Læsetid: 7 min.

At købe jorden tilbage er en ny form for børneopsparing

Med en deltagerpris på 150 kr. om måneden vil nyt initiativ sætte gang i opkøb af små landbrug for at etablere bæredygtige andelsgårde
På Samsø har lokale kræfter stiftet Jordbrugsfonden SamsØkologisk, som via aktietegning gjorde det muligt i 2016 at opkøbe den første gård på øen, den økologiske planteavlsbedrift Yduns Have.

På Samsø har lokale kræfter stiftet Jordbrugsfonden SamsØkologisk, som via aktietegning gjorde det muligt i 2016 at opkøbe den første gård på øen, den økologiske planteavlsbedrift Yduns Have.

Ulrik Hasemann

16. marts 2018

Landet skal vindes tilbage, én bondegård ad gangen.

Det er filosofien bag endnu et projekt, der vil mobilisere penge og engagement til at sikre overlevelse og omstilling af det danske landbrug, der i dag er plaget af gæld og ifølge initiativtagerne på kollisionskurs med naturgrundlaget.

»Vi ser projektet som en ny børneopsparing, en måde at sikre vore børn og børnebørn sunde fødevarer, et bedre klima og en større biologisk mangfoldighed,« siger Rasmus Willig, sociolog og en af kræfterne bag projektet Andelsgaarde, der søsættes med en stiftende generalforsamling i København den 21. marts.

Andelsgaarde er det tredje større projekt, der vil bane vej for, at danske landbrug kan videreføres på økologisk grundlag og med folkelig deltagelse i en tid, hvor store finansielle investorer fra ind- og udland er begyndt at rykke ind og overtage ejerskabet.

På Samsø har lokale kræfter stiftet Jordbrugsfonden SamsØkologisk, som via aktietegning blandt interesserede borgere gjorde det muligt i 2016 at opkøbe den første gård på øen, den økologiske planteavlsbedrift Yduns Have. Man har netop afsluttet en ny aktieemission, som har sikret ca. to mio. kr., der nu skal bruges til opkøb af gård nummer to, beliggende ved Kolby Kås på øen.

Sidste år etablerede Økologisk Landsforening og Danmarks Naturfredningsforening i fælleskab Danmarks Økologiske Jordbrugsfond, som til dato har solgt aktier for 27,3 mio. kr. til engagerede borgere og virksomheder og nu forbereder køb af to-tre bedrifter i år og yderligere en eller to næste år.

Det nye projekt, Foreningen Andelsgaarde, satser på, at det her skal være billigere at deltage, til gengæld er forudsætningen, at mange går med for at muliggøre erhvervelse af gårde.

»Ambitionen har været at finde så simpel en model, at ingen rigtig kan sige nej,« fortæller Rasmus Willig.

Hvad skal vi svare?

Han begyndte for et par år siden sammen med sin hustru, Ida Willig, at spekulere over, hvad de selv kunne gøre for at sikre deres egne børn og kommende generationer en fremtid på en truet planet. I bogen Hvad skal vi svare?, som Rasmus Willig udsendte sidste år sammen med den norske filosof Arne Johan Vetlesen, er det centrale tema netop, hvad man siger, når børnene begynder at stille spørgsmålene: Hvad har I gjort? Hvad vil I gøre? Og hvad synes I, vi skal gøre?

»Der foregår ligesom to bevægelser i disse år: Mange resignerer og synes, at det næsten er umuligt at gøre noget, mens rigtig mange andre har lyst til at gøre en forskel, men ikke nødvendigvis har fået øje på hvordan. Andelsgaarde er mit bud på, hvad vi skal svare, når børnene stiller deres spørgsmål,« siger Rasmus Willig.

På Samsø er man ved at etablere en lokal jordbrugsfond, der i samarbejde med forbrugere skal gøre det muligt for unge landmænd at fortsætte i erhvervet.
Læs også

I introduktionsmaterialet til det nye initiativ lyder formuleringen:

»Andelsgaardes formål er at være fødselshjælper i en ny bevægelse, der køber mindre landbrug op og stifter en andelsforening, der forpligter sig på at omlægge jorden efter bæredygtige principper.«

Så reelt er det et forsøg på at gentænke den oprindelige andelsbevægelse, der arbejdede for at udnytte ressourcerne i fællesskab.

