Læsetid: 3 min.

Støjberg om Statsløsekonventionen: Vi er i positiv dialog med FN

Et politisk flertal ønsker at sikre, at man kan afvise at give statsborgerskab til statsløse personer, som PET mistænker for at være en trussel mod rigets sikkerhed. Regeringen er nu i dialog med FN's flygtningehøjkommissariat om Statsløsekonventionen, oplyste udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) torsdag
Torsdag var der debat med integrationsminister Inger Støjberg i Folketinget om Danmarks forhold til statsløsekonventionen. 

Torsdag var der debat med integrationsminister Inger Støjberg i Folketinget om Danmarks forhold til statsløsekonventionen. 

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

2. marts 2018

To et halvt år efter at udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) lovede Dansk Folkeparti, at hun ville skrive et brev til FN’s flygtningehøjkommissariat, UNHCR, om Statsløsekonventionen, er der endelig nyt.

I en forespørgselsdebat i Folketinget torsdag fortalte ministeren, at man nu er i »positiv dialog« med FN om konventionen.

»Regeringen er lige nu i dialog med FN om Danmarks udfordringer med Statsløsekonventionen. Udlændinge- og Integrationsministeriet og Udenrigsministeriet har således på embedsmandsniveau haft et møde med UNHCR, hvor problemstillingen er blevet rejst, og vi er i fuld gang med at løse de udfordringer, som Statsløsekonventionen giver,« sagde Inger Støjberg.

Sagen drejer sig om, at regeringen og DF er kritiske over for, at Statsløsekonventionen forpligter Danmark til at give statsborgerskab til ansøgere, der er født statsløse i Danmark, men som ifølge PET’s vurdering kan være til fare for rigets sikkerhed.

I henhold til konventionen kan Folketinget kun afvise statsløse ansøgere, hvis de er fundet skyldige i en forbrydelse mod statens sikkerhed eller idømt en fængselsstraf på over tre år. PET’s risikovurdering er altså ikke nok.

Siden 2011 har Folketinget tre gange givet statsborgerskab til en sådan person, og særligt Dansk Folkeparti har presset hårdt på for, at der bliver taget et opgør med denne del af konventionen. Mens den tidligere SR-regering afviste, lovede Inger Støjberg i oktober 2015, at hun ville tage emnet op med UNCHR.

Ved både samråd og forespørgselsdebatter har hun så siden 2015 måttet erkende, at hun ikke havde fået skrevet brevet endnu. I stedet valgte ministeriet først at undersøge, om der var andre EU-lande, som var enige med Danmark i behovet for et opgør med dele af konventionen. Det var der umiddelbart ikke, erkendte ministeren sidste år.

Så selv om der altså for første gang var reelt nyt i sagen torsdag, så understregede Inger Støjberg, at det dog stadig er »for tidligt at sige noget om, hvordan og hvornår tingene kommer til at ske«.

Før solen brænder ud

At dialogen med FN nu er gået i gang, var nok til at sikre opbakning fra både Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet til en fælles udtalelse, som skal vedtages senere på måneden.

I udtalelsen konstaterer partierne, »at statsløse personer, som Politiets Efterretningstjeneste vurderer kan være til fare for rigets sikkerhed, ikke skal tildeles statsborgerskab med henvisning« til Statsløsekommissionen, og at »regeringen har forpligtet sig til at arbejde for en løsning« og vil orientere Folketinget, når der er nyt i sagen.

Men da Dansk Folkepartis indfødsretsordfører, Christian Langballe – der torsdag læste forslaget til udtalelse op – selv skulle udlægge den videre proces, gik han en del længere end både ministeren og den fælles udtalelse. Ifølge indfødsretsordføreren kunne man forstå, »at ministeren skulle være klar med en løsning, som skulle være lige på trapperne«.

Langballe fortsatte:

»Vi har altså anledning til at tro på, at det faktisk bliver til noget.«

Det fik Enhedslistens Stine Brix til at spørge:

»Som jeg hørte ministeren, talte hun alene om, at man var i en dialog med UNHCR. Er det fordi, hr. Christian Langballe har en anden viden?«

»Jeg hørte ministeren på den måde, at regeringen har forpligtet sig til at finde en løsning på det. Færdig slut,« svarede Christian Langballe.

Han uddybede:

»Jeg kan sige det på den måde, at der kommer en løsning. Og den kommer ikke først, når solen brænder ud. Men den kommer. Sådan at vi på en eller anden måde kan sætte sagerne i bero, hvis PET advarer mod en person. Det, vil jeg mene, er det, jeg går videre med. Ellers kan jeg da godt love, at vi kommer med bål og brand, hvis ikke det løfte bliver opfyldt.«

Talsperson for UNHCR i Danmark Elisabeth Arnsdorf Haslund vil ikke kommentere, hvad dialogen med den danske regering går ud på, eller hvornår der er udsigt til en afklaring af spørgsmålet.

»Vi har fulgt med i den debat, der har været og er i Danmark i forhold til Statsløsekonventionen. Og vi har indgået en konstruktiv dialog med den danske regering. Den er i gang, og vi håber og tror på, at vi igennem den dialog kan sikre en stærk fælles forståelse,« siger hun.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Man må da som et absolut minimum gå ud fra, at denne Inger Støjberg (V) ikke kan være så svagt fungerende, at hun ikke ved, at FN ikke kan give dispensation fra nogen konvention - heller ikke til en bananrepublik som Danmark.

Ergo er konen igen fyldt med løgn. Og jeg undrer mig over, at hun overhovedet er i stand til at huske, og dermed administrere, alle sine løgne på længere sigt. Men det er måske også det, der er årsagen til alle hendes ministersamråd.

Eva Schwanenflügel, Verner Nielsen, Tue Romanow og Hans Larsen anbefalede denne kommentar