Læsetid: 6 min.

Hvem har Liberal Alliance mest til fælles med – de partier, der kuldsejlede, eller de, der kom i havn?

Dansk politisk historie har tre vrag af små partier, der havarerede på at følge regeringskurs. Overleverne har været de partier, der var robuste nok til sejladsen
Ved lørdagens årsmøde vil Liberal Alliances top forventeligt gøre meget ud af, hvor betydningsfuld regeringsdeltagelsen er. Men når man kommer længere væk fra ministrene, vil opmærksomheden være større på farerne ved at være lille parti i en regering.

Ved lørdagens årsmøde vil Liberal Alliances top forventeligt gøre meget ud af, hvor betydningsfuld regeringsdeltagelsen er. Men når man kommer længere væk fra ministrene, vil opmærksomheden være større på farerne ved at være lille parti i en regering.

Nikolai Linares

7. april 2018

Det lyder nærmest som en besværgelse, når et stort banner på Liberal Alliances hjemmeside bedyrer: »Ingen kæmper hårdere for lavere skat, højere vækst, mindre bureaukrati og mere frihed.«

Ordene om Liberal Alliances solokamp vil givetvis blive gentaget, når partiet lørdag holder sit årlige landsmøde i København. Og så megen sandhed er der i hvert fald i dem, at de andre partier i den regerende blå blok ikke har villet følge Liberal Alliance ret langt i partiets erklærede mærkesager.

Det lægger op til en diskussion på årsmødet: Har det været ulejligheden værd for Liberal Alliance, at partiet i november 2016 trådte ind i den Venstre-ledede regering?

Man kan endda sige, at Liberal Alliance masede sig ind i regeringen. Det skete ved partiformand Anders Samuelsens trusler om at vælte Lars Løkke Rasmussen, hvis Løkke ikke tilgodeså Liberal Alliance. Og det gjorde Løkke så: med seks ministerposter.

Derimod kunne Løkke ikke levere de massive skattelettelser – især i topskatten – som var det krav, der havde fået Samuelsen til at true Løkke på hans politiske liv. Skattelettelserne blev saboteret af Dansk Folkeparti, som ser ud til at have udskiftet De Konservative som DF’s offer for hån og foragt og i stedet indsat Liberal Alliance.

Mest kompetente

Ved Anders Samuelsens indtræden i regeringen overraskede han ved at sige til Berlingske: »Jeg synes selv, at jeg sætter mig som den måske fagligt mest kompetente i udenrigsministerstolen – jeg ved ikke, om man kan sige nogensinde.«

Den vurdering har ikke vundet bred tilslutning på Christiansborg. Andre partier omtaler Samuelsens indsats som famlende, usikker og embedsmandsafhængig. Også andre LA-ministre har haft deres problemer – herunder Ole Birk Olesen med sit absolut ikke liberalt indrettede transportområde og Thyra Frank med at blive taget alvorligt i sin kulisse som ældreminister.

Disse brydninger afspejler sig i denne ordlyd i LA-indkaldelsen til årsmødet: »Selv om der har været støj i medierne omkring partiet, så kan vi være stolte over en række vigtige resultater, vi har fået igennem.«

Partiets seks ministre og deres nærmeste partifæller vil forventeligt gøre meget ud af, hvor betydningsfuld regeringsdeltagelsen er. Når man kommer længere væk fra ministrene, vil opmærksomheden være større på de farer, som ministerposterne indebærer. Siden partiets indtræden i regeringen har dets tilslutning i meningsmålinger været vigende: I december 2016 7,8 procent; i begyndelsen af april i år 4,9 procent.

Ud fra historiske erfaringer kan der opstilles nogle lovmæssigheder: Regeringsdeltagelse slider på partier, og den slider uforholdsmæssigt mere på små regeringspartier.

Små regeringspartier, der røg ud Folketinget

  • Ved folketingsvalget i 1960 mistede regeringspartiet Retsforbundet alle sine syv mandater.
  • Ved folketingsvalget i 1994 mistede regeringspartiet Kristeligt Folkeparti alle sine fire mandater.

Klassisk slid

Der er to klassiske eksempler på rigtig hårdt slid. I 1957 gik Retsforbundet med sine syv mandater i ryggen ind i en trekantregering med Socialdemokratiet (S) og Radikale Venstre (R). Ved det følgende valg, i 1960, røg Retsforbundet helt ud af Folketinget.

Retsforbundet havde som sin altdominerende mærkesag en omlægning af alle skatter til jordskatter, under navnet ’grundskyld’ – inspireret af den amerikanske filosof Henry George (1839-97). De to andre regeringspartier – S og R – var imidlertid ikke indstillet på nogen vidtgående omlægning af beskatningen, så Retsforbundet kom til at stå ret tomhændet.

I 1993 gik Kristeligt Folkeparti med sine fire mandater i ryggen ind i Poul Nyrup Rasmussens flertalsregering af S, R, CD og Kristeligt Folkeparti. Ved folketingsvalget i 1994 røg Kristeligt Folkeparti ud af Folketinget.

At være borgerlig handler om at tage udgangspunkt i det enkelte menneske, mener Simon Emil Ammitzbøll-Bille. Det er ikke nemt i Danmark, hvor den offentlige samtale om politik og økonomi bliver ført på grundlæggende venstreorienterede præmisser. Derfor er det borgerlige projekt i Danmark også en kulturkamp
Læs også

Kristeligt Folkeparti døjede med at omsætte ’det kristelige’ til konkret politik – også fordi partiet var for fredsommeligt til at køre kampagner mod fri abort og seksuelle mindretal. I Schlüter-regeringerne satsede partiet på miljøet, men det blev i Nyrup-regeringen den markante socialdemokrat Svend Aukens ressort, og Kristeligt Folkeparti kom til at stå ret tomhændet.

Centrum-Demokraterne (CD), der lige som Kristeligt Folkeparti havde været i regering både under den konservative Poul Schlüter og siden under Nyrup, blev med sit 1994-valgresultat på fem mandater hængende i, hvad der nu fortsatte som en trepartiregering af S, R og CD.

CD’s regeringsdeltagelse kom imidlertid under så kraftigt pres fra VK-partierne, at CD i 1997 valgte at træde ud af regeringen. Det belønnede vælgerne umiddelbart ved at give CD otte mandater ved valget i 1998. Men så var det også slut. Ved det systemskiftevalg, der i 2001 tilvejebragte et VKO-flertal, røg det opslidte CD-parti uigenkaldeligt ud af Folketinget.

CD var i 1973 stiftet af den frafaldne socialdemokrat Erhard Jakobsen som et småborgerligt parti til forsvar for bolig- og bilejere – og til angreb på ’venstreorientering’. Da datteren Mimi i 1989 overtog ledelsen af partiet, drejede hun det i en markant humanistisk retning, bl.a. ved forsvar for flygtninge og indvandrere. Dette skift kom til at frastøde partiets oprindelige tilhængere – uden at partiet for alvor vandt nyt terræn.

De holdbare

Uklarhed om mærkesagerne var væsentlige årsager til, at Retsforbundet, Kristeligt Folkeparti og – til sidst – CD segnede under vægten af regeringsdeltagelsen. En yderligere belysning af deres skæbne kan man få ved at granske andre mindre partier, der har været jævnlige regeringsdeltagere og har overlevet: De Konservative og De Radikale. Samt SF, der har prøvet lykken én gang.

De Konservative hang på som juniorpartner i Fogh-Løkkes Venstre-ledede regeringer fra 2001-11. Deres mandattal så i perioden således ud:

  • 2001: 16
  • 2005: 18
  • 2007: 18
  • 2011: 8

Til sidst kom deltagelsen altså til at gøre rigtig ondt. Men De Konservative overlevede.

Tilsvarende om De Radikale: Rollen som juniorpartner har kostet dem, men de er ikke omkommet. I SR-samarbejdet under Th. Stauning 1929-40 gled R fra 16 mandater til 14. I SR-samarbejdet under Nyrup 1994-2001 skvulpede De Radikale mellem otte og ni mandater. Derimod blev deltagelsen i Thorning-Schmidts regering 2011-15 en dyrere spøg. De Radikale rutsjede fra 17 mandater i 2011 til otte i 2015.

Samme Thorning-regering blev en nærdødsoplevelse for SF, der var trådt ind i regeringen med 16 mandater i ryggen. Undervejs brast SF under regeringsansvaret og trådte ud i 2014. Ved valget i 2015 fik SF kun syv mandater.

Men SF undgik – som nogle spåede – at gå under.

Små regeringspartier, der trådte ud midt i regeringsperioden

  • I 1997 valgte Centrum-Demokraterne, der i 1994 med fem mandater bag sig var fortsat i Nyrups SRCD-regering, at udtræde af regeringen
  • I 2014 valgte SF, der i 2011 med 16 mandater bag sig var indtrådt i Helle Thorning-Schmidts SRSF-regering, at udtræde af regeringen.

