Læsetid: 5 min.

Raket Madsen ville ikke nøjes med sit eget

Peter Madsen dræbte, mishandlede og parterede journalist Kim Wall for at skjule beviserne. Det resultat nåede Københavns Byret onsdag. Men hvordan og hvorfor?
Peter Madsen dræbte, mishandlede og parterede journalist Kim Wall for at skjule beviserne. Det resultat nåede Københavns Byret onsdag. Men hvordan og hvorfor?

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

26. april 2018

Peter Madsen synes at være fuldstændig uberørt. Han føres ind i salen omkring tre minutter, før dommen afsiges. Han er iført blazer og sort T-shirt, og det kommer bag på ingen.

Raket Madsen, som ved anholdelsen i sommer bar en camouflagefarvet kedeldragt med koaguleret blod fra sit offer, har under processen i Københavns Byret undergået en påfaldende ydre forvandling fra halvgal opfinder til mellemleder på kursus. 

Han ser skarp ud. Det er et åbent spørgsmål, hvor meget det vil hjælpe ham. Åbent tre minutter endnu i hvert fald. 

Den lave, tætte mand hilser og lægger hånden på skulderen af sin kvindelige forsvarer.

Klokkerne slår ét et sted i København, dommeren træder ind. Retten rejser sig i respekt for domstolen.

Peter Madsen går ind i midten af salen og hører dommen stående. Han ved ikke, hvor han skal gøre af sine hænder. Han begraver den ene i lommen. Et pudsigt, lidt nonchalant valg. 

Dommen afsiges: Fængsel på livstid for drabet på Kim Wall. Lovens strengeste straf. Dømt med den ene hånd i lommen.

Han gjorde det. Han gjorde altså. 

»Tiltalte har dræbt Kim Wall,« konkluderer dommer Anette Burkø. Og ikke nok med det:

Tiltalte har »fastholdt« hende med spændstropper og påført hende »mindre læsioner på kønsdelene« – nogle af dem »mens hun stadig var i live«.

Dermed har Peter Madsen gjort sig skyldig »i andet seksuelt forhold end samleje af særlig farlig karakter«.

Desuden har han gjort sig skyldig i usømmelig omgang med lig ved parteringen – hvad han allerede har erkendt.

Peter Madsen tager plads ved sin forsvarers side, hvor han hører præmisserne for dommen. Stadig uden at vise nogen følelser.

Kim Walls forældre er her ikke. De har ellers været til en række retsmøder i sagen. Skulle de ikke have været her til at opleve dette øjeblik?

Kæde af præmisser

Dommen er en kæde af præmisser formuleret så de kun kan føre til ét resultat.

Første præmis er forberedelseshandlingerne.

Inden afsejlingen 10. august gjorde Peter Madsen forberedelser til at begå en forbrydelse mod et andet menneskes liv og legeme i ubåden. Nautilus blev rengjort, og han inviterede tre forskellige kvinder ud at sejle (to af dem kendte han kun begrænset). De tre kvinder meldte afbud, men fredag den 11. aftalte han en tur med en veninde.

Han udviste interesse for drab og lemlæstelse og spidning af mennesker. Det viser hans søgehistorik og filer på hans computer.

Om eftermiddagen den 10. august før afsejlingen med Kim Wall bar han en fukssvans ned i ubåden. Han havde også lagt rørstykker og to lange, tilspidsede skruetrækkere derned samt medbragt en ekstra kedeldragt.

Retten tror ikke Peter Madsens forklaringer om, hvorfor han skulle have medbragt effekterne. Bl.a. finder retten det »utroværdigt«, at »der i selve ubåden skulle saves i træ«.

Et vidne – en dokumentarist fra Australien – har forklaret, at Peter Madsen samme eftermiddag sagde til hende, at han skulle lære at holde sin mund. Han havde sammenlignet det med, at han kunne være mistænkt for et mord på naboens hustru, og at han ikke havde pligt til at udtale sig.

Den anden præmis er, at Peter Madsen har skiftet forklaring flere gange.

Frem til tidspunktet, hvor afdødes hoved blev fundet, forklarede han, at hun var død af en skade i hovedet.

Derefter skiftede han forklaring til, at hun døde af udstødningsgasser i ubåden. Retten tror ikke på hans forklaring om, at det skulle være for at skåne Kim Walls efterladte. Det stemmer simpelthen ikke overens med, at han parterede liget.

Peter Madsen har gentagne gange sagt, at man ikke kan forstå rationelt, hvad han gjorde. At han var ude af sig selv og truet af selvmordstanker. Det giver retten ikke meget for, men nævner, at han var fattet nok til at sende en betryggende sms til sin hustru, at han viste handlekraft ved at sejle rundt i ubåden, samt at han parterede liget »for at skjule sporene efter den forbrydelse, han havde begået«.

Parteringen er dommens tredje præmis.

