Læsetid: 11 min.

Konservativ gruppeformand: ’De fleste andre ting kan jo være ligegyldige, hvis ikke vi når målene i Parisaftalen’

Konservative Mette Abildgaard kæmper for at gøre Danmark og regeringen mere grøn, og flere mener, at den 29-årige østjyde er en af løsningerne på sit partis krise. Også venstrefløjen bifalder hendes grønne kamp. Den seneste tid har hun været i fokus for sin meget omtalte indsamling til bageren fra Tingbjerg, Ali Parnian, og fredag besluttede hun at tilbagebetale pengene. Information tegner et portræt
Det var en debat, hvor de konservative profiler Lene Espersen og Henriette Kjær deltog, som medvirkede til, at gruppeformand Mette Abildgaard  i en tidlig alder meldte sig ind i De Konservative.

Det var en debat, hvor de konservative profiler Lene Espersen og Henriette Kjær deltog, som medvirkede til, at gruppeformand Mette Abildgaard  i en tidlig alder meldte sig ind i De Konservative.

Sigrid Nygaard

3. februar 2018

Mette Abildgaard har taget en lillablomstret bluse på, der går helt op til halsen. Det er ikke tilfældigt, for hun skal interviewes af DR Detektor senere.

»Jeg kan godt risikere at blive rød på brystet, når jeg bliver nervøs,« siger hun.

Den 29-årige gruppeformand for De Konservative står i sit kontor for enden af den grønne gang på Christiansborg, kun få meter fra Statsministeriet, midt i magtens centrum.

På væggen hænger en plakat over de danske natsommerfugle og et certifikat, der viser, at hun har støttet bevarelsen af 234 kvadratmeter regnskov i Nicaragua. Mens hendes parti først og fremmest er kendt for at ville sænke topskatten og stramme retspolitikken, så kæmper Mette Abildgaard en anden kamp. Kampen for vores klima og miljø.

»Hvis miljø og klima var det eneste i denne verden, jeg skulle kæmpe for, så ville der være partier, hvor jeg kunne gøre det mere rendyrket og ultimativt,« siger hun.

Så med et hjerte så grønt som Mette Abildgaards kunne man være fristet til at spørge, om hun befinder sig på den rette fløj. Men det spørgsmål kommer vi tilbage til.

’Pyt’

Et andet sted på gruppeformandens kontor hænger der en lillebitte træklods, som hun har fået af sin mor. Der står »pyt«.

»Der er mange, der har spurgt, om jeg har brugt den i den forgangne uge,« siger Mette Abildgaard.

Politikeren blev i sidste uge hyldet vidt og bredt for sit initiativ til at samle penge ind til den hærværksramte bager Ali Parnian fra Tingbjerg, der ifølge ham selv havde nægtet at betale beskyttelsespenge. Støtter kaldte hende i Berlingske for den nye Connie Hedegaard ­– kvinden, der skal redde Folketingets mindste parti fra at uddø, mens hundredvis af brugere på sociale medier overøste hende med ros.

Men stemningen kan vende hurtigt. Da indsamlingen havde nået en halv million kroner, oplyste politiet, at hærværket hos Tingbjerg-bageren ikke nødvendigvis kun handler om afpresning. Sagen er ifølge politiet »broget«.

Beskederne fra vrede danskere begyndte at tikke ind. Hun var både dum og naiv, skrev de, og fredag valgte Mette Abildgaard sammen med det såkaldte indsamlingsudvalg at tilbagebetale pengene til de personer, der havde doneret til indsamlingen.

Hele affæren er også grunden til, at hun skal i Detektor. Men ideen om at samle penge ind til at give ’offeret’ Ali Parnian en buket blomster og en æske chokolade falder dog helt i tråd med, hvem Mette Abildgaard er.

Ud over at være den politiker på højrefløjen, som flere på venstrefløjen håber kan trække regeringen i en grønnere retning, er hun også en impulsiv kvinde, der ikke bruger mange sekunder på at tænke sig om, før hun reagerer.

»Hun kan blive meget indigneret og vred, når noget er uretfærdigt, og så har hun behov for at handle. Uden at overveje udfald og konsekvenser,« siger hendes kollega Maria Gjerding fra Enhedslisten, som blev valgt ind i samme kreds som Mette Abildgaard ved folketingsvalget i 2015.

Til møde i Nørre Snede

Da Mette Abildgaard var 13 år, så hun en debatudsendelse med Lene Espersen og Henriette Kjær fra De Konservative. Hun kan ikke huske, hvad debatten handlede om, men hun husker, at hun synes, de talte lige ud af posen og havde ret i det, de sagde. Hun fik lyst til at være som dem.

Nogle dage senere kom der syv konvolutter ind ad brevsprækken i det lille hus i den midtjyske landsby Føvling. I konvolutterne lå alle partiernes principprogrammer. Da hun havde læst dem alle igennem, konkluderede hun, at hun var mest enig med De Konservative. Det var de stærke familieværdier og socialpolitikken, der tiltrak hende.

Mette Abildgaard er den mellemste i en søskendeflok på syv – tre biologiske søskende og tre plejesøstre. Da hun boede hjemme, arbejdede hendes far som lastbilchauffør, og moderen var på et plejehjem, og ingen af dem var politisk engagerede. Men hun voksede op og lærte, at man skal passe godt på dem, der ikke kan tage vare på sig selv.

»Det gælder jo også naturen og klimaet‚« siger hun.

Der gik ikke lang tid, før den 14-årige Mette Abildgaard sad på Nørre Snede Kro og fik serveret ostemadder på store fade sammen med en gruppe mænd i 50-60-årsalderen til sit første møde i den lokale partiforening. Imens de spiste ostemadder, diskuterede lokalpolitik og forberedte sig til valgkamp, sad hendes forældre i bilen udenfor og ventede på hende.

Ikke så mange år forinden kaldte Mette Abildgaard sig selv Gekke. Hun kunne ikke udtale sit eget navn, fordi hun havde fået for lidt ilt til hjernen under sin fødsel. Langt op gennem sin barndom havde hun derfor vanskeligheder med sin motorik og sit sprog.

Som barn blev hun mobbet, fordi de andre børn syntes, det var mærkeligt, at en niårig ikke kunne sige sit eget navn. Men hun trodsede alle odds. Da hun holdt sin første grundlovstale som 14-årig, sad hendes tidligere støtte- og talepædagoger på tilskuerrækkerne og lyttede med.

Lynkarriere

I dag, 15 år senere, har Mette Abildgaard besøg af fem erhvervspraktikanter. Tre af dem er fra Holte og er i praktik hos De Konservative, fordi det er det parti, de er mest enige med.

Gruppeformanden sidder i midten, og de fem teenagere kigger ærbødigt på hende med foldede hænder, mens hun fortæller, hvordan hun nåede til det sted, hun er i dag.

Efter mødet med de gamle partimedlemmer på Nørre Snede Kro i 2003, meldte hun sig ind i Konservativ Ungdom. I de første år holdt hun sig til det organisatoriske arbejde, men som 19-årig stillede hun op til Europaparlamentet.

»Da hun skulle vælges som Nordsjællands kandidat til EP-valget, slog hun flere af de ældre herre af banen og vandt kandidatvalget. Her talte hun også om, at klimaudfordringerne skulle løses i EU, fordi de er grænseoverskridende,« fortæller Christian Buster Reinhardt, som Mette Abildgaard kender fra Konservativ Ungdom.

Hun fik 15.000 stemmer, men det var ikke nok til at få hende valgt ind. Senere blev hun valgt til regionsrådet, mens hun boede på Nørrebro og læste sin kandidat i offentlig administration på RUC færdig. Ved folketingsvalget i 2015 – historiens dårligste valg for hendes parti – fik hun ét af de seks mandater.

Herfra gik det stærkt. Hun blev tildelt hele 13 af de ordførerskaber, der skulle besættes af den lille folketingsgruppe, og da De Konservative gik i regering i 2016, fik hun posten som gruppeformand og beholdt sit miljø- og klimaordførerskab.