Modellen for projektet er inspireret af Morten Dall, Rasmus Willigs barndomskammerat, som var initiativtager til Københavns Fødevarefællesskab for 10 år siden, og som nu er med i den ny forenings bestyrelse sammen med arkitekten Kristoffer Tejlgaard, der bl.a. har tegnet Dome of Visions på Aarhus Havn, bæredygtighedskonsulent Helene Bjerre-Nielsen samt ægteparret Willig.

»Fødevarefællesskabets model var så simpel, at bl.a. jeg ikke kunne sige nej til at blive medlem, og det er den, vi har videreudviklet. Det er reelt en abonnementsordning, som man betaler til på samme måde, som man betaler til Spotify og den slags tjenester.«

Man begynder med at melde sig ind i Andelsgaarde via projektets hjemmeside for et indmeldelsesgebyr på 150 kr. pr. år. Derefter vil man blive bedt om at betale en abonnementspris på 150 kr. om måneden – dermed er man medlem og andelshaver i en af de gårde, som foreningen efterfølgende vil opkøbe. Når en gård købes, binder man sig til medlemskab i tre år for at sikre et stabilt økonomisk grundlag.

»Vi har også undersøgt aktieselskabsmodellen, fondseje, anpartsselskaber, men vi er landet på denne simple model, som ikke kræver så store indskud, og som derfor også kan fremme den demokratisering, vi lægger vægt på. Det eneste, modellen kræver, er mange medlemmer,« siger Rasmus Willig.

Regnestykket

Regnestykket er enkelt:

Et medlem lægger på et år 12 gange 150 kr. plus indmeldelsesgebyret, i alt 1.950 kr. pr. år. Med godt 500 medlemmer bliver det til en mio. kr.

»Vi er interesseret i de helt små gårde på bare tre-ti hektar, og de findes til priser under en million kroner.«

Dagens rigtig store industrilandbrug kan koste over 100 mio. kr., men et tjek på ejendomsmæglernes opslag om landbrugsejendomme bekræfter, at man godt kan finde ganske små husmandssteder til omkring en million, måske med behov for istandsættelse.

Landbruget er i krise overalt i Europa. Af samme grund spirer nu alternativer til det industrielle landbrug frem i form af fællesskabsstøttede økologiske bedrifter i mange lande
Læs også

Med så små gårde skal de nye andelsejere ikke regne med økonomisk afkast. Deres månedlige betalinger efter købet vil gå til drift og vedligeholdelse.

»Medlemmernes afkast består i, at de bliver gårdejere. De kan komme og gå på gården, de får adgang til frisk luft, fællesskab, god klimasamvittighed og fremtidens gode grøntsager. Gårdene skal typisk drives af en forpagter eller forpagterfamilie, men med assistance fra dem blandt ejerne, der har lyst. På sigt vil vi gerne etablere små sommerferieboliger, så man som andelsejer også kan være på gården nogle dage. Men det skal samtidig være steder, hvor deltagerne blot kan komme og få en god økologisk frokost eller en kop kaffe.«

Rasmus Willig forestiller sig, at de enkelte gårde kan stille køkkenhaver til rådighed, hvis nogle af deltagerne ønsker det.

»Hvis man vil, kan der produceres tonsvis af fødevarer på selv de helt små landbrug på tre hektar.«

Tre hektar, 30.000 kvadratmeter, svarer til fire gange arealet af Parkens foldboldbane.

»Produktionen skal være bæredygtig og uden sprøjtemidler – økologisk, biodynamisk, permakultur. Men det vigtige i dette projekt er ikke at producere en hel masse eller tjene penge. Det vigtige er at genoprette naturen. Man kunne godt kalde det biodiversitetsgårde.«

»Som samfund har vi den klimamæssige udfordring at finde ud af, hvordan vi ikke udleder, men tværtimod binder CO2. Nøglen til det er ude på landet. Derfor er vi i starten ikke så interesseret i en traditionel produktion, de første år vil vi plante frugttræer og buske for at binde CO2 og give tilbage til naturen.«

Mange ejere

– Hvis der bliver flere hundrede andelsejere af den enkelte, meget lille gård, kan man se for sig mange og lange diskussioner om, hvorvidt der nu skal sås radiser eller grønkål, og hvordan pengene og kræfterne skal forvaltes?

»Vi arbejder med, at der er en arbejdende bestyrelse og en rådgivningsgruppe, og at der forståelse for, at nogle nødvendige beslutninger skal tages af bestyrelsen og rådgivningsgruppen, mens andre spørgsmål bliver lagt ud til medlemmerne. Men man skal ikke bruge timer på at diskutere, om hønsene skal være brune eller hvide. Dette skal være steder, hvor tingene er velfungerende, og hvor man kan yde, hvis man vil, men også bare nyde, hvis det er det, man vil. Den balancegang vil vi gerne ramme,« siger Rasmus Willig.

– Hvis der med den lave medlemsbetaling skal 500 medlemmer til at købe ét ganske lille landbrug, kan det så blive til noget, der er stort og gradvist ændrer dansk landbrug? Eller bliver det snarere noget, der kan tilfredsstille en lille gruppe mennesker, som gerne vil gøre noget godt?

»Det må tiden jo vise, men hvis man er 500 medlemmer, så har man omkring en mio. kr. om året. Hvis man er 1.000, er det to mio. kr. Er man 10.000 medlemmer, er det 20 mio. om året.«

»Det, vi ønsker, er at sætte gang i en folkebevægelse. Vi kan jo se, at nogle af de største hjemlige folkevandringer i vore dage sker, når der er åbent hus på de økologiske gårde. Vi møder rigtig mange, som gerne vil have en fast tilknytning til en gård. Det får de her.«

– Kan der ikke blive konkurrence om de gode viljer og deres penge mellem de forskellige projekter med jordbrugsfonde og andelsgårde?

»Der har været en tendens til at fokusere på én model for ejerskab i dansk landbrug. I årtier har det været selvejet. Nu befinder vi os i en tid, hvor store investorer fra ind- og udland begynder at overtage landbrugsbedrifterne. Vores udfordring er ikke at afprøve én, ej heller to eller tre, men mange flere modeller for, hvordan vi kan sikre landbruget, gøre det bæredygtigt og vinde retten til jorden tilbage. Vores opgave har været at pege på en model, der er så billig, at man ikke kan lade være med at sige ja til den.«

Forbindelsen må genskabes

Rasmus Willig er selv vokset op på en gård på landet.

»Jeg har den dybeste respekt for de traditionelle landmænd. Jeg kender ingen anden erhvervsgruppe, der står op kl. fem om morgenen og går i seng kl. 22 og næsten aldrig tager på ferie. Jeg kan huske dengang, vi stadig talte sammen – landmænd og byboer – og ovenikøbet kunne grine sammen og holde fester sammen. I dag er vi blevet adskilt og har kun stereotype forestillinger om hinanden. Vi byboer kritiserer landmændene, men glemmer, at problemerne også skyldes os, fordi vi ikke vil betale, hvad fødevarerne koster.«

»Nu er tiden kommet til at rette op på det. Vi kan ikke vente længere. Og vi kan jo se, at almindelige mennesker har et stærkt ønske om at komme ud på landet. Der har bare manglet en model for det. Når det går op for folk, at de med et projekt som Andelsgaarde samtidig kan yde et bidrag til at beskytte drikkevandet og bremse klimakrisen, hvorfor skulle de så sige nej?«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • John Hansen
  • Torsten Jacobsen
  • Lillian Larsen
  • Carsten Munk
  • Werner Gass
  • Ruth Gjesing
  • Thomas Tanghus
  • Maria Francisca Torrezão
  • Hans Larsen
  • Dorte Sørensen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Lise Lotte Rahbek
  • Klaus Lundahl Engelholt
  • Ejvind Larsen
  • Randi Christiansen
John Hansen, Torsten Jacobsen, Lillian Larsen, Carsten Munk, Werner Gass, Ruth Gjesing, Thomas Tanghus, Maria Francisca Torrezão, Hans Larsen, Dorte Sørensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel, Lise Lotte Rahbek, Klaus Lundahl Engelholt, Ejvind Larsen og Randi Christiansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Men.. der er jo optakt til parallelsamfund?? :-o

Lillian Larsen, Torben Skov, Flemming Berger, Carsten Munk, Thomas Tanghus, Helene Kristensen, Hans Larsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Niels Duus Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Kan du ikke sende et link så man kan melde sig ind i den nye forening Andelsgaarde? Det mangler i artiklen og er svært at finde på nettet. Skønt hvis du vil hjælpe.

