Svenske medier er vågnet op med tømmermænd efter #MeToo

Det kan forekomme mærkværdigt, at sagen om den fremtrædende chef for Stockholms Kulturhuset Stadsteatern, Benny Fredriksson, der begik selvmord forrige weekend, kobles sammen med #MeToo-bevægelsen.

Den svenske avis Aftonbladet afdækkede i december kritisable forhold på en af Sveriges største kulturinstitutioner, og det handlede i langt højere grad om kulturchefens brutale arbejdsplads- og ledelseskultur end om seksuelle overgreb mod kvinder.

Men i efteråret befandt svenske medier sig i noget, som nogle nu beskriver som en slags #MeToo-rus, hvor hovederne rullede med en hast i svensk medie- og kulturliv, som ikke er set i andre lande.

I kølvandet på kulturchefens selvmord har kritikken haglet ned over Aftonbladets dækning, som flere nu tager afstand fra. Og svenskerne diskuterer nu, om #MeToo har »fået sit første dødsoffer på samvittigheden«.

Det er tvivlsomt, om selvmordet nogensinde kan kobles direkte til avisens undersøgelse af kulturchefen, men sagen er det hidtil stærkeste eksempel på, at en selvransagelse er i gang i Sverige. For hvordan håndterer man som ansvarlige medier en bølge så stærk som #MeToo, der netop får sin forandringskraft gennem vidners brud med tavshedskultur og chikane, uden at det udvikler sig til en folkedomstol?

Den gode sag

»Svenske medier har videreformidlet anklager om seksuel chikane på sociale medier, som om det var sandt og legitimt at hænge folk ud på en måde, som vi aldrig ville have gjort før #MeToo. Det har man gjort i ’den gode sags’ tjeneste, og feminismen er på godt og ondt stærk i Sverige. Men det har også sat retsstaten og presseetikken på spil. Det var, som om at der kom nye regler,« siger Aftonbladets kulturredaktør Åsa Linderborg, der har skrevet en række indlæg, hvor hun netop advarer mod den type problemer i #MeToo-kampagnen.

»Men den kritik har jeg stået meget alene med,« siger hun.

Derfor anser ser hun det også for paradoksalt, at Aftonbladets afdækning af Fredrikssons brutale ledelsesstil og chikanerier med baggrund i 40 anonyme vidneberetninger nu udsættes for massiv kritik og anklager om pressehetz som følge af kulturchefens selvmord.

For bortset fra en spiseseddel, hvor Aftonbladet skrev, at kulturchefen havde drevet en kvindelig skuespiller til at få foretaget en abort for at få en rolle, mener Linderborg nemlig ikke, at avisens journalistik har været fejlagtig.

»Vores afdækning er faktisk korrekt. Det har den efterfølgende undersøgelse, som Stockholms Kommune har foretaget, også vist. Det er jo en journalists værste mareridt, men vi skal naturligvis afdække, at en magtfuld person anklages for ledelsessvigt. Og vores kildemateriale var overvældende. Men præcis den spiseseddel er jo udtryk for et problem, jeg selv har forsøgt at tale om. Nemlig at #MeToo også har forvandlet kvinder til viljeløse ofre,« siger hun med henvisning til kvindens egen vilje og ansvar i sagen.

Ifølge undersøgelsen af arbejdsmiljøet på Kulturhuset Stadsteatern var der imidlertid ingen dækning for anklagerne om, at kulturchefen havde bedrevet seksuel chikane. Men chefen havde en kold og varm side, nogle var inde, andre var ude, og de ansatte led af stress.

De seksuelle anklager, der kom frem i Aftonbladet, var også svage, forklarer Åsa Linderborg. Hovedfokusset for avisens dækning var en syg arbejdsplads, som var præget af en tavshedskultur, brutal ledelsesstil, og at der blev dækket over mandlige teatermedarbejderes sexchikane mod kvinder.

Men Fredriksson havde stillet sig op i et tv-program, før anklagerne mod ham blev kendt, og afvist at kende til nogen som helst form for overgreb i svensk teaterliv. Det fik de mange, der tidligere havde holdt mund om forholdene på Kulturhuset Stadsteatern, til at henvende sig til Aftonbladet, som endte med at samle 40 beretninger.

To dage efter avisens afdækning var Benny Fredriksson trådt tilbage.

»Det var #MeToo-kampagnen, der gav dem modet til at stå frem. Og derfor kom vores afdækning til at gå under #MeToo. Det var måske en fejl fra vores side, for det handlede mest af alt om en arbejdspladskultur. Og det gjorde, at Benny Fredriksson blev en af alle de her #MeToo-mænd. Det var meget dumt,« siger Åsa Linderborg.

Usundt og svensk

De anonyme kilder turde ikke stå frem af frygt for at miste deres arbejde. Og avisen ledte også efter kilder, som de vidste fandtes, der havde et mere positivt billede af Fredriksson. Men heller ingen af dem ønskede at udtale sig. Heller ikke anonymt.

»Det er ikke deres fejl, at billedet blev ensidigt. Sådan var det dengang i efteråret. Selvcensuren lagde sig som en våd dug over en offentlighed, hvor tonelejet var skruet op på maks. I den situation mente vi alligevel, at 40 beretninger om en magthaver er for mange til ikke at publicere,« som Linderborg skriver i en kommentar i søndagens udgave af Aftonbladet.

Redaktør på det svenske nyhedsmagasin Fokus, Johan Hakelius, er inde på noget af det samme. Men han er også en af dem, der går længst i sin bedømmelse af, hvorvidt sagen afdækker noget »usundt i den svenske kultur- og medieverden«.

»Det handler ikke kun om en opsparet, legitim vrede over årtiers sexisme, men om noget andet, mindre appetitvækkende. Et puritansk skær. En dømmende uforsonlighed. En beruselse af magt forklædt som indigneret retfærdighed. En manglende tolerance og interesse for medmenneskelig ufuldkommenhed,« skriver han i en kommentar.

Leder af Instituttet for Mediestudier, Lars Truedson, mener, at Fredriksson-sagen blot forstærker en selvransagelse i de svenske medier, fordi der allerede er en retslig modreaktion på #MeToo i gang. F.eks. er en række presseetiske sager rejst ved den svenske presseombudsmand, og der er fremkommet anklager om injurier.

»Grænserne for, hvad man kunne skrive i medierne, blev flyttet i efteråret. Nu tager retsvæsenet en omgang i kølvandet på #MeToo,« siger han.