Analyse
Læsetid: 5 min.

Støjberg skal finde svar på et problem uden nemme løsninger

Genopdragelsesrejser findes i mange former, og kommunerne har svært ved at sætte ind over for dem. Inger Støjberg vil sætte hårdt ind over for problemet, men spørgsmålet er, hvor meget hun egentlig kan gøre
Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) vil sætte »hårdt ind« over for forældre, der sender deres børn på genopdragelsesrejse, skrev ministeren i en pressemeddelelse onsdag.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) vil sætte »hårdt ind« over for forældre, der sender deres børn på genopdragelsesrejse, skrev ministeren i en pressemeddelelse onsdag.

Uffe Weng

Indland
24. februar 2018

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) vil sætte »hårdt ind« over for forældre, der sender deres børn på genopdragelsesrejse.

Det skrev ministeren i en pressemeddelelse onsdag. Samme dag som Ankestyrelsen udgav en rapport, der forsøger at kaste lys over, hvor udbredt problemet med genopdragelsesrejser er blandt »børn og unge med ikkevestlig baggrund«.

Rapporten, som er bestilt af Udlændinge- og Integrationsministeriet, viser, at kommunerne i dag mangler både viden om genopdragelsesrejser og muligheder for at sætte ind over for dem.

Rapporten konkluderer dog ikke, at det vil hjælpe at sætte »hårdt ind« over for forældrene. Måske snarere tværtimod.

Ved ikke

34 af landets kommuner svarer i rapporten, at de kender til 204 »længerevarende udlandsophold« siden 1. august 2015. Svaret fra Københavns Kommune er opgjort særskilt og dækker over 580 udlandsophold.

Tallene er dog baseret på skøn og er derfor forbundet med en markant usikkerhed.

Desuden er de spørgsmål, kommunerne har svaret på, så bredt formuleret, at de henholdsvis 204 og 580 sager også dækker over forlængede ferieophold og andet, som man ikke umiddelbart forbinder med »genopdragelsesrejser«.

Kun ni kommuner har svaret, at de kender til sager, hvor børn og unge er blevet sendt på længere udlandsophold mod deres vilje. Det drejer sig ifølge kommunernes skøn om 21 sager.

Det betyder dog ikke nødvendigvis, at de fleste af rejserne sker med børnenes samtykke. Kommunerne ved det ganske enkelt ikke.

17 af de 34 kommuner i rapporten har svaret »ved ikke« til spørgsmålet, om udlandsopholdene sker mod børnenes vilje. Heriblandt også Københavns Kommune, som ellers må forventes at have det største problem med genopdragelsesrejser.

Rapporten efterlader i det hele taget indtryk af, at kommunerne mangler viden om genopdragelsesrejser. Både i forhold til problemets omfang og viden om hver enkelt sag.

Dialog og samarbejde

Det leder os videre til spørgsmål om, hvilke muligheder kommunerne har for at forhindre børn og unge i at blive sendt på genopdragelsesrejser.

Det første problem her er, at skolen og socialforvaltningen ofte ikke ved, at forældrene planlægger rejsen. Det gør det svært at sætte ind over for.

Ankestyrelsen har interviewet en række fagpersoner fra fire kommuner. De giver indtryk af, at når først familien har truffet en beslutning om rejsen, er der stort set intet, kommunen kan gøre for at standse det.

Flere af de interviewede fremhæver, at det bedste middel til at forhindre genopdragelsesrejser er dialog og samarbejde med barnets forældre. Det kan både gøre det klart for forældrene, hvilke negative konsekvenser rejsen kan have for deres barn, og hvorfor de danske myndigheder handler, som de gør.

Et af de mest håndfaste midler, kommunerne har i dag, er såkaldte forældrepålæg. Det vil sige, at kommunen indgår en aftale med forældre, som ikke lever op til deres forældreansvar, for at understøtte barnet. Hvis ikke forældrene lever op til aftalen, kan kommunen straffe dem økonomisk.

Men flere af de interviewede i rapporten svarer, at forældrepålæg kan have en negativ effekt på samarbejdet med forældrene og forhindre dialog. Andre har dog gode erfaringer med forældrepålæg.

Kommunerne står desuden ofte i det dilemma, at de risikerer at skubbe forældrene endnu længere væk, hvis de oplever, at kommunen blander sig for meget i deres liv, eller der er risiko for tvangsfjernelse. Og så kan barnet en dag pludselig være forsvundet til udlandet.

Flere typer

De henholdsvis 204 og 580 længere udlandsophold i rapporten dækker over flere slags rejser. De fleste har karakter af forlængede familieferier, som rækker ud over skolens ferieperiode. Her er det største problem typisk, at det går ud over barnets skolegang.

Et mindretal af rejserne er mere bekymrende. Det kan være tilfælde, hvor en ung bliver sendt på en streng religiøs skole eller bliver udsat for vold. Rejsens formål kan være at ændre den unges adfærd – for eksempel hvis den unge har bevæget sig for langt væk fra forældrenes kultur eller ind på en kriminel løbebane.

I nogle tilfælde udrejser hele familien sammen med barnet.

I enkelte tilfælde sender forældrene deres barn til udlandet i håb om at helbrede en sygdom med alternative midler. En sagsbehandler i Københavns Kommune nævner et tilfælde, hvor forældrene ville sende deres børn til en åndeuddriver i udlandet, fordi de frygtede, at barnet led af psykiske problemer.

Nogle forældre har ifølge en skoleleder i Aarhus svært ved at acceptere, at skolen eller kommunen ikke uden videre kan løse barnets udfordringer, hvilket gør samarbejdet vanskeligt.

Løsningerne

Rapporten slutter af med at videregive de interviewede fagpersoners ideer til, hvordan man kan afværge eller forkorte nogle af de udlandsophold, som kan være til skade for et barn eller en ung.

Enkelte nævner muligheden for at inddrage barnets pas i en periode, hvor man vurderer, at der er risiko for, at forældrene vil sende det på en uhensigtsmæssig rejse til udlandet. Det kan dog vise sig at være svært at finde det juridiske grundlag for sådan en løsning.

En enkelt kommune har gode erfaringer med at samarbejde med ambassaderne om at få børn hjem igen, mens en anden kommune har oplevet, at ambassaden ikke vidste, hvad den skulle gøre. En idé kunne være at ruste ambassaderne bedre til at hjælpe til i sager, hvor den unge gerne vil hjem til Danmark.

En faglig konsulent fra Københavns Kommune mener, at lovgiverne skal gøre det mere legitimt for sagsbehandlere at anerkende forældrenes ønske om at sende deres barn af sted. Det giver mulighed for en bedre dialog og for at lave en aftale om, hvornår barnet skal komme hjem igen.

Både han og en anden faglig konsulent fra Aarhus mener, at man skal passe på med ikke at fejlvurdere forældrenes intentioner med rejsen. Det er ikke alle genopdragelsesrejser, der handler om, at børnene er blevet »for danske«. Det kan også være forældrenes reaktion på, at børnene er på vej til at blive kriminelle eller har for højt fravær i skolen.

»Man skal passe på ikke at mistænkeliggøre noget, der også kan være forældreomsorg,« siger konsulenten fra Aarhus.

»Det er ikke sikkert, at det er den bedste løsning – men det er måske det, de har kunnet. Det er ikke så enkelt.«

Fagpersonerne præsenterer ingen enkelt løsning, der effektivt kan sætte en stopper for alle genopdragelsesrejser.

Der er heller ingen af dem, der nævner hårdere sanktionsmuligheder over for forældrene som en løsning. Det lader altså ikke til, at de deler Inger Støjbergs idé om at sætte »hårdt ind« over for forældrene. Som flere af dem nævner, kan allerede eksisterende muligheder som forældrepålæg ligefrem have en direkte negativ effekt.

Regeringen vil »snart« præsentere en pakke, der skal bekæmpe parallelsamfund. Den vil også indeholde initiativer imod genopdragelsesrejser. Spørgsmålet er, hvordan regeringen vil balancere de hårdere tiltag over for dialog og samarbejde med forældrene.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dorte Sørensen

PS: Hvad vil regeringen gøre over for forældre der tager deres børn med på ferie uden for skolens ferie. Skal de ikke også straffes?

Eva Schwanenflügel, Karsten Lundsby og Michael Hullevad anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Leo Nygaard,
Der er flere der åbenbart mener at forældrenes religiøsitet er i børnenes interesse.
Det kan man opleve med eksempelvis Jehovas Vidner.
Her er det ikke efter forældrenes ønske at barnet skal modtage blod efter en ulykke.
De må heller ikke få antibiotika.
De må ikke deltage i Juleaften eller modtage fødselsdagsgaver.
Hvornår er et forbud på plads imod dem?

Eva Schwanenflügel

Leo,
Du svarer ikke på mit spørgsmål?
Kan det så være ligemeget om religiøs fundamentalisme kommer fra "udlandet"?
Når det nu findes herhjemme?

Hans Larsen, Dorte Sørensen og Tue Romanow anbefalede denne kommentar
Jens J. Pedersen

Jeg savner begreberne oplysning og gensidig fårståelse. Børn bliver ikke opdraget ved lovgivning. Et samfund kan ikke lovgives til demokrati og ansvarstagen!

Leo Nygaard
"JV`er kommer ikke fra udlandet fra et land, som muslimerne, der er flygtet fra hjemlandet af en eller anden grund, men hvor de åbenbart godt kan rejse til - med børn eller på ferie."

Her tager du fejl. Flygtninge MÅ slet ikke rejse til deres hjemlande. Hverken under asylprocessen, eller når asyl er opnået.

Dermed ikke sagt, at de ikke godt må rejse til nabolande.

Muslimerne i Danmark (eller i Europa for den sags skyld) er ikke allesammen flygtninge! Så andre befolkningsgrupper end lige præcis flygtninge kan selvfølgelig godt bruge muligheden om evt. genopdragelsesrejser til hjemlandet.

Carsten Hansen

Spørgsmålet er om man i det hele taget kan forbyde sådanne opdragelsesrejser.

Det er dog ikke et spørgsmål om hvorvidt man synes godt om sådanne rejser; Ingen, udover religiøse fanatikere, kan vel mene det er en god ide ?

Leo Nygaard, de risikerer livet, hvis de skulle gøre det.

Du bedes venligst om at komme med nogle belæg for din påstand! Og husk, at ikke alle meddelelser alle vegne er korrekte!