Læsetid: 2 min.

Radikale og SF retter kritik af Kammeradvokaten efter afvigende vurderinger om skattestop i Nordsøen

SF og Radikale bakker nu op om kritikken af Kammeradvokatens rolle i spørgsmålet om overdragelsen af den såkaldte kompensationsaftale fra Mærsk til franske Total
27. februar 2018

SF og De Radikale støtter kritikerne af statens advokat, Kammeradvokaten, i sagen om overdragelsen af skattestoppet på nordsøolien til det franske olieselskab Total.

Som Information i går kunne fortælle, afgav Kammeradvokaten med godt et års mellemrum to modsatrettede juridiske vurderinger af spørgsmålet om, hvorvidt staten er forpligtet til at overdrage Mærsks hidtidige skattestop til Total.

Først fik Folketinget i november 2016 via Klima- og Energiministeriet at vide, at Mærsks skattefordele ikke automatisk følger med, hvis rettighederne til at udvinde olie i Nordsøen sælges videre. Men i januar 2018 var vurderingen den modsatte – og igen kom vurderingen fra Kammeradvokaten, viser det sig.

Det affødte i mandagens Information kritik fra eksperter og fra Enhedslisten, der med en række folketingsspørgsmål har fulgt sagen.

Når franske Total i år overtager Mærsks olieudvinding i Nordsøen, får selskabet samtidig ret til at blive kompenseret krone for krone af den danske stat for eventuelle skattestigninger de næste 24 år
Læs også

De Radikale er et af de partier, der er med i Nordsøaftalen. Partiets finansordfører, forhenværende klima- og energiminister Martin Lidegaard, kalder sagen »en pinlig historie« for både Kammeradvokaten og klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt:

»Det er meget besynderligt og ikke særligt betryggende, at Kammeradvokaten kan nå frem til to så forskellige faglige vurderinger,« siger Martin Lidegaard.

Lars Christian Lilleholt forklarede for nylig i et svar til Folketingets Energi-, Forsynings- og Klimaudvalg, at Kammeradvokaten »tog stilling til et teoretisk spørgsmål«, da firmaet i oktober 2016 nåede frem til, at det vil kræve ministerens »samtykke«, hvis kompensationsaftalen skulle overdrages til Total. Omvendt har Kammeradvokaten i forbindelse med den konkrete overdragelse af eneretsbevillingen til Total ifølge ministeren »nøje vurderet det samlede aftalekompleks«.

Den forklaring giver Martin Lidegaard ikke meget for:

»Det undrer mig meget, at man forklarer det med, at det ene svar er udtryk for en teoretisk betragtning, og det andet svar som en konkret stillingstagen.«

SF: Kammeradvokaten er ikke uvildig

Formand for SF Pia Olsen Dyhr har ikke haft mulighed for at stille op til interview, men skriver i en mail til Information, at det er nødvendigt at komme til bunds i sagen:

»Kammeradvokaten er ikke uvildig. Hvis der fandtes solide, uvildige argumenter for, at der ikke var andre muligheder end at overdrage, kunne jeg forstå det, men jeg mener langtfra, at vi er til bunds i sagen,« skriver Pia Olsen Dyhr.

Ligesom Enhedslisten mener SF, at det er nødvendigt at få foretaget en uvildig juridisk undersøgelse af overdragelsessagen uden at involvere Kammeradvokaten.

»Men det ville Socialdemokratiet, De Radikale og de borgerlige ikke være med til,« forklarer hun.

»Derfor har vi nu bedt om Justitsministeriets vurdering.«

S: Vi har tillid til Kammeradvokaten

Socialdemokratiets finansordfører, Benny Engelbrecht, har på trods af de modstridende vurderinger tillid til Kammeradvokaten:

»Jeg er tryg ved den konklusion, Kammeradvokaten er nået frem til. Kammeradvokaten har lagt flere ting til grund for sin vurdering i denne omgang, og vi har i forligskredsen haft mulighed for at spørge ind til processen undervejs,« siger Benny Engelbrecht.

»Men det havde nok været mere hensigtsmæssigt, at Kammeradvokaten havde overvejet sine vurderinger lidt mere grundigt i første omgang.«

Det har ikke være muligt at få en kommentar fra Kammeradvokaten.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kim Folke Knudsen

Jeg glæder mig til at SF og RV står ved det de siger nu, hvis de kommer i regering igen. I er oppe mod mægtige modstandere. Donald Trump har startet hans politiske korstog, for at få indført nul skat for multinationale selskaber. Vi skal ikke have Frihandelsaftaler. Vi skal have en benhård konkurrence på skat og løn om de store selskabers tilstedeværelse i EU eller USA. Det franske olieselskab TOTAL har set skriften på væggen og reagerer i overensstemmelse hermed.