Læsetid: 10 min.

Cevea: Flere penge til børn, unge og uddannelse styrker økonomien

Der er store dynamiske effekter af offentlige udgifter til uddannelse- og socialindsats, konkluderer CEVEA i nye beregninger. Det bekræfter ifølge tænketanken, at Finansministeriets regnemodeller giver et skævt billede. CEPOS anerkender ikke CEVEA’s beregninger, mens økonomiprofessor Nina Smith betegner antagelserne ’som ikke urimelige’
Illustration:

Illustration:

Mikkel Lock Svendborg

22. maj 2018

Finansministeriet regner skævt, når det ikke tager de såkaldt dynamiske effekter af offentlige investeringer i eksempelvis børn og unge med i deres modeller. Sådan lyder konklusionen i to nye notater fra centrum-venstretænketanken CEVEA. 

»Vores analyse viser, at der er væsentlige positive økonomiske effekter ved både at investere i sociale indsatser over for børn og unge, folkeskolen og videregående uddannelse,« siger Niels Fuglsang, der er analytiker hos CEVEA og skriver ph.d. om Finansministeriets regnemodeller på CBS.

Problemet med de nuværende modeller er, at Finansministeriet på den ene side medregner  dynamiske effekter (altså de afledte effekter, dvs. adfærdsændringer, som har en positiv indvirkning på økonomien) af at lette skatten på arbejde og nedsætte ydelserne til ledige, men omvendt ikke medregner dynamiske effekter af stort set alle udgifter til velfærdsstatens kerneopgaver. Derfor kan Finansministeriet for eksempel nå frem til, at der vil være positiv effekt af at spare penge på uddannelses-, sundheds- eller socialområdet og bruge dem på skattelettelser. Det har mødt kritik fra både vismænd, førende fagøkonomer, venstrefløjen og Dansk Folkeparti.

Spørgsmålet er nu, hvordan man skal integrere de dynamiske effekter af det offentlige forbrug i regnemodellerne, og det er ikke helt enkelt. Næsten alle fagfolk er enige om, at det er mere kompliceret at finde frem til præcise effekter af offentlige udgifter, end det er på eksempelvis skatte- og afgiftsområdet. Og både Finansministeriet og fagøkonomer peger på, at problemet først og fremmest er, at der mangler empiri til at vise, hvordan effekten er.

Millardgevinst

Men at det er mere kompliceret, bør ikke være ikke nogen undskyldning for ikke at begynde på at udvikle metoderne, lyder det fra Niels Fulgsang.

I de to nye notater beskriver han en metodisk tilgang til, hvordan man vil kunne regne med dynamiske effekter inden for henholdsvis socialpolitikken og uddannelsesområdet.

»Det er et metodisk indspark i debatten om dynamiske effekter, der peger på, at der åbenlyst er positive effekter af velfærdsstaten. Og at man får en skæv vurdering, hvis ikke man tager det med i regnestykket,« siger han.

I notaterne finder CEVEA, at de sociale udgifter på 15 milliarder kroner om året, der er målrettet børn og unge, har positive effekter for mellem 2,9 mia og 8,6 mia kroner på de offentlige finanser. Vurderingen bygger på et Rambøll-studie af effekterne af fire sociale programmer rettet mod børn og unge. Baseret på det kommer CEVEA med et samlet estimat for, hvad det betyder for hele den del af socialområdet, der er rettet mod børn og unge.

På uddannelsesområdet har CEVEA regnet på betydningen af at sætte klassekvotienten ned i folkeskolen. Her bruger man et amerikansk studie, der finder, at man ved at lave mindre folkeskoleklasser forbedrer elevernes læring og dermed øger deres produktivitet, når de senere kommer ud på arbejdsmarkedet. Derfor kan det være en god investering at ansætte lærere, så klasserne kan blive mindre.

»Det er den modsatte vej, man er gået de senere år. Der har man ikke haft de her perspektiver med i beregningerne, og så koster det ikke noget at lave større klasser. Det er et konkret eksempel på, at det er et skævt beregningsgrundlag, som politikerne får. Det bliver helt gratis og har ingen negative konsekvenser at sætte flere elever ind i klassen,« siger Niels Fuglsang.

