Læsetid: 4 min.

Vismand Torben Tranæs: Økonomer råber højt og er uenige i deres anbefalinger, men de trækker på samme videnskabelige paradigme

Vismand og professor Torben Tranæs afviser, at vi befinder os i et økonomisk-teoretisk ingenmandsland ovenpå finanskrisen. Mainstreamøkonomer som ham selv lader sig først og fremmest påvirke af de økonomiske realiteter
Vismand Torben Tranæs.

Vismand Torben Tranæs.

Mathias Løvgreen Bojesen

4. april 2018

På afstand af fagøkonomernes maskinrum kan det se ud, som om det ene økonomiske paradigme afløser det andet. Sådan med en 30-40 års mellemrum mister de gamle ideer forklaringskraft, og et nyt sæt teorier indtager tronen. Efter nogen tid bøjer de toneangivende økonomer, rådgivere og beslutningstagere sig kollektivt for en ny enighed.

Men den sidste store finanskrise gav ikke anledning til at ændre på de grundlæggende teorier, som økonomer bekender sig til. Det skete heller ikke ovenpå 1970’ernes oliekrise. Økonomerne udvidede analyserne og tilpassede blot deres løsninger til de forhåndenværende udfordringer. Selv om teorierne udviklede sig, fandt de grundlæggende værktøjerne i den gode gamle såkaldt neoklassiske værktøjskasse.

Sådan lyder det fra Torben Tranæs, der er økonomisk vismand, professor og forskningsdirektør ved Det Nationale Forsknings-og Analysecenter for Velfærd (VIVE). Han tager i nogen grad afstand fra den analyse, Rune Møller Stahl gav i Information, hvor han med udgangspunkt i sin netop færdiggjorte ph.d. aflivede det, han kaldte »det neoliberale paradigme«.

»Det kan godt være, at de økonomer, der deltager i debatten, er blevet noget mere højrøstede og uenige i deres anbefalinger til politikerne, men det betyder ikke, at de ikke trækker på samme videnskabelige paradigme.« Ifølge Tranæs bekender stort set alle mainstreamøkonomer sig stadig til neoklassisk teori.

Hayek og Keynes

»De samme økonomer vil typisk også mene, at kernen af selv den tidlige keynesianske teori har noget for sig. Ligesom de vil anderkende, at Hayeks indvendinger skal tages alvorlige,« siger Tranæs, idet han henviser til John Maynard Keynes, hvis tilhængere har et mere pessimistisk syn på markedskræfternes selvregulerende og ligevægtsskabende egenskaber.

Over for ham stod netop Friedrick Hayek, der markerede sig som stærkt tvivlende over for politikeres og økonomers evne til at træffe de rigtige beslutninger i en verden, der ganske enkelt er for kompleks til selv nok så velmenende reguleringer af økonomien. De to udkæmpede i 1930’ernes Cambridge titanernes kamp. Og Keynes vandt første runde.

Men Rune Møller Stahl når i sin ph.d. frem til, at der siden begyndelsen af 1980’erne har været en stadig stærkere konsensus om at hælde til Hayeks side. Til det, der også er kaldt ’supply side economics’, hvis tilhængere tilskynder til at se på udbudssiden.

Her har fokus været på strukturreformer, der på længere sigt kunne øge arbejdsudbuddet. De samme økonomer har i voksende udstrækning afstået fra at anbefale alt for meget stimulering af efterspørgslen i økonomierne, som man ellers havde haft fokus på ind til langt op i 1970’erne.

Da Møller Stahl har et politilogisk udgangspunkt, benytter han sig af begrebet ’neoliberalisme’. Men selv om Tranæs i nogen grad kan følge ham, tager han – som fagøkonom – afstand fra begrebet.

Paradigmet uændret

»Og det handler ikke om et paradigmeskift. Udgangspunktet for økonomerne er grundlæggende det samme. Økonomerne forholder sig til de problemer, de bliver stillet overfor. Hvor velfungerende et marked er, bestemmes i høj grad af de strukturelle rammer, lovgivningsmagten og det offentlige sætter. Med opbygningen af velfærdsstaten og forsøgene på krisehåndtering efter 1970’erne bliver man op igennem firserne mere og mere opmærksomme på, hvad der ligger i strukturerne,« siger Tranæs. Han henviser til, at der i 1960 var seks procent af den arbejdsdygtige befolkning på offentlig forsørgelse. I begyndelsen af 1990’erne havde andelen rundet en fjerdedel.

