Læsetid: 5 min.

Minister droppede idé om at tjekke elevers computere – flere skoler gør det alligevel

Flere skoler foretager stikprøvekontroller af elevers computere for at forhindre eksamenssnyd. Det sker, til trods for at undervisningsminister Merete Riisager (LA) sidste år droppede et forslag om at give gymnasier mulighed for at gennemsøge elevernes computere, efter at det blev mødt af kritik. Skolernes praksis kan være i strid med de gældende regler
Flere skoler foretager stikprøvekontroller af elevers computere for at forhindre eksamenssnyd. Det sker, til trods for at undervisningsminister Merete Riisager (LA) sidste år droppede et forslag om at give gymnasier mulighed for at gennemsøge elevernes computere, efter at det blev mødt af kritik. Skolernes praksis kan være i strid med de gældende regler

Illustration: Ditte Ahlgren

23. april 2018

I kampen mod eksamenssnyd har nogle af landets gymnasier taget et kontroversielt og muligvis ulovligt middel i brug.

Flere skoler oplyser til Information, at de i forbindelse med prøver og eksamener laver stikprøvekontroller af elevernes computere for at tjekke, at de ikke har fået uretmæssig hjælp via internettet.

Praksissen vækker kritik fra Landssammenslutningen af Handelsskoleelever.

»Det kan godt være, vi bare er elever, men vi har også ret til privatliv,« siger formand Sarah Siddique.

Undervisningsminister Merete Riisager (LA) lagde sidste år op til at give landets gymnasiale uddannelser mulighed for at foretage stikprøvekontroller af elevernes computere, men endte efter kritik fra både menneskeretsjurister og regeringspartneren Venstre med at droppe forslaget. Alligevel oplyser både Herlev Gymnasium, Esbjerg-gymnasiet Rybners og uddannelsesinstitutionen Knord, der har afdelinger i Lyngby, Hillerød og Frederikssund, at de foretager stikprøver.

Efter prøver og eksamener bliver elever trukket ud til en kontrol, hvor skolerne tjekker deres computere for tegn på snyd. Omfanget af kontrollen varierer skolerne imellem. På Herlev Gymnasium og Rybners Gymnasium tjekker man ifølge rektorerne udelukkende elevernes browser- og søgehistorik.

På Knord går man længere og tjekker blandt andet også, om eleverne har benyttet »programmer, der ikke må anvendes« såsom Facebook Messenger, fremgår det af skolernes procedure for stikprøverne, som Information har set. Uddannelsesdirektør Ivar Lykke Ørnby understreger, at Knord kun leder efter tegn på snyd og ikke er interesserede i at snage i elevernes privatliv.

»Det vil sige, at vi ikke kigger hele pc’en efter for, om der er porno eller bitcoins eller andre forhold. Vi leder efter, om der er foregået nogen form for kommunikation under prøven,« siger han.

Besked fra kæresten

Ikke desto mindre har stikprøverne vakt utilfredshed blandt eleverne.

Information har talt med seks af de elever på Knords handelsgymnasium i Frederikssund, der i marts måned i år blev trukket ud til stikprøve. Fire af dem oplevede det som ubehageligt.

»Det var krænkende, for den seneste besked, jeg havde fået, var fra min kæreste,« siger en af dem.

Fem af de seks elever siger, at der som led i stikprøven blev åbnet chatprogrammer som Facebook Messenger og iMessage for at tjekke, om de havde kommunikeret med nogen under prøven. Uddannelsesdirektør Ivar Lykke Ørnby siger, at den medarbejder, der stod for kontrollen, afviser, at der blev åbnet chatprogrammer. Selv vil han dog hverken hverken afvise eller bekræfte oplysningen. Det er »påstand mod påstand«, siger han.

At man af frygt for snyd vil lukke ned for internettet for de unge, der skal begå sig i en verden med en stadig større mængde digital information, vil føre til en lukket og bedaget form for dannelse og uddannelse af fremtidens studenter
Læs også

Uanset hvad er der tale om en krænkelse af elevernes ret til privatliv, mener Magnus Allsand, der er elevrådsformand på Knords Handelsgymnasium i Frederikssund.

Magnus Allsand er elevrådsformand på Knords Handelsgymnasium i Frederikssund.

Jakob Dall
»Det er en principiel sag,« siger han. »Vores computere er privat ejendom.«

Ministerium afviser

Da Information første gang er i kontakt med skolerne, mener de alle, at deres praksis er lovlig. De henviser til, at de i henhold til eksamensbekendtgørelsen kan fastsætte lokale regler for eksamener og prøver. Desuden hævder uddannelsesdirektør på Knord Ivar Lykke Ørnby, at Undervisningsministeriet har sagt god for deres praksis i foråret 2017.

»De siger, at så længe eleverne er vidende om, hvad vi gør, før vi gør det, så vil det være omfattet af vores muligheder for at have lokale regler,« siger Ivar Lykke Ørnby.

Det afviser ministeriet dog i et skriftligt svar til Information. Godt nok har ministeriet været i »dialog med en række skoler« i forbindelse med »forarbejdet til en ny bekendtgørelse«. Men ministeriet har »ikke taget stilling til den enkelte skoles principper for prøverne«.

Tværtimod er det »ministeriets vurdering, at bekendtgørelsen ikke giver mulighed for at foretage stikprøvevis kontrol af elevernes computere, medmindre det sker på frivillig basis. Det er ministeriets vurdering af reglerne – både reglerne før og efter den nye bekendtgørelse trådte i kraft«, skriver ministeriet.

Brud på reglerne?

Ivar Lykke Ørnby medgiver over for Information, at Knords stikprøver ikke har fundet sted på »frivillig basis«.

»Overhovedet ikke. Slet ikke,« siger han.

– Men ministeriet siger jo, at man kun må gøre det på frivillig basis. Vil det så sige, at I har brudt reglerne?

»Jeg henholder mig til de lokale regler«.

– Men jeg har jo netop spurgt ministeriet, om man kan lave lokale regler om stikprøver. Og det var det, de sagde: ’Nej, kun hvis det er frivilligt’ til. Har I så ikke brudt reglerne?

»Altså, det har vi jo ikke undersøgt.«

Er det det mere viden og faglighed eller lærere med bedre evne til at lære fra sig og tværfaglighed, der skal løfte niveauet i naturfagsundervisningen? Det er eksperter og minister uenige om.
Læs også

Uddannelsesdirektøren siger, at han nu vil gennemgå skolens procedurer igen og tage kontakt til ministeriet for at få afklaret, hvad skolen må og ikke må.

»Jeg har tænkt mig, at det stadig bliver sådan, at man bliver udtaget til stikprøve,« siger han.

»Så kan det være, man muligvis skal have mulighed for at sige nej. Men så har vi heller ikke mulighed for at løfte vores forpligtelse til at sikre, at der ikke bliver snydt. Det må de finde ud af inde i ministeriet.«

Frivillighed

Heller ikke på Rybners Gymnasium har stikprøverne været frivillige.

»Vi har foretaget os det uden at orientere eleverne om, at det var frivilligt. Men der er heller ingen, der har nægtet os adgang til deres pc,« siger rektor Lars Henry Andersen.

– Men det kan jo også være, fordi de ikke vidste, de havde et valg?

»Ja, det kan det sagtens have været.«

Rybners Gymnasium vil nu lave sit eksamensreglement om, så det kommer i overensstemmelse med ministeriets vurdering af juraen, siger Lars Henry Andersen.

»Men det er klart, at hvis nogen ikke vil lade deres pc undersøge frivilligt, så vil vi kigge rigtig grundigt på deres afleverede opgave,« siger han.

På Herlev Gymnasium siger rektor Jan Vistisen, at han mener, stikprøverne netop sker på frivillig basis. For hvis man ikke ønsker at blive udsat for stikprøvekontrol, kan man aftale med skolen, at man skriver i hånden i stedet for på computer.

Foreholdt det argument svarer ministeriet, at »frivillighed i denne sammenhæng ikke kan fortolkes sådan, at en elev, der ikke ønsker at deltage i stikprøvevis kontrol, kan pålægges af sin skole, at den pågældende prøve skal besvares af eleven med blyant og papir, hvis besvarelsen i øvrigt skulle være udarbejdet og afleveret digitalt ved den pågældende prøve«.

– Vil det sige, at hvis eleverne selv kan vælge mellem at udarbejde deres besvarelse med blyant og papir eller på computer, og eleverne på forhånd får at vide, at betingelsen for at anvende computer er, at den kan blive taget ud til stikprøve, så er det at regne som ’frivilligt’ og derfor i overensstemmelse med reglerne?

»Nej, det er ikke tilfældet,« skriver ministeriet.

I en mail til Information skriver rektor Jan Vistisen, at Herlev Gymnasium selvfølgelig skal følge reglerne, og at »hvis det svar, du har fået, vitterligt er autoritativt, så retter vi ind«. Han fortæller, at gymnasiet alligevel havde planer om at udfase brugen af stikprøver, fordi de fleste eksamener fremover skal afleveres digitalt, og at man derfor ikke på samme måde som tidligere kan tilbyde elever, der ikke vil udsættes for stikprøve, at skrive i hånden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørgen Wind-Willassen

Privatliv - det er noget man har når man IKKE er til eksamen.
Bortset fra toiletbesøget, eksisterer privatlivet altså ikke i eksamenssituationen.
De krænkede i denne sag er lærerne og de elever der opfører sig korrekt.
Fjern berøringsangsten og kontroller computerne i eksamenssituationen.
Husk nu, at det er browserhistorik i eksamentiden og program anvendelser der kontrolleres.
Der kigges IKKE på private forhold.
Det er kun rimeligt og har intet at gøre med overgreb og diktaturstats metoder.

Britta Felsager, Kurt Sørensen, Hans Aagaard og Christian De Thurah anbefalede denne kommentar
Christian De Thurah

Man kan godt få den kætterske mistanke, at ministeriet i virkeligheden slet ikke er interesseret i at finde ud af, hvilket omfang eksamenssnyderiet har. Hvis det nemlig viser sig, at omfanget er stort (hvad man godt kan frygte), bliver man nødt til at lave eksamensformen om, og det bliver i bedste fald en meget vanskelig og dyr øvelse, i værste fald umuligt.

Må man have teoribogen med ind til kørekort teori prøve, selvom man lover ikke at kigge i den?
Må man finde sig i befamling og fratagelse af Cola og sikkerhedsnåle inden man betræder luftfartsselskab området?
Er man tvunget til at bruge sin private pc til eksamen?
Er det ikke den ultimative selvoptagethed at tro censorerne interesserer sig for elevens kæreste breve på pc en?
Og hvis der ligger links til bombefremstilling på pc'en, er det så synd for det lille pus at få konfiskeret denne?

Og hvis Lars Lykke, mod forventning, pludselig blev fjernet af Big brother, alias diktator x, kunne eleven så ikke medbringe papir og blyant til sin eksamen?
Er det ikke tragikomisk hykleri, at man ikke må kontrollere elevens pc til eksamen under henvisning til privat liv, når selv samme elever har udleveret hele deres privat liv til Facebook ?

Niels Elgaard Larsen

> Privatliv - det er noget man har når man IKKE er til eksamen.

Det er jo også derfor, at det er en dårlig ide at forlange at eleverne tager deres egne computere med til eksamen og så insistere på at snage i dem.

>Må man finde sig i befamling og fratagelse af Cola og sikkerhedsnåle inden man betræder luftfartsselskab området?

Mere relevant: Er det rimeligt, at man kan risikiere at skulle udlevere sine password til sociale medier når man rejser ind i USA? Og lade dem snage i ens PC?

>Er man tvunget til at bruge sin private pc til eksamen?
Åbenbart, medmindre man vil stilles dårligere ved at skulle klare sig med blyant og papir og ikke kunne bruge de muligheder andre elever har.
Elever, der han penge nok, kan købe en ekstra PC, som kun er til eksamensbrug.

>Er det ikke tragikomisk hykleri, at man ikke må kontrollere elevens pc til eksamen under
>henvisning til privat liv, når selv samme elever har udleveret hele deres privat liv til Facebook ?

Det er ikke nødvendigvis alle elever der har udleveret hele deres privatliv. Og måske vil de hellere udlevere det til Facebook end deres lærer.

>Må man have teoribogen med ind til kørekort teori prøve, selvom man lover ikke at kigge i den?
Nej. Og jeg synes heller ikke at skolerne skulle tillade at eleverne tager deres egne PC'er med til eksamen.

Eva Schwanenflügel og Karsten Lundsby anbefalede denne kommentar