Pelle Dragsted begyndte at engagere sig i politik lige efter Murens fald, dengang alt gik i en neoliberal retning. Samfundet kunne ikke få for meget privatisering, udlicitering og afmontering af velfærdsstaten.
Udviklingen var måske ikke underlig efter en periode, hvor Sovjetunionen ifølge de fleste vestlige demokratier havde vist skyggesiden af socialismen.
Den nu 42-årige Pelle Dragsted, der er medlem af Folketinget for Enhedslisten, kalder sig selv for socialist. Også selv om de historiske erfaringer med socialistiske eksperimenter ikke er gode. Ja, de er alle sammen gået galt – ikke kun, fordi de var udemokratiske og undertrykkende, men fordi den form for statskontrol med økonomien ikke var effektiv.
»Den socialistiske vision, som jeg abonnerer på, henter ikke sin inspiration i de her kommandoøkonomier, hvor man dybest set bare erstatter en økonomisk klasses kontrol med en politisk klasses kontrol,« siger han.
For den form for socialisme ændrer ikke på vilkårene for almindelige mennesker, der går på arbejde, mener Pelle Dragsted. Det betyder dog ikke, at vi i Dragsteds optik skal overgive os til markedskræfterne.
I stedet for at acceptere, at vi lever i et samfund, hvor det hele er kapitalistisk – som vi ifølge Dragsted i høj grad har gjort siden Murens fald – så skal vi se, at der er vigtige lommer herhjemme, som er ejet af fællesskabet. Og dem skal venstrefløjen bygge videre på.
»Den gamle venstrefløj var så optaget af at se mod Kina og Sovjet, at den overså de socialistiske tendenser, som fandtes i vores eget samfund.«
Enhedslisten er udsprunget af socialismen, og netop derfor er Information taget forbi Pelle Dragsteds kontor på Christiansborg. Tre partier herinde blev dannet med et socialistisk udgangspunkt: Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten.
Partierne har historisk haft meget til fælles. Men efter den seneste socialdemokratiske regeringsperiode synes venstrefløjen mere splittet end nogensinde før, og det er ikke lige til at få øje på et fælles projekt.
I denne serie spørger Information derfor repræsentanter fra de tre partier, hvad socialisme er for dem i dag.
Hvor socialistisk er Pelle Dragsted?
I denne serie – ’Det socialistiske projekt’ – har vi bedt de interviewede om at placere sig på en socialismeskala fra 1-5. Se hvad de svarer nederst i hvert interview og giv dit bud på, hvor socialistiske du synes, de er.
Momentum for socialisme
For Pelle Dragsted handler socialisme først og fremmest om at gøre op med det kapitalistiske system ved at tage fat på spørgsmålet om, hvem der ejer vores jord, vores produktionsmidler og vores råvarer.
Venstrefløjen skal anerkende, at Skandinavien har en lang tradition for fælleseje og hente sin inspiration der: vores andelsbevægelse, vores brugsforeninger, vores forbrugerejede forsyningssektor og affaldshåndtering. Vores højskoler, friskoler og foreningsliv. Og vores realkreditsektor, som indtil for få år siden var kundeejet.
»Socialisme er jo en demokratisering af økonomien, så i stedet for få ejere, der bestemmer, så ejer og bestemmer vi alle sammen.«
I løbet af Pelle Dragsteds politiske liv er samfundet blevet rigere, uligheden er steget, mens de største virksomheder har fået mere magt og indflydelse.
For første gang, siger han, oplever almindelige mennesker, at deres børn vil få ringere rettigheder og vilkår end dem selv. Det har skabt en tillidskrise til politikerne. Og socialistisk politik er nøglen til at løse den:
»Jeg tror kun, vi løser denne krise, hvis vi griber ned i den socialistiske værktøjskasse. For den voksende usikkerhed er en konsekvens af, at den økonomiske elite er blevet så magtfuld, at den kan presse både stater og lønmodtagere til at makke ret.«
Hvis politikerne arbejder på at bremse markedskræfterne og få ejerskabet i økonomien på flere hænder, så tror Pelle Dragsted, at almindelige mennesker igen vil opleve, at der bliver taget hånd om deres problemer.
»Ejer vi selv den virksomhed, vi arbejder på, så flytter vi den jo ikke til Kina. Hvorfor skulle vi fyre os selv? Ejer vi selv det realkreditinstitut, som vi har vores boliglån i, så sætter vi jo ikke bidragssatserne op, fordi det er os selv, der betaler pengene,« siger han.
Endestation: Kapitalismen
Pelle Dragsteds måde at definere socialisme på lyder som noget, man kan læse i de gamle, socialdemokratiske principprogrammer, snarere end hos fortidige socialistiske teoretikere og ideologer fra hans eget parti.
I Socialdemokratiets principprogram fra 1977 står der for eksempel, at »den endelige målsætning er fælleseje af produktionsmidlerne. For Socialdemokratiet er socialisme konsekvent gennemført politisk og økonomisk demokrati«.
Men i 1992 vedtog Socialdemokratiet et nyt principprogram, hvor spørgsmålet om fælleseje røg i baggrunden. Og i dag er der ifølge Dragsted meget, der skiller hans parti og Socialdemokratiet.
»Jeg oplever, at vi kører i hver vores retning,« siger han.
En afgørende forskel, mener han, er holdningen til kapitalismen.
For nyligt havde Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, et indlæg i Financial Times, hvor hun kom med sine bud på, hvorfor socialdemokratier i Europa er i krise. Pelle Dragsted hæftede sig særligt ved én sætning, som gjorde ham urolig:
»Hun skriver, at Socialdemokratiets historiske rolle har været at redde kapitalismen fra sig selv. Og her mener jeg, at hun går helt galt i byen.«
– Hvad tror du, at hun lægger i det?
»Det er jo, at hendes generation af socialdemokrater har opgivet tanken om, at ting kan være grundlæggende anderledes i økonomien. At de ser kapitalismen som historiens endegyldige holdeplads.«
Kompromis med kapitalisterne
Manglen på et perspektiv, der rækker ud over den kapitalistiske økonomi, er årsagen til, at mange af de europæiske socialdemokratier er i dybe kriser, mener Dragsted.
»Socialdemokratiet havde en succesfuld, midlertidig strategi op igennem det forrige århundrede, der var et klassekompromis, hvor den økonomiske elite kunne beholde magten over økonomien, men hvor overskuddet blev delt. Og det var en succesfuld recept dengang. Man løftede jo på den måde millioner af arbejdere ud af fattigdom og hen til en ordentlig tilværelse.«
Den strategi har i dag spillet fallit af to årsager, siger han. For det første er den økonomiske elite ikke længere indstillet på det kompromis. Globaliseringen gør, at kapitalen er blevet langt mere mobil: Virksomhederne kan flytte, og de kan importere underbetalt arbejdskraft.
»Det vil sige, at deres afhængighed af den anden part er blevet mindre,« siger han.
Den anden forandring, mener Dragsted, er spørgsmålet om vækst, hvor forudsætningen for kompromiset med den økonomiske elite var, at kagen hele tiden voksede markant. På den måde kunne man løfte almindelige lønmodtagere uden at anfægte elitens profit og voksende velstand.
»Men vi ser en fremtid nu, hvor den form for vækst ikke findes længere. Den er hverken mulig eller ønskelig.«
Drop væksten
– Er vækst ikke nødvendig for, at vi kan blive ved med at finansiere vores dyre velfærdsstat?
