Læsetid: 4 min.

Ung sociolog vil puste liv i medlemsdemokratiet. Nu er han kommet i Tryghedsgruppens bestyrelse

Flere af de store medlemsejede virksomheder er på vej mod reelt medlemsdemokrati, mener Magnus Skovrind Pedersen fra organisationen Demokratiske Erhvervsnetværk. Han er netop blevet valgt til en eftertragtet bestyrelsespost i Tryghedsgruppen, der ejer forsikringsselskabet Tryg
Magnus Skovrind Pedersen trækker aldersgennemsnittet betydeligt ned i bestyrelsen. ’Og jeg er faktisk lige blevet bedt om at gå til et sundhedstjek, selv om jeg må forventes at være ’fit for fight’.’

Magnus Skovrind Pedersen trækker aldersgennemsnittet betydeligt ned i bestyrelsen. ’Og jeg er faktisk lige blevet bedt om at gå til et sundhedstjek, selv om jeg må forventes at være ’fit for fight’.’

Peter Nygaard Christensen

19. marts 2018

De fleste forestiller sig nok en ældre herre i sort jakkesæt med gode kontakter i erhvervslivet, hvis de bliver bedt om at tænke på prototypen på et bestyrelsesmedlem i en dansk virksomhed. Den karakteristik passer ikke godt på den 30-årige sociolog Magnus Skovrind Pedersen.

For tre år siden anede han ikke, at hans eget forsikringsselskab Tryg var medlemsejet, og at han rent faktisk kunne påvirke de beslutninger, som blev truffet. I denne uge blev han så valgt ind i den magtfulde bestyrelse i Tryghedsgruppen, der driver Trygfonden og ejer Tryg – Danmarks største forsikringsselskab.

»Jeg trækker aldersgennemsnittet betydeligt ned i bestyrelsen. Og jeg er faktisk lige blevet bedt om at gå til et sundhedstjek, selv om jeg må forventes at være fit for fight mindst 50 år endnu,« siger Magnus Skovrind Pedersen.

Han har været med til at stifte organisationen Demokratiske Erhvervsnetværk i 2017. Netværket skal puste liv i de hensygnende virksomhedsdemokratier rundt omkring og hjælpe medlemmer, der ikke nødvendigvis har kontakter i erhvervslivet, med at stille op til valg i de medlemsejede virksomheder.

Udvikling af demokrati

Magnus Skovrind Pedersen ser sin bestyrelsespost som et af beviserne på, at demokratiet i Tryghedsgruppen har undergået ganske store forandringer de seneste år.

I mange år var det ikkeeksisterende, selv om Tryg var medlemsejet. Tryghedsgruppen blev styret af erhvervsfolk, landmænd og politikere, der ikke fortalte medlemmerne, det vil sige Trygs kunder, at de havde indflydelse og stemmeret.

De seneste år er der dog sket en kæmpe demokratisk udvikling i Tryghedsgruppen, forklarer Magnus Skovrind Pedersen. Bestyrelsen bestemmer ikke længere alting, men er nødt til at lytte til de godt én million kunder i Tryg og de repræsentanter, de i dag vælger.

»Hvis man kommer med nogle fornuftige forslag, som man kan argumentere for vil gavne selskabet og medlemsdemokratiet, så kan man komme rigtig langt i dag. Det gælder også, selv om forslagene ikke læner sig op ad den måde, man traditionelt har drevet selskabet på,« forklarer han.

Generelt må det siges at være økonomisk attraktivt at sidde i diverse medlemsejede bestyrelser. Magnus Skovrind Pedersen vil kunne få op mod 270.000 kroner om året for sit medlemskab af bestyrelsen i Tryghedsgruppen. Han har tidligere siddet i bestyrelsen i Magistrenes og Psykologernes Pensionskasse (MP Pension), hvor det årlige honorar løb op i 110.000 kroner.

»Det er min klare opfattelse, at timelønnen kan være ret høj, hvis man bare skal komme til møderne og forberede sig minimalt. Men for mig betyder det, at jeg har mulighed for at skære ned på andre aktiviteter, så jeg kan lægge mere arbejde i at udvikle organisationen.«

– Så du mener, at det er en fair løn?

»Jeg har altid været kritisk over for vores honorarer. De er nok en smule for høje. Og det synes jeg godt, at vi kan kigge på.«

Stadig mange kampe

Også MP Pension har gennemgået en stor demokratisk udvikling de seneste år, vurderer Magnus Skovrind Pedersen. Begge steder involverer bestyrelsen nu medlemmerne, og pensionskassen vedtog i sidste uge at udfase investeringer i kulindustri og tjæresand efter et årelangt ønske fra mange medlemmer om netop dette.

Der er dog stadig mange medlemsejede virksomheder, hvor demokratiet halter gevaldigt, siger han.

»I Alm. Brand er der ikke kampvalg. Og jeg ved, at man i Nykredit lige nu diskuterer, hvilke demokratimodeller man gerne vil have, fordi det stadig kan være meget vanskeligt at stemme som almindeligt medlem.«

Men hvorfor er medlemsdemokrati overhovedet en fordel for danske forsikringsselskaber, pensionskasser og realkreditinstitutter? I flere af virksomhederne bruges der store summer på at honorere bestyrelser og repræsentantskaber. Og det er ikke altid nemt for kunderne at se, hvad de får ud af medlemsdemokratiet.

»Den umiddelbare fordel er, at man som kunde eller borger har mulighed for at influere erhvervslivet. Og så er der et samfundsmæssigt gode, som har med Danmarks suverænitet at gøre. Har det danske folk styr på vores økonomi? Er vores forsikringer noget, som bliver styret fra, og som der bliver tjent penge på i udlandet, eller er det noget, som danske selskaber – der har en interesse i, at det samfund, som medlemmerne lever i, har det godt – tjener penge på,« siger Magnus Skovrind Pedersen.

Han nævner Alka, der har været ejet af fagbevægelsen, som en virksomhed, der har været til gavn for kunderne og samfundet, fordi Alka har været markedsledende, hvad angår billige forsikringer.

Alka blev dog for nyligt solgt til Tryg, hvilket har fået Pelle Dragsted og Jonas Kylov Gielfeldt fra Enhedslisten til at sammenligne processen med salget af Dong til investeringsbanken Goldman Sachs.

»Det er blevet blæst op, som om det var fagbevægelsens Dong-sag. Men man har jo solgt til et selskab, som har en samfundsansvarlig ejer. Alle virksomheder er ikke ens, og det kan kritikerne nogle gange være blinde for. Der er jo en kæmpe forskel på, om Alka bliver solgt til en udenlandsk forsikringsgigant eller et medlemsejet selskab, der via TrygFonden bidrager til et mere trygt samfund,« siger Magnus Skovrind Pedersen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu