Læsetid: 9 min.

Var Forsvaret i ond tro, da man lod irakiske fanger falde i hænderne på irakisk politi?

Hvor meget skal man vide om risikoen for tortur, før man bliver medansvarlig? Det tager Østre Landsret i øjeblikket stilling til i sagen om Operation Green Desert. De 23 irakiske sagsøgeres advokater hævder, at den udbredte og generelle viden om tortur i Irak var tilstrækkelig til, at Danmark ikke burde have medvirket til tilfangetagelsen, mens Forsvarsministeriet har forsøgt at overbevise retten om, at den viden bør være »konkret«
Advokat Christian F. Jensen under et pressemøde i 2012 om videoen fra operationen Green Desert. Nu skal Østre Landsret tage stilling til, om Danmark kan drages til ansvar for tortur mod en række irakiske fanger, som Forsvaret lod falde i hænderne på det irakiske politi.

Advokat Christian F. Jensen under et pressemøde i 2012 om videoen fra operationen Green Desert. Nu skal Østre Landsret tage stilling til, om Danmark kan drages til ansvar for tortur mod en række irakiske fanger, som Forsvaret lod falde i hænderne på det irakiske politi.

Peter Hove Olesen

17. maj 2018

Brændemærker, beskadigelser på kroppen og ar. Forsvaret havde fået forelagt dokumentation for tortur mod flere fanger hos det irakiske politi, før man lod  andre irakiske fanger falde i hænderne på irakisk politi.

Men hvor omfattende viden om tortur skal man have, før Danmark kan blive draget til ansvar for at bidrage til, at andre lande får fanger i deres varetægt?

Det spørgsmål overvejer dommerne i Østre Landsret i øjeblikket i retssagen om den såkaldte Operation Green Desert i Irak i november 2004. Sagens omkring 50 retsmøder er overstået, og dommen falder den 15. juni.

De to advokater for de 23 sagsøgere Christian Harlang og Christian F. Jensen har forsøgt at overbevise retten om, at Danmark handlede i ond tro, da den danske bataljon i Irak lod 36 fanger falde i irakiske styrkers varetægt.

De 23 irakere har i nogle såkaldte medical reports forklaret om, hvordan de i alt fra dage til uger blev mishandlet på bl.a. den berygtede irakiske Al Jamiat-politistation i Basra.

»Elektroder blev sat på hans øre, næse, brystvorter, penis og anus, og han fik elektriske stød mindst tre gange. Han besvimede, og da han vågnede blødte han fra næsen. Hans næse var brækket, og han blev slået på øjnene,« som der står i en af rapporterne.

Andre fortæller om, hvordan de fik bind for øjnene blev placeret i ubehagelige stillinger og udsat for grov vold med både næver og genstande. Der blev også brugt elektriske stød og andre torturmetoder for at få dem til at tilstå forbrydelser, de ikke havde begået. Ifølge deres forklaringer er de stadig i dag præget af mishandlingen i form af PTSD, flashbacks og angst.

Brændemærker

Sagsøgernes advokater mener, at danske myndigheder udmærket kendte til risikoen for at blive udsat for tortur hos de irakiske myndigheder.

Med henvisning til den såkaldte Tarin-sag fra Højesteret, der omhandlede en afghansk fange, som Danmark udleverede til amerikanerne, blev det ifølge Christian F. Jensen etableret, at det er afgørende om Forsvarsministeriet »vidste eller burde vide«, at der var en »reel risiko« for, at en overdragelse ville betyde, at en fange ville blive udsat for tortur. Og det gjorde Forsvarsministeriet her.

Denne viden om risikoen viste sig blandt andet ved, at flere af de tidligere udsendte soldater i retten forklarede, at man godt var klar over, at de irakiske myndigheder ikke behandlede deres fanger særligt godt. Og også daværende forsvarschef Jesper Helsø var inde på det i sin vidneforklaring:

»Man havde den viden, at kulturen var anderledes. Man gik hårdere til tilbageholdte, man gik hårdere til fanger. Man havde en generel viden. Men det er ikke det samme, som at briterne vidste, at en chef på en bestemt politistation var uden for pædagogisk rækkevidde,« forklarede han ifølge Ritzau.