»Det er klart, at hvis velstanden ikke vokser i samme takt som tidligere, så vil der blive et langt større behov for omfordeling. Og når det skal ske, er det svært at være både gode venner med den økonomiske elite og lønmodtagerne. Man må vælge. Det er det, som venstrefløjen må forstå.«
Går man tilbage til forrige århundrede var væksten i samfundet med til at løfte almindelige mennesker ud af fjerde baggård og ind i parcelhuset i Hvidovre. Men i dag er spørgsmålet om vækst vendt på hovedet, mener Pelle Dragsted:
»Jagten på vækst er i højere og højere grad med til at forringe vores vilkår og livskvalitet.«
– Det virker nok lidt paradoksalt i manges ører ...
»Forudsætningen for mere vækst er, at vi skal arbejde længere, hårdere, mere effektivt og hurtigere. Det betyder, at vi har mindre tid med vores familier, at vi oplever stigende stress, hurtigere nedslidning af menneskelige ressourcer. For slet ikke at tale om de konsekvenser, som vil følge af en klimakatastrofe.«
Hertil kommer de reformer, som flere partier siger, at vi skal gennemføre for at få mere vækst, påpeger han:
»Skattereformer og arbejdsmarkedsreformer, der skaber mere ulighed og mere usikkerhed for almindelige mennesker. De reformer, der skal til for at skabe mere vækst ifølge den konventionelle økonomi, er reformer, som vil forringe almindelige menneskers vilkår,« siger han.
Den største forskel på venstrefløjens rolle og socialismens vilkår i dag og før i tiden er derfor, ifølge Dragsted, spørgsmålet om holdningen til vækst.
»Og det skiller også os og Socialdemokratiet,« siger han.
En underkuet ægtefælle
Ifølge Pelle Dragsted er socialdemokratierne i Europa blevet »kapitalismens underkuede ægtefælle i et forhold med en stadig mere brutal og egenrådig økonomisk elite«.
»Man har hoppet, når der er sagt hop. Man har hævet pensionsalderen, medvirket til at forringe vilkårene for arbejdsløse, sænket selskabsskatten, ikke dæmmet op for import af underbetalt arbejdskraft, og så har man støttet op om handelsaftaler, som har undermineret arbejdsforholdene for lønmodtagere.«
– Hvis vi skal gå over til et samfund, hvor vi udelukkende omfordeler og ikke tænker på vækst, er der så ikke en reel bekymring i, at så flytter virksomhederne bare ud af landet, og hvad skal så finansiere velfærdsstaten?
»Jo, det er en reel bekymring. Der er grænser for, hvad man kan gøre i ét land alene.«
– Er det ikke det, Socialdemokratiet godt ved?
»Selv om der er begrænsninger, så kan vi gøre meget. I forhold til mere udbredt fælleseje tror jeg, at man kan komme langt. Fælleseje betyder ikke, at man ikke kan være konkurrencedygtig,« siger han.
»Selvfølgelig er der begrænsninger, når det kommer til at beskatte virksomheder. Men vi kunne sagtens afskaffe fattigdomsydelserne, forbedre dagpengesystemet og have et skattesystem, der mere minder om det, vi havde for 20 år siden.«
– Mange har set udnævnelsen af Mette Frederiksen som formand for Socialdemokratiet som et tegn på, at partiet vil finde tilbage til sine rødder. Kan det ikke gøre dig optimistisk på den samlede venstrefløjs vegne?
»Mette Frederiksen har retorisk lavet et venstresving. Hun har snakket om, at kapitalismen er syg, og at uligheden er et stort problem. Men hun har jo ikke serveret ét eneste udspil på, hvad hun vil gøre for at sænke uligheden eller begrænse markedskræfternes magt herhjemme.«
S-regering kan væltes
– Traditionelt set har I haft en del til fælles med Socialdemokratiet, men sådan er det altså ikke længere, synes du?
»I forhold til socialdemokraterne er vi nok skeptiske i forhold til, om vi har et projekt, der går i samme retning – på baggrund af det, der skete med den forrige regering. Vi ser dem mere som en del af en blok med de borgerlige partier. Det er også det billede, der tegner sig med de offentlige overenskomstforhandlinger.«
– Nu siger du, at de ikke vil tage de skridt, der skal til. Hvad mener du konkret, at det er for nogle skridt?
»Det er at tage fat på at fremme en økonomi, der er mere socialistisk orienteret, ved for eksempel at give fordele ved offentlige udbud til virksomheder, der er demokratisk ejede. Eller give et skattefradrag, når virksomheder overdrages til lønmodtagere.«
Og når det kommer til omfordeling, mener Pelle Dragsted, at der er masser man kan gøre med vores skat.
»Man kunne indføre en formueskat, reformere indfkomstskatten, så den igen bliver mere progressiv i toppen og lavere i bunden, og man kunne beskatte kapitalindkomster højere,« foreslår han blandt andet.
– I Danmark har Socialdemokratiet ikke mistet opbakning – tværtimod står de i meningsmålinger til den højeste vælgertilslutning i seks år. Hvor stiller det så Enhedslisten?
»Så længe Socialdemokratiet er det største parti i oppositionen, må vi gøre, hvad vi kan for at trække dem i en mere fornuftig retning. Derfor har vi også strammet vores parlamentariske strategi – og sagt, at vi ikke giver nogen blankocheck til Mette Frederiksen.«
Pelle Dragsted nævner Helle Thorning-Schmidts SRSF-regering, der gennemførte en omfattende skattereform, som et scenarie, der ikke må gentage sig.
»Kommer der situationer, hvor en socialdemokratisk regering er på vej til at gennemføre noget politik sammen med højrefløjen, som er totalt i modstrid med det, vi står for, så vil vi meddele dem – i god tid i forvejen – at gennemfører I det her, så skal I finde et nyt parlamentarisk grundlag.«
Optimismen lever
Går Pelle Dragsted tilbage til sit eget udgangspunkt og sammenligner tiden i dag med, dengang han blev politisk aktiv, så er han alligevel optimistisk på venstrefløjens vegne.
Når alt kommer til alt, ser han en modreaktion på, at velfærdsstaten skal indrettes som en virksomhed og en modvilje mod den stigende ulighed i befolkningen.
»Jeg tror, at danskerne langt hen ad vejen er socialistisk orienteret i forståelsen af, at vi ikke ønsker for store forskelle. Det skal ikke være sådan, at bare fordi man har mange penge, så bestemmer man mere end dem, der ikke har mange penge.«
»Og de synspunkter er i konflikt med den kapitalistiske model.«
Det socialistiske projekt
De borgerlige har regeringsmagten, uligheden stiger, og ude i verden buldrer højrepopulismen frem. Men hvor stiller det den danske venstrefløj? Hvad er det socialistiske projekt anno 2018, og hvad kan de røde partier overhovedet finde sammen om?
Tidligere i år bragte Information interviewserien ’Det borgerlige projekt’. I denne opfølgende serie taler vi med repræsentanter for de tre partier i Folketinget, der er udsprunget af socialismen: Socialdemokratiet, Enhedslisten og SF. Og vi runder serien af med at lade tre venstrefløjsdebattører vurdere partiernes bud på moderne socialisme.
