Egentlig skulle overlæge og professor Morten Sodemann udbrede erfaringerne fra sit arbejde med sårbare patienter på Indvandrermedicinsk Klinik på Odense Universitetshospital til andre dele af sygehusvæsenet. Men til møderne om sårbare patienter mødte kun få læger op. Derfor udkommer Morten Sodemanns undersøgelser af sårbarhed i sundhedsvæsenet nu i bogform.
Sårbarhed handler for ham at se ikke kun om de svageste patienter. Alle patienter uanset social status kan føle sig sårbare i mødet med sundhedsvæsenet.
»Det er jo politisk opportunt at gøre sårbarhed til et særligt problem for de små og synlige grupper som hjemløse, narkomaner og psykisk syge. Men ressourcestærke mennesker kan også blive sårbare i mødet med barriererne i sundhedssystemet. Det sprog, der bruges, og den måde, sundhedsvæsenet fungerer på, kan marginalisere – også den stærke patient,« forklarer Morten Sodemann.
Mødet med sundhedsvæsenet handler i høj grad om følelser og relationer mellem mennesker, mener Morten Sodemann, men i lægernes verden er følelser ofte uglesete. Det er noget, sygeplejerskerne tager sig af.
»I vores egen fortælling er vi jo objektive. Vi er patientens advokat, som tager beslutning om, hvad diagnosen og behandlingen er, men hvis man begynder at være på julegave med patienten eller vide, hvad vedkommendes hund hedder, så går vi på kompromis med den selverklærede objektivitet. Det beklikker vores autoritet, hvis vi kommer for tæt på og forstår vedkommendes liv på en anden måde end fra diagnostisk vinkel,« siger Morten Sodemann.
Dehumanisering
Men lægernes objektivitet bygger også på en afstandstagen til patienterne, som Morten Sodemann kalder det skjulte curriculum (pensum, red.), som enhver medicinstuderende må lære på hospitalets gange.
»De medicinstuderende lærer en omgangstone og et forhold til patienterne, som vi siger handler om objektivitet, men egentlig er det bare en dehumanisering af patienter, hvor man tingsliggør, mærkværdiggør og fremmedgør dem,« siger Morten Sodemann.
Som eksempel på den dehumanisering, der ligger i lægernes skjulte curriculum, nævner han tendensen til at skubbe patienter videre til andre specialer. På engelsk er der ligefrem et udtryk for den adfærd – getting rid of patients. Lægerne forsøger altså at komme af med besværlige, sårbare eller ligegyldige patienter ved at sende dem over på en anden afdeling eller tilbage til den praktiserende læge – også selv om det ikke nødvendigvis er den rette løsning for patienten. Den adfærd bliver forstærket af, at der fra politisk hold og hospitalsledelsens side er fokus på effektiv og hurtig behandling. Og effektivitet kræver afstand.
»Mange læger oplever, at de bliver sat til at lave neutral patientbehandling. Det er opportunt, for så skal lægerne ikke at forholde sig til, hvem patienten er. Og jo mindre du ved om patienten, jo lettere er det at være hård, og jo hurtigere går det,« siger Morten Sodemann.
Patientens liv negligeres
Men afstanden til patienterne skaber nogle blinde vinkler på det, som er hele meningen med lægegerningen: At hjælpe patienterne. Derfor er det altafgørende, at patientologi – viden om patienterne – får en plads på lægestudiet, mener Sodemann. Sådan er det nemlig ikke i dag.
»Der skal være et fag, der handler om hele meningen med vores arbejde, så læger får nogle teoretiske værktøjer og lærer at se sig selv i relation til patienterne, og hvordan sårbarhed kan skrues op og ned i den relation,« siger han.
Langt de fleste unge vælger lægestudiet, fordi de gerne vil gøre noget godt for andre mennesker, og det mener Morten Sodemann, at uddannelsen skal værne om. For som lægestudiet skrider frem, og de medicinstuderende lærer det skjulte curriculum, så bliver de mindre og mindre empatiske over for patienterne, mener Sodemann, der underviser i indvandrermedicin og global sundhed på medicinstudiet på Syddansk Universitet.
