Interview
Læsetid: 18 min.

Mattias Tesfaye: »Jeg mener udlændingepolitik er klassekamp«

Mattias Tesfayes politiske karriere spænder fra den yderste venstrefløj til posten som Socialdemokratiet udlændingeordfører. Det er et område, han hidtil har undveget, men som han nu opfatter som klassekamp. Information tog med på tur i baglandet og tegner et portræt
Mattias Tesfaye opfatter sig selv som en politiker, der går mod strømmen. Når andre går til fløjene, starter nye partier og tiltrækker utilfredse vælgere fra de gamle magtpartier, går han den modsatte vej. Ind mod midten.

Mattias Tesfaye opfatter sig selv som en politiker, der går mod strømmen. Når andre går til fløjene, starter nye partier og tiltrækker utilfredse vælgere fra de gamle magtpartier, går han den modsatte vej. Ind mod midten.

Anders Rye Skjoldjensen

Indland
28. marts 2018

Enhver socialdemokratisk toppolitikers historie starter i barndommen, hvor den politiske dannelsesrejse tager sit udspring. Anker var børnehjemsbarn, Nyrups far var arbejdsløs, Helle Thorning kom mest af alt fra Ishøj og Frank Jensen fra det fattige Nordjylland. Det var derfor, de blev socialdemokrater.

Mattias Tesfayes historie er gjort af samme arbejdermytologiske stof. Han er vokset op med en fem år ældre storebror og en mor, som var langtidsarbejdsløs i 1980’ernes kriseår. Hans kammerater fik nyt tøj, nye cykler og kom på ferie, mens han tog ekstra avisruter, hvor en del af lønnen gik til husholdningskassen. De andre kunne komme i skolebio og holde børnefødselsdage eller i det mindste have en gave med, når de blev inviteret. Det kunne Mattias ikke. For hans mor var fattig og i lange perioder på kontanthjælp, der betød fogedbesøg, ubetalte elregninger og ingen telefon.

»Det var præcis derfor, jeg ikke blev socialdemokrat. Jeg syntes, Socialdemokratiet havde lavet et samfund, som var uretfærdigt. Derfor syntes jeg, at Socialdemokratiet var et uretfærdigt parti,« siger Mattias Tesfaye i dag, hvor han som 36-årig er endt med at beklæde en af de vigtige poster i Socialdemokratiet op til det kommende valg som partiets udlændingeordfører.

Andre, der er endt i det gamle arbejderparti, begrunder ofte endestationen med, at de i virkeligheden altid har været socialdemokrater. Men ikke Mattias Tesfaye. Hans politiske engagement i den tidlige ungdom i Århus er grundlagt på at være imod Socialdemokratiet, for alle de autoriteter, han kendte, var socialdemokrater. Borgmesteren Thorkild Simonsen og sognepræst Kjeld Holm var det. Hans skoleinspektør, formanden for boligforeningen, hans fodboldtræner og musiklæreren var det.

Og når de havde magten i et uretfærdigt samfund, så Mattias Tesfaye altså Socialdemokratiet som et uretfærdigt parti. Dermed ikke sagt, at Mattias Tesfaye ikke kan blive en Nyrup eller en Thorning-Schmidt. I øjeblikket er fortællingen om partiet, at der med Mette Frederiksen blæser en rød vind fra venstre. Ikke en storm, men lige nok til at formanden kan distancere sig fra den til tider så upopulære Thorning-Corydon-duo. Man husker jo nok, at makkerparret trods alt holdt skansen ved sidste valg, men tabte magten, fordi de andre partier i rød blok gik tilbage.

I det projekt kan en ung rebel, en uægte socialdemokrat, der indløste sit første politiske medlemskab hos Rød Ungdom under Danmarks Kommunistiske Parti/Marxister-Leninister og senere blev murer, komme til at fremstå som en mere ægte, rød socialdemokrat end så mange andre. Tilmed har Mattias Tesfaye ligesom store dele af det danske vælgerkorps, dele af venstrefløjen og især Socialdemokratiet flyttet det politiske balancepunkt i udlændingepolitikken.

Nogle ville måske kalde det opportunisme og mene, at han har tilpasset sine holdninger for at få magt. Men Mattias Tesfaye ser tværtimod sig selv som en politiker, der går mod strømmen. Når andre går til fløjene, starter nye partier og tiltrækker utilfredse vælgere fra de gamle magtpartier, går han den modsatte vej. Ind mod midten, hvor centerpartierne over hele Europa kæmper for at holde fast i, at kompromiser og ansvar for de svære beslutninger stadig er den bedste måde at løse de udfordringer, som stigende ulighed, migration og globalisering sætter verden i.

En skraldemandsmodel

I vinteren 1995 står Mattias Tesfaye op før de fleste andre af hans klassekammerater, og inden han tager i skole, står han på bussen ud til Bautavej i det århusianske vestkvarter, hvor han sammen med andre unge stiller sig bag en masse hærdebrede skraldemænd, der er i gang med at blokere deres arbejdsplads. Billetten er gratis, fordi buschaufførerne støtter de strejkende skraldemænd i Århus Renholdningsselskab, der har udviklet noget så sjældent som et system, der er blevet et begreb i den landspolitiske debat og på Christiansborg.

Der er 300.000 arbejdsløse i Danmark, herunder Mattias Tesfayes mor, og skraldemandsmodellen går ud på, at skraldemændene går på arbejde i fire dage og får dagpenge den femte. Tid til mere, job til flere, lyder sloganet i det, der bliver en af det moderne Danmarks mest indædte arbejdskampe. Ideen om at dele arbejdet er noget Mattias Tesfayes matematisk indrettede hjerne kan forstå. Han synes, det er genialt. Og hver dag efter skole sælger den 14-årige dreng gule klistermærker for at støtte skraldemændenes konflikt.

»Uretfærdigheden i samfundet blev for mig materialiseret i den arbejdskonflikt, som handlede om, at de skraldemænd skulle knækkes,« siger Mattias Tesfaye.

Den øverste autoritet i Socialdemokratiet er på det tidspunkt de to klassiske økonomer, statsminister Poul Nyrup og hans finansminister Mogens Lykketoft. De er imod skraldemandsmodellen, fordi de mener, at de kan nedbringe arbejdsløsheden med den rigtige keynesianske finanspolitik og et uddannelsesprogram.

Skraldemændene ender med at tabe. Og Mattias Tesfaye er bitter.  Men han har også mødt unge på sin egen alder fra Rød Ungdom, der er rejst med busser fra København for at lave blokade. Der melder Mattias Tesfaye sig ind og fortsætter dermed familiens tradition. Både hans mor og moster er engagerede i DKP/ML, og morfaren glødende kommunist.

»Mange dem, der var der, havde jo krudt i røven og syntes, at samfundet var så møghamrende uretfærdigt, at hvis man sprang det hele i luften, kunne man bygge det op på ny. Det er folk, jeg stadig kender, og som var på venstrefløjen. Jeg mødte ikke nogle unge socialdemokrater, som havde krudt i røven,« husker Tesfaye.

I dag er det til gengæld Nyrup og Lykketoft, den unge socialdemokrat mener, var de geniale, fordi deres økonomiske politik i 1990’erne viste sig at være enormt succesrig og skabte arbejdspladser og vækst. Og mange af dem, Tesfaye syntes var »kæmpeidioter« i sin ungdom, er han endt med at se op til.

»Når jeg snakker med Lykketoft i dag, er jeg ikke i tvivl om, at han er idealist ud over alle grænser og dedikeret til at lave forandringer, der kommer almindelige danskere til gode,« siger han.

SF-tiden

Der skal imidlertid gå endnu nogle år, før Mattias Tesfaye melder sig ind i Socialdemokratiet. Et højskoleophold forandrer ham, og han kommer til erkendelsen, at hans gamle miljø i DKP/ML er politisk »gak gak« og virkelighedsfjernt. Han melder sig ind i Enhedslisten, og derefter SF.

