Læsetid: 8 min.

Der, hvor djævlen bor

Sagen mod Peter Madsen er fuld af ubehagelige, men vigtige retsmedicinske detaljer, der kan få ham kendt skyldig eller fri
Peter Madsens ubåd UC3 Nautilus er i politiets varetægt og står bag hegn i Nordhavnen i København. Opfinderen Peter Madsen er sigtet i forbindelse med journalisten Kim Walls død. Kim Wall var ombord på ubåden Nautilus sammen med Peter Madsen. Hendes torso blev senere fundet i Køge Bugt.

Peter Madsens ubåd UC3 Nautilus er i politiets varetægt og står bag hegn i Nordhavnen i København. Opfinderen Peter Madsen er sigtet i forbindelse med journalisten Kim Walls død. Kim Wall var ombord på ubåden Nautilus sammen med Peter Madsen. Hendes torso blev senere fundet i Køge Bugt.

Mads Claus Rasmussen

8. marts 2018

Anklageskriftet mod tiltalte, arrestant Peter Langkjær Madsen, fylder tre sider. Der er ikke nogen skånsom måde at referere fra det på.

»Manddrab«.

»Usømmelig omgang med lig«.

»Andet seksuelt forhold end samleje af særlig farlig karakter«.

Hans navn står øverst på anklageskriftet, derefter hans CPR-nummer og adresse: »p.t. Vestre Fængsel«.

Peter Madsen skal »have dræbt F.«

Hendes navn er, som det er praksis, fjernet fra det anklageskrift, der udleveres til pressen. I de blanke felter blafrer et stort håndskrevet F.

F. for forurettede.

F. ændrer ikke noget. Alle ved, hvem F. er. F. er den svenske journalist Kim Wall.

Kim var ikke F. Kim var en datter, en søster, en kæreste, og Kim var en ven. Kim Wall var en journalist på arbejde. Læsernes øjne og ører. Hun fortalte forjættende, vigtige historier fra det, hun kaldte the undercurrents of rebellion. Hun blev 30 år.

F. skal gøre det muligt at læse sig igennem den grænseoverskridende og endeløse strøm af retsmedicinske detaljer uden at krænke offeret. Detaljer, som er ubehagelige, men vigtige. Vigtige, fordi de kan få Peter Madsen dømt skyldig. Eller det modsatte: kendt fri.

I dag begynder sagen i Københavns Byret, den løber over 12 retsdage i retten frem til 25. april 2018. 

Peter Madsen nægter sig skyldig. Han erkender at have parteret liget, men han har ikke mishandlet F. seksuelt og ikke dræbt F.

Tvangsindlagt

At læse anklageskriftet er som at være tvangsindlagt til at se en frygtelig film, man allerede har set én gang før.

»… i tidsrummet mellem den 10. august 2017 ca. kl. 22.00 og den 11. august 2017 ca. kl. 10.00 …«

»… i dansk farvand ombord på ubåden UC3 Nautilus …«

»… efter forudgående planlægning og forberedelse, på ukendt måde, muligt ved halsoverskæring eller kvælning …«

Konkreterne og detaljerne lægger sig til den indre film, man kender fra omtalen i pressen.

Kim Wall og Peter Madsen står i ubådens tårn. En sejler tager et billede af dem. I baggrunden knejser byens tårne, og Marmorkirkens kuppel skinner i solen. Kim Walls orange trøje lyser. Hendes hår er samlet i en knold. Hun smiler.

Peter Madsen i sin kedeldragt. Opfinderen. Raket-Madsen.

Manden bag verdens største hjemmebyggede ubåd. Manden med ambitionen om at sende et menneske i rummet. 

Næste billede er fra næste dag: Peter Madsen, stadig i sin kedeldragt, sættes i land efter en storstilet eftersøgning. Hans ubåd er gået ned. Kim Wall er savnet. Politiet venter. Pressen venter.

Han viser tommelen op til kameraerne. Hvorfor?

Som en NASA-astronaut, der har været på månen og tilbage igen. Som en ubådskaptajn, der har været på havets bund og tilbage igen.

Han har parteret et lig. Det ved vi nu, det har han erkendt. 

Hvordan kan han vise tommelen op?

Detaljerne i anklageskriftet

Anklageskriftet er det grundlag, sagen føres på. Man bliver nødt til at bremse filmen, fryse billederne, studere detaljerne. Der, hvor – siges det – djævlen bor.

»På ukendt måde.« Det er den første vigtige detalje. Politiet og anklagemyndigheden ved ikke, hvordan Kim Wall blev ombragt.

Der er ikke påvist nogen dødsårsag. Og der er ikke i anklageskriftet nogen særlig præcis tidsangivelse. Det vil forsvaret gøre en del ud af. De var kun de to personer i Nautilus. De har kun Peter Madsens forklaring. Der var ingen vidner og ingen overvågning.

Gerningsstedet har været overskyllet med saltvand. Det er ifølge anklageskriftet ikke sket tilfældigt. Tværtimod forårsagede Peter Madsen »ubådens forlis, idet han åbnede afblæsningsventilerne, fjernede splitterne til afblæsningsventilernes betjeningshåndtag, blokerede dørene i ubåden og tårnlugen, samt positionerede ubådens elfremdrivningsmotors hastighedsregulator i en stilling med fuld kraft, hvilket medførte, at ubåden sank«.

Den næste vigtige detalje i skriftet er ordene »efter forudgående planlægning og forberedelse«. Drabet på Kim Wall var ifølge anklagemyndigheden planlagt og forberedt.

Peter Madsen medbragte en sav, en kniv, tilspidsede skruetrækkere, stropper, strips og rør i ubåden. Politiet og anklagemyndigheden mener, han bandt hende, mishandlede hende og dræbte hende, før han til sidst parterede liget i hoved, ben, arme og torso.

Anklagemyndigheden skal bevise, at Peter Madsen er skyldig hævet over enhver rimelig tvivl. Der er plads til tvivl, usikkerhed og svar, vi aldrig får. Men der er ikke plads til rimelig tvivl. Anklageren skal f.eks. bevise, at Peter Madsen stak F., mens F. var i live. Det vil ske ved lægelige erklæringer og ved at føre retsmedicinere som vidner. 

Der er beslaglagt en bærbar computer samt en ekstern harddisk. Anklagemyndigheden mener, at Peter Madsen har set videoer af tortur og virkelige henrettelser af kvinder.

Skiftende forklaringer

Forsvaret vil forsøge at godtgøre, at parteringen skete i panik og affekt og var alt andet end velforberedt og planlagt. Forsvaret vil fremføre, at interviewaftalen mellem Kim Wall og Peter Madsen blev indgået i sidste øjeblik.

Samtidig passer Peter Madsens skiftende forklaringer muligvis ikke helt ind i billedet af en meget velforberedt og planlagt forbrydelse.

Peter Madsen sagde først, at Kim Wall var blevet sat af på Refshaleøen.

(Indtil den forklaring blev åbenlyst utroværdig).

Peter Madsen sagde, hun havde fået en ubådsluge i hovedet.

(Indtil hovedet blev fundet, uden at der blev konstateret skader forenelige med den forklaring).

Peter Madsen sagde, hun måske var omkommet ved kulilteforgiftning.

(En forklaring, forsvaret dog ikke mener, han har givet).

Peter Madsens skiftende forklaringer styrker ikke hans troværdighed. Omvendt kan det være svært at få dem til at passe ind i billedet af et kriminelt supergeni, der udlever en syg fantasi om en perfekt forbrydelse.

Der har tidligere været fortalt fragmenter af den fantasi i pressen. Et gammelt interview med Peter Madsen, hvor han fortæller om en drøm om »en kriminel happening«. Ikke noget, hvor nogen skal komme noget til. Det er mere et drømmebillede, han har i tankerne:

Ham selv på flugt fra politiet i en stor brintballon, som han vil lande mellem spirene på Roskilde Domkirke.

Han skal pr. sms have flirtet med en kvinde om fantasien om at mishandle en kvinde.

En af mine venner har skrevet en bog om Peter Madsen. En veninde har sejlet i ubåden med ham. Selv har jeg aldrig mødt manden.

Alligevel husker man Peter Madsen fra medierne. Danner sig et indtryk. Det kan være sandt. Det kan være helt forkert.

Han sagde, han havde begravet hende til søs. En mærkelig formulering. Overfladisk. Pompøs. Som om han prøvede at forvandle en beskidt handling til en heltedåd.

Mediebilledet af Peter Madsen er billedet af en narcissist. En mand uden empati og samvittighed. Venlig, veltalende, glat. Kontrolleret og kontrollerende. Man forestiller sig, at han bag masken som gal og genial opfinder har levet et overfladisk og destruktivt liv.

Han boede i den ubåd. Levede af pengene fra foredrag og sine støtter. Spiste toastbrød med ketchup på. Som en bums. Han havde ingen børn, kun katte. 

Man kan ikke bygge en ubåd ene mand. Man kan ikke bringe et menneske i rummet ene mand. Man behøver de andre.

Måske er billedet helt forkert og urimeligt, men mediebilledet er entydigt: Den luftballon, han taler og fantaserer om, er et oppustet ego, hans eget, dømt til at gå op i flammer, den dag det møder virkeligheden.

Peter Madsen har klogeligt valgt nævninge i sagen fra. Måske fordi hans forsvar ikke har haft tillid til, at det er muligt for helt almindelige mennesker at holde fast i formodningen om Peter Madsens uskyld, indtil det modsatte er bevist.

Medierne

Medieinteressen er enorm. Der ventes ca. 100 mediefolk fra hele verden i et særligt indrettet lytterum under Københavns Byret. Fordi historien er god. Næsten for god. Der er noget pinligt ved at dække den og pinligt ved at interessere sig for den. 

Man tager en heltinde. En ung kvindelig journalist. Hun skal være almindelig og have fejl – og alligevel være ekstraordinær. Hun skal være en af os. Men mere ædel end de fleste af os. Yngre. Smukkere. Modigere.

Man tager en antihelt, enhver kan identificere sig med. En mand. Ældre. Opfinder. Enspænder. Gal, måske.

Man anbringer dem sammen i en ubåd. Hun vil have en historie, og hun vil skabe sig en plads i en mandsdomineret verden. Hun vil være fri.

Ingen ved, hvad han vil have, men det er ifølge anklageskriftet ikke noget godt. I hvert fald vil han udrette noget stort og epokegørende, der skal få verden til at se hans grænseløse potentiale. 

To mennesker stævner ud, to dykker ned. Kun én kommer op.

Et lig uden hoved. Et gerningssted sunket og hævet fra havets bund. En retssag i fuld offentlighed.

En historie med masser af åbne ender og uventede drejninger, som handler om det første og vigtigste, vi lærer vores børn.

Du må ikke slå. Du må ikke lyve.

Kim Walls forældre har ikke givet interviews, men de har heller ikke valgt tavsheden. De har skrevet smukke, rørene opdateringer på sociale medier. De har oprettet en mindefond for Kim Wall opsat på at give andre unge kvinder chancen for at fortsætte Kims arbejde med at skildre the undercurrents of rebellion.

Forleden udtalte familiens præst sig om deres tanker om processen mod Peter Madsen. Uanset hvor hård en straf Peter Madsen måtte få, bringer det ikke Kim Wall tilbage, forklarede præsten Gustaf Centervall til Svenska Dagbladet. Det handler for dem i stedet om at beskytte andre:

»For Kims pårørende er det en trøst, hvis hendes død kan indebære redningen for nogle andre. Det må ikke blive sådan, at Kim døde forgæves.«

Det er nærmest overmenneskeligt, al den værdighed.  

Sagens tiltrækning er kolossal. Sagens frastødelse er kolossal.

Man kan ikke rapportere alle de retsmedicinske detaljer. Man kan ikke lade være.

Man kan ikke nærme sig Kim Walls historie, de efterladte og deres kolossale sorg. Man kan ikke lade være.

Man kan ikke godtgøre, at sagen afslører et strukturelt had til kvinder og patriarkatets ultimative tingsliggørelse af kvindekroppen. Man kan ikke godtgøre, at sagen intet har at gøre med kvinders muligheder for at leve frit og ligeværdigt og sikkert, hadet til kvinder og tingsliggørelsen af kvindekroppen.

Nordhavnen

I Nordhavnen står ubåden hegnet ind. Den har udviklet sig til et udflugtsmål. Derfor har politiet og By & Havn pakket den ind i presenninger. Men det er ikke nemt at pakke en ubåd ind, så den ikke genkendes som en ubåd. Ikke nemt at dække til, hvad mennesket gerne vil se.

Dele af tårnet stikker op i solskinnet. Bovens sorte stål ses stadig. Et udenlandsk tv-hold er i gang med at filme i sneen, der knirker under deres fødder. Flere nysgerrige er holdt ind for at studere ubåden, der blev et gerningssted, fra deres biler. I en af dem er der et barn i et børnesæde. 

Man kan ikke kigge. Man kan ikke kigge væk.

Nu begynder processen mod Peter Madsen.

Serie

Ubådssagen

Peter Madsen står ved Københavns Byret tiltalt for drabet på den svenske journalist Kim Wall. Information følger sagen i en række artikler frem til dommen, der ventes afsagt 25. april.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • ulrik mortensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Espen Bøgh
  • Ejvind Larsen
Kurt Nielsen, ulrik mortensen, Eva Schwanenflügel, Espen Bøgh og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Og så i #metoo året. En mand med den ultimative magt i hans hjemmebyggede, neddykkede ubåd og en forsvarsløs kvinde. Magt og sindsygt misbrug.

Anne Mette Jørgensen

Manden er ekstrem syg, og vi ved allerede nok, så selvfølgelig bliver han dømt.
Den slags skal aldrig frigives. Han er et monster. Gad vide om man må skrive dette uden at blive dømt for injurier?
Psykopati er ikke en sindssygdom, hvilket altid har undret mig. Man mener, at det er fordi de ikke har vrangforestillinger, men den opfattelse af diagnose burde ændres.
Når man har så snæver en definition af sindssygdom er der op til 10 % af befolkningen der ikke er syge, trods de udøver så meget skade.
Heldigvis er de fleste psykopater ikke så farlige, men med hjælp fra vores samfundsorden, prioriteres hensynsløshed, magtmisbrug, og mangel på empati.
Nå, men ingen forstår vel hvordan nogen kan udføre så grum en handling, og hjernen er stadig meget uudforsket.

Børge Neiiendam og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
ingemaje lange

Det mest reflekterede og respektfulde jeg har læst om sagen og dens større implikationer. På denne dag hvor jeg just har slukket radioens p1 for netop ikke at blive tæppebombet med udsendelser og vinklinger på denne triste sag.
Faktisk ganske passende at det netop er 8 marts .

Britta Felsager, Thomas Olsen, Eva Schwanenflügel, Espen Bøgh, Kim Houmøller, Britta B. Hansen og Kjeld Hansen anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Hvad kan 'graver-journalister' og 'MeToo-aktivister' m/k på nærværende dagblad bidrage med til dækning af retssagen mod linselusen og mediekendissen Peter raket-Madsens psykologiske profil og motiv til at invitere en ung kvindelig freelance-journalist ombord på sin hjemmebyggede ubåd og 'begrave hende til søs' i parteret tilstand, som ikke allerede har været gjort til genstand for omtale og 'debat' indtil kvalmegrænsen i andre skrevne og elektroniske danske og globale medier med fuld og/eller begrænset adgang for læse og 'følgere' på fjæsbog og twitter til at give deres besyv med til opklaringen af 'århundredets kriminalgåde'?

Thomas Østergaard, Flemming Berger og Peter Ole Kvint anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Magt? Tja, eller afmagt? Måske har F ikke bare set taberen i Raket Maden, altså et lille menneske med alt for store og på mange måder også meningsløse drømme. Hvilken voksen sund person, ved sine fulde fem, proklamerer overfor omverdenen og på nationalt tv, at han lever for at skyde sig selv ud i rummet, i en cylinder ikke meget større end et kakkelovnsrør og hvad det siger om os som publikum, at vi lader ham forblive i den drøm? Det er selvfølgelig en helt anden diskussion.

Jeg gætter på forurettede ikke bare har genkendt tossen bag den forkætrede facade, men desværre også har været letsindig nok til at fortælle ham om det, om bord, face to face, neddykket og i pantyhose.

Eneste egentlige aberderbei ved hypotesen om et affektmord er således alle de remedier han medbragte, som peger i retning af noget mere overlagt og derfor langt værre.

Hvis det sidste har noget på sig, kan det måske betale sig se på misundelsesfaktoren. Peters liv som RaketMadsen var jo allerede i frit fald, hvilket fremgik af den dokumentar der blev sendt for nogle år siden, hvor den såkaldte opfinder var raget uklar med snart sagt alle i omgangskredsen og derfor måtte slippe magten over den virksomhed han selv havde søsat. Hans reaktionsmønster afslørede allerede dengang noget der minder om psykopatiske træk, i hvert fald udpræget mangel på empati eller lad mig for en sikkerhedsskyld bare kalde det mangel på forståelse for andres behov - eller som det hedder nu om stunder: værdier.
På den baggrund er det ikke svært at forestille sig at en ung fremadstormende skønhed, som havde alt kørende for sig, kæreste og nye eventyr i støbeskeen, oven i købet henlagt til landet hvorfra krudtet og dermed raketterne stammer, altså Kina - at hendes succes har været ubærlig, ikke mindst i det øjeblik hun har set lige igennem hans slidte kedeldragt, uden at finde andet end end end en forskræmt fantast, med det ene ben i opvågningsfasen.

Overlevelse har sikket mange ansigter og måske har resterne af Raket Madsen bare truffet et valg mellem to (for normale mennesker ikke særligt sandsynlige) muligheder for udødelighed: kakkelovnsrøret eller fængselscellen. Det kunne i hvert fald forklare de opadvendte tommelfingre.

Marina Kasimova, Børge Neiiendam, Kurt Nielsen, Taina Berg, Espen Bøgh og Dennis Tomsen anbefalede denne kommentar
Erik Jakobsen

Skulle vi ikke lige trække vejret dybt ned i maven, og indtil retten har truffet sin afgørelse, og vente med at erklære sigtede for morder, og alt muligt andet der er er blevet hæftet på sigtede.
Jeg ved godt det kan være svært med alle hånde udsagn fra politi og anklager, udtalelser fra nogen der hørt noget nogen har fortalt viderebragt af journalister der uden tvivl føler et skæbnefællesskab med offeret. Men prøv af lige vel det med at trække vejret med i maven

Som siamesiske tvillinger følges "frastødelsen ved detaljerne, og nysgerrigheden" ved den retssag der nu oprulles i retten med Peter Madsen, og Kim Wall's tur i ubåden den nat.

Den fulde sandhed kender kun Peter Madsen, som den eneste overlevende.

De skiftende forklaringer fra Peter Madsen, alene begrundet i faktuelle fund gjort efterfølgende af politiet, som tiden skred frem, og forklaring efter forklaring ikke længere var gyldig.

Arrogancen i de skiftende forklaringer er tydelig: "Hun blev sat i land", "Hendes død var et uheld", "hun fik lugen i hovedet", "hun blev begravet til søs", "Hun døde som følge af kulilteforgiftning", "Det var ikke Peter Madsen der parterede Kim Wall", osv., osv., i én uendelighed.

Dagen retsmøde giver også yderligere et indblik i historien om "den nat, der aldrig skulle have været", men desværre er en realitet.

Her genfinder vi arrogancen i Peter Madsens egen forklaring om; "Kim Wall's død, parteringen m.m.", og hans forklaring hertil; "det var for at beskytte familien", mod de kendsgerninger som politimyndigheden havde fundet, og som tilbageviste hans skiftende forklaringer.

En slags ridderlig opofrelse, men også en slags slet skjult anklage mod politiet for at have opklaret og fremlagt offentligt, - der vel også skulle komme ham selv til gavn.

Hvis Kim Wall's død var et uheld, var der ingen grund til at partere hendes krop, binde jernrør ved og smide delene i vandet hist og her, sammen med de effekter der også kunne forbindes til det der var sket i ubåden.

Denne arrogance finder vi også i udsagnet om "hun blev begravet til søs" - der fratog familien deres mulighed for at begrave deres kære, - hvilket nær ikke havde ladet sig gøre grundet parteringen, og i dag kun er nogenlunde mulig ved politiet store eftersøgningsindsats.

Peter Madsen, en mand der havde tabt alt omkring sig, og hvis eget væsen var det uvæsen han selv besad uden at forstå det selv, og hvis han selv troede på at rejse sig som en fugl Phøniks af asken ved drabet på Kim Wall, så er det slået helt fejl.

Man har med en psykopatisk morder at gøre. At det skulle være mere relevant netop i dag tror jeg ikke er tilfældet. Han agerede ikke på vegne af mænd men på sine egne vegne.

Marina Kasimova

Fakta:
1. Hans forsvarer er advokat i økonomisk kriminalitet. Tilfældigt?
2. Han havde 3 kr. på konto og et gæld på over en mln. kr.
3. Der er penge at tjene på ægte tortur video.
Spekulationer:
KW spørger til, hvordan PM subsidierer sine dumme projekter, hvem ved, måske havde han allerede noget kørende i lidt ulovlig retning, siden han har altid drømt om det og var presset økonomisk.
Han bliver tosset og smeder et eller andet i hovedet på hende.
Nu forstår hun at der er noget fishy og der er en sammenhæng. Han forstår samtidig at hun vil fortale om det i sin interview.
Og så sker der "en ulykke".

Og please lad være at sige: dommen er ikke faldt endnu. Nej, men selv personer uden træning i psykologi kan se at PM er patologisk løgner og psykopat.