Læsetid: 8 min.

To mennesker sejlede ud i en ubåd, en kom tilbage

Processen mod Peter Madsen er slut. Anklagemyndigheden går efter livstid eller forvaring. Forsvareren går efter seks måneders fængsel
Nautilus – Peter Madsens ubåd – står overdækket tilbage i Nordhavnen, skærmet af og dækket til med preseninger, men ellers åbenbar for en meget nysgerrig offentlighed, mens retssagen mod dens ejer går ind i sin sidste fase

Nautilus – Peter Madsens ubåd – står overdækket tilbage i Nordhavnen, skærmet af og dækket til med preseninger, men ellers åbenbar for en meget nysgerrig offentlighed, mens retssagen mod dens ejer går ind i sin sidste fase

Jakob Dall

24. april 2018

Peter Madsens forsvarer, Betina Hald Engmark, er en lav, bestemt kvinde, som jævnligt skælder ud på anklageren. Hun har mørkt, krøllet hår og er iført en sort dragt og mørke briller.

Hun taler med tryk på alle stavelser, ofte i en intens, hæs hvisken, ikke ulig BBC’s store naturformidler David Attenborough:

»Here I am, standing in the middle of nowhere.«

Betina Hald Engmark er ikke et af de hotteste navne blandt de københavnske forsvarsadvokater, som plejer at få de store sager. Madsens valg af forsvarer har vakt undren.

I dag er det sidste chance. Hun skal procedere for en frifindelse af Peter Madsen, som anklageren vil have idømt fængsel på livstid eller forvaring for drabet på Kim Wall.

Anklageren skal lige til at åbne munden og med ordene »Høje domsmandsret« tage hul på sin procedure, da retten afbrydes af Betina Hald Engmark:

»Undskyld, jeg er lige kommet til at vælte et glas vand ud over det hele.«

Hun forsøger at redde sine våde papirer.

Dér sidder Peter Madsen midt i spektaklet i nydelig påklædning. Han er iført sort T-shirt, mørk blazer og sorte briller.

Ingen har mere på spil end ham: Kendes han skyldig, står han måske til livstid. Kendes han fri, vil han kunne forlade retten som en fri mand med den tid, han har siddet varetægtsfængslet.

Kim Walls forældre og bror er også til stede i retten.

En kvinde med livet foran sig

Anklager Jakob Buch-Jepsen beder retten tænke på det portrætfoto af Kim Wall, han startede sagen med at vise.

»En berejst og anerkendt freelancejournalist. En kvinde, der var nyforelsket og havde livet foran sig.«

Jakob Buch-Jepsen er en høj og blond mand i mørkt jakkesæt, lyseblå skjorte og rødt slips. Han plejer at optræde korrekt og lidt køligt og distanceret.

»To mennesker sejlede ud i en ubåd, kun én kom tilbage.«

Appellen til følelserne falder klodset. Højesteretsdommer Jon Stokholm sagde engang:

»Man føler ikke i retten – det kan man gøre i biografen.«

Jakob Buch-Jepsen virker til gengæld oprigtig, da han siger, at Peter Madsens forklaringer »på ingen måde hænger sammen«.

Han nævner, at Peter Madsen har forklaret, at han elskede katte, teknik og historie.

»Men lige meget hvor mange vidner forsvaret fører, der fortæller, at Peter var en blød og elskelig mand, har han en mørk og dyster side.«

»Peter Madsen blev forladt af sin mor. Han gik rundt med tanker om kidnapning og børneporno. Han var til blød og hård sex, fetich, SM, kvælningslege.«

Anklageren nævner, at Peter Madsen over for et vidne har omtalt sig selv som psykopat.

»Vi har retspsykiaternes ord for, at Peter Madsen kan have haft ret, når han omtaler sig selv som psykopat eller i hvert fald med psykopatiske træk.«

Jakob Buch-Jepsen kalder mentalerklæringen »rystende læsning, uhyggelig og skræmmende«.

I sin procedure gennemgår han kæden af beviser:

Videoerne af lemlæstede kvinder. Sms’erne, hvori Peter Madsen legede med tanken om at skære halspulsåren over på en kvinde om bord på Nautilus. Saven, metalrørerne og de tilspidsede skruetrækkere, han medbragte på ubåden. De retsmedicinske erklæringer, der nævner halsoverskæring og kvælning som mulige dødsårsager. Stiklæsionerne i torsoen og underlivet, hvoraf mindst en viser blodudtrækninger som tegn på, at de er påført omkring tidspunktet for dødens indtrædelse. Parteringen af liget. Sænkningen af ubåden. Peter Madsens skiftende forklaringer.

»Der er én person, der har maltrakteret Kim Walls lig og forsøgt at slette alle spor. Det er Peter Madsen,« siger Jakob Buch-Jepsen.

»Vi har fået den ene løgnagtige forklaring efter den anden. I takt med at ligdelene er dukket op, har han tilpasset sin forklaring.«

Kim Wall har været et fuldstændigt tilfældigt offer, mener anklagemyndigheden, men planen om at dræbe og lemlæste en kvinde blev konciperet i ugen op til drabet:

»Han har dræbt Kim Wall med vilje, og han har haft et seksuelt motiv.«

Jakob Buch-Jepsen går efter fængsel på livstid eller en forvaringsdom, som er tidsubestemt. Det er ambitiøst – normalt giver et drab ca. 12 år, medmindre gerningsmanden er tidligere straffet eller ofret er et barn, der er seksuelt mishandlet og dræbt.

Men Jakob Buch-Jepsen mener, at sagen kan bære det:

»Der skal meget til for at give livstid for ét drab. Men der kan gives livstid her. Den her sag er blottet for formildende omstændigheder. Der er kun skærpende.«

Det her er Jakob Buch-Jepsens sidste sag som anklager, har han meddelt. Han er på vej til et nyt job. Men før det sker, kan han lige nå at gøre sagen her færdig. Og det skal gerne ske med den hårdeste straf. Da han er færdig med sin procedure, virker han selvsikker.

Der mangler beviser

Betina Hald Engmark åbner sin procedure med det vanvittige tryk på alle ord og sin dybe, hæse hvisken.

»Der mangler reelle beviser. Det her er en helt speciel sag. Kim Wall var en helt særlig person, som havde livet foran sig. Det er er ikke noget, hun på nogen måde selv har været skyld i. Hun var uskyldig. Men det er ikke det samme, som at min klient skal straffes. Der sker ulykker.«

Anklagemyndigheden har præsenteret retten for en fin historie, siger forsvareren:

»Vi kunne kalde det en gyserhistorie. Den bygger ikke på beviser, men alene på udokumenterede antagelser. Der kan tegnes et helt andet billede. Der kan fortælles en helt anden historie. Hvis retten ikke kan afvise en anden historie, den alternative historie, skal der ske frifindelse for det, Peter Madsen ikke har erkendt.«

Madsen har erkendt parteringen, men nægter sig skyldig i drab og seksuel mishandling.

Den dramatiske hvisken forsvinder, da først Betina Hald Engmark tager rigtig fat. Man fornemmer hendes erfaring som anklager hos Rigsadvokaten og Nordsjællands Politi. Gennem to timer går hun konkret og grundigt til værks.

Hendes klient har skiftet forklaringer, men det kan ikke bruges om et selvstændigt bevis.

»Det er ikke godt. Men det er ikke et bevis.«

Peter Madsen sagde, at han havde sat Kim Wall i land efter sænkningen af Nautilus, fordi han gerne ville hjem frem for at blive tilbageholdt af politiet. Han vidste om nogen, at der var sket en frygtelig ulykke. Måske endda et uagtsomt manddrab. Peter Madsen erkender, at han fejlbetjente en ventil og lukkede en luge, og at det skulle han ikke have gjort.

Men siger Betina Hald Engmark:

»Der skal føres bevis for et forsæt, for der er ikke rejst tiltale for uagtsomt manddrab.«

Et sagkyndigt vidne med erfaring fra militære ubåde, som har tilsidesat Peter Madsens forklaring, kan man roligt se bort fra, mener forsvareren. Hun nævner, at sagkyndige erklæringer kan være behæftet med fejl. Og det sagkyndige vidne er ekspert i militære ubåde, ikke i små, privatbyggede fartøjer som Nautilus.

Et enkelt eksempel: Den sagkyndige sagde i retten, at der ikke var fundet sod i et filter, og det ville der være, hvis ulykken var sket som forklaret af tiltalte. Men det var en ekspert fra Teknologisk Institut ikke enig i. Tværtimod, mente han, ville man ikke kunne se sod med det blotte øje.

En erklæring fra Teknologisk Institut viste, at ulykken i teorien kunne være foregået som forklaret af Peter Madsen, men at der ville være sket en høj varmeudvikling. Dette ville kunne ses på liget, hvorpå der ikke er konstateret varmeskader.

Men Betina Hald Engmark konstaterer, at beregningerne af varmen var foretaget på et forkert grundlag: Motorerne var ikke 200 grader varme som forudsat, de havde været slukket, gik i tomgang og var påvirket af havets lave temperatur.

Hun mener allerhøjst, at der kan være tale om »svage indicier«, ikke beviser.

Hun går hårdt til den sagkyndige med erfaring fra Søværnet.

»Det er den værste håndtering af beviser, jeg nogensinde har hørt om. Hun er overhovedet ikke ekspert.«

Derpå nævner hun Blekingegadebande-sagen, hvor der skete frifindelse på grund af fejlagtige beregninger af skudvinkler.

»Der skal objektive beviser til.«

Det normale har vide grænser

Der skal ikke meget til, når et lig har ligget i vand et stykke tid, før man ikke kan sige, hvad dødsårsagen er. Det er netop problemet i denne sag, mener forsvareren.

»Kim Wall er død som følge af, at en luge har været lukket. Der kan være tale om kulilteforgiftning, udstødningsgasser eller trykket eller en kombination. Selv små mængder af farveløse og lugtfri gasser kan være livstruende.«

Hun nævner et eksempel med en kinesisk ubåd, hvor alle ombord pludselig faldt døde om, der hvor de stod.

Hun henviser atter til rapporten fra Teknologisk Institut.

»Min klient står ikke alene med, at det her kan være sket og er sket før. Derfor, høje ret, kan vi ikke afvise, at min klients forklaring kan være den rigtige på, at vi ikke har Kim Wall blandt os længere. Der er tvivl, derfor kan han ikke dømmes.«

Vidoerne af kvinder, der halshugges eller spiddes gennem underlivet, beviser ingenting. Der er kun fundet få videoer og få animationsfilm, mener hun:

»Faktum er, at det ikke er beviser, der kan bruges. Der er tale om tegnefilm. Der er tale om henrettelsesvideoer fra Sydamerika.«

Betina Hald Engmark nævner, at »Peter Madsen har en meget bred interesse. Raketter, ubåde, Anden Verdenskrig. Gamle kriminalsager«.

»Alle har da en interesse i kriminalsager. Bare se alle her i retten. Peter Madsen er ikke anderledes.«

Hun har samlet en mappe med fotos fra spillene CS og Grand Theft Auto. Makabre fotos af en kvinde slået ihjel med en hammer. Hun har også medtaget fotos fra filmen Saw, hvor »kvinder er bundet op«, og »folk bliver spiddet«.

Spil, der har været spillet milliarder af gange, og film set af millioner. Forsvareren nævner, at anklageren selv har tilstået at have set thrilleren Seven, der også har makabre scener.

Derfor er der intet unormalt i videoerne fundet på Peter Madsens computer eller i hans søgehistorik på telefonen så sent som 17 timer før sejlturen med Kim Wall. Han har jo en »meget bred interesse«.

»Det ville næsten være unormalt, hvis han ikke så på det.«

Det normale har vide grænser – og pludselig meget vide grænser i Betina Hald Engmarks procedure.

Hun afslutter sin procedure med at sige:

»Man er i en situation, hvor man ikke kan dømme for drab eller seksuel mishandling. Tværtimod er der tale om et uheld. Det skal ske en frifindelse.«

Skulle der alligevel ske domfældelse, mener forsvareren, at der skal være tale om en tidsbestemt straf, ikke livstid eller forvaring. Hun nævner flere domme på ca. 12 års fængsel for drab.

Vi har set et vandglas vælte.

Vi har hørt om varm hud, der blev kold.

Vi har for næstsidste gang i byretten set på Peter Madsen. Et kig ned i dybet.

Tiltalte får det sidste ord. Kigger over på Kim Walls familie.

»Jeg er meget, meget ked af det, der er sket.«

Onsdag klokken 13 afsiges der dom i sagen og foretages strafudmåling.

Serie

Ubådssagen

Peter Madsen står ved Københavns Byret tiltalt for drabet på den svenske journalist Kim Wall. Information følger sagen i en række artikler frem til dommen, der ventes afsagt 25. april.

Seneste artikler

  • Raket Madsen ville ikke nøjes med sit eget

    26. april 2018
    Peter Madsen dræbte, mishandlede og parterede journalist Kim Wall for at skjule beviserne. Det resultat nåede Københavns Byret onsdag. Men hvordan og hvorfor?
  • Peter Madsen søgte vores blik og fik det

    23. april 2018
    Om lidt er ubådssagen forbi. I det mindste indtil en eventuel ankesag. I den kommende uge skal anklageren og forsvareren procedere. Derefter afsiges der dom. Hvad har vi egentlig lært?
  • Kim Wall var journalist. Hun skulle ikke være historien

    31. marts 2018
    I dag er det et år siden, den svenske journalist Kim Wall sejlede ud på den reportagetur, der skulle blive hendes sidste. Her fortæller Eva Prag om sin ven, Kim, og tabet
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Belinda Bell
Eva Schwanenflügel og Belinda Bell anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu