Læsetid: 16 min.

Hvis ikke der kommer et oprør FRA midten, kommer der et oprør MOD midten

For 40 år siden udgav Kristen Helveg Petersen, Villy Sørensen og Niels I. Meyer en bog, der udløste et folkeligt oprør og en livskraftig bevægelse baseret på visionen om et andet samfund med demokrati, lighed og bæredygtighed i centrum. I dag er oprøret dødt og borte – eller er det?
I denne måned er det 40 år siden, at Niels I. Meyer, Kristen Helveg Petersen og Villy Sørensen udgav bogen ’Oprør fra Midten’. Bogen satte gang i et folkeligt oprør og en livskraftig bevægelse baseret på visionen om et andet samfund med demokrati, lighed og bæredygtighed i centrum.

I denne måned er det 40 år siden, at Niels I. Meyer, Kristen Helveg Petersen og Villy Sørensen udgav bogen ’Oprør fra Midten’. Bogen satte gang i et folkeligt oprør og en livskraftig bevægelse baseret på visionen om et andet samfund med demokrati, lighed og bæredygtighed i centrum.

Mogens Ladegaard

9. februar 2018

Hvordan starter oprøret?

Med et brev?

»Kære Helveg og Villy Sørensen. Jeg har i nogen tid overvejet mulighederne for at gennemføre et ret ambitiøst eksperiment – med jer som meddeltagere. I det følgende skal jeg redegøre nærmere for de tanker, jeg har gjort mig.«

Sådan indledte i december 1972 den dengang 42-årige professor i fysik, Niels I. Meyer, et brev til to gode venner, den tidligere radikale kulturminister Kristen Helveg Petersen og forfatteren og filosoffen Villy Sørensen.

Brevet talte ikke om oprør, men om at »udarbejde et helhedspræget oplæg til et nyt politisk system, både hvad angår ideologi, målsætning og organisation«. Niels Meyer nævnte selv, at projektet måske kunne have titlen ’en skitse til politisk fornyelse’.

Godt fem år senere eksploderede et oprør, udløst af det samarbejde, de tre gennemførte. Et ’Oprør fra midten’ som ved sin kraft overrumplede alle, ikke mindst oprørets grundlæggere. Trekløverets kampskrift blev solgt i over 100.000 eksemplarer, dannede grundlag for etablering af lokalgrupper og studiekredse, udgivelse af et blad og en stribe bøger samt intens debat i medier og forsamlingshuse. Dertil blev kampskriftet oversat og udgivet i Norge, Sverige, Island, Tyskland, Storbritannien og USA.

I denne måned er det 40 år siden. Helveg Petersen og Sørensen er døde, oprøret fra dengang er dødt, og Meyer, 88 år gammel, sidder i sin stol i hjemmet i Hørsholm og spekulerer over, hvad der egentlig skete dengang, hvor oprøret blev af, og hvad vi kan have lært af det. Og hvorfor oprøret dog ikke bryder ud i dag i en situation, hvor den kapitalistiske vækstøkonomi mere end nogensinde har afsløret sig som hjerteløs, ulighedsskabende og miljø- og klimanedbrydende.

»Det var galt dengang, i dag er det forfærdeligt,« siger den gamle midteroprører.

Det gode selskab

Det var ganske vist Niels Meyer, der skrev brevet, som startede det hele, men forudsætningen for trekløverets samvirke var skabt af K. Helveg Petersen. Den radikale kulturminister fra 1968-71 blev kærligt omtalt som ’unge Helveg’, fordi han forekom yngre af sind, mere progressiv og visionær end den næste Helveg, sønnen Niels Helveg Petersen, der blev partileder for De Radikale, gruppeformand i Folketinget og siden minister i flere omgange.

»Nogle sagde om Kristen, at han havde sine ben solidt placeret i den blå luft. Det er ganske rigtigt, for det er der, man får de bedste ideer. Han var virkelig utrolig,« siger Informations tidligere chefredaktør og mangeårige medarbejder Ejvind Larsen, der var tæt på alle de tre kommende midteroprørere.

Inspireret af debatterne omkring 68-oprøret tog K. Helveg Petersen i 1969 initiativ til et debatforum kaldet Selskabet for Samfundsdebat, hvortil bl.a. Niels Meyer og Villy Sørensen blev inviteret og begge fik plads i selskabets bestyrelse. Det var her, grunden til de tres samarbejde blev lagt.

»Vi supplerede hinanden så godt: En politiker, en filosof og en med indsigt i teknologi og videnskab,« fortæller Meyer.

Det, der i 1972 fik ham til at skrive til de to andre, var udgivelsen af Grænser for Vækst, rapporten fra Romklubben, der med de nyeste computermodeller dokumenterede, at den globale vækstøkonomi havde kurs mod kollision med planetens miljø og ressourcer.

Niels Meyers forslag var, at de tre i fællesskab skrev en bog om, hvordan en helt anden type samfundsindretning med demokrati, lighed og bæredygtighed i centrum kunne se ud og realiseres.

»Dagen efter de havde modtaget brevet, meldte Helveg, at han var klar. Villy svarede venligt, at han ville overveje det. Det gjorde han så i tre år.«

Ritzau Scanpix

Oprør og modreaktion

Villy Sørensens tilsagn kom i 1975 i kølvandet på den oliekrise, der slog igennem som økonomisk krise og udstillede det eksisterende systems svagheder og indre modsætninger.

De næste par år arbejdede trekløveret med faste søndagsmøder, oftest hos Villy Sørensen i Taarbæk, hvor de diskuterede udfordringer, løsningsforslag og tekstudkast. I sommeren 1977 lå et manus klar, og fra en telefonboks på den lille ø Romsø, hvor Meyer havde sommerhus, ringede han de andre op for at få bekræftet, at de nu var enige om det hele.

»Så begyndte Helveg at få kolde fødder. Han var bange for, at hans radikale bagland ville stemple ham som socialist, så han begyndte via telefonen at rette det ene og det andet. Da vi havde lavet den øvelse to-tre gange, måtte jeg sige: ’Det her går ikke, Kristen. Du må gøre op med dig selv, om du er med eller ej.’ ’Jeg er med,’ svarede han.«

Den 7. februar 1978 udsendte Gyldendal den færdige tekst, tilfældigvis på 500 årsdagen for Thomas Mores fødsel, den britiske statsmand, der skrev værket Utopia.

»Det var Villys idé, at bogen kom til at hedde Oprør fra midten. Man kan ikke få noget til at lykkes i Danmark ved at lave et oprør fra den yderste venstrefløj eller den yderste højrefløj, sagde han. Man må have den store midte med, herunder Socialdemokratiet,« fortæller Niels Meyer.

At et oprør med det mål at skabe en stor samfundsforandring måtte skabes på den politiske midte, var på én gang det, der skabte den imponerende interesse omkring bogen, og det, der fremkaldte så stærke, herunder stærkt kritiske, reaktioner fra både højre og venstre fløj.

Af en politisk debatbog at være stilede Gyldendal højt med et førsteoplag på 8.000 eksemplarer. Det var udsolgt dagen efter udgivelsen, og inden der var gået et år, var der solgt mere end 100.000 bøger, og midteroprøret var i gang. Og det på trods af, at de tre forfattere straks fra start blev mødt med hård kritik.

»Det ligner et nyt Cambodja,« sagde Fremskridtspartiets fremstormende leder Mogens Glistrup.

»Danmarksrekord i naivt nonsens« og »pubertære politiske fantasterier,« skrev professor i litteraturhistorie Helge Hultberg.

»Utroligt teknokratiske løsningsmodeller,« sagde Venstresocialisternes Preben Wilhjelm i Information og tilføjede, at Mussolini løb ham koldt ned ad ryggen ved bogens forslag om at begrænse strejkeretten.

Omvendt kaldte Københavns konservative byplanborgmester Alfred Wassard midteroprørernes forslag for »den rene marxisme eller det, der er værre.«

Venstres Bertel Haarder skrev om »det kvalmende formynderi, der oser ud af Oprør fra midten«, mens forfatteren Henrik Stangerup tordnede, at »I vil gøre Danmark til en fangelejr.«

Vision og værktøjskasse

Bogen ’Oprør fra midten’ rummede en granskning af, hvordan det eksisterende ’overflodssamfund’ er fuldt af modsigelser og ikke langtidsholdbart. Dertil en diskussion af menneskets natur, moral og behov. Men det egentlig dristige og nyskabende var bogens beskrivelse af, hvordan et ’humant ligevægtssamfund’ kan se ud, og med hvilke midler det kan realiseres.

Det humane ligevægtssamfund er et sted, hvor:

  • Mange forskellige familiemønstre og produktionsformer sameksisterer
  • Alle modtager en borgerløn, der dækker de minimale leveomkostninger
  • Erhvervslivet domineres af fællesvirksomheder, der ejes af samfundet, og hvor de ansatte har betydelig indflydelse
  • Byernes vækst begrænses til fordel for udvikling af landdistrikterne
  • Lokalsamfundet er den grundlæggende sociale enhed med et lokalting og en art deleøkonomi i det daglige
  • Kommunalting er sammensat af lokaltingsrepræsentanter og med folkeafstemninger om vigtige sager
  • Folketinget består af repræsentanter for kommunaltingene plus direkte valgte medlemmer, og Folketinget suppleres af et fagting som rådgivende organ
  • Vigtige nationale beslutninger træffes på grundlag af folkeafstemninger
  • Vejen til det humane ligevægtssamfundgår gennem en demokratisk proces. »Danmark har ikke brug for en revolution. Der er brug for en rolig udvikling, der systematisk fører mod målet,« hedder det.

Midlerne til at nå målet omfatter bl.a.:

  • Udligning af de fleste indkomstforskelle i løbet af 25 år, primært via indtægtsudligning og ligeløn, som realiseres gennem lønstigninger til lønmodtagere under gennemsnittet, vedtaget en gang om året af Folketinget. Ligelønnen supplerer borgerlønnen
  • Nedsættelse af arbejdstiden med det eksplicitte formål at give flere arbejde
  • Udvikling af en ny produktionsstruktur i fællesvirksomhederne, hvor stigende vægt lægges på fremstilling af ’tilpasset teknologi’, der er bæredygtig, mere arbejdsintensiv, fokuseret på genanvendelse og ressourcebesparelse
  • En uddannelsesreform, der sidestiller praktiske arbejdserfaringer med teoretisk viden
  • Opkvalificering af den offentlige politiske debat via bl.a. principdebatter i Folketinget ledsaget af politiske emneudsendelser og høringer på tv, foruden større faglig kompetence i den journalistiske stab.

»Vi forudser, at denne appel til oprør eller blot opbrud fra midten fra den ene side vil blive opfattet som venstreekstremistisk, fra den anden side som et småborgerligt forsøg på at forsvare det bestående. Det vil i så fald bekræfte os i vort centrale sigte. Men vi ønsker ikke at afskære os fra nogen: ’Midten’ er for os rummelig nok til at omfatte et stort demokratisk flertal,« hedder det i ’Oprør fra midten’.

Midten kørt fast

Ikke desto mindre opildnede bogen en masse mennesker til at engagere sig i forsøget på at identificere en ny samfundsmodel. Her bød sig en mulighed, også for pæne mennesker på midten, for at tage del, være kritiske, forlange forandring, uden at man behøvede være marxist eller medlem af en venstreorienteret gruppering. Og for de tre forfattere syntes kritikken fra begge fløje at bekræfte, at de med den erklærede midterposition havde valgt rigtigt.

Dels fordi de ideologier, der historisk havde båret venstrefløjen og højrefløjen – marxisme og liberalisme – ikke var tidssvarende. Som Villy Sørensen formulerede det under et foredrag på Krogerup Højskole i august 1978:

»De er begge politiske overbygninger over økonomiske teorier, de betragter den økonomiske motivation som den afgørende, og de betragter kampen – den frie konkurrence eller klassekampen – som fremskridtets motor. De er begge udviklings- og vækstideologier og betragter demokratisk udvikling som sekundær i forhold til økonomisk udvikling.«

Dertil kom det for et demokrati nærmest matematiske vilkår, at – som formuleret i bogen – »radikale forandringer ikke kan gennemføres af mindretallene til højre og venstre, men kun af den brede midte.« En midte der, tilføjedes det, typisk ikke er radikal.

»Angsten for venstreradikale og højreradikale løsninger, der truer de velerhvervede sociale goder og det borgerlige demokrati, bliver en forhindring for samfundets fornyelse,« skrev de i bogen.

Og selve den etablerede politiske midte, som den så ud på tinge, kunne heller ikke præstere radikal omstilling.

»Mellem radikale oprørsbevægelser er midterpartierne kørt fast i et forsvar for det bestående, som ikke kan bestå og forsvares uden fornyelse.«

Så eneste vej frem mod et samfund, der ikke har økonomisk vækst, men i stedet lighed, bæredygtighed og demokrati som altings mål, går over en mobilisering af den folkelige midte.

I bogen Røret om oprøret, hvor Meyer, Sørensen og Helveg i 1982 gjorde status over midteroprøret, medgiver de, at en ’oprørsk’ midte nok primært skulle søges blandt medlemmer af Socialdemokratiet, De Radikale og SF.

’Det er jo socialisme’

Og mens nogle på venstrefløjen angreb midteroprøret for at ignorere klassekampsperspektivet, så krediterede andre dem for at have produceret en utopi, der i høj grad kunne kaldes socialistisk.

Således bl.a. SF’s daværende formand Gert Petersen, der i bogen Om socialismens nødvendighed fra 1980 skrev, at Oprør fra midten »har rørt ved en voksende usikkerhed, utryghed og ulmende vrede hos de mange, der stadig stærkere oplever det voksende svælg mellem verdens faktiske misere og den mulige rationalitet i vores tidsalder.«

»Det mest tankevækkende er egentlig, at socialismen vækker en sådan interesse, når blot den ribbes for de blokerende ord,« bemærkede SF-formanden.

Selv Socialdemokratiets daværende statsminister Anker Jørgensen fandt i en samtale med de tre gode ting i projektet: »Det gode, der er i den, det er jo ikke noget oprør fra midten, det er i og for sig god, socialistisk, demokratisk tankegang. På de områder har det fået en falsk varebetegnelse. Men det er jeg ikke spor fornærmet over,« sagde statsministeren dengang.

Mogens Ladegaard

Selv Socialdemokratiets daværende statsminister Anker Jørgensen fandt i en samtale med de tre gode ting i projektet.

»Det gode, der er i den, det er jo ikke noget oprør fra midten, det er i og for sig god, socialistisk, demokratisk tankegang. På de områder har det fået en falsk varebetegnelse. Men det er jeg ikke spor fornærmet over,« sagde statsministeren i samtalen, gengivet i Flemming Behrendts bog Debatten om Oprøret fra midten, hvor Anker Jørgensen bl.a. erklærede sin tilslutning til midteroprørets tanker om ligeløn og samfundseje af produktionsmidlerne.

Villy Sørensen præciserede i flere efterfølgende tekster og taler, at socialisme og marxisme ikke er det samme, og at midteroprørets kritik var rettet mod den marxistiske ideologis snævre fokus på klassernes materielle interesser som bestemmende for udviklingen. Socialismen er ældre end marxismen, påpegede Sørensen, og den rummer det element af idealisme og sociale utopier, som Marx affærdigede som drømmeri.

For de tre midteroprørere var netop utopien projektets kerne. Oprør fra midten rummer en klar krisebeskrivelse, en skarp kritik af de herskende økonomiske ideologier, en diskussion af menneskets natur og – som det afgørende nye – en gennemarbejdet vision for ’det humane ligevægtssamfund’ og vejen dertil i form af en lang række politiske og praktiske forslag.

Men utopien var på en gang projektets styrke og svaghed.

»Folk sagde til os: ’Det er alt det, vi har gået og ønsket os. Alt det, vi har tænkt på. Det er lige det, vi gerne vil’. Og det var jo hundredtusinder, der gik op i det,« fortæller Niels Meyer i dag.

»Der er lidt for meget romantik i den,« sagde Anker Jørgensen om bogen i samtalen dengang med de tre.

»Det er meget svært at finde konkrete ting, som kan være direkte eller bare indirekte nyttige for praktisk politik.«

Det radikale håb

Så når bogen var læst, debatmøderne afholdt, studiekredsene gennemført, kronikkerne og læserbrevene skrevet, var spørgsmålet: Hvordan kommer midteroprøret videre? Hvordan bliver utopien omsat til praktiseret politik, konkret forandring?

»Uden et fodfæste i det parlamentariske er det svært at ændre noget som helst, og det bør det også være,« siger Niels Meyer og fortæller, at det med Kristen Helveg Petersens centrale rolle var forhåbningen, at De Radikale ville tage projektet til sig og gøre det til del af partiets program. Politisk forankring var forudsætningen for ideernes realisering.

»De Radikale havde et møde på Krogerup Højskole i sommeren 1978, hvor Villy indledte,« fortæller Niels Meyer.

Villy Sørensens oplæg sluttede således:

»Fejlen ved den traditionelle realpolitik er dens mangel på idé. Hvoraf kommer det, at de humanistiske værdier anses for utopiske, så snart de gøres til politiske ideer: Vi ved, at mennesker ikke kan trives sammen uden fordragelighed, selvstændighed, ansvarlighed, kærlighed, frihed og lighed – men at samfundslivet skulle bygge på disse ideer, kaldes verdensfjernt drømmeri, som om der var en uovervindelig modsætning mellem menneskelivet – og samfundslivet.«

Ifølge Meyer var der stor entusiasme blandt partiets unge for at tage midteroprørets tanker med i partiprogrammet.

»Så da vi tog hjem fra Krogerup, troede vi, der var en chance.«

Partiets efterfølgende landsmøde i september gjorde det klart, at det ikke var tilfældet. Og det er Meyers oplevelse, at det var Kristen Helvegs søn, den tiltrædende partileder Niels Helveg Petersen, der ikke ønskede det.

Det rimer med Ejvind Larsens oplevelse, da han efter et møde ude hos Villy Sørensen passerede Folketinget og mødte Niels Helveg.

»Jeg sagde til ham, at nu havde Villy altså fundet ud af, at meningen med De Radikale var sådan og sådan. Det tvivler jeg ikke på, svarede Niels, men så må I finde jer en anden leder, for det kan jeg slet ikke magte.«

»Niels Helveg ville gerne, men følte ikke, at han kunne. Det var for højtflyvende, havde ingen gang på jord. I har ret, men I får ikke ret – det var hans syn på det,« siger Ejvind Larsen.

Fornægtelsen

Men det var ikke kun i ledelsen hos De Radikale, at der ifølge midteroprørerne blev svigtet. Der var reelt ingen i toppen af centrum-venstre partierne eller andetsteds i Folketinget, som greb ideerne og det momentum for forandring, som rumlede ude blandt folk. Projektet var enten for romantisk, for totalitært eller bare for farligt i forhold til politiske karriereplaner eller de magtinteresser, der skulle tages hensyn til.

Som Kristen Helveg Petersen sagde, da de tre mødtes med Anker Jørgensen:

»Er det ikke en grundfejl, vi nu kan observere i vores politiske liv, at man hele tiden siger, at det, der laves nu, er realpolitik? Vi ved jo godt – og i hvert fald vil vi erfare det – at man alligevel ikke løser de problemer, man foregiver at løse. Der er alt for mange realpolitikere, der slet ikke er realistiske, og som afviser enhver langsigtet diskussion, idet man siger: ’Det er noget, vi slet ikke kan beskæftige os med i politik’.«

Eller i Villy Sørensens mindeværdige formulering i Oprør fra midten: »Før i tiden var det muligt at tro på noget, som man ikke kunne vide, nu synes det ikke muligt at tro, hvad vi ved.«

Der var – sådan oplevede de tre oprørere det – fornægtelse over hele den politiske linje. Fordi opbruddet fra det bestående var for risikabelt, for frygtindgydende, for krævende.

For Ejvind Larsen, engageret i samfundsdebatten siden sin start på Information i 1955, er forløbet del af et mønster, hvori også indgår 68-oprøret, kampen for økonomisk demokrati og andre forsøg på forandring.

»Venstrefløjen og centrum-venstre får igen og igen en begyndelse og kender ikke sin besøgelsestid. Hver gang en mulighed dukker op, siger man ’Næ, det er ikke lige sådan, vi har forestillet os det’. Eller man tør bare ikke. Det føles, som om den ene chance efter den anden bliver spildt. Med midteroprøret var der virkelig en mulighed,« siger han.

»Der ligger hos alle mennesker en drøm om at leve i overensstemmelse med det, vi godt ved, nemlig at der dybest set ikke er megen glæde ved at trampe andre mennesker, andre levende væsener og naturen ned. Glæden kommer af at leve i den form for gensidighed, der f.eks. kan kaldes økologi. Eller kærlighed. Hvorfor kan vi ikke tro på det, når vi godt ved, at det forholder sig sådan?«

Oprøret ebber ud

Blandt midteroprørets fædre og aktivister diskuteredes det, om man burde etablere et eget parti.

»Det var faktisk det, der var mest uenighed om,« siger Niels Meyer.

Selv mente han, at det burde prøves, mens Villy Sørensen mente, at det ikke gik.

Midteroprøret levede videre i en årrække efter 1978. Bogen udkom i 12 oplag og godt 121.000 eksemplarer, de tre forfattere deltog i mere end 300 offentlige møder, mere end 1.200 debatindlæg blev registreret i medierne, Midteroprørets Informationscenter udgav flere bøger frem til midten af 1980’erne, en kampagnebus kørte rundt i landet, bladet På vej sendtes på gaden helt frem til 1993, om end i faldende oplag.

Og gradvist ebbede det ud. Den aldrende Kristen Helveg Petersen blev syg, og Villy Sørensen – også med svækket helbred – var dybt skuffet over, hvad han oplevede som svigt fra politikerne hos centrum-venstre.

»Niels prøvede til det sidste, og han var en utrolig opmuntring for Villy. Niels ville ikke give op. Han ville ikke,« fortæller Ejvind Larsen.

Men til sidst var midteroprøret ovre.

»På langt de fleste punkter er vi ikke kommet et skridt nærmere det humane ligevægtssamfund – snarere tværtimod,« sagde Villy Sørensen, da Politiken i 20-året for Oprør fra midten inviterede de to tilbageværende forfattere til en offentlig samtale.

»Personligt er jeg nok lidt skuffet over, at udviklingen er gået i den gale retning på så mange punkter,« supplerede Niels Meyer.

Man kan filosofere over, om oprøret ebbede ud, fordi det var igangsat ’ovenfra’ af tre tænkere med en abstrakt masterplan og ikke vokset frem ’nedefra’ som udslag af konkret manifesteret folkelig vrede over den skæve udvikling.