Seneste artikler
Kritikere: Rød blok mangler visioner og drømme
26. april 2018Der mangler klare visioner for arbejderne og de svageste i samfundet fra de tre socialistiske partier i rød blok. Det siger en tidligere S-minister og to forfattere efter Informations interview med Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten om det socialistiske projekt anno 2018Mette Frederiksen: »Vi har 100 års evidens for, at vi kan tøjle kapitalismen«
14. april 2018Socialisme fungerer kun i en socialdemokratisk udgave, og det indebærer at finde et kompromis med kapitalismen, mener Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen. Men det betyder ikke, at svaret på udfordringerne i dag er at omdanne velfærdsstaten til en konkurrencestatPia Olsen Dyhr: »Jeg vil tage et nyt patent på ordet ’socialisme’«
11. april 2018For SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, er vejen til socialisme: »Samfundsforandringer på langt sigt. På kort sigt pragmatisme. Og det skal hænge sammen,« siger hun
Der er intet til hindring for at socialister slår sig sammen og deler alt hvad de har, og indfører fælleseje. Det er underligt de ikke engang eksperimenterer med det i store bydele, eller kollektiver.
Kh Torben
Pelle Dragsted er et af de rigtige mandfolk
i folketinget.
Ingen socialism i Nato lande, enhver svaghed i et led ramme hele systemet. Det er at leve i et fantastisk land at tror at socialismen muligt. Den Saudisk kommende kong siger selv hvor meget USA har magt over sine allierde. Alt hvad Saudisk lavet siden 70 er dikteret af USA og akcepteret af Saudi Arabien, Det samme med andre, Egypten etc.. Det er muligt at skabe overskud i betalings balance ved at producere slikkeri", men når det drejer sig om strategisk nye skabelse eller ændringer har USA noget at sige. Den eneste der kunne sige at USA er et problem i Nato lande var DE Gaulle og tabte hver gang.
Pelle Dragsted :
"Jeg tror, at danskerne langt hen ad vejen er socialistisk orienteret i forståelsen af, at vi ikke ønsker for store forskelle. Det skal ikke være sådan, at bare fordi man har mange penge, så bestemmer man mere end dem, der ikke har mange penge.«
»Og de synspunkter er i konflikt med den kapitalistiske model.«
Det er sådan set sagen i en nøddeskal.
Penge giver magt, og den ene procent styrer verden.
Problemet er, at man tjener penge på at eje penge. Der er ingen tilskyndelse til at skabe noget af værdi for andre end sig selv. Og den udvikling er eskaleret gevaldigt siden Murens fald.
Alt skal markedgøres, konkurrenceudsættes og profitmaksimeres, også livsnødvendige ting som vand, energi, infrastruktur, sygehuse, understøttelse til arbejdsløse, plejehjem, skoler og daginstitutioner, etc.
Væksten løber løbsk, når alting skal på Børsen og sælges som aktier, istedet for at være ejet af fællesskabet.
Det undrer mig lidt, at Dragsted ikke er inde på, hvordan EU's finanspagt binder Danmark på hænder og fødder..
Jeg håber han har ret i, at der blæser nye vinde, at danskerne er utilfredse med den stigende ulighed.
Noget kunne tyde på det i de seneste meningsmålinger. Socialdemokratiet går markant tilbage, og det er Enhedslisten der får deres vælgere.
Men hvis flirten mellem S og DF går hen og bliver et ægteskab, forudser jeg nye kriser.
Godt vi har folk som Pelle Dragsted stadigvæk :-)
Hvorfor være socialist, når det er sjovere at være kapitalist? Hvorfor bygge op, når det er sjovere at ødelægge? Hvorfor lege fred, når det er sjovere at lege krig?
Hvis man hele tiden vælger det sjoveste, går det galt til sidst. Vælger man det kedeligere, kan vi overleve. Kunsten er ikke at gøre det kedelige for kedeligt.
Jeg prøvet at sælge en violin og en guitar. Det er næsten umuligt, for der er ingen, der gider besværet med at lære at spille. Man kan jo bare skrue op og høre nogle der kan. At lede et foretagende eller at tage et medansvar er fuld af problemer. Hvorfor ikke overlade det til kapitalisterne og nøjes med at presse lidt penge af dem? Fælleseje er for kedeligt, så det er svært at komme tilbage til det, når vi er så forvendte. Hvorfor skulle vi ikke fortsætte med at udhule fællesskabet og nedbryde naturen, når det er sjovere?
Forpligtelse! Vi har overtaget noget, og der er nogle, der kommer efter os. Der er noget, der hedder pligtvillighed, dvs at vi skal kunne indse, hvad der er i vores sande interesse. “Man kan ikke både være venner med den økonomiske elite og lønmodtagerne”, siger Pelle, men vi har ingen garanti for, at lønmodtagerne skåner naturen. Når ‘lønmodtager’ ikke er et kvalitetsbegreb, hvor skal man så gå hen? Tja, så må man jo finde noget andet.
Ikke så socialistisk så det gør noget. God gammeldags socialdemokratisk politik. Og den er bestemt, at foretrække for den nuværende. Der hvad enten den administreres af Løkke eller Mette Fredriksen, trækker samfundets sammenhængskraft ned.
Knæk sablen
Bryd kronen
Styrt kirken
Det var socialdemokraterne (i hvert fald nogle) anno 1915.
Hvor står EL med henblik på det i dag? Jeg hører kun en hvisken og ikke et råb.
Dragsted er helt sikkert et af de skarpe hoveder i dansk politik, men hans udtalelser rejser et spørgsmål. I et interview, der blev bragt i Politiken 8. marts 2015, nævner han som en fejl fra venstrefløjen at skelne skarpt mellem kapitalisme med stort K og socialisme med stort S, med en brat overgang fra det ene til det andet, og taler for en skridtvis udvidelse af demokratiet, herunder en gradvis udbredelse af fællesejet i form af kooperativer osv. Er det stadig det scenarie, han ser for sig? Hvis fællesejet i en længere periode skal fungere på markedspræmisser, ender man, så vidt jeg kan se, i samme blindgyde som Socialdemokratiet - og selv om man, som Dragsted gør i det nævnte interview, forestiller sig en politisk favorisering af fællesejet, vil man i overgangsperioden stadig være afhængig af privat produktion, som givetvis vil reagere imod en sådan favorisering - for slet ikke at tale om den internationale dimension. Overgangen fra kapitalisme til socialisme er ikke et spørgsmål om 30, 40, 50 eller 50 % privat- eller fælleseje, men om at løsrive sig fra den kapitalistiske økonomis betingelser - hvilket næppe er muligt overhovedet på national dansk basis.
30, 40, 50 eller 60 % privat- eller fælleseje
Er det billedet på en "Gunslinger og Pathfinder" som Pelle Dragsted symboliserer? - Mathias Tesfaye havde fornylig en lignende attitude her i Information :)
Lad os nu lige få det på det rene. Pelle Dragsted sammenligner selv sin socialisme med socialdemokratiet i 70'erne, der principielt søgte en overgang til fælleseje. Hvordan kan størstedelen af informations læsere finde ham meget socialistisk, hvis han - selv indrømmet - blot er en gammeldags socialdemokrat?
Selvfølgelig sympatiserer man med Dragsteds ønsker, men han mangler et globalt perspektiv på kapitalismen. Hvordan vil "lommer" af fælleseje klare sig i en international konkurrence, hvor multinationale selskaber konstant forsøger at åbne og udnytte nye markeder? Jeg kan ikke ærligt se, hvordan vi kan lade det være gjort med en slags "socialdemokratisk velfærdsstat 2.0". Den har sine problemer allerede så hvordan kan løsningen blive yderligere socialdemokratisering?
