Læsetid: 9 min.

Det kan betale sig at strejke

Tidligere storstrejker har været en gevinst for lønmodtagerne. Det har ført til 37 timers arbejdsuge, en sjette ferieuge og lønstigninger. Nu ser det ud som om, at en ny storstrejke er under opsejling, og de offentligt ansatte står historisk samlet
Tidligere storstrejker har været en gevinst for lønmodtagerne. Det har ført til 37 timers arbejdsuge, en sjette ferieuge og lønstigninger. Nu ser det ud som om, at en ny storstrejke er under opsejling, og de offentligt ansatte står historisk samlet

Mikkel Lock Svendborg

28. februar 2018

Danmark styrer mod en historisk storkonflikt på det offentlige område, hvor der var deadline for en aftale den 28. februar. Derefter skal parterne, som hidtil har stået stejlt over for hinanden, forsøge at opnå et resultat i Forligsinstitutionen i de kommende uger.

Med den opslidende lockout af lærerne i 2013 er der formentlig mange offentligt ansatte, som ikke ser lyst på udsigten til endnu en konflikt på det offentlige arbejdsmarked.

Men til forskel fra tidligere tiders konflikter på det offentlige område, står de offentlige lønmodtagerorganisationer tilsyneladende historisk samlet denne gang i stedet for, at udvalgte grupper er gået solo, som man tidligere har set med eksempelvis lærere og sygeplejersker.

Og det kan godt vise sig at give pote. Historisk har det nemlig godt kunnet betale sig at være i storkonflikt, hvor store dele af arbejdsmarkedet er lagt ned, vurderer arbejdsmarkedsforskere over for Information. Til gengæld kan det tage lang tid at tjene en eventuel lønstigning ind, hvis strejkekassen er tømt.

»Overordnet set kan det godt betale sig at strejke. Det her er en del af et magtspil. Evnen til at markere en konflikttrussel er vigtig i det samlede spil for, om man overhovedet kan nå frem til et balanceret resultat. Og ved tidligere storkonflikter har der været gevinster for lønmodtagerne,« siger Søren Kaj Andersen, arbejdsmarkedsforsker ved Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier (FAOS), Københavns Universitet.

Samme vurdering lyder fra Jørgen Stamhus, arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet.

»Strejke er også en nødret. En gang imellem skal våbnet trækkes, ellers får arbejdsgiverne en for bekvem indgang til forhandlingerne,« siger han.

SOSUerne under demonstration for bedre løn i 2008. SOSUernes fagforening FOA er ved at gøre sig klar til en storkonflikt. Således at man havde polstret strejkekassen med yderligere 100 millioner kroner, som organisationen har kunnet hente fra fagbevægelsens milliardsalg af forsikringsselskabet Alka.
Læs også

Ved de tidligere storstrejker på det danske arbejdsmarked i blandt andet 1985 og 1998 har man lagt grunden til de største arbejdstidsforkortelser i de efterfølgende overenskomster, henholdsvis en 37 timers arbejdsuge og en sjette ferieuge.

»Selv om resultatet efter en storstrejke ender med at blive en smule mere magert end det, man kunne have ønsket sig, så har det vist sig, at man får gevinsten ved næste overenskomstforhandling. Derfor har storkonflikter været en stor gevinst, men det kræver en meget omfattende mobilisering,« siger Jakob Nerup, der er arbejdspolitisk rådgiver i Enhedslistens sekretariat på Christiansborg. Han rejser for øjeblikket rundt i partiets bagland for bl.a. at give partiets vurdering af, at økonomien er til lønforhøjelser til de offentligt ansatte i stedet for skattelettelser.

Historisk samlet

Under det aktuelle forhandlingsforløb om nye overenskomster for de cirka 750.000 ansatte i stat, regioner og kommuner har der hidtil tegnet sig en historisk vilje til at stå sammen blandt de offentlige lønmodtagerorganisationer, bl.a. i form af den såkaldte musketered, der betød, at der skulle være reelle forhandlinger om lærernes arbejdstid, før forhandlinger på de andre områder kunne gå i gang. Desuden har topforhandlerne koordineret tæt. Og det er usædvanligt, påpeger Søren Kaj Andersen.