Eller om det var ’realpolitikere’ omkring midten, der – når det kom til stykket – hellere ville beskytte sig selv og klamre sig til det kendte, om end kriseplagede system, end kaste sig ud i et uoverskueligt og risikabelt opbrud med ukendt resultat.

Eller kræfter på venstrefløjen, der ikke turde tage ansvar og lægge konstruktive kræfter i eksperimentet, men foretrak at sidde på sidelinjen med rene hænder og kritisere mangelfulde detaljer i projektet.

Eller den etablerede, kapitalistiske økonomis beskyttere, der med retorisk brutalitet demonstrerede, hvor hårdt det kan byde modstanden trods, når systemet føler sig truet.

Ting tager tid

Det hele kan være og er sikkert del af forklaringen. Men det kan samtidig være, at midteroprørerne bare var for tidligt ude. Ikke i forhold til de objektive kendsgerninger – miljøkrisen, uligheden etc. – men i forhold til, hvor tydeligt det for en bred offentlighed manifesterede sig, at kursen er uholdbar.

Samtidig er det ikke urimeligt at hævde, at ligesom de tre forfattere stod på skuldrene af andre, lever midteroprørets tanker i dag videre i nye former, hvad enten nutidens aktører er sig det bevidst eller ej. Det økologiske landbrug, borgerløns-eksperimenterne, Danmarks stadig grønnere energisystem, bevægelsen mod cirkulær økonomi, udkantssamfunds forsøg med ny andelsorganisering, de tiltagende protester mod ulighed og social marginalisering – alt sammen er det i tråd med visionen fra 1978.

En generation er ca. 30 år. Helveg, Sørensen og Meyer forestillede sig i bogen, at oprøret, omstillingen til et humant ligevægtssamfund, ville tage en-to generationer at gennemføre. Så man er bagud for tidsplanen, men tiden er ikke ude endnu.

I manuskriptet til sit foredrag for De Radikale på Krogerup Højskole, gengivet i bogen Den gyldne middelvej, kalder Villy Sørensen et sted de tres fælles værk for ’Oprør mod midten’. Mod midten, ikke fra midten. Det er næppe polemik fra Sørensens side, mest sandsynligt en skrivefejl. Men det kunne også være en freudiansk fortalelse. En frustration over midtens svigt, der boblede over hos filosoffen.

Det er, hvad mange i den vestlige verden i dag forudser, nogle med frygt, andre med håb: At det kommer til oprør, revolte, måske magtovertagelse fra det yderste højre eller det yderste venstre, hvis den politiske midte bliver ved at fortrænge, at den gamle orden er brudt sammen.

Et oprør med mange ord og meninger

En stribe bøger udkom i kølvandet på ’Oprør fra midten’. Her nogle af dem:

  • K. Helveg Petersen og Lone Heyde: Studievejledning til Oprør fra midten, Gyldendal, 1978
  • Jørgen Knudsen og Ole Thyssen: Oprør på vej? Gyldendal 1978
  • Poul A. Jørgensen (red.): Opsang til midten. Forlaget i Haarby 1978
  • Flemming Behrendt: Debatten om Oprøret fra midten. Berlingske Forlag 1978
  • Birgit Bjørnvig: Opbrud, oprør – og hvad så? Gyldendal 1979
  • Villy Sørensen: Den gyldne middelvej. Gyldendal 1979
  • Niels I. Meyer, K Helveg Petersen og Villy Sørensen: Røret om oprøret. Gyldendal 1982
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henrik Rasmussen
  • Niels Duus Nielsen
  • Benno Hansen
  • Erik Christensen
  • Anders Graae
  • Maria Francisca Torrezão
  • Ervin Lazar
  • Leo Nygaard
  • David Zennaro
  • Torben K L Jensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Lise Lotte Rahbek
  • Tommy Clausen
Henrik Rasmussen, Niels Duus Nielsen, Benno Hansen, Erik Christensen, Anders Graae, Maria Francisca Torrezão, Ervin Lazar, Leo Nygaard, David Zennaro, Torben K L Jensen, Eva Schwanenflügel, Lise Lotte Rahbek og Tommy Clausen anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Christensen

Et oprør forud for sin tid?
Næee - oprøret udeblev.

Er tiden moden?
Godt spørgsmål, det er ikke blevet lettere at kræve forandring af væsentlige forhold - efter at "den virkeliggjorde socialisme" (sovjetunionen) er brudt sammen.
Det var netop hvad magthaverne i "Vesten" ville opnå.
Nu kan vi bare sprælle - eller lave en revolution.
Kapitalismen styrer blandt andet via EU, og vi ser nærmest lamslåede til, fordi vi ikke (længere) tør tro på egne kræfter.