CEVEA regner også på betydningen af at øge bevillinger med sigte på at løfte personer fra en gymnasial uddannelse til en akademisk uddannelse. Hvor klassekvotienter handler om kvalitet, så handler det om kvantitet, og også her finder man væsentlige dynamiske effekter, der ifølge CEVEA overstiger de effekter, man ifølge de nuværende modeller får ved at lette topskatten.

’Det ser ikke urimeligt ud’

Information har sendt CEVEA’s notater til professor i økonomi og tidligere vismand Nina Smith. Hun vurderer overordnet, at det »ikke forekommer at være urimelige tal eller måder at beregne det på«.

»Det er ikke sådan, at jeg vil blåstemple nogle bestemte beregninger lige nu. Men grundlæggende er det rigtigt godt at begynde at lave den her slags regnestykker, for det kan være med til at udfordre og kvalificere de skøn, man laver på området,« siger hun.

Ifølge Nina Smith er der to centrale udfordringer ved at regne med dynamiske effekter af offentlige udgifter.

For det første er det svært at følge pengene fra eksempelvis en overordnet politisk beslutning om at tilføre en milliard mere til socialområdet og ud til landets 98 kommuner, hvor pengene bruges på forskellige programmer. Der vil altid være tale om estimater med usikkerheder, medmindre man har effektmålinger og grundige evalueringer af samtlige de indsatser, der bevilges penge til.

For det andet er der også en længere kæde af sammenhænge, man skal have styr på, når man regner med effekter af offentlige udgifter. Hvad betyder f.eks. en stigning på fem Pisa-point blandt folkeskoleelever for BNP eller den fremtidige produktivitet? Og er der også effekter for erhvervsdeltagelse og antal personer, der ender på overførselsindskomster?

Så der vil altid være usikkerheder forbundet med de estimater, man foretager, påpeger Nina Smith.

»Men pointen er, at nøjagtig den samme kritik kan du også rette mod de dynamiske skatteeffekter. Grundlæggende stammer de oprindeligt fra noget, jeg sammen med to kolleger har lavet tilbage i tiden, og de er lavet på nogle data fra midten af 90’erne. Så det er gamle resultater, og der er usikkerheder begge steder,« siger hun.

»Jeg kan godt forstå, at Finansministeriet er bange for at tage dynamiske effekter af offentlige udgifter med ind på grund af usikkerhederne. Men så burde de vel også fjerne de nuværende usikre dynamiske effekter på andre områder. Enten er de mere usikre dynamiske effekter med, eller også er de ikke med,« siger hun og tilføjer, at man i hvert fald gør sig sårbar over for kritik, hvis man vedbliver med kun at have den ene side med.

Nina Smith foreslår konkret, at Finansministeriet vælger at se bort fra de dynamiske effekter på skatte- og afgiftsområdet eller gøre usikkerhederne heri mere klare, indtil man har en model for, hvordan det kan gøres mere balanceret. Helt at se bort fra alle dynamiske effekter i regnemodellerne, som der har været tale om efter offentliggørelsen af Enhedslistens rapport om regnemodellerne i sidste uge, er ifølge Nina Smith ikke rimeligt, da der kun er minimal usikkerhed, når man f.eks. ændrer på adgangen til efterløn eller folkepension.

Udgiftssyge

Cheføkonom i den borgerligt-liberale tænketank CEPOS Mads Lundby Hansen har også gennemgået CEVEA’s notater, og han er mere skeptisk over for den måde, hvorpå CEVEA regner de dynamiske effekter ud på. Han peger på, at studiet om klassekvotienter ikke er udført på danske data, og at det er blevet kritiseret af uddannelsesforskeren Eric Hanushek.

Et folketingssvar fra tidligere undervisningsminister Christine Antorini (S) henviser også til studier, der ikke konkluderer, at der er nogen stor effekt af lavere klassekvotient.

»Set i det perspektiv er det fornuftigt, at Finansministeriet lægger til grund, at marginale udgiftsændringer og ændringer i klassestørrelse ikke har nogen effekt på elevernes faglige færdigheder og efterfølgende beskæftigelse og produktivitet. Det vil sige, at man regner med en effekt på nul,« siger Mads Lundby Hansen.

Han peger på, at Danmark i forvejen er blandt de lande i verden, der bruger flest penge på uddannelse, og at man derfor ikke kan forvente, at små justeringer af f.eks. klassekvotienten vil gøre den store forskel.

»Hvis du propper 35-40 elever ind i klassen, er det min forventning, at det vil forringe kvaliteten. Men i forhold til, hvad der vil ske, hvis vi øger eller reducerer med én person på marginalen, så er det ikke min forventning, at det vil gøre den store forskel,« siger Mads Lundby Hansen

Niels Fuglsang mener dog, at der er god grund til at stole på det amerikanske studie, CEVEA henviser til, da det er meget omfattende.

»Det studie, vi henviser til, er et af de største samfundsvidenskabelige eksperimenter, og det er data af høj kvalitet. Det er rigtigt, at det ikke lavet på dansk grund, men jeg kan ikke umiddelbart se, hvorfor det skulle forholde sig anderledes her,« siger Niels Fuglsang

Indvendingen om, at det er svært at sige, hvad marginale ændringer har af betydning, mener han, man lige så godt kunne rette mod den måde, hvorpå Finansministeriet regner på effekten af skatteændringer.

»Det er præcis det, de gør med hensyn til skat. Der siger de, at hvis man ændrer marginalskatten med 0,01 pct., så vil det have en effekt. Der kan man have samme indvending om, at det er de færreste, der ved, hvad deres marginalskat er, og det er de færreste, der ville opdage det, hvis den blev ændret med 0,01 pct. Det er sjovt, at man gerne må, når det handler om skat, men ikke må, når det handler om offentlige udgifter,« siger Niels Fuglsang.

I analysen af, hvordan man kan få produktivitetseffekter ud af at uddanne flere, er der ifølge CEPOS også problemer med CEVEA’s antagelser. Notatet bygger på en antagelse om, at det er muligt at få flere til at uddanne sig ved at tilføre fler midler til uddannelsesområdet, men en sådan slutning kan man ikke bare lave, mener Mads Lundby Hansen fra CEPOS – der betegner den antagelsen som et udtryk for »udgiftssyge«.

»Hverken CEVEA eller nogen anden kan sige noget om, hvad stigende udgifter betyder for antallet af studerende. Derfor giver CEVEA’s regnestykke om flere i uddannelse ikke nogen mening og er slet ikke relevant i forhold at opgøre de dynamiske effekter af flere udgifter til uddannelse,« siger Mads Lundby Hansen.

Men ifølge Niels Fuglsang handler det om at forsøge at regne på, hvad det vil sige, hvis regeringen hæver sin målsætning for, hvor mange den ønsker at få til at gå fra en gymnasial til en akademisk uddannelse og bevilger pengene til at opnå det.

»I den måde, man regner på i dag, kan man spare og blive ved med at spare, uden at det har nogen effekt. Der kan man regne med, at der kommer lige så mange studerende igennem og af en lige så høj kvalitet. Det virker problematisk og urealistisk. Så det er et forsøg på at sige, at det må betyde noget, hvor mange penge man bruger, og at det ikke er fuldstændigt afkoblet fra hinanden,« siger han.

Ikke nødvendigvis positivt

På socialområdet kan Mads Lundby Hansen heller ikke se, hvordan CEVEA kan nå frem til de store effekter af de offentlige udgifter. Ifølge CEVEA’s analyse kan man forvente en selvfinansieringsgrad på mellem 20 og 57 procent ved øgede bevillinger målrettet børn og unge (altså at den øgede udgift delvis finansierer sig selv på grund af dens dynamiske effekter). Sænkningen af topskatten har ifølge Finansministeriet en selvfinansieringsgrad på 31 procent. Men som Mads Lundby Hansen læser regnestykket, forudsætter de store effekter, at der står en masse børn med sociale problemer, som ikke får hjælp i dag.

»Der er bestemt mulighed for, at der er et afkast af den sociale indsats i Danmark i form af mindre kriminalitet, øget beskæftigelse med videre. Men det er langtfra det samme, som at øgede bevillinger har et positivt afkast,« siger han.

