Læsetid: 5 min.

Regeringens reform af menneskerettighederne indeholder reelt »ikke ret meget nyt«

Regeringen kalder Europarådets København-erklæring historisk, banebrydende og en reform af menneskerettighederne. Men eksperter har svært ved at se det afgørende nye
Torsdag slog justitsminister Søren Pape Poulsen (K) fast, at »lakmusprøven« for, om regeringen er lykkedes, vil være, hvad eksperterne mener om Københavnerklæringen.

Torsdag slog justitsminister Søren Pape Poulsen (K) fast, at »lakmusprøven« for, om regeringen er lykkedes, vil være, hvad eksperterne mener om Københavnerklæringen.

Niels Ahlmann Olesen

14. april 2018

Med justitsminister Søren Pape Poulsen (K) for bordenden er det lykkedes Danmark at lande en »banebrydende aftale om, hvordan fremtidens europæiske menneskerettighedssystem skal se ud«. Dermed er regeringen »kommet i mål« med sit ønske om at »reformere menneskerettighederne«.

Sådan præsenterer Justitsministeriet i en pressemeddelelse den såkaldte København-erklæring, som de 47 lande i Europarådet fredag nåede til enighed om.

Men reelt er det så som så med landvindingerne, vurderer eksperter over for Information.

»Der er ikke ret meget nyt i det,« siger Lize R. Glas, lektor ved Radboud-universitetet i Nijmegen og ekspert i Den Europæiske Menneskeretskonvention.

Jens Elo Rytter, professor ved Københavns Universitet og ekspert i menneskerettigheder, er enig:

»Det kan måske i et vist omfang siges at være en sejr, at man overhovedet har fået lavet en København-erklæring. Men det er skudt helt over målet at bruge ord som historisk, reform og banebrydende.«

En reform af det europæiske menneskeretssystem har været en mærkesag for regeringen. Debatten har især kredset om mulighederne for at udvise kriminelle udlændinge, hvor regeringen mener, at Den Europæiske Menneskeretsdomstol er gået for vidt i sine fortolkninger af Den Europæiske Menneskeretskonvention.

I en meget omtalt sag afgjorde den danske højesteret, at den kroatiske statsborger Gimi Levakovic ikke kunne udvises af Danmark trods mere end 20 domme. Det skete med henvisning til menneskeretsdomstolens fortolkning af konventionens artikel 8 om retten til familieliv i en anden sag. Det har heller ikke været muligt for Danmark at udvise kriminelle rumænere, fordi forholdene i de rumænske fængsler er for dårlige.

’Lakmusprøve’

I VLAK’s regeringsgrundlag fremgår det, at der »er behov for at se kritisk på den måde, som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dynamiske fortolkning har udvidet rækkevidden af dele af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention«. Og regeringen har benyttet den anledning, at Danmark i år har formandskabet for Europarådets ministerkomité, til at forsøge at gøre noget ved det.

»Der er ikke noget i den her erklæring, der vil ændre noget i sager, hvor man ikke har kunnet udvise på grund af for dårlige fængselsforhold,« siger Jens Elo Rytter.

»Og i forhold til kriminelle udlændinge mere generelt er det allerede blevet domstolens praksis, at hvis domstolene i staterne har lavet en fornuftig afvejning selv, så skal der rigtig meget til, før menneskeretsdomstolen vil underkende den. Erklæringen indeholder bare en opfordring til, at domstolen viderefører den praksis, den allerede er slået ind på. På den måde lægger aftalen ikke op til ændringer.«

Torsdag – dagen inden erklæringen blev offentliggjort – slog justitsminister Søren Pape Poulsen fast, at »lakmusprøven« for, om regeringen var lykkedes, ville være, »hvad eksperterne så siger«. »Om de vil mene, om der er en reel forandring i forhold til i dag,« som han sagde til Ritzau.

Heller ikke Jens Vedsted-Hansen, professor og ekspert i menneskerettigheder ved Aarhus Universitet, ser imidlertid den endelige erklæring som særligt banebrydende eller historisk.

»Det historiske er måske snarere det, at det ikke lykkedes den danske regering at etablere tilstrækkeligt stærke alliancer til den hardliner-kurs, man lagde op til,« siger han.

»På en række punkter har man opgivet nogle slet skjulte forsøg på at lægge pres på menneskerettighedsdomstolen og nøjes nu med at konstatere, hvad domstolen allerede gør, og at hilse den fortsatte udvikling af denne praksis velkommen.«

Tre nye punkter

Ud af de 67 punkter i København-erklæringen kan kun tre betegnes som nye i forhold til tidligere erklæringer og den praksis, domstolen allerede har, vurderer Lize R. Glas fra Radboud-universitetet.

Det ene er et »nyt pilotprojekt«, som Justitsministeriet kalder det i sin pressemeddelelse, »hvor lande vil have mulighed for at diskutere fortolkningen af menneskerettighederne på områder, som de finder vigtige«. Det har nemlig været »en særlig dansk prioritet« at sikre, at »lande, som tager menneskerettighederne alvorligt har mulighed for at komme til orde, hvis de oplever, at menneskerettighedsdomstolen er ude af kurs«.

