Læsetid: 7 min.

»Jeg måtte ud på det dybe vand for at nå til et nyt land«

Ahmed Akkari udbygger fortællingen om sin afsked med islamismen ved for første gang at udfolde det indre drama, der gik forud – og som gjorde ham til en helt ny person: den bekendende humanist, der finder en større styrke i tvivlende tro. Omdrejningspunktet for den tidligere imams forvandling var et velassorteret kommunebibliotek på Grønland
Ahmed Akkari arbejder i dag som skolelærer i Grønland. Og det var netop langt oppe nordpå, at han fandt ’skatten’ på det, han kalder sin dannelsesrejse.

Ahmed Akkari arbejder i dag som skolelærer i Grønland. Og det var netop langt oppe nordpå, at han fandt ’skatten’ på det, han kalder sin dannelsesrejse.

Linda Kastrup

5. maj 2018

Historien er skåret efter en klassisk læst. Det påpeger Ahmed Akkari selv: Vores helt forvilder sig hjemmefra. Han møder uventet, voldsom modstand. Dem, han troede var hjælpere, forråder ham – de viser sig at være modstandere. Han flygter derpå ud i helt ukendt terræn og når fortvivlelsens rand. Men møder uventede nye hjælpere og finder en kostelig skat, der ændrer alt.

Ordet ’dannelsesrejse’ kom til Akkari, da han gav sit første interview til et grønlandsk medie. Det blev hængende.

»Jeg er folkeskolelærer af uddannelse. På danskfaget lærer man at analysere eventyr og dannelsesromaner, hvor hovedpersonen kommer ud på en rejse, der er fuld af problemer og udfordringer, hjælpere og modstandere. Men som ender med at bringe ham et bedre sted hen. Jeg kendte det også fra tegneserier, som jeg altid har dyrket som lidenskab. Jeg så mig selv i samme slags proces. Jeg var havnet i møget. Men så bringer man sig selv på bane igen med en bedre forståelse af, hvem man er, hvem man vil omgive sig med, og hvad man vil med sit liv.«

– Man kan vel sige, at du har ’konverteret’ til et nyt livssyn. Nogle er diskrete om den slags – for dig var det magtpåliggende at fortælle ret detaljeret om det. Hvorfor?

»Først var jeg også lokket af at være diskret med min forandringsproces. For helst vil jeg være en almindelig Akkari, som ikke altid bliver genkendt. Men jeg følte mig forpligtet. Især efter min rolle under Muhammedkrisen, og det billede, jeg var med til at tegne – og de konflikter, jeg var med til at trække op – mellem danskere og nydanskere, mellem Danmark og udlandet. Jeg har konstant haft samvittighedskvaler. Derfor har det været vigtigt for mig at forklare mig.«

Men Akkaris nye bog, Mod til at tvivle, er også skrevet til læsere, der som ham nages af tvivlsspørgsmål og søger afklaring.

»Det fleste kender til at runde et skarpt hjørne i livet. Et ægteskab, der bryder sammen, et job, man mister, en kritisk sygdom. Men det kan også være dybe tankeprocesser. Hvor står man? Hvad repræsenterer man og hvorfor? Hvad er der galt med det, man vender sig imod? Hvorfor endte man, hvor man endte? Mange år efter i tilbageblik tænkte jeg: Her er noget at fortælle, som andre måske kan finde inspiration i. Jeg syntes selv, at mit indre drama var underbelyst i første bog. Det var en del af mit selvopgør, som læsere efterspurgte et større indblik i. Hvad skete der med dig deroppe, ville de vide.«

En jaget mand

For snart ti år siden, i sensommeren 2008, var Ahmed Akkari en nedbrudt mand, en jaget mand, en foragtet mand. Han var både på flugt fra sin fortid og fra sig selv.

Sin gamle identitet havde han kastet bort – bogstaveligt talt ved demonstrativt at kaste sin imam-kalot fra sig over for sine menigheder. I danskernes bevidsthed var han blandt de ansvarlige for at have fået Muhammedkrisen til at eksplodere til nationens værste udenrigspolitiske krise siden Anden Verdenskrig. Akkari stod på et absolut eksistentielt nulpunkt. Han skulle finde og opbygge sig selv, helt forfra. 

