Læsetid: 9 min.

Her er det, Løkke i virkeligheden sagde i sin afslutningstale

Der var både lovord om Europa og grønne løfter, da statsminister Lars Løkke Rasmussen onsdag holdt tale ved Folketingets afslutningsdebat. Men hvad ligger bag de fine ord? Læs her uddrag af talen, og hvad statsministeren i VIRKELIGHEDEN sagde ifølge Informations journalist David Rehling
Lars Løkke Rasmussen til afslutningensdebat i Folketinget onsdag den 30. juni. Vi bringer her uddrag fra statsministerens tale – og gengiver, hvad statsministeren i virkeligheden sagde ifølge Informations David Rehling.

Lars Løkke Rasmussen til afslutningensdebat i Folketinget onsdag den 30. juni. Vi bringer her uddrag fra statsministerens tale – og gengiver, hvad statsministeren i virkeligheden sagde ifølge Informations David Rehling.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

31. maj 2018

»Godmorgen! 

Lad os starte dagen med nogle tal: 98 – 150 – 3.500 – 9.200 – 130.000 – 4 millioner.

Er det bare nogle tal?

Nej, det er nogle tal, der viser at politik gør en forskel.

98: Fordi beskæftigelsesfrekvensen er steget i 98 ud af 98 kommuner siden folketingsvalget. I alle landets 98 kommuner.«

Allerede fra begyndelsen anslår jeg – Lars Løkke Rasmussen, hele Danmarks statsminister – den afslappede, nærmest snakkesalige tone, som mine statsministertaler er præget af. Politik er jo også en slags permanent valgkamp, og det må man indrette sig på. En statsministertale kan nu om stunder ikke være hævet over slagord, gentagelser og lette greb om besværlige kendsgerninger.

»150: De seneste to år har regeringen givet økonomisk støtte til, at et areal, på hvad der svarer til 150 fodboldbaner – om dagen – kan blive økologisk.«

Det gør alle glade, at man snakker ’økologisk’. Også de landmænd, der får tilskud til at lægge om til økologi. Alle partier konkurrerer jo nu om at være grønne. Men der er forhold omkring landbrug og miljø, man som Venstre-statsminister skal undlade at gå i detaljer med. Nogen kunne tage anstød. Derfor holder jeg mig til det korte og positive.

»3.500: I 2017 var antallet af asylansøgere i Danmark 3.500. Det laveste antal i ni år. Og Danmark er ikke længere en af EU’s mest attraktive asyldestinationer.

9.200: Siden valget er velstanden vokset med 9.200 kr. for hver dansker.

130.000: Siden regeringsskiftet i 2015 er der skabt 130.000 flere private lønmodtagerjob.

4 millioner: Siden valget, har regeringen tilført sundhedsvæsnet 4 millioner kroner ekstra – om dagen.

Politik gør en forskel.«

At det er lykkedes at skræmme et stort antal flygtninge fra at søge asyl i Danmark, er måske ikke noget, Venstre i gamle dage ville have pralet med. Men vi har lært, at valg vindes af dem, der har den hårdeste udlændingepolitik. Og vi er klemt af, at Socialdemokratiet nu nærmest søger at overgå Dansk Folkeparti i stramninger.

»Danmark er tilbage i topform.

Det giver os mulighed for at forme fremtiden.

Jeg ønsker et Danmark, som rækker ud efter mulighederne.

Giver de begejstrede medvind.«

Det, synes jeg, er et herligt retorisk greb. Helt klar er meningen ikke, men det lyder positivt. Og vi må kunne genbruge det i den kommende valgkamp.

»Og de bekymrede nyt håb.

Jeg vil leve i et land, hvor ældre ikke skal bekymre sig, om der er hjælp, hvis de falder.«

Jeg er omhyggelig med, hvem jeg nævner som ’de bekymrede’: Ældre, voksne, unge, forældre, børn. Andre, der kan have grund til bekymring, nævner jeg ikke, fordi det er for bøvlet at tale om folk, der glider ud af dagpenge eller får skåret i kontanthjælpen. For slet ikke at tale om nødstedte asylansøgere. Dem taler jeg ikke om her.

