Læsetid: 9 min.

Vi skal ikke spørge Zuckerberg. Vi har masser af svar

De amerikanske udvalgshøringer af Mark Zuckerberg bidrager til at afdække problemer ved overvågningskapitalismen. Men der er brug for en langt større vilje til at gøre noget ved problemet, gribe ind og regulere den. Her er fire strategier, der sammen kan bidrage til, at vi får kontrol med udviklingen
Vi kan ikke vente på at Mark Zuckerberg og andre giganter tager initiativ til at regulere sig selv.

Vi kan ikke vente på at Mark Zuckerberg og andre giganter tager initiativ til at regulere sig selv.

Ting Shen

12. april 2018

Man kan sige meget om Facebook, men firmaet er ikke bange for at sige undskyld og love at forbedre sig.

Talrige gange i løbet af de sidste 15 år har Mark Zuckerberg håndteret en offentlig skandale ved at sige dybfølt undskyld og love at rette op på skaderne. Og selv om de to seneste dages høringer i Senatet og Kongressen afgjort er de mest ubehagelige steder, hvor Zuckerberg er blevet bedt om at forklare sig, er der ikke noget, der tyder på, at det denne gang fører til virkelige forandringer.

Enkelte spørgsmål har været ubehagelige for facebookstifteren, der udøver total kontrol over sin virksomhed. Men grundlæggende har vi for længst bevæget os forbi det punkt, hvor truslen om regulering er tilstrækkelig. Der skal langt mere vidtgående initiativer til, hvis overvågningskapitalismen skal under kontrol.

Der er allerede nu mange beviser på, at den gigantiske datastøvsuger, som både Facebook og andre firmaer har brugt til at blive verdens rigeste og mest magtfulde selskaber på bekostning af vores allesammens privatliv og demokrati, er grundlæggende uacceptabel. Det skal stoppes – det er politikerne, der skal gøre det, og hvis de ødelægger noget ’innovation’ eller en smart app på vejen, så kommer vi nok over det.

Her er fire mulige strategier, som kan vise vejen ud af den nuværende situation.

1. Den individualistiske: #deletefacebook

Der gik ikke længe fra Cambridge Analytica-skandalen brød ud, før Politiken havde det første interview med en mand, der nu endelig havde besluttet at slette sin facebookprofil. Hashtagget #deletefacebook har været udbredt som opfordring på sociale medier, og der er blevet spekuleret i, om en større brugermæssig udvandring kunne ramme platformen. Men som Informations artikel om alternativer til Facebook også illustrerede i weekenden, så er det svært. Der findes allerede andre sociale medier, men de er alle kendetegnet ved at være ganske tomme.

En af de store problematikker ved den digitale økonomi er, at den har vist sig at bidrage til monopolisering. Et socialt medie har kun værdi, hvis rigtigt mange er der, og meget få kan se pointen i at være på mange forskellige medier på én gang. Den såkaldte netværkseffekt betyder altså, at der vil være én vinder i kampen om brugerne, og det har de sidste 10 år været Facebook.

Selvom det ikke er tilstrækkeligt at foretage individuelle modtræk til et strukturelt problem, er der stadig overvejelser man bør gøre som bevidst digital forbruger. Det giver for eksempel mening at opsøge og udbrede alternativer til de fleste af Facebooks funktioner – såsom chatfunktion – så man holder sig så meget væk fra platformen som muligt, selv hvis man beholder sin profil.

Men det bør ikke begrænse sig til Facebook, da det jo bare er en enkelt problematisk aktør blandt mange. Her kan værktøjer som Privacy Badger og Ad Blocker hjælpe med at begrænse bidraget til selskabernes sporinger og registreringer af hele individets digitale adfærd. Både for at beskytte den enkeltes privatliv, men også for så vidt muligt at lade være med at bidrage til at gigantiske og uigennemsigtige netværk af firmaer bliver magtfulde milliardærer på at overvåge og suge værdi ud af de spor, man sætter.