»I samme periode er beskæftigelsen nogenlunde konstant. Danmark havde faktisk en høj beskæftigelse, og hvis vi afveg fra andre lande, var det ved, at vi gav dem, der ikke arbejdede, en ydelse. Men når andelen på offentlig forsørgelse er over 20 procent, ser der ud til at være en begyndende sammenhæng til beskæftigelsen,« siger vismanden og konstaterer, at de fleste økonomer og politikere var enige om, at der havde udviklet sig meget store ubalancer. Siden er der også blevet flyttet ca. 6o milliarder kroner fra overførsler til sundhed og anden offentlig forbrug og investeringer.

»Når kurverne er tilstrækkeligt alarmerende kommer der ofte en kraftig reaktion, som samler et stort politisk flertal bag sig,« konstaterer han.

»Der er således ikke mange, der er i tvivl om, at det er de strukturelle forhold, der bestemmer beskæftigelsen på lang sigt,« mener Tranæs, som også bemærker, at selv i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd tænker man neoklassisk på lang sigt og keynesiansk på kort sigt.

Til gengæld er Danmark langt fremme med reformarbejdet.

»Vi forventer, at der vil blive lavet færre og mindre reformer fremover på for eksempel dagpengeområdet, som blot har til formål at skaffe flere hænder på arbejdsmarkedet. Det betyder ikke, at det er slut, men omkostningerne er blevet større i forhold til gevinsterne,« siger Tranæs og henviser hermed til, at de samfundsøkonomiske tab, der er ved ringere arbejdsløshedsforsikring, skal vejes op mod gevinsterne ved højere beskæftigelse.

Her kunne en Møller Stahl måske indvende, at eliteøkonomerne er i bevægelse og i færd med at rykke sig væk fra et gammelt paradigme, der har mistet forklaringskraft. Men Tranæs afviser, at der er tale om afvigelser fra det principielle teoretiske fundament for modellerne.

»Der kan godt være nogle politiske og videnskabssociologiske forhold på spil, som jeg ikke kender så meget til, men det knytter ikke an til en ændring i det videnskabelige paradigme. Her er der tale om meget længere kontinuerlige bølger. Det er kumulativt. Der lægges hele tiden ovenpå, og der graves dybere i forståelsen, som det for eksempel løbende er sket med forståelsen af ’rationalitet’,« forklarer Tranæs. Han slår samtidig fast, at det ikke er svært at komme med nye ting, hvis de bare er gode nok.

Som et eksempel fremhæver han præsidenten for American Economic Association, Robert J. Shiller, der netop har publiceret en artikel om »narrativ økonomi«. Den handler om, hvordan de fortællinger, der knyttes sammen med beslutninger, spredes epidemisk.

»Men som rådgivende økonom er rammerne selvfølgelig politiske, hvad enten man sidder som vismand eller i VIVE. Vi stiller ikke spørgsmålstegn ved beslutningstagernes legitimitet. Vores opdrag er at gøre beslutningsgrundlaget så godt som muligt i en given politisk virkelighed,« forklarer Torben Tranæs.

»Og det ændrer ikke det grundlæggende fagøkonomisk paradigme.«

Serie

Polemikken om neoliberalismen

Neoliberalisme som økonomisk paradigme har mistet sin forklaringskraft, udtalte forskeren Rune Møller Stahl for nylig i Information i forbindelse med sin ph.d.-afhandling. Men neoliberalisme er blot en betegnelse, som venstrefløjen bruger om alt det, den ikke bryder sig om, svarede Jonas Herby fra CEPOS. Siden har flere stemmer blandet sig i debatten, og der er opstået en veritabel polemik om neoliberalismen.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Sørgeligt er det at den slags udbudsøkonomi er afgørende for den førte økonomiske politik fordi det
er selve indbegrebet af neo-liberalisme og det selv om selveste fru "udbud" - Nina Schmidt - har sagt et grænsen nu er nået og går ind for en pause i reformerne. Hvad tilfældigvis også hvad den kommende statsminister - Mette Frederiksen - mener. Torben Tranæs´ ståsted er solidt plantet i en betonkasse støbt af main-stream tænkning. Og der bliver han stående - lige meget hvad.

Egon Stich, Kurt Nielsen, Per Klüver, Bjarne Bisgaard Jensen, Steffen Gliese, Dorte Sørensen, Anne Schøtt og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Hvor mange neoliberalistiske tænketanke er der plads til på en tømmerflåde?

Kurt Nielsen, Peter Knap, Thomas Tanghus og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar

Nå så den gode økonom venter færre reformer på områder som dagpengene. Reformer = forarmning af sine medborgere.
Vi er så til gendgæld nogle, der kæmper for reformer på rigmandsområdet efter samme model.
Hvornår bliver personer, der har taget så meget fejl og ødelagt så mange menneskers liv, draget til ansvar?

