Læsetid: 5 min.

Børn er teknologiafhængige – og skoler er pusherne

Når cheferne i Silicon Valley sender deres børn i skærmfri skoler, hvorfor tror vi andre så på teknologiindustriens påstande om teknologiens uddannelsespotentiale?
Jeg får indre trækninger, når min femårige fortæller mig, at hun spiller computerspil i det, skolen kalder »den gyldne tid«, skriver dagens kronikør.

Jeg får indre trækninger, når min femårige fortæller mig, at hun spiller computerspil i det, skolen kalder »den gyldne tid«, skriver dagens kronikør.

Ulrik Hasemann

5. februar 2018

Som kultur er vi langt om længe ved at få øjnene op for teknologiens mørke bagside. »The internet is broken,« erklærer tek-entusiasternes bibel, Wired, i det seneste nummer.

I sidste måned postede Rick Webb, en af de første digitale investorer, et blogindlæg med overskriften: »My internet mea culpa«. »Jeg tog fejl. Det gjorde vi alle sammen,« skrev han og opfordrede nettets arkitekter til at indrømme, at teknologien har bragt mere skidt end godt med sig.

Men selvom nørder, offentligheden og politikerne bliver stadigt mere skeptiske, så sidder skolerne og de, der er ansvarlige for de nationale curricula, fast i tidligere tiders naive tilstand. Mit instinkt siger mig, at der er noget helt galt med denne uskyld. Som en ven så mindeværdigt udtrykte det, da han gav sin treårige sin telefon at lege med, så var det, som om en orm var på vej ind i hendes hoved.

Jeg får indre trækninger, når min femårige fortæller mig, at hun spiller computerspil i det, skolen kalder »den gyldne tid« snarere end at nyde en eller anden mere meningsfuld belønning. Og når min otteårige siger, at han har lært at sende en e-mail, mens jeg sendte min første som tyveårig, og emailen nu har overtaget både mit liv og alle andres voksne menneskers, jeg kender.

Vores børn bruger ikke computer derhjemme. De ser lidt tv, men vi ejer ikke en tablet. Deres skole er ikke på nogen måde fanatisk omkring teknologi, men ikke desto mindre oplever jeg, at den spiller rollen som pusher, og at jeg er vidne til, at mine børn bliver afhængige. Da de blev mistænkeligt stille forleden, fandt jeg dem under køkkenbordet i færd med at udforske min telefon. Desværre – i deres optik – er den mere en mursten end en telefon.

Intet bevis

Jeg vil helst ikke komme til at fremstå frelst og undergrave den stærkt nødvendige solidaritet mellem travle forældre, der ser forskelligt på børns skærmbrug. Men når jeg ser et lille barn taste og swipe, går der uværgeligt et jag gennem mig, hvilket også forfatteren James Bridle for nylig beskrev i et foruroligende essay. Og forskningen fortæller mig, at mit ubehag er velbegrundet.

Tidligere på måneden advarede børneombudsmanden i England om, at børn i de ældre folkeskoleklasser stod »på kanten af en sociale medier-klippe«, når de begav sig ind i en onlineverden af cybermobning og pornografi. Ifølge Public Health England er et stort skærmforbrug forbundet med følelsesmæssige problemer, angst og depression hos børn. The American College of Paediatricians forbinder skærmbrug med søvnproblemer, overvægt, øget aggression og lavt selvværd.

Og ikke blot er skærmteknologi i sig selv skadelig for børn. Der er heller ikke meget bevis for, at teknologien hjælper dem med at lære noget.

En OECD-rapport fra 2015 konstaterer, at betydningen af computerspil for elevernes præstationer er »i bedste fald blandet«, og oftest er computere »skadelig for læringen«. Tidsskriftet Frontiers in Psychology har identificeret »et fravær af forskning, der understøtter den optimistiske påstand om, at iPads vil ’revolutionære uddannelse’«.

Forskere ved Durham University har konstateret, at »teknologibaserede interventioner har det med at skabe en smule lavere niveau af fremgang« sammenlignet med andre tilgange. Selv formanden for e-Learning Foundation erkender, at beviset for, at teknologi forbedrer uddannelsesresultater, fortsat er »den hellige gral«.

Brug af uddannelsesteknologi bliver ofte legitimeret med begrundelsen, at det giver børn, som er dårligere stillet, et bedre udgangspunkt. Men forskning viser, at det udvider snarere end mindsker de socioøkonomiske afstande. Det One Laptop per Child-program, hvorigennem 25 millioner billige computere med læringssoftware blev uddelt til børn i udviklingslande, har endnu til gode at vise forbedrede resultater inden for sprog og matematik.