»Så hvordan stopper vi den empatiske forvitring, som langsomt æder det humane aspekt op i lægegerningen?« spørger Morten Sodemann retorisk.
Hvis det humane aspekt skal bevares, så bør de kommende læger lære mere om de sociale og psykologiske aspekter i mødet med patienterne. Supervisionsgrupper eller patientvenner kan også være med til at skabe et indblik i patienternes verden. Og så skal lægerne blive langt bedre til at lytte til patienternes historier, hvilket er et af de redskaber, som Morten Sodemann arbejder med i Indvandrermedicinsk Klinik. Selv om der her ofte kan være tale om flygtninge med dybe krigstraumer, så kan det at fortælle om ens liv både styrke patienten, men også behandlingen, mener Morten Sodemann.
Skader patienterne
Men har lægerne ikke alt for travlt til lytte til patienterne? Det mener Morten Sodemann igen er en del af lægernes fortælling om dem selv og det skjulte curriculum, der skaber afstand til patienterne. Selv om specialisering på hospitalerne betyder, at behandlingen af patienter ofte er styret af pakker og retningslinjer, som gør det svært for lægerne at forholde sig til den enkelte patients behov, så mener Morten Sodemann ikke, at der er nogen vej uden om at tage sig bedre tid til at lytte til patienterne.
»Det skader patienterne, at vi ikke forstår dem. Hvis ikke vi forstår dem, så løber vi panden mod en mur, for selv den bedste medicin virker ikke på den forkerte sygehistorie,« siger han.
Et stort og overset problem i sundhedsvæsenet er eksempelvis, at patienterne ikke tager den ordinerede medicin. Måske er det for dyrt, for besværligt, måske er der bivirkninger ved medicinen, men lægerne ved som regel ikke, at patienten ikke tager medicinen.
»Og så er det sådan set meningsløst, det, vi laver,« siger Morten Sodemann.
Selv om kommunikation er blevet en del af medicinstudiet, så mangler der stadig indsigt og undervisning i professionel empati blandt lægerne.
»Når vi spørger patienterne, så er tre fjerdedele af de problemer, de har, nogle, som vi slet ikke kan forestille os. Så det har en behandlingsmæssig relevans at kende til de problemer, fordi der kan være 500 gode grunde til, at en patient ikke tager medicinen, så behandlingen ikke virker. Men det kræver en social, psykologisk og adfærdsmæssig indsigt, som vi ikke systematisk lærer læger i dag. Vi lærer dem at give besked om en kræftdiagnose, mens hele det psykosociale liv er skjult for lægerne, og derfor forstår de heller ikke, hvorfor patienterne ikke altid gør, som de siger,« siger Morten Sodemann.
At skabe større indsigt i patienternes liv og sårbarhed handler derfor ikke bare om at behandle patienterne mere humant, men også om kroner og øre.
»Vi skyder os selv i foden, hvis ikke vi ved nok om patienterne. Det er jo vildt moderne med skræddersyet behandling og individualiseret medicin, men hvorfor ikke starte med at inddrage patienternes familie, historie og sociale virkelighed. Kender du den, så kan du også finde den behandling, der virker bedst, så lægen kan koble sin kirurgiske eller medicinske viden med det liv, som patienterne rent faktisk lever,« siger Morten Sodemann.
Lighedsskabende
En anden konklusion i bogen Sårbar? Det kan du selv være er, at større bevidsthed om, hvad der skaber sårbare patienter, kan være med til at reducere ulighed og forskelsbehandling i sundhedsvæsenet. Vi ved, at økonomi, uddannelse og social status har betydning både for sygdom og behandling, men ifølge Morten Sodemann handler uligheden i sundhedsvæsenet også om relationerne mellem sundhedspersonale og patient.
I arbejdet med sårbarhed har han blandt andet bedt sundhedspersonalet om at placere patienterne i katogorier i forhold til om de opfatter dem som søde, kompetente, ubehagelige eller inkompetente osv.
»De kasser, som vi psykologisk set putter patienterne, kan relateres direkte til, hvor meget information patienten får, hvilke behandlingsmuligheder vedkommende får, og hvor meget patienterne inddrages i beslutningerne. Og det bør tvinge alle læger til at overveje deres egne beslutningsprocesser, for de er slet ikke så objektive, men ofte afhængige af, om man kan lide patienten eller ej,« siger Morten Sodemann.
Også regionerne og Sundhedsministeriet burde have interesse i at sikre, at der kommer en bedre forståelse af patienterne, mener Morten Sodemann: »Det her handler jo om, hvordan vi kan regulere vores sundhedsvæsen, så det rent faktisk lever op til målsætningen om, at vi giver lige behandling, som vi siger, at vi gør.«
Meget interessant.
Hvis ikke lægerne kender til sociale sammenhænge, økonomiske forudsætninger og i øvrigt er mest interesserede i mekaniske sammenhænge, så når de kun til overfladen af patienterne.
Men det var måske også det omfang, som de fleste læger har ambitioner om.
For en der har været i nær forbindelse med læger i systemet i de sidste 4 år, og hvis søn stadig er i nær forbindelse med sundhedssystemet og dets læger, synes jeg at man er blevet rigtigt gode til at lytte. I mange tilfælde desværre også for gode til det. Man lytter og lytter, og de bedste af os kigger da også. Men hører vi og ser vi yderligere?
Problemet synes at være at man som bekendt kun ser det man vil se og høre; eller kan! Og hvis man er uddannet til at se kroppen som en biologisk målbar maskine, og i bedste fald ser maskinen som en del af dens sociale omstændigheder, hvad er det så man overhovedet kan se og høre? Kan man se et barn der alligevel ikke kom, en falsk forhåbning der ikke er blevet opfyldt, en evne til at manipulere som kommer af ren overlevelsestrang eller en usynlig last? osv. osv. Det kan man selvfølgelig ikke. Og hvordan skulle man også kunne det? Og med de få forudsætninger en uddannelse i dag giver lige til at kunne fungere i system?
De fleste mennesker har derfor lært (fået lært sig) at stille noget der ligner en diagnose. Og det irriterer mange læger i dag. Men nogle benytter sig også af det og bruger det til deres egen diagnose. Og så er vi måske ved en af rødderne ved læge- og sundhedsvæsenets største problemer i dag. Hvad bruger man til at stille en diagnose med? Og i det åndedrag kan man jo spørge sig selv om hvad diagnose betyder?
Man lærer på alle læge- og sundhedsstudier at diagnose betyder: gennem viden. Og det er jo også let at gøre sådan og forstå det på den måde. Men rent videnskabsteoretisk og i forhold til større indsigt i hvad man laver, giver det måske bedre mening at forstå diagnose som visse sprogforskere mener at det skal forstås: Dia- kommer af di- som betyder to og dobbelt. Så diagnose betyder således: (gennem) dobbelt viden. Og æskulapstaven ligner jo netop hermesstaven, på nær at den mangler den anden slange; visdommens. Og visdommen kan jo ifølge en anden græker, Aristoteles, være mange ting, både rationel og praktisk, og sandhedsforståelse og dydshandling (som vi altså ser ud til at mangle).
Så spørgsmålet er vel i sidste ende om vi udruster vores behandlere af en hvilken som helst slags til at kunne udvikle sig og skabe sådanne visdomskvaliteter og ikke bare slå sig til tåls med en færdig uddannelse der udelukkende er baseret på instrument- og apparatur manipuleringer? (Som man kan kigge på og lytte til. (sic!))
Morten Sodemann:
"De kasser, som vi psykologisk set putter patienterne, kan relateres direkte til, hvor meget information patienten får, hvilke behandlingsmuligheder vedkommende får, og hvor meget patienterne inddrages i beslutningerne. Og det bør tvinge alle læger til at overveje deres egne beslutningsprocesser, for de er slet ikke så objektive, men ofte afhængige af, om man kan lide patienten eller ej,« siger Morten Sodemann."