Hun missede dog chancen for at blive minister. Med kun seks folketingsmedlemmer i gruppen, måtte der hives suppleanter ind til at dække for de tre ministre. Mette Abildgaards førstesuppleant var Pernille Vermund, der netop havde oprettet Nye Borgerlig.

»Vi vil aldrig overhovedet risikere fra konservativ side af forære et af vores seks værdifulde mandater til et andet parti, og det ville med meget stor sandsynlighed ske, hvis jeg blev minister,« skrev hun på Facebook.

– Var du ikke ærgerlig over, at der ikke blev en ministerpost til dig?

»Det ville ligge mig meget fjernt at have en forventning om at blive minister efter så kort tid i Folketinget. Men jeg kunne godt tænke mig at blive det engang,« siger hun.

I mellemtiden forsøger hun stadig at vænne sig til, at hun er den yngste og kun den anden kvindelige gruppeformand for De Konservative nogensinde.

»Det er imod min egen tro på mig selv, at det er mig, der er på det her kontor. Jeg kæmper hele tiden med, om jeg er god nok til at sidde her.«

’Absolutte favoritkollega’

Mens det er svært for Mette Abildgaard at finde troen på sig selv, er det svært for mig at finde nogen, der ikke har det.

Blandt politiske modstandere fra oppositionen høster Mette Abildgaard kun ros. Miljøordfører for Socialdemokratiet Christian Rabjerg Madsen kalder hende sågar sin »absolutte favoritkollega«. Maria Gjerding fra Enhedslisten siger, at hun ikke vil blive overrasket, hvis hun bliver den nye formand for De Konservative om et par år, og over hele linjen betvivles det ikke, at hun ville kunne klare en ministerpost.

Da jeg spørger den tidligere minister og formand for Det Konservative Folkeparti, Bendt Bendtsen, der i dag sidder i Europa-Parlamentet, om Mette Abildgaard kan blive den nye formand for partiet, svarer han sådan:

»Jeg tror ikke, at Mette Abildgaard i sit politiske liv har mange begrænsninger.«

Den konservative senior mener, at hun er en del af løsningen på De Konservatives vælgerkrise.

»Hun kan få partiet til at vokse igen. Jeg er ikke i tvivl om, at hun er en af dem, der vil være med til at styrke vores parti på den korte og lange bane.«

Grøn Mette i blå blok

Mette Abilgaard går hjemmevant gennem de lange, kringlede gange på Christiansborg til Esben Lunde Larsens (V) Miljø- og Fødevareministerium, hvor hun skal til møde om en naturpakke. Her skal hun forsøge at få indskrevet nogle specifikke mål for den danske natur, der også kræver, at der bliver afsat penge til naturbevarelse.

På vej derover har hun næsen stukket ned i mobilen. Hun har bedt Danmarks Naturfredningsforening om input til nogle af de temaer, der skal drøftes på mødet, for det er komplicerede sager – og om lidt skal hun sidde ene mand foran ministeren og hans fire embedsmænd og argumentere for sin sag.

»Mange af de kampe, jeg tager, foregår internt med de andre regeringspartier, og det kan være lidt hårdt, for det er jo ikke kampe, der foregår for rullende kameraer, så man kan ikke fejre sejren og høste æren for den bagefter,« siger hun.

For eksempel har hun lige vundet en stor kamp internt i regeringen i forhold til det grønne område, siger hun til mig og fortæller, hvad det er. Men det må jeg ikke skrive i avisen.

Samler op efter Hedegaard

Ikke desto mindre er det hendes grønne hjerte, der er en af årsagerne til, at hun er så vellidt på venstrefløjen. Mette Abildgaard var ikke bleg for at kritisere daværende miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V), da der opstod tvivl om de regnemetoder, der blev brugt til at beregne udledningen af kvælstof i landbrugspakken.

Og for ikke lang tid siden tog hun ordet i folketingssalen, da Liberal Alliance stod på talerstolen og sagde, at det for dem var et mål i sig selv, at Enhedslisten ikke skulle med i en kommende energiaftale. Her gik Mette Abildgaard i rette med, at man kunne have som selvstændigt mål at holde nogen ude.