»På det offentlige område har man ikke tradition for at kæde overenskomsterne sammen. Derfor har man oplevet, at sygeplejerskerne og lærerne gå solo. Hvorimod man på det private arbejdsmarked har en slags terrorbalance, der betyder, at alle er med, og så er det ’atomkrig’ og storkonflikt. Så overordnet kan man sige, at hvis det lykkes fagbevægelsen at stå samlet, og man har en klar sag, står man stærkt og med mulighed for at få gevinster,« siger han bl.a. med henvisning til den såkaldte gærkrise i 1998 og påskestrejkerne i 1985. 

Han er dog også forbeholden over for at gøre det til et generelt princip, at strejker fører til positive resultater for lønmodtagerne.

Også Jørgen Stamhus peger på, at strejke altid er en »investeringsovervejelse«:

»Man skal altid overveje, når man investerer, om der er alternativer. Hvis et medlemskontingent eksempelvis skal sættes op, fordi et fagforbund har brugt strejkekassen, så får nogle medlemmer jo først en gevinst af eksempelvis en lønstigning ude i fremtiden,« siger han.

Jørgen Stamhus har i en forskningsartikel set på resultatet af strejkerne blandt de FOA-organiserede sosu-assistenter, sygeplejerskerne organiseret i Sundhedskartellet og pædagogerne i BUPL i 2008.

De tre forbund ’låste’ sig ifølge Stamhus fast på en lønstigning på 15 pct. Men det var sosu-assistenterne, der ved de efterfølgende forlig løb med den største procentvise stigning, nemlig 14,1 pct., mens FOA samlet set fik 13,4 pct. og altså mærkbart mere end de 12,8 pct., som blev det øvrige offentlige arbejdsmarked til del. Sundhedskartellet, som Dansk Sygeplejerråd var en del af, og BUPL fik henholdsvis 13,3 og 13,2 pct.

Omkostningerne i form af udhuling af strejkekasserne var også forskellig for de tre forbund, viser Stamhus’ beregninger. FOA fik et bedre resultat i lønningsposen, og de strejkede i en kortere periode end de andre. Derfor kunne de hurtigt fylde strejkekassen op. Allerede efter tre år havde de et »utvetydigt positivt resultat.« Mens det for BUPL’s pædagoger ville tage cirka 15 år og for sygeplejerskerne ti år, »før deres investering ville give et positivt resultat«.

»Derfor skal et fagforbund altid have en nøgtern analyse og en økonomisk kalkule med, for det ikke skal blive for omkostningsfuldt for medlemmerne på kortere sigt,« siger Jørgen Stamhus.

Analysen af om det kan betale sig at strejke, er desuden påvirket af politiske og økonomiske forhold, som kan være svære at forudsige endsige styre, påpeger Søren Kaj Andersen.

Faktisk endte det med, at de lønstigninger, som de strejkende kæmpede sig til efterfølgende blev »taget fra dem«, fordi man i årene efter 2008 så en voldsom opbremsning i lønudviklingen på det private område som følge af finanskrisen. Det sørgede den såkaldte reguleringsordning for, som skal sikre, at de offentlige og private lønninger nogenlunde følges ad, forklarer arbejdsmarkedsforskeren:

»Om en konflikt reelt giver plus, når man gør det op i kroner og ører efter en konflikt, kan derfor også være et vanskeligt regnestykke.«

Det koster at stå alene

Men i sidste ende er det afgørende spørgsmål for en strejkes succes, i hvilken grad lønmodtagerne er i stand til at stå sammen, mener Jakob Nerup. Han peger på, at sygeplejerskerne og lærerne tidligere har kørt deres krav frem på en måde, der har gjort det svært for de andre forbund at bakke dem op.

»Sygeplejerskerne har ad flere omgange tabt strejker. De tabte, fordi de stod alene, og troede de kunne vinde på et argument om, at sygeplejersker var de vigtigste. Det gjorde, at andre faggrupper som sosu-assistenter og læger havde svært ved at deltage i sygeplejerskernes faglige kamp,« siger han.

