Forhandlingerne om OK18 viser os, hvilket stof de centrale aktører er gjort af

Parterne har forhandlet uger, dage og nætter og har nu igen sat sig ved bordet for at nå hinanden i Forligsinstitutionen. 

De største uenigheder har undervejs i hele forløbet været lærernes arbejdstid, lønnen og den betalte spisepause, og det står i vejen for en aftale om nye overenskomster for de cirka 750.000 offentligt ansatte, der er arbejder i stat, kommuner og regioner.

Ifølge køreplanen skulle aftalerne ellers have været på plads allerede i februar, men da det ikke skete, endte parterne i Forligsinstitutionen. Forligsmand Mette Christensen har nu forlænget forhandlingerne de mulige to gange 14 dage, og den ultimative deadline hviler over forhandlerne.

Her er hvad der er på spil for fire centrale aktører og en statsminister.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Den iltre formand, der har fået styr på sit temperament

Anders Bondo Christensen, formand for lærerne og de kommunalt og regionalt ansattes forhandlingsfællesskab

Det ville sige en hel del om den danske aftalemodels udfordringer på det offentlige område, hvis lærernes formand Anders Bondo Christensen skulle gå og håbe på eller ligefrem spekulere i et lovindgreb i den verserende overenskomstkonflikt. Nu har Bondo brugt det meste af sin tid de seneste fem år på at bekæmpe lov 409, der kom ud af lærerlockouten. Og samtidig beskyldt sin modpart i Kommunernes Landsforening for netop det i 2013: spekulere i et lovindgreb, der dengang gik arbejdsgivernes vej.

At det ikke ville være en helt håbløs strategi vidner SF, de radikale og Dansk Folkepartis bodsgang over for lærerne på. Samt det forhold, at regeringen, der skal udforme et eventuelt lovindgreb for at stoppe en konflikt, meget vel kunne tænke sig at komme de offentligt ansatte i møde for at have noget i banken til valgdagen i 2019.

Det er klart, at Anders Bondo Christensen med den enorme investering, han har lagt i OK18, risikerer at blive lynchet af sine egne, hvis han kommer hjem med et resultat, de ikke ser som en imødekommelse. Til gengæld vil mange lærere måske være taknemmelige for, at de ikke igen skal ud i en opslidende konflikt og hænges ud og hånes som faggruppe. Og så har Anders Bondo været i stand til at holde sit temperament på måtten denne gang og ikke sagt ting som, ’at det ikke er lederne, der bestemmer i skolen, men lærerne.’ Det har formentligt reddet noget af den anseelse, lærerne satte over styr, med hans udtalelse på et stormøde dengang i 2013.

Der har ellers været fokus nok på lærerformanden til at nogen kunne nå at indfange en finke, der var røget af panden. I hvert fald skriver flere medier i disse dage, at presset ligger på Anders Bondo, fordi han og lærernes arbejdstid skulle stå i vejen for, at Danmark undgår en lammende storkonflikt. Men den kan også vendes om. Den øvrige fagbevægelse er også presset, fordi de har kørt hele deres stærkt mobiliserende kampagne op på solidaritet og sammenhold. Hvis musketereden ender med at blive brudt, så skylder de en god forklaring på, hvorfor den ikke rakte til at sikre lærerne en arbejdstidsaftale i stedet for en lov.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Solidaritetsindpisker, der sørger for sin egne og sig selv

Dennis Kristensen, FOA-formand og næstformand i de kommunalt og regionalt ansattes forhandlingsfællesskab

Den Roald Als-tegning, Politiken bragte torsdag af en fægtende FOA-formand med knæstøvler og kårde, vil formentlig ende på den portrætteredes egen væg en dag. Den svarer nemlig ganske godt til den selvforståelse, Dennis Kristensen, har kommunikeret i sine mange år som fagbevægelsens linselus og autonome frontkæmper.

Dennis Kristensen er en mand, der forstår at hyppe sine egne kartofler. Nogle gange kan man blive i tvivl om, hvorvidt han også hypper sine medlemmers. Han er i hvert fald en mand, der både kan være den store solidaritetsindpisker og samtidig give den som eneherskende udlægger blandt fagbosserne af, hvornår musketereden, der hidtil har holdt sammen på fagbevægelsen om deres hovedkrav, ikke længere holder.

