tenderer mod at opføre os som dumme svin, hvis vi får lov. Se bare på regeringen, den afsløres i den ene svinestreg efter den anden, uden at det får konsekvenser, så den fremturer selvfølgelig med at rage til sig - ligesom børn, hvor kæden hopper af, fordi forældrene ikke forstår at sige nej. Går den, så går den, og går den ikke, sker der alligevel ikke noget.

Så mange tænker: Når de kan slippe af sted med at mele deres egen kage på fællesskabets bekostning, kan jeg vel også - især når offentlige myndigheder som Skat og Politiet ikke længere fungerer på grund af besparelser, er risikoen for at blive grebet i usolidarisk eller ligefrem kriminel adfærd ret begrænset.

Og kom nu ikke med demokratiargumentet, og påstå, at det er vores egen skyd, fordi vi selv har valgt dem: Det har sgu aldrig været meningen med demokrati, at 50,01% af vælgerne skal have uindskrænket hånd- og halsret over de øvrige 49,99%.

Mikael Velschow-Rasmussen, Eva Schwanenflügel, Egon Stich, Bjarne Bisgaard Jensen, Anders Reinholdt, Flemming Berger, Katrine Damm, Lise Lotte Rahbek og Mikkel Kristensen anbefalede denne kommentar
Henrik holm hansen

Samfundet har ansvar leder,chefer, individet, og ikke mindst politikerne , så alle gode kræfter kan vel forenes til brugbare og holdbare og sidst men ikke mindst fornuftige løsninger. men god artikel fra berlau

Ifølge Arbejdsmiljøloven er det 'forbudt' at blive syg af at gå på arbejde, og det er et objektivt ledelsesansvar. Jeg ser frem til, at Socialrådgiverforeningen bruger anledningen til at styrke deres medlemmers kamp for et bedre arbejdsmiljø - det er hårdt tiltrængt. Måske kunne nogle retssager vedr. 'liv, ære og velfærd' på baggrund af stressrelaterede helbredsproblemer understrege alvorligheden af problemet. Fagforeningen kunne også i langt støre udstrækning - end det er tilfældet i dag - støtte deres tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter i arbejdet med stressrelaterede arbejdsmiljøproblemer.

Karsten Lundsby, Kim Houmøller, Niels Duus Nielsen, Flemming Berger og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
John Christensen

Hvis dit job udløser de samme faktorer, som hvis du stod overfor en løve - SÅ FLYGT!

Når du er flygtet fra dit frygtelige arbejdsmiljø - SÅ KÆMP, imod konkurrencestat og indretningen af arbejdsmarkedet.
Det er et SYGT samfund, så sig fra før du brænder ud.

#Jeg støtter oprøret og du er velkommen - til at give en hånd med

Karsten Lundsby, Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Det er den samme historie man hører igen og igen
' Fra morgen til aften, syv dage om ugen. Sene møder, beslutninger, der skal træffes, og ansvar, der skal tages. Hendes telefon har altid været åben, hun har besvaret sine mails og været aktiv på de sociale medier mere eller mindre døgnet rundt'.
Selvfølgelig giver det stress!
Hvornår indser de overambitiøse yngre kvinder at der er grænser for hvad de kan overkomme og lærer at sige 'Nej',så vi kan spares for flere at høre flere af disse efterhånden trivielle historier?

Niels Duus Nielsen

Ole Falstoft, du har helt ret, blot er det ikke kun "overambitiøse yngre kvinder", det går ud over. Også jeg har været sygemeldt med arbejdsrelateret stress, og jeg var en uambitiøs ældre mand, der ikke var aktiv på de sociale medier.

Der er grænser for, hvad vi kan overkomme, men arbejdsgivere og politikere tenderer mod at ignorere disse grænser. For hvis jeg ikke kan lide lugten i bageriet, kan de jo finde en anden til jobbet, det er i hvert fald hvad arbejdsgiverne fortæller mig, og politikerne forsøger jo hele tiden at udvide udbuddet af arbejdskraft, så arbejdsgiverne har nogle arbejdsløse at vælge imellem.

At historierne er ved at blive trivielle viser, at der er tale om et massefænomen, som bare lige ikke forsvinder bare ved at vi undlader at tale om det.

Politikerne har fået VÆKST på hjernen og gør og har gjort alt for at ser kommer mest muligt i kassen. Ødelægge miljøet, sælge data osv. - Driften har altid været der hos mennesket, men mulighederne for rovdrift er til stede, mere end nogensinde.
Derfor vokser uligheden, de såkaldte "sparekrav" ud i det blå, uligheden og den dårlige behandling af dem, der behøver hjælp af enhver art.

Nej, vi taler ikke så meget om det - mangel på tillid til at nogen reagerer?, den køber jeg - gl. vane og tro på vores "demokrati" og i flere tilfælde "egoisme" for egen vinding.
De digitale muligheder virker nærmest øgede og der sker ikke noget politisk. At bibeholde "jobtilskud" osv. er asocialt og hvordan skal...som sædvanligt :(

Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar