Niels Thomsen har trods sine blot 36 år nået mere end de fleste.
Med en professionel fodboldkarriere og en universitetsgrad i bagagen stormede han i 2009 ind i det grønlandske landsting og fik som førstegangsopstillet syvendeflest stemmer af alle kandidater. Efter en afstikker som direktør for den privatejede fiskevirksomhed Halibut Greenland vendte han tirsdag aften officielt tilbage til centrum af grønlandsk politik. Her hentede hans parti – det socialliberale Demokraterne – lige knap 20 procent af stemmerne.
Halvdelen af dem gik direkte til Niels Thomsen, der blev valgets næststørste stemmesluger med 2.710 personlige stemmer, kun overgået af den populære IA-forkvinde Sara Olsvig.
»Han er helt klart en stor politiker her i Grønland, og det kan vi se på resultatet. Han er skarp, og han er en politiker man har brug for her i landet, sagde Demokraternes formand, Randi Vestergaard Evaldsen, rosende om som sin unge partifælle til det grønlandske medie KNR umiddelbart efter valget.
Den Ilulissat-fødte Niels Thomsen har under valgkampen plæderet for, at Grønlands niveau af skatter og afgifter belaster borgere og virksomheder for meget. Det skal bedre kunne betale sig at uddanne sig, arbejde og stifte virksomhed, og en forbedring af økonomien er en forudsætning for fremtidig selvstændighed, har han flere gange forklaret.
Dyrt at sidde i koalition
Med en liberal økonomiske politik formåede Demokraterne og Niels Thomsens at appellere til en del vælgere uden for hovedstaden Nuuk, hvor det socialdemokratiske regeringsparti, Siumut, med den tidligere sømand Kim Kielsen i spidsen ellers har haft godt tag i vælgerbasen. Det forklarer Ulrik Pram Gad, der er lektor på Aalborg Universitet og tilknyttet AAU Arctic, universitetets forskningscenter for Arktis.
»Demokraterne plejede at være storbyfænomen, men har nu taget form som et landsdækkende parti. Det skyldes ikke mindst deres vælgerfremgang omkring Diskobugten,« siger han.
Demokraternes succes er især sket på bekostning af de to store etablerede partier, Simiut og IA. Hvor Demokraterne gik fra fire til seks mandater i Grønlands lovgivende forsamling, Inatsisartut, hentede Siumut og IA henholdsvis to og tre mandater færre end ved sidste valg. Siumut har nu ni mandater, og IA har otte.
»Ligesom man kender det fra Tyskland, har der i Grønland været en pris ved at sidde i en større koalitionsregering. De to store partier har slidt hinanden lidt ned – ikke mindst i deres respektive højborge. Samtidig er partiledernes personlige stemmetal næsten halveret i forhold til seneste valg,« siger Ulrik Pram Gad.
Men selv om både Siumut og IA har oplevet tilbagegang i deres fælles regeringsperiode, finder Ulrik Pram Gad det sandsynligt, at de to partier finder sammen igen:
»Der er mest, der peger på, at det bliver en bred IA-Siumut-koalition, selv om man skal nå dertil af omveje. Demokraterne, som er en alternativ koalitionspartner for begge de store partier, har stillet skarpe krav om skattelettelser, som vil være svære for IA og Siumut at gå med til,« vurderer Ulrik Pram Gad.
Jokeren Hammond
Den skandaleombruste tidligere landsstyreformand og folketingspolitiker Aleqa Hammond har været en af valgets store jokere. Hammond, der i 2016 blev ekskluderet af Siumut, efter at hun havde benyttet Folketingets kreditkort til en række privatindkøb, annoncerede for blot en måned siden sit kandidatur for det nystiftede seperatistparti, Nunatta Qitornai.
Et beskedent udbytte på kun 171 personlige stemmer i tirsdags betød imidlertid, at hun måtte se Vittus Qujaukitsoq, der er tidligere minister i hendes egen Simiut-regering, løbe med partiets eneste mandat i Inatsisartut.
På trods af, at Aleqa Hammond ved valget i 2013 hentede 6.818 personlige stemmer, er Ulrik Pram Gad ikke overrasket over at se hende misse en plads i landstinget:
»Det kommer ikke som et chok, selv om jeg nok havde forventet, at hun lige havde sneget sig ind. Men hendes aktiekurs har været nedadgående længe, og grønlænderne straffer tilsyneladende statsministre, der har rod i bilagene, hårdere, end vi gør i Danmark,« siger Ulrik Pram Gad.
Han mener, at vælgernes fravalg af selvstyretilhængeren Hammond også afspejler et mere moderat forhold til spørgsmålet om selvstændighed, end mediebilledet har givet indtryk af i valgkampen.
»Selvstændigheden er hverken akut eller aflyst. Hvis man har fulgt meget med i debatten i de danske medier, kan man godt få indtrykket af, at valget har handlet om, hvorvidt Grønland skulle være selvstændigt i morgen,« siger Ulrik Pram Gad.
»Valgresultatet viser, at en stor del af grønlænderne går ind for selvstændighed, men at man er klar over, at der ligger hårdt arbejde forude, inden det kan realiseres.«
