Læsetid: 6 min.

Grønlands fiskeripolitik er et stridspunkt – og afgørende for landets fremtid

Uenighed om en ny fiskerilov var årsag til, at valget i Grønland tirsdag blev udskrevet. Striden om fiskeripolitikken stikker dybt og handler om by over for bygd, tradition over for modernitet, og ja, Grønlands fremtid
Tika Olsen og de andre fiskere har lagt til ved iskanten og fjerner rødfisk fra garnet.

Tika Olsen og de andre fiskere har lagt til ved iskanten og fjerner rødfisk fra garnet.

Cecilie Bech Rønsholt

24. april 2018

Termometeret viser minus 16 grader en tidlig morgen i marts, og tre ældre mænd i en jolle sejler ud i fjorden for at hale rødfisk ind på en af årets allerførste fiskedage i Sisimiut. Der er ikke kvoter på rødfisk, så mændene skal ikke tage hensyn til andet end vejret.

Tika Olsen står ved roret og gjalder ordrer til de to andre.

Den 65-årige fisker havde set frem til et bebudet opgør med fiskeriloven, der de seneste år har presset de små fiskere og koncentreret store dele af fiskekvoterne hos de store rederier. Men så blev der udskrevet valg, og vedtagelsen af en ny fiskerilov blev udskudt – eller måske ligefrem afblæst, alt afhængig af valgresultatet.

»Det er de store rederier, som vinder på kvoterne. Derfor ville jeg gerne have set, hvad den nye fiskerilov kunne. Hvad nu med os små fiskere?« spørger Tika Olsen.

Hvis tirsdagens valg i Grønland skulle koges ned til to ord, ville det ene være ’selvstændighed’, og det andet kunne være ’fisk’. Men mens de fleste grønlændere er enige om det første – at Grønland før eller siden skal stå på egne ben – er de langtfra enige om det andet. Striden om fiskeripolitikken handler nemlig om, hvilket Grønland man vil have, både nu og i en selvstændig fremtid, og er Grønlands version af kampen mellem centrum og udkant.

Tirsdagens valg blev blandt andet udskrevet på grund af intern strid i Landsstyret om en ny fiskerilov. Landsstyreformand Kim Kielsens socialdemokratiske Siumut ville tage kvoter fra de store rederier og fordele dem blandt mindre fiskere. Men landsstyrepartierne kunne ikke nå til enighed om loven, og derfor udskrev landsstyreformand Kim Kielsen valg.

Ni dage før valgdagen kunne de fleste partier under en tv-debat på KNR blive enige om, at fiskeriloven skal ændres, men ikke om hvordan. Mens Siumut altså vil have omfordelt kvoterne, er den hidtidige regeringspartner, det venstreorienterede Inuit Ataqatigiit (IA), skeptiske over for forslaget, som de kalder kortsigtet. De er dog enige om, at kvoterne skal deles ud, men ikke at det skal ske så hurtigt.

Økonomisk eventyr

Fiskeri er for mange grønlændere en central del af deres kultur, og så er det også landets suverænt største erhverv. Knap 20 procent af befolkningen er beskæftiget inden for fiskeri, og over 90 procent af Grønlands eksport er baseret på varer, som stammer fra fiskeriet.

I 1990’erne blev kvoterne samlet på færre hænder for at effektivisere fiskeriet. Der var for mange fiskere om for få fisk, og det gjorde fiskeriet til en dårlig forretning for både fiskerne og Grønland.

Der er ingen tvivl om, at centraliseringen og privatiseringen har gavnet Grønlands økonomi, vurderer Max Nielsen, professor ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet.

»Omfordelingen af kvoterne i 1990’erne bidrog væsentligt til fartøjernes økonomi. Heraf forøgedes fiskeriets bidrag til Grønlands BNP, og derfor er fiskeriet i dag kernen i Grønlands økonomi,« siger Max Nielsen.

Men regler om kvoter og licenser gør det sværere for mindre fiskere at få økonomien til at hænge sammen, vanskeligere for unge fiskere at træde ind i fiskeriet, og besværligt for alle andre at fiske frit, som generationer før dem har haft mulighed for.

Det ønskede fiskeri- og fangstminister Karl-Kristian Kruse (Siumut) at gøre op med, da han i august 2017 fremlagde et forslag om ændring af fiskeriloven for at bremse udviklingen i retning af en øget centralisering.

Selvstyrets egne beregninger viser, at den nye fiskerilov vil give færre indtægter til landskassen, og ifølge Det Økonomiske Råd vil loven både gå ud over effektiviteten og beskæftigelsen.

En fiskerkultur

Da Tika Olsen voksede op, fiskede og fangede man uden kvoter. Det er i hans levetid, at kvoterne er blevet indført og senere samlet hos de store rederier, mens de små fiskere blot kunne se til. Derfor havde Tika Olsen glædet sig til den nye fiskerilov, som der er blevet talt om i 15 år.

»Der har været så mange forskellige politikere i min tid, som ikke har gjort en forskel,« siger Tika Olsen hovedrystende og sænker farten, da jollen nærmer sig en bøje.

Her er nettet sat ud, og da fiskerne løsner det, dukker rødfisk på stribe op til overfladen. Fiskene spræller, mens de tre mænd rutineret hiver nettet ind over rælingen og fylder jollen med næsten 200 kilo kvotefri rødfisk.

Fortællingen om det ’ægte’ Grønland spiller en stor rolle for den grønlandske befolkning. Fiskeriet udgør fortsat eksistensgrundlaget i de fleste grønlandske bygder, men det har også en ny betydning for mange grønlændere, som ikke er beskæftiget inden for fiskeriet. Flere fanger ikkekvotebelagte fisk i fritiden og i ferier. Det er en familieaktivitet, og sammen med jagtbytte fylder fiskene godt op i mange grønlandske kummefrysere som en led i en udbredt uregistreret selvforsyning.

Hvilken rolle fiskeriet skulle spille i samfundet, var spørgsmålet, da forsker Rikke Becker fra Innovative Fisheries Management, Aalborg Universitet, i 2016 spurgte grønlænderne i en spørgeskemaundersøgelse. 

Det viste sig, at der var markant modstand mod at reducere det samlede antal af fiskere med det formål at tildele flere fiskekvoter til de enkelte fiskere og selskaber.

»Lige nu er der et ønske i Grønland om, at fiskeriet skal styrke kulturen og de små bygdesamfund, men samtidig ønsker man et stærkt fiskeri, som skal finansiere samfundet og i sidste ende selvstændighed,« siger Rikke Becker.

Tilknytningen til naturen, grønlandsk mad, fangst og fiskeri er væsentlige identitetsmarkører, forklarer Birger Poppel, samfundsforsker ved Grønlands Universitet, Ilisimatursarfik.

»Det drejer sig om at få de to måder at udnytte de levende ressourcer på til at sameksistere. Forudsætningerne for det er dels en forståelse for, at der skal være plads til både det erhvervsmæssige fiskeri og det, der skal dække den enkeltes og familiernes selvforsyning,« siger Birger Poppel og antyder, at der er et andet dilemma i fiskeripolitikken: risikoen for overfiskeri.

Grønlands konger

I modsætning til Tika Olsen mener de store rederier, at Grønland vil blive fattigere, hvis kvoterne bliver fordelt på flere fiskere. De små fiskere kan ikke fiske lige så effektivt som for eksempel Royal Greenland og Polar Seafood kan, lyder kritikken.

Sisimiut Fish er et af de rederier, som står for rejeindhalingen til Royal Greenland. I spidsen for rederiet står Hanseraaq Enoksen, der selv er født i Sisimiut og hurtigt droppede ud af realskolen for at arbejde på sin bedstefars rejekutter og senere uddanne sig til kaptajn.

Han byder velkommen på sit kontor og beklager den manglende kage på bordet. Han er klædt i sort joggingsæt og bærer et stort guldur på venstre håndled.

»Rejepriserne er høje lige nu. Så det går godt med fiskeriet,« indleder han smilende og læner sig tilbage i stolen.

I år har Sisimiut Fish halet så mange rejer ind, at det »bare er om at købe franskbrød til«, som han selv grinende udtrykker det.

Fiskeriloven var i 1990’erne skruet sådan sammen, at der var op mod 50 rejetrawlere i Grønland. Dengang var flere af rederierne tæt på at gå konkurs. I dag er der kun otte rejerederier i Grønland, og omkring 15 trawlere, hvoraf Sisimiut Fish ejer de fire. Hanseeraq Enoksen advarer om, at en ændret fiskerilov vil skabe tilstande som i 1990’erne.

»En ny fiskerilov vil skade Grønland. Den vil hverken gavne de store eller små fiskere, og det vil være  en skam for vores fremtid og vores børns fremtid,« siger han.

Han er ikke meget for debatten om selvstændighed, hvor råstoffer ofte fremhæves som det, der skal finansiere grønlandsk selvstændighed.

»Der har været så mange forsøg med os i Grønland. Men fiskeriet er nu engang det, som fungerer,« siger Hanseeraq Enoksen.

Fiskeriets fremtid

Ude på fjorden har Tika Olsen sejlet sin jolle ind til en iskant nær en forladt bygd. Et par ubeboede huse står tilbage. Bygdeboerne er flyttet til byerne, blandt andet som følge af centralisering af fiskeriet, hvormed arbejdspladser og dermed livsgrundlaget forsvandt.

En af fiskerne springer op på iskanten og begynder at hakke et lille hul, hvor han kan fæstne ankeret. De to andre mænd springer ud til ham på isen, og med skruetrækkere begynder de at fjerne fiskene fra nettet. En kold affære uden handsker i frostvejr, men der skal tilsyneladende mere end minusgrader og kvoter til at fjerne fiskerne fra havet.

Hvis Grønland skal blive selvstændigt, så kræver det en veluddannet befolkning. Og selv om uddannelsesniveauet er stigende i Grønland, så går det ikke så godt, som vi kunne håbe på: På billedet øver to drenge sig på blokfløjte, inden en skolekoncert i Uummannaq.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Svennevig Christensen
  • Carsten Munk
  • Eva Schwanenflügel
Kurt Svennevig Christensen, Carsten Munk og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kurt Svennevig Christensen

"Der er ingen tvivl om, at centraliseringen og privatiseringen har gavnet Grønlands økonomi, vurderer Max Nielsen, professor ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet."

Sludder, der er netop ikke andet end tvivl om dét. Folk som Max Nielsen, der også har været aktiv i at få kapitaliseret og privatiseret fiskeriet på disse kanter, kan bare ikke se skoven for bare træer.

I deres optik er der altid for få fisk til for mange fiskere, hvor det i en samfundsøkonomisk sammenhæng som medtager beskæftigelsen, bosætningen, arbejde og værdighed til så mange som muligt, er alt for store koncentrationer af fiskekvoter og rettigheder.

Enhver der følger lidt med i hvad der foregår på Grønland ved at det landet har brug for er beskæftigelse, beskæftigelse og atter beskæftigelse. Folk som Max Nielsen evner ganske enkelt ikke at medregner alle de tab der sker i samfundsøkonomien når kvoterne koncentreres på få hænder. På Grønland er det en katastrofe og det handler valget også om. Folk skal have beskæftigelse så enkelt er det.

Og i den sammenhæng kan det ikke andet end undre at IA er så uafklaret som de synes at være.

Overtagelsen af Kongelige Grønlandske Handel fra Staten og efterfølgende ændring af mastodonten til Aktieselskaber var en katastrofe for Grønland og dets befolkning. KGHs forretningspolitik var socialansvarlighed og beskæftigelse til den lokale befolkning.
Grønlands erhvervsliv styres af aktieselskaber. Alle hjemmestyre ejede virksomheder er efterhånden omdannet til Aktieselskaber. Og det er en katastrofe for beskæftigelsen og stabiliteten i samfundet.
Fiskerisektoren af fiskekvoterne ejes af nogle få aktører. Grønland fiskerisektor kan med rette betegnes som et feudalistisk foretagende. Grønland er bombet tilbage til det feudale samfund. Det er de store godsejere(trawlerejere) som styrer Grønlands økonomi.

Torben K L Jensen og Kurt Svennevig Christensen anbefalede denne kommentar