Læsetid: 5 min.

Efter plakataktion: DTU reagerer med procedurer for sexchikane

Danmarks Tekniske Universitet reagerer nu på en plakataktion med nye procedurer for sager om sexchikane. En gruppe anonyme aktivister havde tilklistret gangene med plakater, der angiveligt bærer udsagn med studerendes oplevelser med sexchikane på DTU
Danmarks Tekniske Universitet reagerer nu på en plakataktion med nye procedurer for sager om sexchikane. En gruppe anonyme aktivister havde tilklistret gangene med plakater, der angiveligt bærer udsagn med studerendes oplevelser med sexchikane på DTU
8. februar 2018

Ledelsen på DTU reagerer nu på en plakataktion, hvor anonyme aktivister har fyldt universitetets gange med plakater og opslag med citater fra studerende, der angiveligt er blevet udsat for sexchikane på universitetet.

Rektor på DTU, Anders Bjarklev, fortæller, at universitetet har kontaktet aktivisterne med henblik på »at komme videre« og vil indføre spørgsmål om oplevelser med sexchikane i de kommende studiemiljøundersøgelser. Desuden har DTU på sit intranet tydeliggjort, hvad man som studerende på DTU kan gøre, hvis man oplever krænkende adfærd.

»Hvad enten det er seksuelt orienteret, diskrimination eller mobning, er det vigtigt, at de studerende anmelder det, så vi som institution kan tage hånd om sagen,« skriver Anders Bjarklev i en mail til Information.

Aktivisternes plakater nåede ikke at hænge længere end et par timer, før universitetets Campus Service havde pillet dem ned.

»Plakaterne fra weekendens plakataktion er i løbet af mandag formiddag blevet samlet ind som dokumentation for de oplevelser med sexchikane, som studerende har oplevet på DTU. De oplevelser vil vi nu undersøge og reagere på i det omfang, vi kan identificere og dokumentere de anonyme anmeldelser,« skriver Anders Bjarklev.

På plakaterne optræder citater fra studerende, der fortæller om seksuelle krænkelser fra medarbejdere, medstuderende og eksterne censorer på DTU.

På én står der: »Det var i kælderen under (bygning, red.) 101, mens jeg var rus. Han forsøgte at få hånden ind under min bluse. Jeg rykkede mig væk, men han blev ved. Han er DTU-ansat, og jeg tænker på det, hver gang jeg ser ham.«

På en anden står der: »Han gik efter mig hele vejen ned ad PF-gangen. Da jeg til sidst begyndte at løbe, jagtede han mig rundt om mødebordet i Delta. Han prøvede at få sine bukser af, men jeg slog ham i maven og løb ned i S-huset.«

Hashtagget #ogsåpåDTU optræder på plakaterne ligesom en mailadresse, som aktivisterne anonymt kan kontaktes på.

Københavns Universitet har ansat en uvildig studenterambassadør for at imødegå sexchikane. Det er bl.a. sket efter, at en rustur i 2014 blev kritiseret for at være sexistisk og grænseoverskridende. De mandlige studerende blev eksemeplvis bedt om at stikke fingrene i et afkappet fårehoved og forestille sig, at dets læber var kvindelige skamlæber.
Læs også

Information har været i kontakt med aktivisterne gennem mailen, men de ønsker foreløbig at forblive anonyme, og det er uklart, hvor mange og hvem de er, ligesom det er uklart, hvor mange forskellige hændelser de nu nedtagne plakater handler om.

Til fagbladet Ingeniøren udtalte en af aktivisterne, hvis identitet er fagbladet bekendt, onsdag følgende: »#MeToo har været katalysator for, at det er blevet legitimt at tale om det her. Jeg føler ikke, at jeg har talt om ret meget andet siden. Det er en erkendelsesproces at blive bevidst om, at sexchikane ikke er i orden.«

Studenterforening kræver handling fra DTU

I DTU’s studenterforening, Polyteknisk Forening (PF), er de kede af, at aktivisterne ikke er kommet direkte til dem, fordi de som de studerendes repræsentanter gerne vil sikre debat og opmærksomhed om sexchikane.

Lars Holm har i sin rolle som PF-formand mandag været i dialog med DTU’s rektor og gjort klart, at han mener, DTU bør påbegynde en aktiv indsats for bedre at hjælpe studerende i sager om sexchikane.

»Det er et krav fra PF og fra mig, at der skal ske noget nu. Procedurerne for, hvordan sager om sexchikane håndteres, skal være klarere, og i PF vil vi gerne arbejde på en opmærksomhedskampagne, der kan gøre det tydeligt, hvor man skal henvende sig, og hvilken hjælp man kan få,« siger Lars Holm.

