Hvis I ikke ønsker åbenhed om jeres arbejde, så må I tilrettelægge det sådan, at der ikke er offentlighed.
Sådan var beskeden fra den ridderkorsbelønnede departementschef i Økonomi- og Indenrigsministeriet, Sophus Garfiel, til ministeriets ansatte på et morgenmøde midt i april. Det fremgår af en lydoptagelse fra mødet, som for nylig er blevet lækket til dagbladet Politiken.
Departementschefens udtalelser har vakt ramaskrig: Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, finder det »klamt«, mens Ekstra Bladets kommentator, tidligere justitsminister Hans Engel, kalder det en skandale »meget værre« end Tibet-sagen.
Og jo, der er ingen tvivl om, at de åbenmundede udtalelser løfter sløret for den lukkethedskultur, der – trods lovord om åbenhed og befolkningens mulighed for indsigt – stortrives blandt embedsmænd på Slotsholmen. Og hos mange andre myndigheder, for den sags skyld.
Men så er det altså heller ikke værre. For ret beset gør departementschefen ikke andet end at pege på de mange muligheder, der findes i offentlighedsloven for at undgå at blive kigget over skuldrene, hvis man bare tilrettelægger indsatsen på en bestemt måde. Det svarer vel til, at en skatterevisor gør en rigmand opmærksom på de muligheder, skatteloven indeholder for at mindske, hvis ikke helt undgå, betaling af skat.
Denne sammenligning viser også, at det næppe hjælper særlig meget med moralsk forargelse – det er selve skattelovgivningen, der skal laves om, hvis rigmanden skal betale mere i skat. På samme måde er det offentlighedsloven, der skal ændres markant, hvis mere åbenhed og befolkningens indsigt skal sikres. Så skal kulturen på Slotsholmen såmænd nok følge efter, selv om det sikkert vil være fodslæbende.
Urimeligt lange svartider
At et flertal i Folketinget med en ændring af offentlighedsloven i 2013 fik gennemført en række paragraffer, der med ombudsmandens ord har slået en ring om Slotsholmen, er kendt stof for Informations faste læsere. Det samme er tilfældet, når det gælder det væld af kreative ’julelege’, som fiffige embedsmænd kan bruge til at undgå eller udsætte indsigt. Den oftest anvendte metode er uden tvivl at lade tiden gå og støvet sænke sig over begæringen om aktindsigt, inden den besvares.
Forskningsministeriet fik således én på arkivskabet af ombudsmanden, efter at Information i efteråret 2017 kunne beskrive, at ministeriet havde udsat aktindsigt i en arbejdsgruppes rapport om det danske atomaffald, indtil regeringen var blevet klar med en stillingtagen.
Ligeledes fik Justitsministeriet én på sagspuklen af ombudsmanden, da hans undersøgelse viste, at det ministerium, der selv er ansvarlig for offentlighedsloven – herunder reglen om, at en aktindsigt besvares i løbet af syv arbejdsdage – selv var mere end 40 arbejdsdage om at behandle en femtedel af sagerne.
De ekstremt langvarige sagsbehandlingstider, som i realiteten gør retten til aktindsigt meningsløs for dagspressen, er ikke kun et speciale for embedsmændene i Justitsministeriet. Også Socialministeriet fik smæk af ombudsmanden, fordi ministeriet tilbage i 2012 havde været mere end 16 måneder om at besvare en aktindsigt fra Information i resultatet af en arbejdsgruppe, der skulle vurdere et muligt forbud mod burkaer.
Helt grotesk var sagen om Forsvarsministeriet, der trak svaret på en aktindsigt fra Information om overgreb mod tilbageholdte i Irak ud i et år og syv måneder – indtil der var nedsat en undersøgelseskommission, der skulle undersøge forholdene. Og så kunne aktindsigten helt efter lovgivningen afslås med den begrundelse!
’Straffen’ for at forsinke og forhale svaret på en aktindsigt, indtil en sag er uaktuel og glemt af de fleste, er også til at overse: i værste fald kritik fra ombudsmanden. Det kan godt være, det irriterer – men det bløder ikke.
Lav jeres egen myndighed
Endnu en mulighed for at undgå offentlighed peger departementschef Sophus Garfiel selv på i et opfølgende interview med Politiken. Hvis embedsmænd fra forskellige myndigheder skal arbejde sammen om en sag, kan de etablere sig som en selvstændig myndighed – og voila: Så vil de dokumenter, embedsmændene fra de forskellige myndigheder udveksler, være interne, og derfor kan de undtages fra aktindsigt.
Sådan gjorde Økonomi- og Indenrigsministeriet, da de sammen med Kommunernes Landsforening skulle arbejde på en reform af det kommunale udligningssystem.