F.eks. har en lettere pikeret Anders Bondo Christensen sagt til avisen.dk om Dennis Kristensens omgang med ’én for alle’-strategien:

»Det er ikke mig, som har formuleret en solidaritetspagt eller en musketered. Men det er tydeligt, at det er et begreb, som Dennis Kristensen har brugt en del.«

Eller som direktør for brancheforeningen Kreativitet & Kommunikation og forhenværende næstformand i LO, Tine Aurvig-Huggenberger, udtrykte det i Information forleden:

»Han har jo stort set indtaget samtlige standpunkter under det her forløb.«

At Dennis også er en mand, der ikke er bleg for at underminere den danske model, har han forskningens ord for. F.eks. har arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen om den store sosu- og sygeplejerskestrejke i 2008 skrevet i en rapport: »Særlig opmærksomhed – og vrede – vakte det i organisationskredse, da Dennis Kristensen i efteråret 2007 tog på besøgsrunde til de politiske partier på Christiansborg for at få opbakning til ønsket om at få tilgodeset FOA’s medlemmer. Kun Venstre afslog at mødes med FOA’s formand, der her ’forbrød’ sig mod de spilleregler, som er med til at definere ’den danske model’.«

Endelig har Dennis Kristensen jo sit eftermæle at tænke på. Han er på vej på pension, og kan hans troværdighed virkelig bære, at der bliver sået tvivl om, hvorvidt han var en rigtig musketer?

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

En lavmælt, men insisterende stemme

Grete Christensen, formand for sygeplejerskerne og topforhandler for regionale lønmodtagere

Sygeplejerskernes formand, Grete Christensen, kræver måske lidt mere introduktion end de to herrer Bondo og Kristensen. Det skyldes, at hun har stillet sig lidt bag de andre musketerer, der så til gengæld har kunnet bruge den store megafon.

Det gør, at hun fremstår som en af de mest afbalancerede men ikke mindre dedikerede af de centrale fagbosser – på bekostning af at være kendt i den brede offentlighed. Grete Christensen holder en stædigt lavmælt og insisterende stemmeføring og gentager de samme budskaber om, hvorfor det er nødvendigt, at fagbevægelsen står sammen denne gang; om de stressede forhold i den offentlige sektor; om ligeløn og om hvorfor de offentligt ansatte vil have en reallønsfremgang. Det har været medvirkende årsag til, at fagbevægelsen har kunnet nå ud til så mange velfærdsmedarbejdere, der føler de knokler til gengæld for meget lidt respekt og anerkendelse. De har kunnet høre sig selv, når Grete Christensen taler.

Grete Christensen er også vant til at bruge tålmodighed som strategi. Sygeplejerskerne er nogle af dem, der har råbt højest og mest de senere år og kæmpet for en mere »retfærdig« løn. Siden sygeplejerskerne fik strejkeretten i 1971, er de blandt de faggrupper, der har været mest på barrikaderne, og det skyldes ifølge Grete Christensen én bestemt ting: At der ikke er ligeløn i Danmark, fordi de mandlige dominerede grupper får cirka 20 procent mere i løn end de kvindedominerede. Det er sygeplejerskerne vant til at kæmpe for.

Og det er sket samtidig med, at Grete Christensen, der har været central spiller i fagpolitik i næsten halvdelen af sit liv og formand siden 2009, har kunnet opbygget et ry som professionel og vellidt hos sine modparter blandt arbejdsgiverne. I 2017 kårede Dagens Medicin hende som den 13.-mest magtfulde sundhedsaktør i Danmark foran både Dennis Kristensen og forhandlingsmodparten Anders Kühnau.

Til gengæld ved hun også, at tomme strejkekasser kan æde fortjenesten indhentet under en konflikt. En undersøgelse foretaget af arbejdsmarkedsforsker Jørgen Stamhus har vist, at det har taget ti år for sygeplejerskerne »før deres investering gav et positivt resultat« efter strejkerne i 2008.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Et fjendebillede med overraskende overskud

Michael Ziegler (K), Kommunernes Landsforenings chefforhandler

Hvis man overvejer at gå ind i politik eller blive kommunal topforhandler, skal man ikke læse kommentarerne på de sociale medier om Michael Ziegler, der sammen med lærerformand Anders Bondo dannede parløb i det dysfunktionelle forhandlingsfællesskab op til og under lærerlockouten i 2013.

Men denne gang har borgmesteren fra Høje Taastrup med det absolutte kommunalbestyrelsesflertal i baglommen, fremstået som en mand med mere overskud, som han også har delt ud af på Twitter.

Samtidig har han været velargumenteret og rolig på trods af, at arbejdsgiversiden har været bagud i kampen om befolkningens gunst hele vejen igennem og ganske massivt.

Det har han god brug for i det sidste afgørende forsøg på at nå et resultat hos forligsmand Mette Christensen i Forligsinstitutionen. Selv om lærerne nu igen bliver fremstillet som den umulige elev i klassen, mens de andre faggrupper skulle være mere parate til at indgå aftaler – har Ziegler og de andre topforhandlere på arbejdsgiversiden sat sig over for nogle fagforeninger, der har fået forstærket deres mandat til at holde fast i musketereden.

Flere FOA-kredsformænd har advaret mod at give lærerne vetoret og i stedet gå efter forlig, der kunne give pæne lønstigninger ikke mindst til de lavtlønnede. Men torsdag bekræftede FOA’s hovedbestyrelse, at det fortsat er musketereden, der er grundlaget for forbundets forhandlinger. Indtrykket er imidlertid, at der er blevet trukket en streg i sandet over for lærerne. Det skal Michael Ziegler naturligvis vise, at han er i stand til at udnytte.

At der også er en musktered på arbejdsgiversiden er imidlertid et underbelyst faktum. For selvfølgelig findes der også koordinering sted blandt arbejdsgiversidens forhandlere på det kommunale, regionale og statslige område. De ved naturligvis godt, at hvad der sker ved det ene forhandlingsbord har betydning for det andet.

Derfor er det heller ikke korrekt at fremstille det, som Ziegler gjorde på vej indtil mødet i Forligsinstitutionen fredag: »Lønmodtagernes musketered har været en udfordring for forhandlingerne. Men nu gælder den på begge sider af bordet.« Man kan lige så vel hævde, at det er koordineringen mellem Moderniseringsstyrelsen og arbejdsgivernes topforhandlere, der har forpestet og radikaliseret det offentlige forhandlingsklima ved at gå benhårdt efter en arbejdsgiverstrategi, som bygger på at »gøre overenskomsterne til en integreret del af udgiftspolitikken«.

Linda Johansen

Manden i kulissen, der kan løbe med hele æren

Lars Løkke Rasmussen, statsminister, Venstre

Selvfølgelig bryder en statsminister sig ikke om, at det land, han er sat til at regere, er på randen af eventuel lammelse og storkonflikt, der givet vil forpeste samarbejdsklimaet på de offentlige arbejdspladser langt ud i fremtiden. Og han har prøvet at komme de offentligt ansatte i møde med meldingen om, at de penge, staten sparer på, at de statsansatte ikke skal have løn, skal gå til velfærd.

Lars Løkke har også rigtig mange vælgere, der støtter de offentligt ansatte.

Men Løkke kan imidlertid glæde sig over, at der under en eventuel storkonflikt vil blive hamret endnu mere løs på Socialdemokratiet, der ikke vil tage parti til fordel for lønmodtagerne. Og presset vil stige på oppositionens største parti, jo længere en konflikt varer.

Når Socialdemokratiet så ligger forslåede tilbage efter en eventuel storkonflikt, kan Lars Løkke udforme et lovindgreb, der giver lidt mere til lønmodtagersiden end til arbejdsgiversiden.

Det vil endda ikke koste statsministeren noget særligt på den økonomiske ansvarlighed, for som blandt andre professor Jørgen Goul Andersen har påpeget, er dansk økonomi overholdbar på lang sigt. Til gengæld kan Lars Løkke Rasmussen fremstå som den rare onkel med spenderbukserne på.

Så kan det godt være, at hans innovationsminister Sophie Løhde (V) kommer til at stå noget forpjusket tilbage, som den der stod med en uløselig konflikt og kæmpede for noget, hendes egen chef ikke engang gad stå på mål for.

Men hvad betyder det, hvis Lars Løkke Rasmussen kan fravriste Socialdemokratiet, den regeringsmagt, som mange meningsmålinger indtil OK18, viste de lå til at genvinde?

I en tidligere version af artiklen stod der, at lærerne tidligere havde været i en »opslidende strejke«. Der var retmæssigt tale om en konflikt, hvilket nu er rettet. Information beklager fejlen.