Han fortæller desuden, at studenterforeningen længe har arbejdet på at inkludere spørgsmål om sexchikane i studiemiljøundersøgelserne.

Selv om DTU-rektor Anders Bjarklev over for Information i sidste uge afviste, at der var behov for anonyme spørgeskemaer, skriver han nu, at de vil blive inkluderet allerede fra næste undersøgelse i april.

Rektor tager sagerne alvorligt

Mandagens aktion fandt sted, en uge efter at Dagbladet Information bragte en artikel om universiteternes håndtering af sager om sexchikane. I artiklen afviser Anders Bjarklev at kende til særligt mange sager om sexchikane på universitetet.

Men ovenpå mandagens aktion siger rektoren på DTU, at det ikke er »retvisende«, hvad han er blevet citeret for. Dette på trods af, at han godkendte citaterne over for Information, inden de blev bragt.

Anders Bjarklev understreger også, at han på intet tidspunkt har afvist, at sexchikane kan forekomme på DTU. I sin tale til en reception på universitetet mandag sagde han supplerende, at universitetet har håndteret få sager om sexchikane gennem årene.

»Lad mig gøre det helt klart: Vi har på DTU nultolerance over for sexchikane. Det betyder desværre ikke, at sexchikane ikke forekommer eller aldrig har forekommet på DTU. Det viser weekendens plakater og statements, og det viser de ganske få sager, som i årenes løb er kommet til ledelsens kendskab. Sager, som der er blevet taget hånd om, og som i nogle tilfælde har ført til bortvisning,« sagde Anders Bjarklev i sin tale mandag aften.

Loven om medindragelse på universiteterne bliver ifølge en ny undersøgelse ikke overholdt.
Læs også

Spurgt til sin reaktion på plakaternes anklager mod ansatte og undervisere på DTU svarer rektoren, at han tager situationen meget alvorligt og øjeblikkeligt har iværksat en undersøgelse for at afdække sagernes omfang.

»DTU vil undersøge både denne sag og alle andre sager, som kommer til vores kendskab. Og vi vil reagere på dem, i det omfang vi kan identificere og dokumentere de anonyme anmeldelser,« skriver Anders Bjarklev til Information.

Aktivister skal høres

Forkvinde for Danske Studerendes Fællesråd (DSF) Sana Mahin Doost sagde i sidste uge til Information, at omfanget af sexchikane på universiteterne er langt større, end universiteterne selv antager. DSF modtager løbende henvendelser om sexchikane fra studerende på danske universiteter, og hun var fortvivlet over at høre om aktionen på DTU.

»Det vidner om, at der er et problem. Nogen må have oplevet, at de ikke er blevet hørt, eller at de ikke har vidst, hvor de skulle gå hen med deres oplevelser. Det første, man gør, er ikke at lave plakater, og derfor skal vi tage gruppens aktion alvorligt,« siger Sana Mahin Doost.

Også hos direktøren for samarbejdsorganisationen Danske Universiteter, Jesper Langergaard, møder aktivisterne opbakning. Han siger, at det er »vigtigt, at studerende organiserer sig«.

»Jeg synes, at det er godt med studenterengagement. Det er vigtigt, at alle står sammen. Der er ikke noget, der skal holdes skjult, og det er uafhængigt af, hvor det sker. Man må også gå ud fra, at når nogen laver sådan en aktion, så er det, fordi de har noget på hjerte og ikke vil stå frem med navn,« siger Jesper Langergaard.

»Det er vigtigt, at alt kommer frem i lyset, og selv om de fleste nok vil foretrække en mere dialogbaseret kommunikation, så er det en måde, hvorpå vi kan få afdækket, hvad der er af sager. Det skal vi tage alvorligt,« uddyber han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Frank Rasmussen

"DTU reagerer med procedurer for sexchikane" - Det lyder det da ikke som om der er behov for. Måske menes "mod"....

ingemaje lange, Eva Schwanenflügel, David Joelsen og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Hvis de studerende var blevet taget alvorligt af ledelsen og deres egen organisation noget før, havde det ikke været nødvendigt med en plakat-aktion.
Nu lader det til man endelig begynder at erkende, at der faktisk er et kæmpe problem, man hidtil har lukket øjne og ører for.
Sexchikane og mobning er langt mere udbredt i Danmark end nogen vil erkende, og det er godt folk endelig råber op og deler deres oplevelser med hinanden og omverdenen.

Jørgen Wassmann og Estermarie Mandelquist anbefalede denne kommentar