Yderst relevant bog. Det er virkelig på tide, at lægernes uddannelse og personlige dannelse kommer under lup i forhold til mødet med patienterne.
Jeg har ofte mødt meget empatiske lægestuderende, som bl.a. vikarierede for den praktiserende læge, hvor udgangspunktet var interessen for patientens egen oplevelse af sine symptomer og sygdomme, og hvor oplevelsen af lægebesøget derfor var mere positivt end når patientens egen læge var til stede.
Det er sørgeligt, at indlevelsesevnen langsomt aflæres til fordel for det maskinelle og upersonlige menneskesyn.
At den kolde, økonomiske kalkule også spiller en meget stor rolle er ubetvivlelig, især med de senere års såkaldte 'effektiviseringer', kvantitet fremfor kvalitet og sparemetoder alla grønthøster.
Om det på sigt overhovedet bliver til besparelser når et livsforløb er i spil er tvivlsomt.
Humanistisk er det i alle tilfælde ikke.
Bogen kan gratis downloades her (pdf format): http://www.ouh.dk/wm508196
mvh
Morten Sodemann
Morten Sodemann har fat i nogle meget vigtige pointer her. Der er mange årsager til, at der mangler simpel interesse for patienterne som hele mennesker med personlige livshistorier og livsindstillinger, med forskellige håb, og tab osv.
Først og fremmest skyldes det den enorme vægtning det naturvidenskabelige paradigme har på medicinstudiet (eller som det hedder sig i dag "lægeskolen"). Descartes opsplitning af mennesket i sjæl og legeme har fået lægevidenskaben til i alt overvejende grad kun at se legemet. Endog psykiaterne har i årtier forsøgt at styrke deres speciale ved at fokusere på psykiske lidelsers biologiske elementer og bl.a. derfor i stor udstrækning anvendt naturvidenskabelige metoder i forskningen.
Og naturvidenskabelige metoder er jo neutrale og objektive; siges der. (?)
Denne store vægtning af det specielt naturvidenskabelige er meget disciplinerende for unge mennesker, der for en stor dels vedkommende uden særlig livserfaring går direkte fra gymnasieskolen til ”lægeskolen”. Rekrutteringen er derfor en anden væsentlig årsag til ”de ufølsomme effektive læger”. I dén sammenhæng skal ikke glemmes at sammensætningen af ”lægeskolens” elever jo ikke afspejler den sociale fordeling i samfundet som helhed. Det er, som det altid har været det, langt hen ad vejen ”bedre folks børn”, der vælger at blive læger.
For 25 år siden begyndte nogle politikere og administratorer at bruge begreberne produktion og produktivitet om aktiviteterne i sundhedsvæsnet. Mange læger reagerede med ubehag ved dette, da man havde svært ved at sammenligne behandling af mennesker med fremstilling af rugbrød. Men denne retorik har jo siden vundet ”ad helvede til” med NPM´s implementering. Selv blandt læger anvendes nu en sådan sprogbrug. Altså hvis du befinder dig i en produktion, som år for år kræves effektiviseret og besparet; hvordan tror du så, det går med evnen og lysten til at lytte på og høre patienternes egne fortællinger. Rugbrød har jo heller ikke individualitet – vel?
Da jeg læste artiklen kom jeg til at tænke på den nu afdøde overlæge på Rigshospitalets intensiv afdeling Lars Heslet. Han var for små 10 år siden i radioens P1 i en udsendelse, der hed ”Sød læge læger bedre”, hvor han talte om den dokumentation, der allerede dengang fandtes for netop det, at den gode læge læger ved mere end bare sin medicin og kirurgi. Hun virker under de rette betingelser lægende i sig selv! Her er et link til anmeldelsen af den bog der vist nok lå bag radioudsendelsen. https://www.kristeligt-dagblad.dk/boganmeldelse/den-gode-l%C3%A6ge-er-et...
Morten Sodemann: Tak for bogen!