2. Den juridiske: Databeskyttelse

Den Europæiske Databeskyttelsesforordning (GDPR) er i USA på et øjeblik gået fra at blive anset som et unfair europæisk forsøg på at skade amerikanske selskaber til at blive fremhævet som et af de mest konkrete eksempler på, at man rent faktisk forsøger at gøre noget ved problemet.

Mark Zuckerberg sagde selv til høringen i senatet, at Facebook har planer om, at implementere de centrale dele af GDPR for brugere over hele verden, selvom det ikke nødvendigvis bliver identisk i hele verden.

Og GDPR er et hæderligt forsøg på at sætte nye standarder for den digitale økonomi, hvor den enkelte får større kontrol og indsigt i de indsamlede data. Meget kommer til at afhænge af, hvordan Facebook implementerer det, hvor vidtgående de enkelte punkter vil blive fortolket, og om der vil komme nogle reelle konsekvenser ved manglende overholdelse. 

Fcebook-skandalen åbner døren for en ny kapitalisme.
Læs også

Men i forhold til at få kontrol med udviklingen er det kun et første skridt.

Præmissen om, at det er muligt for den enkelte at give informeret samtykke til, alle de måder som Facebook, cookies eller Google bruger dine oplysninger på, bør angribes. Og i stedet bør det erstattes af en langt mere udvidet tilvalgsmodel, hvor udgangspunktet ikke kan være, at man overgiver hele sit privatliv for overhovedet at kunne bruge en tjeneste. Som professor og forfatter Zeynep Tufekci også er inde på i New York Times skal retten til indsigt i de data der er registreret om dig ikke bare gælde selve data – men også den viden som platformens algoritmer udleder af de data, og man skal kun kunne afgive kontrollen med sine data for en begrænset tidsperiode.

Udover GDPR ligger der også et kommende slagsmål i EU om den såkaldte e-Privacy-forordning, hvor Europa-Parlamentet ser ud til at være indstillet på, at forbedre borgernes mulighed for at sige nej til overvågning på tværs af hjemmesider

Men der er også mere radikale muligheder for at regulere data. Free software-ikonet Richard Stallman foreslår eksempelvis, at man i stedet for at regulere brugen af data regulerer selve indsamlingen, så det ikke bliver tilladt at indsamle data om den enkelte bruger, medmindre det er absolut nødvendigt for, at servicen kan fungere. Det vil betyde, at f.eks. Rejsekortet ikke vil have lov til at indsamle oplysninger om alle dine rejser, men at man selv aktivt kan give dem lov til det, hvis man som individ er interesseret i adgang til denne data.

Det er også absolut nødvendigt, at databeskyttelsestiltagene bliver fulgt op af en langt mere aktiv antimonopollovgivning. Det skal blandt andet ske for at undgå, at de nuværende giganter skal kunne justere til det nye regelsæt, mens nye konkurrenter aldrig vil kunne opnå en tilsvarende dominerende position, da de ikke har haft gavn af at blive bygget op i de sidste ti års fravær af grænser.

3. Opbyg alternative strukturer: Nye dataejerskaber

Cambridge Analytica-skandalen har lært offentligheden, at det har en pris at give et af fremtidens vigtigste råstoffer – data – gratis væk til profitmaksimerende amerikanske foretagender. Men det betyder ikke, at vi nødvendigvis har gavn af at forsøge at stoppe al dataindsamling.

Der er også mange legitime og samfundsgavnlige tiltag, som har brug for data for at udvikle sig: Bæredygtige byer, energissystemer, sundhedsudbydere og talrige andre legitime forskningsområder kunne alle have stor gavn af adgang til den data, vi i øjeblikket giver gratis væk til teknologigiganterne.

Spørgsmålet er, hvordan vi selv får kontrol over dataen igen. Nogen har foreslået, at det sker på et individuelt niveau, hvor det bliver slået fast, at man selv ejer de data, man producerer på en platform som Facebook. Hvis man så ønsker at forlade Facebook på et tidspunkt, kan man til hver en tid tage den data med videre til en anden service eller platform.