Hans projekt kræver en total parlamentarisk sejr på linje med Bernstein's tanker om socialdemokratiet i slutningen af 1800-tallet. Hvad så hvis en højrefløj får magten fire år efter og på ny begynder at privatisere og sælge ud? Hvis vi virkelig skal skabe et bestandigt samfund, kan vi ikke bare sminke socialdemokratismen lidt op og krydse fingre hvert fjerde år, som jeg ser det. Ad den parlamentariske rute, propaganda, demagogi eller andet har vi brug for permanent at aflegitimere nedskæringsideologien.
Det 20. århundrede affødte i Europa den Vestlige marxisme der er direkte rod til SF, Enhedslisten, Det Franske Kommunist Parti osv; alle partier, der har valgt at prise succes indenfor systemets rammer højere end samfundsomvæltning. Jeg synes derfor det er helt misvisende, når Dragsted påstår, at man havde for travlt med at kigge mod Kina og Sovjet. Det kan man måske sige om 20'erne og 30'ernes kommunister (ifht Sovjet) men siden 50'erne har europæiske socialister mere eller mindre borgerliggjort sig selv, da "partiet" og dets parlamentariske succes i den enkelte nation blev mål i sig selv, i stedet for revolution.
Det var måske noget at kigge på internationalistiske organisationer såsom Komintern, som inspiration til et reelt globalt of revolutionært fællesskab? I dag er den vestlige socialismes eneste solidaritetsform jo de menneskerettigheder, som det borgerlige system selv bryster sig af.
Meget ville være vundet, hvis man lagde reform-attituden fra sig og i stedet gjorde som populisterne: altså prædikede det radikale brud med det eksisterende.
"Der er intet til hindring for at socialister slår sig sammen og deler alt hvad de har, og indfører fælleseje."
Det er fordi socialister også gerne vil spare en krone på en banan.
Dennis: Jeg sætter stor pris på dine kommentarer, selvom jeg ikke altid er enig med dig. Du taler mod ‘reform-attituden og for ‘det radikale brud’. Hvordan tænker du, det skal foregå, og hvor ser du opbakningen til det henne? Du kommer let til at fremtræde som en enmandshær, der kæmper for det kollektive.
Her tror jeg mere på på de små skridt i den rigtige retning, men jeg kan desværre ikke fremvise de store sejre på den front. Så stor vi der hver især med vores store teorier og små praktiske skridt, og næste gang vinder højrefløjen igen. Kan vi dog for fa’en ikke finde et fælles fodslag. Fælleseje er et godt ord at samles om, og andelsbevægelsen, koorporationen, er ikke død endnu.
Nils: Har du ikke andet end beske kommentarer? Jeg hører dig aldrig tale ‘for’ noget. Du er rigtig god til at finde håret i suppen, men du minder mest om en, der har skægget i klemme i postkassen :-)
Niels-Simon,
Jeg er nok også en enmandshær, da udviklingen som jeg ønsker ikke er realistisk indenfor de nærmeste årtier. Jeg håber/tror på en udvidet klassebevidsthed, efterhånden som dårligdom og kummerlighed udrydder mere af middelklassen og både de liberale samt socialdemokratiske løsningsmodeller spiller fallit. Det ville være rart med forandring hér og nu, men tiden er ikke til det, da folk stadig forbinder det liberale demokrati med store og sunde middelklasser. Du ved imidlertid så godt som jeg, at disse middelklasser har begrænset levetid i det 21. århundredes internationaliserede rovkapitalisme. I den forstand tror jeg såmænd at de ortodokse ML'ere har helt ret i at kapitalismen i sidste ende underminerer sig selv. Spørgsmålet bliver så om "folkets" sejr er uundgåelig eller om vi kan ende i en endnu mere dystopisk tidsalder af kapitalisme efter eksempelvis den kinesiske model, hvor man blot har ladet masken af borgerlige frihedsrettigheder falde til jorden.
Vi kan blive helt enige om, at fælleseje er det bedste at samles om som fælles mål på venstrefløjen. Jeg venter spændt på en dansk Corbyn, der tør trække mainstream partierne i netop den retning. Enhedslisten kan eventuelt biddrage til den udvikling, hvis de vedholder deres kompromisløshed på socio-økonomisk politik.
Det jeg imidlertid kan frygte, er at man lader en regering stå og falde på dens flygtninge- og asyl politik. Det vil blot afspore den relevante debat om kapitalismen endnu mere, da folk i højere og højere grad forbinder EL med multikulturalistisk ideation og bekymring for minoriteter. Det er jo meget fint, men det får ikke bekymrede lønmodtagere, der ikke tilhører en alfabetsuppe-identitet til at stemme på dem.
Meget afhænger af venstrefløjens radikaliseringsproces de næste årtier, som jeg ser det.
Det nemmeste er:
- at lade kapitalisterne bestemme og så bare klemme dem på de ædlere dele hvert andet år til Ok-forhandlingerne
- at have et monarki, som supereliten kan samles omkring og bytte cigarer og lade en ene hånd vaske den anden og lave lokumsaftaler og lade sig fotografere til ugebladene
- at have en statskirke, der ikke kritiserer de almindelige borgere og forstyrrer deres nattesøvn
- ikke at tænke over, om man er et frit menneske, men være tilfreds med at være forgyldt slave og stemme på rød blok
Vi har egentlig en ganske nem tilværelse.
Hvorfor holder man fast i begrebet socialisme. Kompleksiteten i vores nutidige virkelighed lader sig ikke beskrive eller kontrollere med ortodokse paroler og teoretisk tankespind fra en helt anden tid.
Socialismen som fællesskab overlever kun på nostalgisk længsel mod egen ungdom og vitalitet samt en kollektiv forståelse af eget bedreværd som menneske på samme måde som stærkt religiøse eller det radikale venstre.
Den nye generation lader sig ikke binde i de hellige skrifter, hvilket illustreres på fornemste vis af Pelle her, eller også tager jeg grundigt fejl, men så er jeg faktisk socialist uden at være klar over det. Pelle virker i hvert fald mere interesseret i fremtiden end fortiden. Respekt for det.
Pelle har i den grad folkestemningen imod sig.
Helt aktuelt kæmper fagbevægelsen for vækst til sine medlemmer, og de er ikke tilfredse med mere, men kræver mere, mere. Så insisterende at de truer med at nedlægge arbejdet hvis vækstkravet ikke imødekommes.
Dem der taler om at reducere væksten tænker altid at andre skal holde for. Omkring fremtidsudsigterne for deres egen økonomi er de i reglen meget positive.
Peder,
Hvilken kompleksitet henviser du til? Det er kutyme at mene, at vi lever i et postindustrielt samfund, hvor de traditionelle klasseskel er blevet opløst. Jeg tror at man herved misforstår socialismens analytiske klarhed for forsimpling. Verden ér kompleks, men det er den indenfor nogle overordnede rammer af kapitalens og arbejdskraftens indbyrdes kamp om magt.