Det fortæller Maria Gjerding (EL), der hæfter sig ved, at hendes kollega både kan være kritisk over for med- og modspillere.

»Hun er en meget ærlig politiker, der siger, hvad hun mener, og anerkender sine modstandere. Hun giver sine kolleger et klap på skuldrene, uanset hvilket parti de kommer fra,« siger Maria Gjerding, der ikke er i tvivl om, at hun »brænder for det grønne«.

»Konkret mener jeg, at regeringens mål om 50 procent vedvarende energi i 2030, og at natur er nævnt i regeringsgrundlaget, i høj grad skyldes hendes kamp. Hun står meget alene med den grønne dagsorden i blå blok, men de aftryk, det trods alt er lykkedes hende at sætte, skal hun ha ros for.«

Christian Raabjerg Madsen, miljøordfører for Socialdemokratiet, har både forhandlet kemikalier og pesticider med Mette Abildgaard, og begge gange har hun ifølge kollegaen haft blik for at finde kompromiser.

»Jeg oplever, at hun har et grønt hjerte, og det er enormt positivt på miljøområdet. Hun forsøger altid at tale sin sag, men hun søger også de kompromiser, der er nødvendige,« siger han.

Heller ikke blandt partikammerater er der tvivl om, at hun har rykket noget på dén dagsorden.

»Hun har samlet op efter Connie Hedegaard og har været med til at få partiet til at fokusere skarpere på en grøn profil og gjort det på en måde, så det ikke bare er nogle paroler. Hun mener det rent faktisk,« siger Mikkel Wrang, som hun har kendt fra KU siden 2003, og som har ledet hendes politiske kampagner siden 2013.

Mette Abildgaard taler om »generationskontrakten«. Hun har blandt andet fået skrevet ind i regeringsgrundlaget, at der skal laves en kanon over den danske natur og afsættes 80 millioner til en naturpulje. Og så kæmper hun lige i øjeblikket imod sandsugning i Øresund for at bevare et sundt havmiljø. Her er hun mere enig med centrum-venstre end de øvrige partier i blå blok.

Men selv om De Konservative med sin grønne profil er kommet i regering, og selv om Mette Abildgaard siger, at hun kæmper for den grønne dagsorden, så mener 52 procent af danskerne ifølge en måling foretaget af Altinget.dk i efteråret, ikke at den nuværende regering er mere grøn end den tidligere Venstre-regering.

Så hvis hendes grønne hjerte virkelig banker så hurtigt, hvordan kan hun så støtte en blå regering?

»Jeg insisterer på, at der skal være en balance med erhvervslivet. Erhvervslivet skal have de rigtige rammevilkår, samtidig med at vi skal lave grønne tiltag,« siger Mette Abildgaard.

– Men hvis du skulle vælge mellem klimaet eller erhvervslivet, hvad ville du så vælge?

»Det dilemma vil jeg ikke svare på. Men jeg vil sige det sådan, at de fleste andre ting kan jo være ligegyldige, hvis ikke vi når målene i Parisaftalen,« siger hun.

Konservative kerneværdier

På trods af Mette Abildgaards gode samarbejde med de røde partier om miljøpolitikken, hersker der ingen tvivl hos Maria Gjerding om, at Mette Abildgaard er konservativ.

»Hun kan sagtens finde på at omtale dronningen som ’hendes majestæt’ eller ’majestæten’, og hun går i det hele taget rigtig meget op i kongehuset,« siger hun og griner.

Og så er vi tilbage ved indsamlingen til Ali Parnian. For også dén er, ifølge flere af hendes bekendte, et eksempel på hendes kerneværdier.

»Den er et eksempel på, at staten ikke behøver at klare alt, men at civilsamfundet er stærkt og kan træde til for at hjælpe,« siger vennen Christian Buster Reinhardt.

Mette Abildgaards er kommet tilbage til sit kontor og kan lige nå at puste ud, inden hun skal mødes med Detektor. Jeg spørger, om hun fortryder, at hun tog initiativ til indsamlingen til Ali.

»Jeg kommer aldrig til at fortryde, at jeg har tillid til mennesker. Til den dag jeg dør, vil jeg være stolt over, at danskere har haft lyst til at støtte med 10, 20, 30 kr. Hvad historien så ender med, det har jeg ikke svaret på endnu,« siger hun.

