Kommentar
Læsetid: 3 min.

Affaldssortering og genanvendelse er ikke nok til at redde os

Vi skal kunne have det godt uden at drive rovdrift på planeten, og vi kan ikke genanvende os ud af problemerne. Skal vi leve bæredygtigt, skal vi gøre tingene anderledes og have modet til at lave en grundlæggende systemforandring af den måde, vi i dag forbruger på
Vi skal begynde at huske, at der var engang, hvor vi også havde det godt og kunne tage på skovtur med familien uden engangstallerkener og -bestik, hvor vi godt kunne tørre op efter juniors væltede mælkeglas, uden at bruge køkkenrulle. Huske, at der var engang, hvor vi fik frisk mælk, selv om den ikke kom i engangsemballage.

Vi skal begynde at huske, at der var engang, hvor vi også havde det godt og kunne tage på skovtur med familien uden engangstallerkener og -bestik, hvor vi godt kunne tørre op efter juniors væltede mælkeglas, uden at bruge køkkenrulle. Huske, at der var engang, hvor vi fik frisk mælk, selv om den ikke kom i engangsemballage.

Francis Joseph Dean

Indland
2. maj 2018

Vi lever i en verden med så meget potentiale, som er hjem for så mange mennesker og har en natur, der gennem millioner af år har udviklet de mest unikke væsner og planter, som også har ret til at være her. En verden, hvor vi alle er indbyrdes afhængige. Men vi lever også i en verden, som menneskeheden for længst har overtaget og sørget for ikke længere er bæredygtig.

Hver dag bruger hver enkelt af os, foruden vores vandforbrug, i gennemsnit 34 kg råmaterialer (fossile brændsler, malm, mineraler og biomasse). Hele 91 pct. af dette er helt nye ressourcer, som vi udvinder af jorden, og størstedelen af det, vi forbruger, bliver til affald inden for bare ét år. Vores livsstil er for længst holdt op med at være cirkulær, og globalt forbruger vi i dag, hvad der svarer til 1,7 jordkloder om året – en udvikling, som spås fordoblet i 2050.

En af løsningerne er, at vi selvfølgelig skal blive bedre til at indsamle vores affald og genanvende langt mere, end vi gør i dag. Det er både vigtigt og nødvendigt, at ressourcer, der allerede er udvundet, skal bruges så meget som muligt. Men med vores massive overforbrug af klodens ressourcer, kommer det ikke til at være nok.

Alt hvad vi forbruger hver dag, kommer et sted fra. Det er blevet forarbejdet og har brugt andre ressourcer, som alle er udvundet med miljøpåvirkninger til følge. Hvis vi vil, at verden for alvor skal blive cirkulær og bæredygtig, bliver vi nødt til at bruge mindre, og det kræver en grundlæggende systemforandring af den måde, vi i dag forbruger på.

Forbrugstid

Hvorfor er det, at vi skal have muligheden for at spise appelsiner fragtet langvejsfra hver dag? Hvorfor er det, vores strømpebukser går i stykker for et godt ord, når man teknisk set godt kan lave dem, så de holder for evigt? De er rent faktisk lavet af det samme materiale som faldskærme. Hvorfor tillades det i samfundet at lave produkter, der er designet til at gå i stykker og blive til skrald inden for et år? Hvorfor er det ikke normen, at det, man køber, holder livet ud?

I en tid, hvor økonomer insisterer på, at de to minutter, folk bruger på at sortere deres affald, skal tælles med som en samfundsøkonomisk udgift, der skal holdes op imod den miljømæssige gevinst, hvorfor værdisættets den tid så ikke, hvor folk igen skal rende i Magasin eller i SuperBrugsen for at købe nye nylonstrømper?

Måske er der endda nogle unødvendige ting, vi simpelthen skal holde op med at købe? Som tyggegummi, sugerør, parfume og duftevand? Måske skal samfundet til at kræve, at de ting, man kan købe, har den mindst mulige miljøpåvirkning og det absolut mindste ressourcetræk? At der er nogle ting, man simpelthen ikke skal have lov til at købe, når det har konsekvenser for almenvellet, selv om der både står en køber og en sælger klar.

