Analyse
Læsetid: 7 min.

Mænd høster gevinsten, når løn forhandles lokalt – alligevel kræver staten netop det

En større del af lønnen skal forhandles lokalt, lyder et krav fra regeringen i de aktuelle overenskomstforhandlinger. Men de lokale tillæg forstærker forskellen i løn mellem mænd og kvinder i det offentlige endnu mere. Det vurderer forskere
Indland
24. marts 2018

En mandlig kantineleder i kommunen får i gennemsnit 82.985 kr. i lokalt tillæg – der forhandles mellem den enkelte medarbejder og arbejdsgiveren – mens hans kvindelige kollega i gennemsnit hiver 36.824 kr. hjem. En forskel på næsten 50.000 kr. om året.

Og eksemplet er ikke enestående.

For når man øger den del af lønnen, der forhandles lokalt, så bliver forskellen mellem mænd og kvinders løn større, siger to forskere fra VIVE. Til mændenes fordel.

Det er, hvad der vil ske, hvis regeringen kommer igennem med sine krav ved de igangværende overenskomstforhandlinger på det offentlige område. 25 procent af lønnen skal forhandles lokalt i 2025, hvis det står til innovationsminister Sophie Løhde (V).

I et nyt svar fra innovationsministeren til Folketinget har ministeriet regnet på forskelle i de lokale tillæg mellem mænd og kvinder på det offentlige område. Som et andet eksempel får en mandlig it-udvikler ansat i staten 109.792 kr. i lokalt tillæg. Hans kvindelige kollega får 82.944 kr. 

Det fremgår af bilagene til folketingssvaret, hvor lokale tillæg er opgjort på stillinger fordelt i kommuner, regioner og stat. 

Forskel øges

Man kan ikke være sikker på, at de samme stillinger indeholder præcis de samme funktioner. Men forskellene viser en systematik, der falder ud til mænds fordel. Og den forskel vil kun blive større, hvis en større del af lønnen skal forhandles lokalt, vurderer forskningschef hos VIVE Lisbeth Pedersen.

»Vi får endnu større lønforskelle, hvis en større del af lønnen skal forhandles lokalt. Lokallønnen udligner ikke forskellene. Den skaber tværtimod større forskel mellem mænd og kvinders løn,« siger hun.


Ministeriet taler om »betydelige forskelle i gennemsnitsbeløb for mænd og kvinder«. Men ministeriet gør også opmærksom på, at det blandt andet afspejler forskelle i stillingsniveau, og skriver derfor, at gennemsnitsbeløbene ikke er »umiddelbart sammenlignelige«.

Alligevel siger seniorforsker hos VIVE Mona Larsen, at forskelle i lokale tillæg viser noget om den generelle lønforskel.

Der findes ingen samlet opgørelse af lokal løn for den offentlige sektor. Men svaret fra ministeren til Ligestillingsudvalget viser, at kommunalt ansatte kvinder i gennemsnit får 26.914 kr. i lokale tillæg, mens det for mænd i snit ligger på 43.332 kr. i gennemsnit. En forskel på 16.418 kr.

Forskellen er mindst på det statslige område. Her får mænd i gennemsnit 43.915 kr. i lokale tillæg, mens kvinder får 37.503 kr. Det svarer til en forskel på 6.412 kr. Størst er den for de regionalt ansatte, hvor det lokale tillæg i gennemsnit er 20.497 kr. højere for mænd.

Det billede af forskellen svarer til forskelle i den totale løn på det offentlige område.


»Det, at regionerne kommer ud med den største forskel i lokale tillæg, svarer til, hvad vi finder, når vi kigger på hele gennemsnitslønnen,« siger seniorforsker hos VIVE Mona Larsen.

I regionen er der ansat mange læger og sygeplejesker, og her vil tendensen være, at eksempelvis visse speciallæger, hvor der typisk er flest mænd, vil få nogle høje tillæg, mens den store gruppe af sygeplejesker, der ofte er kvinder, får lavere tillæg, forklarer hun. Det giver en stor forskel i gennemsnit.

