Der er stigende pres på Finansministeriet for at medtage dynamiske effekter af offentlige udgifter i deres regnemodeller.
Særligt venstrefløjen har i årevis presset på for, at modellerne skal inkludere alle de positive adfærdseffekter, som de mener, at statens mange udgifter til eksempelvis uddannelse og socialpolitik har.
Men ifølge den borgerligt-liberale tænketank CEPOS bliver det helt overset i den nuværende debat, at der lige så godt kan være negative adfærdseffekter af at øge de offentlige udgifter til både uddannelse, ældre og kultur.
»Det offentlige forbrug har en tendens til at omfordele. Det vil sige, at personer på lave indkomster får en relativt større andel af det offentlige forbrug. Det offentlige forbrug trækker dermed i retning af, at det bliver mere attraktivt at tjene færre penge eller slet ingen penge. Det trækker arbejdsudbuddet ned,« siger cheføkonom Mads Lundby Hansen.
Overvismand Michael Svarer blev i sidste uge citeret for, at Enhedslisten har en pointe i, at det udgør et problem, at Finansministeriet ikke medtager de dynamiske effekter af offentlige udgifter i deres beregninger. Og i går bragte Information en historie på baggrund af et nyt notat af centrum-venstre tænketanken CEVEA.
Ifølge notaterne er der markante dynamiske effekter ved at øge midlerne til uddannelse og indsatsen overfor socialt udsatte børn og unge. Begge dele er ifølge Mads Lundby Hansen eksempler på, at debatten fokuserer alt for ensidigt på de positive adfærdsvirkninger, mens de negative bliver overset. Det gælder også på uddannelsesområdet.
»På uddannelsesområdet er vi blandt de lande, der bruger flest penge. I fravær af disse uddannelsesudgifter ville vi være fattigere. Men det er tvivlsomt om ekstra udgifter til uddannelsesområdet bidrager med noget positivt. Effekten kan også være nul og ligefrem negativ, f.eks. hvis de ekstra penge medfører overuddannelse,« siger Mads Lundby Hansen.
Skattefinansierede sygehuse kan også medvirke til, at beskæftigelsen bliver trukket ned. For når man finansierer sundhedsvæsenet over skatten, behøver den enkelte ikke længere at arbejde sig til en tilstrækkelig høj indkomst, så man kan betale for en privat sundhedsforsikring. Og på samme måde gælder det for den offentlige ældrepleje:
»Når der er skattefinansieret ældrepleje, så behøver du ikke arbejde så hårdt, at du skal spare op til privat ældrepleje, fordi det stilles gratis til rådighed af den offentlige sektor. Det vil også trække arbejdsudbuddet nedad,« siger Mads Lundby Hansen.
Attraktive biblioteker
De negative adfærdseffekter begrænser sig dog ikke bare til pleje og sundhedssektoren, men gælder også for kulturtilbud, som stilles gratis til rådighed for borgeren, forklarer cheføkonomen.
»Biblioteker gør det mere attraktivt at være på offentlig forsørgelse. Hvis man er på dagpenge eller kontanthjælp, så har man mulighed for at gå ned på biblioteket, surfe gratis på internettet, læse aviser og blade. Det trækker arbejdsudbuddet ned,« siger Mads Lundby Hansen.
»Museer med gratis adgang er også et eksempel. Der får man mere ud af sin fritid, og derfor bliver det mere attraktivt ikke at være i beskæftigelse. Alt sammen er det eksempler på, at det offentlige forbrug kan trække beskæftigelsen ned.«
Enhedslistens Pelle Dragsted, der har stået bag partiets kritiske rapport om Finansministeriets regnemaskine, vil ikke afvise, at der også kan være negative adfærdseffekter af offentlige udgifter. Men at det skulle gælde på ældre- og sundhedsområdet, tror han ikke på.
»Jeg kan ikke se, hvor de skulle have belægget for det. Man kan forestille sig det rent abstrakt ideologisk. Men ser man på lande som Norge, Danmark og Sverige, der har den her form for skattefinansieret velfærdssamfund, så har vi en ekstremt høj beskæftigelse samtidigt. Så jeg kan ikke se, at den sammenhæng skulle være der,« siger han.
At biblioteker og museer skulle betyde, at flere mennesker vælger at være på overførselsindkomst, tror han heller ikke på.
»Det er CEPOS’ menneskesyn i en nøddeskal. Det er helt skørt at tænke på den måde. Det kunne også være, at det virkede omvendt, så det, at du blev kulturelt stimuleret, gav bedre mulighed for, at du kunne komme videre på arbejde. Det, der er problemet med mange af de her antagelser, er, at man ser et meget reduceret menneske, der mest er styret af økonomiske incitamenter,« siger han.
Værdien af fritid
De Økonomiske Råd er kortvarigt inde på problemstillingen om de negative adfærdseffekter i et kapitel om dynamiske effekter af offentligt forbrug fra foråret 2017. Her skriver de blandt andet:
»Andre dele af det offentlige forbrug må omvendt formodes at reducere husholdningernes udbud af arbejdskraft. Det kan tænkes at være tilfældet for eksempelvis kulturstøtte, da rekreative tilbud kan øge værdien af fritid,« skriver vismændene og fortsætter.
»Isoleret set gør offentlige serviceydelser borgerne rigere, og derfor behøver de ikke at arbejde så meget for at nå et vist velstandsniveau.«
Men selv om vismændene bemærker det i deres kapitel, er det stadig et punkt der i for høj grad overses i debatten, mener Mads Lundby Hansen. For hvis Finansministeriet skal være konsekvente i sine regneregler, så bliver man nødt til at inddrage både de positive og negative adfærdseffekter ved det offentlige forbrug. Men problemet er for øjeblikket dog stadig, at man ikke ved, hvor store effekterne er, ligesom man ikke ved, om de er positive eller negative.
