Ved folketingsvalget i 2007 stemte 70 procent af de offentligt ansatte på rød blok. I 2011 gjorde 65 procent det samme, og ved valget i 2015 viste de offentligt ansatte igen deres magt i stemmeboksen, da de straffede især De Radikale og SF, der som del af SRSF-regeringen stod bag lockouten af lærerne i 2013.
En konflikt, der stadig vanskeliggør de aktuelle overenskomstforhandlinger på det offentlige område, og som ved forrige valg betød, at kun 59 procent af vælgerne med ansættelse i den offentlige sektor stemte på rød blok, ifølge en vælgeranalyse offentliggjort i Altinget umiddelbart efter 2015-valget.
Nu viser en ny måling, ligeledes foretaget af Altinget, at vælgerne søger mod de partier, der mest utvetydigt støtter de offentlige lønmodtageres krav i de igangværende forhandlinger. Enhedslisten går f.eks. frem til 9,4 procent og 17 mandater. Det bedste resultat i årevis.
»Enhedslisten har rigtig mange offentligt ansatte blandt sine vælgere, og støtten til den offentlige sektor og synet på, hvor stor den skal være, stiger, jo længere til venstre vælgerne ligger,« siger valgforsker og professor Kasper Møller Hansen, som laver det kvalitetsvægtede gennemsnit af meningsmålinger for Altinget.
Velfærdskoalition
Valgforskere bruger ofte betegnelsen velfærdskoalitionen for at beskrive det forhold, at offentligt ansatte og modtagere af overførselsindkomst kan blokere for udvikling af den offentlige sektor, fordi de som vælgere kan være tilbøjelige til at stemme efter egne interesser og straffe politikere, der forringer deres vilkår.
»De røde vælgere får i højere grad deres indkomst fra offentlige kilder. Men velfærdskoalitionen er en realitet, som også de blå partier og kandidater må forholde sig til, hvis de vil vælges i et område, hvor der er mange offentligt ansatte,« siger en af ophavsmændene til begrebet, Henrik Christoffersen, tidligere vicekontorchef hos KL, forskningsleder i AKF, som nu forsker i offentlig velfærd hos den liberale tænketank CEPOS.
Han hæfter sig desuden ved, at Socialdemokratiet, der går tilbage i den aktuelle måling, og de andre regeringsbærende partier på midten med undtagelse af De Radikale har afholdt sig fra at ytre stærke holdninger til overenskomstkonflikten.
»At de venstreorienterede partier, De Radikale og Dansk Folkeparti har udtalt sig til fordel for de offentligt ansatte, ser jeg som stemmefiskeri og en udhuling af den politiske kultur. Det er et nyt træk, at vi ser en så populistisk adfærd. Men hen over midten blandt de traditionelt regeringsbærende partier er der tilbageholdenhed,« siger Henrik Christoffersen, der er forfatter til flere bøger, hvor han på baggrund af sin livslange karriere i ’velfærdsstatens tjeneste’ analyserer dens svagheder.
Professor i statskundskab ved Aalborg Universitet, Jørgen Goul Andersen, mener dog ikke, man kan tale om partierne i rød blok som ’interessepartier’ for de offentlige lønmodtagere:
»Der er langt større tilslutning blandt offentligt ansatte til partier på venstrefløjen, men derfra og til at kalde dem interessepartier er lidt langt ude. Selvfølgelig er der en tendens til, at folks økonomiske interesser afspejles i deres partivalg, men det er væsentlig mere sofistikeret,« siger han.
SF har ligesom Enhedslisten traditionelt mange vælgere blandt offentligt ansatte. Det samme har Alternativet, men ifølge Jørgen Goul Andersen, der bl.a. forsker i vælgeradfærd, er der både en del selvstændige og privatansatte på venstrefløjen. Desuden viser samtlige meningsmålinger foretaget under det igangværende forhandlingsforløb, at omkring to tredjedele af vælgerne – herunder privatansatte og borgerlige vælgere – stiller sig på lønmodtagernes side.