Mona Blenstrup, Lillian Larsen, Pernille Hansen, Torben Bruhn Andersen, Torben K L Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

sammen med coop-bank og coop.crowdfunding - mange bække små gør en stor å - som man sige ude på landet.

Det er ganske let at blive både opgiven og led ved dagens politikere. Og der er ingen tvivl om, at et parallelsamfund, hvor man handler eller byttet udenom det officielle sytem vil rysten statsdannelsen.

Hvis man virkelig vil være part i sit eget parallelsamfund, kan man springe direkte ind i det. For der er faktisk nogen, der har dyrket deres eget lille samfund i en del år - og med succes endda.
Se her: https://www.tamera.org/

Lillian Larsen

Man må kunne gøre noget tilsvarende med huse, både til børnefamilier, enlige og hjemløse.
Findes det allerede?

@ Lillian Larsen,

Jeg ved ikke helt, hvad du mener. Men jeg ser flere andre muligheder:

- Du kan i princippet etablere dit eget lille og lukkede samfund i Danmark sammen med andre, og samtidig blive boende i dit hus. Det bliver en form for lukket pengeløs økonomi, hvor man indgår i en fælles kooperativ virksomhed, som man både sælger til, køber fra og arbejder for. Er man 200-250 deltagere i kooperationen, bør den kunne hænge sammen, og opstår der flere kooperationer, kan de samarbejde.

- Du kan sammen med andre købe en række marker med bolig boliger, og i princippet gøre det samme som i Tamera. I det sydlige Ungarn kan du købe en sådan mark med bolig for omkring 20.000 EUR. Og er det ikke mark nok, kan man købe mere for omkring 6.000-10.000 EUR, men da skal boligen moderniseres kraftigt.

- Du kan tage kontakt med Tamera, for måske kan de tilbyde dig og din familie en plads.

Men i et moderne samfund er det ikke nok, at en borger arbejder, og betaler skat. For at det hele hænger sammen i et kredsløb, er det også nødvendigt, at borgeren konsumerer - altså køber varer og/eller tjenester for sine penge.
Og hvis blot nogle få procent af borgerne stopper med at konsumere, vil det moderne samfund få alvorlige problemer, og regeringerne må handle i overensstemmelse med borgernes forventninger.

Tilbagekøb.

FANTASTISK ide.

Tilbage til 90érne og de 50000 småbrug med hver 30-50tdr jord.
Man kunne sågar forstille sig, det enkelte smålandbrug, tegne kontrakt, direkte med sit supermarked.
Llevering af fåre-,kalve-grisekød, grøntsager, kyllinger, mælk, æg og mm.
Friske fødevarer, direkte fra gården.

Hidtil, har det jo været sån`, at landmændene, har udvidet, opkøbt gårde og mere jord, i stedet for betale skat (investering).
Så længe de kunne holde på med det, gik det fint for den enkelte landmand.
Men, alle burde have set, en sådan "model", fremadskridende, i sidste ende, ville ende med kun een mægtig landmand.
Tidspunktet kom da også, da regningen skulle betales.
Der er ingen gårde, ingen jord yderligere, at købe, og med den størrelse et landbrug i dag har vokset sig til, efter de mange opkøb,
begynder der falde store skatte-regninger.

Og gæt engang, NEJ, de kan ikke betales, og rabundus det går.
De forgående 20år, er nærmest at betragte som parodi, for det danske landbrug.
I den periode, har det gået op i penge,investeringer, afskrivning og herremandsdrømme.
Men hvor hulen blev landbruget af?
Eneste eftermæle er, stanken fra de 25mio grise der produceres, på VORE-ALLES jord, for derefter transporteres til udlandet (østeuropa) for viderbehandling på østeuropæiske arbejdspladser.

Eftervirkningen, for nogle få landmænd kunne tjene penge og "deres" politikere føle sig vigtige,
blev forurenet jord og grundvand. Ingen tak for det.

MAGESKIFTE. Nye må til, så rigtig god ide med "tilbagekøb" (og forhåbentlig til prisen, jorden er nedskrevet til)