Det er langt fra en ny opfindelse, Sophus Garfiel her er inde på. Samme i øvrigt helt lovlige manøvre udførte Udenrigsministeriet, da de i 2008 offentliggjorde en rapport om CIA’s hemmelige flyvninger. Her var det også en tværministeriel arbejdsgruppe, der havde etableret sig som egen myndighed, der stod bag rapporten. Og først da ombudsmanden fandt visse huller i ministeriets begrundelse for at afslå offentlighed, måtte embedsmændene til kopimaskinerne.
Siden har ændringerne i offentlighedsloven i 2013 for øvrigt gjort det mere lempeligt at nedsætte den slags arbejdsgrupper på tværs af myndigheder, så ombudsmanden ikke i dag ville kunne pege på sådanne huller.
Vi skal ikke acceptere hemmelighedskræmmeriet længere - det er ikke politikerne, der ejer samfundet, og de må sørge for, at befolkningen åbent kan følge med i de forhandlinger, der foregår, hvad positionerne er, og hvad målet med forhandlingerne for de forskellige partier er.
Man må derfor vende retten til hemmeligholdelse på hovedet og kræve, at det sker på baggrund af dom: ønsker en myndighed at holde en sag udenfor offentlighedens rækkevidde i en periode, skal en domstol godkende det.
Vist er der noget galt med offentlighedsloven, men det ændrer ikke ved der også er meget galt andre steder, og som bør rettes.
Den sidste store hurdle fra regeringens side er, kampen for integration af småbørn fra vuggestue- og børnehave- niveau af børn til borgere af fremmed herkomst, hvor hensigten er de skal lære om vort demokrati i Danmark,
Overfor dette står en endnu større opgave for vore universiteter, der fremad rettet skal gøre langt mere ud af undervisningen om de demokratiske værdier om åbenhed, som en af de bærende søjler for et demokrati, - en opgave de åbenbart igennem længere tid har svigtet i undervisningen af de mange embedsmænd og kvinder som den offentlige administration ansætter, så vi ikke fremover møder den slags enehersker og diktatur mentalitet i Danmark, og som ikke hører til i et ordentligt demokrati.
Den maniskhed som politikerne i regeringen igennem snart 15 år har ført sig frem med, overfor borgerne som demokratisk rigtigt, er blevet udvandet år efter år af den liberale regering, til stor skade for folketinget medlemmers indsigt i hvad der er sandt og hvad der slet ikke er sandt.
At se vor statsminister i dag på Tv hylde vort folketing for dets parlamentarisme, og dermed også landet for dets demokrat i samme åndedrag med ordene; "at det er vigtigt at fejre parlamentarismen i Danmark og folketinget", som et demokratisk land, virker absurd og som ironisk flabet arrogance, set i forhold til deres manglende respekt for demokratiets bærende værdier, med deres seneste påhit, at udfordre de kontrollerende institutioner på alle fronter, herunder ikke mindst rigsrevisionen for henholdsvis udflytningerne af arbejdspladser og salget af statens seruminstitut.
Det begynder at antage Trumpske dimensioner - en kamp mod enhver der siger regeringen imod, og en kamp imod de kontrollerende institutioner af enhver art.
Man føler sig i dag hensat til en slags politisk enevælde fra regeringen side, - noget der blev afskaffet for over hundrede år siden, og nu hvor pøbelen er kommet til magten vil de genindføre det som deres politiske ejendom.
Vores"demokrati eksisterer ikke.
Det er fint at journalister brokker sig over offentlighedsloven. Det er Jeres helt eget område.
Noget anden er at ''kunne journalisterne ikke tilegne sig lidt mere viden og være lidt mere kritisk f.eks. når vi snart sende soldater til Iran for at vise os for Trumpenatoren, eller når den internationale økonomi kører derudaf for derefter at knække nedad. Hovsa!
Jeg tænker generelt og slet ikke på Ulrik.
Fra " Socialstat til minimalstat" ved hjælp af sælg og lease back - gjorde kommuner og stat til " nye godsforvaltere"... Vi troede det var vores skoler og vandværker mm -
Og de forvaltninger der konstant bliver omlagt og flyttet forsyner det private arbejdsmarked med kyndige medarbejdere. Skatte eksperter blev ansat i rådgivende revisioner og bosat i Dubai mm. Kan de vejlede i skatte forhold og huller i love - helt lovligt! Har de penge så kan de få - Men har du ingen - Hvad gør vi så?
Det er lidt paradoksalt at vi i samfundet bruge enorme summer på at uddanne økonomer og jurister i håb om at skabe et bedre samfund, og hvad de i praksis bedriver er samfundsundergravende virksomhed.
Lægerne aflægger et lægeløfte, hvorfor aflægger advokater og økonomer ikke et DJØF-løfte? har de ikke et ansvar?