– Er det en politikers rolle at tage initiativer til indsamlinger?

»Da jeg reagerede søndag aften, var det mennesket mere end politikeren, der reagerede. Jeg reagerer på det, jeg synes er uretfærdigt. Det var aldrig tænkt som noget, der skulle rydde avisforsider, og jeg brugte det ikke til at sætte politiske dagsordener. Jeg troppede heller ikke op i Tingbjerg med kæmpe medieopbud.«

Dagen efter jeg har interviewet hende, skriver jeg en sms og spørger, om hendes interview med Detektor fik hendes bryst til at blusse op. Mette Abildgaard svarer, at værten ikke havde været helt så bidsk i virkeligheden, som han havde givet indtryk af over sms.

Rettelse: I en tidligere version af denne artikel var Simon Kollerup (S) citeret for følgende citat: Jeg oplever, at hun har et grønt hjerte, og det er enormt positivt på miljøområdet. Hun forsøger altid at tale sin sag, men hun søger også de kompromiser, der er nødvendige.« Det var Christian Raabjerg Madsen (S), der sagde det. 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Viggo Okholm
  • Lise Lotte Rahbek
  • Niels Duus Nielsen
  • Torben Lindegaard
  • Peter Knap
  • Nikolai Beier
Eva Schwanenflügel, Viggo Okholm, Lise Lotte Rahbek, Niels Duus Nielsen, Torben Lindegaard, Peter Knap og Nikolai Beier anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det gamle borgerskab har intet med nutidens pengepugerpartier at gøre. Storformue folkets insisteren på deres ret til at knuse alle småhåndværkere og handlende, er i mine øjne modbydelig.

Jeg sætter skam pris på Mette Abildgårds engagement i klimasagen. Regner med, at hun mener det alvorligt, og at hun derfor fremover stemmer imod, når regeringen anlægger nye veje, lemper bilafgifterne, eller på anden vis generer den kollektive trafik.
Eller er hun også her lige så hurtig i aftrækket, som når hun er ude med raslebøssen til den stakkels bager, og endda så hurtig, at hun glemmer at tænke sig om.

Hanne Pedersen, Benny Larsen, Mogens Holme, Eva Schwanenflügel, Carsten Munk, morten rosendahl larsen, Anne Eriksen, Lise Lotte Rahbek, Bjarne Bisgaard Jensen, Niels Duus Nielsen, Hans Larsen og David Joelsen anbefalede denne kommentar

Vi når ikke Paris-aftalens mål. Alle seriøse forskere, forhandlere og politikere, vidste at vi ikke ville nå aftalens mål, længe inden de underskrev den.
Paris-aftalen er dermed et af de værste og mest bedrageriske stykker green-washing til dato.

At de konservative tilsyneladende endnu ikke har fattet denne simple og åbenlyse kendsgerning, kan ikke undre.

Burde man ikke have ventet med portraitet, indtil alle pengene var betalt tilbage til bager donorerne, før man tegner et positivt portrait af politikeren? Er det mig, eller går det lidt for hurtigt her?

Burde man ikke have ventet med portraitet, indtil alle pengene var betalt tilbage til bager donorerne, før man tegner et positivt portrait af politikeren? Er det mig, eller går det lidt for hurtigt her?

Kim Houmøller

De virksomheder som har løsningen på de globale udfordringer bliver sjoflet over alt i Europa, fordi det kræver tilskud i starten. Bare se på vind, hvor vi i vort så undseelige land har skabt en grøn revolution, fordi man gav tilskud i opstartsfasen. Nu mangler vi transportsektoren hvor de store udfordringer ligger.

Hvor mange steder kan man tanke brint, som bliver løsningen på den tunge trafik?

Mette Abildgaard er en ægte konservativ, med hjertet på rette sted. At hun er blevet smånarret kan ske for os alle. Kunne nogen forestille sig L.A. komme i samme situation?