Men det er hans fagforeningsarbejde, der er omdrejningspunkt for hans politiske engagement. Christiansborgpolitik interesserer ham derimod ikke en døjt. Det ændrer sig i 2012, da han bliver opfordret til at stille op som næstformand i Villy Søvndals SF, som er blevet vælgerhavets nye darling efter caffe latte partiet, De Radikale, har tabt pusten.

Nu sidder SF i regering. Men problemer i det uprøvede regeringssamarbejde slider både i offentligheden og internt. Tesfaye kender de fleste af de unge ’fornyere’ i SF, Thor Möger, Astid Krag og Jesper Petersen. Og han har meldt sig ind, fordi han er sympatisk over for den retning, de forsøger at dreje partiet i. Men ikke alle er glade for ledelsens nye mand, der har markeret sig med ti »arbejderistiske« teser om praktisk socialisme med fokus på arbejderfamiliernes livsvilkår. De passer bare bedre ind i et kommunistisk parti end til et folkeparti som SF, lyder kritikken.

Mattias Tesfayes barndom var ikke bare fattig, den var også god og fyldt med russisk litteratur. Og så var velfærdsstatens stærke institutioner med til at bære familier som hans, fortæller han.

Anders Rye Skjoldjensen

Mattias Tesfaye er stadig optaget af at gå radikalt til værks for at opnå forandringer. Nu er det et gammelt venstrefløjsparti, der kommer i sigtekornet. I løbet af 00’erne har han bevæget sig væk fra opfattelsen af, at Socialdemokratiet er problemet, til at det er socialdemokratisme, der er brug for. Men ikke den britiske Labour-leder, Tony Blair og den tyske SPD-formand, Gerhard Schröders, Tredje Vej.

Deres omfavnelse af markedet og nyliberalistiske reformer er Mattias Tesfaye modstander af. I stedet er han optaget af en anden tysker, Oskar Lafontaine, en venstrefløjssocialdemokrat, der bryder ud og stifter partiet WASG sammen med en række vesttyske fagforeninger. Tesfaye forestiller sig, at Villy Søvndals SF kan blive en slags venstreorienteret socialdemokrati, der kan ligge midt imellem de revolutionære fantaster, han har forladt, og New Labour-Neue Mitte, som han også betragter Helle Thorning som en del af.

Han er næstformand i SF i et halvt år. En skatteaftale og det formandsvalg, der følger Villy Søvndals afgang, er ved at hive partiet midt over. Kredsen omkring Søvndal og de unge SF’ere havde i Tesfayes udlægning fat i godt og vel en tredjedel af partiet. Men da de menige SF’ere får muligheden for at give deres stemme tilkende ved formandsvalget kommer det til at handle om, hvilket parti SF skal være. Tesfaye og de andre af Søvndals allierede taber.

– Var I for dårlige til at inddrage andre og for fokuserede på at få magt?

»Når vi nu havde en ret præcis ide om, hvor vi skulle hen, og det var i retning af Socialdemokratiet – ikke en position, der var Helle Thornings, men en anden, der i virkeligheden ligner mere Mette Frederiksens, så dur det jo ikke, at man kun går to skridt derhen. Halvvejs er ikke godt nok. Derfor bliver det ikke særlig kompromissøgende,« siger Mattias Tesfaye, der ikke er særlig stolt af sin tid i SF.

»Faktisk skammer jeg mig. Jeg kendte en masse mennesker, der vitterligt er SF’ere og holder af partiet. Folk som Pia Olsen Dyhr, Steen Gade og Karsten Hønge. De er ikke socialdemokrater, men har brugt en stor del af deres liv på SF. Det, jeg ikke fattede, var, at man aldrig nogensinde må melde sig ind i parti for at lave det om til noget andet. Man er nødt til at have en ydmyghed. Og hvis jeg skal være ærlig, følte jeg mig aldrig tilpas i SF, som det var. Jeg følte mig tilpas i SF, fordi jeg havde en ambition om, at partiet skulle blive til noget andet. Det er arrogant over for de mennesker, der i årevis har vedligeholdt et politisk parti med et bestemt politisk grundlag. Jeg er glad for, at jeg meldte mig ud. Men ikke for, at jeg meldte mig ind.«

Kort efter bruddet med SF sender Tesfaye en indmeldelsesblanket til Socialdemokratiet, og samme dag møder han den tidligere stjerne i Enhedslisten, Pernille Rosenkrantz-Theil, der er blevet socialdemokrat flere år i forvejen, og som gentagne gange har spurgt ham, hvorfor han dog ikke bare »hev plastret af« og blev medlem.

»Ikke nok med, at jeg havde meldt mig ind i Socialdemokratiet. Så møder jeg også Pernille dér på trappen. Hun kendte mig jo, og vi har altid været meget enige politisk. Nu kiggede hun bedrevidende på mig: Told you so,« husker Tesfaye i dag.

Rykket i udlændingepolitikken

Nu er det foreløbigt sidste skridt i Mattias Tesfayes politiske udvikling imidlertid ved at være taget. En kold martsdag i 2018 køber han et par sorte herresko til 1.200 kroner i Magasin. Han har aldrig haft så dyre sko. Men de gamle socialdemokrater, som han har lært at respektere i stedet for at opfatte som småborgerlige, og som han har mødt rundt omkring i partiforeningerne, går op i, at man ser anstændig ud, når man skal repræsentere arbejderklassen.

De har set ham på tv i et måske ikke helt velsiddende jakkesæt, flankere Socialdemokratiets absolutte top, Mette Frederiksen, Sass Larsen, Wammen og Hækkerup, under præsentationen af partiets nye udlændingeudspil. Og den måde, de lader ham forstå, at han skal skifte sin foretrukne sorte Adidas-træningstrøje ud, er, ved at fortælle ham, hvor godt han ser ud på det pressemøde. Han har kastet det proletariske oprør fra ungdomsårene af sig. Men det er åbenbart stadig nemmere at opføre sig politisk »anstændigt og ansvarligt« end at gå i jakke til daglig.

Den dag på pressemødet er også den foreløbige kulmination på Mattias Tesfayes politiske karriere. Kritiske røster i Socialdemokratiet, som er blevet gengivet i kommentatordanmarks spalter, har tolket hans bog fra sidste år, Velkommen Mustafa, om 50 års socialdemokratisk kamp om udlændingepolitikken, som et forsøg på at udnytte en indre splittelse i partiet for at positionere sig. Hvis det har været formålet, må det siges at være lykkedes for Mattias Tesfaye, der er medforfatter til det nye udlændingeudspil, som anses for at være et af de vigtigste oplæg for partiet i kampen om at vinde magten ved næste valg.

Men indtil sit nye ordførerskab, som han fik i december, er han veget uden om udlændingepolitikken. Har betragtet den i konspiratoriske termer, fortæller han.

»Jeg så det som en lynafleder, udefinerbare magthavere havde opfundet for at undgå krav fra arbejderklassen om retfærdig økonomisk omfordeling. Eller som en irriterende flue, der skulle viftes væk, før jeg kunne komme til at tale om det, jeg anså for at være ’rigtig politik’: bolig, uddannelses- og socialpolitik.«

Mattias Tesfayes far var etiopisk flytning, der fik børn med en dansk kvinde og arbejdede på flydedokken i Aarhus, indtil han blev skilt, rejste tilbage til sit hjemland og døde som en alkoholiseret mand. Med farens flygtningebaggrund har risikoen for at blive en »præmieperker« i politik, ligesom han mente Naser Khader, Manu Sareen og Kamal Qureshi blev det i deres partier, altid luret.

Men nu taler Mattias Tesfaye om udlændinge, når han er ude i det socialdemokratiske bagland. Flertallet af vælgerne går ind for en stram udlændingepolitik, lyder en udbredt analyse. Lige som Socialdemokratiet af mange nu ses som et parti, der ikke længere lader sig overhale højre om af Dansk Folkeparti.

