Sådan håndteres offentlige arbejdskonflikter i Sverige og Norge

Socialdemokratiets leder, Mette Frederiksen, vil reformere den danske model på det offentlige område. Hun mener, de netop overståede forhandlinger viser, at konfliktniveauet er blevet for højt, og at politikerne er for tæt på forhandlingerne.

Parterne selv har også rodet med tanken. Danmarks Lærerforening oplyser, at de har fået tilsagn fra Kommunernes Landsforening og regionerne om, at der skal ses nærmere på den danske model i den kommende periode. 

Konkret har Mette Frederiksen udtalt, at hun vil lade sig inspirere af Sverige og Norge. 

Vi tager forskud på arbejdet og ser nærmere på de offentlige overenskomstmodeller i vores nordiske søsterlande.

Danmark, Sverige, Norge og Finland har den kollektive aftaleret som afgørende fællestræk, som betyder, at arbejdsgivere og fagforeninger indgår overenskomsterne om rammen for løn og arbejdsvilkår. Det er en unik måde at indrette arbejdsmarkedet på, som man ikke finder i nogle andre lande. I Norden regulerer arbejdsmarkedet sig selv gennem aftaler, som arbejdsmarkedets parter forhandler på plads alene. Uden politisk indblanding. Det er i hvert fald udgangspunktet.

Men der er forskel på, hvordan de nordiske lande konkret har arrangeret modellen på det offentlige område. I modsætning til på det private arbejdsmarked opstår der nemlig nogle dilemmaer i forhold til dobbeltroller og politiske interesser, når der skal forhandles overenskomst i den offentlige sektor.

Dels bliver det aktuelt at forholde sig til, hvordan man sikrer vandtætte skotter mellem politikerne og forhandlerne for de offentlige arbejdsgivere. Dels er det relevant at se på, hvordan man sikrer en rimelig proces i de tilfælde, hvor indgreb i en arbejdskonflikt bliver nødvendig.

Sverige

I Danmark har vi i det store hele ignoreret dilemmaerne, og den grundlæggende rammesætning for, hvordan man forhandler – en slags arbejdsmarkedets grundlov – stammer fra Septemberforliget 1899. Sådan er det ikke i Sverige og Norge. I Sverige har man fokuseret på at opnå en større uafhængighed mellem de offentlige forhandlere og det politiske system.

Her har man Arbetsgivarverket, en uafhængig statslig forvaltningsmyndighed, til at forhandle på vegne af de offentlige arbejdsgivere. Arbetsgivarverket fungerer i princippet som en privat arbejdsgiverorganisation, hvor statslige styrelser, ministerier og andre institutioner er tvungne medlemmer og vælger en kollektiv repræsentation.

»Det betyder, at du rent faktisk har ledere fra gulvet i den offentlige sektor. Nede fra og op. Folk, der brænder for offentlig ledelse, som går efter at få en post i Arbetsgivarverket og kæmper om at blive sat spidsen for den organisation,« siger Laust Høgedahl, der er arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet.

Med andre ord er der armslængde mellem politikere og statslige arbejdsgivere. Siden introduktionen af Arbetsgivarverket i 1994 har der ikke været arbejdskonflikt på det statslige område i Sverige, og da man i 2004 fik lavet en grundig udredning af den offentlige arbejdsgiverorganisering i Sverige, var konklusionen, at systemet i det store hele fungere godt.

Det vil imidlertid være svært at indføre en tilsvarende model i Danmark, da forvaltningen er skruet sådan sammen, at man ikke på tilsvarende vis kan etablere et så uafhængigt statsligt organ. Sverige har tradition for meget selvstændige styrelser med vide beføjelser, og man har ikke ministeransvar som i Danmark. Desuden har Sverige en større gråzone mellem den offentlige og private sektor.

»Man ville ikke umiddelbart kunne skabe den samme uafhængighed i Danmark, fordi vi har en anderledes forvaltningskultur. Det skal man holde for øje,« siger Laust Høgedahl.

Men det er ikke kun Arbetsgivarverket, der er årsagen til det lave konfliktniveau i Sverige. En anden forskel er, at man ikke har urafstemninger på lønmodtagersiden. Medlemmerne i fagforeningerne skal altså ikke stemme for forligene, hvilket giver forhandlerne større frihed til at indgå kompromiser.

Derudover har Sverige også en stærkere kultur for løbende at undersøge overenskomstmodellen. Meldingsinstituttet – den svenske forligsinstitution – spiller eksempelvis en relativt proaktiv rolle og udgiver årligt rapporter med overblik over udviklingen på det svenske arbejdsmarked, der er med til at skabe grundlag for forhandlinger.

»Det er jo ikke kun, fordi man har et Arbetsgivarverket, at man har et lavere konfliktniveau i Sverige. Det kan der være helt andre grunde til. Men det er én af forklaringerne. Og på en eller anden måde så synes det at virke,« siger Laust Høgedahl.

Norge

På grund af det lave konfliktniveau har svenskerne ikke i udpræget grad beskæftiget sig med processen efter et eventuelt regeringsindgreb. Som i Danmark er det regeringen, der udformer eventuel lovgivning. I Norge er situationen en anden. Her er det, som i Danmark, ikke usædvanligt, at der udbryder arbejdskonflikter, og at de bliver afsluttet med lovindgreb. Derfor har man arbejdet med at minimere muligheden for politisk at kunne spekulere i indgreb ved at skrue systemet sådan sammen, at det ikke er regeringen, som udarbejder den lov, der ender konflikten.

Her har man Rikslønnsnemnda – et uafhængigt råd, der løser tvisterne, når staten griber ind i en arbejdskonflikt. Rådet er sammensat af en leder og otte medlemmer. Lederen og fire af medlemmerne udpeges af regeringen for tre år ad gangen, mens de øvrige fire medlemmer udpeges af arbejdsgivere og arbejdstagere i forbindelse med den aktuelle konflikt. Rådet når frem til en kendelse, som gælder, indtil overenskomsten igen skal fornys.

»Fordelen ved at bruge rådet til at fastsætte en ny kollektiv overenskomst fremfor lov som i den danske model er, at selve løsningen af tvisten skilles fra de politiske organer, og at parterne selv deltager i rådets afgørelse. Det sikrer, at man undgår et politisk spil om løsningen, hvor tvistspørgsmålene i forhandlingerne bliver politiseret,« siger Åsmund Arup Seip, der er seniorforsker ved Fafo Institutt for arbeidslivs- og velferdsforskning.

Modellen har været kritiseret for at forhindre arbejdstagere i at løse konflikter gennem strejke, da skiftende regeringer har været hurtige til at gribe ind og overlade konflikten til Rikslønnsnemnda.

Desuden kan visheden om et muligt indgreb indebære, at parterne ikke har samme vilje til at finde en løsning ved forhandlingsbordet.

»Både viljen til at enes i forhandlingerne og viljen til at afslutte en arbejdskonflikt gennem nye forhandlinger kan svækkes ved, at parterne venter på et statsligt indgreb,« siger Åsmund Arup Seip.

Modsat den svenske model ville man i Danmark godt kunne efterligne nordmændenes indretning. På tjenestemandsområdet har man i Danmark allerede et lønråd, der afgør nogle tvister. Det kunne man muligvis lade sig inspirere af på overenskomstområdet. I hvert fald er der ifølge Laust Høgedahl brug for en revision af den højtbesungne danske model – på det offentlige område.

»Den danske model i den offentlige sektor er en kopiering af modellen fra den private sektor. I den private sektor er den jo udviklet af kamperfaringer fra gulvet, hvor magten skaber det kompromis. I den offentlige sektor har man kopieret det oppe fra og ned. Uden at have en diskussion om modellen – særligt det med konfliktretten og dobbeltrollerne – kan give nogle problemer i den offentlige sektor,« siger Laust Høgedahl.

Spørgsmålet er dog, om det er nødvendigt at kigge til udlandet for inspiration til en justering. En løsning kunne også være at formalisere den praksis, som den danske model under normale omstændigheder fungerer under.

»Det kunne jo også godt være, at man bare skulle lave nogle formelle aftaler omkring den praksis, vi har i Danmark allerede. I stedet for at skabe et helt nyt lønråd eller et eller andet. Eksempelvis kunne man formalisere, at et lovindgreb skal tage udgangspunkt i forligsmandens arbejde – lave en fast praksis for, hvordan vi håndterer den proces, der følger efter, når en regering griber ind,« siger han.