Selv om børn på asylcentre er omfattet af serviceloven ligesom danske børn, når det gælder mistrivsel eller omsorgssvigt, så får de ikke hjælp i samme omfang som danske børn.
Det fremgår af en ny rapport, Trivsel og udvikling hos børn på asylcentre, som Dansk Flygtningehjælp offentliggør i dag. Til grund for rapporten ligger bl.a. interview med 17 anonyme socialkoordinatorer fra asylcentre og 17 socialrådgivere fra børnefamilieafdelinger hos kommuner.
»Man kunne i princippet underrette på dem alle sammen,« som en socialkoordinator siger i rapporten. Vedkommende fortsætter:
»Jeg har set en række konkrete eksempler på ting, hvor jeg tænker, at det havde man reageret på, hvis det havde været danske børn.«
Tilsvarende citeres en socialrådgiver i en børnefamilieafdeling i en kommune for, at børnene »lever jo alle sammen op til servicelovens bestemmelser, så man kunne eller burde handle på dem alle«.
Hvor »en smule fravær i skolen« for et dansk barn kan være tilstrækkelig årsag til en underretning og dermed iværksættelse af hjælp, skal der ofte være tale om vold eller overgreb, før der underrettes om et asylbarn.
Ifølge rapporten beskriver næsten alle de interviewede nemlig en virkelighed, hvor det kan være »særdeles vanskeligt at gøre serviceloven gældende på samme niveau for børn på asylcentre som for andre børn i Danmark«.
Eva Singer er asylchef i Dansk Flygtningehjælp: »Selv om det ikke er nyt, at nogle børn ikke trives i asylcentrene, så viser vores rapport nu, at der er tale om et generelt billede for hele landet. Den viser også, at de fagpersoner, der er omkring asylbørnene, har svært ved at bruge de redskaber, der findes i serviceloven, for at hjælpe dem, og det finder jeg utrolig problematisk,« siger hun.
Overliggeren løftes
Ifølge rapporten er der en række forklaringer på, at det er sværere for asylbørn at få hjælp sammenlignet med danske børn. Én af forklaringerne er, at de enkelte asylbørns trivsel ofte sammenlignes med andre asylbørns situation – og ikke med danske børn. Dermed løftes overliggeren for, hvor slemme forholdene skal være, før der sker en underretning.
En anden forklaring er, at personalet på asylcentrene, som ifølge rapporten er de vigtigste til at identificere og videreformidle bekymring over et barns udvikling, ikke har en ensartet forståelse af eller uddannelse i, hvornår der skal underrettes eller ej.
En tredje forklaring er de kulturforskelle f.eks. i forhold til fysisk afstraffelse og sengetider, som der kan være mellem danske standarder og så de normer, som asylansøgere bringer med sig.
Men endnu vigtigere er, at den overordnede situation, som asylbørnene befinder sig i – efter flugten fra hjemlandet, forældrenes usikre situation, lange ventetider på afgørelser, flytninger fra det ene asylcenter til det andet m.m. – ikke umiddelbart lader sig løse af de instrumenter, som kommunerne kan tage i anvendelse i medfør af serviceloven.
Forældrene er – i modsætning til børnene – således ikke omfattet af den fulde sygesikring. Konkret betyder det, at i forhold til forældre, som kan være traumatiserede eller svært påvirkede af opholdet i asylsystemet og derfor har tabt deres forældreevne, har kommunerne således ikke umiddelbart handlemuligheder, med mindre forældrene er så dårlige, at de skal underlægges psykiatrisk behandling.
Endelig peger rapporten også på forhold som berøringsangst, sprogbarrierer, administrativt bøvl, f.eks. har udlændinge på et asylcenter ikke et cpr-nummer, men derimod et ID-nummer, som ikke matcher med kommunens sagssystem, og endelig den ikke ubetydelige belastning af en kommunal børnefamilieafdelings ressourcer, hvis der skal gennemføres børnesamtaler, såkaldte paragraf 50-undersøgelser eller forberedes anbringelser.
Det bliver hverdag
Sektionsleder Mads Larsen fra familiesektionen i Holstebro Kommune, der i forhold til serviceloven er myndighed for børnene på et asylcenter i kommunen, kan sagtens genkende det billede, som rapporten tegner:
»Ja, det kan jeg. Vi får ikke mange indberetninger fra medarbejderne fra centret, så tesen om, at overliggeren er højere for asylbørn end for danske bøn lyder meget plausibel,« siger han og tilføjer, at Holstebro Kommune har et særligt team, der er ’klædt på’ til at reagere i de sager, som kommunen får kendskab til, selv om det ikke er særlig mange.