»Det viser jo, at man som privatansat ikke nødvendigvis tænker snævert: ’Jo billigere, jeg kan slippe i skat, desto bedre’,« siger Goul Andersen, der heller ikke mener, man kan tale om stemmefiskeri: »At flere partier har sagt, at lærerne blev kørt over ved overenskomstforhandlingerne i 2013, handler også om retfærdighed. Ikke alt, de politiske partier siger, sker af strategiske hensyn.«
Henrik Christoffersen peger imidlertid på, at der mangler en diskussion blandt de venstreorienterede partier af, hvad en reallønsfremgang eksempelvis vil betyde for den samlede offentlige velfærd og antallet af varme hænder. Og kalder det »banal økonomisk logik«, at offentlig reallønsfremgang uden forbedringer i den offentlige produktivitet vil øge skattetrykket, hvis der er produktivitetsfremgang i den private sektor.
»Når chefforhandleren for KL, Michael Ziegler, siger, at de kommunalt ansattes lønkrav vil betyde 5.000 fyringer i kommunerne, er det jo ikke blevet efterprøvet, hvilket også skyldes en skævvridning af mediernes dækning til fordel for lønmodtagerne,« siger Henrik Christoffersen.
Han peger desuden på, at fagforeningernes krav vil føre til et sammenbrud af reguleringsordningen, der hidtil har sikret en parallel lønudvikling på det offentlige og det private område. Og at det vil skade dansk økonomi og velfærd på længere sigt: »De nuværende overenskomster handler stort set kun om spillet om fordeling: ’Kan vi få lidt mere, fordi vi fortjener det?’ Det er et meget kortsigtet perspektiv og en deroute for evnen til at finde fælles løsninger.«
Der er råd
Jørgen Goul Andersen mener ikke, at man kan skyde de venstreorienterede partier i skoene, at de ikke tænker på den samlede velfærd, når de støtter de offentlige lønmodtageres krav. Ifølge professoren er der råd til at give lønstigninger, hvis man ser den offentlige økonomi i et længere perspektiv.
»De offentlige finanser har aldrig haft det bedre, og der er råd til at give de offentligt ansatte lønstigninger. Der er endda blevet færre af dem i de senere år,« siger Jørgen Goul Andersen og uddyber: »Der er et pres på de offentlige finanser frem til 2025 eller 2030 på grund af, at vi får markant flere ældre over 75 år. Til gengæld er Danmark et af de få lande i verden, hvor der er langsigtet og endda overholdbar balance på de offentlig finanser. Det vil sige, at Danmark kan køre videre med uændret serviceniveau og uændrede skatter og endda på langt sigt give stort overskud.«
Professoren vender sig også imod forestillingen om, at de venstreorienterede partier skulle være mindre interesserede i at holde udgifterne fra den fælles kasse nede og dermed ukritisk gå med på lønmodtagernes aktuelle krav om lønstigninger.
»Man kan ikke sige, at de venstreorienterede partier, der støtter de offentligt ansatte, ikke tænker på, at pengene skal tages fra fælleskassen. Det mest rabiate, man kan forestille sig som politisk krav til væksten i det offentlige forbrug i dag, ligger under det niveau på 1,1 pct., som ifølge Det Økonomiske Råd og andre er lig med status quo i det offentlige forbrug på grund af befolkningstilvækst og aldring. Desuden er det, de offentligt ansatte kræver i lønstigninger, peanuts i det store billede.«
Henrik Christoffersen medgiver, at dansk økonomi ikke vil bryde sammen, hvis man giver de offentligt ansatte en lønforhøjelse denne gang. Men det, der er på spil, er selve kriterierne for at fastsætte lønnen, pointerer han.
»Vi skal have en stor offentlig sektor, men også en effektiv privat sektor, som kan stå sig internationalt i konkurrencen. Derfor har der længe været en fælles forståelse mellem parterne om, at de offentligt ansatte ikke skal være lønførende, presse lønnen op og dermed skade konkurrenceevnen på det private arbejdsmarked. Men forståelsen skrider, når de offentligt ansatte argumenterer med, at ’de knokler og fortjener mere’,« siger Henrik Christoffersen, der ser den statslige chefforhandler Flemming Vinters afvisning af en hensigtserklæring, han selv underskrev i de sene nattetimer under overenskomstforhandlingerne i 2015, som endnu et eksempel på opløsning af de fælles spilleregler.
Del i opsvinget
Hensigtserklæringen handlede om, at parterne i 2015 blev »enige om« at udligne de 1,6 procent højere lønstigninger, de statsligt ansatte har fået i forhold til de privatansatte siden 2008. Derfor skulle de offentligt ansatte ikke forvente betragtelige lønstigninger, mente innovationsminister Sophie Løhde (V). Alligevel har fagforeningerne kaldt det »hokuspokus«, at ministeren tog udgangspunkt i netop 2008.
»Efter fagbevægelsens egen definition, som de skrev under på, er der ikke et efterslæb. Man er kørt foran. Så siger chefforhandleren bagefter, at han fortryder det. Sådan laver man jo ikke aftaler. Det opløser både den politiske kultur og den gældende reguleringsordning,« siger Henrik Christoffersen.
Jørgen Goul Andersen er enig i, at det skulle de statsansatte »ikke have gjort«. Til gengæld peger han på, at det er svært for politikerne at forklare, at de offentligt ansatte ikke skal have del i det økonomiske opsving.
»De offentligt ansatte kan jo komme i den situation, at det kan være svært at få reguleret lønnen op, hvis økonomien i mellemtiden er blevet forringet. Derfor vil de gerne sikre sig, at de får del i de pæne lønstigninger, der er udsigt til,« siger han.
Desuden er Danmark ifølge professoren et af de få lande, hvor man kan miste vælgere på at love skattelettelser: »CEPOS har netop opgjort, at Løkke-regeringen siden 2015 har lettet skatten med samlet 14,6 mia. kroner, som få vælgere har bedt om. Desuden kan man godt mobilisere villighed til at spare blandt vælgerne, hvis der er krise. Men som situationen ser ud i dag, er det svært.«
Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, er enig i, at partiets støtte til de offentligt ansatte kan være grunden til fremgangen i meningsmålingerne. Men hun afviser samtidig, at partiet er i lommen på den stærke vælgergruppe.
»Vi støtter de offentligt ansatte, fordi vi ideologisk tror på en stærk offentlig sektor, der også understøtter den private sektor, hvilket er samfundsøkonomisk smart. Hvis vi forringer deres vilkår, rammer det os alle sammen på velfærden,« siger Pernille Skipper.
– Betyder en reallønsfremgang færre ’varme hænder’? Pengene skal jo komme et sted fra?
»Det er en falsk præmis. Der er et ret stort råderum i dansk økonomi lige nu, og det er muligt at fremlægge finanslovsforslag med milliarder i skattelettelser. Vi vil hellere investere i højere løn og flere kolleger til de offentligt ansatte, for det er der råd til. I forhold til den konkrete kamp om reguleringsordningen i forhandlingslokalerne, er det rigtig, at der kan risikere at komme et efterslæb enten til fordel for arbejdsgiverne eller lønmodtagerne i fremtiden. Jeg skal ikke som politiker blande mig i, hvilken version de skal nå frem til i forhandlingerne,« siger Pernille Skipper.
Overenskomstforhandlinger 2018
Lærernes arbejdstid, løn, betalt frokostpause og musketered er nogle af de ting, der er på spil, når der forhandles nye overenskomster for de cirka 750.000 offentligt ansatte i stat, kommuner og regioner.
Ifølge køreplanen skulle aftalerne være på plads ved udgangen af februar og i løbet af marts sendt ud til urafstemning blandt medlemmerne i de enkelte fagforbund. Det skete ikke, og parterne er nu i Forligsinstitutionen. Senest har staten, regionerne og KL varslet lockout som modsvar til fagbevægelsens konfliktvarsel.