"Nils: Har du ikke andet end beske kommentarer? Jeg hører dig aldrig tale ‘for’ noget. Du er rigtig god til at finde håret i suppen, men du minder mest om en, der har skægget i klemme i postkassen :-)"
Jeg er rigtigt meget for at mennesker kan leve deres liv som de har lyst til (dog uden at skade andre). Jeg er rigtigt meget for at fagbevægelsen tager sig af nogen vigtige sager (demografi, uddannelse, arbejdsmiljø osv) frem for at blande ledelsens ret til at lede og fordele arbejdet ind i diskussionerne. Jeg er rigtigt meget for at den offentlige sektor kigger på at ændre processer når man sparer frem for udelukkende at skære ned. (dette besværliggøres dog ofte at meget konservative fagforeninger det er bange for at miste medlemmer på en given arbejdsplads). Jeg er rigtigt meget for åbenhed i den offentlige forvaltning og mener at den offentlighedslov der blev vedtaget for et par år siden er en katastrofe. I den forbindelse mener jeg også at alle offentlige chefers bonusmål burde være offentligt tilgængelige da de beskriver hvordan politikerne implementerer deres ideer i hverdagen. Jeg er rigtigt meget for den personlige frihed og mener at persondata skal være den enkelte persons ejendom og ikke statens (dette betyder bla at hver person skal have ret til at se hvem ens data er udleveret til, samt at nægte at udlvere med mindre der er vedtaget en lov der siger at man skal) . Jeg er rigtigt meget for den menneskelige søgen og meget imod religioner med en skabende gud og absolutter. Jeg er for at den offentlige sektor skal udfordres af private, da private firmaer i mange tilfælde er langt bedre til at udføre opgaver end den offentlige sektor. Jeg er meget for at den offentlige sektor bevarer ejerskab og kontrol over monopoler (Jernbaneskinnner, kloakeringer, elforsynings systemer, IT infrastruktur osv). Jeg er rigtigt meget for at vi bevarer et stærkt offentligt uddannelsessystem, men samtidigt bevarer den 200 årige tradition vi har med private skole, så man kan vælge. Jeg er rigtigt meget for religionsfrihed og for at bekæmpe religionens indflydelse i det offentlige rum. Jeg er for ægteskab fordi det er en af de bedst beskrevne juridiske konstruktioner i samlivet og som sikrer børn og voksne på en række områder som et ikke registreret samliv ikke er i stand til. Jeg er meget for at kvinder og mænd skal have lige rettigheder og er stærkt modstander af at man skal have rettigheder grundet sit køn. Jeg er meget for at vores trafiklovgivning til ethvert tidspunkt tager den svagestes part. Jeg er for at man flytter offentlige generalist arbejdspladser ud i landet og er for at bevare specialist arbejdspladser i storbyer (F.eks giver det ingen mening da man forsøgte at flytte en arbejdsplads hvor der var 6 personer i landet der havde kendskab til området og ingen havde intentioner om at flytte med).
Så fik du et par stykker
@Dennis Jensen
Den nye kompleksitet jeg tænker på består i globalisering, som giver kapitalen mulighed for at shoppe frit på kloden efter laveste løn, skat og faglig organisation med uhyrlig koncentration af rigdom. Den består i digitaliseringen som en helt ny verden med nye muligheder for bl.a. at koncentrere annonceindtægter fra nationale medier på rent anarkistisk vis. Pengestrømmene flyder helt nye veje frit og frejdigt. En helt ny virkelighed som kræver nye tanker. Facebook er en kæmpestor faktor i mange menneskers hverdag med de bivirkninger, det har udløst i form af en faked reality og en afhængighed på højde med rygning. Verden er ikke længere et spørgsmål om kapital og arbejdskraft. Vi skal have fat i selve vores måde at leve vores liv på. Du og jeg kan stoppe facebook. Jeg har gjort hvad jeg kan. Du og jeg kan stoppe overforbruget og tilsviningen af vores miljø, ingen andre gør det for os. Det er politik på et helt andet, mere individuelt niveau.
Vi skal have økonomisk demokrati hvor samfundet ejer,driver,investerer i alle slags infrastrukturer der er vigtige for demokratiet. Dansk landbrug skal nationaliseres ved at overtage gælden på 350 mia. med udstedelse af 30 årige statsobligationer med tidens ultra-lave renter og landbruget skal derefter organiseres efter andelsprincippet i en økologisk,bæredygtig måde at drive landbrug på uden gifte osv. for i det mindste at redde restene af biodiversiteten.
Peder,
Det du beskriver med kapitalen og globaliseringen lyder jo kun til at blive til argument for en yderligere radikalisering af modsætningsforholdet mellem kapital of arbejdskraft. Du beskriver en konglomeration af kapitalmagt på verdensplan, der gør det muligt at erodere løn- og arbejdsvilkår globalt i stedet for lokalt. Jeg synes kun at analysen af "kapital mod arbejdskraft" bliver kraftigere herved.
Marx og de filosoffer der fulgte i hans fodspor, er faktisk de eneste der har et teoretisk begrebssæt, der stemmer overens med den moderne - globaliserede - udvikling af kapitalkræfterne. Marxistiske filosoffer har beskæftiget sig intenst med finanskapital, overproduktion og andre meget reelt eksisterende facetter af vores moderne, kapitalistiske økonomi. Det er mere end man kan sige om deres teoretiske konkurrenter. Det er vel i det henseende nærmere en tilbagevenden til et korpus af teori, der rent faktisk stemmer overens med vores praktiske virkelighed, som der er brug for? Ikke en yderligere mystificering af vores objektive, materielle modsætningsforhold, der stiller flere spørgsmål end den besvarer.
Jeg er meget uenig i at du og jeg kan gøre noget synderligt. I en tid med systemisk dysfunktionalitet kan det ikke undre, at kapitalen og dens borgerlige fortalere, propaganderer for det individuelle ansvar. "Etisk forbrug" er tidens borgerlige nøglebegreb, der forskyder industriens ansvar - som kommer af dens nødvendige profitmaksimering i en global konkurrence, der kræver konstant reduktion af produktionsomkostningerne for at øge profit - over på forbrugeren. Det svarer i mit perspektiv til at gøre den enkelte russer ansvarlig for sovjetunionens bureaukratiske politistat.
Hvis vi virkelig vil gøre noget, så må vi rette strukturene, der skaber vores strukturelle problemer; ikke forskyde ansvaret til individet. Etisk forbrug er bare et nyt marked, ligesom klimakvoter, der købes og sælges lande i mellem. Vi kan ikke redde verden ved at underkaste alt fra klima over til social retfærdighed for arbitrært udbud og efterspørgsel. Det system må vi ændre.
Jeg tror jeg forstår dine pointer Dennis, men jeg skal desværre til fredagsøl nu :) Det er sgu ikke nemt at være på efterløn. Læser dit indlæg igen senere.
Nils (uden e): Tak. Ud fra det, du skriver, burde vi kunne være i samme parti, og sådan har jeg det også med flere andre her i forummet. Hvorfor smatter vi os så ud på 4-5 partier?
Der er lige sådan nogle store satan’er som EU, NATO, monarki, kirke, vækst og et par stykker mere, der får os til at vende ryggen til hinanden. Det kan måske ikke være anderledes, men det er ærgerligt og giver’den lille svindler og hans bande’ frit spil.
Er du også en enmandshær, eller hvad hedder menigheden?
Leo: Det skal dog ikke afholde os fra at prøve at gå egne veje. Lad os se, hvor langt vi kan gå.
"eller hvad hedder menigheden?"
I øjeblikket forsøger jeg bare at overbevise mine teenage børn om at jeg er et fornuftsvæsen. Vi er ikke helt enige om udfaldet af dette.
Alle former for fællesskaber og fælleseje må nødvendigvis opdele sig efter tid - efter årgange og generationer.
1930-ernes socialisme var ikke den samme som 1940ernes eller 1960ernes.
Det er en følge af selve tidens karakter.
Derfor må et fællesskab etableret i et årti forberede sig på at ændringer eller omstruktureringer må følge efter 1/2, 1, eller 1 1/2 generation.
