Peter Madsen viser ingen tegn på anger og medfølelse

Torsdag afgav den drabstiltalte Peter Madsen første del af sin forklaring i retten, hvor der kom flere nye beviser frem
’Det eneste, der stod i vejen for, at Rumlaboratoriet kunne fortsætte, var, at jeg havde en død journalist i min ubåd’, sagde Peter Madsen, da han torsdag afgav forklaring i retten.

’Det eneste, der stod i vejen for, at Rumlaboratoriet kunne fortsætte, var, at jeg havde en død journalist i min ubåd’, sagde Peter Madsen, da han torsdag afgav forklaring i retten.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Indland
9. marts 2018

Tiltalte Peter Madsen, 47 år, sætter sig i stolen midt i retssal 60. Man genkender straks hans ustyrlige, Tintin-agtige strithår og begyndende måne. Han bærer tunge, sorte mellemlederbriller og er iført en sort T-shirt, blå joggingbukser og grå sneakers.

Hvor er han dog almindelig at se på.

Få meter bag ham sidder Kim Walls forældre, Ingrid og Joachim.

De sidder nær tre store plancher med søkort, der viser findestederne for Kim Walls kropsdele. »Fund af højre arm«. »Fund af venstre arm«. »Fund af 2 ben og hoved«. »Fund af tøj og værktøj«. »Fund af torso«.

Alt er forkert ved det her. Der er ventelister, nummersystem og reserverede sæder til retssal 60, som er fyldt til bristepunktet. Der er journalister fra hele verden. Men når man har sikret sig en plads, har man ikke lyst til at være der.

Peter Madsen skal afhøres.

Peter Madsen nægter sig skyldig i drab og i at have mishandlet Kim Wall seksuelt. Han erkender dog at have parteret hendes lig.

Det eneste, man kan tænke, er: Sig det nu, som det er. Uanset hvad der er sket: Sig det, som det er. Hvis noget godt og rigtigt skal komme ud af processen mod Peter Madsen, så er Peter Madsen nødt til at sige, hvad der skete på ubåden Nautilus UC3.

Narcissistiske træk

I løbet af formiddagen har anklageren gjort retten bekendt med indholdet af mentalerklæringen, som er udarbejdet af eksperter og tiltrådt af Retslægerådet.

Peter Madsen har narcissistiske og psykopatiske træk. Han viser ingen tegn på anger og medfølelse. Han er pervers og seksuelt afvigende. Farlig. Han er ikke psykotisk, hans tilstand kan ikke behandles, og han er derfor egnet til almindelig straf.

Så vidt mentalerklæringen. I retten ses narcissisten optræde. Flere gange omtaler han sig selv i tredje person:

»Peter taler meget.«

Den sygeligt selvoptagede person har splittet sit selv i to dele. Der er den faktiske Peter Madsen. Det er ham, der kommer fra en brudt familie, aldrig fik gjort en ingeniøruddannelse færdig, har haft svært ved at indgå i almindelige, stabile relationer, har en stor gæld og i øvrigt har gjort sig uvenner med mange i det lille danske raketmiljø. Og så er der den Peter Madsen, Peter Madsen drømmer om at være. Raket-Madsen. Den autodidakte opfinder. Geniet.

Hvor de fleste normale mennesker responderer på den feedback, de får fra omgivelserne, lærer af, vokser og i øvrigt får et ansvarligt forhold til sig selv og andre mennesker, har Peter Madsen ikke meget lyst til at være den faktiske Peter Madsen. Han vil hellere være Raket-Madsen.

Det er svært at bevare adskillelsen mellem den faktiske Peter Madsen og Raket-Madsen, når man skal svare på anklagerens konkrete spørgsmål. Det er bedre at krybe i skjul bag floskler og storladne udtalelser.

Peter Madsen onanerer ikke. Han har »autoerotisk aktivitet«.

Peter Madsen er ikke seksuelt aktiv. Han er »promiskuøs«.

Hans skiftende forklaringer – fra at Kim Wall var blevet sat i land tidligere på aftenen, til at hun ved et uheld blev ramt af en ubådsluge – var ikke løgne med det formål at redde Peter Madsens eget skind.

Han ville »skåne Kim Walls pårørende for sandheden«.

Kim Walls forældre skal sidde og lytte til dette.

’En død journalist i min ubåd’

Så hvordan døde Kim? Peter Madsens forklaring er nu, at ved en beklagelig fejl fra hans side blev der ledt udstødningsgasser ind i ubåden fra motorerne, samtidig med at der opstod et undertryk, der gjorde, at han ikke kunne åbne lugerne, på et tidspunkt hvor han befandt sig uden for på dækket, mens Kim Wall omkom inde i ubåden. Da motorerne gik ud efter fem-15 minutter, fandt han hende livløs i ubåden.

Han panikkede, forsøgte at hive den livløse Kim Wall op igennem tårnet, men fejlede. Derpå sejlede han til Køge Bugt, dykkede ned, hvilede sig et par timer, før han begyndte parteringen.

Anklageren tror ham ikke. Spørger ham, hvorfor det skulle være mere skånsomt for Kims pårørende at tro, at hun var ramt af en luge i hovedet og forblødte på ubådens gulv, frem for at hun blev kvalt af udstødningsgasser?

Peter Madsen mener, at det første må gå hurtigere end det sidste.

Anklageren spørger, hvorfor Peter Madsen ikke benyttede sin mobiltelefon til at tilkalde hjælp.

Peter Madsen handlede ikke rationelt, han ville bare hjem til sine kone og deres katte – »misserne«.

»Det eneste, der stod i vejen for, at Rumlaboratoriet kunne fortsætte, var, at jeg havde en død journalist i min ubåd. Jeg ved, det ikke er rationelt, men det var sådan, jeg tænkte på det tidspunkt.«

To snit på halsen

Nogle gange er ubådssagen som et overgreb, der aldrig vil holde op.

Peter Madsen googlede sig 19 timer før, han sejlede ud med Kim Wall, frem til en video ved at søge på »halshugning«, »pige« og »pine«. Han havde set videoen før.

I videoen, som kun blev vist for dem, der pådømmer sagen i retten, forbløder en kvinde, hvis halspulsårer er skåret over, mens man ser hendes underliv.

I retten dokumenterer anklageren, at der er fundet to snit på Kim Walls hals. Snit, der har skåret pulsårene over, ikke ulig pigen på videoen.

Peter Madsen har desuden vist interesse på nettet for kvinder, der blev spiddet og udsat for andre former for tortur. Anklageren vil vide, om Peter Madsen tænder på den slags.

»Nej, jeg er bekymret for dig, hvis du overhovedet kan få den tanke. Jeg er et meget emotionelt menneske. Jeg græder let. Jeg har en stor empati for de svage. Jeg græder, når jeg ser sådan en video, fordi jeg føler med pigen. Det er ikke noget seksuelt, det er noget emotionelt.«

Anklageren vil vide, om det er korrekt, at han pr. sms i ugen op til sejlturen med Kim Wall planlagde en voldtægtsleg med to veninder. En leg, der skulle involvere fastbinding, kidnapning og spidning.

»Du sagde det selv. Nøglen er de tre sidste bogstaver: L-E-G.«

Peter Madsen forklarer, at han ikke selv tænder på sadomasochisme, men at han har opsøgt miljøet, fordi det er et godt sted at møde seksuelt aktive kvinder.

’I’m still alive’

Derudover fremlægger anklageren et par tekniske beviser: To remme, der skal være benyttet til at spænde Kim Wall fast med. To remme, der både er fundet stumper af i båden og på bunden af Øresund. En af remmenes spænder matcher med en læssion fundet på Kim Walls venstre håndled.

Anklageren viser fotos, der dokumenterer, at den sav, Peter Madsen skal have benyttet til parteringen, hang på hans værksted samme dag og ikke normalt var med i ubåden. Derudover viser anklageren en række fotos af de metalrør, der holdt ligdelene på bunden, og som skal være særligt tilvirket til formålet.

Det er lykkedes politiets specialister at gendanne indholdet af Peter Madsens iPhone. Den aften, han ifølge anklageskriftet dræbte Kim Wall, sendte han en sms til sin kone, der ifølge ham selv skulle opfattes som en afskeds-sms før det selvmord, han overvejede.

Den var, selvfølgelig, storladen og, viste det sig, en tom gestus. Et slag i luften. Han gennemførte aldrig noget selvmord:

»Jeg tager på eventyr i Nautilus.«

Den sidste sms, journalisten Kim Wall sendte til sin kæreste, blev ligeledes dokumenteret i retten.

»I’m still alive by the way. But going down now, i love you!!!!!!! He brought coffee and cookies too.«

Ubådssagen

Peter Madsen står ved Københavns Byret tiltalt for drabet på den svenske journalist Kim Wall. Information følger sagen i en række artikler frem til dommen, der ventes afsagt 25. april.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

maida saralic

Manden er psykopat,det mest koldeste og farligste af slagsen.
Der kom frem i nyheder, at han sagde til en tideligere kollega, at hans drøm er at bygge en rumraket og komme op i Rummet, om han aldrig kom tilbage til Jorden igen.
Ja tænkte: Hvis man nu er sådan lige glad med sit eget liv, hvordan har man det så med andres?
Tidelige på dagen, hvor nyheder om Ubådssagen og den forsvundne journalist kom frem så jeg hans blik og hans kropssprog og hørte ham tale med journalister på vej ud af redningsboden, fulgt af politiet og journalister - og jeg tænkte: manden virker kold, upåvirket. Hun er sikkert død.
Og i dag siger Peter Madsen, blandt andet:
"Det eneste, der stod i vejen for, at Rumlaboratoriet kunne fortsætte, var, at jeg havde en død journalist i min ubåd..."
Det er forfærdeligt, det der er foregået, men også det der foregår nu. Det lyder nærmest som en cirkus.
Tror vi virkeligt på, at vi finder frem til sandhed og kan regne med, hvad Peter Madsen siger? Manden er psykopat. Ikke dum eller psykotisk.
Jeg er so ked af på veje af Kim Wall og hende familie. Og at sagen kommer til at trække pga. manglende ressourcer.

Ejvind Larsen, Anne Koed Westergaard, Mads Berg, Maria Jensen, Nette Skov, Tommy Clausen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Hvis jeg har forstået dødsårsagen korrekt og de forklaringer og hændelser som ligger til grund for dødsårsagen, er der spørgsmål som håber andre som er mere inde i sagen, kan hjælpe mig med at besvare. citat fra. DR live.Han lukker derfor døren bag sig. Han åbner lugen og går op på dækket. Han skal have trukket dybderor op. Er det normalt at lukke lugen efter sig hvis man snart skal ned igen? Citat. Essensen er altså, at når motorerne kører, så bliver låget suget fast ? Hvis der er undertryk hvor KW er hvordan, hvordan kan det så blive udlignet hvis KW er forgiftet/død og PM er "uden bords" er ubåden utæt ?? så undertrykket forsvinder efter Citat. "Jeg ved ikke hvor lang tid det tager. Det kan være fem minutter, eller ti minutter, det er ikke 40 minutter". Kan der være en forklaring på dette? eller er det kun PM der har en..jeg synes det lyder mærkeligt.

Carsten Hansen

Man bliver dårlig af at læse en sådan artikel.

Ordlyden fra skribenten : "Der er journalister fra hele verden. Men når man har sikret sig en plads, har man ikke lyst til at være der." Citat slut, kan jeg 100 % følge.

Ejvind Larsen, Anne Koed Westergaard, Britta Felsager og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar

Klaus Holte: Det, man primært skal have i baghovedet, når man hører Peter Madsens forklaringer er nok, at to psykiatriske overlæger og en psykolog har erklæret ham patologisk løgner.

Carsten Hansen

At dække denne groteske sag er et must.
At holde sig selv orienteret er ikke.

Det må være op til enkelte at afgøre hvor meget man vil involvere sig.

Mads Jakobsen

Jeg mener ikke at man kan bebrejde Kim Wall at hun ikke vidste hvad vi ved i dag.

Men nu ved vi det. Kan vi lære noget af det? Hvad hvis vi skræller det spektakulære væk, og forestiller os sagen i en lejelighed i stedet for en ubåd, og en voldtægt i stedet for et mord?

Måske skulle vi lade være med at bilde unge kvinder ind at verden er mere sikker end den er.

Mads Jacobsen: Er vi simpelthen ude i, at en kvinde ikke skal være alene med en mand, for så er hun selv ude om det, hvis han viser sig at være en seksuelt afvigende psykopat, der lige har siddet og wanket til dødsporno? Seriøst?

Anders Sørensen, Tinna Riis Nielsen og Nis Jørgensen anbefalede denne kommentar
Jonathan Frosten

Velskrevet fortællende journalistik der viser journalistens tanker omkring Peter Madsen og hans gerninger. Peter Madsen virker som en meget syg mand og baseret på denne artikel, håber jeg, at han får hjælp og at Kim Walls efterladte får retfærdighed. Husk, at Peter Madsen er uskyldig indtil han bliver dømt.
God weekend

Jens Frederiksen

Indtil midten af 1700-tallet stod byens skafot og kag på Nytorv, lige foran den bygning, som i dag er Byretten. Her stimlede folk sammen for at overvære halshugning, kagstrygning, brændemærkning og andre barbariske afstraffelser. Pladsens beboere udlejede ligefrem deres vinduer til dem, der ville have et ekstra godt udsyn til de blodige og pinefulde afstraffelser.

Med den enorme interesse for sagen, som pressen udviser, er det svært at se det som andet end en tilsvarende svælgen i pinsler, denne gang med offeret i den rolle, som de dømte indtog tilbage i tiden.

Dybest set er sagen uden større samfundsmæssig interesse. Modsat for eksempel Breivik-sagen er der ikke skygge af politiske motiver. Der er intet, som peger på lovgivningsmæssige mangler eller institutionelle svigt, som kunne kalde på ændringer eller reformer. Sagen er en dyb personlig tragedie for samtlige involverede, men ud over det ikke noget, som offentligheden kan have nogen større interesse i.

Det enorme presseopbud og den detaljerede dækning af sagen viser, at vi på nogle punkter ikke er kommet meget videre siden 1700-tallet. For en gangs skyld undrer jeg mig over Informations journalistik.

Niels Duus Nielsen, John Poulsen og John S. Hansen anbefalede denne kommentar
Annette Chronstedt

- tak for modet i to så sobre og dybt personlige dækninger af denne sags ubehagelige ti
ltrækningskraft !

Marie Jensen.. jeg har lyttede mig til at dødsårsagen skal kunne bevises, for at han skal kunne blivet dømt, i andre tragiske sager er personen gået fri, det kunne gå hen at blive "må gud forbyde det" en dom med uagtsom hændelse, og derfor ikke bliver låst inde for livstid..

Mads Jakobsen

Maria Jensen spurte: "Er vi simpelthen ude i, at en kvinde ikke skal være alene med en mand, for så er hun selv ude om det, hvis han viser sig at være en seksuelt afvigende psykopat, der lige har siddet og wanket til dødsporno? Seriøst?"

Jeg ved ikke hvad "selv ude om det" betyder og hvorfor det er et vigtigt begreb, så jeg kan ikke svare på dit spørgsmål.

Godt nok har vi som civiliseret samfund afskaffet dødsstraf & jeg vil gerne se mig selv som et civiliseret menneske som er enig i at vi ikke skal ha' dødsstraf, men noget i mig vil ha' at Madsen skal idømmes dødsstraf.

Anders Sørensen

@Jens Frederiksen

"Dybest set er sagen uden større samfundsmæssig interesse".

Den er vel af "samfundsmæssig interesse" i den forstand, at samfundet interesserer sig for den. Hvem har ret til at beslutte, hvad samfundet interesserer sig for? Hvem skulle trække en linje og sige: Dette er ikke samfundsmæssigt interessant/relevant?

Der er ingen politiske motiver, siger du. Hvem beslutter, hvornår noget er politisk motiveret? Er alt ikke politik?

Per Eskildsen

Da Peter Madsen kom i land efter at have sunket Nautilus havde han en tydelig blodplet fra Kim Wall på venstre side af næsen som et ubevidst selvpåført Kainsmærke drevet af den anger og medfølelse der er der, men som Peter Madsen ikke kan føle og på den måde bliver kim Walls parterede lig i Køge bugt også et bilede på Peter Madsens indre følelsesliv hvor Peter Madsen heller ikke kan holde ud at være for det er et fængsel en forvaring.