Et andet forslag er at skabe interfaces, hvor man får komplet kontrol over sine egne data på tværs af alle ens elektroniske enheder, og selv frit kan vælge at sælge eller leje adgangen ud til de kommercielle aktører, der måtte være interesserede. Det er besnærende at sikre en vis grad af kompensation for de penge, firmaerne tjener på vores data, men problemet med dette forslag er, at enkeltpersoners data ofte ikke er særligt interessante for hverken virksomheder eller andre aktører.

Cambridge Analytica spillede en afgørende rolle for Donald Trumps digitale valgkampagne, da virksomheden gennem en app havde høstet data om en del af vælgerne i USA.
Læs også

Først hvis man får adgang til millioner af datapunkter fra mange personer i en by eller et land, vil det reelt vil være en værdi, og derfor er det ikke sikkert, at den individuelle datamarkedsløsning har et særligt stort kommercielt potentiale.

Et alternativ – og mindre markedsbaseret forslag, som forfatteren Evgeny Morozov argumenterede for i weekendens Information, er at udvikle nye såkaldte ’datafælleder’, som statslige eller kommunale institutioner står for håndteringen af. Her kan brugerne give samtykke til, at forskellige både private og offentlige aktører kan bruge adgangen til at udvikle tjenester og funktioner, der sikrer sociale fremskridt.

For problemet er, at hvis vi ikke får fælles platforme og systemer, der kan konkurrere med teknologigiganterne, vil det ikke alene blive dem, der kommer til at tjene alle pengene, men også definere rammerne for de services, løsninger og offentligheder, som grundlæggende er et fælles anliggende.

Vi ser det allerede i udviklingen af smarte byer, hvor indretningen overlades til de virksomheder, der udvikler sensorer og systemer i stedet for at udvikle med nye dataejerskaber og strukturer for øje. Barcelona, som eksperimenterer med databaseret byudvikling med det udgangspunkt, at borgerne selv er i kontrol, er en sjælden undtagelse, man kan lade sig inspirere af.

4. Åbenhed

Kravet om langt større åbenhed er blevet en kliché, når det kommer til Silicon Valley. Det er altid det, som Mark Zuckerberg lover mere af, når offentligheden finder en ny moralsk og politisk forkastelig del af forretningsmodellen, men det er sjældent noget, der for alvor rykker.

Når det kommer til Facebook, har de adskillige gange lovet at gøre det langt mere gennemskueligt over for brugeren, hvordan de kunne håndtere deres privatliv, men det er aldrig sket meningsfuldt. Og senest i forbindelse med den russiske påvirkningskampagne på platformen, har man – efter trusler om regulering – lovet højere grad af gennemsigtighed omkring, hvem der står bag politiske reklamer på platformen.

Netop i forhold til politiske reklamer kan øget transparens vise sig at være et vigtigt krav, så man kan komme de såkaldte dark posts til livs. På Facebook kan man målrette enkelte budskaber til særlige små segmenter uden, at den brede offentlighed kan se, hvad der foregår. Det er grundlæggende uacceptabelt, at der på den måde kan udvikle sig deloffentligheder med løfter og manipulation som aldrig bliver set af en bred offentlighed, og det skal være muligt for alle at se.

Mark Zuckerberg og hans kumpaner har gjort det bemærkelsesværdigt svært at tjekke endeligt ud af Facebook. Men umuligt er det ikke.
Læs også

Hvem der har betalt en reklame og alle de enkelte kriterier der er blevet brugt til at målrette den, bør også være offentligt tilgængelig ligesom samtlige versioner af en reklame, og hvor mange den er blevet set af.

Som Bloomberg kunne afsløre tidligere på måneden, viser et internt facebooknotat, at Trumps kampagne indrykkede 5,9 millioner forskellige versioner af reklamer, mens tallet for Clinton-kampagnen var 66.000 i samme tidsperiode. Gennemsigtighed om alle led i denne proces er relevant for at gøre offentligheden klogere på, hvordan de digitale reklameplatforme som Google og Facebook har gjort alle internetbrugere til forsøgsrotter, når politiske budskaber skal finpudses.