F. eks. bør sociale og kommunale boligselskaber forberede sig på, at efterhånden som nye generationer af deres klienter følger efter hinanden, vil deres behov også ændres.
Dette betyder ikke, at alle former for fællesskaber - etableret et eller to årtier tilbage - er skadelige eller forældede, sådan som borgerlige teoretikere undertiden argumenterer for (Haarder: " Institutionernes tyranni")
I det hele taget er det borgerlige "suveræne individ" der handler alene for sig selv, et fantasifoster.
Men fællesskaber, boligselskaber, fællesejede andele i virksomheder etc. må i deres "forfatning" være indstillet på, at deres kunde- og klientkreds består af efterfølgende årgange og generationer.
Dennis
"Marx og de filosoffer der fulgte i hans fodspor, er faktisk de eneste der har et teoretisk begrebssæt, der stemmer overens med den moderne - globaliserede - udvikling af kapitalkræfterne"
Hvorledes kan vi i dag anvende dette teoretiske begrebssæt til at gøre det bedre end Lars og Tulle ? Hvis staten skal udstyres med magt over produktion og prisfastsættelse m.m.m., trækker du bare al initiativ og risikovillighed ud af erhvervslivet, og så ender vi i det gamle ineffektive grå Østtyskland med en ny magtelite, der hurtigt finder ud af at skumme fløden til sig og sine.
Jeg tror mere på individets udfoldelse i forlængelse af en god uddannelse plus erfaret viden og tanke, og eksemplets magt er efter min mening stærkt undervurderet i en verden med fri her og nu kommunikation. I sidste ende er al vores akkumulerede viden et resultat af nysgerrige individer med vilje til at føre ideer ud i livet, og det bedste miljø for at fremme udvikling mod noget bedre er frihed og decentral styring gennem nært demokrati. Andelsbevægelsen kunne være et eksempel, som ville have trange kår under et statsligt stramt bureaukrati. Allerede som situationen er i dag, ville det være svært, ikke at komme på tværs af gældende EU lovgivning, som ingen længere kender til bunds.
Menneskets virkelyst fungerer som det opstemmede vand. Hvis der er den mindste sprække... Det skaber skattesvindlere, og det skaber problemknusere. Hvis vi skal ramme de første uden at ramme de sidste, skal skattesystemet forenkles gennemgribende. Jo fler detaljer, jo flere sprækker. Et system med en rimelig progression og en resulterende skatteprocent, som kan gå negativ, kunne samtidigt sanere vores velfærdsadministration og skabe plads til en borgerløn - måske.
Jeg skriver, og røven den går. Mit egentlige ærinde er Dennis om du er den, der kan forklare mig, i praktiske termer, hvad socialismen kan udrette i dette land i disse politisk potforvirrede tider.
Karsten: Det kan lade sig gøre. Jeg bor fx i Arbejdernes Andelsbolig, og den fungerer fint. Da jeg var ung, meldte jeg mig ind. 40 år efter trak jeg medlemskortet op af kommodeskuffen og fik et par uger efter en dejlig lejlighed. Jeg fatter ikke, hvorfor 90 procent af boligmassen ikke er som AAB.
I dag er medlemssystemet computerstyret med hjælp af robotter og kunstig intelligens, og så koster det 120kr om året at opretholde sit medlemskab, hurra!
Dennis
Med hensyn til klimaforandringerne
"Etisk forbrug er tidens borgerlige nøglebegreb"
Mine erfaringer omkring oksebøfreduktion peger omvendt i retning af venstrefløjen. Hardcore borgerlige sætter nærmere en ære i at fortære lunkne, røde, saftige og store engelske bøfmåltider i ren trods. Jeg tror ikke vi kan flytte CO2s milliontedele ud af måleusikkerheden ved vores reduktion i oksekødsforbrug, så længe charterrejserne er en menneskeret, men det skaber en fornemmelse af do-right, feel-good, som man kunne bygge videre på.
Min hustrus (R.I.P.) og min store interesse siden den første oliekrise har været at nedbringe vores energiforbrug på vores nedlagte landbrug, og det er lykkedes efter mange år at reducere vores forbrug af energi til el, varme og varmt vand til 2500 kwh årligt. Heraf produceres omkring halvdelen af vindmøller, så min CO2 udledning på energiforbruget er minimal. Det oprindelige initiativ opstod på baggrund af vores afhængighed af ustabile olieproducenter, men i dag, hvor der er konsensus omkring klimakatastrofen, og Danmark er selvforsynende i fossilt brændsel, må jeg i stedet skore point på CO2 regnskabet og høste blæreeffekten på den måde. De erfaringer jeg har gjort under projektet har jeg udnyttet i mit professionelle virke med energioptimering på store energikrævende pumpestationer i spildevand og vandforsyning og gør på den måde en lille forskel i Danmarks CO2 udledning, og så føles det godt og rigtigt. Vi kan gøre en forskel som individer, hvis der er en sprække, nogle muligheder, og interessen er til stede. En ting er sikker. Vi kan ikke tale atmosfærens indhold af CO2 ned, og vi mangler energikilder til at levere vores energi om natten uden vind, og det kræver satsning på naturvidenskabelig uddannelse og forskning i nye tiltag på området. Som det første kunne vi stille krav om flere naturvidenskabelige udsendelser for børn og voksne i de aktuelle medieforhandlinger. Børn fødes med naturvidenskabelig nysgerrighed, og hvis de næste generationer kunne bringes i spil som problemknusere, skal det sgu nok gå alligevel.
Det siger sig selv, hvis et folk som det danske, som synes at socialismen er det bedste system, og få ikke lov at føre det ud i livet, det er fordi der mangler demokrati på verdens plan. det kræver en anden verdens orden. Verden er på en måde for stor, og det er ikke underligt hvis de vil forskellige politikes systemer. Der er forskellige regerings former og regimer, kan der også tillades til folkeslagene.at danne deres egn system. Selvfølgelig alt andet skal blive uforandret som fri handel uden diskrimination, frit valg, etc.. Det er noget som går imod universalism. Universalimen skulle bare flyttes til andre områder så som "alle spiser, arbejder, hviler etc.. Den universalime man har nu ligner totalitarism. Alt dette ville tage lang tid selvfølgelig. Nogle kommentarer har sagt at danskere er nostalgiker eller er der andre årsager, vi ved det ikke. Rigtigt nok alle folke slag har et eller andet der adskiller sig med flok får. Det vil noget og ikke andet. En gang den tyske finanz minister sagde "franskmænd skal lære reformer", så en fransk politiker replicerede "franskmænd accepterer ikke tvang". Nogle steder kan man føre folk til reformer andre steder ikke. Dansker er nemme med reformer, men hvad angår socialism er de ikke, det er måske meget dybere end man tror.
Tillad mig at præcisere begrebet 'fælleseje' selvom det burde være indlysende hvad, der er fælleseje og hvad, der ikke er : naturressourcerne er fællesejet. Tager man det udgangspunkt, havner man et spændende sted, fordi man vil indse, hvorledes alt er forbundet og interagerer.
Det globale kollektiv - det man ikke kan melde sig ud af - kan så vælge at samarbejde med denne givne præmis eller som nu obstruere - en obstruktion som udelukkende kan henføres til dumhed. Man undergraver jo ikke bevidst sin egen eksistens. Hvilket vi alligevel må finde os i, at nogen ikke nøjes med at gøre på egne vegne men også på vi andres.