– Din bevægelse i udlændingepolitikken kan se ud, som om du bare er fulgt med folkestemningen?

»Der har altid været nogen, der er gået ind for en liberal udlændingepolitik, mens andre er gået ind for en stram udlændingepolitik. Men tyngdepunktet har flyttet sig i retning af stramninger. Er jeg så bare fulgt efter? Det mener jeg ikke. Jeg er selv en del af det tyngdepunkt. Udlændingepolitik er ikke en akademisk diskussion for mig. Jeg har det inde på livet lige som andre danskere, bor og har børn i et område med mange indvandrere. Så jeg sidder ikke og gallup’er mig frem for at finde ud af, hvad jeg skal mene.«

– Til gengæld har det været med til at placere dig centralt i Socialdemokratiet?

»Det er jo en diskussion om mine motiver. Mine motiver i udlændingepolitikken er, at folk med lave indtægter har båret for store dele af integrationsopgaven. Og det går ud over dem, hvis der er ukontrolleret indvandring. Det kan man vælge at stole på, eller man kan mene, at jeg lyver, og så argumentere for det,« siger Mattias Tesfaye:

»Jeg mener udlændingepolitik er klassekamp.«

’Spørg Pernille Skipper og Pernille Vermund om de synes, de skaber stabilitet og pragmatisme. Jeg kan ikke se, det gavner at puste til uenigheder. Jeg vil det modsatte,’ siger Mattias Tesfaye

’Spørg Pernille Skipper og Pernille Vermund om de synes, de skaber stabilitet og pragmatisme. Jeg kan ikke se, det gavner at puste til uenigheder. Jeg vil det modsatte,’ siger Mattias Tesfaye

Anders Rye Skjoldjensen

Sprog for indvandring

Det er også det, Mattias Tesfaye fortæller sine partifæller en martsdag i 2018, hvor han iført blå skjorte og jeans er på besøg i den lokale partiforening i Nykøbing Falster for at tale om Socialdemokratiets nye udlændingepolitiske udspil. Først giver han sig god tid til at gå rundt og hilse ved bordene, der er stillet i hestesko, og hvor der spises sandwich og bliver drukket kaffe. Han fordyber sig i en snak med en mand, der har taget sin søn med, og stammer fra Afrika, inden de cirka 50 fremmødte lokale socialdemokrater synger »Når jeg ser et rødt flag smælde«.

Da sangen er færdig, stiller han sig foran forsamlingen og siger:

»Jeg hedder Mattias Tesfaye, og jeg bor i Albertslund på den københavnske vestegn. Og de fleste af jer kan nok huske, at der i mange år var et begreb, der hed vestegnsborgmestre. Måske kan I huske nogle af navnene på dem. En fra Albertslund hed Finn Aaberg.«

Flere nikker og stemmer i: »Per Madsen fra Ishøj og Kjeld Rasmussen fra Brøndby.«

De fleste partifæller har sikkert også hørt om partiets nye kurs i udlændingepolitikken, og at udspillet har fået massiv kritik af eksperter og politiske modstandere for at være både urealistisk og uretfærdigt.

Tesfaye fortæller tilhørerne, at det uretfærdige er, at det var socialdemokratiske kernevælgere, der kom til at bære integrationsopgaven op gennem 1980’erne og 1990’erne. Men hans dybere mission er også at give socialdemokraterne et sprog til at håndtere indvandringen, som han mener, har manglet. Et sprog som ikke er DF’eren Søren Krarups kulturkonservative eller Pia Kjærsgaards småborgerlige. Men et, som kan håndtere den folkevandring, der ikke er en forbigående krise.

»Vi skal ikke modtage flere, end vi kan integrere i vores velfærdssamfund, og så skal vi have en god velfærdspolitik,« siger Tesfaye.

Socialdemokraterne lytter koncentreret i den gode time, deres folketingsmedlem taler. Bagefter er der spørgsmål. Rundt regnet en fjerdedel er kritiske, men flere udtrykker forståelse for, at udlændingenes antal og integrationen er problemer, der skal løses. Mattias Tesfaye afviser, at Grundloven er et problem i forhold til partiets forslag om tvungen indskrivning i vuggestuer, og at partiet er på kant med menneskerettighedskonventionerne. Sidste spørgsmål om børnene, der sidder i årevis i udrejsecentre og bliver syge af dansk udlændingepolitik, insisterer han på at besvare, selv om han er ved at misse sit tog tilbage til København.

»Forældrene vil ikke samarbejde om udrejse. Problemet er jo, at de de facto forsøger at vente sig til en opholdstilladelse. Og det er svært, det her. Men vi har sagt, at det ikke går. Ellers ville vi sende et signal til alle andre afviste asylansøgere om, at hvis de ikke samarbejder, får de et rækkehus i Allerød og deres børn en uddannelse i Danmark,« siger han.

Tesfaye har også fortalt tilhørerne om andre gode socialdemokrater, der har haft en anden holdning end partiets nuværende. Ole Espersen f.eks., som var med til at skrive den liberale udlændingelov fra 1983. Espersen og hans generation var præget af datidens største flygtningekrise. Jøderne kom i både til Bornholm, hvor Espersen boede som barn, men de blev afvist. Tidligere har Tesfaye udtalt, at han vil befri udlændingesagen fra moralismen. Men handler flygtningespørgsmål ikke lige præcis om moral? Espersen og Tesfaye er i samme båd nu, hvor Europa ser til, mens flygtninge drukner i Middelhavet.

– Du vælger anderledes end Ole Espersen. Men er det, Danmark mangler i dag, ikke mere humanisme i stedet for strammere udlændingepolitik?

»Hvad er lektien fra Holocaust? Mennesker, der har brug for beskyttelse, skal have beskyttelse. Det er kernen i dansk og europæisk flygtningepolitik. Men det har udviklet sig til, at flygtninge også kan søge et bestemt sted hen for at få beskyttelse. De jøder dengang ville jo gerne samles op af hvilken som helst fattig nation. De skulle bare væk fra vanviddet og Hitler. Men nogle af de syrere, der kommer hertil, har jo ikke lyst til at bo på Balkan eller i Baltikum, områder, hvor meget få søger asyl. De vil videre. Det, vi skal, er imidlertid at give dem beskyttelse. Ikke velfærd,« siger han, da han sidder i toget på vej hjem fra Nykøbing Falster. Klokken er tæt på midnat, og en smoothie har peppet ham lidt op efter to timers foredrag og debat.

Løsningen på integrationsproblemerne, som ud over antallet af migranter er centralt i det nye S-udspil, finder Tesfaye som så mange andre drevne politikere ved at række tilbage til barndommen. Han sørger for konstant at veksle mellem konkrete hændelser og politiske budskaber. Måske er det hans hang til virkelighed frem for det teoretiske, funderer han, der er årsagen til, at han endte med at droppe ud af gymnasiet og gå på teknisk skole, selv om han altid har været optaget af bøger. Undervejs i interviewet kommer han omkring både forfatteren Houellebecq, Foucaults normative blindgyde og Sartre, som han sværger til, fordi den franske filosof turde have holdninger til, at noget er bedre end noget andet.

Mattias Tesfaye, f. 1981

  • 1997: Medlem af DKP/ML
  • 2001: Uddannet murer
  • 2002: Faglig sekretær
  • 2005: Medlem af Enhedslisten
  • 2006: Formand for 3F Ungdom
  • 2010: Medlem af SF’s landsledelse
  • 2013: Medlem af Socialdemokraterne

Bøger:

  • Livremmen (Roman, 2005)
  • Vi er ikke dyr, men vi er tyskere (Debatbog, 2010)
  • Kloge hænder (Debatbog, 2013)
  • Velkommen Mustafa (Debatbog, 2017)

Mattias Tesfayes barndom var nemlig ikke bare fattig, den var også god og fyldt med russisk litteratur. Og så var velfærdsstatens stærke institutioner med til at bære familier som hans. Børnehavens pædagoger havde tid til dem, der krævede ekstra opmærksomhed. Bestyrelsen i boligforeningen arrangerede fastelavnsfester, og hans sommerferie sørgede fritidshjemmet for.