Flugten blev hovedkulds. Akkari så et jobopslag: En stilling som foleskolelærer i Grønland var ledig. Han drog i eksil. Det indebar afsked med familien i Libanon, som han måtte forsørge på afstand.

At havne ’deroppe’ var som at ankomme til en fremmed planet. Han anede intet om Grønland. Til hans held anede indbyggerne i Narsaq heller ikke noget om ham – eller rettere, som han siden forstod: hvad de vidste, lod de sig ikke mærke med.

Symbolsk tog Akkari hul på sin forvandling ved at bortrage det fuldskæg, han havde brugt år på at gro til respektabel størrelse. Næste overskridelse: Den tidligere hardcore-islamist trykkede for første gang i mange år en kvinde i hånden – den skoleleder, der havde givet ham en ny chance.

Medmenneskelighed

I bogen beskriver Akkari selv sin grønlandske metamorfose således: »Jeg måtte over dybt land for at finde nyt land«. Metamorfosen tæller flere komponenter. Der var isolationen i en by, der kun var forbundet til omverdenen med helikopter og skib. Der var det fuldkomne fravær af dømmesyge fra lokalbefolkningen, der hurtigt anerkendte ham som deres egen.

Akkari taler i bogen om sine nye medborgeres »medmenneskelighed« – den kom også til udtryk i, at ingen i Narsaq ville støde ham fra sig, da syddanske medier breakede historien om, at islamist-imamen havde søgt tilflugt højt mod nord. Det skulle danskerne overhovedet ikke blande sig i.

Men fremfor alt var der skatten. Som en klump indefrosset guld lå den bare og ventede på ham i den grønlandske dybfryser: de ekstraordinært velassorterede boghylder på kommunebiblioteket i Narsaq. 

For hvad stiller en ensom tvivler op under den lange tyste polarnat? Det centrale omdrejningspunkt i Akkaris forvandling var dette: Han gik fra fra den ene bog (Koranen, red.) til de mange. En bibliotekar havde været så forsynlig at udstyre det lokale bibliotek med kanoniske hovedværker i den vestlige humanismes historie. Fra Sokrates over Renæssancen til Oplysningstiden og eksistentialismen.

»Du tror, det er løgn – de havde bare det hele: Erasmus af Rotterdam, Giordano Bruno, Spinoza, Kierkegard, Albert Camus. Salman Rushdie.«

Læseglæde

Først skulle Akkari dog genopdage den læseglæde, han kendte som stor dreng – før sin religiøse vækkelse og favnelse af totalitær islamisme. Han begyndte med skønlitteraturen og genlæsning af Alistair MacLeans thrillere og »alle de store romaner«, blandt disse Antoine Saint-Exupérys Postflyveren.

Men snart var det de filosofiske værker, der drog ham som en magnet. Om disse læseoplevelser og de refleksioner, de satte i gang, handler bogens centrale afsnit. Der var både sekundærlitteratur, men også de originale primærtekster.

»Jeg slår altid til lyd for de klassiske tekster, også dem der kan virke uoverkommelige og svære at læse. De gav mig noget ved siden af romanerne, og i samme felt. Skønlitteraturen satte mig på sporet. Den rummede de menneskelige elementer af det, vi alle kan opleve, når vi siger: ’Hov, det her rum er selvfølgelig eventyr, fantasi og fiktion – men det kunne være mig’.«

Akkari fremhæver især et skrift, den italienske renæssancehumanist, Piero delle Mirandolas Om menneskets værdighed, der gjorde stort indtryk på ham – et helt andet menneskebillede en islams forestilling om mennesket som Guds slave.

Fra Kierkegaard tilegnede han sig begrebet om redelighed og ideen om springet ud på de mange dybe favne vand. Fra Berger og Luckmanns Den samfundsskabte virkelighed lærte han sig et sociologisk blik på tilværelsen, fortæller han.

Ingen illusioner

Af moderne tænkere sætter han især Camus højt.

»Jeg holder af Camus, fordi han går optimistisk til livet i den mest pessimistiske kontekst. Han er så speciel i den måde, han siger, at alting er råt og koldt og absurd. Hans tænkning gør sig ingen som helst illusioner, og alligevel fører den ikke udi selvmordet. Det er helt modsat religioner, som gør sig meget specifikke forestillinger om livet, og hvad der sker efter døden. Men vi ved jo ret beset ingenting. Camus giver en forklaring uden om al religion.«

Akkaris åndelige rejse i Grønland førte således længere og længere væk fra religion. I al fald i dens organiserede versioner. Det gav gnidninger, da han blev genforenet med sin familie i Libanon. Den genoptagne kontakt til omgivelser præget af islamiske normer oplevede han nu som problematisk.

Det endte med smertelig skilsmisse fra hustruen, Sharzad, som han ellers havde sendt strømme af hede breve til fra Grønland. Den nye Akkari havde uoverstigeligt svært ved vinde gehør for sine nye orienteringer i sit gamle miljø.

Hvor står Akkari i dag? Religionskritiker er han helt afgjort. For indefra kender han den magtpolitiske instrumentalisering af religion – det sidder dybt i ham, og han drømmer om at skrive en bog om det, han kalder religionernes »usynlige fortolkningsmonopol«.

Iboende konflikt

»Jeg er nået frem til, at organiseret religion er fuld af iboende konfliktelementer. I deres selvforståelse og mellem mennesker skaber de splid. Ikke kun islam, også andre religioner. Religionerne graver grøfter og ender med at bekræfte politolog Samuel P. Huntingtons tese om civilisationerne uforligelighed, når identifikation baserer sig på religion. Vi ser også splittelseslogikken operere inden for religionerne selv, i sekteriske modsætninger, sunnier og shiaer, katolikker og protestanter.«

Hvorfor sker disse splittelser hele tiden? Ifølge Akkari på grund af manglen på mod til at tvivle. 

»Det er, fordi sandheden for så mange religiøse bliver en udelt størrelse. Fordi de ser sig om i pagt med et evigt budskab, kun de selv forstår. Den logik kan kun føre til konstante magtkampe. Det kan påvises historisk og sociologisk. Selv om det slet ikke var det, som det drejede sig om for de mennesker, der søgte svaret i religionerne.«

Men at Akkari i dag forkaster den organiserede religion, han engang investerede så meget af sig selv i, betyder ikke, at han forkaster troslivet og spiritualiteten i religiøse erfaringer.

»Da jeg satte mig ind i humanismens tanker, følte jeg mig sat fri af de religiøse magtlogikker. Jeg kan stadig være troende og finde gode og spændende ting i min tro. Men i dag har jeg hele tiden det humanistiske blik med mig. Det blik, som jeg tillagde mig selv i Grønland ved at læse alle de bøger om humanisme, om Renæssancen, om Oplysningstiden.«

Der mangler substantiel refleksion i Ahmed Akkaris angrende selvopgør, som til gengæld er iscenesat med dygtigt spin, der imødekommer den nationale højrefløjs fordomme om de lumske islamister og leverer skyts til endnu en Muhammed-debat
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mette Poulsen
  • Lillian Larsen
  • Viggo Okholm
  • Olaf Tehrani
  • Erik Karlsen
Mette Poulsen, Lillian Larsen, Viggo Okholm, Olaf Tehrani og Erik Karlsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maria Jensen

Det er en ægte intellektuel fritænker, der tør tage hele sit værdigrundlag op til overvejelse, og tage konsekvensen. Jeg har kæmpe respekt for manden, og er glad for, at han er havnet et godt sted.

Michael Ryberg, Ole Frank, Anne Mette Jørgensen, Olaf Tehrani, Dennis Jørgensen, Per Klüver og Jørn Vilvig anbefalede denne kommentar
Martin Sørensen

Respekt for Akkari? Han var en af hovedarkitekterne bag Mohammed-krisen. Han rejste verden rundt og spredte usandheder om Danmark. Det kunne have gået langt værre, end det gjorde.

Grethe Preisler

En lille nisse rejste
(en rigtig århushistorie)

Først måtte lille Ahmed gå så gruelig meget ondt igennem som imam i kampen for at trille profeten Muhammed op på toppen af Himmelbjerget. Men nu har han omsider fundet fred i sjælen, sit sande kald i livet og sin rette plads i rigsfællesskabet med rumpen plantet på en nunatak.

Det kan der sikkert komme mange underholdende romaner ud af endnu ... ;-)

Anne Mette Jørgensen, Ole Frank, Jørn Andersen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar

Også et undskyld herfra..

På grund af Irak-krigen. Ja, og Libyen.

Et ødelagt land.. og nu slaveri...

Det har sgu ikke været nogen dannelsesrejse....