»Det hænger sammen med, at kvinder og mænd laver noget forskelligt, og at mænd typisk er i stillinger, hvor man får en højere løn, som så udløser højere tillæg,« siger hun.

Løhde: Op til den enkelte

Information har spurgt innovationsministeren, hvad ministeren mener om, at mere lokal løndannelse øger uligheden i løn mellem mænd og kvinder. Det forholder hun sig ikke direkte til. Men i et svar til Information skriver Sophie Løhde:

»Vi har lagt op til en model, hvor det er helt op til den enkelte medarbejder, om han eller hun ønsker selv at forhandle løn. Hvis man som i dag ønsker, at ens tillidsrepræsentant forhandler løn for en, kan man altså fortsat gøre det.« 


Det lyder videre fra innovationsministeren:

»Vi ønsker at øge graden af den lokale løndannelse, fordi vi ved, at det bliver efterspurgt lokalt, og fordi flere medarbejdere motiveres af at få lidt ekstra i lønningsposen, når de har leveret en god arbejdsindsats og har været med til at skabe resultater for arbejdspladsen. Derfor giver det god mening, hvis flere – mænd som kvinder – får mulighed for selv at forhandle løn og aftale individuelle vilkår gennem den direkte dialog med deres leder.«

Spørgsmålet til ministeren i sagen er blevet stillet af Kirsten Normann Andersen (SF), som er medlem af Ligestillingsudvalget. 

»Lige løn er en forudsætning for ligestilling. Og det synes jeg er et politisk ansvar,« siger hun.


Og ministerens svar til Folketinget giver anledning til, at man både fra arbejdsgivers side – men også fra organisationernes side – får kigget på den lokale løndannelse. Og på at arbejde målrettet med ligestilling på den del også, mener hun.

»Jeg kan bare konstatere, at notatet viser, at mænd har lettere adgang til tillæg end kvinder,« siger hun, men fordi det er forhold, der aftales mellem arbejdsmarkedets parter, er det svært at gøre noget politisk, mener hun:

»Som arbejdsgiverpart har man et politisk ansvar for at mindske den ulige løn. Det kunne både være ved at eliminere den lokale løndannelse, lave flere centrale tillæg, der kunne udligne – eller ved at sørge for, at kommuner og regioner fik mere fokus på det. For ellers løber det fra os,« mener hun.

Myte, at mænd er bedre lønforhandlere

Der er flere grunde til, at mænd i gennemsnit får højere lokale tillæg end kvinder. Men at mænd skulle være bedre til at forhandle end kvinder, er ifølge forskningschef i VIVE Lisbeth Pedersen en myte, som der ikke er forskningsmæssigt belæg for.

Hun peger på en række svenske undersøgelser, der viser, at hvis man sender en gruppe ind for at forhandle, og man på forhånd har sagt klart, at det er de jo ikke så gode til, så lander de en dårligere aftale. Dem, der tror, at de er gode til at forhandle, får mere end dem, der ikke tror, at de er gode til at forhandle.


Vil man lægge en større andel af lønnen ud til decentrale forhandlinger, skal man altså dels opfordre alle eksplicit til at forhandle. Dels skal man gennemgå, hvem der rent faktisk har adgang til tillæggene. Når man beslutter, hvilke opgaver der er vigtige og skal udløse tillæg, skal man se på, hvordan det vil udmønte sig for kvinder og mænd. Ellers underbygger man kønsskævheden.

»Vil jeg gerne have hele min medarbejderstab til at løbe efter tillæggene, har jeg så givet alle medarbejdere mulighed for rent faktisk at gå efter et tillæg, eller har jeg renset nogle fra, der ikke vil få mulighed for at få et tillæg – og er det kønnet? Det kan også være alder eller etnicitet. Men man skal være opmærksom på de skævheder,« siger seniorforsker i VIVE Mona Larsen.

En undersøgelse på det kommunale område viser, at man ikke skeler til køn, når man beslutter, hvilke opgaver der gives tillæg for. I et konkret eksempel inden for en kommunes afdeling for Vej og Park gav man tillæg for at køre med store maskiner, men ikke med små. Og det typisk var mænd, der kørte de store maskiner, hvilket altså gav udslag i tillæg, forklarer Mona Larsen.

Alle skal opfordres til at forhandle

Man giver større tillæg til de grupper, der i forvejen har en høj løn. For ellers bliver det en relativt lille del af lønnen, og et højere tillæg kan altså tydeligere mærkes, forklarer hun. På den måde forstærkes skævheder i lønnen.

 »Vi ved, at man på det offentlige område lønner efter uddannelse, anciennitet og stilling. Det er meget skematisk. Hvis man bliver ved med det, vil det være bedre for kvinder, end hvis større dele forhandles lokalt. Lønner man lokalt, vil det, firkantet sagt, være til mænds fordel,« siger hun.

En del af forklaringen ligger i selve lønforhandlingen: Studier viser, at kvinder er mindre tilbøjelige til at forhandle end mænd, hvilket hænger sammen med, at det er mindre socialt acceptabelt for kvinder at forhandle.

»Kvinder kan føle, at det er anmassende at stille sig op og sige: Jeg er god, og derfor skal jeg have noget mere end mine kolleger. Og hvis de så faktisk stiller sig frem, så kan det blive opfattet som ukvindeligt og ikke have en god effekt på den chef, man forhandler med,« siger hun.

Derfor er det centralt, at både kvinder og mænd er fuldt berettiget og eksplicit opfordres til at forhandle deres løn, siger hun.

Omkring 90 procent af lønnen aftales således centralt ved overenskomstforhandlingerne. De over 180.000 statsansatte får årligt omkring 90 mia. kr. i løn. Ifølge regeringens udspil til forhandlingerne skal en større del af den pose penge anvendes på en »motiverende og værdiskabende måde«.

Søg på lønforskelle i det offentlige

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dorte Sørensen

Tak for den gennemgang.
Men er S. Løhdes tanke med individuelle forhandlinger ikke mere et forslag for at hindre fagforeningerne i at forhandle samlede løn og arbejdsvilkår , hvorved de få der får bedre vilkår og de fleste bliver efterladt med ringere vilkår.

Karsten Aaen, Verner Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel, Jan Damskier, Mogens Holme, Lillian Larsen, Anne Eriksen, Torben Bruhn Andersen, Peter Hansen og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

Dorte Sørensen; - 09:25
Ikke eentydigt
»Vi har lagt op til en model, hvor det er helt op til den enkelte medarbejder, om han eller hun ønsker selv at forhandle løn. Hvis man som i dag ønsker, at ens tillidsrepræsentant forhandler løn for en, kan man altså fortsat gøre det.«
Men det løser rigtignok heller ikke problemet med ulige lønninger, at forhandle individuelt.
Problemet kan - ironisk nok - ses som konsekvens af ´lige løn for lige arbejde´ : "I et konkret eksempel inden for en kommunes afdeling for Vej og Park gav man tillæg for at køre med store maskiner, men ikke med små. Og det typisk var mænd, der kørte de store maskiner, hvilket altså gav udslag i tillæg, ...", når ´lige arbejde´ opfattes snævert som håndtering, og ikke som indsatsen for det fælles gode.

Karsten Aaen, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel, Lillian Larsen, Anne Eriksen, Peter Hansen og Dorte Sørensen anbefalede denne kommentar

Jeg tror, at alt den snak om individuelle lønforhandlinger igen igen er et forsøg på at få lønningerne og arbejdsvilkår generelt ned, det er alt andet lige meget nemmere, at sige nej til en person, end en helt flok.

Mennesker er også forskellige, både på medarbejder og arbejdsgivers side, og mange ønsker ikke den konflikt eller konfrontation med ens nærmeste chef, så enten viger man af, eller også får man et dårligt og karrierehæmmende arbejdsklima med nærmeste chef i mellem, det er der hvertfald stor sandsynlighed for kan ske, hvis der er uenighed, og det er det for mange ikke værd.

Derfor vil jeg vove at sige, at jeg faktisk synes man skulle gå den anden vej, de fleste afdelinger, medarbejdere osv. de bære i flok, folk er forskellige, og hvor nogle har styrker der direkte kan måles i et regneark, så har andre styrker der ikke er så synlige, men i de fleste sammenhænge supplere man hinanden og løfter i flok, og det synes jeg både skal anerkendes, accepteres og belønnes.

Sofie Løhde´s ideologiske tanker om individuel lønforhandlinger er kun en undskyldning for yderligere at underminere den alm. ansattes løn og arbejdsvilkår, længere er den ikke.

Karsten Aaen, Carsten Munk, Verner Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Hanne Ribens, Eva Schwanenflügel, Flemming Berger, Jan Damskier, Mogens Holme, Lillian Larsen, Margit Tang, Anne Eriksen, Jens Thaarup Nyberg og Dorte Sørensen anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Jens Thaarup Nyberg
Ja SL siger , de godt MÅ tage tillidsmanden/kvinden med til forhandling med arbejdsgiveren. Men hun ser helst at lønmodtageren forhandler alen med arbejdsgiveren ligeledes ser hun også at det meste skal forhandles mellem den enkelte lønmodtager og arbejdsgiveren.
Den metode vil nok komme nogle få til gode, men langt de fleste vil ikke have styrke til at få bedre løsninger og lønforskellen vil blive større - er det sådan en offentlig arbejdsplads "vi" egentlig ønsker. Ligeledes vil denne måde tage tid - spild af tid som de fleste tvungne MUS-samtaler er det.

Karsten Aaen, Verner Nielsen, Eva Schwanenflügel, Lillian Larsen og Peter Hansen anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

Dorte Sørensen; - 12:02
Jeg er ikke i tvivl om hvad Løhde egentlig vil,
Meget afhænger af hvad ´decentrale lønforhandlinger´kan indebære. På min tidligere arbejdsplads, Post Danmark , forhandlede lederne individuelt, indenfor økonomiske rammer aftalt mellem den lokale faglig repræsentation og arbejdsgiver, mens menige medarbejdere fulgte resultaterne af de lokale forhandlinger mellem tillidsrepræsentant og firmarepræsentant. Post Danmark var en statslig ejet, privat virksomhed, og det er erfaringerne fra disse, Løhde vil overføre til det offentlige.

Karsten Aaen, Eva Schwanenflügel, Lillian Larsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

Dorte Sørensen
Undskyld: det Løhde egentlig vil er en demontering af fagbevægelsen.

Karsten Aaen, Verner Nielsen, Peter Hansen, Eva Schwanenflügel, Flemming Berger, Lillian Larsen og Dorte Sørensen anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Jens Thaarup Nyberg - JA - men håber at det ikke lykkes hende og i stedet vækker den sovende fagbevægelse. Hvilket deres sammenhold i forhandlingerne virker som.

Bjarne Bisgaard Jensen, Peter Hansen, Hanne Ribens, Eva Schwanenflügel og Lillian Larsen anbefalede denne kommentar
Lone Lyngholm

Vi er altså mange kvinder der godt selv kan forhandles. Det handler ikke om at det er på mænds præmisser men at kvinder skal lære at tage ansvar for deres arbejdsliv og kræve den løn de er værd.

Steffen Gliese

Folk arbejder for at få en løn, så den skal være ens og overenskomstbestemt og uden tillæg.

Verner Nielsen, Eva Schwanenflügel og Lillian Larsen anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

Dorte Sørensen
Det må så blive de unge generationer, de ældre er gældsatte i boliger og kan ikke aktionere uden gevaldige tab.

Steffen Gliese

Det begyndte med akkorderne i 70erne, og siden er det bare gået ned ad bakke med den simple forståelse, at vi er forskellige som mennesker, men med stort set de samme økonomiske behov i samfundet.

Eva Schwanenflügel, Karsten Aaen, Carsten Munk og Verner Nielsen anbefalede denne kommentar