»Selv om flere bevillinger til et socialt program i teorien gør det muligt at behandle flere, så har det ingen effekt, såfremt der ikke er nogen at behandle. De fremviser ingen dokumentation for, at der er et betydeligt antal børn, som ikke får tilbudt de relevante behandlinger,« siger Mads Lundby Hansen.

Men også her handler uenigheden imellem de to tænketanke om effekterne ved dramatiske ændringer i bevillingerne kontra mindre justeringer, siger Niels Fuglsang.

»Jeg er enig med CEPOS i, at der er en grænse. Den her selvfinansieringsgrad er relevant, hvis man f.eks. bruger 50 eller 100 millioner kroner ekstra, men i virkeligheden udtaler vi os ikke om, at der vil være det her store potentiale, hvis man f.eks. fordobler indsatsen.«

Skab overblik

Både Finansminister Kristian Jensen (V) og CEPOS har i debatten om dynamiske effekter af offentlige udgifter henvist til, at den største udfordring er, at der ikke findes relevant empiri på området endnu. Men det er ikke rigtigt, siger Nina Smith.

»Det er helt forkert, at vi ikke har en hel del dansk empirisk viden om kausale effekter af offentlige udgifter. Der er f.eks. gode publicerede danske studier, der finder en signifikant negativ – dog ikke stor – effekt af større skoleklasser. Der er efterhånden også mange brugbare studier inden for andre indsatsområder på uddannelses- og socialområdet,« siger hun.

Ifølge Nina Smith handler det fremadrettet først og fremmest om, at der bliver skabt et grundigt overblik over hele feltet, så man kan blive bevidst om, hvad man har viden om, og hvor der kan være nogle huller.

»Grundlæggende er min holdning, at skal det til at indregnes i modellen, så skal man selvfølgelig sætte sig grundigt ned og se på al den forskning, der er. Gennemgå de væsentligste af statens udgifter og beslutte: Hvor tror vi, der er effekter, der betyder noget, og som rimeligvis kan kvantificeres og så tage det med,« siger hun.

For hvis man kun har studier af dynamiske effekter på enkelte offentlige udgiftsområder, men ikke har nået at gennemgå eller samle empiri for andre områder, er der en risiko for, at det kommer til at skævvride prioriteringerne mellem de forskellige områder til f.eks. uddannelse og socialindsats frem for sundhed, påpeger hun.

»Selve kritikken af modellerne går aktuelt på, at de ikke er balancerede. Så hjælper det ikke at få en ny ubalanceret måde at få det ind på,« siger hun.

De positive effekter af offentligt forbrug er endnu ikke en del af regnemodellerne hos Finansministeriet og Det Økonomiske Råd. Det skyldes blandt andet, at der er stor forskel på, om man bruger skattekroner på Det Kongelige Teater eller børnehaver, siger overvismand Michael Svarrer.
Læs også
Pelle Dragsted og Joachim B. Olsens under behandlingen af finansloven sidste år.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anne Eriksen
  • Erik Nissen
  • Henrik Brøndum
  • Espen Bøgh
  • Poul Erik Riis
  • Christian Skoubye
  • Kurt Nielsen
  • Jørn Andersen
  • Dorte Sørensen
  • Torben K L Jensen
Anne Eriksen, Erik Nissen, Henrik Brøndum, Espen Bøgh, Poul Erik Riis, Christian Skoubye, Kurt Nielsen, Jørn Andersen, Dorte Sørensen og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Bare den store diskussion mellem main-stream økonomer indikerer at noget sker - vi er ude af dødvande.

Henrik Brøndum, Alvin Jensen og John S. Hansen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det er selvfølgelig en skandale, at man ikke som udgangspunkt lavede den slags analyser, der er, hvad vores samfundsmodel grundlæggende går ud på - selv efter årtiers massakre.
Men selv hvis der ikke skulle være økonomiske fordele, er det alligevel den vej, vi skal gå, da økonomien er til for at understøtte en stadig mere oplyst og deltagende befolkning i demokratiet, ikke den anden vej rundt.

Karsten Aaen, kjeld jensen, Anne Eriksen, Eva Schwanenflügel, Steen K Petersen, Torben K L Jensen, Alvin Jensen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Torben Skov

Cepos, cepos... hvorfor skal rigmandslobbyorganisationen cepos altid høres? Journalisterne spørger da ikke cevea, hvergang der kommer nyt fra cepos.

Anders Reinholdt, Janus Agerbo, Flemming Berger, kjeld jensen, Anne Eriksen, John S. Hansen, Tue Romanow, Eva Schwanenflügel, Erik Nissen, Torben K L Jensen, Steen K Petersen, Lise Lotte Rahbek, Poul Genefke-Thye, Alvin Jensen, Randi Christiansen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Nu kan jeg ikke læse artiklen, men forleden kunne vi erfare at " ... finansminister Kristian Jensen (V) afviser kritikken. Det er ikke et politisk valg at undlade de positive dynamiske effekter af offentligt forbrug - de er ikke med, fordi der mangler beviser for dem, siger han til dagbladet Information."

Men så er det jo bare med at komme i gang med det arbejde, som man altså godt har kunnet finde ud af, da det gjaldt parametre, som understøtter vækst-og konkurrencesamfundet. Den er dum hva kristian, du må da have krummet tæer, da du afleverede det selvmål.

"Problemet er, at der ikke findes særlig gode videnskabelige grundlag for at medtage effekterne. Der mangler simpelthen forskning på området.

- Så udfordringen er, at vi på nuværende tidspunkt ikke kan være særlige hjælpsomme med at sige, hvor store effekterne bliver, siger Michael Svarer.

Han opfordrer ministeriet til at gøre mere for at indsamle viden på området eller selv iværksætte analyser. Det vil Det Økonomiske Råd også gerne selv, men arbejdet er blevet afbrudt af en udflytning til Horsens."

Karsten Aaen, kjeld jensen, Anne Eriksen, John S. Hansen, Tue Romanow, Eva Schwanenflügel, Steen K Petersen, Lise Lotte Rahbek, Torben K L Jensen, Alvin Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

Det er vigtigt, at én ubalance ikke erstattes af en anden i modellernes beregninger, og at det generelt gælder, at enten er mere usikre dynamiske effekter med, eller også er de de ikke.

Et grundlæggende problem, som ikke hidtil direkte er blevet behandlet i artikelserien i Information, er hvilke økonomiske og politiske interesser der afgør, hvad der bliver forsket i, og hvad der ikke bliver forsket i, med henblik på at forskningsresultaterne vil kunne indgå som grundlag for anvendelse i Finansministeriets modeller.

Hvis der på bestemte problemområder i Danmark, og i andre samfund som vores, ikke er økonomisk og politisk interesse for afklaring af tilstrækkeligt præcise kausalforhold og dermed også muligheder for præcis afklaring af, hvilke usikkerheder der vil være tale om ved anvendelse i økonomiske modeller - ja, så bliver forskningen ikke udført, og det bliver så en undskyldning for, at det ikke kan anvendes i og indgå i finansministeriets modeller.

Det kunne jo være en meget bekvem undskyldning for borgerlige politikere og erhvervslivet, at der mangler forskning på et område, og at der derfor ikke er det nødvendige materiale til grund for anvendelse i finansministeriets modeller, hvis de så samtidig undlader at sørge for, at der sikres forskningsmidler til området.

Karsten Aaen, Anders Reinholdt, Poul Erik Pedersen, Anne Eriksen, Eva Schwanenflügel, Randi Christiansen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Bjarne - det er en vildt pinlig og ubekvem undskyldning, hvis ellers man har mere end to brikker at flytte med eller er en lige så stor platugle som f.eks. trump. Hvor dumme tror man vi er? Det er længe siden, at de finansielle dream modeller er gennemskuede, som det ideologiske plattenslageri, de er.

kjeld jensen, Anne Eriksen, John S. Hansen, Eva Schwanenflügel, Torben K L Jensen og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Henrik Brøndum

@randi christiansen

Det er forkert at kalde modellerne ideologisk plattenslageri. Det arbejde modellerne og deres operatører gør skal vi være kisteglade for. Uden dem havde finanskrisen måske udviklet sig til en krise som i tredverne, hvor der var danskere der ikke fik aftensmad.

At modelfolkene så er med til masser af rævekager, sætter kikkerten for det blinde øje etc. er klart, men denne gode artikel viser netop, at det er muligt at flytte parnasset qua Nina Smith udtalelser.

