Er danske studenter for sløve til at gøre oprør mod systemet?

Studenterrådet var i aftes til høring hos Socialistiske Studenter om den manglende aktionspolitik i dansk studenterarbejde. I morgen skal Akademikernes Samarbejdsudvalg på et heldagsmøde diskutere kampen om det professorale enevælde, som ude i verden sætter studenterne i oprør.

I disse dage hører vi mest om studenterdemonstrationerne i Warszawa, for kort tid siden var urolighederne omkring det Frie Universitet i Vestberlin forsidestof.

At studenterne i østlandene må tage midler som demonstrationer, kampagner, strejker i anvendelse, forekommer måske mange i de vestlige lande forståeligt, men at man også i de lande, der roser sig af udstrakte demokratiske rettigheder, skal opleve studenteraktioner af den art, som nu har stået på i nogen tid i Vesttyskland, Italien og USA, overrasker og chokerer borgerskabet og magthaverne.

Studenter har altid gjort oprør. Mere eller mindre larmende, mere eller mindre grundigt og alvorligt, fra drilleriet af småborgerskabets ’filistre’ hos Hostrups studenter til tyske studenters agitation for nationalliberale ideer, som i marts 1848 rejste oprør over hele Tyskland.

Men i hvert fald siden Anden Verdenskrig har man i de rige, vestlige industrinationer vænnet sig til, at studenterne først og fremmest dygtiggjorde sig til det moderne samfund. Der blev nok arbejdet for reformer, både i samfundet og på universiteterne og læreanstalterne selv, men det foregik stort set under overholdelse af de traditionelle spilleregler.

For et par år siden skete der pludselig – hvad man har kaldt – en politisering af studenterne. Især i Tyskland, Frankrig, Italien og USA engagerede studenterne sig i venstreorienterede synspunkter, men også andre vestlige lande mærkede til denne venstrebølge.

Danmark er hidtil blevet præget af bevægelsen ved dannelsen af forskellige grupper og partier, som ikke ensidigt har appelleret til studenterne. Spørgsmålet er, om en bevidst aggressiv, ja måske revolutionær, studenteraktivitet herhjemme er forestående?

Universitetsreformer og Vietnam

Jeg rejser spørgsmålet, fordi de udenlandske studenterbevægelser direkte kæder krav om ændringer af universiteternes organisation, ledelse, studiestruktur og -indhold sammen med kamp for ny inden- og udenrigspolitik.

Modstand mod NATO og amerikanernes krig i Vietnam, forestillingerne om fordelen ved et socialistisk samfundsøkonomisk system og krav om studenternes og de ikke-professorale læreres medbestemmelse over universiteternes ledelse synes tilsyneladende at gå op i en højere enhed.

Det er ret ukendt i Danmark, hvor studenterorganisationer så vidt muligt har holdt sig fri af den partipolitiske strid på Christiansborg.

Naturligvis har studenterne kæmpet for deres interesser, og efterhånden som de i 60'erne fik opbygget en direkte sammenhængende uddannelsespolitik, der omfattede mange andre grupper end lige deres egen, begyndte Danske Studerendes Fællesråd og de forskellige studenterråd at spille en politisk rolle i den hjemlige strid. Men kun på uddannelsesområdet, og så vidt muligt uden direkte tilknytning eller i erklæret modsætning til bestemte partier.

De udenrigspolitiske engagementer, danske studenter mere eller mindre tøvende har taget, har ikke afveget mere fra den officielle danske udenrigspolitik, end at de har kunnet undgå større offentlig blæst.

Den enevældige, feudale, autoritære, professorale eller hvad man nu vil kalde den struktur, studenterne i udlandet slås imod, er ikke ukendt i Danmark. De danske studenterorganisationer kæmper for en anden, mere demokratisk, men foreløbig sker det i de råd, kommissioner, udvalg, hvori studenterne er repræsenteret, og i form af offentlige tilkendegivelser i medlemsblade eller på pressemøder og lignende.

Modsætningerne er på det sidste skærpet ved udsendelse af en betænkning om universiteternes og læreanstalternes administration og ledelse, der efter kommissionsflertallets opfattelse fortsat bør ligge suverænt i professorernes og rektorernes hænder.