Men ud over vidneudsagnene støtter sagsøgernes advokater sig også op ad dokumenter, som viser, at der var en viden om risikoen for mishandling i det danske system.

Særligt en tilsynsrapport, som militærjurist Kurt Borgkvist skrev om et tilsyn i et irakisk fængsel fire måneder inden Operation Green Desert, blev fremhævet som klar dokumentation for, at danskerne havde tilstrækkelig viden til, at de ikke burde have bidraget til en operation, som havde til formål at bringe fanger i de irakiske styrkers varetægt.

På tilsynet fortalte otte ud af 15 fanger, som militærjuristen talte med, at de var blevet groft mishandlet af det irakiske politi. Flere af dem fremviste også objektive tegn på mishandlingen i form af brændemærker, beskadigede legemsdele og ar.

Rapporten blev sendt helt til toppen af det danske politiske system, og der blev også afholdt møder med andre af de allierede styrker om problematikken. Også på disse møder  blev det ifølge sagsøgernes advokater bekræftet, at  fangemishandlingen var udbredt:

»Ved et møde den 11. juli, hvor en britisk og italiensk repræsentant efter det oplyste var til stede, tog den danske MJUR (militærjurist, red.) sagen om de påståede overgreb op. Dette var i tråd med lignende observationer hos den italienske brigade. Der var enighed om, at problemet var generelt,« står der i et notat om mødet, som sagsøgerne har med i et bilag.

Så selv om rapporten fra Kurt Borgkvist ikke specifikt var fra den politistation, som sagsøgerne angiveligt blev tortureret på, så burde de danske myndigheder alligevel have kunnet drage den slutning.

»Der er tale om otte klager fra tre forskellige politistationer, som kommer uafhængigt af hinanden. Det viser i sig selv, at der med overvejende sandsynlighed er tale om et generelt problem,« sagde Christian F. Jensen.

Grinede hånligt

Situationen blev ifølge sagsøgernes advokater endnu mere kompromitterende for Forsvaret under selve operationen, da danske soldater rent faktisk også overværede mishandling. Her har advokaterne brugt en del tid på en video, som blev lækket i 2012 af den tidligere efterretningsofficer Anders Kærgaard.

På videoen ser man blandt andet det, der ifølge advokat Christian F. Jensen er et spark og en »stempling« af en tilbageholdt, der ligger ned. Andre soldater har forklaret – både i retten og tidligere i pressen – at de så en tilbageholdt blive nikket en skalle, mens han var forsvarsløs.

»En TSU-person (et medlem af irakisk styrke, red.) tog fat i vedkommende og gav ham en skalle, mens han stadig havde T-shirten over hovedet og strips om hænderne, så han ikke kunne værge for sig,« forklarede Bjørn Lindevang-Lassen ifølge retsbogen.

Bjørn Lindevang-Lassen, der var med i panserinfanterikompagniet på operationen, og en anden soldat råbte »stop« til ham, der nikkede skallen, og det havde en effekt.

»TSU-personen grinede lidt hånligt over det, men stoppede,« forklarede han.

»Det viser med al ønskelig tydelighed, at de irakiske styrker ikke kunne stoles på,« sagde Christian F. Jensen om episoderne under selve operationen, der burde have haft en øjeblikkelig konsekvens.

»Senest her burde engagementet have været afbrudt,« sagde han.

Når fangerne blev behandlet sådan for øjnene af de danske tropper og reaktionen bare var et hånligt grin, når danske soldater påtalte det, så er det ifølge sagsøgernes advokater åbenlyst, hvad de fanger ville blive udsat for efterfølgende.

»Vi ved, det er endemisk, og så ser vi det gudhjælpemig også under operationen, og man gør intet,« sagde Christian F. Jensen.