Ikke mindst det forhold, at nogle spændstropper var skåret i stykker og dele af dem forsøgt skjult på havets bund sammen med Kim Walls tøj.

Den fjerde – og måske mest afgørende – præmis for dommen er de retsmedicinske undersøgelser, der tyder på, at »der er påført Kim Wall skader på et langt tidligere tidspunkt« end oplyst af Peter Madsen. Han har forklaret, at afdøde var hel og ikke blødte, før han begyndte parteringen om morgenen den 11. august.

Der er på torsoen fundet stiksår samt snit- og stiksår i underlivet, og der er tegn på vold omkring dødens indtræden. Der er også fundet en snitlæsion på begge sider af halsen og tegn på kvælning, der kan have en relevans i forhold til dødsårsagen.

På venstre håndled er der fundet et spor af et mærke, der kan passe med, at en af spændstropperne har været spændt om håndleddet.

Kynisk, planlagt seksuelt overgreb

Kæden af beviser er altså: Peter Madsens forberedelser, ikke mindst de medbragte effekter, vidneudsagnet fra dokumentaristen om mystiske udtalelser om et mord, de tekniske beviser (spændstropper, skaderne på torsoen og underlivet, blodet på kedeldragten), Peter Madsens interesse for drab og spidning samt hans skiftende og utroværdige forklaringer.

Retten når frem til, at »tiltalte straffes med livstid«. En relativt hård straf for ét drab begået af en ellers ustraffet mand.

Dette begrundes med forbrydelsens grovhed:

»Der er tale om et kynisk og planlagt seksuelt overgreb og drab af særdeles brutal karakter på en tilfældig kvinde, der i forbindelse med sit journalistiske arbejde havde taget imod et tilbud om en sejltur i tiltaltes ubåd.«

Klokken er 13:14, da dommens præmisser er lagt frem.

»Vi går lige ind og snakker,« siger Peter Madsens forsvarer.

De forlader rummet sammen. De skal afgøre, om han vil anke.

Han risikerer at blive en gammel mand, før han kommer ud af fængslet. Hvis altså han ikke anker til landsretten og opnår et andet resultat end i byretten.

Seks minutter tager det at tygge på udsigten til fængsel på livstid. Fængsel på livstid er i praksis som regel ca. 16 år. I de mest bestialske sager meget, meget længere.

13:20 kommer de tilbage.

Peter Madsens forsvarer siger:

»Jeg kan oplyse til retten, at dommen ankes.«

Han skal forblive fængslet.

Peter Madsen sjosker ud ad en dør bag dommeren ledsaget af to fængselsbetjente. Det er det sidste, vi ser til ham. Processen mod Peter Madsen er forbi for nu, konstaterer dommeren.

Uden for byretten, foran Københavns gamle henrettelsesplads, står verdenspressen tæt som duerne ved pølsevognen.

Over fotografernes hoveder er de berømte ord på den pudderfarvede retsbygning: Med lov skal man land bygge. En let forvansket udgave af Jyske Lov. Med den mindre kendte, smukkere tilføjelse:

»… men ville enhver nøjes med sit eget og lade andre nyde samme ret, da behøvede man ikke nogen lov«.

»Ville enhver nøjes med sit eget.«

»Lade andre nyde samme ret«.

Peter Madsen ville ifølge dommen fra Københavns Byret ikke nøjes med sit eget.

Lod ikke andre nyde samme ret.

Kim Wall blev 30 år. 30.

Serie

Ubådssagen

Peter Madsen står ved Københavns Byret tiltalt for drabet på den svenske journalist Kim Wall. Information følger sagen i en række artikler frem til dommen, der ventes afsagt 25. april.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Espen Bøgh
  • Eva Schwanenflügel
  • ulrik mortensen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Niels-Simon Larsen
Espen Bøgh, Eva Schwanenflügel, ulrik mortensen, Lise Lotte Rahbek og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Werner Spliid

Af en intelligent mand at være forekommer han mig totalt uintelligent. At planlægge noget så dumt og inkriminerende er det samme som at gå ned på politigården og bede om at blive lagt i håndjern.

Fra det øjeblik han påstod at Kim Wall var blevet ramt a lugen forseglede han sin skæbne. Retten har ingen anden mulighed end ar følge anklagerens påstande da det står klart at Peter Madsen beviseligt har talt usandt et antal gange. Det diskvalificere alt han siger og mulighed og motiv er hvad han bliver korrekt dømt på.

Ole Løkkevik

Morten Frich, du har skrevet en informativ, sprogligt fremragende og ikke mindst professionel behandling af emnet. Det er denne professionalisme der gør, at jeg abonnerer på Information. Tak for det!

Lars Bo Petersen, Eva Schwanenflügel, Henning Kjær og Thomas Tanghus anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Morten Frich: Tak for dine artikler. En human beskrivelse af noget inhumant. Virkelig en præstation.