»Vores institutioner er makronbunden,« siger Mattias Tesfaye. Men de fælles institutioner er blevet for svage. Svære men stærke politiske valg er nødvendige for at genskabe dem, mener han. Derfor vil hans parti fordele gymnasieelever bedre og gøre indskrivning i vuggestuer obligatorisk.

Man kan sige, at Mattias Tesfaye har bevæget sig fra det ekstreme ind på midten, hvor han mener, at netop de svære politiske beslutninger bliver truffet og ansvarligheden varetaget. Det er i sig selv en banal politisk udviklingshistorie, han repræsenterer. Men faktisk er han gået mod strømmen, mener han selv: »Folk skal ikke tænke proletarisk, som jeg selv gjorde. Bare vælte hele lortet, fordi det er uretfærdigt. For det er var ikke på grund af Socialdemokratiet, at 1980’erne var uretfærdige. Det var på trods af partiet.«

Men ansvarligheden er i skred. Tesfaye mærker det i alt fra de igangværende overenskomstforhandlinger, der er gået i hårknude, til valgene i Europa, hvor yderfløjspartier har sat de gamle magtpartier under pres. Senest i det ellers så stabile Tyskland, hvor kansler Merkel knap kunne samle en regering.

»Jeg håber f.eks. på et forlig i overenskomstforhandlingerne, som medlemmerne vil stemme hjem. Mens jeg synes, jeg kan høre på nogle af mine venner, der stemmer på Enhedslisten, at de helst vil have konflikt, fordi det er en del af den politiske strategi, at der skal være uro. Min strategi er, at der skal være ro og stabilitet,« siger Tesfaye.

– Så det er ikke opportunisme i forhold til dit tidligere politiske ståsted?

»Nej, det har ikke noget med det at gøre. Det er min egen analyse af, hvorfor ting er uretfærdige, der har forandret sig. Jeg mener ikke, at hverken de offentligt ansatte eller arbejdsgiverne udviser manglende samfundssind. Men parterne skal forny overenskomsterne i et Danmark, hvor kompromisvillighed og samfundssind er i lav kurs. Det er hele den stemning, som forhandlingerne foregår i, og som også folketingsvalg foregår i. Det seneste valg endte med, at et mindretal af folketingsmedlemmerne ønskede at tage regeringsansvar. Det er sværere at finde tilslutning til pragmatismen end til radikaliseringen. Og jeg mener, man skal styrke det samarbejdende folkestyre, ikke svigte det.«

– Og det mener du, at yderfløjpartierne gør?

»Det er mere en konklusion, jeg selv har draget. Du kan jo selv spørge Pernille Skipper og Pernille Vermund, om de synes, de skaber stabilitet og pragmatisme. Men jeg kan ikke se, det gavner at puste til uenigheder. Jeg vil det modsatte. Det synspunkt har ikke medvind i Vesteuropa for tiden. Det er ikke udtryk for et politisk ryk men en ændret politisk analyse.«

At det forholder sig sådan i Vesten, skyldes ifølge Tesfaye, at den materielle udvikling polariserer, skaber utryghed, ulighed i indtægter og formuer, større afstand fra center til periferi, øget spredning mellem generationer, øget social og kulturel segregering.

»Globaliseringen, de åbne grænser og digitaliseringen vrider tingene fra hinanden. Det er en selvforstærkende proces. Jo svagere det politiske centrum bliver, jo sværere bliver det for partierne på midten at håndtere udfordringerne. Det var det, jeg forsøgte at fortæller mine partifæller i Nykøbing Falster. Hvis vi ikke får håndteret problemerne, så vælger folk nogle andre end os,« siger Mattias Tesfaye.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kim Folke Knudsen

Kære Mattias Tesfaye

Poitisk idealisme og oplevelsen af at ville ændre på samfundets uretfærdigheder. Det er ledetråden i din beskrivelse her. Med idealisme følger ønsket om at kunne se egen forandring gennem pragmatisme og samarbejde. Socialdemokraternes potentielle styrke.

Spørg Mogens Lykketoft om hans holdning til den nuværende udlændingepolitik, som S har formuleret i deres seneste udspil om asyl, ophold, og flygtningelejre i det fjerne ?

Et parti der en gang stod for " Den internationale solidaritet ". Der havde jeg håbet på en mere lidt mere løfterig og indholdsrig Udlændingepolitik end DF Light minus 10%. I kan nå det endnu at opstille en politik, som overbeviser vælgerne om, at I vil andet end DF´s eksklusionspolitik overfor udlændinge. For en sikkerheds skyld. Jeg mener, at der er en grænse for, hvor mange udlændinge Danmark kan integrere pr. år, men den er lidt mere rummelig end DF´s. Jeg abonnerer ikke på DF´s fremmedfobiske syn på mennesker med en anden baggrund end den kernedanske.

Den nuværende " Bermuda Trekant " i dansk politik med S, DF og V.

Der er der en sikker vinder og det er DF. Intet ansvar for alle de besværlige ministersager og altid det rette populistiske standpunkt, som optimerer stemmetallet.

Bemærk DF har det med at glemme deres oprindelige standpunkter. Nu går de ind for en de facto afskaffelse af efterlønnen, men andre traf beslutningerne. I år 2015 var de imod Kontanthjælpsloftet, men nu er DF tilhænger af et kontanthjælpsloft. I år 2015 ville DF havde en vækst i de offentlige budgetter på +0,8% om året. Det endte med -2% vækst om året i alle statsinstitutioner og på uddannelserne. Selv i Udenrigspolitikken har DF sikret sig stemmeoptimering ved på en gang at være for Rusland ( Marie Krarup ) og mod Rusland ( Søren Espersen ), så er stemmefiskeriet helt optimeret.

Det helt store forbillede for DF: er USA´s Præsident Donald Trump, kunne vi dog med DF´s styrke nærme os lignende tilstande i Danmark ?

DF ønsker at flytte yderligere 8.000 statslige arbejdspladser fra Hovedstadsområdet ud i landet primært Jylland. DF har med deres udlændinge politik saboteret alle muligheder, for at opbygge et Øresunds samarbejde med Sverige, der kunne bringe vækst og velstand til København og Hovedstadsområdet. DF har svinet Sverige til så mange gange, at det tager lang tid at genopbygge evt. ødelagte relationer, fordi det for DF var vigtigere at hytte Sverigesdemokraternes skind end sikre fornuftige politiske relationer til vores nordiske naboland.

DF hader EU ud fra ægte overbevisning, men de har ikke modet til at tone rent flag og kræve dansk udmeldelse. Så hellere udnytte de andre lande ved at tage alle de økonomiske fordele og bagefter syde af raseri over ethvert forslag, som kommer fra Bruxelles. Hvor meget vil Danmarks stemme kunne gøre sig gældende i samarbejdet med DF ombord og måske siddende på Udenrigsministerposten. Gavner det Socialdemokraterne Mattias ? Gavner det Danmark og danskerne ?

Politik er idealisme og pragmatisme , hvis vi vil folkestyret som det sted, hvor forandringen finder sted.

Hvem bliver din næste dansepartner i Folketinget bliver det DF?

Bliver den dans en elegant tango eller ?

Læren af den forrige Regering S-R-SF (2011-2014) var, at partierne ikke forberedte valget på en måde, så de var klar til at overtage Regeringsansvaret ? I Danmark kommer sjældent et parti til magten alene. Et Regeringsgrundlag skal afstemmes med forligspartierne i god tid, og alle skal kunne se sig i Regeringsgrundlaget ikke kun Socialdemokraterne men også Socialdemokraterne.

Min opfordring til Socialdemokraterne: Søg det politiske grundlag med de partier, som vil Jer det godt. Læg fordommene lidt til side og giv tid til at finde et fælles politisk grundlag at gå til valg på senest i juni måned 2019.