Hvordan kan dette ske? Jeg mener, at det hænger sammen med, at fællesejet ikke er så klart defineret, som det burde være, og derfor er/har været forsvarsløst mod privatkapitalistisk administration/udbytning. Poul nyrup og mogens lykketoft har indrømmet, at det var en fejl at sælge ud af fællesejet.
Så hvordan redder vi stumperne? Vi begynder med at fatte, hvad det egentlig er, vi har ansvaret for - i fællesskab. Skal vi virkelig fortsætte med at afgive vort fælleseje til privatkapitalisering, bare fordi vi er for dumme til selv at administrere vores egen portefølje? Det er folkets falliterklæring at give op her, og vi må bare begynde fra en ende af og sammen med de, som har forstået nødvendigheden, og at det, der er tale om, er en beskyttelse af vort eksistensgrundlag.
For det er jo, hvad der er på spil her. Nuværende administration er helt og aldeles utilstrækkelig, inkompetent og/eller korrupt, købt af den ene procent, som ved den søde grød også er for dumme, når vi ser på resultatet af deres regime. Følg pengene - find de ansvarlige. Så enkelt er det - bortset fra at magten gemmer sig - både fysisk i skattely og psykologisk vha cambridge analytica og lignende metoder.
Så der er nok at tage fat på her, og hvis nogen har indvendinger til ovenstående, hører jeg dem meget gerne.
Fint indlæg Randi! Naturressourcerne er fællesejet - ja, på et idealistisk plan, men bliver med privatkapital på hånden købt og gjort privatejet. Et radikalt opgør med denne mekanisme kunne være at det kollektivt på et nationalt/globalt plan blev besluttet at vores fælles naturressourcer ikke kunne købes, overtages og udnyttes som privatejendom, men derimod forvaltes og administreres i fællesskab. Ja, rigtigt! - det er noget af en mundfuld at gå igang med, men mon der er andre veje til en fornuftig, fælles fremtid end gennem et gennem et opgør med pengene/kapitalerne som menneskeskabte, universelle bytteværdier der anvendes som symbolske våben når nye erobringer af jordens ressourcer (natur,råstoffer,arbejdskraft) skal gennemføres og gøres salgbar med det formål at erobre ny privatejet pengekapital?
Peder,
Vi er formentlig uenige om individets rolle og selvstændighed. I min optik er individet skabt af sine omstændigheder. Seneca og Hegel tænkte ikke forskelligt, fordi de først og fremmest var forskellige mennesker, men fordi forskellige samfund gjorde dem til vidt forskellige mennesker. Vi er produkter af sociale forhold, som skaber os konstant. Vi misforstår processen og tror, at det er os, der skaber forholdene, men i realiteten tænker vi altid udfra eller i reaktion mod de eksisterende forhold. De er dermed forudbestemmende for vores tanke og virke.
Angående uddannelse, så tror jeg ikke at vi kan uddanne os fra det globale ræs mod bunden. Det er allerede således at folks uddannelser bliver længere samtidig med at konkurrencen om de højtlønnede jobs stiger. I processen kan erhvervslivet tillade sig at stille mere og mere urimelige krav til erfaring, uddannelsesniveau og arbejdsvillighed på internationalt plan.
Jeg mener i øvrigt ikke, at der eksisterer beviser for, at en centralt styret økonomi per definition skulle være ineffektiv, på grund af manglende risikovillighed. De fleste store og succesfulde teknologiske projekter har været centralt styret af selv de borgerligt-liberale stater. Rumkapløbet, krigsproduktionen under anden verdenskrig, Manhattan projektet osv. blev mulige, fordi regeringen tog ansvar for at dirigere forskning og produktion.
Hermed ikke sagt at planøkonomier ikke har problemer - men jeg køber ikke idéen om at centralisering af økonomien i sig selv skulle være en blindgyde. I forhold til eksempelvis klimaet, har det frie marked spillet fallit, da det kun kan påhitte nye måder at kommodificere grøn omstilling. Det er et dybt ineffektivt system, fordi det kræver en spontan efterspørgsel efter omstilling, der skal eksistere sammen med en industri, der reelt motivere til det modsatte. Nogle sort/hvide direktiver fra staten, der fik industrien til at makke ret - efterspørgsel eller ej - ville da behjælpe klima problemerne væsentligt hurtigere end et offer ved den usynlige hånds alter efterfulgt af en salig bøn om større efterspørgsel af grøn omstilling.
Problemet ved Østblokken var at det var umuligt for centraliserede økonomier at konkurrere mod en global kapitalisme. Det er tydeligt, at vi har brug for international forandring, hvis national forandring skal blive muligt i Danmark. Det er derfor, jeg mener, at man bør hente lidt historisk inspiration fra et nyt slags Komintern, der kan erstatte den borgerlige solidaritet, som venstrefløjen i dag udviser.
Hvad kan det så bruges til at gøre det bedre end Thulesen Dahl og Lars Løkke? Det her er jo en diskussion om politiske systemer og deres filosofier. Det er i sagens natur svært, at gøre det relevant for en periode af kun ganske få år. Det mener jeg ikke er et krav, som man bør stille til politisk filosofi. Pointen er vel netop at filosofien kan se ud over øjeblikkets umiddelbare kaos og flygtighed.
Skal vi finde en konkret handleplan, som du efterspørger, så må det være en radikalisering af venstrefløjens sociale budskab - på baggrund af den vestlige tendens til skrumpende middelklasser - således at vi kan favne den øgede vrede, der uundgåeligt vil springe frem i de kommende årtier. Indtil videre har venstrefløjen desværre veget den plads til et populistisk højre.
"Hermed ikke sagt at planøkonomier ikke har problemer - men jeg køber ikke idéen om at centralisering af økonomien i sig selv skulle være en blindgyde" - den etymologiske betydning af ordet 'økonomi' er 'husholdning' - altså hvorledes administreres vore fælles ressourcer mest hensigtsmæssigt i forhold til den helhed, vi befinder os i.
I den henseende kan nuværende administration ikke forsvares.
Randi: Synes, at du i dit 12.33 indlæg har fat i noget - hvad er fælleseje. Oprindelig er det et lokalt ejerforhold, en forretning eller lokal produktion a la det gamle andelsforetagende. Overskuelig økonomi, man kendte hinanden. I dag er vi ude over det lokale. Arla fx, men hvem føler noget særligt for Arla. SEAS-NVE som jeg er med i, føler jeg lidt mere for, uden jeg kan sige hvorfor. Jo, det var nok det, at jeg kunne komme væk fra Dong.
Fælleseje til naturressourcer både over og under jorden er en moderne opfindelse. Det var bare noget, enhver kunne slagte løs på, for der var nok af dem. Selv nu går mange debatter på, om der ikke stadig er nok, men den stigende privatisering viser, at i praksis er der rift om dem.
Desværre er ‘det store fælleseje’ endnu en romantisk drøm af sådan nogle ‘hippiekommunister’ som os, og det er nok, fordi der ligger en beskyttelsestanke bag. Vær varsom! De hårde bananer mener, at det er for dyrt at fare med lempe. Fuld drøn på!
Tanken om det fælles er overhovedet ikke udviklet i DK ud over det helt nære. Det er katastrofalt for vore efterkommere, men når naturen beskæres bid for bid, lægger man ikke mærke til, at der mangler noget. Fællesejet insekter og fugle forsvinder pist væk, men der rejser sig ingen folkestorm over det. ‘Ingen er mere grønne end os’, siger regeringen - og det får den lov til.