Lad blot falde hvad ikke kan (skal) stå, vi bygger et hus - til skærm i vores nød.

Marxismen udmærker sig ved, at ville lave verden om, ikke bare ved at ville fortolke den.

Oprør imod midten er en god ide!
Erkend dertil at de nuværende økonomiske magthavere har overhånd - og det vil kræve andet end drømme, at ændre på det. Skulle jeg mene.

Flemming Berger, Marlene Bogs, Niels Duus Nielsen, Anne Mette Jørgensen og Tommy Clausen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Det reelle i denne historie viser hvor langt til højre vi er kommet siden dengang hvor neo-liberalismen og socialdemokratiernes accept med den tredje vej var i sin vorden - endda så meget at oprøret fra midten ses som et opråb fra venstrefløjen om gennemgribende forandringer.
Det er sgu blevet revolutionært at tænke som nogle gjorde for 40 år siden. Hvor magert.

Karsten Aaen, Marlene Bogs, Niels Duus Nielsen, Eva Bertram, Anne Mette Jørgensen, Niels-Simon Larsen, peter juhl petersen, Bjarne Bisgaard Jensen, David Zennaro og Anders Reinholdt anbefalede denne kommentar
Bjarne Andersen

Hvilken midte, der er el og måske sf på venstre fløjen, resten er på højre fløjen.

peter juhl petersen

Lidt filosofisk kan man vel anskue situationen således:
Når midten nu beviseligt er tiltet behørigt til højre,- så er der vel ej heller overhovedet realistisk og relevant at diskutere og omtale den når den slet ikke eksisterer !

Marlene Bogs, Niels Duus Nielsen og Bjarne Andersen anbefalede denne kommentar

Denne omtalte midte er det bedste fra socialismen og det bedste fra liberalismen.
Det er ikke et kedeligt kompromis, men en selvstændig ideologi - startet længe før de tre fra 72.
Nu banker klimakampen på døren til Christiansborg og giver denne tredie vej ekstra betydning - ja, nødvendighed.

Karsten Aaen, Arne Thomsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Lars Bækgaard

"Midten" i Oprør fra midten skal vist forstås således:
Et demokratisk baseret oprør forudsætter, at det er bredt funderet.

Niels-Simon Larsen

Tak til Jørgen for en spændende gennemgang.

En lille korrektion: Man kan ikke lave eksperimenter med borgerløn, da det er noget, der indføres på nationalt plan. Lokale og kommunale forsøg hedder kontanthjælp uden modkrav eller projekter med afgrænsede grupper. Det er ikke ordkløveri med den skelnen. Desværre bliver fx forsøget i Finland også kaldt forsøg med borgerløn. Det skaber forvirring.

Karsten Aaen, Niels Duus Nielsen, Tor Brandt, Erik Christensen og Leo Nygaard anbefalede denne kommentar

Kontanthjælp uden modkrav er ikke nødvendigvis forbundet med friheden til selv at vælge. Derfor ganske rigtigt ikke meget med UBI/Borgerløn at gøre.
U-Ubetinget - B-Basal/basis - I-Indkomst.
Individuel og selvvalgt. For alle borgere uden lønindkomst - også for børn.
Hvis nogen efterhånden skulle være i tvivl.

Forsøg i et afgrænset område, f.eks Bornholm, er meget vanskelige.
Al berørt lovgivning skal udtages fra de centrale systemer og gøres lokale.
Al offentlig økonomi skal tilrettelægges kun gældende for området.
Selvsagt vanskeligt, ja faktisk umuligt i praksis at tilrettelægge en stat i staten.

Bedre at starte i det små og lade Basisindkomsten udvikles gradvist - f.eks som social ydelse til erstatning kun for dagpenge og kontanthjælp. Deraf er der følgevirkninger, f.eks at førtidspensionsordningen bliver overflødiggjort.

Jørgen Wentzlau

Jeg var 30 år da bogen udkom og var så heldig at være med i en studie kreds i Assens. Det var en uforuseigelig tid lige efter 1. og siden 2. oliepris-stigning i 79. jeg var og modtagelig for på virkning, -bogen har været min ”bibel” lige siden.
Det jeg faldt for var, at mennesket ikke skulle laves om for at passe til samfundet. Afsnittet menneske grundlaget beskrev, hvordan forfatterne op fattede mennesket og deres behov.
En enkel udtalelse er blevet hængende i alle årene: Jo mere man har, jo mindre glæde har man af den enkelte ting og derfor ønsker man sig mere.
Noget andet jeg husker er, at den bygger på udbud og efterspørgsel, under forudsætning af mange udbydere og lige mulighed for at efterspørge.
Deres bevæggrund for at skrive bogen var, at de forudså at demokratiet var i fare, hvis kun nogle få de rige, kunne efterspørge nødvendige varer. I et samfund hvor naturgivne resurcer blev mindre af.