Et overblik over, hvordan den enkelte bruger spores på tværs af sider, og hvordan Facebook for eksempel også indsamler oplysninger omkring ikkebrugere til profilering, er også relevant at få frem i offentligheden – ligesom Facebooks ambitioner om i langt højere grad at bruge kunstig intelligens til at håndtere ytringsfrihedsspørgsmål også kalder på høj grad af åbenhed.

Overordnet er det centralt, at lovgiverne ikke lader sig nøje med det, som Facebook og de andre firmaer efter nye skandaler selv presses til at  åbne for. Der skal opbygges offentlige institutioner, som kan sikre, at åbenhed bliver tvunget igennem over for de digitale monopoler på helt systematisk vis. Det kommer med al sandsynlighed til at kræve et slagsmål omkring, hvad der kan defineres som forretningshemmeligheder.

Men det er et slagsmål som politikerne må være klar til at tage. For hvis det ikke sker, kommer vi til at stå i en lignende situation næste gang en stor skandale bliver afsløret. Med en ny høring, en undskyldning, små ubetydelige reformer og et løfte om, at firmaet bestemt vil forbedre sig i fremtiden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • Alvin Jensen
  • Eva Schwanenflügel
  • David Zennaro
  • Michael Hullevad
  • Benno Hansen
  • Torben K L Jensen
Kurt Nielsen, Alvin Jensen, Eva Schwanenflügel, David Zennaro, Michael Hullevad, Benno Hansen og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Zuckerberg ligner, meget passende, en af de der trædrukker man bruger til at tegne efter. når man skal fange form og proportioner, for selv at definere indhold og detaljer. Altså fuldstændig kongruent med sit firma, dvs. et værktøj og det jo sjældent værktøjets skyld, når noget går galt. Det er som altid et spørgsmål om hvordan du bruger det. Forestil dig derfor en hammer med en label: Denne hammer må kun bruges af børn i følge med voksne og aldrig til dårlige eller potentielt kriminelle eller voldelige handlinger. Nej, vel. Derfor ser Zuckerberg ikke skyldig ud. Han ser faktisk slet ikke ud. Øjnene er nemlig kun malet på i dagens anledning.

Henrik Herskind, Alvin Jensen, olivier goulin, Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen, Torben K L Jensen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
David Joelsen

I virkeligheden er det politikere og forbrugerorganisationer der har sovet i timen.

Der er datalove, som er gældende, men som ikke bliver eftekommet af IT firmaer i USA. Når Zuckerberg sider og lover kongressen at FB vil gøre det ene og det andet, burde han også lige spørge andre lande om samme forhold. Det kan ikke være rigtigt at danske eller andre brugere på denne måde ligger under for Amerikanske regler.

Et hvert land burde sikkerhedsmæssigt selv afgøre om FB er neutral eller (som det nok er tilfældet) et værktøj som i hvertfald USA’s regering, FB og tilsluttede firmaer kan misbruge efter behag. At spære eller lovgive FB er derfor ikke nødvendigvis diktatorisk, men kan reelt være en beskyttelse af landets interne forhold og forbrugere.

Meget af det overstående kunne bl.a. løses, hvis data kun måtte videregives i anonym tilstand, altså uden navn eller email adresse. Derved mindre værd, dod absolut brugbart men sikrere for forbrugeren. Med indførelsen af strengere GDPR regler i EU, er sagen endnu mere aktuel.

René Arestrup

Hvis politikerne går ind og regulerer FBs muligheder for at bruge (misbruge) indsamlede data - eller bare begynder at lufte tanken - vil kursen på FB-aktier rasle ned. Og, helt afhængig af omfanget af regulering, vil det være en potentiel trussel mod FBs eksistens.
FBs forretningsmodel kan næppe holde til en komplet anonymisering af data. Det er netop kontrollen med - og udnyttelsen af - enorme mængder personlige, individuelle data, der har gjort FB til ét af verdens mest værdifulde selskaber.
Men er der reel politisk vilje til at stække - og potentielt knække - verdens absolut største sociale medie?
Man kunne argumentere for, at FB er blevet så stor, indflydelsesrig og magtfuld, at ingen vover at anfægte FBs forretningsmodel, endsige true FBs eksistens.