Afvist læserbrev til Information:
Foucault og Iran
Professor Per Aage Brandt (Information 2.3.2018) gør et stort nummer ud af et ikke-offenliggjort interview med Michel Foucault fra 1979 om ’den åndelige vækkelse’ under Khomeini og de to professorer Sverre Raffnsøe og Dorthe Staunæs (22.3.) forsøger derefter nedtone kritikken af Foucaults artikler fra 1978-79 om Iran. Det kan undre, at ingen af dem inddrager Kevin B. Anderson og Janet Afarys bog fra 2005, ”Foucault and the Iranian Revolution: Gender and the Seductions of Islamism”. Her dokumenteres for os ikke franskkyndige Foucaults uvidenhed og ukritiske holdning til politisk islam, og hans negligering af islamisternes reaktionære angreb mod venstrefløjen og kvinderne. Foucault ignorerede også den samtidige kritik fra feminister og sekulære socialister. For et sammendrag af bogen, se artiklen ”Revisiting Foucault and the Iranian Revolution” (New Politics, 2004, www.newpol.org/content/revisiting-foucault-and-iranian-revolution).
Beklager, ovenstående indlæg ved en fejl placeret under forkerte artikel!
Hørte fornylig en diskussion i radioen om lægers uddannelse - kirurg kontra mediciner.
Det perfekte skulle være én, der kunne begge dele - klart - fakta er, at uddannelsen som kirurg går så meget hurtigere i dag, at man slet ikke lærer det samme som før. Det samme gælder vel medicineren, man kan næsten høre det - medicin udskrives, laves om, dur ikke - giver bivirkninger i en grad, der ikke kan tåles. Erfaringer/ dialog er der ikke rigtig tid til.
Med nedskæringer, stort forbrug af lægens tid til skriveri i stedet for som tidligere, sekretær - nye regler og kontrol, alt skal gå hurtigt og så billigt som muligt...
Det er klart at alt dette samtidig med lægemangel kun gør tingene værre i en tid hvor, skulle man tro, hurtighed er lig med økonomi. Det er det så ikke, hvis alt skal laves om eller bliver en fejlbehandling.
For snart et halvt år siden faldt jeg og slog hovedet. Fik en hjernerystelse og mine hænders to yderste fingre blev følesløse og med stærke smerter.
Min læge foreslog Pamol. De hjalp ikke. Så foreslog han andre piller, som heller ikke hjalp. Lægen på sygehuset ignorerede de stærke smerter jeg havde i hænderne. Jeg blev ved med presse min læge til at finde en løsning. Jeg kunne ikke bruge hænder og heller ikke lave. Appetitten havde jeg mistet og jeg mig 28 kg i den periode. Lægen sagde at skulle komme og få taget en blodprøve. Så gik det op for mig at han ikke koblede viden om den morfin han gav.mig sammen med mulighederne for et normalt bil hvor bilkørsel er en del. Man må ikke bil på morfin. Det er kun et eksempel. Jeg var meget svimmel og faldt mange gange. Den sidste blodprøve tog han i mit hjem. Jeg faldt endnu en på vej ud for at lukke ham ind. Kræfter havde jeg heller ikke og kunne ikke rejse mig. Først da tog han mig alvorligt og jeg blev indlagt på Thisted Sygehus til grundige undersøgelser.
Gynækologen undersøgte mig også og fandt ingenting
Alligevel er blevet ind til en undersøgelse samme sted. At min læge og sygehusets læger åbenbart ikke udvekslede viden om hvad der var galt, var gået op for mig.
Mine hænder var blevet undersøgt i Thisted og 2 gange på Ålborg Sygehus og sidst igen på Thisted sygehus. Lægen sagde igen at det ikke var sikkert at en operation kunne fjerne smerterne. Hvad så?
Jeg blev efter sygehuset indlagt på et plejecenter og jeg har fået en masse hjælpemidler og jeg har heldigvis en nabo der køber ind for mig.
Jeg har opdrætter af cocker spaniels i en år. Hundene var sat i pleje så de led ingen nød, på sygehuset var bl.a. en psykiater som var så "venlig" at fortælle at jeg skille mig af med mine hunde! - Dem kunne jeg jo ikke passe, mente hun!