Vi har brug for et systemskifte og nye (gammeldags) forretningsmodeller. Vi skal begynde at huske, at der var engang, hvor vi også havde det godt og kunne tage på skovtur med familien uden engangstallerkener og -bestik, hvor vi godt kunne tørre op efter juniors væltede mælkeglas, uden at bruge køkkenrulle. Huske, at der var engang, hvor vi fik frisk mælk, selv om den ikke kom i engangsemballage. Og så skal vi have god gammeldags respekt for det, som naturen forsyner os med.

Det mest miljørigtige valg er ikke nødvendigvis det mest bekvemme eller billigste. Men vi skal turde investere i en ny verdensøkonomi, og det vil flere og flere heldigvis gerne. En bæredygtig fremtid er ikke utopi, det kan godt lade sig gøre med teknisk snilde, omhu, lidt personlig sparsommelighed og ikke mindst vilje. Hvis vi så også kan få et modigt politisk lederskab til at planlægge vores vej til en bæredygtig fremtid, så er vi godt på vej til at sikre, at der er nok til alle – inden for planetens grænser.

Marianne Bigum er seniorkonsulent i Rambøll og har en ph.d. i livscyklusvurderinger. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lise Lotte Rahbek

En af de største udfordringer er,
at vi må holde op med at betragte forbrug som symbol på personlig succes.

Ejvind Larsen, Christian Skoubye, Halfdan Illum, Eva Schwanenflügel, jens christian jacobsen, Allan Stampe Kristiansen, Christel Gruner-Olesen, Bjarne Bisgaard Jensen, Michael Waterstradt, Jan Fritsbøger, Katrine Damm, Lillian Larsen og Thorkil Søe anbefalede denne kommentar
Morten Simonsen

Og ikke eet ord om befolkningstilvæksten.

Ejvind Larsen, Jakob Silberbrandt, Søren Kristensen, Morten Balling og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Jan Fritsbøger

hvilken ret er mest rimelig, retten til at leve, eller retten til at overforbruge vildt ? jeg ved godt at nogen mener de fattige slet ikke burde få (så mange) børn, og andre mener vi allerede er for mange, jeg mener vil bør begrænse vores forbrug til et niveau som ville være muligt for alle på hele jorden på en gang og i al fremtid, uden at klimaet eller miljøet skades, og som tillader at biodiversiteten bibeholdes overalt, og jeg er absolut villig til at gøre det selv.

Jan Fritsbøger

øv man kan ikke rette fejl, jeg mener vi bør begrænse ----- skulle der sæføli stå

Jørgen Wind-Willassen

I 1967 for 50 år siden var jordens befolkning ca. 3,5 mia.
Altså det halve af i dag.
Og hvor er så væksten sket ?
Gæt selv.
Svaret er her:
http://data.un.org/Data.aspx?d=PopDiv&f=variableID%3a12
Husk meget forbrug er nu cirkulært.
Vand og træ f.eks. Så paptallerknener er ikke så slemme, hvis man altså brænder dem.
Derved erstattes fossilt brændsel og el og varme frigives.
Så genbrug og cirkulær økonomi er mere kompliceret end som så.

Jan Fritsbøger

ja lise lotte Rahbæk, som om grådighed er en kvalitet værd at efterligne. vi burde beundre de ydmyge og nøjsomme i stedet, og stræbe imod selv at være det

Jan Fritsbøger

Jørgen du har vist ikke fattet hvor slemt det reelt står til, sandsynligvis vil du ikke, hellere forsvare overforbrug og lade som om det er ok, men ok du kan vælge selvmord og dræbe dine børn og børnebørn, så gør du jo noget imod befolknings-tilvæksten. eller foretrækker du at nogle andre skal dø / undlade at blive født ?
man kunne evt lave en regel om max 2 børn, men lur mig om ikke nogle vil mene at det er andre som skal begrænse deres formering og at de selv godt kan tillade sig at få flere.