En anden ting jeg lærte var, dynamikken ved vækst. Hvor kort tid man har at handle i,
her tænker jeg på omprioriterings bidraget på 2%. Uskyldigt i starten, men som anden vækst bliver det pludseligt en lodret kurve. Har man vænnet sig til denne ”indtægt” er det svært at indse, - det uholdbare i væksten. Også når det gælder besparelser der vækster.

Jubilæet om Oprør fra midten, kommer netop som jeg er ved at afslutte sidste kapitel i min nye bibel The nordic secret af Lene Andersen og Tomas Bjoerkman
Jeg har fulgt Lene Andersen nogle år, hendes forrige bog hed Globalt gearskifte der sluttede med behovet for en fortælling, der kunne udfolde et globalt gearskifte.

Den fortælling har hun fundet og beskrevet i den nye bog. På engelsk -for at kunne nå så mange som muligt.
Lene Andersen og hendes medforfatter der er svensker, kan beskrives ved moralen: har man evnerne har man også pligten! --Og begge evner har de.

The nordic secret en naturlig fortsættelse af Oprør fra midten, og rummer nye narrativer efter 1978.
Eksempel herpå: VOLVO grundlagt 1927, solgt 2010 for 1,5 milla til Geely-- ansatte 23.000 --- sammenlignet med MJOMANG/ MINECRAFT grundlagt 2010, solgt 2014 for 2,4 milla til Microsoft --ansatte 40

---Volvo var mange mange år om at skabe sin værdi, sammenlignet med Minecraft, hvor 40 mand kunne skabe den næsten dobbelte værdi -- på blot 4 år.

The nordic secret, værd at læse! Kan anbefales --giver indre styrke til Oprør 2.0

Karsten Aaen, Niels-Simon Larsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Astrid Dollerup

Trekløveret i Oprøret fra midten minder mig om, at der skulle være flere naturvidenskabsfolk og humanister i politik i dag.

Karsten Aaen, Flemming Berger, Carsten Munk, Egon Stich og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Måske det var noget for partiet Alternativet at dyrke?
De må da vist være dem, der ligger nærmest ; - )

Niels-Simon Larsen

Jeg så ‘Et tysk liv’ i går. Handler om den 103 årlige tidligere sekretær for Goebbels. Jeg så den med klimaøjne. Her så jeg et menneske der bevidstløst gjorde det, hun blev sat til. I dag er ‘hun’ ansat i den fossile industri
Jeg må ikke trække nazikortet, men som tingene udvikler sig, gør jeg det hele tiden og kan ikke lade være. Hvordan ville fx Løkkeslænget have været under nazismen? Vækstpolitikkens begær om magt er jo den rene nazisme, kampen om verdensherredømmet, og man er nærmest landsforræder, hvis man ikke vil deltage i nedbrydningen af livsgrundlaget, naturen.
Det var det, Oprør fra midten, fortalte om. Derfor blev luften klemt ud af det både fra højre og venstre. Ingen kunne forestille sig et samfund, der hverken var højre og venstre, og derfor er Alternativet nede på valgresultatet i målingerne i stedet for dobbelt så stort eller ti-dobbelt. Som fru Pomsel i filmen vader befolkningen bevidstløst videre mod afgrunden. Hun vågnede dog op. Det mangler vi.

Niels Duus Nielsen

Fru Pomsel vågnede op, men desværreførst da det var for sent. Nazismen var en begrænset katastrofe, der mestendels gik ud over Europa, men lod resten af verden stort set i fred.

Det kan ikke siges om den kommende klimakatastrofe, når den rammer, er der ingen steder at flygte hen.

Dengang var modstanden national - et opgør mellem nationer. Churchill skulle overtale nationen (se filmen).
Nu er den er den en kamp mod dem, der alle har det "godt"- en kamp om bevidsthed - en fredelig, politisk kamp, hvor flertal skal skabes, men hvor beviset drages i tvivl trods de tydelige tegn.

Generelt set, altså total politisk, er ikke engang Alternativet et oprør på/fra/mod midten. Hovedparten af medlemmerne og politikken, bortset fra det universelle grønne, er venstreorienterede. Modbevis denne påstand !
Den ægte, anderledes midte er ikke i folketinget. Vi står herude og banker på.............
Og næste år har vi 100 års jubilæum. Det kunne fejres med en samling på midten.