Nyhed
Læsetid: 8 min.

Historien om det første danske spionvæsen er ikke ren historie

Dansk efterretningstjenestes tidlige historie i 1800-tallet rummer aktuelle pointer om dobbeltspioner og konflikten mellem frihedsrettigheder og hemmelige tjenester. En ph.d.-afhandling afdækker, hvad der gik galt
Danmarkshistoriens første overvågningsskandale fandt sted, da soldaters breve under Treårskrigen blev åbnet i jagten på at finde kilden til avisernes historier om troppebevægelser.

Danmarkshistoriens første overvågningsskandale fandt sted, da soldaters breve under Treårskrigen blev åbnet i jagten på at finde kilden til avisernes historier om troppebevægelser.

Ritzau Scanpix

Indland
19. marts 2018

Hvornår fik Danmark sin første egentlige efterretningstjeneste? Det kan nøje tidsfæstes. Tjenesten kan i disse uger fejre 170 års jubilæum. Den blev nemlig grundlagt, da slesvig-holstenske rebeller i marts 1848 gjorde opstand mod den danske helstat. Krigsministeriet i København anmodede Justitsministeriet om »snarest muligt at organisere et spionvæsen for os« og »tillige at give agt på, at rebellerne ikke sender spioner hertil for at udforske vore militære bevægelser«.

Denne, det danske spionvæsens fødsel, er beskrevet i historikeren Kristian Bruhns ph.d.-afhandling Den Hemmelige Stat.

Forud for Krigsministeriets anmodning til Justitsministeriet var en omskiftelig danmarkshistorie: Svensken var i århundreder Danmarks nationale fjende nr. ét. Så kom de lumske briter sejlende under Napoleonskrigene og stjal den danske flåde og bombede København. Derfor er det forståeligt, at det var mod svenske og britiske stridskræfter, at den danske agtpågivenhed var rettet i årene op mod 1848.

Fra Forbundet af Tyske Stater ventede Danmark ingen grimme overraskelser, for det forbund var Danmark selv med i. Nemlig i kraft af, at den danske konge som hertug i Holsten selv var en del af forbundet. Kongen skulle tilmed stille et kontingent soldater til forbundet. Derfor lå den stærkeste danske garnison – med krigskasse og stort våbenlager – tæt ved den tyske grænse i byen Rendsborg i Holsten.

Ondsindet angreb

Rendsborg var en dårlig beliggenhed. For det var just dér, det ondsindede angreb satte ind. Det kunne en effektiv lokal spionage have advaret København om. Men sådan en havde man dengang ikke.

Forud for overfaldet på Rendsborg havde der bredt sig en liberal, national frihedsrus i 1848’ernes Frankrig. I København gav en forskrækket konge afkald på sin enevælde og udpegede en folkelig regering og lovede en fri forfatning. Nede i de danske hertugdømmer, Slesvig og Holsten, blev de tysksindede opstemt af en tilsvarende rus. Også de ville have frihed. Men de ville have frihed fra Danmark. Derfor sendte de en delegation til København med krav herom.

Fra kongen og den nye, folkelige danske regering fik de oprørske slesvig-holstenere den besked, at Danmark gerne ville slippe af med det gennemtyske Holsten, hvorimod det blandede dansk-tyske Slesvig højst kunne få en slags selvstyre.

Den besked var slesvig-holstenerne svært utilfredse med. Den utilfredshed var formentlig årsag til, at hertugdømmerne nu blev gennemstrømmet af rygter om, at den danske konge var taget til fange af pøblen i København. Der blev derfor dannet en provisorisk slesvig-holstensk regering med det påståede formål at forsvare hertugdømmerne og den danske konge mod overgreb.

Altså et kup. Det er sådan ét, man har en hær til at slå ned. Men her blev Danmark ramt af sin uforudseende placering af sin stærkeste hærbastion i Rendsborg. Og af det manglende beredskab, herunder spionagetjeneste.

Tog toget

Om morgenen den 24. marts 1848 tog tyske soldater fra garnisonen i Kiel og 50 frivillige under ledelse af den provisoriske regerings krigsminister, prins Frederik af Nøhr, den ordinære jernbaneforbindelse ad ruten Kiel-Neumünster-Rendsborg. Jernbanen var således anlagt, at den passerede gennem Rendsborg-fæstningens yderværker. Nøhr og hans kumpaner kunne derfor lade sig transportere lige ind i fæstningen, som de besatte. Derpå ringede de med brandklokken og fik fæstningens mandskab samlet ubevæbnet på paradepladsen.

Nøhr, der var den danske konges slægtning og af ham udpeget til statholder og kommanderende general i Slesvig-Holsten, optrådte i dansk generaluniform og afleverede svadaen om, at kongen var holdt fange af den københavnske pøbel. Nøhr fritstillede Rendsborgs mandskab. Ni tiendedele af officererne valgte at forblive tro mod deres ed til den danske konge og rejste nordpå. Men størstedelen af de menige valgte at tilslutte sig den forræderiske Nøhr og hans slesvig-holstenske regering.

Da Prøjsen sendte et armékorps til støtte for oprørerne, tegnede det ilde for den danske sag.

Danmark fik imidlertid et pusterum, da den russiske zar, der betragtede revolutioner som farligt smitsomme, i august 1848 pressede Prøjsen ud af krigen. Zaren truede med at træde ind på dansk side.

Den hemmelige stat

’Den hemmelige stat’ er titlen på den ph.d.-afhandling, som Kristian Bruhn i december forsvarede og fik godkendt ved Det Juridiske Fakultet ved Københavns Universitet. Afhandlingen beskriver det danske efterretningsvæsen i dets tidlige år fra 1848-1918. I den saglige udredning gemmer der sig nogle sørgmuntre pointer om, hvad spionage kan føre til. Dem har Information søgt at uddrage.

I opgøret med oprørerne led den danske hær under stor mangel på viden om, hvor deres tropper befandt sig. Så sent som skærtorsdag aften i april 1848 havde den danske hær endnu ikke fundet fjenden, og den efterfølgende påskesøndag morgen stod det første store slag ved Slesvig. Ifølge nogle danske efterretninger havde fjenden 7.000 mand. Andre sagde 20.000. Det faktiske antal fjender viste sig at være over 18.000 – næsten tre gange så mange som de danske tropper, der led et mismodigt nederlag.

Den opbygning af et spionvæsen, som Krigsministeriet ved krigsudbruddet havde bedt Justitsministiet om, var ikke rigtigt kommet i gang.

Dobbeltloyale

Netop fordi loyaliteterne var slørede i grænselandet, herskede i København en skræk for, at de hvervede sønderjyske spioner skulle vise sig at være dobbeltspioner. Den danske major Müllen, der var medlem af Folketinget og havde gjort tjeneste i Slesvig-krigen 1848-51, erklærede sidenhen fra Tingets talerstol, at spionerne havde »ofte den egenskab at være dobbelte spioner; de lader sig ofte betale af begge parter, hvad der rigtignok er en dårlig trøst for hver part, men det er som oftest tilfældet.«

Her rammer den gode major Müllen unægtelig en nutidig problemstilling: Overløberne løber over til begge sider – på én gang.

I sin ph.d.-afhandling skriver Kristian Bruhn om, hvad han kalder den »vidende og troværdige« Müllens observation af dobbeltspionage:

»Det kan ikke udelukkes, at Müllen havde ret.«

Bruhn tilføjer dog:

»Men de mange dobbeltspioner ligner intet andet end en sejlivet myte uden hold i virkeligheden.«

Frihedskonflikt

At frihedsrettigheder og efterretningstjenester sjældent har det godt sammen, kom Danmark hurtigt til at erfare efter oprettelsen af den første spiontjeneste i 1848. Året senere indførte grundloven af 5. juni 1849 ytringsfrihed og brevhemmelighed.

I begyndelsen af Slesvigkrigen skrev danske aviser begejstret og detaljeret om forløbet. I sin ph.d.-afhandling skriver Kristian Bruhn:

»Der var tydeligvis en kamp mellem aviserne om, hvem der var de hurtigste til at videregive oplysninger om krigen. For første gang i danmarkshistorien kunne befolkningen læse dugfriske og ucensurerede nyheder om en krig; interessen må have været enorm.«

Men der var også nogle forkerte, der læste nyhederne. Kristian Bruhn tilføjer nemlig:

»Ulempen ved denne ucensurerede nyhedsstrøm var, at fjenden læste med.«

Vrede danske officerer indberettede til Krigsministeriet, at oplysninger om deres troppebevægelser kom »tidligere og nøjagtigere til fjendens kundskab ved aviserne end ved spioner og recognosceringer«.

Våndede sig

Den liberale danske regering våndede sig ved at genindføre indgreb i ytringsfriheden, men i juli 1849 gav den efter for officererne og indførte en straffelov med navnet: Forbud mod ved trykken at offentliggøre efterretninger vedkommende krigen. Hærens efterretningsvæsen gav sig også til at åbne breve, som soldaterne sendte.

Myndighederne havde studset over, at det lille københavnske skillingsblad Nyeste Postefterretninger i efteråret 1850 – uanset lovforbuddet – kunne berette udførligt om den danske hærs stilling, tilstand og bevægelser i Slesvig. Oplysningerne bragte bladet under anførslen »Fra vor militære korrespondent.« Hvem var denne korrespondent? Myndighederne snusede sig frem til, at bladets redaktør Salomon modtog efterretningerne via to mellemmænd. 