I 2013 anvendte arbejdsgiverne for første gang lockoutvåbnet uden foregående strejkevarsel i forbindelse med lærerkonflikten. Normalt er det sådan, at arbejdsgiverne iværksætter en lockout som et svar på fagforeningernes strejke. Om det kunne betale sig rent økonomisk for dem er relativt nemt at afgøre.

Dels rammes kommuner, regioner og staten ikke på pengepungen på samme måde som virksomhederne på det private arbejdsmarked under en konflikt. Borgerne betaler fortsat skat, mens det offentlige sparer på ikke at skulle betale lønninger under en lockout.

Dels kom det frem i et lækket dokument fra Finansministeriet, at »reformen (af folkeskolen, red.) gennemføres ved hjælp af frigjorte ressourcer som følge af normalisering af lærernes arbejdstid (…) Forudsætningen for, at timetallet i folkeskolen kan øges som forudsat, er en ændring i anvendelse af lærernes arbejdstid«.

I alt ville reformen koste »cirka 1,5 millioner flere undervisningstimer og cirka seks millioner aktivitetstimer årligt på landsplan,« som daværende undervisningsminister Christine Antorini (S) skrev i et svar til Børne- og Undervisningsudvalget i 2013. Med det efterfølgende lovindgreb kom lærerne altså til at »betale« for reformen, fordi de skulle undervise flere timer, er opfattelsen blandt lærerne.

En strejke kan dog også have konsekvenser i forhold til politisk legitimitet og i forhold til det efterfølgende arbejdsmiljø, som det har vist sig på skoleområdet.

Denne gang har fagforeningerne valgt, at mellem 10 og 15 procent af deres medlemmer skal være med i konflikten. Hos FOA vil det især være pædagoger og hjemmehjælpere, der skal strejke. Men arbejdsgiversiden kan altså derudover iværksætte en lockout.

»Arbejdsgiversiden kan lockoute resten af de ansatte for at få det til at gøre ondt og for at få en undskyldning for at lave en kortvarig konflikt. Og så kan de lave et regeringsindgreb bagefter. Her skal fagbevægelsen selvfølgelig overveje, om man kan vinde en konflikt på to uger. Det afhænger af fællesskabet, og af hvorvidt fagforbundene har fået bygget et momentum op, så offentligheden, deres familie og venner og det øvrige arbejdsmarked støtter dem,« siger Jakob Nerup.

Overblik over storkonflikter i Danmark

2008, Marathonkonflikten

  • Resultat: Lønstigninger på op til 14 procent.

Sygeplejersker, pædagoger og sosu-assistenter strejkede i løbet af foråret for 15 procent mere i løn. Samtidig ønskede sygeplejerskerne at sætte fokus på deres arbejdsforhold.

Det var Anders Fogh Rasmussen (V), der var statsminister, og der var hyppige rygter om et regeringsindgreb. Men det kom ikke, og sygeplejerskerne endte derfor med at strejke i næsten to måneder.

Konflikten sluttede, da fagforeningerne FOA, Sundhedskartellet og BUPL accepterede mindre lønstigninger af arbejdsgiverne – staten, KL og Danske Regioner – end de havde krævet i første omgang.

Sosu-assistenterne løb med den største procentvise stigning, nemlig 14,1 pct., mens FOA samlet set fik 13,4 pct. BUPL accepterede 12,8 procent samt bedre forhold på løntrin og øget tillæg for overarbejde, mens Sundhedskartellet til slut accepterede 13,3 procent mere i løn over tre år.

1998, Gærkrisen

  • Resultat: Fik ikke sjette uge i første omgang. Men den kom i 2000

Ca. 450.000 privatansatte nedlagde arbejde i april. De strejkende kæmpede især for den sjette ferieuge, og mellem den 25. april og 6. maj lå Danmark stille. Aviserne udkom ikke, butikkerne kunne ikke få varer kørt ud, og konflikten er især blevet kendt for frygten for mangel på gær.

