»Hvor grænseværdien for nitrat bør ligge, er et spørgsmål om, hvor mange ekstra kræfttilfælde vi vil acceptere«

Hvad er en grænseværdi? Er det en garanti for befolkningens sundhed? Er det snarere en licens til at forurene? Kan det være begge dele på én gang?

Forleden offentliggjorde danske forskere den her i avisen omtalte store undersøgelse af kræftrisikoen ved nitrat i drikkevandet. Ved at granske data for 2,7 mio. danskere gennem 34 år har forskerne fra Aarhus Universitet og GEUS påvist, at nitratkoncentrationer langt under den gældende grænseværdi indebærer en risiko for tarmkræft. Dagens grænseværdi er 50 mg nitrat pr. liter drikkevand – forskerne Jörg Schullehner, Torben Sigsgaard, Birgitte Hansen og deres kolleger finder, at ved nitratkoncentrationer helt ned til fire mg pr. liter er kræftrisikoen forøget. På den baggrund appellerer de om, at den gældende grænseværdi overvejes.

»Konklusionen i vores undersøgelser er på linje med resultaterne i flere internationale studier, der indikerer, at grænseværdien burde være lavere for at beskytte mod kroniske helbredseffekter og ikke kun akutte effekter,« sagde ved offentliggørelsen professor i miljømedicin Torben Sigsgaard, Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet.

Siden har bl.a. vandsektorens interesseorganisation, DANVA, og Danmarks Naturfredningsforening appelleret om en revision af grænseværdien, ligesom Socialdemokratiet og SF har spurgt regeringen, om ikke den gældende grænse bør revurderes.

Det interessante er, at de danske myndigheder tidligere faktisk har opereret med en lavere, såkaldt vejledende grænseværdi i tilgift til maksimumgrænsen på 50 mg nitrat pr. liter drikkevand. Hvor er denne vejledende grænse blevet af?

Den vejledende grænseværdi

Den vejledende grænseværdi lød på 25 mg pr. liter. Den dukker op første gang i Miljøministeriets Bekendtgørelse nr. 6 af 4. januar 1980.

»For nitrat er der fastsat en vejledende værdi på 25 mg pr. liter og en højst tilladelig værdi på 50 mg pr. liter. Det understreges i bekendtgørelsen, at det i hvert enkelt tilfælde skal tilstræbes, at vandkvaliteten er bedst mulig uanset minimumskvalitetskravene i bekendtgørelsen,« skriver Miljøstyrelsen i 1983 i en orientering om bekendtgørelsen.

Dette er på et tidspunkt, hvor bivirkningerne af landbrugets stærkt stigende gødningsforbrug er begyndt at vise sig ved iltsvind i vandmiljøet og forhøjede nitratkoncentrationer i grundvandet. En undersøgelse fra Miljøstyrelsen fortæller, at otte pct. af de 2.800 almene vandværker omkring 1980 leverer drikkevand med mere end 50 mg nitrat pr. liter, og at 19 pct. overskrider den vejledende grænse på 25 mg.

For de små private vandforsyninger er billedet endnu værre: Hele 47 pct. af dem skønnes at overskride den vejledende grænseværdi. Overordnet er Miljøstyrelsens vurdering, at nitratbelastningen af grundvand og drikkevand på dette tidspunkt i begyndelsen af 1980’erne er »signifikant stigende«.

De danske grænseværdier afspejler det europæiske direktiv 80/778/EEC fra 1980 om vandkvalitet. Her fastsættes således i direktivets bilag I den maksimale grænseværdi til 50 mg nitrat pr. liter og den vejledende grænse til 25 mg.

»Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til, at drikkevand mindst opfylder kravene i bilag I,« hedder det i 1980-direktivet.

Økonomisk begrundelse

Den belgiske professor i humanøkologi Luc Hens fra Det Frie Universitet i Bruxelles analyserede i 2009 i bogen Environmental Regulations and Standard Setting de europæiske grænseværdiers baggrund. Han skriver, at der forelå vægtige argumenter – i form af undersøgelser, der tydede på en kræftrisiko – for en skrappere nitratgrænse end de 50 mg. Man valgte ikke desto mindre denne værdi i direktivet.

EU henviste således til WHO, der anbefalede 50 mg begrundet i den akutte risiko for nitrat som årsag til ’blå baby-syndromet’ – iltmangel i blodet hos spædbørn – ved koncentrationer på 44-89 mg pr. liter. Om kroniske risici såsom faren for kræft skrev WHO, at der ikke var fundet sikker dokumentation for en risiko ved koncentrationer op til 45 mg.

»Men en sammenhæng kan på grund af de tilgængelige datas utilstrækkelighed ikke afvises,« bemærkes det i WHO’s papir om grænseværdier for nitrat. Den aktuelle undersøgelse fra Aarhus Universitet og GEUS ligner en sådan dokumenteret sammenhæng mellem nitrat i drikkevand og kræft.