Jan Fritsbøger

meget meget lidt forbrug er cirkulært i dag, og paptallerkener er da slet ikke, alene plastikcoatingen bruger mere fossilt olie, end afbrændingen af tallerkenen kan spare, dertil skal så lægges energiforbruget ved fældningen af træet, så er der transporten til savværket, transporten derfra til papirfabrikken, forbruget af vand og energi til fremstillingen af papirmasse, transporten af denne til paptallerkenfabrikken, energien som anvendes til fremstillingen af selve tallerkenen incl coating som jo også skal transporteres, transporten af de færdige tallerkener derfra til grossisten, transporten videre til butikken, transporten fra butikken og hjem til forbrugeren, og så lige transporten fra forbrugeren til affaldsforbrændingen.
alternativet er rigtige tallerkener som i teorien kan bruges mange tusinde gange, men koster lidt ved afvaskning, dette illustrerer rigtig godt forskellen på brug og smid væk, kontra holdbare kvalitetsprodukter, og hvis man tillige medtager brugsværdien af gode ting, bliver det tydeligt at det er en god ide at købe og bruge gode ting som holder længe, i stedet for billigt bras som er lavet for at blive kasseret.
man kunne ligefrem forestille sig at selv (el)biler engang kan blive et bæredygtigt produkt, hvis det kan lade sig gøre at lave dem så de kan bruges i flere 100 år inden de må kasseres, men det er nok ren utopi.

Ejvind Larsen, Flemming Berger og Marianne Bigum anbefalede denne kommentar
Morten Balling

Kære Marianne Bigum

Jeg arbejder selv med bæredygtighed, og prøver at finde på løsninger som kan redde vores, og frem for alt vores børns, fremtid. Jeg sætter stor pris på det du skriver, men der er en ting som springer mig i øjnene, og det er at du ikke nævner hvad det reelt vil betyde, hvis vi skal til at leve bæredygtigt.

Her og nu har vi ikke teknologi til at løse mange af problemerne, og vi er alt for mange mennesker ift. de løsninger vi har. Som jeg ser det, skal vi allesammen indstille os på primært at få dækket vores basale behov: Føde, vand, tag over hovedet, osv. De ting du nævner at vi kan spare på, nylonstrømper og paptallerkener mm., batter slet ikke nok. Vi har sovet i timen og sover stadig. Helt seriøst fornemmer jeg, at ingen tør sige tingene som de er, fordi det bare ville føre til, at Otto Normalforbruger ville sige nej til et bæredygtigt liv. Han har ikke lyst til at sænke hans ressourceforbrug ned til, måske hvad der svarer til en Indisk bondemand. Selvfølgelig kan vi med tiden lære at udnytte ressourcerne bedre, men det er tid vi ikke har.

Af samme grund deler jeg naivt din optimisme, mest fordi jeg hader at give op.

Ejvind Larsen, Flemming Berger, Christian Nymark og Britta Hansen anbefalede denne kommentar
Lars Rasmussen

“Hvorfor er det ikke normen, at det, man køber, holder livet ud?”

Svaret er simpelt: Planlagt forældelse.

Ejvind Larsen, Eva Schwanenflügel, Lillian Larsen og Christel Gruner-Olesen anbefalede denne kommentar
Morten Balling

@Lars

Ja, planlagt forældelse er også med til at forværre tingene. F.eks. sigter Apple efter at deres brugere i gennemsnit helst skal købe en ny smartphone, ca. én gang om året. Samtidig er vi mildest talt ikke særligt gode til at genbruge ressourcerne i en smartphone, fordi det oftest er billigere at købe ressourcer som er gravet op af reserverne, end det er at genbruge. Det vil ændre sig, grundet helt simpel økonomi, men så er det for sent.

En artikel på Guardian fra dec. 2017, nævnte et andet problem med IT. I 2025 kan 20% af vores globale energiforbrug gå til IT. Forbruget udvikler sig pt. med en fordoblingstid på 2-3 år! Det vil groft sagt sige, at hvis den udvikling ikke stopper, så vil vi i 2028 bruge 40%, og i 2032 80% af det globale energiforbrug.

Selv dem som prøver at leve bæredygtigt finder hurtigt ud af at det er stort set umuligt, bare at tilpasse ens eget personlige CO2 aftryk. I hvert fald når vi selv skal vælge fra. Alternativet er at vi tvinges, men der er ingen som hverken kan eller vil tvinge. Det er der hverken penge eller stemmer i, og når det kommer til begge dele er man nødt til at være realistisk. Ellers snyder vi for alvor os selv.

Britta Hansen

'Planlagt forældelse' eller 'Sollbruchstelle', som det kaldes på tysk.

Og Sollbruchstelle var en absolut kendt betegnelse allerede i 70'erne, hvis jeg husker ret. Dette fører os direkte til en anden vigtig artikel om klimaet her i avisen, hvor der påpeges nødvendigheden for et radikal retningsskifte: https://www.information.dk/udland/2018/05/klimaprofessor-handle-allerede...

Wenn nicht jetzt - wann dann?
Wenn nicht wir - wer dann?

Ejvind Larsen, Eva Schwanenflügel, Flemming Berger, Lise Lotte Rahbek, Lars Rasmussen, Christel Gruner-Olesen og Morten Balling anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

For få år siden kunne man genanvende en plastic-engangs-barberskraber i ugevis, hvis man brugte den hver dag og på den måde holdt bladet skarpt. Det var muligt fordi producenterne endnu ikke havde fundet en tilpas blød legering, hvorefter bladet mister sin skarphed, efter kun to barberinger. Den "rette" legering har man omsider fundet og det er selvfølgelig et stort fremskidt for plasticindustrien, at der nu bliver solgt markant flere engangsskrabere, som holder til de forventelige to og kun to barberinger.

Det er i øvrigt lidt den samme historie som med elpærer og en lang række andre produkter. I gamle dage kunne en elpære holde i årevis, indtil Osram fandt ud af at kvalitet er en dårlig forretning. I dag er planlagt forældelse en hel naturlig del af designprocessen i rigtig mange produkter. Eksempelvis har nogle printere, efter sigende, ligefrem en chip der tæller ned til den dag producenten synes apparatet skal skrottes, måske et års tid efter garantien er udløbet. Selvfølgelig ikke før.

Og ret beset duer det heller ikke at tingene holder alt for længe, for så får den producerende og voksende tredje verdens landes befolkninger kun alt for langsomt del i den velfærd vi tager for givet her i Vesten, hvor sommerhus, egen bil og udlandsferie er helt selvfølgelige krav til "det gode liv". I øvrigt en livsstil, hvor udledningen af CO2 synes at være ligefrem proportional med succesraten.

Indbygget forældelse, lav kvalitet og et mastodontisk forbrug er på den måde blevet udmærkede måder at fremme vækst på, for så vidt at man ikke kærer sig om de miljømæssige konsekvenser.

En negativ side af dårlig kvalitet, kombineret med et abnormt højt forbrug af "ting", er de store mængder af mikroplast, som ophober sig i verdenshavene - og andre steder. Den problematik vil sandsynligvis først for alvor komme i fokus når det er for sent.

Endelig hænger det hele jo også uløseligt sammen med spørgsmålet om befolkningstilvæksten, som også er med til at skabe behovet for flere billige produkter. Det spørgsmål er stort set tabu i debatten, især efter kineserne for få år siden opgav et-barns politikken (til fordel for to-barns- politikken).

Måske er der en sammenhæng mellem vores ekspantionistiske og altfortærende livsform og de nye multiresistente bakterier og influenzavira, vi hører om med jævne mellemrum. Kan det tænkes at naturen (igen) er ved at have fået nok af os?

Ejvind Larsen, Eva Schwanenflügel, Randi Christiansen, Flemming Berger, Lillian Larsen, Morten Balling, Lise Lotte Rahbek og Lars Rasmussen anbefalede denne kommentar
Lars Rasmussen

@Morten

Interessant artikel (som interesserede kan læse her).

Det lader til, at internettet, det billige skidt, meget nemt kan komme til at koste os en hel del i sidste ende. Hvor ironisk... (Når apokalypsen kommer, så har jeg i øvrigt tænkt mig at læne mig mageligt tilbage og give skylden til LOL-kattene og deres affilierede.)

Jeg finder desuden, at et af de grundlæggende problemer ved vores, dvs. menneskehedens, produktionsmåde er, at selv om vi er dygtige til at gøre ‘de rigtige ting’ (fx at sørge for at alle kan få den nyeste smartphone), så er vi samtidig dårlige til at udføre disse ting rigtigt i praksis (jf. dit eksempel med at tage af reserverne i stedet for at genbruge). Vi udviser med andre ord høj effectiveness, men (relativt) lav efficiency (jf. dette link).

