Analyse
Læsetid: 4 min.

»Efter nogle svære år er vi atter på rette spor igen. Det er blevet forår. Også i SF«

Socialistisk Folkepartis landsmøde var præget af lettelse over at være kommet på afstand af sin nærdødsoplevelse i 2014 – og besværgelser om at undgå en lignende situation
»I har sikkert lagt mærke til, at naturen er ved at folde sig ud i de her dage. Man bliver helt glad i låget,« sagde formand Pia Olsen Dyhr til SF’s landsmøde.

»I har sikkert lagt mærke til, at naturen er ved at folde sig ud i de her dage. Man bliver helt glad i låget,« sagde formand Pia Olsen Dyhr til SF’s landsmøde.

Claus Fisker

Indland
16. april 2018

På weekendens SF-landsmøde i Kolding anslog formanden, Pia Olsen Dyhr, en poetisk og nærmest kåd tone, da hun fra talerstolen sagde:

»I har sikkert lagt mærke til, at naturen er ved at folde sig ud i de her dage. Man bliver helt glad i låget.«

At glæden ikke bare skyldtes årstiden, vedgik Pia Olsen Dyhr, da hun fastslog:

»Efter nogle svære år er vi atter på rette spor igen. Det er blevet forår. Også i SF.«

De svære år for SF blev indledt, da partiet i 2011 trådte ind i Helle Thorning-Schmidts SRSF-regering. Det skete på trods af, at partiet ved folketingsvalget i 2011 var faldet fra 23 til 16 mandater. Valget, hvor Socialdemokratiet tabte ét mandat, svækkede de to partier så meget, at de ikke kunne sætte sig igennem med de oplæg, de fælles var gået til valg på.

De to partier måtte finde sig i, at De Radikale anført af Margrethe Vestager dikterede regeringsprogrammet, der blandt forpligtede den nye regering til principielt at videreføre den forudgående borgerlige regerings økonomiske politik. Det endte i 2014 med – konkret foranlediget af salget af DONG-aktier til en amerikansk investeringsbank – at sprænge SF og tvinge partiet ud af regeringen.

Hele dette traume sigtede Pia Olsen Dyhr til, da hun fra talerstolen sagde disse ord, der nærmest kom til at lyde som en besværgelse:

»Vi kommer aldrig igen til at sige ja til at føre borgerlig økonomisk politik. Aldrig!«

Troværdigt

Hvordan kan SF troværdigt pege på udveje til at holde dette løfte?

Lettest ville det jo være, hvis SF på forhånd lovede, at partiet vil holde sig langt væk fra en regering, hvor det kunne blive tvunget til at indgå borgerligt orienterede økonomiske kompromiser.

Men så ville SF miste en kant – eller, om man vil, en markedsføringsfordel – i forhold til Enhedslisten og Alternativet. SF skal vise, at det er anderledes. Som Pia Olsen Dyhr udtrykte det:

»Vi befinder os mellem de revolutionære og reformisterne. Vi er – med Aksel Larsens ord – centrister. Vi forener visioner med realpolitik. Det skal også være vores tilgang til en ny rød regering.«

Afstand til Enhedslisten og Alternativet lagde Pia Olsen Dyhr med, hvad hun derpå sagde, nemlig: »Derfor er jeg heller ikke så optaget af røde eller grønne linjer som andre. Jeg frygter, at hvis vi skaber tvivl om, hvem vi peger på som statsminister, så giver det kun de blå vind i sejlene.«

Men nu kommer SF’s virkelige vanskelighed i balancegangen. For det, at SF ikke er så optaget som Enhedslisten og Alternativet i at tegne røde eller grønne linjer, betyder jo ikke, at partiet kritikløst stiller sig rådighed for, hvad socialdemokraterne kan gå med til af borgerlige udskejelser.

Derfor har SF opstillet, hvad partiet kalder »fem pejlemærker« for et regeringssamarbejde: Bekæmpelse af ulighed; Danmark som det grønneste land i verden; udvidelse af demokratiet, et internationalt udblik i den førte politik, og hvad partiet kalder en ro-på-reform, dvs. mindre stress i den offentlige sektor.

Netop ved at gøre disse fem områder til »pejlemærker« og ikke detaljerede krav giver SF sig et manøvrerum, så partiet efter et valg kan vurdere den parlamentariske situation og sin egen styrke. Og dermed undgå at kunne afpresses af De Radikale eller Socialdemokratiet. Som Pia Olsen Dyhr udlagde det i et nyligt interview her i avisen:

»Det var den fejl, vi gjorde i 2011. På forhånd havde vi sagt: ’Ligegyldigt hvad, går vi i regering.’ Det gør vi ikke denne gang.«

Stemmer, der arbejder

SF søger at lægge sig pragmatisk. I 1980’erne vandt den konservative Poul Schlüter fremgang til sit parti med sloganet: ’Borgerlige stemmer, der arbejder’. Nu gør SF at sig gældende med, hvad der svarer til: ’Socialistiske stemmer, der arbejder’.

Givet er det, at Socialdemokratiet forud for et valg ikke vil afvise, at SF kan komme i betragtning som regeringspartner. Det ville blotte socialdemokraternes venstre flanke.

Hvis et valg giver et mandatflertal bag S-formand Mette Frederiksen som statsminister, vil Socialdemokratiet fremfor alt søge en regering, der er manøvredygtig. Om De Radikale bliver vurderet som nyttige deltagere i regeringen, afhænger af en socialdemokratisk vurdering af, hvor meget R kan spænde ben for udefra.

SF vil som regeringsdeltager derimod mindske en S-ledet regerings handlefrihed. Socialdemokratiet har ikke lagt skjul på sin vilje til at søge flertal med Venstre og Dansk Folkeparti. Der vil være grænser for, hvor langt SF her kan følge med – også fordi SF vil være sårbar over for kritik fra Enhedslisten og Alternativet.

Dannelsen af en ny SRSF-regering ville være en ironi af de større. Dels fordi den ikke bare vil være afhængig af den magtrealistisk tænkende Enhedslisten, men også det mere vidtløftige Alternativet. Socialdemokraterne ville let kunne føle sig hensat til Thornings kaotiske år. Og SF ville være tilbage i den klemte situation, som partiets landsmøde netop har brugt så megen kraft på at besværge udsigten til.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Skov

Nå! Det rette spor fører vist til helvede. Det er ihvertfald min konklussion efter Karsten Hønges optræden i deadline om SF's tilslutning til ghettoplanen. Sikke en nar!