Erik Nissen

Det er ekstremt forudsigeligt og endeløst kedsommeligt, at CEPOS argumenterer mod at inkludere de dynamiske effekter af offentligt forbrug i statens økonomiske modeller. Næh, skattelettelser for de velstillede, det ved man (i CEPOS) hvad er. I stedet skulle de hellere konstruktivt medvirke til at skabe det bedst mulige grundlag for disse modeller. Det må selv CEPOS kunne se et klart behov for - skulle man tro.

Karsten Aaen, kjeld jensen, Anne Eriksen, Eva Schwanenflügel og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Hvordan man vil have samfundet skal se ud om feks. 30 år - så skal man lave modeller der får (drømmen) til at gå i opfyldelse od et gør man ved at "nudge" udviklingen i den retning man ønsker.
Det kaldes også adfærds-økonomi eller neo/klasisk-liberalisme der hviler på "tyv tror hvermand stjæler"-teorier der udvikler en række målemetoder og kontrollove - der i sidste ende skal vise at man fik ret med den oprindelige teori eller skaber den empiri man ønsker.

Janus Agerbo, Anne Eriksen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Henrik - ideologisk vinklet er plattenslageri, især når det fremstilles som faktuelt.

Men det er klart, at abbonnerer man på økonomiske systemer, hvor forudsætningerne er låst fast, som de er, må man operere inden for det system. Medmindre man altså ændrer det, så det kommer i overensstemmelse med en virkelighed, som tilgodeser hele samfundet og ikke kun den ene procent og co.

Det bliver også stadig mere klart, at det monetære system er noget, der ligner en evighedsmaskine med fiktive penge - indtil det chrasher. Men de, der har gennemskuet cirkuset, ved selvfølgelig, at naturressourcer - men også kollektive institutioner, sålænge man har et købestærkt kundegrundlag - er det eneste reelle at basere sin portefølje på, hvorfor vi ser opkøb af kollektive værdier til spotpris - og solgt ud af politikere, som er dumme og/eller korrupte.

Karsten Aaen, Poul Erik Pedersen, kjeld jensen, Anne Eriksen, Torben K L Jensen, John S. Hansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det handler selvfølgelig om at flytte interessen for, hvad man kan købe for de penge, man tjener (på andres indsats), til selve fornøjelsen i den indsats, man engagerer sig i.

Anne Eriksen, Torben K L Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Espen Bøgh

Meget interessant artikel som Torben K L Jensen her på tråden henviser til, som giver en klar og gennemgribende kritik af finansministeriets "politisk regnemaskine", som EL betegner den som, og som den liberale regering bruger(indstiller) efter behag.

Før Kristian Jensen, hvis meritter fra tiden som skatteminister ikke giver anledning til mandens evner indenfor økonomi eller ministeransvar kan ligge på et ganske lille sted, - selv et fingerbøl er alt alt for stort.

Forløbet af SKAT i Kristian Jensens tid ville for mange betyde en erkendelse af fantasier ikke er egnet til at lede et ministerium med, - der skal viden til, som mange ville indse, - men ikke Kristian Jensen.

Forinden Kristian Jensen tiltrådte som Finansminister havde vi "fornøjelsen" af Claus Hjort Frederiksen, der kundgjorde mangelen på penge til fremtiden, - dog ikke dyre våbenindkøb viste det sig, da Peter Christensen skulle indkøbe forældet udstyr til F-35 for knap 300 mio., og, ja..., det gik nærmest i underskud for statskassen for de følgende år fremover.

Med tiltrædelsen af Kristian Jensen som finansminister kom der nye toner fra finansministeren, - for nu, pludselig, opstod der et såkaldt "råderum" på 35 mia. i en årrække fremover, - og ja vi skulle jo lige have råd til disse 27 stk. F-35 fly til nogle og 20 mia..

Det fik mig til at tænke på tryllekunstneren der viser den tomme sorte hat, og bagefter hiver en levende kanin op af hatten, til alles store forundring.

Ser vi bare på udliciteringen, rengøringen af vore hospitaler, - så er det måske blevet bedre efterhånden, men det har taget alt for lang tid, udgifter til offentlig transport(udliciteret busdrift), så er prisen steget langt mere end pristallet i samme periode, - og jo det er en økonomisk succes, men altså kun for den private sektor, ikke for menigmand, hvilet ellers var det liberale mantra; "Det er altid billigere og bedre i den private sektor, end i den offentlige sektor".