Men i bund og grund handler det nok mest om, at vi er blevet alt for vant til at tage de nederste lag i behovspyramiden for givet. Thi aldrig har vi haft nemmere ved at få opfyldt vores basale behov. Dette er selvfølgelig isoleret set en rigtig god ting. Bagsiden af medaljen er så bare, at vi på baggrund heraf opdager (eller opfinder?) andre behov, som vi så også vil have dækket. Og den dårlige nyhed er: Imod denne trang findes der ingen kur!

   “To live is to collect, and we're well-armed with junk.
     Meanwhile the jungle's spreading east from Central Park.
     We're using too much electricity,
     And that, no doubt, is why it's growing dark.”

George Faludy, “The United States” (citeret fra Learn This Poem of Mine by Heart, side 52).

Ejvind Larsen, Eva Schwanenflügel og Morten Balling anbefalede denne kommentar
Kasper Malskær

Den formodentlig største synder, når det drejer sig om årtiers fejlslagne forsøg på at vende skuden og gøre op med de menneskeskabte klimaændringer, de globale økosystemers hastige forfald og det støt stigende ressourceforbrug, er det moderne monetære system, og den måde hvorpå det fungerer.

At sige vi ikke har teknologien til at nå at vende skuden, er en lodret forkert påstand. Teknologien er langt fremme - nok også længere end mange mennesker overhovedet er bevidste om. Med en global målrettet indsats, er det ikke utænkeligt, at man kunne nå at gøre op med en stor del af problemerne, vi som mennesker pt. står over for.

Udfordringen er bl.a., at de interesser, der driver udviklingen - de gigantiske internationale virksomheder, finansselskaber og banker, som har magten til at gøre den nødvendige forskel - er fastlåst i et spil, hvor man overlever ved at generere et overskud, og ikke ved at gøre en forskel for fremtidige generationer. Deres fokus er på at opretholde status quo og vedblive med at være på toppen af magtpyramiden, mens de sparker resterne fra festen ned til os andre på gulvet.
Derved ikke sagt, at der ikke opstår tiltag og virksomheder, som satser på bæredygtig udvikling, men det fylder samlet set ikke nok. Som det moderne monetære system fungerer, er der et krav om konstant at genere vækst og overskud. Denne vækst tager ikke hensyn til begrænsede ressourcer og nedbrydning af miljøet.

`Jamen hvad så med politikerne?´ kan man spørge sig selv - `de må da kunne gøre en forskel?´ og vi sætter vores lid til dem, når vi gang på gang går til stemmeurnerne; kun for at erfare, at det er lidt som at pisse i bukserne, og at den krævede og nødvendige forandring aldrig finder sted.
Det man muligvis overser, når man sætter sit lid til disse tilsyneladende uduelige politikere - med alle deres løfter og salgstaler og følelsesladede holdninger - er, at de også blot er et produkt af systemet, herunder det monetære system med alt dens enorme drivkraft. Politikerne er et symptom på - og ikke en årsag til - problemerne; selvom de tit får skylden for at være sidste.
Hvordan skal de kunne ændre retningen så radikalt, som der kræves, i en så magtfuld og interessefyldt global økonomi, hvis primære fokus er at opretholde status quo?
Moderne politikere har i bund og grund deres fokus på nogle enkelte processer, når de forsøger at løse de enorme udfordringer, vi som samfund står over for. Disse primære processer er: at lægge budgetter, at udarbejde love og at udarbejde reformer (alt imens de skal forsøge at blive genvalgt). Samtidigt er de underlagt de enorme markedskræfter, som også er hele grundlaget for det samfund, de forsøger at drive fremad i den rigtige retning. Dette er årsagen til, at uanset hvor indlysende umuligt og katastrofalt politikernes fortsatte snak om økonomisk vækst i samfundet så end måtte være, har de ikke magten, midlerne eller kompetencerne til rettidigt at ændre på dette ræs mod afgrunden.

