Kvinder til tops i fagbevægelsen: Det gælder om at fastholde respekten

To kvinder kommer til at lede den største og mest magtfulde hovedorganisation for lønmodtagere i Danmark, når LO og FTF fusionerer. Sådan tegner billedet sig for den danske fagbevægelse her på 1. maj, hvor overenskomstforhandlingerne for de offentligt ansatte netop er afsluttet.

For 15 år siden lød konklusionen på en undersøgelse lavet for LO, at kvinder sjældent kommer til tops i fagbevægelsen. Dengang var 17 ud af 19 forbundsformænd i LO mænd. I dag er det nye tider.

Formanden for den nye store magtfaktor i fagbevægelsen bliver Lizette Risgaard, der også er den første kvindelige formand for LO, mens formanden for FTF, Bente Sorgenfrey, bliver stedfortrædende formand. Ud af de øvrige fem næstformænd i hovedorganisationen er to kvinder. Samtidig bliver Dennis Kristensen erstattet af en kvinde som formand for Danmarks tredje største fagorganisation, FOA, når Mona Striib overtager posten.

»Det kan man godt sige er historisk,« lyder det fra en af hovedpersonerne – den 62-årige Bente Sorgenfrey.

Kvinderne har ikke nået til de magtfulde poster fra den ene dag til den anden. Og det er ikke sket uden kampe, fortæller FTF-formanden, der tager telefonen fredag formiddag – lige inden hun sender et tweet ud om, at der er landet en overenskomstaftale på det kommunale område. Hun har stillet sig til rådighed for kvinder, der har været interesseret i ledende poster, og har gennem årene forsøgt at være en rollemodel.

»For mig har det igennem rigtig mange år været en bevidst strategi at prøve at få flere kvinder aktiveret på de ledende poster i fagbevægelsen,« siger hun.

»Vi kan se i fagbevægelsens historie, at der har været nogle store mænd – de her store smede – der har siddet for enden af forhandlingsbordet, slået hånden ned i bordpladen og sagt: ’Nok er nok’,« siger hun.

Bente Sorgenfrey kan også være skrap, understreger hun. Men hun mener, at kvinder har været med til at fremme en mere »dialogbaseret tilgang« i fagbevægelsen, og når hun skal opfordre kvinder til at påtage sig ansvar, har hun et vigtigt budskab til dem:

»Der er ingen, der løfter alene – det gælder om at løfte opgaverne sammen i teams. Man er ikke en lonely rider.«

Nogen at spejle sig i

Tilbage i 1992 stod en kvinde alene. Den dengang 29-årige Tine Aurvig-Huggenberger udfordrede en 50-årig mand i kampen om posten som formand for LO Storkøbenhavn – og vandt til manges store overraskelse. Senere blev hun sekretær og næstformand i LO’s landsorganisation.

Dengang var hun ene kvinde i LO’s ledelse på seks mand, og hun manglede den rollemodel, som kvinder har i formænd som Bente Sorgenfrey og Lizette Risgaard.

»Jeg afløste typer som Arne Nielsen, der var tidligere slagter og vejede 200 kg. Det var svært, for jeg havde ikke nogen at spejle mig i. De forstod ikke mig, og jeg forstod ikke dem,« fortæller Tine Aurvig-Huggenberger.

Da hun trådte ind i LO Storkøbenhavns bestyrelse, skilte hun sig ud på alle tænkelige måder: Hun var tidligere offentligt ansat, var ung og kvinde.

Man kan ikke tage kønnet ud af ligningen, mener hun.

»Køn er altid en faktor. Der er ikke noget, der er så definerende for os som vores køn.«

Når det er mændene, der har siddet på magten i fagbevægelsen mere end hundrede år, er det ifølge Aurvig-Huggenberger, fordi de behersker »magtsproget«, og det ligger også dybt i kvinder, at magten har været defineret som noget maskulin.

»Det skal være muligt for kvinder at tænke sig i de positioner, men kvinder skal også selv ville magten. Kvinder skal holde op med at tale om magten på den der pjattede måde, hvor de siger, at de jo bare gerne vil have noget indflydelse. Det er jo dumt, for magten er forudsætningen for indflydelsen.«

Selv om Tine Aurvig-Huggenberger ikke havde nogen andre kvinder at spejle sig i tilbage i 1992, stillede hun op til posten, fordi hun indså, at magten er bundet til positioner.

»Jeg ville gerne have, at nogle ting skulle være anderledes. Og så skal man være parat til at skubbe nogen til side for at få positionen. Hvis jeg ville gøre noget ved det, jeg synes, skulle være anderledes, så måtte jeg gå efter magten.«

’Mansplaining’

Mona Striib, der bliver formand for FOA efter Dennis Kristensen, tager telefonen, mens hun sidder i Forligsinstitutionen lørdag eftermiddag. Her har hun tilbragt flere døgn i træk i løbet af de seneste mange måneder, og det har sin pris.

»Det ville jo ikke være foreneligt med at have børn. Medmindre man var sammen med en, der så var sammen med børnene men at fravælge børn på den måde, det er ikke sjovt,« siger hun og tilføjer:

»Der er ingen tvivl om, at det er en barsk verden, og at det er en tidskrævende verden. Jeg ville ikke have valgt at stille op til forbundsformand, hvis jeg lige nu havde små børn.«

Når så få kvinder tilbage i tiden har ønsket at påtage sig tillidsposter i fagbevægelsen, skyldes det ifølge en undersøgelse fra SFI i 2006, at de ikke har ønsket at gå ind i en mandsdomineret verden. Flere fagforbund lancerede efterfølgende tiltag, der skulle vise kvinder, at man godt kunne have nær kontakt med sin familie og samtidig have en ledende post i fagbevægelsen.

Den nye tendens med flere kvinder i spidsen afspejler også den generelle samfundsudvikling, mener Bente Sorgenfrey.

»Der er kommet en bedre balance mellem mænd og kvinder i hjemmene og det daglige arbejde – selv om vi langtfra er i mål på ligestillingsområdet. Mange af de faglige kvinder, jeg kender, er i god balance med deres mænd derhjemme, så de også kan påtage sig de her opgaver, hvor man jo har lange arbejdsdage.«

’Rip, Rap og Rup’-effekten

Da Bente Sorgenfrey blev valgt som den første fuldtidsbetalte formand for FTF tilbage i 2003, kom hun fra posten som formand for BUPL. Efter at have arbejdet sig op gennem fagbevægelsen, tænkte hun ikke så meget over kønsspørgsmålet, selv om hun kom til på et tidspunkt, hvor der var langt mellem de kvindelige kolleger.

Men hun har tænkt på det siden. Når hun sidder ved forhandlingsbordet eller i mødelokalet, oplever hun ofte, at mænd refererer til mænd. Hun har observeret det, hun kalder en ’Rip, Rap og Rup-effekt’ i fagbevægelsen, hvor hun bringer en idé på banen, og snart efter har en mand taget æren for den.

»Det er jeg blevet meget opmærksom på, og jeg siger også: ’Stop engang, den kom vist herovrefra’. Men jeg har også den tilgang, at jeg hellere vil have, at ting lykkes, end at det er mig, der skal have æren for det,« siger hun.

Oppe på toppen må man lægge pænheden til side, det har Bente Sorgenfrey måttet erkende. Ellers bliver man løbet over ende, og det gælder om at fastholde respekten.

En anden ting, som hun har talt med sine kvindelige kolleger om, er, at mænd ofte har det med at forklare dem ting »meget grundigt, som om vi er tumper og ikke har forstået noget af det«.

»Her er det også vigtigt at sige stop og sætte foden på bremsen. For ellers kommer der bare en fortælling om, at jeg måske alligevel ikke rigtigt har styr på det,« siger Bente Sorgenfrey.

De bløde og de hårde værdier

Den største udfordring ved at være kvinde i fagbevægelsen var for Tine Aurvig-Huggenberger de kampe, der skulle tages, og som blev taget for første gang. Fordi hun var kvinde.

Hun fik blandt andet sat gang i en uddannelse for tillidsrepræsentanter, der havde til formål at få flere kvinder til at gå efter magten. Det var der ikke mange mænd, der så nogen mening i, fortæller hun.

»Det var pissehårdt, men det var også et privilegium at få lov til at arbejde med de ting,« siger hun.

Et andet eksempel er barselsfonden, som blev forhandlet under overenskomstforhandlingerne i 2004 mellem Dansk Arbejdsgiverforening og LO.

»Da vi forhandlede om den, var hovedparten af forhandlerne fløjtende ligeglade. De ville hellere prioritere den økonomiske ramme til løn og synes ikke, der var mange point i at få en barselsfond for hele arbejdsmarkedet. Det var et meget konkret udtryk for, at der sad en kvinde i LO og blev ved med at kæmpe for det – selvfølgelig sammen med andre. Det var en magtkamp, som var til at tage og føle på,« siger Tine Aurgvig-Huggenberger.

Mona Striib glæder sig over, at der er et par dagsordener, der bliver nemmere at rejse, nu hvor hun bliver formand for FOA.

»Jeg vil fokusere meget mere på spørgsmålet om ulige løn. For det er simpelthen så himmelråbende uretfærdigt, den måde, vi har indrettet vores offentlige lønsystem på i dag,« siger hun.

Ligestilling, børn, familie og work-life-balance er vigtige emner på det fagpolitiske område, men det er også vigtigt som kvinde at have fokus på de hårdere områder, påpeger Bente Sorgenfrey. Det er hun blevet klar over gennem årene.

»Jeg er blevet mere opmærksom på, at det som kvinde er vigtigt ikke at tage alle de bløde områder, men tværtimod vise, at man vil tage de hårdtslående, økonomiske områder. Det giver noget respekt, hvis jeg siger, at jeg sidder i Nationalbankens bestyrelse eller i bestyrelsen for ATP,« siger hun.

»Det har så fået nogle til at sige: ’Jamen Bente, du svigtede så også ligestillingen’. Så det er en svær balance.«

Fremtidens fagbevægelse står sammen

En af de ting, der er gået igen under årets langtrukne overenskomstforhandlinger, har været solidariteten mellem de forskellige faggrupper med slogans som ’en løsning for alle’ og ’skulder ved skulder’.

Og her står fagbevægelsen. Måske mere samlet end før og med en overenskomst, der har sikret de offentligt ansatte lønstigninger og betalt frokostpause, men ikke lærerne en arbejdstidsaftale.

At flere kvinder nu står i spidsen for fagbevægelsen er ikke helt uden betydning for fremtiden, mener Mona Striib.

»Faktisk tænker jeg, at med de kvinder, jeg nu kender, som sidder forskellige steder i fagbevægelsen, der er  lidt mere tålmodighed til at finde fælles løsninger. Vi er måske lidt bedre til at lytte til hinanden, og når man gør det frem for at positionere sig selv, så bliver man mere resultatorienteret,« siger hun.

– Har du et eksempel på det?

»Det er to kvinder, der har stået i spidsen for LO og FTF, og dem er det lykkedes at finde et fælles fusionsgrundlag. De havde procestålmodigheden og var villige til at finde kompromiserne, også da det så allersværest ud.«