Karsten Lundsby, Anita L. Fischer, Erik Lønholm, Steen K Petersen, Viggo Okholm, Thomas Tanghus, Nike Forsander Lorentsen, Karsten Aaen, Torben Skov, Vibeke Hansen, Ole Frank, Katrine Damm, Carsten Munk, Torben K L Jensen, Ole Bach, Kjeld Hansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Mattias Tesfaye :
"Jeg hedder Mattias Tesfaye, og jeg bor i Albertslund på den københavnske vestegn. Og de fleste af jer kan nok huske, at der i mange år var et begreb, der hed vestegnsborgmestre. Måske kan I huske nogle af navnene på dem. En fra Albertslund hed Finn Aaberg."

I øvrigt er du gået fra DKP til Socialdemokratiet på meget få år.
Det er altså ikke troværdigt.
Husker tydeligt Karen Jespersen, der også startede på yderste venstrefløj, men nu er endt som kommunikator for det yderligste højre på sin egen web-avis.
Yderlighederne mødes gerne i omstændighederne.
Det ville klæde Socialdemokratiet igen at påføre sig det sociale ansvar det har maltrakteret igennem HTS-regeringen med især 'reformen' om fleksjob og førtidspension, der om noget har destabiliseret livet for mange, og gjort livet uudholdeligt for flere.
Der er mange fysisk og psykisk syge der er blevet endnu mere syge af disse love og 'reformer'.
De gavner ingen i målgruppen, mens diverse 'andre aktører' bliver rige af at udnytte det sociale system.
Glem udlændingestramninger, og sats på de offentligt ansatte, børn og unge, ældre og de marginaliserede arbejdsløse, syge og handicappede borgere i systemet.

Karsten Lundsby, Steen K Petersen, Helene Kristensen, Carsten Svendsen, P.G. Olsen, Tommy Clausen, Viggo Okholm, Estermarie Mandelquist, Thomas Tanghus, Nike Forsander Lorentsen, Anne Mette Jørgensen, Karsten Aaen, Torben Skov, Henriette Bøhne, Britta Hansen, Ole Frank, Bjarne Andersen, Katrine Damm, Mogens Holme, Herdis Weins og Kjeld Hansen anbefalede denne kommentar
Johnny Werngreen

Der kan være flere årsager til partiskift. De kan skyldes personlige karriereovervejelser, hvilket måske er forståeligt, men ikke gavner den pågældendes troværdighed. De kan også skyldes, at man føler, at man har fået indsigter og er blevet klogere, og det kan jo være godt nok, men hvis man blot er hoppet fra et holdnings-pitstop til et andet, ender man jo med at være lige vidt. De kan så også, som det ser ud til i dette tilfælde, være forårsaget af den magtesløshed, der ofte følger af ikke at kunne analysere og overskue et problemkompleks, hvilket så kan bevirke, at den magtesløse springer ud som såkaldt pragmatiker. Politisk pragmatisme er ofte forbundet med en afvisning af målgruppers rettigheder med henvisning til, at deres problemer vil være for forstyrrende for andre målgrupper, ligesom den ofte medfører, at de forstyrrende målgruppers medlemmer tillægges negative personlige egenskaber. Den analytiske problematik, som denne ambitiøse politiker ikke kan overskue, er ellers ganske simpel: Mennesker flygter fra krig og elendighed og søger hen, hvor livsbetingelserne er bedre. Hvordan skal vi, der ikke oplever krig og elendighed, forholde os til det? Den egocentriske kyniker vil sige: Det er ikke mit bord, det må de selv ligge og rode med. Den selvudråbte politiske pragmatiker vil sige: Jeg kan godt se problemet, men vi i vort land kan jo ikke hjælpe alle, så vi er nødt til at trække en grænse. Den kloge, derimod, erkender problemet, ser nødvendigheden i at få det løst og sætter alle kræfter ind på at få etableret et internationalt samarbejde.

Ivan Mortensen, Tommy Clausen, lars helde, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel, Flemming Berger, Marie Jensen og Mogens Holme anbefalede denne kommentar

Kim Folke Knudsen - Din bermudatrekant er ved at få en fjerde side: SF, der i stigende grad, bakker op om fremmedfjendske forslag fra de tre blå-sorte partier.
Og den dans du spørger til, om det bliver en elegant tango. Nej, det bliver en fortsættelse af den dødedans, der har været i gang i flere år, men som måske snart nærmer sig en kulmination. Jeg mener, de forenede fremmedhaderpartier, kan sq da ikke blive ved med at finde på flere gemenheder.
Kan de?

Karsten Lundsby, Helene Kristensen, Tommy Clausen, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel, Thomas Tanghus, Anne Mette Jørgensen, Karsten Aaen, Torben Skov, Flemming Berger, Marie Jensen, Mogens Holme og Gert Romme anbefalede denne kommentar
Michael Borregaard

Professor Emeritus Eva Smith, døbt Hækkerup, sagde det så fremragende som det kan siges sidste år:

”Jamen, jeg må sige, at jeg kan ikke være med mere. Jeg er opvokset med socialdemokratiske traditioner og har mit menneskesyn fra partiet, som det var engang. Men det er simpelthen blevet for meget”

Oluf Dragsbo, Martin Mørch, Tommy Clausen, Niki Dan Berthelsen, Lise Lotte Rahbek, Viggo Okholm, Eva Schwanenflügel, Ole Frank, Thomas Tanghus, Anne Mette Jørgensen, Karsten Aaen, Torben Skov, Flemming Berger, Britta Hansen og Katrine Damm anbefalede denne kommentar
Anne Grete Tvede Andersen

Jeg siger tak til Mattias Tesfay og til Mette-Line Thorup for et i mine øjne rigtig godt portrætinterview med gode forklaringer og løsningsmodeller på komplekse og svære problemer.
Mvh

Karsten Lundsby, Jørgen Kærbro Jensen, Eva Schwanenflügel, Peter Hansen, Torben K L Jensen, Mette Poulsen, Kjeld Jensen og Daniel Durst-Andersen anbefalede denne kommentar
Gustav Alexander

Hvordan kan marxisterne og de revolutionære være fantaster? Hvorledes er antagelsen om, at det nuværende samfund ikke kan bestå evigt blevet en fantastisk anskuelse? er det ikke langt mere et udtryk for fantasme, når Tesfaye og Co. antager at systemets grundprincipper vil bestå, for det har intet økonomisk system i historien gjort endnu.

Marxisterne besidder en teoretisk forståelsesramme, der videnskabeliggør vores viden om kapitalismen som system. Centrum-venstre har mig bekendt sådan forstålelsesramme. Det er da både virkelighedsnært og konkret i forhold til fantasterne på Centrum-venstre og højre, der blot antager at det nuværende system vil bestå; og det endda uden et teoretisk forsvar for, hvorfor det skulle kunne forholde sig således.

Midten af dansk politik er hvor de mest virkelighedsfjerne utopier holder til.

Tommy Clausen, Eva Schwanenflügel, Flemming Berger, Bettina Jensen og Lars Bo Jensen anbefalede denne kommentar

Matias du har fuldstændig ret !
Det værste ved den form for demogagri/asocial politik vi ser under vores tids politik, er ikke enøjet,og forfejlet politik ,da det over tid vil undergrave det meste! ( ALT , ALLE ) !
Uanset hvor men kommer fra,og er villig til at give det Danske samfund, sin indsats for det bedre samfund,burde begejstre,i sted for,deres borgelige nedladende,udmeldinger/begrensninger !
Dessverre er det meste af det politiske,gået i selvsving,og deres egen meninger,overskygger det de egentligt er hyret til at gøre! (MENLIG AT SIKRE DETTE LANDS VELFÆRD ), så de kan leverer noget der var bedre end det de overtog?
Dessverre drukner det meste,i deres egne dårskabs skygge,for at profilerer sig selv,og så på bekostning,af det bestående samfund !
De er ikke politiske håndværkere,men SAMFUNDS NEDBRUDERE,SOM VIL TRUE ALT,hvis de ikke formår at rette ind til det de egentlig er ansat til, så er de en direkte trussel,for det der kendetegner det Danske! ( DANMARK ) ! Frihed til at tro tænke,og ikke mindst ytre sig,uden det kan,og vil blive brugt mod dem for deres personlige ytren sig,og meninger !
Det meste i nutiden bruges/misbruges,også det på arbejdsmarkedet,sammen med både integration,og anden status,hvis man komme udefra!

Som tiden gård, ligner verden mere,og mere en lodseplads,uden menneskesyn,med et livssyn,der føre til noget, positivt ,som beviser, deres virke at de kan/formår deres påstår,at kunne styre, og ikke har lært noget af historiens,dårligdomme/krige,menneskerettigheder,og unødige drab,af uskyldige mennesker !
Udvikler de sig mon nogen sinde til det vi alle påberåber os, at være det højesstående endevie på denne planet,intelegente?
vi dræber til stadighed vores egen rase! Er det ceviliseret?

Jens Thaarup Nyberg

Dennis Jensen; - 14:32
"Marxisterne besidder en teoretisk forståelsesramme, der videnskabeliggør vores viden om kapitalismen som system."
Javist, og marxisterne besidder også evnen til at forstå:
" ... Mine motiver i udlændingepolitikken er, at folk med lave indtægter har båret for store dele af integrationsopgaven. Og det går ud over dem, hvis der er ukontrolleret indvandring. Det kan man vælge at stole på, eller man kan mene, at jeg lyver, og så argumentere for det,"

Jan Fritsbøger

jeg kan desværre heller ikke læse hele artiklen så dette er baseret på det jeg kan læse og kommentarerne, men tesfaye opfatter sig selv som en der går imod strømmen, dette lyder i mine øjne absolut som selvbedrag, for strømmen i politik går jo tydeligvis fra en vis idealisme og humane synspunkter og imod "pragmantisme" eller ligefrem ren populisme, og det er da vist lige præcis det også tesfaye har gjort,
at det går ud over folk med lave indtægter hvis der kommer flere indvandrere er jo reelt noget sludder, men det passer fint med DF og andres dæmonisering af "de fremmede", det der rammer folk med lave indtægter er højredrejningen i samfundet, hetzen imod overførsler har ikke andet med de fremmede at gøre, end fremmedhadets retorik om at de fremmede kommer her for at nasse på vores høje overførsler, det er godt nok direkte løgn, men det skaber grobund for nedskæringer på overførsler, især blandt mennesker som arbejder og som synes det er urimeligt at de skal betale til det,
man får det til at se ud som om samfundet ikke har råd, men fakta er jo at der er mere end rigeligt råd, virksomhederne udbetaler rekordstore udbytter til aktionærer, og man har fundet penge til rigtig store skatte lettelser for de velstillede og store besparelser på luxusbiler, dette er en politisk beslutning og ikke gavnligt for samfundet,
problemet med politikere incl. tesfaye er at de på grund af deres privilegier og høje indtægt, selv bliver en del af den priviligerede klasse, og derfor får nemmere og nemmere ved at se verden med overklassens farvede briller, man bliver blind for almindelige menneskers behov, og dermed ude af stand til at skabe et samfund som er bare lidt retfærdigt.
det eneste parti som gør noget ved problemet er Ø som har regler som modarbejder klasseskredet for deres folkevalgte, men det burde være anderledes, at blive valgt til folketinget burde slet ikke medføre særlige privilegier, og burde kun lønnes med en løn som svarer til gennemsnittet af lønnen for ufaglærte, ud fra det synspunkt at det ikke må være grådighed som motiverer en opstilling, kun mennesker som brænder for et bedre samfund, helt uden egennyttige motiver er jo reelt kvalificerede.

Helene Kristensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel, Thomas Tanghus, Nike Forsander Lorentsen, Karsten Aaen, Torben Skov, Bettina Jensen, Flemming Berger og Anders Skot-Hansen anbefalede denne kommentar

Arne Lund: hvordan er SFs politik blevet fremmedfjendsk?

Niels Duus Nielsen

"...den materielle udvikling polariserer, skaber utryghed, ulighed i indtægter og formuer, større afstand fra center til periferi, øget spredning mellem generationer, øget social og kulturel segregering...".

Enig!!!

Altså må opgaven være at ændre den materielle udvikling, og hvis det ikke kan lade sig gøre, at afbøde de værste virkninger af denne udvikling. Altså skal angrebet sættes ind mod konkurrencestaten og dens ophøjelse af den øgede ulighed og den store afstand mellem folk og politikere til noget uundgåeligt, nødvendigt, godt og eftertragtelsesværdigt.

Altså skal vi solidarisere os med indvandrerne og tvinge politikerne til at føre politik, som gavner den brede befolkning. Labours "tredje vej" var en dødssejler, så hvis Tesfaye ønsker at skrotte arven fra Blair, ønsker jeg ham god vind.Men hvem var det lige, der opfandt begrebet "konkurrencestat"? En britisk akademiker, socialdemokrat, så vidt jeg husker, i hvert fald var det en nu fhv."socialdemokratisk" finansminister, der knæsatte begrebet i den danske forvaltningstradition, og som nu som tak for hjælpen er blevet redaktør for storborgerskabets vigtigste talerør. Hvis Tesfaye vil stille sig op og med lige så stor overbevisning skrotte dette begreb og begynde at hylde solidariteten, vil jeg begynde at lytte til ham igen.

Blot han husker, at indvandrere også er lønarbejdere, som derfor også har krav på velfærd. Måske kan han slippe afsted med at "beskytte" asylansøgere uden at lade dem få del i velfærden, på grund af en skelnen, som resten af politikerne synes at have glemt, men hvis det er det, han ønsker, skal han være meget klarere i mælet med, hvem det er, der ikke skal have del i velfærden, for ikke at blive misforstået.

Mattias Tesfaye, du bør skelne klart og tydeligt mellem flygtninge og indvandrere. Når du taler for forskelsbehandling skal du huske, at det er flygtningene du så taler om, og kun dem, og kun fordi de forventes at skulle beskyttes midlertidigt.

Indvandrerne derimod er ikke flygtninge, men danskere, mange af dem er indfødte og har dansk statsborgerskab ligesom dig, og de skal selvfølgelig ikke tvinges til noget som andre danskere ikke skal tvinges til.

Hvis du gør et nummer ud af pædagogisk at forklare for hr. og fru Socialdemokrat om denne vigtige forskel mellem flygtninge, som kan spises af med færre rettigheder imod at modtage beskyttelse, og så indvandrere, som har helt de samme rettigheder som alle andre, og helt de samme krav om velfærd som alle andre, så har du en chance for ikke at ende som en anden præmieperker.

(Om flygtninge så også SKAL spises af med færre rettigheder kan så diskuteres, men min pointe er at danske indvandrede statsborgeres rettigheder og krav på velfærd IKKE er til diskussion, og da slet ikke i et demokratisk land, der hylder social lighed og solidaritet).

.

Torsten Jacobsen, Jørgen Kærbro Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel, Ole Frank, Karsten Aaen, Torben Skov, Holger Madsen, Katrine Damm og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Bettina Jensen

"Mine motiver i udlændingepolitikken er, at folk med lave indtægter har båret for store dele af integrationsopgaven. Og det går ud over dem, hvis der er ukontrolleret indvandring."

Tesfayes motiver er altså ikke (for så havde han vel gjort det meget tydeligt?) at arbejde/kæmpe for at 'folk med lave indtægter' ikke skal bære de største dele af 'integrationsopgaven' - så i stedet accepterer Tesfaye at 'folk med lave indtægter' skal bære hovedparten af 'integrationsopgaven', hvorfor denne skal reduceres (i betydningen; vi må sige nej til flere flygtninge, end vi allerede gør.)

I sandhed en solidaritets-saltomortale, som moderne socialdemokrater og såkaldt 'centrum-venstre folk' i stigende grad udbyder kurser i.

Bjarne Jørgensen, Olaf Tehrani, Jens Thaarup Nyberg, Ivan Mortensen, Anders Reinholdt, Lise Lotte Rahbek, Lars Christensen, Eva Schwanenflügel, Thomas Tanghus, Anne Mette Jørgensen, Karsten Aaen, Britta Hansen, Torben Skov, Katrine Damm, Flemming Berger og Jens Erik Starup anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

"Liberté ègalité fraternité., franske devise selv om de ikke er blevet sædvane noget sted, er de noget man skal få øjnene på.Oven klasse kamp findes "Imperialismen" som jeg oplevet hos min far, der arbejdede under den fransk imperialism som en hest for at købe slik til sine børn. Danskere har ikke oplevet Imperialismen, det er godt nok, men de betyder ikke at den er ukendt. Mange at de herboende udlændige har oplevet imperialismen, som er højst stadie af klasse samfundet. Målet for politik s kamp, uanset problemet er friheden. Som udlændig kan man forbedre sine competencer fra "avis bud til regnskabschef" som i mit tilfælde, garantirer ikke friheden; hele livet igennem er man stigmatiseret, fornærmet og chikaneret af de fleste uden at kunne svar igen. Det er, hvad jeg kalder imperialistisk mentalitet. Det undre mig selv efter flere hundrede år demokrati ikke kunne afskaffes. Den bliver aldrig altså. At respektere mennesket. Platon gjorde de lidelser Sokrates har gennemgået til store overvejelser i politik selv om han var aldrig arbejdsløs.

Eva Schwanenflügel, Thomas Tanghus og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Hvornår ser vi mon Tesfaye melde sig ind i Venstre og slå et slag for Den Korte Avis? :))

Martin Mørch, Karsten Aaen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Jeg er i syv sind omkring Tesfaye, for ud fra artiklen har ah jo styr på sine bevæggrunde, og da jeg som buddhist (sidebemærkning) anerkender at livet er foranderligt og vi er nye fra dag til dag både fysisk og psykisk, så forsøger jeg at tage hans holdningsskift som reelt. Men det betyder jo så ikke jeg behøver at være enig og jeg kan da se at andre har det på samme måde, Men i min optik står og falder hele problematikken i det at vi ved at forblive humane kan fastholde erhvervet velfærd uden at skulle ofre en del af vores identitet som danskere, eller vi faktisk bliver nødt til at se i øjnene at vi er forbundne på denne klode og andres ulykke uundgåeligt vil få indflydelse på vores hverdag: Kan vi lære at se et hvert menneske der står på vores dørtrin som fuldstændig ligeberettiget i forhold til liv, velfærd, evt. ven og ressource? Klassekamp burde vel i sin oprindelige form være passe? Men der er jo ingen tvivl om at vi som mennesker lurer en smule på menneskets/politikeres intentioner og motiver ikke mindst når man ser en Karen Jespersen som person. Her er topmålet af egoisme set i forhold til nye medborgere jo for fuld udblæsning.

Anne Mette Jørgensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Gustav Alexander

Jens Thaarup Nyberg,

Jeg kan ikke se, hvad din pointe skulle være? Jeg er for så vidt enig i at folk med lave indtægter har båret alt for meget af integrationsbyrden. Både socialt, da de selv er tvunget til at bo i socialt belastede områder, på jobs - pga øget konkurrence om lavtlønnede jobs - samt i regeringernes usle forsøg på at nedjustere det generelle velfærdssystem for alle, med specifikke argumenter om flygtninge og indvandrer.

Det har dog alt sammen intet at gøre med det faktum at marxismen forstår den private ejendomsret, som den Pandora's Æske, der altid vil fordre at få vil kræve mere, selvom de ingen ret har hertil. Her er Tesfaye og hans borgerlige med-utopister helt virkelighedsfjerne, fordi de end ikke anerkender, at der kan være en diskussion om den private ejendomsret. De essentielle spørgsmål er: Fordrer kapitalismen strukturelt at mere og mere profit samles på færre og færre hænder? Kan økonomisk solidaritet eksistere, hvis vi bibeholder retten til at nyde frugten af andres arbejde? Marxisterne svarer klart Ja til disse spørgsmål, og jeg ville da også respektere centrum-venstre mere, hvis de i det mindste anerkendte spørgsmålene (omend de så kunne have et andet svar). Men spørgsmålene overvejes end ikke og det er, hvad der gør dem til virkelighedsfjerne utopister i min optik. De nægter at engagere sig i tidens mest presserende spørgsmål og bevæger sig i stedet i et liberalt-fukuyamaistisk fatamorgana, hvor vi ikke stiller spørgsmålstegn ved systemets mest fundamentale træk.

Tesfaye kan have ret i, helt eller delvist, at de lavtlønnede og de danskere, der bor i f.eks. de almene boliger i DK, har båret alt alt for meget af integrationen i DK. Men ift. hvilke personer taler vi om her? Som jeg ser det. taler vi om flygtninge, de flygtninge, der kom til DK i 1980erne, og 1990erne - det er de personer, Tesfaye taler om her. Han taler ikke om de tyrkere, der kom til DK for at arbejde i 1970erne i den mest beskidte industri, under de mest usle forhold, til en ussel løn. Ej heller taler Tesfaye om de 50.000 polakker, og deres børn, som efterhånden bor og arbejder i DK. Han taler kun her om de flygtninge, der kom i 1980erne og 1990ene, og som jeg ser det, også om de flygtninge, der kommer til DK - i fremtiden. Kort sagt: Han blander tingene sammen - han blander, som jeg ser det - flygtningepolitik sammen med udlændingepolitik. Og overser helt, at de 60.000 tyrkere, der nu lever i DK, har langt størstedelen af dem, haft et arbejde i DK, hvor de har betalt skat mm. Og dem udtrykker han så ingen solidaritet med - den internationale solidaritet med arbejdere i alle lande - som Socialdemokratiet ellers troede fuldt og fast på i 1970erne....

En anden ting er jo, at Tesfaye slet slet ikke synes at have blik for, erkendt, fattet, eller endsige indset!, at den boligpolitik, som borgerlige og socialdemokratiske regeringer har ført de sidste 30-40 år, har ført til det meget opslittede boligmarked, hvor de fattigste i det her land, de socialt udstødte danskere mm. bor i de almene boliger sammen med bl.a. tyrkiske indvandrere, og flygtninge fra f.eks. Afghanistan, Somalia, Irak, Syrien mm.

Torben Skov, Viggo Okholm, Bettina Jensen, Lise Lotte Rahbek, Anne Albinus og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

Historien skrives ikke på forhånd, derfor kan situationen på arbejdesmarkedet vendes. Allerede østeurpeerer opfordret til at rejse hjem, hvad der har rystet ervherslivet i nogle europeiske lande. Fremmed arbejds kraft udgør 9-10 % af det danske arbejdes styrken og det betyder en stor del af velstanden.

Peter Sterling

Vi ved sku godt hvad klassekamp er, det er de fattige som kæmper hver dag imod de fattigdoms-skabende politikere. Klassekamp er at at strejke når magten centraliseres i sådan grad at de offentlige ansatte på forhånd bliver tromlet ned ved overenskomstforhandlingerne. Klassekamp er at danne sociale bevægelser som "Jobcentrenes Ofre" for at kæmpe imod Socialdemokratiets og Venstres førtidspensionslov, som nu på femte år smadrer de socialt udsatte, de handicappede og mennesker som er døende af kræft.

Klassekamp er når underklassen som udgør 15 % af befolkningen slår sig sammen med arbejderklassen på 40 % og bruger flertallet på nu 55 % til at forbedre forholdene for dem i bunden af samfundet, det kaldes solidaritet. 60.000 børn lever nu i ydmygende fattigdom, udelukkende fordi de regeringsbærende partier har lovgivet om det.

Hvor skal man ellers gå hen hvis man ikke længere har noget at miste, da politikerne har presset citronen til det yderste? Hvordan undgår man at miste sin solidaritet, humanitet og medmenneskelighed, når de tager alt fra en, og man intet har at miste?

Hvordan undgår man at blive radikaliseret og yderliggående når man havner øverst oppe i parti toppen, eller når man indser at det som partierne gør er ekstremisme? Hvordan undgår man at blive som de politikere som fjerner menneskerettighederne? Hvordan undgår man at rykke til højre og blive ja-siger, og stemme for nedskæringerne for dem i bunden, og skabe love som smadrer de socialt udsattes livsgrundlag?

Danmark har i dag indbyggede strukturelle systematiske voldelige elementer, mange af de love som vedtages i folketinget bevirker at ofrenes liv ødelægges af den politik som føres, f.eks. dem som lider under lovene om førtidspension, fleksjob samt den efterfølgende lov om øget betaling fra kommunernes side.

Der er tvungen fattigdom i Danmark. Derfor bygger vores samfund i øjeblikket på økonomisk tvang og ydmygende social kontrol. På blot én generation har Danmark ændret sig til et land der regeres med magt uden moral, og en politik som håndhæves uden hensyn til konsekvenserne for de berørte mennesker.

For dem som ikke ved hvad klassekamp er, så er det på tide at slå op i historiebøgerne. Vi har over hundrede års erfaring på det område. Det er bare at melde sig ind i de sociale modstandsbevægelser.

Torben Skov, Carsten Munk, Lillian Larsen, Viggo Okholm, Frede Jørgensen, Eva Schwanenflügel og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

INF: "Undervejs i interviewet kommer han (red. Tesfaye) omkring både forfatteren Houellebecq, Foucaults normative blindgyde og Sartre, som han sværger til, fordi den franske filosof turde have holdninger til, at noget er bedre end noget andet."

Vedr. SARTRE:

I 1979 lagde franske politikere og intellektuelle deres uenighed til side, og Frankrig modtog mere end 120.000 flygtninge fra Vietnam og Cambodia.

Sartre sagde bl.a. "Menneskerettigheder betyder, at vi tager parti til fordel for disse mennesker ud fra et humanistisk og moralsk synspunkt".

http://www.slate.fr/story/100723/tragedie-migrants-mediterranee-indiffer...

http://www.ina.fr/video/CAB7900975401

Torben Skov, Olaf Tehrani, Karsten Aaen, Eva Schwanenflügel, Frede Jørgensen og Bettina Jensen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Sådan, Anne Albinus !! :-)

Jens Thaarup Nyberg

Dennis Jensen; 29. 03 - 11:56
Min pointe er, teorien er klar, men i situationen, hvad har Tesfaye at gribe til, er der åbning for ændring i ejerskabsforhold ?

Kim Folke Knudsen

Kære Arne Lund kl. 12:24

Du må stille dit gode og relevante spørgsmål til et medlem af SF ? Måske en SF´er her i debattråden havde lyst til at kommentere din bemærkning. Jeg er enig i dine betragtninger. DF er som en magnet. Hver gang de stiller op med et forslag, så følger flokken med i skiftende tempo. Nogen mere ivrige end andre. Hvorfor sker dette ?

Personligt mener jeg, at SF´erne har en helt anden indgangsvinkel endnu end DF til udlændingepolitik. Jeg stoler stadigvæk på SF´ernes integritet og værdier, selvom jeg ikke selv er medlem af SF.

Jeg tror, at nedgørelsen af udlændinge, flygtninge, asylansøgere, ledige, psykisk syge, førtidspensionister, offentligt ansatte er en del af et større problem, som ikke kun DF er ansvarlig for. Der er sket en forråelse af klimaet mellem mennesker her i Danmark. Mennesker med højtråbende standpunkter lovprises. Eksempel den herskende danske borgerlige presses mantra. Du kan ikke være et succesfuldt parti, hvis du ikke dyrker din udlændingepolitik.

Oversat til almindeligt dansk: Find en syndebuk og slå løs på vedkommende jo hårdere jo bedre og jo mere succesfuld bliver du selv.

Den mere liberalt sindede danske presse finder desværre fornøjelse i denne svulstige debat, for hellere skingre standpunkter, som tiltrækker læsere end ingen læsere.

Det falske opgør med " Den politiske korrekthed ", som adskillige DF koryfæer Søren Krarup med flere har dyrket. Det har åbnet ladeporten for dyrkelsen af de svulstige udtalelser. Jo mere svulstig jo mere hævngerrig og ondskabsfuld, des mere kunne man anbringe sig selv foran på mediernes forside. Først var det asylansøgerne og flygtninge, som var skydeskive. De var jo nemme at angribe. De havde svært ved selv at forsvare sig i de danske medier.

Men " Den Gule Feber " begyndte med tiden at brede sig i det danske samfund. Når flygtningene kunne få en ordentlig gang røg, hvorfor så ikke de arbejdsløse eller kontanthjælpsmodtagerne eller førtidspensionisterne eller de forkælede offentligt ansatte ?.

Tidens toneklang " Den Gule Feber " begyndte at trænge ind på Christiansborgs gange. Hver gang en politiker optrådte med en ny påstand om flygtningenes ødelæggelse af de danske værdier, hver gang blev der lige rykket en tak på uret. Den del af den danske presse, som forsøgte at forholde sig lidt analytisk og kritisk til den herskende debat. De blev stemplet som pladderhumanister, forvirrede 68´ere, og mennesker uden moral og personlige grænser. Det var altid den samme metode, som blev benyttet. Partier med afvigende standpunkter. Der lagde " Den Gule Febers " tilhængere dem motiver og holdninger i munden, som de ikke har selv. Men når personerne ikke bliver spurgt, så får den forkerte påstand lov at stå uimodsagt.

Eksempel: Er du for en lempelig ( human ) flygtningepolitik, så er du tilhænger af SHARIA og af at Danmark skal forvandles til et kalifat ?.

For mig at se er det langt vigtigere at være tro mod sin egen samvittighed end at være en skrupelløs populist.

Det minder mig om de danskere, som min Farfar, der var modstandsmand meget lang tid efter fortalte den nærmeste familie om. Dem som den 4 maj om aftenen pludselig blev de mest indædte tyskerhadere og frihedskæmpere. Men årene før der var deres CV helt anderledes. Der var ingen af dem, som tog det modige valg og ydede den tyske besættelsesmagt modstand. Næh de lå i læ af tidens herskende forhold og indrettede sig herefter bedst muligt. Bagefter så blev den personlige fortid mellem 1940-1943 glemt og en ny "Omskrevet" fortælling udbragt. Den danske forfatter Tage Schou Hansen har beskrevet dette så glimrende i Romanen " De Nøgne Træer " fra 1957.

Jeg fornemmer, at tidens toneklang: " Den Gule feber " er ikke drevet af indædt ideologi af en forestilling som f.eks den nationalsocialistiske om Jødens uvæsen. Nej der er tale om en slags opportunisme om at lade sig rive med af fordomme og negative historier og spille med på dem uden selv at tage personligt stilling. Det minder mig i forbløffende grad om mobberiet i en skoleklasse, hvor afvigeren lige skal trykkes ned i skidtet og kanøfles.

Den form for medløberi. Det har jeg det personligt svært med. Jeg fornemmer, at trækket fra DF skaber et lignende medløberi nu i helt andre sager end om Udlændinge.

I " Den Gule Febers " kølvand af en nedladende, ophidset og svulstig debat: Der følger mere idelogiske typer med, som ser deres snit til at udbrede dem for dem rette racelære, om visse menneskers overlegenhed og andres tilsvarende underlegenhed. Her ligger risikoen gemt for demokratiets velbefindende.