Man siger ellers, "når noget er for godt til at være sandt, så er det nok ikke sandt", og virkeligheden viser empirisk også det ikke er sandt, - men skidt nu med det er det liberale svar, det er en politisk beslutning, og derfor er det bedst, for virkeligheden er dem nemlig helt ligegyldig, - undtaget når de skal have og hæve deres pensioner og eftervederlag m.m., så får "piben" en helt anden lyd!

De mange eksempler som fremgår af artiklen viser med al ønskelig tydelighed, hvordan man skalter og valter med den politiske regnemaskine, som mere end jævnligt benytter empiriløse forudsætninger som regnegrundlag.

Henvisningen til økonomen Keynes som fornyer af den moderne økonomiske tænkning, mod mere stabile tider er helt væk i finansministeriets beregninger, forudsætninger eller på anden måde indgår fornuftigt i finansministeriets modeller, med de allerede kendte og beskreven effekter fra datiden.

Under krisen i Amerika i 30erne benyttede præsident Franklin D. Roosevelt netop Keynes økonomiske modeller til at bringe Amerika ud af dødvandet, ved at igangsætte store statslige arbejder, hvilket medførte færre arbejdsledige, sideffekter og spin-off effekter medvirkede også til nedbringelse af ledigheden, som endelig afløstes af den store økonomiske fremgang for Amerika.

Det har også tidligere været brugt af de siddende danske regeringen med succes, - men i den moderne liberale økonomiske politik, er dette og anvendelsen af empiriske værdier for landets ledelse og økonomiske udvikling tilsidesat helt og aldeles.

Problemet med denne neoliberale økonomi er dens politiske ståsted, hvor der ingen plads er for eller til samfundet, borgerne eller politik, men derimod en slet skjult dagsorden om fjernelse af demokratierne og erstatte dem med økonomisk styret samfundsorden på deres præmisser, - og så holde demokratiske valg med jævne mellemrum, som en højtidshandling eller et "Pinsekarneval" hvad man nu har lyst til at kalde det, for underholdningen skyld, og et afbræk i hverdagen.

Hvis ellers jeg husker rigtigt, så læste jeg for nylig et udsagn fra DI her i mediet; "Miljø må ikke stå i vejen for vækst", - altså et klart politisk signal til regeringen om dens miljøpolitik, og som vi ser det bliver det nok heller ikke tilfældet, at miljøet kommer til at stå i vejen nogen steder.

Karsten Aaen, Flemming Berger, Poul Erik Pedersen, kjeld jensen, Anne Eriksen, Lise Lotte Rahbek, Randi Christiansen, Torben K L Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

I dagens kronik fra Altinget, som Torben K L Jensen linker til, skriver professor Jesper Jespersen :

"Det er ikke kun modelstrukturen, der giver et forfejlet billede af virkeligheden. Det gør også de antagelser om økonomisk adfærd, der lægges til grund for de ofte fremhævede ’dynamiske effekter’ i modellen.

Her antages det, at det er individuel økonomisk optimering, der er bestemmende for befolkningens adfærd på arbejdsmarkedet, i det private forbrug og ved investeringer.

Her er det ikke et spørgsmål, om det kan betale sig at arbejde; men derimod hvor meget kontanthjælpsmodtagere skal presses, før de er motiverede til at tage de job, som det foregives – i modellen – står og venter på dem.

Ligesom det uden at blinke antages, at en skattesænkning vil øge udbuddet af arbejdskraft."

Jesper Jespersen er også inde på, at Finansministeriets regnemodel faktisk var medvirkende årsag til, at det tog Danmark 10 år at komme over finanskrisen, og beskriver hvordan det gik så galt.

Nu virker Torbens link desværre ikke, så jeg reposter det her.
Kronikkens overskrift er :
"Professor : Finansministeriets regnemodel dumper i økonomi - derfor er det problematisk, at finansministeriets regnemaskine er politisk"
Link:
https://www.altinget.dk/artikel/professor-derfor-er-det-problematisk-at-...

Karsten Aaen, Steffen Gliese, Torben K L Jensen, Flemming Berger, Poul Erik Pedersen, Anne Eriksen, Lise Lotte Rahbek og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Peter Sterling

Offentlige udgifter til socialindsats og uddannelse har så markante dynamiske effekter, at de på længere sigt har været med til at skabe det velfærdssystem som alle har så stor gavn af. Men Finansministeriet fortsætter med deres ulighedsmaskine, fordi alle ansatte er højtlønnede, liberale og fløjtende ligeglade med hvordan samfundet udvikler sig, de har deres på det tørre.

Den hændelse som mere end nogen anden har skabt en kæde af sociale bevægelser, er loven om førtidspension og fleksjob, med den efterfølgende kommunale refusionslov. Her er det så tydeligt at vi ikke kan overlade det sociale område til de neoliberale politikere, som har givet magten på det sociale område til erhvervslivet.

Derfor er der skabt sociale modstandsbevægelser, da der er et stort antal mennesker, som deler de samme værdier og ønsker for sociale ændringer. Vi skal have ændret værdisystemet her i landet på en fundamental måde; dette inkluderer retten til en rimelig indkomst, uanset om man kan arbejde eller ej, om man er syg eller handicappet.

Information og avisen.dk har i over fem år offentliggjort hvordan diverse beskæftigelsesministre har fået vedtaget love, som knuser de enkelte menneske, der er socialt udsatte.

Sociale bevægelser lykkes, når de tager de emner op, som borgerne mest af alt bekymrer sig om. Uden miljøbevægelserne, havde vi f.eks. slet ikke det samfund som vi kender i dag. Mobilisering af et tilstrækkeligt antal mennesker begynder med det problem som tilstrækkeligt mange ønsker at ændre.

Den kollektive sans for social retfærdighed skabte i forrige århundrede radikale reformer der udryddede fattigdommen. Arbejderbevægelsen skabte de sociale partier og organisationer. Velstanden i dag bygger på mange generationers sociale indsats. I dag bliver det ikke folketinget som fjerner den tvungne fattigdom, tværtimod har de selv bevidst skabt uligheden, ved de sidste 20 års nedskæringer.

Cepos anerkender ikke Cevea’s beregninger. Cepos håber på at hvis de kan slå ned hurtigt og hårdt, kan de undertrykke de bevægelser som arbejder imod ulighed og fattigdom i samfundet. Cepos er skabt og bliver rigeligt betalt af erhvervslivet, for at flytte alle pengene væk fra de 55 %, som ikke har formuer, og over til virksomhederne.

Økonomiprofessor Nina Smith betegner antagelserne som - ikke urimelige. Hendes egen pengetank er efterhånden fyldt op, og derfor kan det godt være, at man kan give de fattig en lille luns.

Karsten Aaen, Eva Schwanenflügel, John S. Hansen, kjeld jensen, Anne Eriksen, Randi Christiansen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
John S. Hansen

@Brøndum 1430

Spændende krølle på halen du således etablerer : regnemodellerne som er ladet med liberalistisk ideologi har angiveligt reddet Danmark fra den finanskrise som er skabt af den liberalistiske ideologi! Havde da været skønt hvis disse modeller så også kunne have sparet os skatteydere for det tab på 400 mia som vi blev påført af finansektoren!!.

Ikke for at være unødigt polemisk, Henrik - men er det noget som du har en dokumenterbar viden om, eller er det et bud som du kommer med?

Karsten Aaen, Eva Schwanenflügel, Randi Christiansen og Poul Erik Pedersen anbefalede denne kommentar
Henrik Brøndum

@John S. Hansen

nej jeg siger ikke at regnemodellerne og deres operatører har reddet nogen fra finanskrisen, jeg siger at de giver et væsentligt bidrag til at reducere krisens omfang. Havde vi ikke haft dem, kunne vi have set folk tigge efter mad på gaderne. (Og ja det er bare en mening, jeg kan ikke dokumentere det).

John S. Hansen

Mener at have læst, at Jesper Jespersen(Roskilde) har argumenteret for - ja, nærmest det stik modsatte!

Henrik Brøndum

@John S. Hansen

Jesper Jespersen er lysår klogere end jeg på dette, så lyt hellere til ham.