Ejvind Larsen, Troels Holm og Morten Balling anbefalede denne kommentar
Morten Balling

Jeg har lige været inde og høre et interessant foredrag med emnet "Hvordan vil byernes vækst udfordre kloden?". Karen Seto, som holdt foredraget, fortalte en spøjs anekdote. I dele af Vesten er vi efterhånden blevet "gode" til at sortere vores affald, men det medfører også at vi køber endnu mere, fordi vi har bedre samvittighed når vi senere smider det ud. "Vi sorterer jo vores affald" :)

I Taiwan valgte man en anden løsning. Her kommer skraldebilen to gange om ugen, og så er det folks egen pligt at bære affaldet ud til skraldebilen (sorteret selvfølgelig). Det har medført at folk er begyndt at tænke mere over hvad de køber, fordi det er mere besværligt at slippe af med det igen. Helt lavpraktisk løsning, som er temmelig genial!

En af tilhørerne spurgte hvad man selv kunne gøre, og her havde Seto faktisk også et godt svar. Hver gang vi bruger penge, bør vi, ligesom vi overvejer prisen, tænke over om det vi køber virkeligt er strengt nødvendigt. Måske svært i praksis, for hvem har ikke brug for en stereofarvefryser, men igen en helt konkret brugbar idé.

Der var også en som nævnte befolkningstilvæksten, og så lyste Seto op i et lettet smil. Ja, det er tabu at sige det, men alle ved det godt. Måske er det nemmere at give andre ret, end selv at skulle være den, som pointerer at der er alvorligt ild i lokummet.

En anden åbenlys ting hun nævnte er at vi skal tænke transport og energi. Vi skal til at producere meget mere lokalt, og så må vi løse problemerne i de fattige lande på en anden måde end sweatshops. De er dybest set heller ikke særligt fede.

Hun nævnte iøvrigt også, at vi pt. udvider byzonerne med det som svarer til 20.000 fodboldbaner OM DAGEN! Byernes befolkning stiger med 1,3 million mennesker (svarende til en ektra København) hver uge. Til dem som mener at vi nok skal klare den med ny teknologi: Al den bioteknologi vi bla. går og arbejder med, skal bruge biomasse, og det kommer pt. langt overvejende fra landbrug. Udover at vi udvider byerne, så bliver arealet af landbrugsjord mindre, pga. den globale opvarmning, og de 10 milliarder vi optimistisk sigter efter i 2100 skal også have noget at spise. Mad kræver også jord, og hvis vi i stedet kigger på havene, så er vi ved at fylde dem med plastic.

Morten Balling

@Kasper

Helt enig! Og en meget nøgtern betragtning.

Yuval Noah Harari beskriver det helt suverænt:

”Murermester Sten har lige bygget et hus, og for arbejdet modtaget én million kroner. Hr. Grådig beslutter sig for at åbne en bank, og Hr. Sten sætter sin million ind i banken. Fru Kage vil gerne lave et bageri, men har ikke pengene til det. Derfor låner hun en million i Hr. Grådigs bank. Dem betaler hun med en check til Hr. Sten for at han bygger bageriet. Hr. Sten sætter checken ind på hans konto i Hr. Grådigs bank. Hvor mange penge har Hr. Sten nu stående i banken? 2 millioner. Hvor mange penge ligger der i banken? Der ligger stadig kun den éne million Hr. Sten startede med at sætte ind på hans konto. ”

Meget frit citeret fra bogen Sapiens.

Banken skylder altså nu Hr. Sten en million, og hvis Hr Sten hæver begge de millioner han har stående i banken, kan banken kun udbetale den éne million de har liggende.
Grunden til at hr Sten alligevel godt tør sætte sine penge i banken er at han tror på at banken i fremtiden vil få flere penge. Vi siger at Hr Sten tror på økonomisk vækst. Når Fru Kage begynder at sælge brød fra hendes bageri, kan hun betale pengene hun skylder tilbage, nu ovenikøbet med renter. Det kunne også være at banken kunne udlåne den million den har liggende fra hr Stens indlån flere gange, ligesom den gjorde med fru Kage, hvor den dybest set ikke udbetalte en krone.