Klaus Holte, 09. marts, 2018 - 08:55

Dit spørgsmål; "Essensen er altså, at når motorerne kører, så bliver låget suget fast", Til det er svaret ned, der opstår intet undertryk. luften bliver udskiftet medkulilte fra motoren, så forklaringen er ikke sand.

Omvendt hvis det var tilfældet - lugen suges fast, ville den forbrændte ilt via motoren skulle ledes ud af ubåden og ud i det fri, - så opstår der nemlig undertryk, men så kan KW ikke dø af kulilte, og lugen suges fast og kan ikke åbnes, -med mindre der genoprettet samme tryk ude som inde via motoren der er gået i stå og de utætheder der måtte findes, - altså retur luft via motoren som står stille, - og det vil tage meget meget lang tid!

Håber det giver mening for dig.

Fra artiklen.

"Det eneste, der stod i vejen for, at Rumlaboratoriet kunne fortsætte, var, at jeg havde en død journalist i min ubåd. Jeg ved, det ikke er rationelt, men det var sådan, jeg tænkte på det tidspunkt"

Her udstiller Peter Madsen en opfundet kontrafaktisk virkelighed om sig selv og hans Rumlaboratoriums fremtid, - for splittelsen var sket mange måneder i forvejen, og de bedste havde forladt "hans raket drøm", - bygget med og på Georg Gearløs fantasier.

Copenhagen Suborbital der nu var en konkurrent, og var kommet hurtigere fra start end Peter Madsen vel havde regnet med, og et stik i hjertet p å Peter Madsens selvforståelse om sin egen "genialitet, som ener", var for svær en erkendelse at gøre op med foran spejlet.

Fremtiden som "raket Madsen" - eneren var væk, og måske sammen med sponsorer, der troede mere på Copenhagen Suborbital som der hvor tingene var sat i system.

Måske var det erkendelsen af at; "den strålende fremtid som Raket Madsen nu i stedet var blevet til en "raket Madsen med en strålende fremtid bag sig i stedet""!

Alt havde han tabt på gulvet, - af sin selvforståelse om sin "genialitet", og i dette mørke er det nok vi skal finde og se den rigtige Peter Madsens handling!

Bjørn Pedersen

Jeg kan ikke lade være med at tænke på om det forhold at Kim Wall var internationalt anerkendt journalist med kontakter i New York Times og flere andre store internationale medier, har haft størrere eller mindre indflydelse på at den her historie er gået fra at være mere end en personlig og regional tragisk historie, til at blive internationalt dækket i det omfang den er blevet. Hvad jeg dog ingenlunde regner for noget, der har med Kim Wall som person at gøre. Man, inklusive mediefolk, vil vel være ligeså tilbøjelig som os andre til at blive mere ramt af historier om personer der er eller har været tæt på én selv, end af historier, der ikke er.

olivier goulin

@Klaus,

Hvis ikke der var tændt for iltforsyningen, hvilket er sandsynligt da ubåden endnu ikke var dykket, så er det teroretisk muligt at forbrændingen har opbrugt ilten derinde og skabt undertryk, det sidste under forudsætning af at der ikke var en defekt i motoren, som sendte udstødningsgasserne tilbage i kabinen, hvilket en CO-forgiftning implicerer.

Så et undertryk, som Peter Madsen beskriver, lyder mere foreneligt med CO2-kvælning, altså at Ilten er sluppet op for Kim Wall.

Man skulle tro at en sådan dødsårsag, hvad enten den skyldes CO eller CO2 kvælning, var til at spore i blodet - men igen - hvor meget blod er der tilbage i afskårne lemmer efter nogle dage i vandet - og i hvilken tilstand er det?

/O

Niels Duus Nielsen

Der er nysgerrighed, og der er nyfigenhed. Denne sag taler til det nyfigne menneske. Jeg føler trangen til at snage, men jeg modstår den, og benytter her lejligheden til at pudse min glorie.

Jens Frederiksens kommentar om skafot og kag siger lifesom det hele. Men det genererer nok en masse klik, så hvorfor lade Sex og Hor, Blidderbladder og tvsNews løbe med alle reklamekronerne, synes Information at tænke.