Konflikten endte efter 10 dage, hvor Nyrup-regeringen greb ind. Den ophøjede et forslag til lov, som lå tæt på resultatet af forårets overenskomstforhandlinger, der blev nedstemt ved en urafstemning.

De strejkende fik ikke deres sjette ferieuge. Men ved overenskomstforhandlingerne i 2000 blev den en del af aftalen.

1985, Påskestrejken

  • Resultat: Kortere arbejdstid. Først fra 40 til 39 timer. Lidt senere til 37.

Storkonflikten står mellem Dansk Arbejdsgiverforening og LO. De omkring 300.000 strejkende vil have nedsat arbejdsugen til 35 timer.

Den såkaldte påskestrejke varede ikke længe, da Schlüter-regeringen allerede efter seks dage greb ind med en formulering, den selv havde skrevet.

Her bliver en arbejdsuge på 40 timer skåret ned til en 39 timers arbejdsuge, og ved næste forhandling blev den skåret yderligere ned til 37 timer uden konflikt.

1976, Plattedamernes strejke

  • Resultat: Lønstigning på tre kroner i timen.

Plattedamerne, der maler det kongelige porcelæn, strejkede sammen med deres kollegaer på fabrikken i en konflikt, der spredte sig til 10.000 arbejdere over hele landet.

Damerne ville have 6,50 kroner mere i løn i timen. Der kom intet indgreb fra regeringens side. I stedet opnåede plattedamerne til sidst en lønstigning på tre kroner i timen.

1973, Storkonflikt

  • Resultat: Højst 40 timers arbejdsuge og formel ligeløn

Konflikten i 1973 er den største arbejdskonflikt i Danmark nogensinde. 155.000 strejkede, mens 105.000 var lockoutet.

Arbejdsgivere og arbejdstagerne var blandt andet uenige om arbejdernes krav om en 40 timers arbejdsuge og ligeløn.

Efter to ugers konflikt greb statsminister Anker Jørgensen (S) ind. Resultatet af regeringsindgrebet blev en arbejdsuge på maksimalt 40 timer. Ligelønnen blev indført – om end af formel karakter.

1956, Storkonflikt

  • Resultat: Mæglingsforslag ophøjet til lov trods protester

Fagbevægelsen stillede blandt andet krav om at nedsætte den ugentlige arbejdstid fra 48 til 44 timer.

Forhandlingerne brød sammen, og 65.000 arbejdere endte med at strejke. Forligsmanden fremlagde et forslag, som begge parter kunne anbefale deres medlemmer. Men arbejderne stemte det ned.

Statsminister H. C. Hansen (S) og hans regering greb ind efter cirka to uger, da transportarbejderne stoppede med at køre olie og benzin ud.

Regeringen gjorde det forkastede mæglingsforslag til lov, og det fik mere end 100.000 demonstranter til at protestere foran Christiansborg.

Fra folketingssalen hvæsede H. C. Hansen: »Mig skal de ikke drive pis på.«

1933 – Kanslergadeforliget

  • Resultat: Bevarelse af lønniveau trods krise

1930’ernes økonomiske krise rasede, og Arbejdsgiverforeningen varslede lockout for 100.000 arbejdere, fordi fagbevægelsen afviste et krav om, at arbejderne skulle gå 20 procent ned i løn.

I den socialdemokratiske statsminister Thorvald Staunings lejlighed på Kanslergade på Østerbro mødes forhandlere fra Venstre med regeringspartierne Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre.

I lejligheden bliver politikerne enige om, at overenskomsterne skal forlænges ved et lovindgreb, og på den måde bevarer arbejderne deres lønninger.

Kilde: DR, FAOS, Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og organisationsstudier ved København Universitet, Wikipedia

 

Serie

Overenskomstforhandlinger 2018

Lærernes arbejdstid, løn, betalt frokostpause og musketered er nogle af de ting, der er på spil, når der forhandles nye overenskomster for de cirka 750.000 offentligt ansatte i stat, kommuner og regioner.