Mekanismen her er grundlaget for moderne økonomi. Før i tiden blev økonomi, produktion og marked betragtet som værende statisk. Så kom den videnskabelige revolution, og dermed en tro på at videnskaben ville skabe fremskridt og dermed vækst. Det er troen på vækst, som gør at Hr. Sten tør sætte sine penge i banken, og dermed at Hr. Grådigs bank kan eksistere.

Denne vækst skal dybest set komme fra videnskaben. Det er déns nye idéer, som skal lede til nye produkter, alle finansieret af udlån fra Hr. Grådigs bank, som hvis vi ser bort fra renteindtægt, stadig kun er i besiddelse af den million Hr. Sten har sat ind. Nye produkter skal derudover helst ikke konkurrere om f.eks. fru Kages marked for at sælge brød, for så forsvinder hendes mulighed for at betale banken den million hun skylder. Tro på Vækst er kernen i det hele.

Amerikanske banker må udlåne 10 gange så mange penge som de har liggende i form af indlån. Til enhver tid vil en bank gå konkurs, hvis alle indlånere hæver deres penge samtidig, med mindre f.eks. staten hjælper banken ved at give eller låne banken penge. Grunden til at det ikke sker hele tiden er at vi mennesker generelt tror på fremtiden og frem for alt på udvikling og vækst. Nogle har sammenlignet moderne økonomi med et pyramidespil, og det er ikke svært at finde flere ligheder.

Marianne Bjerg

@ Morten

Hvis du ikke kender den - Jevons paradoks .....

https://en.wikipedia.org/wiki/Jevons_paradox

Morten Balling

Et andet problem er at vi vitterligt ikke har teknologi til aat løse problemerne. Som Kasper skriver er teknologien nået langt, men det er ikke nok at have idéerne, de skal også omsættes til praksis. Det gør man kun hvis man kan tjene en krone mere. Kan man tjene en krone mere på at gøre noget som ikke er bæredygtigt, vælger man at se bort fra bæredygtighed. Sådan fungerer økonomi, og hvis man er i markedet for at tjene penge, er det "dumt" at tænke anderledes. Rigtigt mange af de løsninger videnskaben kan hoste op med koster penge, og når vi f.eks. får en smart idé i bioteknologien, duer den ikke hvis man ikke samtidig kan spare penge. Det er ren Sisyfos.

Derudover følger væksten i ressourcer befolkningstallet ganget med en økonomisk vækstfaktor. Befolkningen udvikler sig pt. stadig nærmest eksponentielt, dog med en faldende vækstrate frem mod år 2100. Den økonomiske vækst stiger eksponentielt når den er "sund". Teknologien som skal følge med udvikler sig mere lineært, og jeg har mødt en del videnskabsfolk, som mener at det er umuligt at følge med. Vi siger det bare nødigt, for man skal jo ikke være negativ.

Henrik Bjerre

"Hvorfor er det ikke normen, at det, man køber, holder livet ud?"

Sikken en jeriminade. Hvis det er standarden fremover kunne man da godt ønske sig at dagens avis blev den sidste, og man aldrig skulle købe flere?

Morten Balling

@Henrik

Altid frisk med en stråmand ;)

Der er langt fra en Verden hvor en smartphone holder 1-2 år, og så til en Verden, hvor dagens avis blev den sidste. Min sidste iPhone holdt 8 år, og selv batteriet i den virker sådan set stadig. Der gik derimod ca. halvandet år, før Apple kom med en opdatering som stort set brick'ede telefonen, og så var der alle de nye "spændende" features min "gamle" telefon ikke understøttede, fordi den ikke var "hurtig" nok. Yeah right!

Pointen med alt det her er, at vi skal til at forstå at vækst i fremtiden ikke kan blive ved med at være noget kvantitativt, men skal gå over til at være noget kvalitativt istedet. Og bare rolig. Det sidste kan der også være kugler i.

Ejvind Larsen, Lise Lotte Rahbek og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Henrik Bjerre

@Morten Balling

Der typisk færre penge at tjene på god kvalitet/luksus end på standradvarer. Der er mere prestige forbundet med at sælge Loius Vutton tasker end plastikposer i Netto, og den prestige får man ikke forærende.