Politikerne vidste det samme

Hvor sagsøgernes advokater omtalte det irakiske system som gennemsyret af brug af tortur i en grad, så danskerne umuligt kan have undgået at være klar over det, så beskrev Forsvarsministeriets advokat Peter Biering fra Kammeradvokaten den danske viden på en lidt anden måde.

Danske soldater var ifølge Peter Biering selvfølgelig godt klar over, at forholdene ikke var som i danske fængsler, for Irak var et land i kaos og med en anden kultur. Men de danske styrker var jo netop i landet for at hjælpe med at bringe orden i tingene.

Så selv om man altså til en vis grad besad en generel viden om, at forholdene ikke ligefrem var gode, så var denne generelle viden bestemt ikke nok til, at man helt burde have afholdt sig fra at deltage i anholdelsesoperationer med de irakiske styrker.

»Man sad inde med præcis den samme viden som de politikere, der besluttede at sende Danmark i krig. Det var en generel viden, som nogen har talt om som en anden kultur, der var mere hårdhændet,« siger Peter Biering.

Han forklarede, at Operation Green Desert var et kerneeksempel på den opgave, som Folketinget og FN havde givet de danske styrker mandat til i Irak, og som handlede om at øge sikkerheden i landet.

»Hvis det i sig selv var ansvarspådragende, så bliver det umuligt at udføre det, man har fået mandat til. Det kan ikke passe,« sagde Peter Biering.

Forsvarsministeriets advokat lancerede også en radikalt anden fortolkning af betydningen af Tarin-sagen end sagsøgernes advokater.

Han forklarede, at det er afgørende, at Højesteret anvender kriterierne om »viden eller burde viden« om en »reel risiko« for tortur i en situation, hvor det var danske styrker, der selv havde taget den afghanske fange og udleveret ham til amerikanerne.

Ikke overgivet fanger

Men disse kriterier kan ikke bare overføres til Operation Green Desert, fordi det ifølge Forsvarsministeriet er åbenlyst, at det var irakerne selv, der tog fangerne, og der derfor snarere er tale om et spørgsmål om medvirkensansvar frem for mere direkte ansvar.

»Faktum i den her sag er helt anderledes. De danske styrker har ikke tilbageholdt nogen, og de har ikke overgivet nogen til irakisk varetægt. Derfor mener vi, at der skal gælde en højere barre,« sagde Peter Biering.

Denne højere barre betyder, at der skal foreligge en konkret viden om, at de personer, der blev tilbageholdt under Operation Green Desert, ville blive udsat for mishandling i irakisk varetægt.

»Det centrale er, at man ikke vidste, at operationen kunne indebære en konkret risiko for det, som sagsøgerne sidenhen har påstået, at de er blevet udsat for efterfølgende,« sagde Peter Biering.

Den anden centrale uenighed handlede om betydningen af særligt tilsynsrapporten fra Al Makil-fængslet af militærjurist Kurt Borgkvist.

Det var Dagbladet Information, der oprindeligt i 2011 fik tilsynsrapporten ud i offentligheden, og dengang vurderede jurist i Amnesty International Claus Juul, at den ville rykke afgørende ved spørgsmålet om de irakiske fanger.

»De her oplysninger forrykker hele diskussionen om fangeudleveringer. Hidtil har vi diskuteret, hvorvidt forsvaret burde have vidst, at der var risiko for tortur i irakisk varetægt. Nu ved vi med sikkerhed, at de meget tidligt i forløbet kendte til den risiko,« sagde han dengang til Information.

Men ifølge Forsvarsministeriets advokat var der bare tale om en enkelt rapport fra et enkelt fængsel. Han fremhævede, at der måneden inden havde været et andet tilsyn, der ikke fandt nogen problemer.

De klagende fanger var heller ikke nogle, som danskerne havde taget, men alligevel satte Danmark gang i omfattende aktiviteter på højeste niveau for at gøre briterne og irakerne opmærksomme på den situation, man havde overværet. Det blev på den tid vurderet på højeste politiske niveau i Forsvaret, at man havde gjort, hvad man kunne, for at reagere på tilsynsrapporten.

»Der er ikke grundlag for at tilsidesætte den vurdering her 14 år senere,« sagde Peter Biering.

Bagklogskab

Tilsynsrapporten kan heller ikke betyde, at Danmark ifalder ansvar for irakernes påståede tortur, da den vedrører et helt andet fængsel.

Sagsøgerne endte i Al-Jamiat-fængslet i Basra By – der lå udenfor det danske operationsområde, og som man heller ikke havde tilsynsrapporter fra, da der ikke var udleveret danske fanger dertil.

Danskerne havde ingen viden om, at sagsøgerne ville ende i Al-Jamiat, og de havde heller ikke nogen viden om, hvad der foregik af mishandling lige præcis der.

Et andet eksempel på den manglende konkrete sammenhæng mellem tilsynsrapporten og Operation Green Desert var, at klagerne i Borgkvists rapport gik på mishandling begået af det irakiske politi. Men de var ifølge Peter Biering slet ikke med i operationen – det var styrker fra Iraqi National Guard (ING) og Tactical Security Unit (TSU).

»Det er bagklogskab, hvis man i dag hævder, at bataljonen vidste, at det skulle ske. Faktum er, at stationen lå uden for det danske operationsområde,« sagde Peter Biering.

Men denne skelnen mellem de irakiske styrker giver ifølge Christian F. Jensen ikke mening.

»Det er der ikke nogen grund til. For danskerne havde ikke nogen viden om eller beføjelser til at bestemme, hvor de kom hen. De kom ind i det irakiske system, og der havde man en alt for god idé om, hvad der ventede dem,« sagde han i retten.

Afbrydelse ville ikke hjælpe

Forsvarsministeriets advokat Peter Biering afviste også, at der var opstået en form for ond tro undervejs i operationen, da de irakiske tilbageholdte fik skaller og blev udsat for anden hårdhændet behandling.

»Som vi forstår det, så mener advokat Christian Jensen, at det er ansvarspådragende, at man ikke afbrød operationen på grund af denne ene hændelse,« sagde Peter Biering.

Han forklarede, at det inden for de regler, der var gældende for militæret, godt kunne ske, at man måtte afbryde en operation, men at det vil være »afhængigt af ulovlighedernes karakter« og »de operative forhold«.

I sidste ende er det et konkret militært skøn i situationen, som bestemmer det, og det er der ifølge Peter Biering ikke »forudsætninger for at anfægte her«.

En anden årsag til, at det ikke bør være en skærpende omstændighed, at danske styrker overværede enkelte tilfælde af hårdhændet behandling under operationen, er, at det ifølge Peter Biering er svært at argumentere for, at en afbrydelse af den danske deltagelse i operationen på dette sene tidspunkt ville have gjort nogen forskel for de irakiske sagsøgeres situation.

»Tror vi virkelig på, at en dansk afbrydelse af operationen på det her tidspunkt ville foranledige irakerne til at pakke udstyret og frigive alle de tilbageholdte? Selvfølgelig ville de ikke det,« sagde Peter Biering.

Serie

Fangesagen i landsretten

Østre Landsret tager stilling til spørgsmål om Danmarks krigsindsats i Irak.

23 irakere har sagsøgt staten for at være ansvarlig for den tortur, de blev udsat for i irakiske fængsler i 2004, efter at de blev taget til fange under Operation Green Desert, der havde deltagelse af danske, britiske og irakiske styrker.

Information har fulgt sagen ved syv retsdage i april og maj. Artiklerne er baseret på retsmøder, retsbøger, processkrifter og samtaler med sagens parter.

Der faldt dom den 15. juni.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Gert Romme
  • Eva Schwanenflügel
  • Oluf Husted
  • David Zennaro
Bjarne Bisgaard Jensen, Gert Romme, Eva Schwanenflügel, Oluf Husted og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

David Joelsen

Der er ikke et spørgsmål om tro eller ond tro?

Vi har med en uddannet og trænet hær at gøre. Spørgsmålet er derfor, om man vidste at overleverede fanger kunne tortureres? Havde man allerede på det tidspunk informationer om tortur hos de andre allierede styrker?