Så forklar mig, hvorfor naturressourcerne ikke skulle være fælleseje?
Vi indånder og recirkulerer ilt og kultveilte i et muligvis evigt kredsløb. Hvordan fornægte dette og det dermed givne fællesskab og tilhørende fælleseje.
Konkurrence om de fælles ressourcer er en primitiv og derfor uhensigtsmæssig måde at :
regulere befolkningstætheden
øvrig vedligehold af biotop/habitaternes funktionalitet
Kunne det globale kollektiv derfor udøve den fornødne intelligens og i stedet samarbejde om at være her, er jeg ret sikker på, at alle ville drage et lettelsens suk. Fordi vi så endelig kunne komme seriøst igang med at hygge os - og det nødvendige arbejde ville gå som en leg.
Danmark havde som bekendt kollektivt landbrug indtil 1788, hvor udskiftningen påbegyndtes.
Jorden var fordelt efter andele, idet “lod” I ordet “jordlod” betyder andel, og ikke et fysisk stykke jord.
Reglerne herom findes I Jyske lov (I, 49-54) og Danske Lov - hvor det bl. a. fastslås, at hvor ny jord inddrages, skal den deles efter de forholdstal, der er gældende I landsbyen.
Man lagde antallet af lodder sammen, og delte så jorden efter dette tal,, og de enkelte gårde kunne have f.eks. ½, 1 eller 1 ½ lod
“Rebning” var betegnelsen for landmåling, der foretoges med et reb med knuder.
Udstykningen foretoges især for at øge effektiviteten.
Men oplysningstidens reformatorer forudså ikke, at der med tiden ville opstå en underklasse af husmænd med ingen elller meget lidt jord, bl. a. fra yngre sønner.
Disse gjorde sig senere gældende politisk, bl. a. gennem det Radikale Venstre og Retsforbundet.
I 1788 lå endnu store områder udyrkede udenom landsbyerne, især ufrugtbare arealer som klitter, moser,overdrev og heder.
Men presset på at udnytte også disse steg, og især de større gårdmænd begydte at inddrage omkringliggende jorder.
Særlig vigtig I denne henseende var den bornholmske Udmarkssag, hvor husmændene fik medhold I højesteret 1862
“Fra gammel tid havde bornholmerne betragtet disse øde overdrev – Højlyngen og strandmarkerne – som hvermandseje; her hentede de lyngtørv og risbrænde, og lod kreaturerne græsse…
En ordning 1832 fordelte jorden mellem de større gårde efter hartkorn, men dette vakte protest fra husmændene, der krævede andel I udmarken, som de havde ret til efter de gamle forholdstalsregler.
1862 fik husmændene medhold I højesteret, og der etableredes en ordning, hvor nogle fik fast arvejord, andre erstatning, mens andre dele af jorden beplantedes og blev til det nuværende Almindingen.
Således institueredes en almenret og fællesret I tilknytning til den videre udstykning, og en del af husmændene blev fulde landbrugere.
http://367ture.dk/artikler/den-bornholmske-udmarkssag/
Om terminologien fra landsbyerne se iøvrigt:
https://da.wikipedia.org/wiki/Bol
http://runeberg.org/salmonsen/2/3/0653.html
http://ordnet.dk/ods/ordbog?query=Toft
Tak for din historiske gennemgang karsten, som tydeligt viser behovet for forandring i vores forhold til det, der må benævnes som 'fælleseje", og som fællesskabet derfor må administrere sammen.
At afklare spørgsmålet om mindretalsbeskyttelse er vigtigt. Og her er min påstand, at såfremt alle fællesejets interessenter ikke behøver at konkurrere/kriges om ressourcerne men i stedet kan samarbejde med resten af fællesskabet om deres administration, ville det globale kollektiv åkunne fungere.
Med dette mere sofistikerede livssyn vil vi kunne lære vort afkom at være fysisk og psykisk sundere og klogere. Og problemet med f.eks. overførselsindkomster til dissidenterne - 'dovne' robert o.a. - vil ikke længere eksistere, fordi den hensigtsmæssige måde at indrette sig på i det globale kollektiv vil fremstå i lysende, uimodsigelig klarhed. At afvise muligheden for at realisere den vision er en forvirring af det menneskelige mulighedsfelt.
Vi sliber diamanten, det nye menneske er i sin vorden og er ved at udvikle en fjerde hjerne.
Fælleseje-kulturen er slået ud af ‘indhegningskulturen’. I Spanien, hvor jeg har vandret, er der hegn ud til vejene, og man kan ikke blaffe, for der er ingen steder, hvor bilerne kan holde ind til siden. I Sverige er der allemandsret, men den har i praksis ringe betydning, for alle de steder, hvor det kunne være skønt at campere, er det forbudt, indhegnet. Mn henvises til dertil indrettede lejrpladser.
Drikkevandet er et jaget område. Luften i byerne er ikke privatiseret, men behersket af forurenerne. Jorden i byerne er usund for dyrkning. Fællesejet rippet mere og mere for sin værdi, og hvem forsvarer det? DN, men under kraftig beskydning. Visse små partier til venstre for midten. Vi afklædes, og for få fryser. Det er problemet. Opdraget i ‘du må ikke mærke-kulturen’, skal der meget til, før vi protesterer. Samme billede da nazisterne tog magten. Alt for få mærkede det - lod sig mærke med det. Havde vi ikke lykkepiller, Black friday og X-Factor ville der lyde et skrig.
martin lund, du postulerer mere eller mindre at alle "vil have mere" og bruger så fagforeninger som eksempel, men den kamp handler slet ikke om vækst, men om fordeling, og højere løn vil jo begrænse virksomhedernes vækst ! hvilket faktisk er godt,
det er jo rimeligt at de som frembringer værdierne får en rimelig andel af disse,
men du har sikkert ikke opdaget at det er lønmodtagerne som "forsørger" virksomhederne og deres ejere, i kapitalistisk tankegang forsørger virksomhederne deres medarbejdere, men det er jo ikke sandt,
enhver investering handler om at købe sig ret til en del af værdien af andre menneskers arbejde, enten direkte i form af aktier i virksomhederne, eller indirekte ved diverse former for spekulation, men fakta er at ingen investeringer skaber værdi som ikke hidrører fra menneskers arbejde, og du tager sandsynligvis fejl når du mener at alle går ind for personlig vækst, der er masser af tilfredse mennesker tror jeg , jeg er tilfreds og har egentlig ikke noget ønske om højere forbrug,
men mange er drevet af grådighed og for dem findes begrebet nok ikke, og da de jo samtidig typisk lever i en voldsom overflod, er det let for dem at øge deres indtægter, de skal bare købe sig ret til endnu flere menneskers tid ved at investere yderligere,
og det burde være tydeligt for et tænkende væsen at dette vil medføre at nogle få bliver sindssygt rige betalt af alle andre, netop som situationen er nu, det er ikke en retfærdig endsige rimelig verden som kommer ud af det, tværtimod, ud af det får vi krige og massive resurser spildt på at øge egen magt med militær som værktøj.
jeg kan garantere at der faktisk er et globalt flertal imod tingenes nuværende tilstand, men desværre er det endnu ikke lykkedes at definere hvordan en ændring kan opnås, mit bud er at starte med modstand imod krig og dermed militær, og gradvist tage alle voldsbaserede magtmidler fra magthaverne, ud fra det synspunkt at der aldrig kan findes undskyldning for vold, så nu mangler vi bare nogle politikere som vil stille op for den udvikling, så det kan opnås via demokratiet.