Seneste artikler
Aftalen er en skuffelse for lærerne. Men den er bedre end en ny konflikt
5. juni 2018Selv om det helt centrale krav om en ny arbejdstidsaftale ikke er blevet indfriet, har et stort flertal af lærerne stemt ja til en ny overenskomst. Alternativet var en ny konklikt, og det havde alligevel ikke nyttet noget, forklarer lærer Jonna Andersen fra Tune Skole, der fodslæbende har stemt jaLærerne har valgt en ny vej
5. juni 2018Lærernes ja til overenskomstforliget er et presset og lunkent ja. Men det er godt for den offentlige sektor, hvis kompromiser kan afløse drama ved forhandlingsbordeneLærer: Derfor stemmer jeg nej til OK18-aftalen
31. maj 2018Anders Bondo Christensen har kæmpet en sej kamp for os medlemmer, men jeg er ikke enig i hans beslutning om at indgå en aftale om en kommission uden beslutningskompetence
Åh, højrefløjens evige forsøg på at splitte kan kun forhindres, hvis vi én gang for alle slår fast, at de, der betaler skat i Danmark, er virksomhederne, og at det skal være sådan! De betaler for retten til at tjene penge på samfundets strukturer og værdier, og de betaler reelt i dag for lidt - ellers ville det ikke være muligt at opbygge gigantiske formuer og øge svælget mellem de besiddende og de besiddede.
Den brede befolknings interesse er en velfungerende offentlig sektor, der danner modpol til et undertrykkende privat erhvervsliv.
Skattelettelser medfører forringelser i den offentlige service, og er derfor et tyveri fra lønmodtagerne, der reelt vil opleve en stagnation i reallønnen, hvis ikke ligefrem et fald. Den danske model er at hente så store værdier som muligt ud af samfundets overskud - til at sikre en universel velfærd, som enhver borger nyder godt af.
Når der åbenbart er råd til milliardstore skattelettelser, samt at de store virksomheder og andre private gemmer formuer i skattely, bankpakker og kæmpe understøttelse til det industrielle landbrug der forgifter vandmiljøet, etc, etc, så virker det ret plat at påstå der ikke er råd til lønstigninger i det offentlige.
Tværtimod, at styrke den offentlige sektor vi alle er afhængige af - også det private erhvervsliv - afhænger af, at den fortsat er attraktiv for fagfolk at arbejde i. Det er mildest talt ikke tilfældet efterhånden, hvor sygeplejerskerne, lærerne, pædagogerne, socialrådgiverne og SOSU-assistenterne flygter eller går på pension, og det bliver sværere og sværere at rekruttere nye elever på uddannelserne.
Det afhænger ikke kun af lønnen, men anerkendelsen. Der er i forvejen et kæmpe efterslæb, fordi omsorgsfagene traditionelt er kvindefag, og derfor altid har været betydeligt dårligere betalt.
Hvis niveauet skal højnes, eller bare følge med, er det helt og holdent nødvendigt med en løn folk kan se sig selv i. Ellers kan vi kigge i vejviseren efter kvalificerede hjemmehjælpere, sygeplejersker og andre om en lille dekade.
Nu står vi foran en konflikt, hvor egoets begær efter retfærdighed set i forhold til det man tror man har fortjent gennem indsats uddannelses niveau og vel stadig en konkurrence omkring det at de før var bagved mig stadig er det.
Uanset politisk ståsted så er vi i den grad afhængige af hinanden og dermed forbundne og ingen fra høj til lav omkring indkomst kan undgå at vide at det at få mere får en form for konsekvens for en anden. Det at være venstreorienteret bør så efter min mening intet at have at gøre med,, hvad der tjener mig bedst, tværtimod , men derimod hvad er bedst for medmennesket og især dem som har mindst. Så lige her er kampen mellem begær, ego og medmennesket i bred forstand. Nu er jeg pensionist og udenfor racet og kan derfor sidde og spille moralsk og pudse den ideelle glorie.
Hvordan kan det være økonomisk ansvarligt at CEPOS udtaler sig?
Hvilken ret har den tåbelige selvbestaltede institution til at kræve svar?
Cepos fordrejer som sædvanlig virkeligeheden, og vælger sig en usand præmis. Ingen (altså borset fra cepos) taler om at offentligt ansatte skal være lønførende.
Og SUPRIIIIISEEEEEEEE - venstreorienterede ønsker mere velfærd og et bedre samfund end højrorienterede.