»Den vigtigste årsag til denne højere værdi er økonomisk,« skriver Luc Hens om EU’s valg af grænseværdi på 50 mg.

»Nitratforureningen i adskillige dele af unionen – f.eks. dem med en intensiv svineproduktion – er dramatisk høj, og meget drikkevand i disse regioner har nitrat-koncentrationer på 50 mg pr. liter eller mere. På den anden side ved unionen, at denne værdi er for høj og anbefaler, at niveauet bringes ned til 25 mg nitrat pr. liter. Niveauet 50 mg nitrat pr. liter fastsættes derfor som ’den maksimalt tilladte koncentration’ (MAC) og de 25 mg pr. liter som ’vejledende niveau’ (GL) eller ’objektivt niveau’.«

De 25 mg er ifølge professor Hens »det politiske mål, der bør nås for at kunne forhindre alvorlige skader på sundheden eller miljøet«.

I dag påpeger Luc Hens over for Information, at maksimumgrænsen afspejler realpolitik mere end videnskab.

Grænsen er således »fastsat uden nogen sikkerhedsfaktor, hvilket er bemærkelsesværdigt, når det handler om at etablere miljømæssige standarder. Grænser for pesticider i fødekæder afspejler således nogle gange en sikkerhedsfaktor på 1000 for at tage højde for usikkerheden, der er en grundlæggende faktor ved test i laboratorier,« påpeger Luc Hens.

Havde man f.eks. valgt en sikkerhedsfaktor på blot ti for nitratgrænsen ud fra mistanken om kræftvirkning og dermed defineret en maksimumgrænse på fem mg pr. liter, ville store dele af den europæiske drikkevandsreserve have været uanvendelig.

Grænseværdien der blev væk

I Danmark blev nitratudviklingen i grundvandet fulgt år for år af Danmarks Geologiske Undersøgelser, der i dag hedder GEUS.

I de årlige afrapporteringer fra grundvandsovervågningen blev der som fast rutine henvist til både den vejledende grænseværdi på 25 mg og den højst tilladte værdi på 50 mg. Indtil år 2001. Fra da af glider den vejledende grænseværdi ud af billedet.

I årene 2001-05 omtaler de tilbagevendende GEUS-rapporter de 25 mg som »den tidligere vejledende max. værdi for drikkevand«, og fra 2007 er det helt slut – begrebet eksisterer ikke mere i de officielle publikationer.

Årsagen er Bekendtgørelse nr. 871 af 21. september 2001 om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg, udstedt af Miljø- og Energiministeriet. Her angives gældende grænseværdier for en lang række stoffer i drikkevand, herunder nitrat, hvor kun grænsen 50 mg pr. liter er med. Den vejledende grænse er forsvundet.

»Den vejledende grænse på 25 mg forsvandt, da Danmark implementerede EU’s drikkevandsdirektiv. Så kunne vi ikke have vejledende grænseværdier længere, for det er der ikke i drikkevandsdirektivet,« fortæller civilingeniør Bente Villumsen, dengang ansat i Miljøstyrelsen, i dag proceskonsulent i hovedstadsregionens task force for klimatilpasning.

Drikkevandsdirektiv 98/83/EF, vedtaget af EU-landene i 1998, skrottede således de vejledende grænser i vandkvalitetsdirektivet fra 1980.

Drikkevandsdirektivet er imidlertid et minimumsdirektiv, der giver medlemslandene ret til at gå længere, hvis man skønner det relevant for at beskytte miljø og sundhed. Ifølge direktivet skal medlemslandene blot underrette EU-Kommissionen, hvis man indfører strengere krav.

Det samme gælder Nitratdirektivet fra 1991 og det senere Grundvandsdirektiv fra 2006, der også rummer maksimumgrænsen på 50 mg og kun den.

»Adskillige medlemslande har sat deres egne strammere grænser som redskab til at opnå en god status,« noterer Kommissionen i et baggrundsnotat om grundvandsdirektivet.

’Direktivnær’ fortolkning

Så Danmark kunne have fastholdt den vejledende nitratgrænseværdi på 25 mg pr. liter. Og den ville have været nyttig, mener Bente Villumsen.

»Kommunerne har tidligere kunnet bruge de 25 mg som målsætning. Man har lænet sig op ad den ved lokale afgørelser, hvor man til f.eks. vandværker har kunnet sige ’I er oppe over den vejledende værdi, I bør se at få belastningen ned’,« siger hun.

Men regeringen valgte altså i 2001 at skrotte denne grænse – i en situation, hvor GEUS’ grundvandsovervågning viste koncentrationer over de 25 mg i 28 pct. af overvågningsboringerne.

»Man valgte at implementere ’direktivnært’, som det kaldes,« siger Bente Villumsen.

Denne modvilje mod det, der af regeringen i dag ofte omtales som ’overimplementering’ af EU-regler, kommer også til udtryk i Miljø- og Fødevareministeriets nylige ophævelse af det hidtidige krav om bl.a. nitratkontrol af de små private vandforsyninger. Her vælger man at benytte en hidtil ikke anvendt undtagelsesbestemmelse i drikkevandsdirektivet, der gør det muligt at undtage små drikkevandsforsyninger for kontrol.

»Dette er udtryk for afregulering,« skriver ministeriet i sit høringsbrev om bekendtgørelsen, der ophæver kontrolpligten.

Foruroligede branchefolk

Blandt fagfolk i vandsektoren er der klar bekymring over udviklingen.

»Før arbejdede vandværkerne i almindelighed efter den vejledende grænseværdi og ikke den maksimale værdi. Det gjorde vi for at beskytte Danmarks enestående grundvandsressource,« siger Søren Lind, gennem mange år chefkonsulent og sektionsleder i hovedstadens vandforsyning, i dag kaldet HOFOR. Han sigter til, at Danmark som kun ét af to EU-lande endnu formår at sikre sine borgere rent drikkevand med grundvandet som eneste kilde og uden at behøve at rense det.

»Uden den vejledende grænseværdi og med den seneste bekendtgørelse, der fjerner kontrolpligten for de private vandforsyninger, er det hele blevet minimalistisk. Det er en meget stærk forringelse af kvalitetskontrollen,« mener Søren Lind.

Branchefolk siger, at hvor det tidligere har været filosofien, at det danske grundvand skal holdes helt fri af pesticider og indeholde mindst muligt nitrat, fremføres nu den tolkning fra især landbruget, at hvis blot grænseværdierne er overholdt, er vandet rent og i orden. Altså at det er ok at forurene grundvandet op til grænseværdierne.

»For nitrat synes man at have den klare opfattelse, at man må ’fylde op’ helt til grænseværdien. Man henviser til, at nitrat også er naturligt forekommende,« siger Bente Villumsen.

»Der sker en glidning i opfattelsen af, hvad grænseværdierne er,« siger Richard Thomsen, mangeårig grundvandschef ved Aarhus Amtskommune, nu pensioneret statsgeolog ved GEUS.

Han påpeger, at grænseværdien for pesticider i drikkevand oprindelig gik ved den måletekniske detektionsgrænse – 0,1 mikrogram pr. liter – som et udtryk for forsigtighedsprincippet og ud fra ambitionen om, at sprøjtegifte ikke måtte kunne konstateres i drikkevand.

»I dag kan man uden problemer måle pesticider i koncentrationer, der er mindre end 0,01 mikrogram pr. liter. Hvis man ville følge forsigtighedsprincippet fra 1980’erne, kunne man derfor måleteknisk sænke grænseværdien til 0,01 mikrogram pr. liter,« siger Richard Thomsen.

»Men Miljø- og Fødevareministeriet har valgt at følge landbrugets tolkning af grænseværdien på 0,1 mikrogram, nemlig at alle pesticider og deres nedbrydningsprodukter må udvaskes op til grænseværdien.«

Skal grænseværdien skærpes?

Med en kombinationen af endnu flere pesticider og fortsat meget nitrat udvasket til grundvandet, bliver det en stedse større udfordring for vandværkerne at holde fast i branchens ambition om at hente drikkevand op, hvor fremmedstofferne ikke kan spores.

»Senest har vi opdaget problemet med desphenyl-chloridazon,« siger seniorkonsulent Claus Vangsgaard hos DANVA, Dansk Vand- og Spildevandsforening.

Desphenyl-chloridazon er et nedbrydningsprodukt fra det for længst forbudte sprøjtemiddel chloridazon. Det er inden for det seneste halve år sporet over grænseværdien i mindst 113 vandværkers drikkevand, fremgår det af en nylig kortlægning foretaget af kommunen.dk.

»Jo flere forureninger med forskellige stoffer, desto færre rene ressourcer har vi til rådighed. For rigtig mange af de små og mellemstore forsyninger vil det på et tidspunkt ikke længere være muligt at skaffe sig en uforurenet grundvandressource,« siger Claus Vangsgaard.

For de, der ikke tvinges til at lukke, bliver konsekvensen i stigende grad, at man presses til at blande sig ned under grænseværdierne.

Med den nye videnskabelige undersøgelse fra Aarhus Universitet og GEUS om kræftrisikoen ved nitrat i drikkevand finder Vangsgaard det ikke holdbart, at man fastholder dagens grænseværdi på 50 mg pr. liter som i praksis en licens for landbruget til at forurene til dette niveau. Om en ny maksimal grænseværdi f.eks. burde være på 25 mg som i den forsvundne vejledende grænseværdi, tør han ikke sige.

»Men jeg har svært ved at se, hvordan den nuværende grænseværdi skal kunne fastholdes. Hvor den bør ligge, er et regulært spørgsmål om, hvor mange ekstra kræfttilfælde vi vil acceptere,« siger han.