»Mit udgangspunkt er, at man selvfølgelig skal indregne adfærdsændringer afledt af det offentlige forbrug lige så snart der ligger tilstrækkelige undersøgelser til, at man kan indarbejde det. Den viden skal indarbejdes, hvad enten det er positive eller negative virkninger,« siger Mads Lundby Hansen
Værd at investere i velfærd?
For Pelle Dragsted er der to veje ud af den nuværende situation. Enten skal Finansministeriet – som tidligere finansminister Mogens Lykketoft også foreslog i sidste uge – stoppe helt med at regne med dynamiske effekter af f.eks. skatter og afgifter, da regnestykket bliver for skævt.
Eller også får man gjort det store arbejde, der handler om at samle dokumentation om effekterne af offentlige udgifter på alle de forskellige områder og få dem indført i modellerne. En øvelse, der dog heller ikke er uproblematisk, da det på sigt kan gøre modellerne mere komplicerede og uigennemsigtige og øge magten hos den siddende regering.
Men selv om beregningerne er usikre, og der også kan være negative arbejdsudbudseffekter af nogle offentlige udgifter, så tror Pelle Dragsted stadig på, at de grundlæggende vil vise, at velfærdsstaten er værd at investere i.
»Min klare vurdering er, at det vil falde positivt ud. Det baserer jeg dels på den observerede virkelighed om, at de lande, der har indrettet sig som Danmark med en stor offentlig sektor og et stærkt socialt sikkerhedsnet, også er de lande med nogle af de højeste beskæftigelsesgrader i verden. Men også på, at vi har ret meget evidens for, at f.eks. de sociale indsatser betaler sig,« siger Pelle Dragsted.
– Er det særligt venstreorienteret at reducere alting til et spørgsmål om, hvad der giver et økonomisk output. Hvad nu hvis en undersøgelse af biblioteker eller ældrepleje viser negative konsekvenser for arbejdsudbuddet?
»Det er et relevant spørgsmål, for vi skal huske, at der er mange ting, der ikke kan betale sig, men som vi alligevel skal have. Selv hvis man anerkender, at en høj dagpengesats betyder, at folk vil være mindre tilbøjelige til at søge hvad som helst, så kan det godt være, at det er noget, vi ønsker, så folk ikke bliver nødt til at acceptere urimelige arbejdsvilkår. Diskussionen stopper ikke her, det handler bare om at få etableret en mere lige spillebane.«
Lad os bare få de få negative effekter med i regnskabet.
Alle ved jo at Finansministeriet lommeregner er defekt, men ingen tør at sige dem imod.
Flere dynamiske effekter både de negative, men også de positiv. Så kan det være at vi undgår den store omfordeling til den rige mellem klasse i vores samfund. Desværre er vi er blevet et visions løst mellemklasse samfund, som næsten ikke magter at tage vare på de svageste i samfundet.
Det er absolut nødvendigt at medtage dynamiske effekter ellers kan der ikke regnes på virkninger af økonomisk politik. Og Cepos leverer altid seriøse og fagligt fornuftige analyser. Så en god artikel som belyser noget der måske ellers mest er et emne for økonomer.
@Hermann
Det er verdensklasse! God humor, lige efter mit hoved!
Det styrker arbejdsmoralen at man ikke har tid og råd til ikke-materielle, uproduktive kulturoplevelser. Ergo, CEPOS medarbejdere bør ikke have løn og skal arbejde mindst 68 timer om ugen. Kan ikke have at de bliver fristet til at "spilde" deres tid. Tid brugt på andet end profitmaksimering er jo tid spildt.
Skattelettelser skaber øjensynligt dynamiske effekter og jf. Cepos gør offentligt forbrug åbenbart det modsatte, ufortalt at liberale økonomer straks ser vækst og beskæftigelse når der lettes på skatteskruen. Men hvad med den offentlige sektor indgår den slet ikke i denne opgørelse af vækst? Er fradrag i offentligt forbrug ikke noget der må fradrages i den samfundsmæssige vækst? Kan man bare forudsætte, at markedet kan klare det hele?
Producerer den offentlige sektor ikke noget endsige bidrager den ikke til den samfundsmæssige reproduktion?
Man må tage det for det crap det er; og den tanke der ligger bag er simpel. En fattig og sulten proletar er sikkert mere motiveret til løsarbejde dagen derpå. Arbejdsudbuddet skal udvides for, at holde udviklingen i pengelønningerne i ave og inflationen i skak.
Det eneste problem i det er, at de fleste ikke gider, at leve i sådan et liberalt lorte samfund, hvor enhver form for frihed er knyttet til økonomisk formåen og evnen til selvforsørgelse på arbejdsmarkedets nåde
Man kunne måske med rimelighed tale om, at der faktisk eksisterer en skjult arbejdsløshed i vores samfund når man tager aktiveringsordninger, nyttejobs oa. med i betragtningen. Alligevel skal arbejdsstyrken hele tiden udvides, som en forudsætning for økonomisk vækst. Og det er jo helt øjensynligt en vækst der ikke kommer alle til gode. Det skal være slut med gratis goder. Den slags er skadeligt
Ja, det er et indskrænket og deprimerende menneskesyn CEPOS advokerer for: Penge er det vigtigste i verden, men alligevel skal der pisk, trusler og frygt for personlig elendighed til, for at folk til at arbejde.
Cepos’ overser helt, at det IKKE er de fattige, kontanthjælpsmodtagere, førtidspensionister og andre på overførselsindkomster, der bruger de gratis ydelser som biblioteker, gymnasier og universiteter, eller nyder godt af det offentlige tilskud til teatre, litteratur eller museer. Det er os – middelklassen og ”opefter”, der har det store forbrug på disse områder. Det er i øvrigt de samme grupper – de rige og de bedrestillede - som har det største forbrug af sundhedsydelser. En tredjedel af alle landets speciallægepraksisser er placeret i Nordsjælland, hvor folk er mest velstillet og mest raske. Se det er ulighed i sundhed!
Hvis Det Økonomiske Råd er citeret korrekt ovenfor (»Isoleret set gør offentlige serviceydelser borgerne rigere, og derfor behøver de ikke at arbejde så meget for at nå et vist velstandsniveau«), ja så er der grund til at se med samme skepsis på deres udtalelser, som Cepos’. Noget tyder på, at den udtalelse mere er baseret på ultraliberal tankegods end på empiri.
Spørgsmålet er jo ikke, hvor meget folk behøver at arbejde, men at der også er folk til at udføre job, der ikke på papiret giver en særlig attraktiv løn - fordi de kompenseres for den ringe løn af øvrige velfærdsgoder.
Uafhængigt af tid afspejler velstand sig i, hvor lidt man behøver at arbejde for at leve et liv hævet over det blot og bart tilfredsstillende. Alligevel har vi - i takt med at maskinerne egentlig gør det, vi tidligere gjorde, meget hurtigere og nemmere - travlt med stadig at opfinde nye job, man kan bestride, fordi man simpelthen har en grundlæggende forkert idé om denne velstand: at den indebærer menneskelig arbejdskraft, at kun menneskelig arbejdskraft skaber vækst; men sådan er det selvfølgelig ikke: vækst er øget evne til at fremstille med henblik på at tilfredsstille efterspørgsel og intet andet.
Man må jo sige, at der hersker en vis konsensus om velfærdsstaten i det danske samfund. De fleste politikere er i alle tilfælde bevidste om, at de skal tale velfærden op. Men der er jo mange andre agendaer på tegnebrættet på samme tid og skattelettelser er en af de ting der i værktøjskassen når væksten i samfundet skal stimuleres. Diskussionen har jo på det seneste været, at finansministeriets regnemodel måske har en bias.
Isoleret set kan skattelettelser jo godt øge omsætningen i samfundsøkonomien. Men skattelettelser rummer jo samtidig det paradoks, at velfærdsstaten, kommunerne med mere har deres indtægtsgrundlag ved skat.
Frontalangreb på selve velfærdsstatens fundament og principper forekommer fra tid til anden, som det ses her i sentenser fra Mads Lundby. Og desværre tillægges det jo værdi i medierne, selv om det retteligt skal afkodes for også, at være funderet i stærkt ideologiske forudsætninger
Cepos er en tænketank og den støber kugler. De fleste kan jo godt gennemskue hvor den hører hjemme :-)
Jan Boisen, det er jo blot udtryk for den altid eksisterende interessekamp, hvor de manges interesser forsøges omgået af de få privilegerede. Overklassens store frygt er altid, at underklassen vil tage dens penge, og derfor har vi repræsentativt i stedet for direkte demokrati.Den oprindelige idé med pensionsreformen: at ejerskabet til produktionsapparatet over tid skulle overgå til lønmodtagerne igennem fondseje, blev der jo også sat en kæp i hjulet for med regler for investeringernes optimale afkast - i stedet for at beskytte dansk erhvervsliv imod udenlandsk overtagelse.
Men kampzonen er, som Lundby Hansen ridser den op, at de, der tjener penge på andres arbejdskraft, med alle midler vil tvinge borgerne til at stille denne til rådighed. Det fører imidlertid til nogle ideer om samfundets mål og med, som ikke er i almenhedens interesse - fordi det er dens arbejdskraft, der bliver udbyttet, uden at der til gengæld sker en udbygning af det universelle velfærdssamfund: større frihed, større deltagelse i samfundets beslutningsprocesser, mere ret til at bestemme over sin egen eksistens.
De udmeldinger fra CEPOS lyder som strategiske udmeldinger i mine ører.
Jeg vil mene, at der ikke er den store grund til at betvivle oplevelseserhvervenes bidrag til væksten i Danmark - og det er i høj grad kultursektoren. Det er gentagene gange dokumenteret, men måske svært at sluge for (konservative) borgerlige liberale økonomer. Man må sige, at de får reduceret os mennesker til et noget fattigt væsen. Et homo economicus som vi godt ved heldigvis styres af så meget andet end økonomiske interesser - hvor er det forbandet trist og fattigt.
Steffen Gliese: Ja man kan jo sige, at det ræsonnement der ligesom ligger indlejret i noget af det som Mads Lundby siger er, at velfærd gør folk dovne. Kan man få gratis så kan det ikke betale sig, at arbejde. Og man kunne måske føre den videre til, at man ville være ekstra motiveret til, at arbejde hvis man også led nød og var fattig. Det siges jo ikke direkte, men der ikke langt til, at tænke så.
Ulighed kan siet i det lys jo ligefrem være gavnlig for samfundet - og tænker man det videre kunne afskaffelse af selve velfærdsstaten jo være vejen frem - altså en minimal stat.
Velfærdsstaten blev vel et stykke ad vejen til for, at skabe lighed og afskaffe fattigdom og ulighed. Men vel ikke kun. Den var vel slet og ret en nødvendighed i den kapitalistiske stats reproduktion
Og det er den vel også den dag i dag. Der vel stadig behov for en veluddannet arbejdsstyrke, almen sundhed, infrastruktur etc.
Noget helt andet er, at ulighed og fattigdom kan være kilde til social uro, ustabilitet og strejker på arbejdsmarkedet etc.
Men foreløbig er troen måske, at vejen frem er, at give folk tommelskruerne på
Pelle Dragsted nedværdiger ikke blot sig selv, men samtidig Enhedslisten ved at deltage i dette cirkus. For ikke at tale om Dagbladet Information, som åbenbart finder det lødigt at videreformidle Mads Lundby Hansens Fascisme.
Og ja, jeg sagde såmænd 'Fascisme'. Et misbrugt ord, bevares. MEN:
Det er efterhånden så skrigende tydeligt for os 'på bunden', at vi ikke regnes for andet end i værste fald en 'byrde', og i bedste fald 'nyttige idioter', der skal 'administreres'. Af nævenyttige journalister. Af nævenyttige økonomer. Af bebrillede idioter, med deres på det tørre, og en - i egen selvopfattelse gudsgiven ret - til høj løn og adgang til en pseudointellektuel, fælles diskurs på 'højeste plan'.
NOK, siger jeg!
At Dagbladet Information, dette hæderkronede dagblad - i egen selvforståelse 'den mindst ringe' - ukritisk(!) videreformidler dette fascistiske vanvid - biblioteker mindsker arbejdsudbuddet - er så kollosalt et svigt, at man ubehjælpsomt må gnide sine øjne en ekstra gang!
Hvor fanden er indignationen i mødet med så afstumpet en tankegang?
Vågn nu for fanden op, Information!!!
Torsten Jacobsen, tror du ikke, at folk er i stand til at læse og dømme selv? Dette er den største tjeneste, Information kan gøre kampen: selvafsløringen af et fuldkommen ryggesløst og stupidt system, der for tomme kalorier vil ofre alt den substans, der rummes i en gammel kultur som vores, der oven i købet var kommet langt i retning af lighed, af forståelse af værdier i deres egen ret, af opgør med forbrugerisme. Alt det er desværre vendt tilbage over de seneste 25 år - men det er da immervæk en ting, man nu igen begynder at forstå, at man ikke kan lave økonomisk politik på at sælge skindet, før bjørnen er skudt, dvs. gætte sig til, hvordan frie mennesker vil te sig under omstændigheder, vi ikke i tilstrækkeligt omfang kan kende.
Men vi skal selvfølgelig tænke helt anderledes, udenom økonomien og i stedet på de virkelighed vilkår.
Så folk skal ikke bydes arbejde, hvor de risikerer at komme til skade eller blive nedslidte; folk skal være betrygget af fællesskabsbårne løsninger; folk skal have indflydelse på politikken; folk skal have adgang til den ypperste viden og fremragende kulturelle manifestationer; folk skal have adgang til de skatte, vi ejer i fællesskab, og som udstilles på vore offentlige museer; folk skal betjenes af en stadig mere vidende og bredspektret forskning, der til stadighed kan afdække nye træk og ukendte hemmeligheder ved forskningens genstand.
Giver det mening at debattere under den voldsomme censur der hersker her?
@Torsten Jacobsen: Hvad mener du med ukritisk? CEPOS kommer med en pointe om offentlige udgifter set ud fra regnemodellernes logik - som altså IKKE ligger særligt langt fra mainstream-holdningen blandt økonomer. At der både er negative og positive effekter af offentlige udgifter. CEPOS vil så nok antage, at der er flere negative, end der er positive, og det får Pelle Dragsted for Enhedslisten rig mulighed for at argumentere for det modsatte. Det er fælles for begge, at de kun delvist udtrykker sig på baggrund af empiri - men snarere ud fra nogle antagelser og forestillinger om, hvad de undersøgelser der skal foretages vil vise.
Jeg er - måske ikke så overraskende - helt uenig i alle de kommentarer om, at jeg ukritisk viderebringer propaganda og at det et stort problem at Information citerer CEPOS. Der er to uenige parter i artiklen der diskuterer to forskellige tilgange til regnemodellerne. Det er som om at mange mennesker i kommentarsporet tror, at folk ikke kan gennemskue, hvad der står i artiklen og ukritisk lader sig overbevise af CEPOS-argumenter fordi de kan læse dem i en avis. Det er sjovt nok så ikke argumenter, der har overbevist nogle af alle dem der kommenterer, men DE ANDRE må da blive overbevist. Det er en deprimerende tilgang til den offentlige debat og til folks evne til at blive præsenteret for et argument og selv danne sig en holdning.
Bjørn Pedersen - Du glemte én vigtig ting: Personalet skal heller ikke holde frokost - de kan spise hjemmefra kan de!
Sebastian Gjerding. CEPOS har skam mange pointer, men ingen af dem er overraskende i forhold til deres politiske holdninger. Og det er det gale, det helt gale.
Det CEPOS, og sikkert hovedparten af "tænketankene" gør, er at behandle tilgængelige data så de harmonere med de knæsate meninger. Der kommer ikke saglighed ud af usaglig omgang med data.
Jeg synes, det er et fantastisk interview, der river sløret væk fra alles øjne og viser os, at det er tåbeligt at sætte økonomien så højt i den politiske vurdering: alt det, der for økonomer kan ses som negative virkninger af offentligt forbrug, er i en klassisk demokratisk kontekst netop FORMÅLET med det, selve den værdi, fællesskabet bygger på, og som tjener til at gøre os alle frie, lige og rige.
Tja, sådan kan det gå når man ikke får læst en artikel og komme på debatten med det samme : Alt er sagt og skrevet og jeg kan ikke engang være uenig, men vil bare lige pippe og skrive: menneskesyn og forskellen på det. God dog også til Cepos, men det kræver overvindelse at sende dem min største medfølelse! Tænk at være så snæversynet og økonomifikseret.
Nu arbejder jeg så på et bibliotek hvor vi dagligt får besøg af arbejdssøgende som skal lave cv, udfylde jobansøgninger, melde at de arbejdsparate via Jobnet, tjekke jobannoncer i aviser mv. Ting som med de seneste nedskæringer i understøttelsen faktisk kan være svært for mange at få råd til (aviser er pissedyre). Derudover mødes de med andre arbejdsløse, diskuterer muligheder for praktik og holder sig opdaterede med samfundsudviklingen generelt via vore tilbud. Det må vel være godt - selv for træhoveder som CEPOS-økonomerne.
Problemet for CEPOS og de andre rige er vel egentlig at de fattige og middelklassen via bibliotekerne får adgang til viden og oplevelse som de synes burde tilhøre deres eget segment og ikke alle de andre.
Uha. Det var noget af 'en tråd', at få kæmpet sig igennem. Pyh.
Først forvirring: Jeg troede, at kriteriet for at kunne kalde sig en tænketank var, at man rent faktisk var i stand til at tænke. Nå, men pyt. Lad det nu ligge.
Mads Lundby Madsen taler en del om hårdt arbejde. Hvis han nu tager en uge som landmand, jord- og betonarbejder, lastbilchauffør, sosu osv., så kunne han måske udtrykke sig troværdigt om, hvad det er.
Og så lige en økonomisk spand vand på hans mølle: Samfundet investerer 1,6% af BNP på at vedligeholde ulighed i sundhed. Tror du ikke - MLM - at vi hellere skulle investere de penge i skattelettelser end i at opretholde den ulighed?
Hvis du siger ja til det, tjaeh: så må du kalde mig Mads!
Sebastian Gjerding,
Hvad mener jeg med ukritisk?
Den underliggende præmis – en præmis som Information, CEPOS og Enhedslisten i denne afmagtsudløsende artikel implicit tilslutter sig – er, at det er meningsfuldt at diskutere menneskelige samfund ud fra et perspektiv, hvor ’arbejdsudbud’, ’dynamiske effekter’, ’beskæftigelsesgrad’ og lignende kancelli-eufemismer ophøjes som de væsentlige kriterier at forholde sig til.
Andre perspektiver repræsenteres end ikke i denne ’status quo’- reproducerende og fremmedgørende artikel. Heri det ukritiske.
Du taler om mainstream-holdninger, men skal vi nu ikke lige opholde os et øjeblik ved, hvordan ’mainstream’-holdninger opstår og vedligeholdes i et moderne informationssamfund? Måske formidlerne af mainstream-holdninger har en rolle at spille? Måske spiller i formidlere en rolle, om i vil det eller ej? Om i er jer det bevidst, eller ej? Det kan du jo passende skrive en artikel om en dag. Den vil utvivlsomt være værd at læse..
Tak iøvrigt, for at blande dig i debatten. Det alene – og uenigheder til trods – gør dig til en guttermand i mine øjne ;)
Torsten Jacobsen, jeg tror, at journaliststand og politikere forregner, så når de tror, at der er opbakning til den økonomistiske fejlslutning: det debatteres jo slet ikke! Siden politikere og embedsmænd engang i 90erne talte om, at man for at bevare velfærden måtte føre en skrap finanspolitik, har ingen rigtig hørt noget - før de møder direkte massakrer, hvor store lunser skæres af den velfærd, folk ønsker - og som de med rette mener, at de finansierer med deres daglige arbejde og skattepenge.
De færreste mener, at deres penge skal gå til en masse bureaukrati, en ny overklasse af højt betalte offentlige 'ledere', eksterne og interne konsulenter, kontrolsystemer m.m., især når de foranstaltninger langt overstiger prisen på det evt. 'spild', der måtte forekomme, hvis folk fik mulighed for at lave deres arbejde tilfredsstillende.
Hvad vi kan lære af Mads Lundbys indslag er, at der ikke er negative effekter af offentligt forbrug, det virker efter hensigten.
Er her ikke et par behjertede sjæle, som vil tage Mads Lundby Hansen ud på en lille oplysende heldagsudflugt, hvor han selv kan prøve alle de gode, men desværre arbejdshæmmende, gratis tilbud?
Den skal foregå på følgende måde: På forhånd downloades alle standardbrevene med de faste jobcenterkrav, som skal overholdes for at være berettiget til en ydelse under Aktivloven, fra KLs dokumentservice. Vælg et bibliotek, der ligger i kort afstand fra nærmeste Jobcenter og håndfuld større uddannelsesinstitutioner inkl. folkeskole og gymnasium. Hent Mads Lundby Hansen og kør ham til det valgte bibliotek, giv ham brevene i hånden og fortæl ham at nu skal han bare bruge alle de gratis glæder, så længe at han inden dagen er omme også har opfyldt alle de i brevene definerede krav. Opfind gerne en eller anden konsekvens for ikke at opfylde opgaven som Mads Lundby Hansen vil finde særdeles ubehagelig. Efterlad en spion for at sikre at han ikke bare tilkalder hjælp udefra til at løse de ting han ikke gider at spilde sin kostbare tid på. og efterlad ham så til selv at opleve alle de skønne ting som folk meget hellere vil lave i stedet for at gå på arbejde.
Og hver nat ligger vi alle, rig som fattig og snorker gladelig ind af al den luft hjertet kan begære, helt uden at betale! Det må der gøres noget ved!
@ Torsten Jacobsen : Jeg vil slet ikke afvise, at det vil være en god artikel, der sætter spørgsmålstegn ved selve det at se en bedring af økonomien som det eneste gode. Jeg vil faktisk mene, at Information oftere end andre aviser har artikler af den karakter. MEN det kan ikke være hver eneste artikels formål at sætte spørgsmålstegn ved det. Det ville frarøve os muligheden for at blande os i stort set alle konkrete diskussioner, fordi vi hver gang skulle udfordre selve præmissen, og det ville for mig at se blive trættende ganske hurtigt. Denne her artikel er en enkelt artikel om en helt partikulær diskussion omkring, hvordan enkelte komponenter kommer til at virke i en regnemodel, når man måler på finanspolitikken på lang sigt. At du så mener, at man slet ikke bør have regnemodeller er fair nok, men jeg kan ikke se, hvordan det kan betyde, at tilgangen her er ukritisk.
Jeg kan læse at: “det bliver mere attraktivt at tjene færre penge eller slet ingen penge. Det trækker arbejdsudbuddet ned,« siger cheføkonom Mads Lundby Hansen.”
Gad vidst om Cheføkonomen kender til udbud og efterspørgsel. For dette princip vil jo så i tider med faldende udbud få prisen på arbejde til at stige. Dermed vil de færre der udbyder deres arbejdskraft altså tjene mere. Hvis det er et problem for Cheføkonomen at det frie marked får prisen på et produkt, her arbejde, til at stige, så lyder det nærmest som om Cheføkonomen hylder noget andet end det frie marked.
Er Cheføkonomen mon i virkeligheden Marxist?
Det tror da fanden at det er dyrt at drive hospitaler når en direktør for leverandøren af udstyr skal have ½mia. i bonus:
https://finans.dk/protected/debat/ECE10606653/gigantiske-bonusser-er-for...
Jeg tror det vil virke forbedrende for Lars Marchers sygefravær, hvis man trak hans løn ned. Sådan cirka til hvad han er værd. (Så vi skal længere ned...)
Sebastian Gjerding,
Det er netop her uenigheden ligger: Jeg mener godt, at man som medie kan vælge at stille spørgsmålstegn ved underliggende præmisser, og det "hver eneste gang". Gribe fastere om roret, med andre ord.
Jeg mener sågar, at det er noget man som seriøst(!) medie har en forbandet - dvs moralsk - pligt til at gøre. At andre medier gør det i endnu mindre grad end Information - en påstand jeg gerne tilslutter mig - trøster mig dog ikke synderligt. At sætte barren så lavt gør i mine øjne argumentet så tyndt, at det nærmest bliver gennemsigtigt, hvis ikke direkte grinagtigt.
Artiklen her kunne såmænd - i mine øjne - være reddet ved blot at stille netop dét eneste nødvendige, kritiske spørgsmål til begge de deltagende repræsentanter fra den politisk/økonomiske elite:
"Er dette et rimeligt perspektiv at privilegere, når man sådan betragter et komplekst, socialt system?"
Mads Lundbye Hansens svar på dette spørgsmål kan man tænke sig til (så lav tiltro har jeg vitterligt til mandens intellektuelle formåen), men Pelle Dragsteds svar er jeg mere i tvivl om. Alene af den grund ville spørgsmålet have været værd at stille: Måske en nyhed værd at skrive hjem om, kunne gemme sig der?
Samtidig ville du, som 'ordstyrer' og 'redaktør', have mindet os travle læsere om, at d'herrer politicus/economicus' betragtninger ikke berører problemstillingen i al sin fylde, men blot repræsenterer en meget snæver interessegruppes meget snævre måde at forholde sig til virkeligheden på.
Den barske sandhed for enhver journalist er vel - og det formoder jeg, at vi kan blive enige om? - at størstedelen af virkeligheden bortredigeres i enhver artikel, ethvert portræt, ethvert interview. Det, der bringes til torvs i avisens eller sendefladens endelige udgave, har i sidste ende ikke meget med 'verden i sig selv' at gøre. Tværtimod sker der en meget skarp udvælgelse. En prioritering. Af ideologiske grunde. Af pragmatiske grunde. Af (fag)etiske grunde. At være sig denne udvælgelse bevidst - dag efter dag - må være en næsten umulig opgave for journalisten selv, tænker jeg. Men hvorfor så uden videre formode, som du ellers skriver i din første kommentar til mig, at læserne er bedre stillet? At vi uden vanskeligheder gennemskuer denne præsenterede, redigerede virkelighed - dag efter dag?
Det gør vi ikke, vil jeg hævde. For i så fald ville dit 'Mainstream' slet ikke kunne eksistere: Verden (og mennesker) er for kompleks(e) til en sådan ensretning, med mindre den styres. Bevidst eller ubevidst. Jeg er fortaler for den bevidste styring. Bevidstløshed er vi rigeligt belemret med i forvejen..
Vi er ilde stedt, hvis nogle af de fremmeste rorgængere end ikke ænser eller vil anerkende, at de har et ikke ubetydeligt greb om roret..
Nå, men igen tak for din deltagelse i debatten. På næste kaffemøde i Store Kongensgade kan du jo foreslå dine kollegaer at forsøge sig med det samme. Vi bider ikke, hernede i 'smatten'. Og skulle der alligevel forvilde sig en enkelt gal køter ind i indhegningen, så har i jo altid sletteknappen at falde tilbage på ;).
God Weekend!
Hvad så med de positive effekter på økonomien når en af de fattige, som højrefløjen har skabt, tager på det gratis bibliotek og lærer om kvantemekanik og skaber den næste generation supercomputer. Det kunne han ikke have gjort hvis biblioteker koster penge
Piet Aagaard,
Det er jo netop dette, som man diskuterer i disse lærde kredse: Hvad er de positive effekter? Hvad er de negative effekter?
Mere interessant er det, efter min ringe mening, hvilken betydning det har for 'Georg Gennemsnitlig' - som aldrig kommer til at opfinde en skid, der påvirker BNP - at han har fri adgang til biblioteker, sygdomsbehandling, og museer. At han lever i et samfund, hvor flest muligt kan udfolde sig friest muligt, under fælles overenskomst og ansvar. Hvilken betydning har det for Georg? Hvilken betydning har det for os alle sammen?
Til helvede med økonomerne og deres kvasireligiøse udgydelser...De burde ikke have nogen betydning overhovedet.
Sebastian Gjerding igen,
Du kender vel dette lille klip? Kan man ikke lave en avis omkring det?
https://www.youtube.com/watch?v=3YR4CseY9pk
Jeg synes, modsat flere her i tråden, at det er helt fint, at Information lægger spalter til CEPOS' og MLHs opfattelse af verdens sande tilstand, først og fremmest fordi Information dermed lever op til sit publicistiske ansvar for at bidrage til den almindelige samfundsdebat. Det er vigtigt - hele tiden - at blive udfordret, uanset hvor kvalificeret man måtte mene udfordringen er.
Dernæst er det vel vigtigt at blotlægge, at der findes mennesker i det her samfund, som, af årsager, jeg har svært ved at gennemskue, mener at menneskelivet er reduceret til et spørgsmål om umiddelbar nytteværdi ud fra meget snævre - nogle ville sige primitive - økonomiske betragtninger.
CEPOS er formentlig den ressourcemæssigt stærkeste politiske tænketank i det her land. Det vil sige, at der er betydelige - og økonomisk magtfulde - interesser bag. Det er i sig selv et meget interessant vidnesbyrd om det samfund, vi lever i.
Men, René Arestrup,
Forestillingen om, at økonomiske modeller er ikke blot primært relevante, men også tilnærmelsesvist de eneste relevante modeller beskrivende 'menneskeligt liv' værd at forholde sig til, er så udbredt og så underforstået, at man i sin naivitet vel med rimelighed kan forestille sig, at et eller andet medie i det danske landskab konsekvent siger fra?
Et medie, som uden at falde i en anden ideologisk grøft, vedvarende og med omhu stiller spørgsmålstegn ved dette vanvid?
Lad os nu ikke glemme, at præcis denne artikel kunne være skrevet på tusindvis af andre måder. Jeg har ikke 'visdommens sten' til at sige, hvilken måde ville være den rette, men jeg fastholder, at præcis denne måde er den forkerte.
Min grundlæggende påstand er, at hvis vi indlader os på en ukritisk - dvs uden at betvivle perspektivet som helhed - diskussion af Lundby-Hansens partikulære pointer, så er vi allerede i hans og hans ligesindedes tjeneste. Giver det mening?
Tak til Sebastian Gjerding for at deltage i kommentatorsporet.
Jeg kunne godt tænke mig at vide hvad Cepos mener om Carnegie? (US stålmilliardæren, der vidste at hans egen adgang til at sluge bøger som barn, var en stor del af hans succes, der bl.a. bød på den første jernbanebro over Missisippi - af stål naturligvis. Han donerede en formue til lokale biblioteker, for at give andre den samme chance for at læse som han selv havde haft). Er han hvad der her typisk betegnes som en klasseforræder? Jeg skylder en del til det offentlig finansierede folkebibliotek og dets ildsjæle, med den konsekvens at jeg ikke spildte nætterne med at sove, eller snorke, men kørte ord ind. Det ville være fint hvis Sebastian kunne spørge.
Og endelig, hvor selvcentreret og selvgod en handling dette end måtte fremstå som, vil jeg da gerne henlede opmærksomheden på en kommentar fra egen hånd, skrevet tilbage i december 2015:
https://www.information.dk/kultur/2015/12/gode-liv-lars-seier-christense...
Henrik Brøndum,
Hvis virkeligheden kan aflæses af dine kommentarer, så er du ikke i hverken CEPOS' endsige Mads Lundby Hansens Sigte: 'You made it, son!'. Slap du blot roligt af. Det er kun de dovne svin, som skal tvinges til fornuft. Du, min ven, var forudbestemt til 'Greatness'. Det står skrevet på bundlinjen ;)
@Torsten Jacobsen
Nu synes jeg at kommentarsporet udmærket illustrerer, at der ikke er tale om ukritisk forholden sig til MLHs partikulære udgydelser - heller ikke i et større eller længere perspektiv.
Men jeg vil fastholde, at Information gør ret i at blotlægge MLHs synspunkter - om ikke andet så fordi MLH er repræsentant for nogle ikke ubetydelige kræfter i vores samfund. Og dem er vi nødt til at forholde os til, uanset om vi bryder os om det eller ej.
Men jeg er tilbøjelig til at give dig ret i at økonomiske modeller - og økonomisk teori - har tilranet sig en position, som er fuldstændig disproportional - og til dels også misforstået - i forhold til almindelige etiske/filosofiske betragtninger over menneskelivet.
René Arestrup,
Jamen så lad os dog mødes i den enighed, for en kort bemærkning:
Og lad os se, om vi kan fastholde vores enighed i følgende postulater:
- Økonomiske modeller/Økonomisk teoris betydning er altdominerende i embedsværket/folketinget?
- Økonomiske modeller/økonomisk teori tilskrives afgørende betydning i det private erhvervslivs top? Såvel som i det offentliges top?
- Økonomiske modeller/Økonomisk teori tilskrives afgørende betydning i såvel arbejdsgiver- som arbejdstagerorganisationer?
- Økonomiske modeller/Økonomisk teori tilskrives afgørende betydning på public-service kanalerne (DR og TV2)?
- Økonomiske modeller/Økonomisk teori tilskrives afgørende betydning i de store dagblade: Berlingske, Jyllandsposten, Politiken, Information(?).
Et hegemoni, kort sagt?
Jeg har større forhåbninger på Informations vegne, end en stille død i dét selskab. Det tror jeg såmænd også at avisen som et hele selv har. Og dog præsenteres vi for denne efterplapren....
Jeg drømmer om et medie, som går en smule mere mod strømmen. Det er bemærkelsesværdigt, at Information ingen rysten på hånden har, når talen falder på mere 'progressive emner': Feminisme, antiracisme, LGBT+-spørgsmål. Anti-Facebook. Den progressive fane flyver vel nok højt, blafrer trodsigt i vinden...
Men et ganske banalt og lige til højrebenet oplagt opgør med vækst-paradigmet magter avisen åbenbart ikke. Og hvorfor mon ikke? Det kan man jo tænke længe og dybt over. Svaret ligger dog lige for...
@Torsten Jacobsen
Helt enig i at økonomisk teori - og økonomiske modeller - tillægges en uforholdsmæssig stor betydning i den politiske beslutningsproces - og ikke mindst i betragtning af at økonomi - på lange stræk - er en pseudovidenskab.
Og ja, ja, Information kunne uden tvivl stramme sig lidt an.
Jeg har lige læst op på Mads Lundby Hansens argument. Han understreger at kommentaren, er en udlægning af økonomisk teori, der siger at gratis biblioteker reducerer arbejdsudbuddet og dermed skader økonomien. I forlængelse af ovenstående vil jeg mene, at behovet for denne teori er til at overse, når vi har Carnegies udmærkede entrepernelle og filantropiske indsats. Jeg stoler altid mest på dem der tjener flest penge.
Jeg forstår stadig ikke, hvordan cepos kan advokere for en ufuldstændig regnemodel? Når vigtig empiri ikke kendes, kan resultatet umuligt være brugbart til andet end ideologisk forvrængning af det samlede billede. Som christian weyse forleden sagde, bør man derfor gå tilbage til de gammeldags regnskabsmetoder, hvor dynamiske effekter ikke indregnes. Alt andet er intellektuel uhæderlighed.
Mads lundby forsvarer sig med, at han blot påpeger, 'at vand løber nedad' = at velfærdstilbud skaber mindre arbejdsudbud. Konsekvensen af den tankegang må så være, at jo ringere velfærd, jo mere arbejdes der. Hvor skal snittet lægges mads?
Cepos og co's økonomiske modeller piner livet og glæden ud af mennesker som om, vi blot er arbejdsslaver - og for hvem? Ja, hvem skummer fløden? Det gør den ene procent og co, og de forvalter rigdommen på en måde, så de tre bundlinjer : den økonomiske, sociale og økologiske er helt ude af balance.
Og så vil de have, at vi - de piskede - skal tro på, at mere af det samme er vejen frem. Men vi er ikke født i går og tørret på kakkelovnen i nat. Vi tilhører en generation, som trods alt har fået så megen del i velfærdsgoder, at vi er oplyste nok til at gennemskue cepos' vrøvl. Og heri findes velsagtens den egentlige begrundelse for ønsket om at gøre velfærdsgoder svært tilgængelige for alle andre end de i forvejen priviligerede. En oplyst befolkning er vanskelig at kontrollere for pengemagten.
Jamen, hele ideen om at øge arbejdsudbuddet er det, den er gal med: der er en arbejdsstyrke, den udfylder den opgave at dels løse opgaver, som vores samfund baserer sig på, dels gøre det muligt for private entreprenører at berige sig på arbejde, vi af en eller anden grund finder det mest hensigtsmæssigt at lægge i privat regi, fordi det indebærer markedsdeltagelse. Der er den arbejdskraft, der er - og opgaven er snarere at sikre dem, der ikke er en del af arbejdsstyrken af den ene eller anden grund - og meget er gået stik imod en løsning af den opgave, fordi man kontraintuitivt har overladt det til markedet, som jo i første omgang var grunden til, at de af de berørte parter, der ikke har andre årsager end manglende job, ikke har noget job.
Vi er end i en træls situation, hvor det ideologisk gøres til en spejders gode gerning at give folk et job, hvilket totalt skjuler både motiv og sandhede: at ansættelsen sker ud fra en forventning om at kunne berige sig på de ansattes arbejdskraft, som var man en dickensk asylforstander.
Men det er jo tværtimod venligt af samfundet at opdrage, uddanne og social og sundhedsmæssigt sikre alle, så arbejdsgiverne alene kan skumme fløden. Desværre medfører den forkælelse ikke taknemlighed og forståelse af den pligt, det indebærer til at betale tilbage for sine fordele; nej, hvis man kan undgå at bidrage ved at sende penge i skattely eller teknisk nedbringe sit overskud ved forkert fakturering fra et holdingselskab, sker det.
Der tales gang på gang om, at det jo er det private erhvervsliv, der tjener alle pengene til samfundet - og det er selvfølgelig rigtigt i forhold til eks- og import, at en balance skal findes, og at vi i årtier har kunnet nyde godt af store overskud på handels- og betalingsbalancerne; men internt i landet handler det om at prioritere ressourcer imellem det, vi har brug for at få fremstillet for at kunne opretholde livet, og det, som vi har brug for at foretage os for at opretholde det demokratiske samfund. I det spil påpeger erhvervslivet, at der kun er de ressourcer, det bringer til veje - og til det er der kun at sige: ja, det er erhvervslivets rolle at tilvejebringe ressourcer for at sikre borgerne og samfundet de bedste rammer.
Finansministeriet afviser i en ny rapport, at deres regnemodeller er ubalancerede!
Sider