Christian de Coninck Lucas

Det er jo de traditionelle konservative dyder hun taler om. Jeg anså dem for døde på nationalt plan, men måske ikke. Vi får se. Guderne må vide at Folketinget generelt gør alt for lidt for at bekæmpe klimaforandringer med konkrete tiltag herhjemme og soft power internationalt, men de lever i en falsk virkelighed skabt af abstrakte regnemodeller og finans. Det er decideret angstfremkaldende.

Eva Schwanenflügel, Carsten Munk, Lise Lotte Rahbek og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Ad konservative dyder - Mailede engang til Abildgaard, og spurgte hende hvad hun mente om Naser Khaders hetz mod Sherin Khankan og hendes kvindemoske. Abildgård svarede, at hans hetz tog hun afstand fra, men at hun ellers bakkede hun op om ham. Så meget for den borgerlige anstændighed.

Michael Pedersen

Jeg ved ikke, hvad er er værst: En påstand som er let at tilbagevise (alle ... konservative er ...ligeglade med retsstaten - kræver kun et eksempel!) eller en retorisk begavelse, der anbefaler kommentaren.

Eva Schwanenflügel

Ganske fint portræt af Mette Abildgaard. Jeg var ikke klar over, hvor meget hun havde kæmpet med talevanskeligheder i barndommen. Det virker som om Mette er en politisk ildsjæl med et meget grønt hjerte. Og Arne Lund, at hun tog afstand til hetzen bedrevet af Nasar Khader og de andre fra musketer-banden er da positivt, ret skal være ret.
Mit indtryk af M. A. var ellers ikke så godt, baseret på en udgave af Debatten, hvor hun hidsede sig op overfor en enlig mor. Hendes øjne blev helt sorte, og de ting hun fyrede af var ret så fordomsfulde.
Men hun har da sine meningers mod..
Lige et aber dabei til en beskrivelse fra Laura Friis Wang:
"- og om lidt skal hun sidde ene MAND (mine caps) overfor ministeren og hans fire embedsmænd"
Det er temmelig uddateret at omtale en kvinde som mand, især i en sætning der indeholder fem andre mænd. Det understreger den gammeldags holdning om manden som mennesket, kvinden som 'kønnet'.
Hvis nu sætningen havde lydt:
"- og om lidt skal han sidde ene kvinde overfor ministeren og hendes fire embedskvinder",
ville alle jo have kunnet se absurditeten.

Mette A. er konservativ sammen med de andre partivenner så klimalovgivning bliver på forhånd kvalt og sat i fængsel og død som kvotetorsk. klimaet ordner så lige alle vi andre borgere ved samme lejlighed uden Mette røre en finger.
Det hun glemmer er at alle andre samt hendes egen familie er skæbne svangert bundet til lovgivning som er = Beton.

Dejligt at oplev positive samarbejdsånd, der hersker her i kommentarerne. Det tegner lyst for en løsning af et eksistentielt problem for menneskeheden.

Eva Schwanenflügel

Peter Knap,
Bare fordi man kan lide portrættet behøver man jo ikke være enig i politikken, vel?
Jeg har udtrykt både sympati og forbehold.
Især det sidste.

Eva. Nej, det gør man ikke. Men klimaændringerne er i sig selv ikke et politisk problem. Løsningen af det kan betegnes som politisk, og der hæfter jeg mig ved noget der virker som et grundsyn i Abildgaards verden: "De fleste andre ting er ligegyldige, hvis vi ikke når målene i Parisaftalen".
Kommentarerne har for mig præg af holdningen: Det er muligt du snakker om klima, men da du er konservativ, har vi svært ved at tro på dig.
På det andet hold er så en udbredt holdning om, at nok snakker de klima, men de mener kommunisme eller en hippikultur med fri sex med te drikkeri, det sidste er næsten det værste, og vi tror ikke på dem.
Så kan der komme en lang øvelse om, hvem der så problemet først, og derfor har mest ret til at fremsætte den rigtige løsning.
Nu går spillet så ud på at lægges flest mulige hindringer ud for det andet, så de ikke kommer i mål, for troen er, at dem der finder løsningerne, er dem der repræsenterer det rigtige samfund.
Så var der noget med en bager. Tja!