Mads Larsen kan også sætte sig ind i, hvorfor der ikke kommer så mange underretning fra centermedarbejderne.
»Forholdene bliver deres hverdag, så der skal noget exceptionelt til, før de skriver en underretning. I virkeligheden burde vi måske hjælpe dem alle sammen, fordi de fleste asylbørn er i så store problemer, at de burde have hjælp.«
Det er Vesthimmerland Kommmune, der er operatør for asylcentret i Holstebro.
Socialkoordinatoren ønsker dog ikke at udtale sig. Vesthimmerland Kommunes kommunikationskonsulent Lars Vestergaard forklarer det med, at der er tale om et meget komplekst emne, og kommunen som operatør ikke vil udtale sig, før man har haft lejlighed til at læse rapporten fra Dansk Flygtningehjælp.
Hos Dansk Røde Kors, som driver omkring hvert tredje asylcenter, roser asylchef Anne la Cour rapporten fra Dansk Flygtningehjælp: »Det er et godt arbejde, som kan hjælpe os til at blive ved med at rette opmærksomheden på disse problematikker,« siger hun.
Ifølge Anne la Cour har Dansk Røde Kors »en god proces« i forhold til at opsamle bekymringer for børn. »Hvis vores medarbejdere registrerer en bekymring for et barn, så ved de, hvad de skal gøre.«
– Ifølge rapporten er det en generel tendens, at børn på asylcentre har det dårligt, og at der skal mere til, før der laves en underretning?
»Vi har en god samvittighed i forhold til vores system inden for de rammer, vi har. Vi mener, at vi har de mekanismer, der sikrer, at der bliver gjort en indsats, hvis det registreres, at et barn mistrives. Vi har også et godt samarbejde med kommunerne. Men der er jo nogle politiske rammer i udlændingeloven, som bestemmer, hvordan disse familier skal leve,« siger Anne la Cour og tilføjer, at Dansk Røde Kors har mange ’kautionssager’, hvor Udlændingestyrelsen skal betale for familiestøtte eller anden hjælp. Systemet er sådan opbygget, at det er Udlændingestyrelsen, som afholder udgifterne, hvis en kommune i en såkaldt kautionssag indstiller, at der skal ydes hjælp til en familie.
Loven gælder for alle
Kommunerne skal ifølge serviceloven iværksætte støtte, f.eks. praktisk, pædagogisk støtte i hjemmet, familiebehandling eller anbringelse, til børn og unge med særligt behov herfor.
Formålet er at sikre, at disse børn kan opnå samme muligheder for personlig udvikling, sundhed og et selvstændigt voksenliv som deres jævnaldrende. Loven gælder for alle børn i Danmark, altså også for børn på asylcentre, hvor forældrenes ansøgning om asyl er under behandling.
Børn, hvis forældre er blevet afvist som flygtninge, er dog ikke direkte omfattet af serviceloven, fordi forældrene ikke har lovligt ophold i Danmark. Kommunernes hjælp til disse børn skal derfor ydes »efter principperne i serviceloven« og under hensyn til FN’s Børnekonvention, som det blev udtrykt i et såkaldt hyrdebrev fra Social- og Indenrigsministeriet i juli 2016. Hjælpen og støtten til disse børn skal således være »afpasset den midlertidige status, som udlændingen måtte have«.
Ifølge rapporten er der dog ikke nogen afgørende forskel på, om asylbørnene er omfattet af serviceloven, eller om de skal behandles efter lovens principper. Hjælpen synes for begge grupper at være lige langt væk.
På baggrund af rapporten ønsker Dansk Flygtningehjælp for det første, at serviceloven bringes til at omfatte alle børn, også selv om deres forældre er afviste asylansøgere. Det skal ikke gå ud over børnene, siger Eva Singer.
Derudover er der en række praktiske ting, som de interviewede har anbefalet, og som hun bakker op om:
»Der skal f.eks. være et langt større samarbejde mellem operatørerne, kommunerne og Udlændingestyrelsen, som er de aktører, der skal handle. De skal især blive bedre til at dele underretninger om børnenes situation, især hvis familierne flyttes rundt i asylsystemet, så børn ikke kan gå for længe med en masse problemer, som ingen får øje på. Det er desuden en vigtig pointe i rapporten, at de mange interne flytninger i centersystemet i sig selv er skadende for børn, og derfor bør de så vidt muligt undgås.«