Og SUPRIIIIISSSEEEE - højrepopulistiske DF fisker efter stemmer :o
Jeg kunne med lige så stor ret spørge, om blå blok er i lommen på erhvervslivet. Hvad siger Cepos til det??
Hvor stort er dette problem? Jeg har ikke sat mig ind i detaljerne, men det kan næppe være mere end en procent der skiller parterne måske to?
Selvfølgelig skal hverken den private eller den offentlige sektor være lønførende. Det sidste kan faktisk godt ske, prøv at se på landende syd for Sahara. Privatansat er stort set enten småbonde eller markedssælger, medens offentlig ansat er et ineffektivt bureaukrati.
Peter Knap
Man kan mene om Cepos og deres analyser, hvad man vil, men at bebrejde dem, at de er “selvbestaltede”, er lidt mærkeligt. Er de politiske partier ikke også det? Og fagforeningerne? Og erhvervsvirksomhederne?
At de venstreorienterede partier, De Radikale og Dansk Folkeparti har udtalt sig til fordel for de offentligt ansatte, ser jeg som stemmefiskeri og en udhuling af den politiske kultur. Det er et nyt træk, at vi ser en så populistisk adfærd."
Måske, men kan dt samme ikke siges om de blå partier, når de fisker efter vælgere med skattelettelser?
"Men hen over midten blandt de traditionelt regeringsbærende partier er der tilbageholdenhed,«
Blot ikke tilbageholdenhed med skattelettelser.
Hvis produktiviteten blandt de offentlige ikke stiger, er det et ledelsesproblem, som den enkelte offentlige ansatte ikke kan løse.
Den danske model forudsætter egentlig, at lønforhandlinger på arbejdsmarkedet og regeringens økonomiske politik er adskilte spørgsmål.
Det vil dog til enhver tid være sådan ud fra det gældende økonomiske paradigme, at den siddende regering efter overenskomstforhandlinger vil være nødt til at foretage økonomiske efterreguleringer i den førte økonomiske politik på baggrund af resultatet af forhandlingerne.
Hvis resultatet bliver højere lønstigninger end forventet i finansministeriet, foretages der efterfølgende indgreb i form af stramninger, der skal forhindre inflation og overophedning af økonomien (i hvert fald i den nuværende situation).
Dybest set handler kampen derfor om den samlede løndannelse i den offentlige sektor over for den samlede løndannelse i den private sektor, eller om det man i gamle dage kaldte for "fordelingen af samfundskagen".
Der kan være mange grunde til at være imod regeringens økonomiske politik, f.eks. skattelettelser til de rigeste i samfundet samtidig med besparelser i den offentlige sektor, men det er jo en anden sag, hvis man ellers kan se bort fra sammenhængen mellem psykologi, politik og økonomi, og det kan man jo heller ikke helt.
Hvilket tyveri, Gliese? En retorisk finte som ofte bruges for at fremstå et offer. Man kunne også hævde, at lavere skat er mindre tyveri, så er offeret bare en anden.
Hvis man betragter samfundet under ét opdager man hurtigt at offentlig og privat virksomhed er komplementære - man kan ikke sænke kvaliteten på den ene uden at det går ud over den anden.
Feks. er det afgørende for den private del at have en tilfreds og velfungerende arbejdsstyrke der jo i Danmark har en arbejdsfrekvens på over 80 % - at servicere den er i HELE samfundets interesse og når virksomheder nægter at betale for det - skyder de sig faktisk i foden på lang sigt.
Cepos hvis I vil tages alvorligt, så fortæl hvem der finansiere jer. Ågerups optræden i deadline var decideret pinlig.
Ja, lad os få regnskab og bidragsydere frem i lyset
Måske skulle Cepos kaste et blik på lønstatistikken? Offentligt ansatte har en markant lavere løn særligt, når man tager de ansattes uddannelsesmæssige baggrund i betragtning. Samtidig er løn og arbejdsforhold blevet forringet betydeligt, i det offentlige, i de seneste år. Der er ingen jobsikkerhed men tvært imod gentagende massefyringer som konsekvens af skattestop, besparelser og udflytning af arbejdspladser. Hvis ikke vi får rettet op på det, får man et stort problem med at rekruttere medarbejdere i det offentlige i fremtiden.
Det tyveri, Michael Pedersen, der består i, at lønarbejde er underbetalt - men kompenseres igennem universelle velfærdsydelser.
Den store liberale skotske økonom og moralfilosof Adam Smith, der skrev sine værker for snart 250 år siden, havde et skarpt blik for den form for hykleri, som Henrik Christoffersen excellerer i med sine betragtninger om de venstreorienterede partiers såkaldte stemmefiskeri og de blå partiers påståede tilbageholdenhed:
”Vore købmænd og manufakturmestre klager vedholdende over de skadelige virkninger, som høje lønninger har ved at øge prisen og på den måde reducere salget af deres varer hjemme og ude. De siger ikke noget om de dårlige virkninger af høje profitter. De tier om de skadelige virkninger af deres egen gevinst. Kun de andre klager de over. ” (Adam Smith, Nationernes Velstand, Informations Forlag 2013, Første Bog, Niende Kapitel, s. 135).
Disse ord blev nedskrevet i 1776. De passer også ganske godt på situationen i 2018.
Visse vasse, jeg får en monsterhyre for mit lønarbejde.
CEPOS er i hvert fald i lommen på erhvervslivet og blå blok!
Dette faktum giver CEPOS det åbenlyse handicap, at det ikke er muligt at tænker nye selvstændige tanker. Alle tanker skal nemlig først køres en tur igennem den liberale ensretter. Maskinen der kan strømline ethvert problem, enhver overvejelse, enhver stillingtagen enhver beslutning, således at det står lysende klart, at mindre fællesskab og mere individualitet er løsningen, uanset hvad der stoppes ind i CEPOS-maskinen.
Om det er arbejdsbetingelser for offentlige ansatte, eller det er problemet med landbruget miljøbelastning, vil CEPOS med usvigelig sikkerhed pege på, at løsningen vil være at skære i fællesskabet, og flytte mere magt og indflydelse til det private.
Alt dette gør det yderst let og uforpligtende at være liberal "problemknuser" i CEPOS. Til gengæld er vi andre fri for at bruge megen tid på de bagstræberiske analyser fra den kant.
"Skattelettelser medfører forringelser i den offentlige service, og er derfor et tyveri fra lønmodtagerne,"
Nej.
"Skattelettelser medfører forringelser i den offentlige service, og er derfor et tyveri fra lønmodtagerne,"
Jeg kan give et eksempel hvad der giver dårligere offentlig service.
Den nye letbane ved Ring3 omkring København skal undervejs krydse ring3 7 gange , bla for at tilfredsstille diverse borgmestre fordi de alle har ønsket at sætte et lokalt aftryk på projektet. Dette har medfører ekstra omkostninger på noget der ligner 500mio på anlægssiden. Derudover kommer trafikafbrydelser og store forsinkelser på både cyklende, biler og Ringbanens eget materiel når letbanen skal krydse Ring3. Så borgmestres egoer har medført dårligere service og dyrere produkt
Lige netop den der Ringbane, Femernforbindelsen og Samsøbroen er eksempler på elendig politisk forvaltning af offentlige midler.
Samsøbroen er extra komisk fordi den vil flytte erhverv væk fra Jylland (gøre Århus til en soveby), samtidig med at man pt. gennemfører Rasmus Modsat udflytninger af statslige arbejdspladser til provinsen.
Hvis der var politisk fremsynethed ville man satse på et sikkert, offentligt, hemmeligt internet, hvor borgerne kunne kommunikere uden at blive beluret - undtagen med dommerkendelse mod mistænkte kriminelle.
@Carsten Cederholm
Jeg kender ikke meget til lønstatistikken, men har haft både offentlige og private jobs. Så dårlige var lønningerne i det offentlige ikke efter min mening. Har du nogle eksempler.
Bortset fra at jeg rent faktisk tror på at offentlige ansatte er lønførende over bred kam, måske på enkelte områder, så er der faktisk ganske god fornuft i at de er lønførende.
CEPOS skal bare kigge i direktørene med de "uhyggelige" høje lønningers og ja politikernes svar, når man begynder at omtale deres løn.
Hvis man vi have gode folk til at engagere sig i arbejdet, stort set uanset type af arbejde, må man betale for at tiltrække de gode folk.
Eks. skatterevisore, vi får aldrig de dygtige revisore, som reelt har en mulighed for at gennemskue de andre dygtige revisores arbejde, med at skjule penge for skattevæsnet, til at arbejde for skattevæsnet, hvis ikke vi tilbyder en løn som er atraktiv for de gode revisore.
Skal du have en hjerte operation eller for den sags skyld enhver anden lægelig behandling, vil du så ikke ønske dig at din læge var dygtig nok, til at blive tilbudt en god løn, i stedet for en hvis lægelige rygte og eller kunnen ligger på et niveau, hvor ingen egentligt vil tilbyde ham/hende en ordentlig løn.
Når din mor skal på plejehjem, vil du så ikke gerne have at personalet har en kvalitet, og som nævnt i de andre tilfælde, koster kvalitet.
Så jo, det kan være samfundstjeneligt at vores offentlige ansatte får en ordentlig løn, som kan konkurere med den løn de ville kunne få tilbud uden for det offentlige.
Måske skulle CEOPS have tilbudt en lidt bedre løn, så de kunne få forskere af en bedre kvalitet end afsender end Henrik Christoffersen. ;-)
Der skulle selvfølgeligt have stået
Bortset fra at jeg rent faktisk ikke tror på at offentlige ansatte er lønførende over bred kam, måske på enkelte områder
Mange offentligt ansatte får for lidt i løn i forhold til arbejdsindsats. En del offentligt ansatte får for meget i løn i forhold til arbejdsindsats på grund af uddannelsessnobberi og historisk hævd, hvilket eksempelvis går ud over det kønne køn. Hvem vil rette op på den skævhed ? Fagforeningerne ? Naah.
"Bortset fra at jeg rent faktisk tror på at offentlige ansatte er lønførende over bred kam, måske på enkelte områder, så er der faktisk ganske god fornuft i at de er lønførende"
Det giver ingen mening at den offentlige sektor er lønførende på nogen områder hvor private og offentlige slås om arbejdskraften. Den offentlige sektor er en service og tjeneste for borgerne og ikke omvendt.
Ah, Nils Bøjden, først og fremmest er den offentlige sektor niveausættende for løn- og ansættelsesvilkår, det er igennem den offentlige sektor, at samfundet kan tvinge private arbejdsgivere til at sikre ordentlige løn- og arbejdsvilkår.
Der er tilsyneladende et problem med Moderniseringsstyrelsens meget tætte målopfølgning. Hvis Moderniseringsstyrelsen har en plan, der helt præcist beskriver, hvorledes lønomkostningerne i det offentlige skal effektiviseres, så reduceres mulighederne for at forhandle reelt om Overenskomsten.
Der må være en vis afstand mellem forhandlingsparterne og Moderniseringsstyrelsen ellers så kortsluttes hele forhandlingsprocessen. Det kan ikke nytte noget, at vi som offentligt ansatte kun skal forhandle om farven på den skraldespand, som vi selv senere skal stoppes ned i.
Hvordan ser lederkontrakterne ud i Moderniseringsstyrelsen ? Hvor mange lønpakker for Moderniseringsstyrelsens direktører er koblet sammen med indfrielsen af stramninger på løn og arbejdsvilkår for de offentligt ansatte ?.
Har Moderniseringsstyrelsen fået for meget selvstændig magt og hvilke partier i Folketinget har medvirket til denne konstruktion, som nu risikerer at kortslutte Overenskomstforhandlingerne ?.