»Hvor alle voksne, der kan, har et arbejde. Forsørger sig og sine. Er en del af fællesskabet.

Hvor unge kan udfolde deres talent.

Hvor forældre kan aflevere deres børn om morgenen i trygge rammer, med ro i maven og et smil på læben. Og hvor alle – børn, voksne og ældre – har mulighed for et friere, rigere og mere trygt liv.«

Fikst får jeg præciseret, at fællesskabet består af dem, der kan forsørge sig og sine.

(...)

»Vi skal ikke kæmpe imod udviklingen – vi skal omfavne den og forme den. Samarbejde om at gribe mulighederne. For det er dem, vi skal leve af. Det er afsættet for Disruptionrådet. Hvor regeringen lige nu samler de mange gode input fra virksomheder, fagbevægelse, iværksættere, forskere og mange flere.

Det er baggrunden for den aftale om erhvervs- og iværksætterinitiativer, som vi har indgået sammen med Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre.

15 mia. kr. til blandt andet en stærkere iværksætter- og aktiekultur.

Tak til begge partier for at tage ansvar, når det gælder. Det er målet med den nye teknologipagt, hvor regeringen, virksomheder og uddannelser i fællesskab vil løfte det digitale Danmark.

Det er udgangspunktet for den nye aftale om deleøkonomi.

Som kan forbedre både miljøet, privatøkonomien og samfundsøkonomien.

Og hvor vi med aftalen nu også får styr på skattebetalingen.

Og det er helt grundlæggende også udgangspunktet for de skattelettelser, vi har givet borgerne i Danmark. Så det nu bedre kan betale sig at arbejde, drive virksomhed og blive iværksætter.«

Her foretager jeg et retorisk kvantespring fra aftalen om deleøkonomi til de skattelettelser, som det – trods vrangviljen fra Dansk Folkeparti – er lykkedes at komme igennem med. Når jeg to linjer længere nede siger, at velfærd og skattelettelser ikke er et enten-eller, men et både-og, så er det for ikke at rode mig ud i vanskeligheder med Liberal Alliance og Dansk Folkeparti.

»Vi tror på danskerne. På at vi alle sammen har potentiale til mere. Og at vi alle bliver rigere, når vi får flere muligheder.

Derfor er det ikke et spørgsmål om enten velfærd eller skattelettelser. Det er et ’både-og’.

Fremgang er noget vi skaber. Og fremgang er en forudsætning for velfærd.

...

Jeg ønsker, at hele Danmark skal være i bedre balance. Socialt, kulturelt og geografisk.

I min nytårstale tog jeg fat i udfordringen med parallelsamfund.

Vi ser ikke samme tilstande herhjemme som i andre europæiske lande.

Men også vi har åbenlyse problemer.

Jeg har sagt det før. Og jeg vil gerne gentage i dag: De fleste med udenlandsk baggrund bidrager positivt til Danmark.

Bliv ved med det. Men selv om flertallet gør det godt. Så er der for mange, som klarer sig skidt. Det er først og fremmest et resultat af fordums slappe udlændingepolitik. Der blev lukket flere ind, end man magtede at integrere. Stillet for få krav.

Regeringen har rettet op.

Sammen med en styrket indsats i EU har vi fået tilstrømningen ned.«

Vi beder til, at Tyrkiet overholder den aftale, som EU betaler dem for, om at tilbageholde flygtningene i lejre. Brister den, er alt galt igen. Hvordan det i øvrigt forholder sig med det danske retlige EU-forbehold og fordelingen af flygtninge i EU, behøver vi ikke at komme ind på, så længe de andre lande er rygende uenige.

(...)

»Danmark skal være åbent for dem, som kan og vil. Det gør Danmark rigere.

Hvis vi ikke formår at tiltrække dygtige udenlandske medarbejdere, risikerer Danmark at sakke bagud.

Derfor ærgrer det mig, at et flertal uden om regeringen har valgt at hæve grænsen i beløbsordningen.

Og på andre måder bevidst gjort det så bøvlet som muligt for virksomhederne at anvende den.

Det har vi ikke brug for. Vi har brug for at holde arbejdsmarkedet åbent for dem, der kan og vil.

Det vil regeringen adressere med et udspil om udenlandsk arbejdskraft, som er på trapperne. Der skal være en ordentlig balance.

Det gælder for hele Danmark.

For mig er der ikke et Hovedstadsdanmark og et Udkantsdanmark.

For mig er der ikke et blåt Danmark. Rødt Danmark. Grønt Danmark. Eller gult Danmark. I min optik er der kun ét Danmark. Ét frit land, hvor vi vokser i fællesskab.

Og hvor fremgangen skal komme alle til gode. Derfor har vi moderniseret planloven, så den giver yderkommuner mere plads til at skabe udvikling og arbejdspladser.«

Ved at bruge ordet ’moderniseret’ om regeringens resultater kaster jeg et positivt skær. I dette tilfælde over, at planloven er svækket til glæde for dem, der ejer fast ejendom, ikke mindst ude på landet. Udkantsdanmark fortjener at få det lettere, men man behøver jo ikke ærgre de miljøinteresserede ved at sige det udtrykkeligt.

»Sænket færgetaksterne, så det er billigere at komme til og fra mange danske øer.

Udvidet motorveje, forhøjet fartgrænser, og sænket taksterne over Storebælt.

Og vi er ved at gennemføre den største udflytning af statslige arbejdspladser i nyere tid.

I alt op mod 8.000 statslige arbejdspladser – ud af hovedstaden og ind i landet.

Samtidig sætter vi gang i udvikling af hovedstaden. Med et udvalg, som skal se på, hvordan vi styrker hovedstaden frem mod 2030.

For vi ønsker en reel balance. Hvor vi løfter i flok.

Fordeler fremgangen. Styrker fællesskabet. Og har overskud til at glæde os på hinandens vegne.«

Ups! Med udflytningen af statslige arbejdspladser er vi nok røget for langt i retning af at genere hovedstadens befolkning. Den skulle jo gerne finde det naturligt at stemme på Venstre. Derfor har vi nu nedsat det ministerudvalg, som det endnu står uklart, hvad vi vil bruge til. Men foreløbigt, altså: imagepleje.

(...)

»Danmark kan gøre en forskel. Hvis vi vil. Og står sammen. Det gælder også ude i verden.

Jeg ønsker et Danmark, som dropper forestillingen om, at vi altid selv ved bedst. Ikke behøver input udefra.

Tendensen til storhedsvanvid. Den klæder os ikke. Men vi skal også af med mindreværdskomplekset. Fortællingen om, at vi er for små til at gøre en forskel. Bare skal putte os, så længe vi kan.

Vel skal vi ej.

Vi kan og skal trække verden i den rigtige retning. Træde stien.

Når andre viser underskud, skal vi vise overskud.

Det gør vi ved at fastholde ulandsbistanden på 0,7 procent – som et af kun fem lande i verden – i en tid, hvor andre skærer ned.

Det har vi gjort som formand for Europarådet. Med en København-erklæring, hvor vi blandt andet slår fast, at ansvaret for at overholde menneskerettighederne ligger hos de enkelte lande.

Og hvor vi har fået igennem, at der vil blive slået hurtigere og hårdere ned på dem, som åbenlyst og systematisk ikke overholder menneskerettighederne.«

Med den København-erklæring kom vi ikke nær så langt, som vi havde håbet, i retning af at tilbagerulle Menneskeretsdomstolens indblanding i, hvad vi som nationalstat foretager os. Nogle sagkyndige siger, at erklæringen ingen reel betydning får, men vi vil gøre, hvad vi kan, for at det ikke bliver rigtigt.

»Os kan man regne med.

Vi gør en forskel.

Og det skal vi gøre. I en verden, som forandrer sig.

Et Rusland, som optræder mere og mere aggressivt.

Et Kina, der fylder stadig mere – økonomisk og politisk.

Et Tyrkiet tæt på, som vender ryggen til europæiske værdier.

Et Mellemøsten, hvor konflikter og fattigdom sender mennesker på flugt. Mod drømmen om et bedre liv.

Og et USA – drømmenes land – som drømmer om mindre frihandel. Mere bare sig selv. Færre internationale forpligtelser. Flere sanktioner. Det er nye tider. Mildest talt. Og spørgsmålet er, hvor varetager vi bedst vores interesser?

For mig peger pilen ét sted hen: Europa! Vi er en lille åben økonomi.

Omkring 60 procent af vores vareeksport går til det indre marked.

Danmark har brug for Europa.

Og det samme har resten af verden. Et stærkt Europa. Som både har vilje og tyngde til at gå forrest og vise vejen. Ja, undskyld mig – til at være den voksne i klassen.

I 45 år har vi nydt godt af det europæiske fællesskab. Vi nærmer os et guldbryllup. I år fejrer vi sølvbryllup for Det Indre Marked.

Som giver et LO-ægtepar i ejerbolig en direkte årlig merindtægt på 65.000 kr.

Og som hundredtusindvis af danske arbejdspladser er afhængig af.

Alligevel har vi herhjemme en tendens til at gemme det europæiske af vejen. Kun støve det af, når vi skal stemme ja eller nej til noget.

Hvorfor putter vi sådan med det?

Samtidig har der sneget sig nogle myter ind i debatten.

»Hvorfor skal EU bestemme dét?« kan man høre nogen sige.

Jeg er ikke enig i alt, hvad der kommer ud af EU’s beslutningsproces.

Ligesom vi ikke er enige om alt her i Folketinget.

Men lad os holde op med at give EU skylden, når noget ikke går vores vej.

EU er ikke en stat – og skal aldrig være det. EU er et samarbejde mellem selvstændige lande, som laver aftaler i fællesskab.

I et samarbejde mellem 28 lande er det et fælles ansvar at nå til kompromiser og svære beslutninger. Også på områder, hvor vi ikke ser ens på tingene.

Lad os i stedet tale både Danmark og Europa op.

Stå ved det kontinent og samarbejde, vi er en del af.

Og diskutere Europa – uden en folkeafstemning i horisonten. Det, tror jeg, vil være godt.

For Guds skyld skal vi ikke have flere EU-folkeafstemninger, som vi kan tabe og dermed skubbe os fjernere fra kernelandene omkring Tyskland. Lad nu ’de ansvarlige partier’ tale pænere om EU. Så må vi af meningsmålingerne læse, hvornår det ikke er risikabelt at udskrive nye folkeafstemninger.

(...)

Statsminister Lars Løkke Rasmussens tale blev afholdt ved åbningen af Folketingets afslutningsdebat onsdag den 30. juni. Dette er uddrag fra hans talepapir, der kan læses i sin fulde længde på Statsministeriets hjemmeside. Det talte ord gælder.

Onsdag blev den traditionsrige afslutningsdebat i Folketinget afholdt. Information bad Alternativet og De Radikale om at finde lyspunkterne i statsministerens tale. Han høster ros for sine ord om klimaet og Europa, men der er stadig plads til forbedring, mener oppositionspartierne
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Poul Erik Riis
  • Frede Jørgensen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Trond Meiring
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • David Zennaro
  • Anne Eriksen
  • ingemaje lange
  • Christian Mondrup
  • Hans Larsen
Eva Schwanenflügel, Poul Erik Riis, Frede Jørgensen, Lise Lotte Rahbek, Trond Meiring, Bjarne Bisgaard Jensen, David Zennaro, Anne Eriksen, ingemaje lange, Christian Mondrup og Hans Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anne Mette Jørgensen

Han er en dygtig retoriker ham Lars. Han bygger huse ved at lægge tagsten på først.