Teknologiens fortalere lader sig dog ikke slå ud af dens slags realiteter. Børn skal være rustet til fremtiden, får vi at vide. Men virksomheder vil ikke have børn, der lærte PowerPoint som tiårige. De vil have ansatte, som er i stand til at tænke sig om. Alle disse fordummende softwareprogrammer vil desuden være forældede om et øjeblik. De fleste kodningsprogrammer lærer ikke børn andet end at bygge samlesæt. Silicon Valley-chefer sætter begrænsninger på deres eget forbrug af sociale medier og sender deres egne børn i teknologifri skoler.

Teknologi udvikler sig ikke naturligt. Programmer og devices bliver fremmet af dem, der har en økonomisk interesse i at sælge dem. Såkaldt Ed tech anslås at være mere end tusind milliarder kroner værd i 2020.

Pølsefabrik

I denne uge afholdes verdens største ed teck-konference, Bett, i London under parolen »Creating a better future by transforming education«. Google, Microsoft og Facebook fremviser deres dyre udstyr til allerede økonomisk udfordrede skoler med brug af buzzwords som ’engagement’ og ’interaktivitet’. Det traditionelle lærer/elev-hierarki skal »vendes på hovedet«, siger de, og elever skal gøres ansvarlige for egen læring.

I virkeligheden sidder børn og fifler med tablets, hvis indre logik er lige så mystisk for dem som enhver anden autoritet, men de stirrer på den gigantiske interaktive tavle uden at se noget som helst. Børn kan måske midlertidigt blive optaget af noget, men deres evne til at fastholde opmærksomheden vil blive mindre og mindre.

Cyberutopien lover magiske løsninger på fattigdom og menneskehedens forfald. Men det er gammeldags løsninger, der reelt virker i klasserummet: gode lærere, masser af frisk luft og motion og direkte erfaringer med den virkelige, materielle verden. Et canadisk studie af e-læring på universiteter har vist, at studerende foretrækker »almindelige undervisningstimer i det virkelige liv« og »en klog person ved tavlen«.

Jeg vil ikke have mine børn kastet ind i pølsefabrikken af standardiserede tests og bureaukratisk »informationsøkonomi«. Jeg vil ikke have, at de bliver robotiserede konkurrenter til de robotter, vi får at vide, vil overtage deres job i fremtiden.

Men jeg føler mig bundet på hænder og fødder af en blind determinisme. Vi har som mennesker dog et valg over, hvilken retning teknologien bevæger os i, og uddannelse er det perfekte eksempel på vores evne til at vælge. Det er vores børn, der skal lære at designe fremtiden. Det er på tide, at skolerne hopper af vognen. Det er på tide at tænke sig om igen.

Eliane Glaser er forfatter og underviser og har skrevet ’Get Real: How to See Through the Hype, Spin and Lies of Modern Life’

© The Guardian og Information. Oversat af Nina Trige Andersen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Carsten Munk
  • Henning Kjær
  • Eva Schwanenflügel
  • Henrik Brøndum
  • Jeppe Guldager
Mikael Velschow-Rasmussen, Carsten Munk, Henning Kjær, Eva Schwanenflügel, Henrik Brøndum og Jeppe Guldager anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Brøndum

Denne teknologi er jo ikke så forskellig fra alt andet. Der er enorm forskel på at kunne køre en cykel og så selv fremstille bare en forskærm i aluminium. Det er ikke særlig svært at lære at cykle, og det skal vi selvfølgelig kunne allesammen, men det er kun nødvendigt at nogle få kan lave en logon skærm.

Det sidste er til gengæld rigtig svært, og kræver masser af abstrakt matematisk logisk viden, som der er mangel på selvom behovet er relativt lille. Naturligvis bliver det ikke opfyldt af at børn kan betjene en IPad før de kan tale.

Computere behøver ikke være fordummende, se f.eks. Mindstorms: Children, Computers, and Powerful Ideas af Seymour Papert (skrevet i 1980), men jeg er enig i at de teknologier vi har i dag på mange måder er.

Niels Duus Nielsen

Suk! Teknologi er fedt, de fleste børn er fuldstændig vilde med teknologiske dimser, men af en eller anden grund har de voksne mistet nysgerrigheden over for det spændende i tilværelsen.

Selvfølgelig er teknologi farligt, det har det altid været, men det bliver da ikke mindre farligt af at vi er bange for det, tværtimod. Børnene er ikke bange, derfor skal vi støtte dem i udforskningen af teknologien, så de behersker den, i stedet for at den behersker børnene - og så lære dem lidt om tidligere tiders dårlige erfaringer med blind tiltro til fremskridtet.

Søren Kristensen

Jeg ved ikke om det er teknologiens skyld, men det er som om vi automatiserer os ud af enhver taktil mulighed for at forhandle. I stedet mødes vi af skærme, telefonsvarere og algoritmer, mens vi leder efter et posthus, noget ordentligt at spise eller tøj der passer. Omvendt er der så masser af tid at dyrke sin CO2-fremkaldende hobby, om det så er at rejse jorden rundt eller køre i bil til og fra tennisklubben (badmington eller bordtennis kan også gøre det).