Ved opsnapning af deres post blev det afsløret, hvem korrespondenten var. Og han var ingen hvem som helst i datidens samfund: Det var den 21-årige premierløjtnant og jurastuderende Niels von Sylow. Hans far var kancelliråd og borgmester i Korsør. Under den efterfølgende straffesag forklarede Niels von Sylow, at nok fik han penge for skriveriet, men hans motiv havde været i demokratiets navn at bringe nyt om hæren til offentlighedens kundskab. Sylows militære ry var fornemt. Ingen af hans chefer havde noget at sige ham på. Alligevel lød hans dom – som blev stadfæstet af kongen – på tre måneders fængsel.

Redaktør Salomon blev der derimod ikke rejst tiltale mod. Den overvejende stemning i regeringen var, at det ville skabe misstemning i befolkningen, hvis den oplevede at være udelukket fra at få oplysninger om krigen.

Ny dramatik

Pludselig tog sagen om Niels Sylow en ny dramatisk drejning. Den nationalliberale avis Fædrelandet fik nys om den brevåbning, der havde ført til dommen over Sylow. Dermed eksploderede det, som Kristian Bruhn i sin afhandling kalder »demokratiets første overvågningsskandale.«

Krigsministeriet søgte at tie Fædrelandets skriverier ihjel, men forgæves.

I Folketinget rejste sig en storm for at få krigsministeren, general Hansen, afsat for sit brud på brevhemmeligheden. Til sit forsvar lækkede Krigsministeriet til Berlingske Tidende en løgn. Den gik ud på, at netop korrespondancen fra Sylow til redaktør Salomons to mellemmænd var kommet til hærens kundskab, fordi soldater havde fortalt, at de var blevet opfordret til at sende beretninger til disse modtagere. »Med undtagelse af disse tre lovstridige breve er intet andet brev blevet åbnet,« kunne Berlingske berette. Og det var ganske usandt, for hærens efterretningsvæsen havde åbnet i tusindvis af breve afsendt af soldater. Men det fik aviserne aldrig afsløret.

Krigsminister Hansen blev ikke væltet, selv om mange i Folketinget skumlede over hans åbenlyse foragt for civil indgriben i militære anliggender.

Sylows videre skæbne kom til at forløbe så ejendommeligt, som tænkes kan. Efter at have udstået sin fængselsstraf i 1850 blev han afskediget i nåde som premierløjtnant, og han færdiggjorde sit jurastudium. Dernæst gjorde han karriere som byfoged og borgmester i Korsør. I 1863 trak det op til Den Anden Slesvigske krig, fordi den nationalliberale regering i strid med løfter til stormagterne havde adskilt Slesvig og Holsten forfatningsmæssigt. Regeringen henvendte sig nu til Sylow med anmodning om, at »overtage dannelsen og ledelsen af Hærens Efterretningsvæsen«. Ansættelsen vakte opsigt – og modstand blandt officerer.

Partipolitisk

Sylows udnævnelse var åbenlyst partipolitisk. De nationalliberale ville have kontrol med efterretningsvæsenet.

Herom skriver Kristian Bruhn i sin afhandling: »Det er i hvert fald den bedste forklaring på, hvorfor valget faldt på netop Niels Sylow – som set i bagklogskabens klare lys var intet mindre end katastrofal.«

Sylow fik aldrig rigtigt styr på sin efterretningstjeneste, og han blev skubbet ud af sit lederjob, inden den seks måneder lange krig kom til sin for Danmark rædselsfulde afslutning i juli 1864.

Efter krigen rejste Krigsministeriet en sag mod Sylow for uorden i hans efterretningsregnskaber. Der manglede 15.000 rigsdaler, mente ministeriet. Sylow hævdede derimod, at ministeriet skyldte ham 4.276 rigsdaler, fordi han under krigen havde lagt ud af egne midler. Kristian Bruhn mener, at Sylow kom i klemme mellem skiftende ministres modstridende revisionskrav. Sagen blev i 1866 afsluttet uden tiltale.

Her skulle man tro, at ironierne holdt op. Men nej, i 1911 bad den daværende chef for Generalstabens Efterretningssektion, Erik With, om at få en historisk fremstilling af efterretningstjenestens forhold under krigen i 1864. Ordren rettede Erik With til premierløjtnant Niels Sylow. Ja, rigtigt læst. Det var barnebarnet til den uheldige helt under de to Slesvig-krige. Junior havde fået sin farfars navn og stilling.

Om den unge Sylows historieskrivning anfører Kristian Bruhn:

»Det har næppe været en behagelig opgave at udføre.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels Duus Nielsen

Det er altid spændende at læse om skæg og blå briller - og mon ikke de moderne efterretningstjenester er lige så partipolitisk kontrollerede som 1800-tallets?

Jeg har fx svært ved at forestille mig, at et medlem af fx EL eller Alternativet ville kunne få et job som agent. Preben Wilhjelm kunne jo i sin tid ikke engang få lov til at læse de lovpligtige halvårlige redegørelser fra de hemmelige tjenester, som han ellers som medlem af retsudvalget havde pligt til at sætte sig ind i. Og jeg ser ingen tegn på, at åbenheden er blevet større siden Wilhjelms tid. Eller siden krigsminister Hansens tid, for den sags skyld.