Eva Schwanenflügel, Torben Skov, Werner Gass, Marianne Stockmarr, Lise Lotte Rahbek og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Johnny Rose Larsen

Interessant. Hver dansker har fået 9.200 kr mere siden sidste valg. Jeg er pensionist og jeg har fået 1200 kr mindre (efter skat). Hvem, Lars Løkke, er det der har fået overført fra mine penge ??? Venstres politik må være omvendt Robin Hood - tag fra de fattige og giv til de rige......

Eva Schwanenflügel, Flemming Berger, Poul Erik Riis, Svend Erik Hansen, Ebbe Wagner Smitt, Torben Skov, Bjarne Bisgaard Jensen, Olav Bo Hessellund, Werner Gass, Jens Erik Starup, Marianne Stockmarr, Lise Lotte Rahbek og Benta Victoria Gunnlögsson anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Jeg har også fået mindre i indtægt siden sidste valg pga 225 timers reglen.
Hvem mon har fået overført de 9200, statsministeren påstår jeg har fået?

Eva Schwanenflügel, Flemming Berger, Torben Skov, Jens Erik Starup og Marianne Stockmarr anbefalede denne kommentar
Frede Jørgensen

En stor gang ævl
hele vejen igennem
fra Danmarks statsminister

Eva Schwanenflügel, Tino Rozzo, Torben Skov og Olav Bo Hessellund anbefalede denne kommentar
Bjarne Bisgaard Jensen

Vi pensionister skal åbenbart nøjes med at glæde os over, at vi er med til at financiere satspuljemidlerne, så der kan blive strøet lidt krummer ud

Eva Schwanenflügel og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Jan Weber Fritsbøger

åbenbart er ærlighed og redelighed ikke iblandt de såkaldte borgerlige dyder, jeg er sådan set i tvivl om de overhovedet findes, som jeg ser det består borgerlighed af lige dele grådighed og kynisme, man stemmer borgerligt fordi man tror man selv profiterer, og det gør man vel også hvis man er privilegeret nok, men når lønmodtagere stemmer borgerligt så overser de nok at deres egen løn påvirkes negativt, i hvert fald så længe der er tale om lavtlønsjobs, og så bliver man jo ikke rigere af lavere skatter, problemet er at man ikke kan se den førte politiks virkning på lønnen ( af hensyn til konkurrenceevnen), men virkningen på skatten er jo åbenlys, altså kan en lønmodtager miste 3000 kr /md på lavere løn og få 300kr mindre skat, og stadig tro på at have gavn af borgerlig politik, de mistede 2700 er usynlige, så løkkes regnestykke skal nok være "korrekt" man har bare undladt at medtage negative virkninger og kun regnet på de positive, og når mange har fået 100.000 og færre meget mere kan det jo passende omregnes til omkring 9000 i gennemsnit for alle, men at bruge statstik på den måde er at skjule sandheden, sandheden er at dem som yder (lønmodtagere) bliver fattigere, og dem som nyder (ejere/aktionærer) skummer fløden.
Vil dog lige tilføje at visse lønmodtagere får del i rovet, idet det kun er manden på gulvet som får for lidt i løn, er man bare et par trin oppe i hierarkiet får man mere end den værdi man skaber, og helt grotesk bliver det i toppen af hierarkiet, hvor man får mange mange gange mere, og så virker det naturligt at stemme borgerligt, i hvert fald hvis man er egoist, og da vejen derop går via egoisme og grådighed, er der her langt imellem folk som tænker på andre end sig selv, når de stemmer.