Ifølge køreplanen skulle aftalerne være på plads ved udgangen af februar og i løbet af marts sendt ud til urafstemning blandt medlemmerne i de enkelte fagforbund. Det skete ikke, og parterne er nu i Forligsinstitutionen. Senest har staten, regionerne og KL varslet lockout som modsvar til fagbevægelsens konfliktvarsel.

Seneste artikler

  • Aftalen er en skuffelse for lærerne. Men den er bedre end en ny konflikt

    5. juni 2018
    Selv om det helt centrale krav om en ny arbejdstidsaftale ikke er blevet indfriet, har et stort flertal af lærerne stemt ja til en ny overenskomst. Alternativet var en ny konklikt, og det havde alligevel ikke nyttet noget, forklarer lærer Jonna Andersen fra Tune Skole, der fodslæbende har stemt ja
  • Lærerne har valgt en ny vej

    5. juni 2018
    Lærernes ja til overenskomstforliget er et presset og lunkent ja. Men det er godt for den offentlige sektor, hvis kompromiser kan afløse drama ved forhandlingsbordene
  • Lærer: Derfor stemmer jeg nej til OK18-aftalen

    31. maj 2018
    Anders Bondo Christensen har kæmpet en sej kamp for os medlemmer, men jeg er ikke enig i hans beslutning om at indgå en aftale om en kommission uden beslutningskompetence
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Alvin Jensen
  • David Zennaro
  • Eva Schwanenflügel
  • Ejvind Larsen
  • Ervin Lazar
  • Torben K L Jensen
  • Henrik Rasmussen
  • Dorte Sørensen
  • Michael Hullevad
Alvin Jensen, David Zennaro, Eva Schwanenflügel, Ejvind Larsen, Ervin Lazar, Torben K L Jensen, Henrik Rasmussen, Dorte Sørensen og Michael Hullevad anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Mette-Line Thorup

I 2013 eksisterede en svinsk sammenrotning mellem Kommunernes Landsforening og den socialdemokratisk ledet regering. Heraf lock-out og efterfølgende lovindgreb.

Findes en sådan sammenrotning i 2018 ??

Forhåbentlig har fagbevægelsen underretning herom, så vi kan få syn for sagn inden næste valg.

Alvin Jensen, Eva Schwanenflügel, Estermarie Mandelquist, Karsten Aaen, Frederik Groth Nordstrøm, Flemming Berger, Christina Balslev, Niels Møller Jensen, Lillian Larsen, Palle Yndal-Olsen, Ervin Lazar, Bjarne Andersen, Henrik Rasmussen, Anne Eriksen, Dan Jensen, Børge Neiiendam, John Andersen, Henriette Bøhne, Torben Bruhn Andersen, Dorte Sørensen, Torben Skov og Michael Hullevad anbefalede denne kommentar
Peter Beck-Lauritzen

S skal til enhver tid have smæk over fingrene for 2013 indgrebet. Der blev den danske model ødelagt. Føj.
Hold nu fast, for det har altid kunnet betale sig at strejke, om det så har været for en ti-øre mere i timen (ja, jeg har mange år bag mig, så engang havde ti-øren betydning). Det kommer alle tilgode fremtidigt. Det styrker altid arbejdstagernes position at strejke! Forestil jer ikke at have strejke-ret! - = slaveriet kan frit indføres. Se på Grækenland: IMF' krav til sidste långivning! Offentliges strejkeret skal ophæves/forbydes.

Alvin Jensen, Estermarie Mandelquist, Vivi Rindom, Karsten Aaen, Frederik Groth Nordstrøm, Eva Schwanenflügel, Christina Balslev, Helene Kristensen, Niels Møller Jensen, Palle Yndal-Olsen, Mogens Holme, Ervin Lazar, Torben K L Jensen, Bjarne Andersen, Henrik Rasmussen, Anne Eriksen, Børge Neiiendam, Egon Stich, Bjarne Bisgaard Jensen, Torben Bruhn Andersen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
John Christensen

Når uret bliver ret - bliver modstand en pligt!

Samfundet skal have en over lapperne denne gang. Nok er nu mere end nok!

Kræv en ny politik, slut med "Moderniseringsstyrelsens regimente".
Statens administration skal ikke være programmeret - IMOD lønmodtagernes interesser.
Det bliver op ad bakke, men det er ikke umuligt at vende skuden.

Kæmp for alt hvad du har kært - dit job for eksempel!

God dag der ude

Alvin Jensen, Estermarie Mandelquist, Karsten Aaen, Hans Houmøller, Frederik Groth Nordstrøm, Eva Schwanenflügel, Christina Balslev, Helene Kristensen, Niels Møller Jensen, Lillian Larsen, Palle Yndal-Olsen, Ervin Lazar, Anne Koed Westergaard, Torben K L Jensen, Bjarne Andersen, Henrik Rasmussen, Anne Eriksen, Børge Neiiendam, Egon Stich, Bernd Åke Henriksen, Torben Bruhn Andersen, Kim Houmøller og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Jørgen Wind-Willassen

"Ved de tidligere storstrejker på det danske arbejdsmarked i blandt andet 1985 og 1998 har man lagt grunden til de største arbejdstidsforkortelser i de efterfølgende overenskomster, henholdsvis en 37 timers arbejdsuge og en sjette ferieuge" - står der i artiklen.
Arbejdstiden er da lidt kortere - for de offentlige ansatte.
Det er nok knasten.
Det skal selvfølgelig indregnes når der sammenlignes løn mellem private og offentlige ansatte.

Henriette Bøhne

Jørgen Wind-Willassen,
Er den nu også det? Jeg går ud fra, at det er den famøse betalte frokostpause, duhentyder til, altså den frokostpause vi altid kan kaldes tilbage til arbejdet fra og som kan afholdes “hvis tjenesten tillader det”.
Jeg er en af de hospitalsansatte, som glæder sig som et lille barn til at betale min frokostpause selv - jeg glæder mig nemlig til at få ret til at forlade min afdeling en halv time i nattevagterne, så jeg kan gå ned i forhallen og trække en kop kaffe og en sandwich. Jeg glæder mig også til alle de nye kolleger, jeg får - for pludselig skal vi jo være 3 på vagt i en hospitalsafdeling istedet for to, for vi skal jo alle have mulighed for at holde pause og der skal af sikkerhedsmæssige hensyn være to i afdelingen. Det bliver en dyrt betalt frokostpause for samfundet, men jeg kan da ikke vente :-)

Alvin Jensen, Estermarie Mandelquist, Vivi Rindom, Karsten Aaen, Hans Houmøller, Flemming Berger, Eva Schwanenflügel, Frederik Groth Nordstrøm, Helene Kristensen, Jesper Sano Højdal, Peter Beck-Lauritzen, Palle Yndal-Olsen, Mogens Holme, Erik Karlsen, Ole Wedel-Brandt, Janus Agerbo, Torben K L Jensen, Bjarne Andersen, Henrik Rasmussen, Torben Bruhn Andersen, Anne Eriksen, Niels Duus Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Børge Neiiendam, Dennis Tomsen, John Andersen, Torben Lindegaard, Margit Tang, Kim Houmøller og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Henriette Bøhne

Iøvrigt gælder princippet “hvis tjenesten tillader det” også mht barns første sygedag - aften- og nattevagter har slet ikke ret til dette gode, fordi man forventes i forvejen at have skaffet pasningsmulighed for sit barn og dagvagter kan pålægges at møde på job, så snart de har fundet anden mulighed for pasning til det syge barn.
Det er lidt af en myte, at vi offentligt ansatte er særligt forkælede i forhold til privatansatte.

Alvin Jensen, Estermarie Mandelquist, Karsten Aaen, Hans Houmøller, Eva Schwanenflügel, John Andersen, Mogens Holme, Ole Wedel-Brandt, Bjarne Andersen, Henrik Rasmussen, Torben Bruhn Andersen, Anne Eriksen, Niels Duus Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen og Børge Neiiendam anbefalede denne kommentar

I må endelige ikke strejke. For hvis i gør, og i får noget ud af det, så vil det betyde færre penge i statskassen, til skattelettelser, til de super rige.

Alvin Jensen, Eva Schwanenflügel, Christina Balslev, Anne Koed Westergaard, Carsten Munk og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Børge Neiiendam

Som andre har nævnt tidligere, så er problemet med Strejker og Lockout's indenfor det offentlige, at alle Arbejdsgiverne på disse områder sparer millioner af kroner, som de så kan benytte hvor som helst. Det virker ikke specielt motiverende for en Offentlig arbejdsgiver til at søge konsensus.

I nogle andre lande, har man lovgivet imod den praksis, så Offentlige midler sparet ved konflikter, ikke må gå tilbage til Arbejdsgiverens egen kasse. Jeg håber at LO og ligesindede, har sat et lobbyarbejde igang, så også Danmark vil lovgive sådan.

I nuværende situation har Fagforeningerne heldigvis aktiveret Musketéreden og måske kan det våben være stærkt nok til at den Offentlige arbejdsgiver tænker sig om, selvom deres nuværende forhandlere ikke synes udstyret med dén intelligens der skal til.

Alvin Jensen, Vivi Rindom, Karsten Aaen, Hans Houmøller, Flemming Berger, Eva Schwanenflügel, Helene Kristensen, Mogens Holme, Henriette Bøhne, Michael Borregaard, Anne Koed Westergaard, Torben K L Jensen, Bjarne Andersen, Torben Bruhn Andersen, Carsten Munk og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Michael Borregaard

Lad os hurtigt kikke nøgternt på det, parterne indgik i 2015 en hensigtserklæring, ikke en støtteerklæring, om at det er en fælles målsætning at bringe lønudviklingen i balance i 2018 (eller snarest derefter). Gider ikke at gå videre ned i teknikaliteter, men – og forstår godt der ikke er tale om en støtteerklæring, en hensigtserklæring er ikke bindende, og dermed sidder begge parter, når man skal diskutere reguleringsordningen samt det privatlønsværn (eftersigende indført efter diktat af Corydon), som blev indført ved OK(15), med muligheder for en god omgang mudderkastning, jf. sætningsleddet ”eller snarest derefter” … alt dette har parterne haft kendskab til siden de alle sad, herunder såvel Michael Ziegler som Anders Bondo og smilte på det billede som blev taget da aftalen OK(15) var blevet forhandlet og underskrevet.

Michael Borregaard

Ps.

Den græske filosof Heraklit sagde for snart 2.500 år siden, at ”alting flyder”. Med dette mente han, at vi som samfund og mennesker altid er i forandring. Nutidens snak om omstillingsparathed er der altså ikke noget nyt i – og det bør derfor ikke komme som den store overraskelse, at parterne i OK(18) forsøger at gøre alt for at gøre det samme som helten og hesten, at blive borte med blæsten. Dette ændrer dog ikke ved at sætningsleddet ”eller snarest derefter” formentligt er den knast de modstridende parter bruger som argument for deres rettighedssubjektive natur for at argumentere for hvorledes ordet fra aftalen i OK(15) skal fortolkes…!

Skulle man i 2013 have ladet de strejkende kører til kasserne var tomme, som Vestager foreslog, eller skulle man skære igennem som Thorning gjorde til sidst. Man kan mene meget om 2013, men hverken Bondo eller Ziegler var dygtige nok. Nu går man hen og får en novice, som Løhde til at stille op mod en sværvægter, som Flemming Vinther, hvad tænker Løkke dog på. En forhandler, der tror man sender budskab på twitter, som mødeindkaldelse. Man har jo ingen respekt for en sådan forhandler.
Det ender galt, det burde have været Kr. Jensen, landets finansminister, der klarede det job. Løhde er i min optik en gørehøne. Hun er helt fejlplaceret i det ministerium.
Klart de offentligt ansatte skal have en realløns fremgang, det er dem, der har været med til at skabe opsvinget, og dem der har holdt igen i krisetider, så måske ikke 9 % men , de burde kunne lande en middelvej.

Alvin Jensen, Torben Bruhn Andersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar