Økonomisk teori fører ikke til én bestemt ’nødvendighedens politik’

»Når vi skal oversætte fra økonomisk teori til økonomisk politik, er der meget få områder, hvor vi bare kan sætte to streger under og sige: ’Sådan er det!’«

Sådan lyder det fra Jeppe Druedahl, som er ph.d. og postdoc på Center for Økonomisk Adfærd og Ulighed på Økonomisk Institut ved Københavns Universitet. Han underviser i matematiske computermodeller og forsker selv i emner som forbrugeradfærd og opsparing. Vi er i kernen af den økonomiske videnskab. Men selv herinde bliver man nødt til at se i øjnene, at de fleste mennesker ind i mellem opfører sig temmelig ufornuftigt, siger han. Og det gør det meget vanskeligt at være sikker på noget som helst.

Derfor går det heller ikke – selv med de mest avancerede økonomiske modeller mellem hænderne – at påstå, at der eksisterer en ’nødvendighedens politik’, som den tidligere finansminister Bjarne Corydon sammen med statsminister Helle Thorning Schmidt gjorde, da de ledede regeringen.

Politologen Rune Møller Stahl har i Informations serie om neoliberalisme beskrevet Corydon som ’teknokratisk neoliberal’ og fremhævet ham som en af dem, der blindt har holdt fast i neoliberalismen efter finanskrisen. Den neoliberalisme, der stadig ifølge Møller Stahl er fremherskende blandt økonomer, teknokrater og politikere.

Men ifølge Druedahl går det ikke at hævde, at alle økonomer når frem til helt de samme anbefalinger af økonomisk politik. Og det er samtidig forkert at tro, at der så er en bestemt ’nødvendig’ økonomisk politik, man skal forfølge, hvis man er ansvarlig beslutningstager. Økonomerne vælger, og politikerne har også et valg.

Kunsten at vælge

Han er ikke meget for at gøre sig klog på, hvordan den økonomiske politik bliver til, men uddyber: 

»Nogle gange kan det godt lyde, som om der er en tro på, at økonomer har én og kun én mening om, hvordan den rigtige økonomiske politik er.«

Jeppe Druedahl forklarer, at selv om de fleste økonomer har det samme teoretiske udgangspunkt, så når de i praksis ofte frem til vidt forskellige konklusioner. Og det er derfor, det ikke giver mening at tale om, at politikkerne ender med én bestemt økonomisk politik, hvis de bare lytter til økonomerne og retter sig efter det.

»Økonomerne vurderer ofte de empiriske data forskelligt. Økonomiske modeller vil typisk handle om at lave nogle antagelser og så udlede konsekvenserne af de antagelser. Men en model er altid en simplificering af virkeligheden. Det betyder, at de antagelser, man laver, altid er forkerte i en eller anden grad. Det handler altså om at vælge de bedste antagelser i en given sammenhæng,« siger Jeppe Druedahl.

»En af de vigtigste tendenser i økonomisk forskning de seneste årtier er derfor også et øget fokus på empirisk frem for teoretisk arbejde. Bedre empiri hjælper os med at vælge de mest relevante modeller,« fortsætter han.

Druedahl henviser til den store britiske økonom John Maynard Keynes, der heller ikke var ubekendt med den problemstilling og formulerede det sådan:

»Økonomi er videnskaben om at bygge modeller og kunsten at vælge, hvilke der er relevante her og nu.«

Forskning nedbryder

Rune Møller Stahl slog også til lyd for, at det herskende økonomiske paradigme har mistet forklaringskraft efter den sidste store finanskrise for ti år siden.

Jeppe Druedahl vil ikke helt afvise, at der findes policy-paradigmer. Til gengæld afviser han, at krisen har ændret eller sat spørgsmålstegn ved fundamentet for økonomisk teori, som den forstås blandt toneangivende økonomer.

»Al god forskning handler jo om at nedbryde og udsætte sin tænkning for løbende kritk. Det er vigtigt ikke at tage noget for givet.«

Her kan de store økonomiske kriser bidrage til at flytte fokus. Dog ikke sådan, at de giver anledning til at ændre radikalt på de grundlæggende måder at tænke på.

»En ny sygdom betyder jo ikke, at hele lægevidenskaben bliver lavet om. Men den kan være med til at flytte opmærksomheden,« siger Jeppe Druedahl.

Økonomerne er dog stadig dårlige til at forudse kriserne. 

»Men det er også tæt på at være en umulig opgave at gøre det. Det er svært nok med for eksempel meteorologien. Her kender vi nogenlunde lovmæssighederne. Og vi må antage, at lovmæssighederne er nogenlunde stabile over tid. Men inden for nationaløkonomi skal vi forudse, hvordan mennesker handler og påvirker hinanden. Samtidig sker der hele tiden ting i samfundet, som vi ikke har taget højde for før.«

’Animal spirits’

Til gengæld minder kriserne os om, at vi skal være mere opmærksomme på de finansielle markeder.

»Det er jo ikke sådan, at alle økonomer før krisen gik rundt og troede, at alle markeder var perfekte, og at det hele bare handlede om at sikre et højt arbejdsudbud. Men efter krisen er der kommet øget og fornyet fokus på efterspørgselssiden og behovet for at afprøve nye redskaber til at regulere de finansielle markeder,« siger Druedahl.

Men han slår fast, at det er redskaber, der er udviklet med udgangspunkt i gængs økonomisk teori.

Da Danske Banks tidligere topchef Peter Straarup var gået af, advarede han om, at en bankmands hukommelse ikke rækker mere end syv år. Krisebevidstheden fordamper på tilsvarende vis.

Druedahl kender fænomenet og henviser igen til Keynes, der benyttede sig af begrebet ’animal spirits’ for at forklare den galskab, der ledte til det seismiske krak på Wall Street i 1929, hvor spekulanterne kastede sig i døden og USA blev suget ned i 1930ernes Store Depression.

»Det handler også om at forstå, hvorfor folk kan være overoptimistiske i perioder. Nobelprismodtagererne George Akerlof og Robert Shiller har skrevet bogen Animal Spirits, hvor de tager udgangspunkt i adfærdsøkonomi,« fortæller Druedahl, men tilføjer, at det er meget vanskeligt at indtænke adfærd i matematiske modeller.

»Det at være rationel betyder jo én ting. Til gengæld kan man være irrationel på rigtig mange måder. Her skal vi vælge, hvilke former for irrationalitet der er de rigtige. Homo economicus (det fulkomment egoisitiske og rationelle menneske, red.) har været død længe, men det er ikke entydigt, hvad vi skal erstatte ham med.«

Han oplever det i sin egen forskning.

»Folk er jo heller ikke helt irrationelle. Hvis vi sænker skatten på pensioner, så sparer folk mere op. Det kan vi se. Folk reagerer på økonomiske incitamenter og tit i samme retning, men ikke i samme grad, som den rene teori foreskriver.«

Piketty og uligheden

Druedahl er meget optaget at lave modeller, der kan spejle befolkningens forbrugsvalg. Han er blandt andet inspireret af nobelprismodtageren i økonomi fra 2015, Angus Deaton, der har set på, hvordan husholdninger tager forbrugsvalg under usikre konjunkturer.

»Skal man udlede noget af krisen, er det, at der er kommet større fokus på efterspørgselssiden i økonomien, da forbrugernes forventninger og adfærd kan være afgørende for økonomien,« siger Jeppe Druedahl.

»Noget af det nye, vi forsøger her på Center for Økonomisk Adfærd og Ulighed, er at lave computermodeller, som stemmer overens med den adfærd, usikkerhed og ulighed, vi ser i registerdata over hele befolkningens indkomster og formuer, men også udvalgte forsøgspersoners adfærd i økonomiske eksperimenter.«

Ud over øget fokus på at holde bankerne i strammere tøjler og fokusere mere på forbrugeradfærd og efterspørgsel har krisen netop sat den voksende ulighed på dagsordenen.

»Det ses for eksempel af udgivelsen af Thomas Pikettys forskning i ulighed i bogform (Kapitalen i det 21. århundrede fra 2014, red.). Men han begyndte allerede sin forskning i begyndelsen af 1990’erne, og resultaterne blev udgivet lang tid før krisen i en række toptidsskifter. At det store gennembrud først kommer nu, har helt klart noget med samfundsudviklingen at gøre,« konstaterer Jeppe Druedahl.

Derfor er der i dag også mange, der forsøger at se på sammenhængen mellem ændringer i uligheden og dynamikken i makroøkonomien, tilføjer han.

»Der bliver forsket. Men der er endnu ingen klare resultater.«