Denne udfordring kan sammen med påvirkning fra de udenlandske studenteraktiviteter radikalisere den danske studenterpolitik. F.eks. er de såkaldte syndikalistiske studenter i Holland ved at erobre flertallet i den øverste studenterorganisation i dette land, og deres program er både uddannelses- og samfundsmæssigt særdeles venstreorienteret.

Får de syndikalistiske, hollandske studenter magten, må man formode, at de ikke alene melder Holland ud af de vestlige landes internationale studenterorganisation, ISC, men ligefrem smider dets hovedcenter ud af Holland, hvorefter organisationen må formodes at falde fra hinanden.

Det er ikke glemt, at ISC i sin tid modtog hemmelig støtte fra USA's efterretningsvæsen, CIA. En tilsvarende udvikling i Danmark er vel i dag utænkelig, men hvem forestillede sig i 1961, at de vestberlinske studenter, der efter Berlinmuren etablerede forskellige flugtveje fra Østberlin, den 8. marts i år skulle give Berlingske Tidendes Bonn-korrespondent Henrik Bonde-Henriksen anledning til at skrive i sit blad:

»Uden at ville mane Weimar-spøgelset op af graven, må den indre situation i forbundsrepublikken Tyskland alligevel betegnes som foruroligende …

Sørgeligt, at det efterhånden er lykkedes et mindretal blandt studenterne med røde Mao-paroler at terrorisere universiteterne og etablere et gadens parlament, som uhyggeligt minder om begyndelsen til mellemkrigsrepublikkens undergang. Men endnu sørgeligere er de offentlige instanser, sågar domstolenes frygtsomme og valne holdning over for urostifterne, som åbent forkynder revolution og ikke viger tilbage for at anvende voldelige midler.«?

Avanceret i 1948

Det Frie Universitet i Vestberlin blev grundlagt i 1948 af professorer og studenter, der havde forladt Humboldt-universitetet i Sovjet-sektoren i protest mod de østtyske magthaveres politiske pression. Frie Universitets opbygning var efter den tids forhold meget avanceret.

Lærere og studenter skulle i fællesskab lede universitetet, hvor alle udvalg og det øverste organ, professorernes senat, fik stemmeberettigede studenter som medlemmer. Men ved begyndelsen af 1960'erne var den demokratiske ledelsesform for længst blevet en hul skal, og da de venstreorienterede eller direkte socialistiske engagementer i politiske spørgsmål fra midten af 60'erne begyndte at præge studenterne, kunne en af lederne af det Socialistiske Tyske Studenterforbund, Rudi Dutschke, erklære:

»Universitetet er for øjeblikket det vigtigste kampområde for os.«

Om han stadig vil hævde det, er usikkert.

I hvert fald er det kampene mod NATO, solidariteten med Nordvietnam og Vietcong, demonstrationerne mod de tyske nødretslove og den store koalition mellem Kiesinger og Willy Brandt i Bonn, slagsmålet med den i Vesttyskland dominerende Springer-presse og den demonstration mod Shahen af Persiens besøg i Vestberlin, der 2. juni 1967 resulterede i politiets drab på den 26-årige student Benno Ohnesorg, som i dag optager udlandet mest.

Stadig kamp mod professorerne

Selv om kampen for en ny, demokratisk universitetsreform måske er trængt noget i baggrunden, er den dog stadig et virksomt led i studenternes politik.

»Med patriarkalske manerer, med latinske tankesprog og akademiske feststunder forvisser det tyske universitet sig bestandig om sin egen værdighed. Men studenterne, som benytter universitetet, har andre bekymringer,« skrev man i et studenterblad.

Ved professorernes indtog i Hamborg-universitets festsal i anledning af et rektorskifte viste to studenter sig pludselig med transparent, og med det skred de foran professorerne ned ad trapperne. Teksten lød: »Under talerne – 1000 års møg.«

Der arrangeres ikke blot i Vestberlin, men ved mange andre tyske universiteter sit-in og go-in, boykotter af seminarer og afbrydelser af forelæsninger, skriver Politisk Revy.

Politiet tilkaldes af og til af rektorerne og professorerne, men i reglen uden andet resultat end yderligere uro og demonstration.

Enkelte professorer støtter studenterne, bl.a. teologiprofessoren Helmut Gollwitzer. Kravet lyder i forskellige variationer på forankring af studenternes medbestemmelsesret og uindskrænkede ret til politisk virksomhed samt studieløn til alle studenter.

Efterhånden synes man ikke tilfreds med mindre end en ledelse, hvor professorerne kun besidder en tredjedel af magten, de videnskabelige ikke-professorale lærere og forskere en tredjedel, og studenterne den sidste tredjedel. Man kræver desuden offentlige eksaminer.

Planer er udarbejdet for oprettelsen af et kritisk universitet, en slags mod-universitet, der uden at træde i stedet for det ’rigtige’ universitet skal supplere og kritisere og forhåbentlig ændre det. I London er der allerede oprettet et anti-universitet, som dog efter alt at dømme har opgivet direkte at påvirke de eksisterende. Skønt det fungerer under ret trange vilkår, har det allerede samlet ca. 300 elever på en måned.

Lærere og elever skiftes i nogen udstrækning til at undervise hinanden. Emnerne er revolutionens sociologi, poesi og typografi, de euforiserende stoffers farmakologi, antiinstitutioner og modkultur, dannelsen af USA's imperium fra 1880 til nu, eksperimentel musik, guerillakrigens sociologi og Black Power. Eksaminer og karakterer er naturligvis bandlyst.

Oprør i Italien

I Italien har studenteroprøret stået på i to år, men tilspidses nu op til det kommende parlamentsvalg, som forleden skildret af Informations Italien-korrespondent. Med mellemrum har studenterne holdt universiteterne eller enkelte fakulteter besat i flere uger ad gangen, og i Firenze og Rom, Milano, Torino, Palermo og Trento og de fleste andre universitetsbyer er det kommet til direkte sammenstød med politiet.

I Italien er antallet af studenter syvdoblet på 30 år, men antallet af lærere er kun tredoblet. Klasser på op til 800-900 studenter, ja en enkelt på 2000 studenter, undervises ad gangen under ofte håbløse lokaleforhold.

Professorernes magt er uindskrænket, og den misbruges ofte af dem til krænkelse af studenternes selvstændige meninger eller til simpelthen at lave alt muligt andet end undervisnings- og forskningsarbejde. Regeringen har fremsat en såkaldt universitetsreform, som efter studenternes opfattelse ikke er andet end en let modernisering uden de nødvendige reformer.

Herhjemme er der for halvanden måned siden udsendt en betænkning af det såkaldte universitetsadministrationsudvalg om de højere uddannelsesinstitutioners interne organisation og administration. Flertallet i udvalget har været professorer og rektorer, og resultatet vurderes i mindretalserklæringer af bl.a. de ikke-professorale læreres repræsentant således:

»Det fremgår, såvel af det skrevne som af den almindelige tendens i betænkningen, at det er flertallets opfattelse, at det fortsat skal være et lille antal professorer, der skal lede såvel undervisning som forskning, foruden at også de centrale kollegiale organer helst skal domineres af professorerne …«

Men man må gøre sig klart, fortsætter mindretallet, »at det hverken er nødvendigt eller hensigtsmæssigt at opbygge de højere læreanstalter som en række departementale pyramider omkring de enkelte professorale lærestole …«

Og der tales i mindretalserklæringen om forsøg på »gennem reelt betydningsløse ’reformer’ at fastholde og udbygge den bestående ansvars- og kompetencefordeling for derved at splitte de kræfter, der i årevis har påpeget de ulykkelige konsekvenser, som systemet med få og enevældige professorer har medført for forskningen og hele den højere undervisning her i landet.«

Den mindretalserklæring, som studenterrepræsentanten i udvalget er med i, kalder flertallets indstilling dogmatisk og vender sig stærkt imod den. Men endnu har man ikke hørt om demonstrationer, sit-in og go-in, boykot og lignende fra danske studenterorganisationers side. Fordi danske studenter trods alt har det meget bedre end deres kammerater i udlandet – eller fordi de er sløvere?