I selve aftalen står dog bare, at de 47 lande »sætter pris på det danske formandskabs invitation til at organisere og afholde et uformelt møde«, hvor »generelle udviklinger i domstolens praksis kan blive diskuteret«. I modsætning til, hvad den danske regering havde foreslået, står der intet om, at landene skal blive enige om en udtalelse i forlængelse af mødet.

»Dommerne er selvfølgelig også mennesker, der ser tv og læser aviser, så det kan da godt være, det kan påvirke dem underbevidst, hvis der kommer en kritik fra den konference,« siger Lize R. Glas.

»Men det er lidt uklart, hvad man vil med det, for der står ikke noget om, at landene skal blive enige om noget.«

Det andet punkt er en opfordring til domstolen om at ændre sine procedurer, så lande kan »gå sammen og anmode om, at problematiske sager ’ankes’«, som det er formuleret i Justitsministeriets pressemeddelelse. Hvis eksempelvis Storbritannien taber en sag, skal Danmark og andre lande kunne »indikere deres støtte« til, at den bliver forelagt domstolens storkammer, fremgår det af aftalen.

»På det punkt beder man domstolen gøre noget. Men man skal huske på, at det egentlig bare er noget proceduremæssigt, hvor domstolen nu skal sige: I må godt skrive til os, hvis der er noget,« siger Jens Vedsted-Hansen.

Information på nettet

Det tredje punkt er en opfordring til domstolen om at gøre det lettere for landene at intervenere i sager mod et andet land, som kan ende med at påvirke dem selv. Det skal bl.a. ske ved, at domstolen giver besked i god tid om kommende sager, der rejser principielle spørgsmål.

»Man kan allerede i dag se på internettet, hvilke sager der skal for domstolen. Så informationen er der, og en stat kan intervenere, hvis den vil. Problemet er, at staterne ikke gør det, fordi det er tidskrævende, og de hellere vil bruge tiden på at forsvare sig i deres egne sager end på at intervenere,« siger Lize R. Glas.

Det var fredag aften ikke muligt at få en kommentar fra justitsminister Søren Pape Poulsen. Men tidligere på dagen blev han spurgt af Ritzau, om regeringen har givet indtryk af at være på vej med et meget større opgør, end det er endt med.

»Det må folk vurdere. Det er mere en følelsessag,« svarede Søren Pape Poulsen.

»Hvis der i spørgsmålet ligger: Kunne det virkelig ikke blive til mere, så vil jeg sige, at det her er en landvinding. Det kan godt ske, at man i den danske debat synes, at vi må kunne gøre noget mere. Men der er altså mange andre lande, der synes, at det næsten er helligbrøde, at vi overhovedet taler om domstolen.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Anne Albinus
  • Dorte Sørensen
Eva Schwanenflügel, Anne Albinus og Dorte Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Det er vel bare regeringens almindelige sprogbrug med den historiske og banebrydende aftale.

PS: Espen Lunde Larsen fremhævede også DF og regeringen som første kæmper for økologisklandbrug og Lilleholt (eller hvordan det staves) er forgangs mand for grønudvikling , osv......

Verner Nielsen, Eva Schwanenflügel, Steen K Petersen, Anne Albinus og Tommy Clausen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Hvorfor finder vi os i denne bande middelmådigheder, der ikke kan finde ud af at løse samfundsopgaverne, men hele tiden viger udenom af ideologiske hensyn?

Tue Romanow, Verner Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Mange Europaråds-lande har spurgt til, hvad DK havde gang i med sit første udkast til København-erklæring (5.2.18) - ønsket om at stække Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

t.o.

"Copenhagen- Much ado about little?":
https://www.ejiltalk.org/copenhagen-much-ado-about-little/

https://ukstrasbourgspotlight.wordpress.com/2018/04/13/the-copenhagen-de...

Journalist Sofie Allarp i Datolinjen-Radio 24/7 29.3.18:

"Mikael Rask Madsen, du bidrog jo til den taskforce, som i en periode før Danmark overtog formandskabet for Europarådet forberedte det her formandskab, og vi er næste ved vejs ende. Når du ser på den her proces, hvad synes du så, at Danmark har fået ud af sit formandskab for Europarådet?"

Professor Mikael Rask Madsen (KU): Nogen gange får man jo noget ud af ting, som ikke er det primære mål. Og hvis man skal være lidt fræk, kan man sige, at hvis man kigger på stemningen i Ministerkomitéen, så har konventionssystemet sjældent haft mere opbakning end lige nu. Og det kan vi takke Danmark for.

Det var måske ikke lige det, der var den primære hensigt, da man kom frem med deklarationen."

Udskrift her: https://sites.google.com/site/dkogeuroparaadet/dagsorden29-3-18

Karsten Lundsby, Eva Schwanenflügel og Steen K Petersen anbefalede denne kommentar