Andelsgaarde er en børneopsparing i landbrugsjord

For 14 dage siden stiftede vi Andelsgaarde, og interessen har været overvældende. Vi har allerede fået over 600 medlemmer, som er interesserede i at blive andelshavere – og det ser ud til at fortsætte.

Andelsideen er som bekendt ikke ny, og den sidder allerede på rygraden fra vores fælles andelshistorie og foreningslivet. Ideen er den samme som den, vi kender fra de gamle andelsmejerier eller fra andelsboligforeningerne. En gruppe mennesker går sammen, og fordi de er mange, står de stærkere, end hvis de var alene. Men i stedet for et mejeri eller en andelsboligforening er der tale om en gård, der er fordelt på rigtig mange andele.

Ideen opstod for et par år siden. Jeg havde haft en voldsom faldulykke, havde brækket benet tre steder, var blevet opereret to gange og var nødt til at ligge ned i tre måneder.

I løbet af dagen, mens børnene var i skole, fik jeg læst mig ind på landbrugets krise, biodiversitets- og klimakrisen, og som så mange andre, der er gået den vej, indså jeg, at store dele af løsningen på mange af kriserne ligger på landet.

Skær mellemled fra

Om aftenen, når børnene var lagt i seng, diskuterede jeg og min hustru, om vi kunne gøre mere end blot at spise økologisk, skære ned på kødet, droppe bilen og investere i flere forsatsruder i det gamle hus. Langsomt opstod ideen om at starte Andelsgaarde, hvor vi skulle købe de mest nedslidte og billige gårde og sætte dem på andele.

Det kunne da ikke være helt umuligt at lave en model, hvor rigtig mange kunne være med, og hvor vi alle sammen ville blive gårdejere og lave en børneopsparing til vores børn, der ikke kun var en sum penge i banken, men en reel andel i en gård. Kunne vi gøre det sådan, at vores børn blev selvforsynende?

Ideen syntes næsten for god til at være sand, men vi så også hurtigt, at der var lignende modeller i vores nabolande, om end de ikke var særlig udbredte i Danmark.

Det såkaldte kunde-bondeforhold er udbredt i Norge, hvor bonden ejer gården, men andelshaverne køber sig ind i høsten af grøntsager og på den måde bliver en del af gården. Modellen er succesfuld, fordi fordyrende led som grossister og supermarkeder er skåret bort. Derved tjener landmanden mere, og det bliver billigere for forbrugerne.

Men vi ville gerne eje jorden, og hvis en fremtidig model skulle fødes, var det vigtigt, at alle gårde skulle give mere tilbage til naturen, end de tog, og at alle andelshavere skulle have fri adgang til deres gård. Livet skulle tilbage til gårdene.

På tegnebrættet skulle den enkelte gård plante mange frugttræer og bærbuske og etablere et hav af køkkenhaver til sine andelshavere, og ikke mindst skulle hver gård give noget tilbage, der ikke skulle dyrkes, men blot gå til naturgenopretning.

Først senere, når naturen var bragt i balance, skulle der etableres en egentlig grøntsagsproduktion til glæde for andelshaverne. Men én ting var at befri små landbrug for sprøjtegifte og sikre biodiversiteten, noget andet var, hvordan de skulle sikres økonomisk og ikke mindst drives.

Alt for meget gæld

Alt landbrug er stortset forgældet og kører med underskud. Landbruget skylder over 350 milliarder kroner, og gælden synes bare at vokse år for år. Det har også betydet, at det har været meget vanskeligt at blive landmand i dag, for det er nærmest umuligt at rejse tilstrækkelig kapital og komme i gang på en hensigtsmæssig måde.

Det samme problem gjaldt for Andelsgaarde, og det blev derfor tydeligt, at børneopsparingen skulle bestå i 150 kr. om måneden, således at f.eks. 500 andelshave på månedlig basis skød 75.000 kr. ind i gårdens drift. Det beskedne beløb ville meget hurtigt sikre en gældfri gård, som hvert år langsomt, men sikkert kunne købe mere jord op. Børneopsparingen ville dermed være en realitet, for skydes der knap én million kroner om året ind i en gård, der ikke har kostet meget mere selv, er der etableret en andelsforening, der stort set kun kan vokse og vokse til glæde for sine andelshavere.

Men der er naturligvis langt igen fra 600 medlemmer på 14 dage til finpudsning af vores andelsmodel, for der er endnu mange uafklarede spørgsmål.

Rasmus Willig er sociolog og medstifter af Andelsgaarde. Han vil på denne plads fortælle om opbyningen af Andelsgaarde ca. hver femte uge.