Forskellen

Hvad adskiller overleverne fra de udslettede?

Fælles for De Konservative, De Radikale og SF er, at de har en forholdsvis klar profil. De Konservative har den socialt bevidste borgerlighed og en striks retspolitik. Over tid er det sidste kommet til at fylde mere end det første. De Radikale har deres frisind og krav om ’ansvarlig’ økonomisk politik. SF har den pragmatiske, resultatsøgende socialisme – placeret til venstre for Socialdemokratiet.

Hertil kommer, at de tre overleverpartier i kraft af deres traditioner og historie har et ganske bredt og loyalt tillidsmandskorps. Disse partiers folk i marken har vænnet sig til, at det kan gå op, og det kan gå ned. Ligesom i den lokale politik, hvor disse tillidsfolk traditionelt er aktive medvirkende.

Af betydning er det også, at det at være Konservativ, Radikal eller SF’er for temmeligt mange er en livsindstilling, en selvforståelse, en identitet – og altså ikke noget, man opgiver, fordi man i en konkret sag er uenig eller er modløs over tilbageslag.

Kigger man på dem, der blev slidt ihjel af regeringsansvaret – Retsforbundet, De Kristelige og Centrum-Demokraterne – vil man bemærke, at de havde problemer med mærkesager, der enten ikke blev virkeliggjort eller var uklare. Endvidere at de tre udslettede partier ikke udmærkede sig ved loyalt og lokalt velforankret tillidsmandskorps og ej heller ved, at tilknytningen til partiet var en del af en identitet. Disse partier var – i en vis forstand – døgnfluer. Man markerede en aktuel politisk position ved at stemme på dem – ikke en livsindstilling.

Og når disse partier kom i akut klemme ved at være en del af en samlet regering, ja, så var det nemt for dem, der havde stemt på dem, at straffe dem ved ikke at gøre det igen.

Det fører tilbage til Liberal Alliance og dette partis udsigter. Skal man vurdere dem, må man spørge:

  • Er partiets mærkesager klare nok, og kan partiet fremvise tilstrækkelige resultater?
  • Er partiets tillidsmandskorps traditionelt loyalt og forankret i lokalsamfundet?
  • Er tillidsmandskorpset også loyalt nok til at tåle triste kompromisser og modgang på mærkesager?
  • Er det for vælgerkorpset en del af en livsindstilling og en identitet at holde fast ved partiet?

Hermed er vurderingen af Liberal Alliances holdbarhed spillet over til læseren, som formentlig har lige så gode bud på svar som nærværende analyseskriver.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Katrine Damm
  • Eva Schwanenflügel
David Zennaro, Katrine Damm og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

David Rehling, tak for en glimrende analyse af de små partier.
Mon ikke LA også hører til døgnfluerne?

Kim Folke Knudsen, Karsten Lundsby og Katrine Damm anbefalede denne kommentar

Labil Alliance holder årsmøde. Hvor? I mindste mødelokale i Brønshøj Medborgerhus.

Karsten Lundsby og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Tak for dette. Ja, meget havde været anderledes hvis Retsforbundets kloge tanker om jordbesiddelse var ført ud i livet.
For nogle år siden hørte jeg i radioen, at unge/yngre med liberale tanker kunne komme på et kursus og lære mere og især hvordan de skulle skrive kommentarer o.lign. Jeg mener, det var et kursus, som Lars Sejer Christensen helt eller delvist finansierede. Måske var Cepos, der om nogen har gødet jorden for den omsiggribende liberalistiske syge, også med.
De mange kursusdeltagere, der fik deres ønske om mindre statslig indblandingen blandet op med en noget ekstrem liberalistisk tankegang, kunne kun sogne til LA. Og sådan er det stadig, selv om Venstre beklageligvis har rykket sig i den retning (måske har mange af deres unge også deltaget på disse holdningskurser).
Selv om LA er tyndt besat på Christiansborg - i lighed med Konservative i en årrække - tror jeg (desværre), at LA er kommet for at blive. Men det er Anders Samuelsen næppe.

Lars Bækgaard, Karsten Aaen, Karsten Lundsby og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Da LA minder om en religiøs sekt, mon ikke der så vil være en hård kerne, som gør at de holder snuden over spærregrænsen nogle få år endnu.

Holger Madsen, Karsten Lundsby og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Christian de Coninck Lucas

»Jeg synes selv, at jeg sætter mig som den måske fagligt mest kompetente i udenrigsministerstolen – jeg ved ikke, om man kan sige nogensinde.«

På hvilken planet - udover Ayn Rand’s oprindelige distrikt på den fjerne planet Selvfedius - kan en sådan udtalese komme fra et veltipasset menneske? Det er et enormt sigende citat.

Hanne Ribens, Hans Larsen, Torben Skov, olivier goulin, David Zennaro, Torben K L Jensen, Holger Madsen, Katrine Damm, Eva Schwanenflügel, Karsten Lundsby og Tino Rozzo anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@David Rehling

Jeg var i sin tid ret begejstret for Mimi Jakobsen og meldte mig ind i CD 1990'erne.

Vi var ialt 5 CD-medlemmer i kredsen: kredsformanden, 3 kvinder plus jeg selv.

Arbejdet med valgplakaterne faldt tungt på formanden -
de 3 kvinder plus jeg selv var ikke til det.

Jeg kan stadigvæk den dag i dag have dårlig samvittighed over den manglende indsats.

Formanden havde krydsfinerpladerne stående i et skur.
Når så de nye plakater - nogle med Mimi og andre med den lokale helt - blev fremsendt fra partihovedkvarteret skulle plakaterne klistres fast på krydsfinerpladerne og hænges op i lygtepælene.

Når valget var overstået skulle krydsfinerpladerne tages ned igen og afrenses, så de var klar til næste gang.

Kredsformanden forklarede mig adskillige gange om den rationalisering af arbejdet, det ville rumme, hvis der blot var 2 mand om jobbet; men jeg må indrømme, at han fik lov til at stå alene med det hele: klistre plakater på krydsfinerplader - læsning af pladerne i bagagerummet - håndtering af stige ned fra tagbagebæreren og op igen og frem til næste lygtepæl - op af stigen med pladen og fastbinding i lygtepælen.

Og hele baduljen om igen efter valget.

Det var en rar gang Scheisse at stå med, og CD havde ikke et loyalt og lokalt velforankret tillidsmandskorps, der fik identitet ved at være medlem af partiet - slet ikke - det var så udpræget en formandsopgave. Formanden var i øvrigt invalidepensionist, og det øgede jo kun den dårlige samvittighed over manglende indsats.

Hva' så med CD-ungdom - ku' de ikke gøre en indsats i valgkampene ??
I kredsen fandtes ganz genau 0 medlemmer af CDU.

Jytte Dysted Dahl

Mit gæt er, at LA overlever. De har letforståelige mærkesager, for hvem er i grunden imod ”lavere skat, højere vækst, mindre bureaukrati og mere frihed”? – Selvom jeg betaler min (meget høje) skat med glæde og tåler en alt for lav løn som offentlig ansat, ville jeg da ikke have noget imod at slippe 5% billigere. Dette dog forudsat at det ikke gik ud over samfundet svageste, uddannelserne, daginstitutionerne og resten af det velfærdssamfund, vi har tilbage. Højere vækst er jeg heller ikke principielt imod, men nok en smule skeptisk mht. om det kan ske på en økologisk forsvarlig måde. Og hvem ville ønske sig mere bureaukrati og mindre frihed?
LA repræsenterer en gruppe ultraliberale vælgere, som virkelig tror på det, de selv kalder ”mindre stat”. Vi kender det i høj grad fra USA. Staten er hindringen for driftige individers frie udfoldelse og stjæler folks penge, der ”ligger bedst i borgerne lommer”, som Schlüter sagde. Mindre stat og mindre skat betyder efter den opfattelse mere vækst og velstand. Mindre regulering og mindre behov for hensyntagen til samfundet og fællesskabet, medfører automatisk et samfund med øget velstand til de rige, der så vil risle nedad i samfundet og blive til glæde for alle. Det er alt sammen baseret på en nærmest religiøs tro på at markedet ordner alt bedst. At virkeligheden viser noget andet generer dem ikke. Selvom de totalt deregulerede lande ligger langt bagud for de nordiske, når det gælder velstand og velfærd, så fastholder de deres næsten tro. Folk med den holdning har tidligere stemt konservativt eller på ”De Uafhængige”, og senere på Glistrup. Før ham var der jo også en ultraliberal udbrydergruppe fra Venstre - Liberalt Centrum – der vist eksisterede i 10 år fra midten af 1960’erne.
LA repræsenterer en vælgerskare hvis incitament til at stemme ikke kun er udsigten til at spare i skat, men lige så meget er værdibaseret og ideologisk. Trumps tilhængere gir ”de andre” skyldes for, at han ikke kan gennemføre sine valgløfter. Sådan er det også med de ideologisk betingede LA-vælgere. De ved godt, at man ikke kan få alle sine mærkesager igennem, men LA sørger for, at disse mærkesager bliver hørt. At vi andre så kan le en smule, når LA-ministrene puster sig op, generer dem ikke. Selvom Liberal Alliance har mistet hvert tredje medlem siden 2016 og er gået fra 8% til 5% i meningsmålingerne, så vil der stadig være en kerne af ultraliberalister, som føler sig repræsenteret af LA – uanset manglende resultater og godmodig latterliggørelse. LA’s eftergivenhed overfor Dansk Folkeparti når det drejer sig om burkaforbud og indvandrerpolitikken kan måske vise sig, at blive en større trussel mod vælgertilslutningen end den manglende nedsættelse af topskatten. Troværdighedstabet rammer tungere, når man uden større sværdslag giver sig på områder, hvor det drejer sig om personlig frihed. Alle er klar over, at det ikke er LA’s skyld, at vi ikke fik topskattelettelser, og den tredjedel af LA’s vælgere, der alene stemte på partiet i håb om skattelettelser, er allerede forduftet. Det er den hårde, ideologiske kerne, der er tilbage og som skal sikre partiet fortsat repræsentation i folketinget. Husk på, at mange af dem kommer fra de Radikale. Det ser ikke deres liberalistiske idealsamfund som et griskt, pengestyret, råt kapitalistiske system hvor enhver er sin egen lykkes smed og fanden ta’r de sidste. Mange LA-vælgere er også optaget af ”borgerlig anstændighed”.
Mon ikke de konservative er i større fare for opløsning. De er efterhånden sovset fuldstændigt ind i DF-stramninger og tossede ”retspolitiske tiltag”. Men mon ikke vælgerne generelt er ligeså skeptiske overfor troen på at strengere straffe er løsningen på kriminalitet og bandeuvæsen, som de er overfor troen på, at skatteletter er vejen til samfundets lykke og velstand?

Kim Folke Knudsen, Karsten Aaen og David Zennaro anbefalede denne kommentar
Kim Folke Knudsen

Tak til David Rehling for et glimrende historisk tilbageblik om de små partiers vej op og ned i dansk politik.

David Rehlings analyse fortæller alt om små partiers hårde kår i regering. Den danske presse af overvejende borgerlig observans elsker, at sætte nye partier op på en høj piedestal, men tro mig de bliver ikke siddende deroppe i tryg afstand fra den politiske tumult.

Hvad der ikke noget med et SF som var helt oppe i skyerne med de 12 minutters ekstra arbejdstid og deres " Alliance " med Socialdemokraterne. Måske skulle SF´erne spørge sig selv om, hvorvidt Socialdemokraterne så alliancen som en forsikring imod, at SF ikke blev for store og overtog Socialdemokraternes daværende magtposition. Store partier kender til de lidt beskidte tricks med at få eventuelle konkurrenter ind under åget, hvis jeg skal sige det ligeud med Per Hækkerups ord.

Der er et pudsigt fællestræk ved dette, at små partier har markante standpunkter. Dernæst holdes de så op på disse standpunkter. Og når så hvedebrødsdagene er slut, så lander de med et tungt brag i den politiske muddergrøft, hvor der ikke kan leves højt alene på høje idealer og på fine ambitiøse og ultimative krav.

Den danske overvejende borgerlige presse elsker det der med først at sætte de nye partier op på en høj piedestal og derefter trække dem hele vejen ned i skidtet af afmagt og uforløste politiske løfter. Fakta glemmes i denne proces. Eksempel Det Radikale Venstre var sat op på den høje piedestal i år 2005. Det var in og hip at være kulturradikal, og vi fik nærmest indtryk af ved alene at læse i pressen, at partiet stod foran sin renæssance. Men den grumme sandhed var, at partiet var sat helt udenfor indflydelse med den borgerlige VK Regering støttet af DF ved magten, og at Det Radikale Venstre i perioden før under SR Regeringen havde under 4% af stemmerne.

Sandheden ligger gemt i vælgeropbakningen. Jo flere stemmer jo mere indflydelse. Er du et lille parti, så kan 9,2% se ud af mange stemmer men realiteten er, at 91,8% af danskerne er af en anden mening end dit parti. Derfor bliver indflydelsen derefter og at forvente andet kan hurtigt udvikle sig til hybris for det utålmodige partimedlem og den utålmodige vælger.

For mig at se har Liberal Alliance klaret sig godt efter egne mål i den nuværende VLAK Regering. Regeringens magtbasis er og bliver det store nationalistiske ikke borgerlige parti DF. Der ligger LA´s dilemma ja Regeringens dilemma. Den er sat til at være husbestyrerinde for DF´s formand Kristian Thulesen Dahl, fordi DF helst ikke skal have skidt på sig selv ved at indtræde i Regeringen. Det er mere bekvemt at lade andre partier gennemføre ens politik og så været højt hævet uden ansvar for alle møgsagerne.

Jeg er selv et liberalt sindet menneske. Jeg finder en del af Liberal Alliances synspunkter interessante og gode. Men Liberal Alliance har gjort sig til en slave af den økonomiske doktrin Neoliberalismen og af deres trang til at betragte al økonomisk teori som den evige sandhed.

Partiet mangler fuldstændig empatisk sympati og evnen til at se politik fra de socialt udsattes side. Det har udfaldende mod Dovne Robert, Fattig Karina og andre socialt udsatte bevist. Partiets støtte til Regeringens Ghettoplan er noget af det mest uliberale og formynderiske, som LA har lagt stemmer til uforståeligt ?

Det liberale syn handler ikke om at sætte kapitalen fri og sætte alle virksomheder uanset størrelse fri. Det handler om den personlige anerkendelse af, at vi mennesker: vi er forskellige og vores veje til at finde et godt og lykkeligt liv er uendeligt mangfoldige. Menneskets veje til et godt liv er ligeså forskellige, som der er mennesker til på Jorden. Derfor er dette syn ledsaget af ønsket om personlig frihed, demokrati og ligeværd mellem mennesker med en forskellig baggrund.

Men en ægte liberal indser at store virksomheder kan få for meget magt og vælde. Deres indflydelse skal begrænses med nødvendig lovgivning for miljøets skyld, for det sociale ansvars skyld og for borgernes friheds skyld, så de ikke bliver afhængige af egenrådige monopoler.

Det socialliberale menneske anerkender behovet for social lovgivning og for et organiseret arbejdsmarked, fordi det modsatte ikke giver absolut frihed og velstand for de mange, men kun for de få privilegerede.

Det kunne være spændende om Liberal Alliance fik mod på at tage disse spørgsmål op og ikke kun reducere sig selv til en interesseorganisation for velhavende mennesker med job i den bedrelønnede del af det private erhvervsliv. Muligheden er der i mine liberale trosfæller.

Hvad forestiller Liberal Alliance at tilbyde en SOSU assistent, en pædagogmedhjælper, en socialrådgiver, der med deres stilling må være ansat i den offentlige sektor. Er det kun -2% sparekrav, ledelse hen over hovedet, og bjerge af dokumentation og kontrol af ens arbejdsindsats.
Er det det Liberal Alliance tilbyder denne del af de danske medarbejdere ?

Hvad tilbyder Liberal Alliance borgeren der er havnet i sygdom og ikke er i stand til at arbejde på samme vis som før ? Er det den for tiden destruktive aktiveringsmaskine som nedbryder borgernes selvværd og afskærer dem fra en helt nødvendig hjælp fra det fællesskab, som godt kan arbejde lidt endnu.

Bemærk at det var Socialdemokraterne som var opfinder af den destruktive Aktiveringsmaskine. Det parti som nyder at kalde sig " Lønmodtagernes parti ".

De værste partier er for mit vedkommende partier, som hævder at deres ideologi er den endegyldige sandhed. Den er mennesket ikke i stand til at give et entydigt svar på. Partier som har holdninger hvad enten det er fællesskabet eller individet som tæller og som formår at udvise evnen til pragmatisme og viljen til kompromis. Det er de partier, som jeg hylder, for de har forstået Demokratiets natur, at meninger gennem diskussion og forlig skal bøjes mod hinanden ellers når vi ingen vegne.

Torben Lindegaard, Leo Nygaard og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Ser man på LA`s mærkesager, peger de direkte på UBI-Basisindkomst. Kig selv efter.
Men nej - de følger ikke de flotte ord om personlig frihed, mindre stat, regelsanering.....
Og så står vi liberale herude og banker på - på bogholdernes dør.
Jeg ved det. Har fulgt og støttet NA helt fra starten og været medlem i 3-4 år.
Topstyring og materialisme gjorde udslaget til udmeldelse.