Læsetid: 4 min.

De seneste år er Forligsinstitutionen kommet til kort

Deadline for overenskomstforhandlingerne udløb onsdag uden en aftale. Det betyder, at parterne nu skal mødes i Forligsinstitutionen. Men hvordan kan den hjælpe dem med at mødes?
»I 2008 havde vi tre parallelle konflikter kørende: Sundhedskartellet, pædagogerne og FOA. Her formåede forligskvinden ikke at forlige parterne, inden det kom til den konflikt, hvor de strejkede. Igen i 2013 med lockouten formåede forligskvinden heller ikke at forlige, inden det kom til konflikt. Inden for de seneste år er institutionen kommet lidt til kort,« siger arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet, Laust Høgedahl.

»I 2008 havde vi tre parallelle konflikter kørende: Sundhedskartellet, pædagogerne og FOA. Her formåede forligskvinden ikke at forlige parterne, inden det kom til den konflikt, hvor de strejkede. Igen i 2013 med lockouten formåede forligskvinden heller ikke at forlige, inden det kom til konflikt. Inden for de seneste år er institutionen kommet lidt til kort,« siger arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet, Laust Høgedahl.

Bax Lindhardt

1. marts 2018

Det gik ikke helt efter den køreplan, parterne i overenskomstforhandlingerne selv havde lagt. Onsdag udløb fristen for, hvornår forhandlingerne skulle være afsluttet. Men gennem de seneste dage er den ene forhandling efter den anden brudt sammen i alle tre offentlige sektorer. Derfor har Forligsinstitutionen torsdag officielt taget over i forsøget på at undgå en konflikt.

Torsdag mødes både statens, regionernes og kommunernes overenskomstforhandlere til et orienterende møde med forligskvinde Mette Christensen, hvorefter hun vil begynde mæglingen.

»På mødet i dag vil hun orienteres om, hvor de store knaster er, og hvor det er, parterne står langt fra hinanden. Derefter vil hun lægge en plan for en række møder med de involverede parter,« siger arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet, Laust Høgedahl.

For at kunne styre forhandlingerne uden om en potentiel storkonflikt har forligskvinden en værktøjskasse med en række redskaber, hun kan tage i brug. For det første er der mødepligt, hvilket vil sige, at man har pligt til at indgå i forhandlinger. Helt lavpraktisk kan hun tage en timeout og sige, at ingen af parterne må gå hjem, før de har diskuteret et givent emne færdigt, hvilket kan skabe et par sene arbejdsdage for de involverede.

»Hun vil prøve at få indrømmelser ud af parterne, så hun kan få stykket et mæglingsforslag sammen. Der står i forligsmandsloven, at forligskvinden på eget initiativ kan fremsætte mæglingsforslag, men det er kutyme i Danmark, at det kun gøres, hvis der er en tydelig godkendelse fra begge parter,« lyder det fra Laust Høgedahl.

Efter Forligsinstitutionens overtagelse af forhandlingerne har parterne hele denne måned til at forhandle i. Derudover har forligskvinden mulighed for at udskyde konflikten af to omgange af 14 dages varighed.

– Hvorfor skulle de komme tættere på hinanden af at mødes i et andet lokale?

»Forskningen har peget på, at det kan være godt for forhandlere at kunne skyde skylden fra sig. Det giver mulighed for, at man kan indgå en aftale, som man godt ved er upopulær i baglandet, fordi man kan sige, at man blev presset i Forligsinstitutionen,« siger Laust Høgedahl og tilføjer:

»Men hvis der er en part, der ikke vil i realitetsforhandlinger, som det hedder i Forligsinstitutionen, så er forligskvindens midler også begrænsede. Man så det tydeligt i 2013, hvor arbejdsgiverne ikke lagde noget frem, men styrede mod en lockout. Der kan hun bruge nok så mange værktøjer, men hvis de ikke vil forhandle, er det svært.«

Enegang kan øge risiko for konflikt

Forligsinstitutionen blev skabt i 1910, fordi man ønskede, at staten skulle supplere parterne med en uafhængig forligsinstitution, som kunne hjælpe med at forlige partnerne, når de havde svært ved at nå til enighed i deres forhandlinger. Laust Høgedahl, kalder institutionen »et institutionelt støtteben til den danske model«.

I dag er funktionen stort set uændret, bortset fra, at institutionen også en gang imellem er med til at få samlet forlig på en række områder. Hovedopgaven er dog stadig mæglingen.

– Er der nogle ting, som er særligt problematiske i forhold til Forligsinstitutionen, hvis vi ser på det offentlige område?

»Der er det store problem, at vi ikke har samme tradition for at sammenkæde områder på det offentlige område, som vi kender det fra den private sektor. På det statslige område er der en musketered, som gør, at der egentlig er en sammenkædning, men på det regionale og kommunale område kan lønmodtagerorganisationerne stå af forhandlingerne, hvis de vil. Det betyder, at de meget lettere kan gå enegang. Hver enkelt gruppe skal tage stilling til, om man vil stemme ja eller nej til overenskomsten, og det øger selvfølgelig risikoen for konflikt,« siger Laust Høgedahl.

– Hvor succesfuld har forligsinstitutionen tidligere været i forhold til at gå ind i de her forhandlinger?

»Hvis man kigger udelukkende på det offentlige område har Forligsinstitutionen ikke været lige så effektiv, som den har været på det private område. Det skyldes, at vi har haft nogle store konflikter inden for det offentlige område. I 2008 havde vi tre parallelle konflikter kørende: Sundhedskartellet, pædagogerne og FOA. Her formåede forligskvinden ikke at forlige parterne, inden det kom til den konflikt, hvor de strejkede. Igen i 2013 med lockouten formåede forligskvinden heller ikke at forlige, inden det kom til konflikt. Inden for de seneste år er institutionen kommet lidt til kort.«

– Hvad tror du, det ender med denne gang?

»Jeg tror, alle har en interesse i at indgå forlig, ingen har lyst til en konflikt denne her gang. Men når det er sagt, er der rigtig mange ting, hvor parterne er uenige og står virkelig langt fra hinanden.«

Ud over at fristen for forhandlinger udløb onsdag, var det også dagen, hvor et konfliktvarsel forberedt af de faglige organisationer tidligst kunne afsendes. Der kom dog ikke noget strejkevarsel onsdag.

Serie

Overenskomstforhandlinger 2018

Lærernes arbejdstid, løn, betalt frokostpause og musketered er nogle af de ting, der er på spil, når der forhandles nye overenskomster for de cirka 750.000 offentligt ansatte i stat, kommuner og regioner.

Ifølge køreplanen skulle aftalerne være på plads ved udgangen af februar og i løbet af marts sendt ud til urafstemning blandt medlemmerne i de enkelte fagforbund. Det skete ikke, og parterne er nu i Forligsinstitutionen. Senest har staten, regionerne og KL varslet lockout som modsvar til fagbevægelsens konfliktvarsel.

Seneste artikler

  • Aftalen er en skuffelse for lærerne. Men den er bedre end en ny konflikt

    5. juni 2018
    Selv om det helt centrale krav om en ny arbejdstidsaftale ikke er blevet indfriet, har et stort flertal af lærerne stemt ja til en ny overenskomst. Alternativet var en ny konklikt, og det havde alligevel ikke nyttet noget, forklarer lærer Jonna Andersen fra Tune Skole, der fodslæbende har stemt ja
  • Lærerne har valgt en ny vej

    5. juni 2018
    Lærernes ja til overenskomstforliget er et presset og lunkent ja. Men det er godt for den offentlige sektor, hvis kompromiser kan afløse drama ved forhandlingsbordene
  • Lærer: Derfor stemmer jeg nej til OK18-aftalen

    31. maj 2018
    Anders Bondo Christensen har kæmpet en sej kamp for os medlemmer, men jeg er ikke enig i hans beslutning om at indgå en aftale om en kommission uden beslutningskompetence
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu