Læsetid: 4 min.

’Mennesket er en del af en større sandhed, hvorom der aldrig kan siges det sidste ord’

Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen, i en ’op til påske’-samtale om troen som et kæmpe landskab at vandre rundt i, om det nyfødte barn, der åbner en glæde og et håb – og om at finde meningen i en verden, hvor der hersker megen ondskab
Information har mødt Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen til en samtale om at bevare håbet

Information har mødt Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen til en samtale om at bevare håbet

Sille Veilmark

27. marts 2018

Det sprøde lys falder ind i den statelige bispegård i den københavnske Nørregade, over for Vor Frue Plads og Kirke. Skal det tolkes som en bebuder af håb?

Information har inviteret sig selv til samtale i anledning af den forestående påske. Ved mødebordet tager biskop Peter Skov-Jakobsen ordet:

»Der er mange, der har en opfattelse af, at det at tro er at skrue hovedet af. Og at man har en meget dogmatistisk holdning til verden – hvor man har svar på alting.«

»Men for mig – og for de fleste troende – er troen et kæmpe landskab at gå rundt i. Selvfølgelig – og det skal være indrømmet – kan man støde på smålighed og småtskårenhed. Men for mig er det et stort landskab religiøst, kulturelt og socialt – og også politisk.«

– Et landskab, som mange nutidige mennesker har svært ved at finde rundt i?

»Jeg tror, det er lykkedes platpositivismen …«

– … Den fladpandede?

»Ja … at sætte reglerne for, hvordan man skal opfatte tilværelsen. Og det spærrer for, at mennesket ser sig til som et væsen, der er en del af et større mysterium – ikke i betydningen mystifistisk – men i den betydning, at der er en sandhed, hvorom der aldrig kan siges det sidste ord.«

»Derfor bruger vi i kirken alle midler: Musikken og kunsten, som hver er deres eget sprog, og poesien i salmerne. Og vi bruger den reflekterede eftertanke, som er prædiken.«

»Hvis man indordner sig under et sprog, hvor man ikke interesserer sig for andet end det, der kan stå på et regneark, bliver det fattigt.«

»Hvis vi nøjes med at sige om det nyfødte barn, at det er velbårent og vejer 3,8 kilo, har vi ikke sagt noget om, at der er åbnet en glæde, fordi vi er blevet knyttet til et liv, som vi endnu ikke har fået svar fra. Der er blevet liv, og der er blevet håb. Sådan tror jeg, man har det, uanset om man er troende, ateist eller agnostiker.«

Fristelsen

Information leder samtalen hen på et brandaktuelt mellemkirkeligt emne: Den romersk-katolske pave Frans’ ønske om en ændret oversættelse af fadervor, så det ikke kommer til at fremstå, som om det er Gud, der leder mennesket i fristelse.

– Hvorfor beder vi i folkekirken Gud om ikke at lede os i fristelse?

»Det gør vi heller ikke. Hvis du ser efter i Luthers lille Katekismus, indleder han med, at Gud selvfølgelig ikke frister. Hvad ville det også være for et gudsbillede? Der kan ikke siges noget om Gud, der ikke kan siges om Jesus.«

»Paven har et anliggende: At vi ikke må tabe håbet. Men hvis vi laver sætningen i fadervor om, er det spørgsmålet, om ikke Djævlen følger med. Hvis man laver det i passiv form – ’Lad os ikke blive ledt i fristelse’ – hvem er det så, der leder dér? Lad os ikke falde for vores egen mistillid. Nej, det, vi beder om, er at blive fri for at falde i ondskab – i et grundlæggende had til medmennesket.«

– Men der er også fristelser, der ikke handler om had. For eksempel kødets fristelser?

»Ja, det er også et aspekt.«

– Ligger et ønske om at blive fri for den kødelige fristelse også i det fadervor, vi beder?

»Ja, sådan ville Luther også have sagt det: At vi ikke må gøre det forkerte.«

Den onde verden

– Hvordan kan en god gud tillade en ond verden?

»Man har inden for teologien – både den kristne og den jødiske – spurgt sig selv siden Auschwitz: Hvordan kan man tale om Guds kærlighed og Guds retfærdighed? Det er uendeligt vanskeligt at besvare. Men Auschwitz sætter ikke spørgsmålstegn ved, at centralt i vores tilværelse står: Tro, håb, kærlighed, styrke, visdom og mod. Det er der ikke tvivl om.«

Peter Skov-Jakobsen tilføjer:

»Den engelske overrabbiner Jonathan Sacks stiller både det vanskelige spørgsmål om, hvad vi i teologiske diskussioner kan sige om kærlighed, tro, retfærdighed efter Auschwitz. Men ifølge Sacks er det ikke kun spørgsmålet om, hvor Gud er, der er interessant. Et andet vigtigt spørgsmål er: Hvor er mennesket henne i Auschwitz? Hvor blev det menneske af, der i det 20. århundrede havde sendt Gud ud i periferien for at stille sig selv i centrum?«

– Men kan der på spørgsmålet om Guds godhed og verdens ondskab gives et svar, som kan stille moderne mennesker tilfreds?

»Dette ved jeg ikke. Det er forskelligt fra menneske til menneske. For mig er troen et svar. Troen bærer også på en smerte – den kender den. Tænk på korsfæstelsen. De mange små korsfæstelser, der sker hver dag, er de opbrud, der er i verden. For mig kan det ikke være sådan, at med ondskaben standser meningen med det hele. Ondskab, misforståelser, fristelser kan ikke være meningen. Men Kristus er meningen. Vi har muligheden for at give livet mening med håb – trods smålighed og nederdrægtigheder.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

David: Utroligt at du gider. Det er jo ikke andet end banaliteter enhver kan sige sig selv, der kommer fra den mand. Og så får han oven i købet løn for det. Jeg finder det nærmest tragisk med en sådan svarteknik, han demonstrerer.

I Norge (jeg kan se norsk tv) beder man Gud om "lad os ikke komme i fristelse". Det synes jeg er et fint ordvalg, for det er jo netop det som det handler om her - ikke sandt. At Gud skal lede os bort fra fristelsen.

Ift. resten af interviewet bliver jeg altså ikke meget klogere på hvad Peter Skov-Jacobseb mener rent menneskeligt og teologisk? især hvis det skulle forestille sig at komme fra en af DK's væsentligste teologiske tænkere...

Jørn Andersen

Hvis ikke vi blev fristede , ville vi ikke vide om vi var blevet stærkere moralsk stærke nok,så selvfølgelig frister gud os,kan vi forvalte de kræfter vi har erhvervet,den magt.Der er mange politikere og erh
versfolk som er faldet på valen overfor denne test.