Læsetid: 4 min.

Asylbørns mistrivsel tages nu op i Folketinget

Flere udlændingeordførere vil forbedre asylbørns muligheder for trivsel, f.eks. vil SF fremsætte beslutningsforslag om større hensyntagen til asylbørnene. Imens vil DF behandle danske børn bedre end børn af asylsøgere
Et nyt beslutningsforslag fra SF skal forbedre forholdene for børn i asylcentre som f.eks. Sandholmlejren her.

Et nyt beslutningsforslag fra SF skal forbedre forholdene for børn i asylcentre som f.eks. Sandholmlejren her.

Emil Hougaard

13. april 2018

Børn skal behandles ordentligt i Danmark. Det bør en stram udlændingepolitik ikke ændre på, hedder det i et kommende beslutningsforslag, som SF vil fremsætte i Folketinget.

Baggrunden for beslutningsforslaget er den rapport fra Dansk Flygtningehjælp, som Information omtalte tirsdag. Ifølge rapporten skal der generelt mere til, før der laves en underretning om mistrivsel for børn på asylcentre, end der skal for danske børn. Rapporten nævner som eksempel, at hvor kortere tids fravær fra skolen kan være tilstrækkeligt grundlag til at overveje en underretning for danske børn, skal der for børn i asylcentre ofte være tale om overgreb eller vold, før en underretning til de kommunale myndigheder overvejes.

Man er nødt til at tage større hensyn til barnets tarv, når det gælder børn og unge i asylcentrene, mener Holger K. Nielsen (SF).

»Barnets tarv skal indgå med større vægt, når man træffer beslutninger, f.eks. om en børnefamilie skal flyttes fra et asylcenter til et andet. Der skulle måske være en øvre grænse for, hvor mange gange man skal flytte, det vil vi i hvert fald gerne diskutere med Folketinget, og derfor vil vi fremlægge et beslutningsforslag med en række konkrete krav, som man vil kunne kontrollere,« siger han.

»Det handler bl.a. om, at børnefamilierne kan få et familieliv, så de ikke altid skal spise i fælles cafeterier uden mulighed for selv at lave mad. Det er meget muligt, at maden i cafeteriaet er okay, men børnefamilien får ikke mulighed for et normalt familieliv, og det fjerner børnene fra de familiestrukturer, som vi andre lever i,« tilføjer Holger K. Nielsen, der siger, at han for nylig har besøgt Center Sandholm og Udrejsecenter Sjælsmark for at se nærmere på børnenes forhold.

– Men det er vel politisk tilsigtet den måde, som forholdene er på i asylcentrene?

»Det tror jeg også. Og netop derfor må vi udfordre regeringen på hensynet til barnets tarv og se, om den vil være det bekendt,« siger Holger K. Nielsen.

Ulovlig forskelsbehandling?

Udlændingeordfører Nikolaj Villumsen (EL) interesserer sig for, om den forskel, som der ifølge Dansk Flygtningehjælps rapport er på behandlingen af asylbørn og danske børn, overhovedet er lovlig. Derfor spørger han udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V), hvad hun mener:

»Er det efter ministerens og ministeriets vurdering lovligt, hvis indkvarteringsoperatører, kommuner og Udlændingestyrelsen anvender andre kriterier for indgreb i sager om børns mistrivsel i sager om asylsøgende børn end de kriterier, der gælder i andre børnesager?«

Ifølge Nikolaj Villumsen beskriver Dansk Flygtningehjælps rapport »åbenbart dobbelte standarder for behandling af børn i Danmark. Én standard for danske børn og en anden for asylbørn«.

»Danmark har tiltrådt FN’s Børnekonvention, og den forpligter danske myndigheder til at sørge for, at hensynet til barnets tarv varetages for alle børn, der opholder sig i landet uanset deres opholdsgrundlag,« siger Nikolaj Villumsen, der finder det »helt uacceptabelt, at der er så stor mistrivsel blandt asylbørn.«

Ifølge Socialdemokratiets ordfører, Mattias Tesfaye, er der »ingen tvivl om, at børn af asylansøgere helt generelt har fået en barsk start på livet«.

»Vores samfund har selvfølgelig et ansvar for, at de ikke misrøgtes, mens de er i vores land. Vi er derfor interesserede i at diskutere rapportens konklusioner med regeringen og de andre partier,« skriver han i en mail til Information.

Behandle danske børn bedst

Martin Henriksen (DF) mener på den ene side, at man »selvfølgelig skal underrette, hvis der er grund til det«. Men på den anden side mener han, at der »principielt bør være forskellige regelsæt for asylbørn på den ene side og så for danske børn og børn, hvis forældre har lovligt ophold, på den anden side. For der er selvfølgelig forskel på deres situation«.

– Skal asylbørn behandles dårligere end danske børn?

»Jeg kan godt se, at man kan stille spørgsmålet på den måde, men jeg vil hellere sige, at de ikke skal behandles lige så godt som danske børn. Danske børn har selvfølgelig nogle rettigheder, fordi vi er i Danmark, og principielt ser jeg ikke noget forkert i, at danske børn er bedre stillet. Men når det er sagt, så er det klart, at hvis der er asylbørn, der bliver udsat for vold eller misbrug, så skal der ske underretning uanset opholdsgrundlag,« siger Martin Henriksen.

– Er ulige behandling af børn ønskværdigt?

»Næh. Men hvis vi skal opretholde nationalstaten, så bør det ikke køre efter de samme regler som for børn af danske statsborgere, selv om man selvfølgelig skal lave underretning, hvis de udsættes for vold eller overgreb. Man kan godt behandle børn ordentligt, selv om de er omfattet af andre regler end danske børn.«

– Hvad siger du til, at der ifølge rapporten fra Dansk Flygtningehjælp skal mere til, før der laves underretning om asylbørn end om danske børn?

»Det kan jo også have at gøre med berøringsangst, når der kommer folk udefra ind i en dansk sammenhæng, og man kan se, at de ikke behandler deres børn okay. Men altså, hvis børn mistrives, så skal der selvfølgelig tages hånd om det, og loven skal overholdes,« siger DF’s udlændingeordfører.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V).

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Carsten Munk
Eva Schwanenflügel og Carsten Munk anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Godt gået, Information :-)
Forhåbentlig bliver beslutningsforslaget vedtaget. Det er under al kritik, at Danmark forskelsbehandler børn.