Jeg var efterhånden nået dertil at kunne jeg ikke bruge det de sagde til mig ignorerede jeg det. Ingen af dem havde en holistik tilgang til mig, men så på mig i enkelte dele og koordinerede åbenbart ikke deres viden.
Og nu skal jeg så finde en ny læge
03/apr/2018
Kære Venner,
alle problemer har en årsag,
og det er min professionelle erfaring, at
man som behandler skal finde/tilgå og
håndtere årsagen, frem for at behandle/
“medicinere" problemet/symptomet :-) ...
Jeg har i 30 arbejdet som gestaltterapeut,
og jeg arbejder fortsat med at håndtere
de bagved liggende årsager :-) ...
Kærlig hilsen
Claus Bødtcher-Hansen
Mange, mange tak til Morten Sodemann.
Jeg har nu printet hele bogen ud og glæder mig til at læse den! Et centralt citat fra Stefan Zweig er essentielt.
Det er et lys i mørket, at Morten Sodemann er en af de få læger, der har indsigt i patienternes problematik, men også trist og tankevækkende, at han oplevede liden interesse for emnet til møderne med lægestanden.
Når man selv er patient og ofte indlagt, og her møder et fortravlet og fraværende personale, som henviser tilbage til egen læge, og lægen siger han ikke er tjenestepige for andre læger, så bliver man ikke rask. Desuden kan al denne renden rundt da kun være fordyrende.
Før man indførte 1813 i Region Hovedstaden kom lægevagten hjem, hvis det f.eks blev skønnet
at et barn var højfebril. Denne luksus er væk. Enten egen læge næste dag eller indlæggelse. Der har jo allerede været dødsfald pga. af dette, men politikerne ser det som enkeltstående tilfælde og det giver kun ringe anledning til, at ændre på arbejdsgangen.
En af de mest graverende eksempler på dette var Henrik Winther, (min venindes søn) som døde 1 uge efter en knæoperation. Det var ikke en enkelt der fejlede. Det var samtlige i sundhedssystemet. Han kunne ikke tåle morfinen, så lægen på 1813 mente han skulle drikke noget kamillete, og en sygeplejerske sagde til kæresten: Det er da godt han ikke skal føde Jeres børn. Han var jo bare en piveskid. Politiken har skrevet indgående flere artikler om dette unødvendige dødsfald. Først da de endelig overførte ham til Rigshospitalet kunne de intet gøre.
Medicinstuderende har jeg mødt på kun 18. Det er ikke betryggende, at de inden studiet ikke har mere livserfaring.
De bliver ganske vist undervist i patient relation, og på studiet kommer de hjem til patienter der er indforstået med relationen, men efterfølg, får man som patient intet oplyst. Den slags rollespil bør først ligge sidst i uddannelsen, hvor de skal til at praktisere. En ung på 18 år har jo ringe forudsætninger i, at kunne sætte sig ind i en kompleks problematik både hvad angå sygdom og livsforhold.
Det værste som patient er at møde læger, der har en arrogant indstilling, og uudsagt opfører sig som om patienterne er idioter. Mange er utrolig stresset og det smitter.
At læger førhen kørte lægevagt gjorde jo, at lægerne fik et helt anderledes kendskab til mennesker end det de kan få på 10 min i en konsultation og eller på en hospitalsafdeling.
Hvis lægen brugte lidt mere tid kunne det være, at tidspresset på længere sigt ville forkortes med færre opringninger og besøg.
Der hersker en overbevisning om at vi har et velfærdssystem, nej, det er et velstands system, og de raske aner ikke hvor hurtigt deres velstand kan forsvinde , før de bliver syge. Desuden er ikke alle velstillede, men det er den facade, som vi går og bilder hinanden ind.
Overbevisninger er en større trussel mod sandheden end løgnen.
Måske et lidt poppet udtryk, men det gælder som i mange andre henseender om at være på bølgelængde. Patient og læge imellem.