Egon Stich, Martin Madsen, Kurt Nielsen, Per Klüver, Torben K L Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Steffen Gliese og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Hele det økonomiske paradigme er jo problemet: en lillebitte del af samfundet blæst op til at fylde det hele!
Lige nu diskuteres det katastrofale salg af seruminstituttets vaccineproduktion - og det eneste svar er, at det gav underskud, og at man jo bare kan købe vaccine andre steder. Ingen forståelse for den helt afgørende sikkerhedsdimension i selve det at sidde på vitale interesser.
Der er alt for stor tiltro til kommercielle interesser, der reelt altid er underlagt de politiske. Som vi så det med oliekrisen, f.eks., og som burde have vaccineret politikerne imod den slags stupiditet.
Markedet egner sig kun til udveksling af ukomplicerede varer, alt andet bør ligge i velovervejede politiske rammer, hvor vi ikke overlader det til en junta af selvbestaltede ledere, men i bred diskussion finder de bedste løsninger, som politikerne så kan udmønte i beslutninger.

Troels Holm, Egon Stich, Eva Schwanenflügel, Kurt Nielsen og Gustav Wegener Tams anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Mht. de 6% af den arbejdsdygtige befolkning i 1960'erne, der var på offentlig forsørgelse, ikke så lavt fordi kvinderne i stor stil ikke var kommet ud på "det hellige arbejdsmarkedet"

Eva Schwanenflügel, Peter Knap, Kurt Nielsen, Per Klüver og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

Det har været interessant at læse artiklerne i serien i sammenhæng. De tidlige artikler var uklare omkring, om det sagt i billedsprog, var det samme spil, der var tale om, alt efter om man var mest inspireret af tænkningen i traditionerne fra f.eks. henholdsvis Keynes eller Friedman.

Man kunne godt få det indtryk, at der var tale om to helt forskellige spil, som f.eks. håndbold over for fodbold, med helt forskellige regler, eller om en modsætning på linje med den mellem Adam Smith og Karl Marx.

Det er vigtigt, endeligt, at få fastslået, at de fagøkonomer, der i praksis har indflydelse i debatten omkring økonomi i DK, der kan føre til politiske beslutninger, alle arbejder inden for det samme grundlæggende fagøkonomiske paradigme.

Og at de, som det fremgår af andre af artiklerne, hele tiden har et kritisk øje i forhold til, om de modeller, man arbejder ud fra i finansministeriet, tager højde for nye indsigter på ændringer af kvalitativ karakter i sammenhænge i den internationale og nationale økonomiske udvikling.

Ud over de politisk - økonomiske tendenser, der allerede indgår som en del af forudsætningerne for modellerne (som i praksis ikke helt kan elimineres), og som hele tiden bør være genstand for debat blandt fagfolk.

Det jeg savner, indtil videre, er et perspektiv på den udvikling, der har været bort fra en nationaløkonomisk tilgang mod en international økonomisk tilgang. Godt nok kan man stadig tale om et nationalt økonomisk kredsløb, men reglerne for, hvad det er muligt at ændre på (hvilke "skruer der kan skrues på" inden for en sådan model for det økonomiske kredsløb) er i stigende grad bestemt af forhold uden for landet, i form af en række regler og forpligtelser, som vi har sagt "ja" til som en del af et internationalt økonomisk fællesskab.

Vi har vel ikke længere ret mange valgmuligheder? Enten går vi ind på de fælles "spilleregler", eller også havner vi, groft sagt, i kategori med Cuba og Nordkorea. Eller i en krisesituation vil vi blive udsat for en hårdhændet økonomisk behandling, som den Grækenland har været nødt til at underkaste sig, fordi de mulige løsninger, inden for rammerne af de fælles "spilleregler", er givet på forhånd.

Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel og Peter Knap anbefalede denne kommentar

Bjarne Toft Sørensen. Du har ret. Der har været en meget lang række enøjede artikler om økonomi, godt camoufleret som forskellige synspunkter.
Viste man ikke bedre kunne man næsten tro, at vi læsere skulle overbevises om nogle grundlæggende økonomiske nødvendigheder.

Steffen Gliese

Det er jo så meget værre, at man faktisk kan høre journalister og diverse samfundsvidenskabelige specialister fordelt på diverse fag udtale sig, som om den neoliberale 'logik' er almindeligt antaget som sandhed i befolkningen. Jeg er ret sikker på, at det ikke er tilfældet, for vi har jo på intet tidspunkt diskuteret og på intet tidspunkt nikket ja til en afvikling af velfærdssamfundet med en helt grundlæggende og udtømmende social sikring.