Jeg vil personligt anbefale, at Moderniseringsstyrelsen nedlægges og omstruktureres til en ny styrelse Innovationsstyrelsen med et bredere grundlag. At sikre og vejlede om digital fornyelse i såvel den private som den offentlige sektor. Der bør i den nye Innovationsstyrelses principgrundlag indføjes " Et armslængdeprincip ", som sikrer reel respekt for forhandlingspartnerne på det offentlige arbejdsmarked. Det vil sige Innovationsstyrelsen må ikke styre løn og arbejdsvilkårene så præcist og tæt, at forhandlingsretten mellem arbejdsmarkedets parter reelt ophæves.
Der er tilsyneladende et problem med Moderniseringsstyrelsens meget tætte målopfølgning. Hvis Moderniseringsstyrelsen har en plan, der helt præcist beskriver, hvorledes lønomkostningerne i det offentlige skal effektiviseres, så reduceres mulighederne for at forhandle reelt om Overenskomsten.
Der må være en vis afstand mellem forhandlingsparterne og Moderniseringsstyrelsen ellers så kortsluttes hele forhandlingsprocessen. Det kan ikke nytte noget, at vi som offentligt ansatte kun skal forhandle om farven på den skraldespand, som vi selv senere skal stoppes ned i.
Hvordan ser lederkontrakterne ud i Moderniseringsstyrelsen ? Hvor mange lønpakker for Moderniseringsstyrelsens direktører er koblet sammen med indfrielsen af stramninger på løn og arbejdsvilkår for de offentligt ansatte ?.
Har Moderniseringsstyrelsen fået for meget selvstændig magt og hvilke partier i Folketinget har medvirket til denne konstruktion, som nu risikerer at kortslutte Overenskomstforhandlingerne ?.
Jeg vil personligt anbefale, at Moderniseringsstyrelsen nedlægges og omstruktureres til en ny styrelse Innovationsstyrelsen med et bredere grundlag. At sikre og vejlede om digital fornyelse i såvel den private som den offentlige sektor. Der bør i den nye Innovationsstyrelses principgrundlag indføjes " Et armslængdeprincip ", som sikrer reel respekt for forhandlingspartnerne på det offentlige arbejdsmarked. Det vil sige Innovationsstyrelsen må ikke styre løn og arbejdsvilkårene så præcist og tæt, at forhandlingsretten mellem arbejdsmarkedets parter reelt ophæves.
CEPOS politiske talsmænd i VLAK Marionet Teater meddelte for en måned siden, at de var villige til at bruge mindst +60 mia.DKK på at bygge en ny Kattegatbro uden irriterende tog og kollektive trafikanter.
Det er jo et reelt valg, men råd til en frokostpause i det offentlige, det er der tilsyneladende ikke ?
Man kunne da ogsaa bare bygge 40.000 nye boliger i Storkoebenhavn, til de Aarhusianere der hellere vil arbejde i Kbh.
ideen om at "Hvis man vi have gode folk til at engagere sig i arbejdet, stort set uanset type af arbejde, må man betale for at tiltrække de gode folk." holder bare overhovedet ikke, for "de gode folk" er ikke dem med store karriere-ambitioner, eller dem som er født i overklassen og dermed nærmest er sikret en karriere, det er dem som brænder for faget og har valgt uddannelse ud fra interesse, ikke dem som har valgt et fag som giver gode karriere muligheder, der er ingen sammenhæng imellem dygtighed of lønnivaeu i langt de fleste tilfælde, der er mange superdygtige som ikke tænker karriere men blot yder en kæmpe indsats i deres fag, og over dem er der sikkert en karrieretype som høster udbyttet, den løn du får bestemmes stort set udelukkende af din plads i hierarkiet, i toppen får du meget meget mere end din indsats er værd, og i bunden får du meget mindre, alle de varme hænder er vildt underbetalt, og alle chefer overbetalt,
dette er indbygget i den gældende samfundsorden, og kan kun laves om med et gigantisk paradigmeskift, vi skal ophøre med at se op til eller ligefrem beundre de mest grådige,
og i stedet beundre de mest ydmyge og nøjsomme, og selv stræbe efter at blive som dem,
fakta er jo at grådighed er usympatisk og ødelæggende for et samfund, dette ses tydeligt i dag hvor politikerne bevidst fremmer grådighed og egoisme, i vækstens (van)hellige navn.